Fremmed ideal
Tove Margrethe brasede gennem døren, så hendes ternede morgenkåbe pludselig pustede op som et sejl i den råkolde Blåvand-brise. Hun standsede brat ved dørkarmen, placerede hænderne fast i siden og sendte sit barnebarn et blik så skarpt, at selv det gamle Bornholmerur i stuen tabte tråden for en stund. Freja sad ved skrivebordet, hun granskede skærmen i dyb koncentration, dens lyseblå lys flimrende i hendes øjne.
Hvad sidder du dog der for? udbrød farmor, stemmen skar ligesom igennem det vinterkolde luftlag. Din dansetime på studiet starter om en halv time!
Freja løftede blikket langsomt, træt og slidt. Mørke skygger flød ud under øjnene, og hun svarede stille, selvom stemmen snublede undervejs:
Farmor… Jeg har det ikke godt. Jeg skrev allerede besked og sagde, jeg ikke kommer i dag.
Tove Margrethe stod og dirrede, som om hun slet ikke troede på det sagte. Hendes læber blev til en hård streg, næseborene bævede. Så slap hun luften ud med et hvæs, kun med møje holdt hun vreden tilbage:
Hvem har givet dig lov til det? Når jeg siger, du skal afsted, så skal du afsted! Man kan da sidde med computeren, ikke? Så fejler man ingenting!
Freja klemte kanten af det gamle egetræsbord, alt imens hun strøg blikket over farmorens stædige ansigtsfurer. For farmor handlede dans ikke bare om ét eller andet fritidsprojekt. Det var disciplin beviset på vilje, evnen til at overholde aftaler. Men i dag havde hovedet hamret, maven vred sig, og kvalmen sneg sig ind under huden.
Langsomt trak Freja vejret ind, fandt modet og sagde dæmpet, men fast:
Jeg skriver projektopgave. Historie. Det skal afleveres i morgen.
Der hang pludselig en tyk, uforløst spænding i rummet. Freja prøvede at fange farmors blik, håbede på forståelse måske endda bare, at hun ville spørge bekymret til sit eneste barnebarns helbred. Drømmen om, at hun ville foreslå en lægetur, ulmede et sted under alt det andet.
Men Tove Margrethe tøvede ikke et sekund. Hun marcherede tværs over gulvet, greb resolut fat i computeren og med rutineret, bonderøvsk beslutsomhed trykkede hun på slukknappen. Skærmen blev sort, hele Frejas arbejde krøbet sammen og forsvandt med et svagt klik.
Freja stivnede som ved et stød. Øjnene blev store, fæstnede sig på det døde display, som om systemet ville genopstå af sig selv. Hænderne knyttede sig, læberne dirrede, vrede og afmagt vældede op. To timers koncentreret tastning sætning for sætning, detaljeret, gennemarbejdet Slugtes af mørket.
Jeg fik jo ikke gemt! hviskede Freja. Jeg jeg skrev i to timer
Hun så på farmoren, tårerne brændte bag øjenlågene. Den komplette hjælpeløshed vældede frem, som om hun var et jaget dyr presset helt op i et hjørne.
Tove Margrethe rykkede ikke på sig, hun forblev stram og rank.
Klæd om, sagde jeg!
Frejas hænder begyndte at snurre, hun kæmpede imod gråden. Hun vidste: Farmor opgav aldrig. Livet med hende var blevet til et endeløst tog af ordrer, bebrejdelser og stramme regler. Hver dag voksede vreden, som sammenblandede sig med smagen af afmagt.
Du minder om din mor, mumlede Tove Margrethe overbærende og sur. Hun kiggede også altid ind i en eller anden skærm! Hvor endte det? Hvor er hun nu?
Hun rykkede hovedet brat væk som for at skræmme minderne på flugt. Hendes datter var farmors smertepunkt et fejltrin fra dengang hun prøvede at være mere blid, mere forstående. Og hvordan blev det? Datteren forsvandt, efterlod en lille pige til Tove Margrethes opdragelse.
Farmoren havde altid ment, at livet handlede om planlægning, selvdisciplin, ingen slinger i valsen. Hun mistede tidligt sin mand og stod alene med lille Thilde på armen, arbejdede uafbrudt, vekslede skift i Brugsen med regnskabsaftener på kommunekontoret. Samtaler i sofaen, fælles gåture, lune aftener over Gammeldansk og Billedbladet der var ikke tid.
Thilde voksede forskruet op usynlig pige, sagde de i børnehaven. Hun sad i hjørnet med en bog, tegnede uforståelige kruseduller for sig selv. Skolen blev ikke bedre: lærerne klagede, at hun altid fløj rundt i sine egne tanker.
