Kvinden kom tidligt hjem fra arbejde og overraskede sin mand med hans elskerinde direkte i soveværelset

Du, jeg bliver nødt til at fortælle dig noget vildt, der skete for en veninde, Signe, fra Aarhus. Hun arbejdede nattevagt, og var smadret, så hun besluttede bare at tage direkte hjem i stedet for at handle. Hun træder ind i opgangen, op ad trapperne, og med det samme hun låser sig ind, kan hun bare mærke, at der er noget helt galt.

Der var sådan en underlig stilhed i entreen du ved, når det næsten summer af akavethed? Og lige ved siden af Mads sko hendes mand står der et par stiletter, hun aldrig har set før. Der hænger en beigefarvet frakke på knagen, som i hvert fald ikke er hendes egen.

Inde fra soveværelset hører hun svage lyde, et fnis, sengen knirker, og der hænger en sødlig duft i luften fra en parfume, Signe slet ikke kender. Der var ingen tvivl, den duft var ikke hendes.

Signe tøver foran døren til soveværelset, hvor lyset skinner ud på gulvtæppet. Hun kan høre et åndedrag, der ikke tilhører nogen, hun bor med.

Hun åbner døren, og der på deres fælles seng ligger Mads og en eller anden fremmed kvinde. De er halvnøgne, udsplattede og alt for tæt på hinanden. Kvindens halskæde blinker i lampelyset. Mads bliver helt kridhvid, da han ser Signe. Kvinden prøver at trække dynen op over sig.

Men Signe står bare stille, ikke et ord, ingen gråd, ikke engang vrede.

Jeg går ud i køkkenet, siger hun stille. Tag noget tøj på begge to, og kom derud. Vi skal lige snakke sammen.

Så tænder Signe op i køkkenet, finder grøntsager frem, og griber kniven. Kniven kører roligt mod skærebrættet, hakke, hakke, hakke.

Mads og kvinden aner ikke, at det morgenmåltid kommer de aldrig til at glemme! Jeg joker ikke engang!

Signe skærer grøntsagerne langsomt, nærmest meditativt, mens kniven rytmisk rammer brættet. De sidder musestille ved bordet, totalt anspændte, forstår ikke helt, hvorfor Signe har inviteret dem i køkkenet.

Hun sætter tallerkener foran dem og sætter sig selv.

Lad os nu lige spise morgenmad sammen, siger hun roligt. Jeg har ikke fået mad siden mit jobslut, og jeg er virkelig sulten. Så tager vi snakken bagefter.

Mads løsner lidt op, prøver at smile, som om det hele måske bare glider væk. Han tager gaflen og begynder at spise som om intet var hændt.

Du har altid kunnet lave lækker mad, siger han.

Ja, svarer Signe og ser ham i øjnene. Men det her, det er jeres farvelmorgenmad.

Mads ser uforstående op.

HVAD mener du? Skal vi skilles?

Ikke bare det, siger Signe og får pludselig et skævt smil.

Han tager en bid mere, men stopper brat. Han sluger, hoster, og bliver helt bleg.

Hvad hvad har du puttet i maden?

Signe ser ham stadig lige i øjnene.

Ikke noget farligt, siger hun bare. Men du ved selv, hvor let du går i panik.

Han begynder at gispe og hive efter vejret, og kvinden springer op fra stolen:

Du har allergi, er du okay?

Mads får nærmest stresset sig selv ind i et angstanfald, han kan ikke mærke forskel på ægte og indbildt reaktion.

Signe rejser sig roligt.

Forresten, jeg har lige gemt medicinen væk, siger hun ligeglad. Du behøver ikke at bekymre dig, det er ikke gift.

Hun går hen mod døren, vender sig om og siger:

Du vil altid huske den morgenmad, og hvordan du troede, du var ved at dø. Og jeg vil altid huske, hvordan du forrådte mig.

Så smækker hun døren i. Kvinden får hurtigt ringet 112, og Mads må køres på hospitalet med en allergisk reaktion mod peber, som på mystisk vis var havnet i maden.

Altså, de kommer aldrig til at glemme dén morgenmad i deres liv.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

18 + three =

Kvinden kom tidligt hjem fra arbejde og overraskede sin mand med hans elskerinde direkte i soveværelset
En morgen gik Annas mand på arbejde og kom aldrig hjem igen – desperat ringede hun rundt, men til sidst fandt hun ud af, at han bare havde fået nok af familielivet. Anna mødte sin mand til et bryllup hos fælles venner i København. De fattede straks interesse for hinanden og tilbragte hele aftenen sammen. Forholdet udviklede sig hurtigt, og allerede få måneder senere blev de gift og flyttede sammen i en lille lejlighed. Kort tid efter opdagede Anna, at hun var gravid. Tilfældigt fik hun aldrig lavet en scanning under graviditeten – hun var enten syg, kunne ikke få fri fra jobbet eller noget andet stod i vejen. Graviditeten var hård. Anna blev hurtigt træt, havde kvalme og ondt i ryggen. Med den store mave kunne hun knap gå, og hun måtte ofte ligge ned. Den sidste måned inden fødslen kom hun slet ikke ud af huset. Hendes mand elskede hende og tog sig af hende, men brugte det meste af tiden på arbejde. Fødslen gik i gang tidligere end ventet. Lægerne forlod ikke Annas side. Trillinger kom til verden én efter én: to piger og en dreng. Anna var i chok. Da hendes mand kom ind på stuen, troede han ikke sine egne øjne – pludselig var han far til tre. Mens Anna var på hospitalet, købte han tremmesenge til babyerne. Pladsen var trang, de boede jo i en etværelses lejlighed. Hverdagen meldte sig hurtigt: søvnløse nætter og sygdomme. Hendes mand drømte om dengang, alt var let og kærligt – romantiske aftener og lange samtaler. Men intet af det kom tilbage. Anna magtede knap sine børn, og der var ikke tid til manden. Til sidst brød han sammen. En dag tog han på arbejde – og vendte aldrig hjem. Anna ringede fortvivlet til hospitalet, politiet og venner, men alt var forgæves. Det viste sig, at han bare ikke kunne klare det mere og var stukket af fra hende og børnene. Da forstod Anna, at hun måtte være stærk – for børnenes skyld. Hendes mor flyttede ind og hjalp til. Sammen klarede de hverdagen, selvom det var svært. Anna blev hjemme indtil trillingerne fyldte to. De levede af børnepenge og hendes mors folkepension. Da et nyt indkøbscenter åbnede tæt på, fik Anna job der. Hun var pligtopfyldende, og trods tre børn blev hun ansat. Fra da af blev livet lettere. Senere fik Anna råd til en barnepige and hendes mor kunne slappe af. Et par år senere fik Anna en forfremmelse. Hun forvandlede sig – smuk og velplejet. Sådan så også eksmanden hende, da han besøgte sine forældre i byen. Han kom for at se børnene og bad Anna tilgive ham. Han håbede på en ny chance. Anna så på ham og vidste med sig selv: Hun ville aldrig tilbage. Hendes følelser var for længst væk. Det sagde hun. Da han gik, trak hun vejret lettet – endelig havde hun sluppet fortiden. Fremtiden ventede nu på hende.