Piletræer, I gamle piletræer…
Ja, det er Fredens Klinik? Som aftalt, send venligst sygeplejersken op til Kommunekontoret. Vi skal forbi hos Nielsine Skov. De fra Forsvaret ankommer snart.
Nielsine Skov kendte alle i landsbyen ja, så langt som til nabosognet. Hun blev kaldt Nielsine, selvom hun for længst var blevet midt i fyrrerne. Født og opvokset her, havde hun engang giftet sig væk, men livet med manden udviklede sig aldrig, og hun flyttede tilbage til forældrene. Med sig hjem havde hun sin søn, Viggo.
En for en forsvandt hendes far og mor ud af livet, og Nielsine, hun blev aldrig gift igen hele hendes hverdag blev hendes dreng. Hun arbejdede i den lokale børnehave, derfor kendte alle hende, børn som voksne.
Og så var der en ting mere Nielsine var kendt for sin sang. Allerede i skolen stod hun forrest i koret, senere blev det mest for sig selv, for Viggo, for forældrene der i stilhed lyttede. Også landsbyen værdsatte familien Skov almindelige, hæderlige folk.
Mor Karen havde altid bedt hende synge hendes yndlingssang, Åh, det var ikke vinden, der bøjer grenen, som datteren nu engang udførte så rent og smukt. Til sidst, ved morens begravelse, gik Nielsine op til kisten foran alle, tog en dyb indånding:
Mor, jeg synger din yndlingssang Og så begyndte hun stille og sagte: Åh, det var ikke vinden, der bøjer grenen
Aldrig har folk grædt mere.
Landsbyen lå, hvor åen munder ud. Forældrenes hus lå lige ved en lille bæk. De første piletræer sprang ud, så snart solen kom frem. Grene, dækket af bløde gule rakler, svajede smukt ved vandet. Hvor var de dog flotte, de piletræer!
Som lille løb Nielsine og veninderne altid ned til vandet, til piletræerne. Stierne var stadig våde, sneen knap smeltet, alligevel var pigerne allerede i gang med at bygge hytter mellem de hængende grene. Timerne fløj forbi nede ved åen mødrene måtte kalde længe, før pigerne kom hjem.
Det var som ung, Nielsine hørte sangen om piletræerne. Ordene satte sig fast. Hun vidste straks, sangen handlede om hende. Hun skrev teksten ind i den tykke notesbog, og fra da af blev det hendes yndlingssang.
Piletræer, I gamle piletræer,
Grønne træer,
Hvad har I dog gjort
troede på kærlighed
Hun sang den for sig selv nede ved åen, og det føltes, som om piletræerne vuggede med. Hun sang, da hun forelskede sig, hun sang for Viggo, hun sang, da den nye kulturdirektør opfordrede hende til at stå foran hele forsamlingshuset.
Nielsine var beskeden, så de dannede et lille sangkor. Hun blev solist, og med sin stærke stemme bar hun de andre.
Mor, I kører efterhånden med jeres Piletræer på kryds og tværs af hele regionen, sagde Viggo drillende. Men stolt var han hans mor kunne noget!
Livet gik sin stille gang. Der var udfordringer sådan er det altid.
En aften blev det for meget for Nielsine. Pengene slog ikke til, ensomheden trykkede, husarbejdet hobede sig op, og så havde Viggo ovenikøbet lavet ballade i skolen. Hun skældte sig selv ud, græd tavst ud om natten og troede, Viggo ikke kunne høre det.
Men han kom ind til hende, satte sig på sengen, lagde hovedet på hendes lår og holdt om hende.
Mor, hvad nu?
Jeg er en dårlig mor. Jeg kan ingenting…
Nej, mor jeg er så glad for, det lige er dig…
Tårerne løb stadig, da Viggo lige pludselig begyndte at synge. Han havde aldrig sunget før, men nu med lidt sprukken og usikker stemme:
Ved den høje dør
mødte jeg en falk,
mødte, troede på ham,
gav ham mit svar.