Jo ældre Thilde blev, jo mere stædig. Alt praktisk blev forkastet blankt. Dans? Det er bare smerter for ingenting. Musikskole? Jeg har ikke gehør, og klaveret fylder for meget. Tegning? Gider ikke. Selv de mindste hold farmor prøvede at tilmelde hende, blev droppet efter få gange.
I stedet sad hun foran computeren. Først spil så chats, forummer, samtaler med fremmede. Tove Margrethe forsøgte at begrænse tiden, men det udløste kun døre, der blev smækket og Thilde, der låste sig inde i flere timer.
Hendes er doven! tænkte farmoren, mens datteren igen sad foran den blå skærm. Ingen mål, ingen ambitioner bare det sorte hul.
Hun forstod aldrig, hvorfor pigen ikke ville noget. For hende var en ordentlig pige den, der brændte for at præstere, vinne medaljer, skabe sig en karriere. Thilde var modsat.
På attenårsdagen fortalte Thilde, at hun ville giftes. Ikke med en yngre overlæge med fremtiden for sig, men med Simon fra baggården, mekaniker, drømte om eget værksted.
Farmoren var rasende.
Ved du overhovedet, hvad du gør?! skreg hun.
Thilde trak bare på skuldrene:
Jeg har det godt med ham. Jeg har ikke brug for dine muligheder.
Kort efter: Thilde meldte sig ud af CBS, hvor farmoren gennem forbindelser og overtalelse havde skaffet hende ind.
Jeg vil ikke være økonom, sagde datteren roligt.
Hun tog job på et lille webbureau lønnen var dårlig, fremtiden uklar, firmaets navn kunne farmoren ikke engang have på tungen, hvis hun forsøgte.
Mit svigt, tænkte Tove Margrethe. Hun gled mig ud af hænderne.
Nu var Freja Tove Margrethes chance for at gøre alt rigtigt. Hun skulle blive målrettet, ordentlig, ikke sidde og flyde foran skærmen. Det skulle være orden, system, og et godt, dansk fremtidsspor!
Freja rettede sig op, øjnene glimtede af protest. Hun brød sig ikke om, farmor talte sådan om mor. For hende var mor ikke bare forælder men forbillede, stolthed og bevis på, at man kan klare sig, hvis man bare insisterer.
Mor var dygtig programmør! udbrød hun. Hun havde sine egne projekter, hun var værdsat på jobbet. Hun kunne så meget mere!
Ordene væltede frem det var, som om hun havde holdt på dem hele sit liv. Måske bare én ville forstå: moren var ikke den dovne Thilde, farmor hånede. Hun var talentfuld, modig, færdigførte altid alting.
Hun kunne ikke gøre for det, sagde Freja, knyttede næverne at taxaen gled i det glatte, og chaufføren kørte over for rødt! Det var et uheld, et skrækkeligt uheld!
Der blev stille, så selv væguret standsede. Freja hev efter vejret, mens Tove Margrethe stod og stirrede koldt ud af ruden.
Hvis hun havde lyttet, sagde farmoren tørt. Gået den sikre vej, valgt en mand fra sin egen verden. Været hjemme og opdraget dig. Så var alt blevet anderledes.
Alt indeni Freja snørede sig sammen. De ord var som knive. Farmor kogte altid alt ned til, at hvis bare mor havde valgt rigtigt, ville alt have set anderledes ud.
Du forstår det ikke! næsten råbte Freja. Mor ville ikke bare sidde hjemme! Hun elskede at arbejde, at skabe. Hun var lykkelig, når hun programmerede, skabte noget vigtigt!
Tove Margrethe rystede på hovedet, som om hun lyttede til et barn uden virkelighedssans.
Lykke er tryghed, sagde hun fast. At vide at i morgen ligner i går. At have et hjem, en familie. Alt det andet… hun pegede mod hylden med mors priser og diplomer er tomhed. Og din far tåbeligste valg!
Freja rejste sig brat, stolen kradsede hen over parketgulvet. Hun lyttede ikke mere. Indeni kogte alt.
Min far er fantastisk! Når han kommer hjem, tager han mig med sig!
Det var lige så meget en remse for sig selv som til farmor. Med det samme fik hun et billede på nethinden: farens varme smil, trygge favn, stemmen, der altid var rolig.
Hun stormede mod skabet. Hun ville væk herfra, væk fra farmors bebrejdende blik, ordrer, fra den koldblå tapet, der nu føltes som noget, der krøb langs væggene.
Hvorfor har far stadig kontrakt i Nuuk i tre måneder! tænkte hun, mens hun fandt blusen. Selvfølgelig farmor blandede sig igen
Hun huskede far og farmors hviskende stemmer bag døren.
Lad hende dog få ro til at slutte skolen! Skal du rive hende op med rode?
Freja vidste det det var farmoren, der bestemte. Igen. Valgte for hende.
Farmoren stod i døren, ansigtet i det særlige tilfredse drag. Hun var vant til, at alting gik som hun sagde. Uanset kampen.
Tror du, han vil have dig? mumlede hun hen for sig selv. Han har travlt med sit nye liv. Glem det, væn dig til at have mig til at bestemme mindst til du bliver atten.
De ord var et slag. Freja stivnede, greb danseskoene, men rystede det væk. Det var ikke tid til at bryde sammen.
Uden at vente svarede farmoren i mildere, pro-formynderisk tone:
Jeg spørger naboen om han kan køre dig. Skynd dig.
Freja nikkede blot, snørede håret i en stram hestehale, fandt tasken og forsvandt ud i opgangen. Hellere tage til dans end at blive mast ovenpå.
****************
Hun trådte ind i det varme, pastelfarvede omklædningsrum i Esbjerg Danseskole. Det lys brændte hende i øjnene fik hende til at knibe dem sammen. Dorte-Marie, danselæreren, færdedes rundt mellem barren, men stoppede straks op, da hun så Freja.
Frejapige, du ser skidt ud sagde hun blidt og bekymret. Hun kom nærmere, kiggede Freja i ansigtet hvid som mælk. Har du ondt?
Freja tog skuldrene ned, kunne næsten ikke lade være med at klage mere. Hun svarede lavt:
Mavepine.
Hvor længe? Dorte-Marie lagde hånden på pigenes skulder.
Siden i går sagde Freja uden at se op.
Læreren rynkede panden, vidste hvor skræmmende stædig Tove Margrethe var, hvor alt kunne overvindes med vilje.
Har du fortalt det til farmor? spurgte Dorte-Marie forsigtigt.
Freja trak vejret dybt, imiterede farmorens bidende tone:
Sludder, du vil bare pjække!
Dorte-Marie blev straks fast i anslaget, rankede sig og gik hurtigt hen til mobilen i sportstasken.
Det der tager vi alvorligt, sagde hun bestemt. Du skal på hospitalet det kan jo være blindtarmsbetændelse.
Frejas arme krammede maven, hun bøjede sig sammen. Hun nikkede, kluntet.
Og jeg har kvalme.
Læreren var lynhurtig, tastede 1-1-2, forklarede roligt situationen. Hun trak Freja hen på bænken, lagde en ekstra træningsjakke over hendes skuldre.
Sæt dig her, sagde hun. Ro på, det skal nok gå!
Freja ville sige noget måske frabede sig al den halløj, men ordene satte sig fast. Hun blev siddende, følte kulden til fingerspidserne og hjerteslagene i halsen. Læreren blev ved hendes side, holdt hende let i hånden, og langs væggen duftede henlagt træ og voks, mens der længere ude lød musik så fjernt, at det kun var lyden af ro og tryghed tilbage.
Sirenernes lyd udenfor, da ambulancen trillede op, fik Dorte-Marie til at klemme hendes hånd lidt mere.
Så, nu er hjælpen her…
****************
Freja vågnede, dæmpet bippen midt i stilheden. Øjnene gled op hun lå i en hospitalsseng med stivede lagner, dæmpede turkise vægge og vinduet åbent mod trækronerne i haven. Luften havde spor af sprit, og pudebetrakket var så rent, at det nærmest knitrede.
Stille dukkede brudstykkerne op igen: lærerens opkald, blå blink, modtagelsen, de hurtige undersøgelser, nåle og så alt det med, at hun faldt hen.
Døren gled op i karmen stod hendes far, Jesper. Skuldrene spændte, øjnene mørke. Bag ham farmor, endnu mere sammensnerpet.
Jeg tager min datter med mig, sagde Jesper så det kunne høres til læger siger god for det. Hun skal hjem til mig!
Tove Margrethe standsede, lagde armene over kors.
Tror du virkelig, du kan klare det? Hun render vel bare på gaderne eller sidder foran skærmen, ligesom hendes mor!
Jesper knyttede hænderne. Alting dirrede indeni, men han holdt igen.
Det vigtigste er, hun forbliver i live, svarede han. I dag kunne det være gået galt!
Han tog en pause, åndede dybt ud.
Har du nogensinde spurgt, hvad hun selv vil? sagde han lavt men stædigt. Hun er ikke en porcelænsdukke.
Farmoren strakte sig op på tæerne, smilte ironisk og rettede halskæden.
Alle piger bør kunne danse det giver rank ryg, dannelse! Du forstår dig ikke på det…
Hun kastede et blik på Jesper, som om hun lige havde set ham gennem et beskidt vindue på hovedbanegården.