Nielsine tørrede tårerne og stemte i. Den nat ændrede de enden på sangen. Den sang nu om håb.
Båden gynger,
snart den lægger til,
snart den lægger til,
kærlighed forgår ikke.
Sådan sad de dér midt om natten og sang, mens landsbyen sov.
***
Først var Nielsine knuget af, at Viggo var blevet soldat. Hun stirrede på sin mobil, men den var tavs. Til sidst ringede hun til hans befalingsmand, og sørme han tog telefonen. Vær ikke bekymret, Viggo har det godt. Viggo ringede søndag, stemmen munter
Langt oftere talte han dog med naboens datter, Anne-Grethe.
Anne-Grethe stak tit hovedet ind hos Nielsine, og de snakkede, som kvinder gør, om livet, og ikke mindst om Viggo. Nielsine var glad, for nu havde Viggo én, der hørte til her.
Lidt efter lidt vænnede hun sig til tanken. Sønnen meldte sig til at blive i hæren.
Mor, jeg bliver her. Jeg er glad og skal snart forfremmes. Lønnen sender jeg hjem. Du skal ikke bekymre dig…
Åh, Viggo Hvad med Anne-Grethe?
Hun er enig. Vi snakkede om det. Fremtiden venter.
Sønnen var blevet voksen. Det var hans livsvalg, og Nielsine måtte pakke sin morsorg væk, kun at tage den frem engang imellem.
At han var udsendt i kamp, sagde ingen. Senere forstod Nielsine, at både Anne-Grethe, hendes forældre og Viggos bedste ven, Martin, kendte sandheden men det var Viggos ønske.
***
Ja, goddag, det er Fredens Klinik? Send venligst sygeplejersken op til Kommunekontoret. Vi skal til Nielsine Skov Forsvarets folk nærmer sig.
Siden frokost havde Nielsine været hjemme. Hun var træt efter at have gjort klar til Børnenes Dag i børnehaven, og nu ville hun lige hvile.
Der blev banket hårdt på døren. En mandestemme gjorde sig til kende.
Nielsine trak sin slåbrok på. Hvem er det?
Nielsine Skov, det er Madsen fra Kommunen…
Hun åbnede, tog et skridt tilbage, pustede ind og lukkede øjnene hårdt i. Udenfor stod en uniformeret mand, en grædefærdig Anne-Grethe med sin mor bag dem Martin. Hendes hjerte hamrede, benene svigtede, hun sank ned i lænestolen, skjulte ansigtet og rystede på hovedet.
Så mange gange havde hun forestillet sig dette øjeblik…
Nielsine, tag det roligt, sygeplejersken løb hen til hende, og Nielsine så på hende med tomme øjne.
Han er ikke død, han er bare meldt savnet, sagde Anne-Grethes mor hurtigt, da tavsheden blev for tung.
Representanten fra Forsvaret nikkede. Ja, måske var han endda i live. De var havnet i baghold, og der opstod forvirring. Blandt de omkomne var han ikke.
Han lever, faster, hviskede Martin. Vi finder ham, ikke sandt, de andre?
Vi gør, svarede de i kor.
De gav Nielsine en beroligende indsprøjtning. Anne-Grethe blev, men gik hjem om aftenen. Nielsine knælede foran moderens gamle alterbog og hviskede usikre bønner, ja, snart sang hun bønnen frem.
Herre, lad ham leve, lad os finde ham…
Næste morgen kom sygeplejersken igen. Nu blev livet delt i før og efter. Det samme hus, de samme gader, den samme å men alt var forandret. Sønnen var væk.
Har I hørt noget?, ringede hun til Anne-Grethe, til Martin, til Forsvaret…
Til sidst kunne hun ikke mere og tog til Odense, hvor staben sad. De forklarede, at det kun var halvanden uge siden lidt tid, sagde de. Men hun blev gal halvanden uge! En evighed, når et menneske er forsvundet…
Lever han? Svar, lever han? Hun brød sammen, men måtte have et svar. Alligevel var der ingen, der kunne love noget.