Jo tak, Thilde viste sig at vælge forkert, mumlede hun bittert.
Men Jesper glemte alt om hende og talte kun for Freja:
Vi har ikke noget med din familie at gøre længere. Nu tager jeg hende hjem. Prøver du dig på noget, fortryder du det.
Noget i farmors blik slukkede. Hun vendte rundt og marcherede mod gangen, stemmen mudret:
Du vil fortryde det…
Jesper sagde ingenting. Han satte sig bare ved Frejas seng, mærkede lettelsen, da farmorens frakke forsvandt ud af rummet.
****************
Tove Margrethe smækkede hospitalets glasdør bag sig og trampede hen ad den våde flisegang. Den kølige vestenvind flåede i frakkens hjørner; hun lod dem blafre. Al vrede gik ned i håndtasken, grebet knuget til hvidglødende fingre.
Fint! tænkte hun. De ved slet ikke, hvad de mister!
Hun glemte solen i den grå himmel, så kun billederne for sig: Jesper, fast i stemmen, Jeg tager hende! Freja vendte sig mod faren, ja… og alting endte på hovedet. Hun, Tove Margrethe, der havde ofret, opdraget, holdt fast stod nu tilbage.
Jeg gav al min omsorg, og hvad får jeg igen… sukkede hun og nærmest savlpyntede sig selv.
Ved en bænk standsede hun, men satte sig ikke. Hun spejlede sig hurtigt, rettede frisuren. Rul til næste plan der var jo stadig muligheder!
Hun tænkte på børnehjemmet nede på Vesterled det gule træhus, den store have. Måske kunne hun glæde en anden pige? Give hende, hvad Freja ikke forstod. Opdrage en dame, der ville være flittig, lydig, taknemlig.
Hun trissede videre, vinden dansede et gyldent blad for hendes fødder; det drønede rundt i cirkler, før hun trampede mod busstoppestedet. Hendes tanker var allerede langt foran hende plan på plan og overbevisningen ulmede varmt indeni: Jeg skal nok lykkes. Jeg må bare prøve igen…Men der, hvor flisegangen forsvandt over i våde blade og bussen gled ind til kantstenen, slog Tove Margrethe lidt ud med armen og blev stående urimeligt lille, men alligevel strunk midt i blæsten. En pige fra nabobygningen kom forbi med sin mor. De smilede og sagde godmorgen. Tove Margrethe nikkede, men mærkede ingen varme strømme tilbage.
Da bussen var kørt, blev stillheden nærmest rungende. For et øjeblik begyndte noget uventet at skylle ind over hende ikke vrede, kun et lille, svagt prik i brystet. Tanken om, at huset nu ville være stille. At ingen taster ville klapre, at der ikke blev hængt sjusket overtøj på knagerækken, at latteren var vandret ud med Freja.
Hun greb sig i at savne lyset, kæften, selv de uordentlige sko på måtten.
Hun hev en dyb, hæs lyd ned i brystet, og lod sig selv standse en stund.
*
Samtidig sad Freja i bilen, bagsædet fløjet med tasker og dyner, og hørte faren nynne lavmælt, mens de forlod byskiltet. Da Jesper mødte hendes blik i bakspejlet, så han et forsigtigt smil, en forsigtig begyndelse på frihed, og et glimt af den stolthed, Thilde altid havde haft så svært ved at vise.
Freja trak benene op under sig og tastede på sin mobil, kun et ord: Mor, jeg prøver.
Hun mærkede pludselig, at hun kunne trække vejret friere. Der ventede ikke noget bestemt fremtidsspor dérude det var slet ikke sikkert, det blev let men vejen var hendes. Ikke farmorens, ikke nogen andens.
Og mens Vesterhavslyset flød ind ad ruden og dansede over instrumentbrættet, lukkede Freja øjnene og tænkte på alt det, ingen kunne tage fra hende. Modet til at svare igen. Viljen til at vælge selv. Det uventede i at blive set, ikke som porcelæn, men som menneske.
På hospitalets parkeringsplads stod Tove Margrethe endnu og så bussen forsvinde. Hun stak hænderne i lommen, stirrede længe efter ingenting og vidste, at verden ville gå videre, uanset hvor meget hun strammede planerne sammen.
Da det første regndug ramte hendes kind, lød Bornholmerurets sagte tikken måske for sidste gang i hendes tanker. For Freja var allerede langt borte, på vej hjem, hvor døren var åben og hendes egen stemme for første gang kunne høres klart.
Og sådan, i det første spæde forårstræk, tog livet selv beslutningen mens alting endelig begyndte at vokse frit.