Sorgen strammede sit greb natten igennem. Sovepiller, beroligende intet hjalp. Hun måtte til sidst indlægges.
De dage på Fyns Sygehus var lange. Hun ville ikke mere.
En dag vækkede mobilen hende. Det var Anne-Grethe.
Nielsine, jeg sender dig et billede du må ikke blive forskrækket. Måske er det ikke Viggo, men se selv.
Hun så billedet en såret dreng på hospital, hovedet bundet ind, den ene side af ansigtet hævet, den anden blå. En slange i munden. Lukkede øjne.
Nielsine lammedes. Var det ham? Tre minutter senere ringede hun til Anne-Grethe.
Hvor er han?
To sengekammerater så med.
Man kan jo ikke kende det
Det er ham, min søn det er det!
Vi prøver at søge videre, sagde Anne-Grethe. Nu gik billedet på omgang i netværket.
Historien var sær. Nogen havde lagt billedet ud på nettet pårørende søges. Man kendte ikke hospitalets navn, ikke patientens identitet.
Så Nielsine pakkede taske og tog til Odense. Hospitalet på billedet var ukendt måske var det i København, måske i Århus.
Sygehusene måtte tjekkes det sagde de alle. Dette billede kunne stamme overalt fra. Lægerne advarede hende, at nettet flød med falske billeder, men Nielsine ville ikke tro det hun var sikker på, det var ham.
I Odense gik læger og plejehjem personale omsorgsfuldt igennem alle senge men ingen, der lignede ham.
Denne historie har vi hørt før, sagde en sygeplejerske. Engang ledte en journalist efter en såret soldat billedet viste sig at være seks år gammelt…
Men da Nielsine viste billedet frem til endnu en læge, holdt han det op foran lyset.
Operationen ser ægte ud, men der er hår over brynet. Ved kranieoperationer barberes alt hår væk… Jeg ved ikke.
Skuffet forlod Nielsine hospitalet. Sommerregnen silede, da hun vaklede mod banegården. Nu ville hun til København. Hun var svimmel, havde ikke spist i et døgn. Unge mennesker spurgte hjælpsomt, hvor hun skulle hen, greb hendes taske og sendte billedet videre for hende på mobilen. Så gav de hende en togbillet videre og ønskede hende held og lykke.
I København, på Rigshospitalet, blev hun heller ikke lukket ind på alle afdelinger men mindst én tog billedet alvorligt. Prøvede at hjælpe. Tog tid på hende, fandt et sted at sidde. Til sidst blev hun sendt videre til Glostrup.
Undervejs, på S-toget til Glostrup, ringede mobilen.
Nielsine, det er Vicki hende du mødte på banegården i Odense. Jeg tror, vi har fundet noget i København på Skovlunde Sygehus, tredje sal, stue 6. En patient, identificeret måske det er din søn. Han har mistet hukommelsen, siger de …
Nielsine steg straks ud og tog toget mod Skovlunde.
Hun var efterhånden blevet vant til at rejse, frygtede ikke længere landets strækninger hun ville krydse hele Danmark, hvis bare der var håb.
Hun ringede til Anne-Grethe. Jeg har brug for penge København er dyr.
Vi sender dig penge, skaffer billet men jeg vil tage med dig. Jeg støder til dig på vejen.
Og sådan blev det.
Da Nielsine så Anne-Grethe på perronen, knugede hun hende. Nu var hun ikke alene.
Jeg tog lidt tøj og mad med, sagde Anne-Grethe.
Solen gik op over København, og gaderne glimtede lyserødt. De stod af på Skovlunde Station, tog bussen til hospitalet. Frivillige mødte dem og lod dem vente Vær tålmodige, vi ordner det for jer!
Endelig blev de mødt af en ældre læge, kiggede på billedet og nikkede.
Ja, det er nok ham.
Hvor er han?
Vi er fyldte, så vi sendte ham til Rigshospitalet, til et specialteam. Han er opereret, og hans hjerne tager tid at hele.
Nielsines knæ skælvede, men nu skulle de videre. Allerede samme dag var de på vej i kørselstjenestens vogn, sammen med to sygeplejersker og endnu en soldat.
Hun faldt i søvn i bilen og drømte, de gik ad stierne, mellem duftende syren og skyggefulde piletræer langs Gudenåen og sang sammen, som de gjorde om natten …
På Rigshospitalet blev de anbragt i et venteværelse. Tvivlen gnavede havde hun bildt sig det hele ind? Var det i virkeligheden slet ikke Viggo?
En kvindelig læge spurgte: Hvem skal besøge vores ukendte patient?
For tiende gang på en uge gik Nielsine ned ad en lang hospitalgang. Følelsen af håbløshed sivede ind. Men nu var enden måske nær.
Anne-Grethe, der ellers havde klaret alt, begyndte nu at græde.
Tag det roligt, Anne-Grethe, sagde Nielsine stille og gav hende hånden. Selvtilliden smittede.
Jeg hedder Lise Bruun, sagde lægen han skal opereres igen og igennem meget genoptræning, og vi må se, om det er din søn. Han genkender ingen, ikke engang sig selv. Han taler ikke endnu, synet er uklart, men det kan blive bedre. Husk: Hvis du bliver for voldsom, skal du forlade stuen.
Jeg er klar, sagde Nielsine. Anne-Grethe nikkede.
De gik ind i den lyse stue. To patienter. Til venstre på sengen lå den, de havde ledt efter. Under lagnet et magert legeme…
Et øjeblik tænkte Nielsine, hun havde taget fejl … så jo! Det var ham. Ansigtet var lille og indfaldent, som om han var blevet gammel for tidligt men øjnene, brynet! Det var Viggo.
Viggo stirrede mod vinduet, søgte lyset.
Nielsine så på Anne-Grethe, der holdt sig for munden, så tårerne pressede frem.
Læge, det er min søn, Viggo Skov.
Prøv at tale til ham, meget roligt.
Nielsine tog forsigtigt hans hånd han kunne ikke lige nu flytte den.
Anne-Grethe måtte ud, kun hulken var tilbage.
Viggo, hej min dreng. Du er blevet tynd, men vi skal nok få dig tilbage. Anne-Grethe er her, Martin glæder sig. Når du bliver rask, skal vi hjem. Jeg bliver her, jeg forlader dig ikke…
Hun blev ved at snakke, snakke, stemmen blev blød og rolig, Anne-Grethe gik stille ind igen og satte sig ved siden af.
Viggo reagerede ikke med det samme, men så snurrede han svagt på hovedet og forsøgte at se, hvor stemmen kom fra.
I skal vide, det bliver bedre med tid, tålmodighed og kærlighed, sagde Lise Bruun. Stærke operationer kræver lang genoptræning, men han er i gode hænder. Og dit nærvær, jeres stemmer, kan være netop det, der hjælper ham tilbage. Bare syng og fortæl om barndommen…
Men hun behøvede slet ikke at blive trøstet.
Han lever, Lise. Det er lykke.
Anne-Grethe åndede ud og satte sig tæt.
Sikke en sommer, Viggo, børnene bader under piletræerne
Pludselig fyldtes Nielsine af en indre lysstyrke. Hun kunne mærke, han ville komme tilbage til hende. Og midt i fremsynets glæde brød hun ud i sang, sagte, næsten hviskende:
Piletræer, I gamle piletræer,
Grønne træer,
Hvad har I dog gjort…
I troede på min kærlighed.
Da skete noget. Viggo lyste op og søgte efter stemmen. Han fandt sin mor, hans blik blev klart, og fra øjets hjørne trillede en enkelt tåre. Hans læber hviskede, uden lyd: Mor.
Det er mig, min dreng. Det er mor!
Syng mere, bad lægen forsigtigt, og sad med masken i hånden.
Det gjorde hun. Og endnu, svag, uden lyd men med tårer, sang Viggo ordene med sin mor, med læberne, sang deres fælles sang:
Båden gynger,
snart den lægger til,
snart den lægger til…
kærlighed forgår aldrig.
