– Far! Kom lige og kig på optrinnet. Villy har taget familien med hjem…
Villy var farvet i en klassisk kattevariant, som alle i nabolaget døbte “markis”: ryggen havde en mørkeblå glans, samme nuance prydede hans ører og hale, mens brystet med den elegante “skjorte”, kinderne, de små hvide “sokker” på poterne, maven, halespidsen og den hvide trekant i panden nærmest lyste op. Med sin indbyggede katte-smidighed lignede han mest af alt et udtryk for yndefuld som et flygel. Villys øjne var grønne, eftertænksomme et blik værdigt for en garvet sanger, der bryder stilheden med natlige seranader i ægte kat-crooner-stil under vinduerne.
Man kunne næsten tro, han havde husket at læse “Den Store Bog om korrekt katteopførsel” inden flytningen ind hos os. Han hoppede aldrig op på bordet, kradsede ikke sofaen, og lod til at have mere respekt for tyngdekraften end Newton selv han skubbede aldrig ting ud over kanten af kommoden for at teste, hvordan de landede. Hvad han havde bedrevet som killing, måtte stå hen i det uvisse mon ikke han havde indledt et par gardinklatrekonkurrencer, væltet juletræet og presset rundt med kulørte plastikdimser? Han flyttede dog ind som voksen en katteperson med sindet på plads. Tidligere havde han boet, ja, ikke i nogen lejlighed.
Før Villy havnede hos os, herskede han over et værksted i en fiskehandelforening på den anden side af Gudenåen. Men en dag spidsede det til: ny chef i garagen og ham var en håbløs hundeven og lige så stor katte-antagonist. Det afgjorde Villys fremtid. Det var min svoger, metalarbejderen, der i al hast bar ham hen til os.
Ellers bliver han flået i småstykker af chefens schæfere. Kan I ikke ta’ ham ind? spurgte han med bøn i blikket.
Sådan blev vi katteejere. Villy, den unge charlatan, gik straks på charmoffensiv og påbegyndte sit storstilede arbejde med at forbedre genpuljen blandt nabolagets hunmisser.
Og nu, kvæk ikke op om fritløbende katte og risici. Vi taler sent 80erne, lille by i Midtjylland, dengang anede folk ikke deres levende råd om dyrlæger, og ordet neutralisation lød for de fleste som noget, man fik til svinekød i kantinen. Havde nogen sagt kastration til landsbyens let-beduggede dyrlæge fra landbrugsstationen, havde han rullet med øjnene og mumlet noget om at det er vist kun noget københavnske hipstere render rundt med.
Uanset hans nye ‘genetiske kald’, var der ingen blandt hunnerne, der blev hans. Villy var ret olympisk i sin tilgang de var alle lige, ingen mere end andre. Men det ændrede sig den dag, hvor Molly gjorde sin entre.
Jeg kom hjem fra nattevagt, tog et lynbader og faldt bevidstløst om i sengen. Ud på formiddagen blev jeg vækket af min datter med skolemappe og store øjne.
Far, op og se, det må du ikke gå glip af! Villy har taget hele familien med hjem…
Jeg slæbte mig ned af gangen, forbi entreen og ind i køkkenet og dér stod jeg så, som om man havde trykket pause. Villy sad i position: ryggen i bue, poterne fint samlet, halen pænt omkring forpoterne, ørene og knurhårene rettet lige frem stationschef på nattevagt.
Foran ham boltrede sig tre killinger. De lignede små kopier mørke rygge, hvide sokker på poterne, små skjorter, sorte halespidser med hvide duske. Jeg tog et par skridt mere og frøs igen: Synet, der ventede, burde egentlig have brækket mit stråhatshjerte.
Ved Villys madskål sad og nærmest indhalerede fisk og kogt perlebyg en tynd, laset, tabbyfarvet mis med gråstribede folder og flækkede ører. Hendes udtryk: rendt gennem for mange tunge liv.
Og da hun løftede blikket: kun ét øje.
Altså, jeg kom kun lige hen til døren, forklarede min datter febrilsk, og der sad de, alle fem, på måtten. Villy forrest. Jeg ville jage dem ud igen, men så så jeg det med øjet…
Du gjorde da præcis det rigtige! røg det ud af mig.
Jeg forsøgte at ae Molly forsigtigt, men hun spændte straks op, sprang tilbage og hvæste. Tillid til mennesker det var ikke hendes metier. Hendes fortid havde ikke budt på kærlige kælderlejligheder. Tanken om, hvad der kunne være sket, om områdets jagtglade jagthunde havde set dem først, sendte kuldegysninger ned ad ryggen. Énøjetheden talte sit tydelige sprog.
Så beholdt vi naturligvis hele menageriet. Og med det, fik Villy et uventet sceneskifte: Vores elegante kasanova blev verdens mest hjemmegående huskat! Før havde han kæmpet på altanen overfor tombygningen for at vinde katte-damers gunst. Nu var det bare “vores hjem, vores regler”, og slagsmål kæmpede han kun for territoriets skyld. Med pjusket pels og i småskrammer kom han altid hjem til sin énøjede partner.
Om aftenen lagde de sig sammen i deres rede: en stor papkasse under køkkenbordet. Her gik Villy i gang med de store soignerings-programmer især var han omhyggelig med området omkring Mollys skadede øje.
Efter nogen tid fik jeg gelejdet nabolagets berygtede dyrekyndige, en pensioneret driftsleder med hang til Aalborg Akvavit, til at se på Molly. Det krævede dog både overredelse og en skjult flaske Linie, for selv på landet midt i spiritusforbud var den slags behandling ikke hver dag.
Vores killinger fik fine hjem: Da fiskerforeningens folk hørte, at det var Villys afkom, blev de revet væk nærmest hurtigere end wienerbrød til personalemøde. Resten af dem blev noteret på venteliste man var sikker på, Molly snart ville have flere.
Det fik hun. Molly fik to kuld mere, og så forsvandt hun pludseligt. Sådan var det med hendes loyalitet hun vekslede. Vi ledte i dagevis: kaldte under vinduerne, søgte i buskadser og bag skure. Væk var hun. Heldigvis var de sidste killinger store nok og blev hurtigt fordelt blandt dem, der stod på kø.
Men Villy… han sank sammen. Han kunne sidde i timevis i vinduet og stirre ud som en pensionist med tabt fjernbetjening, eller slentre stivbenet rundt udenfor og til tider gå i totterne på de andre hankatte. Men ingen hun misser fik ham til igen at slæbe en hel familie med hjem.
Den eneste tilbageværende dokumentation for Villys mandighed var de katte, der dukkede op om foråret og efteråret unge, grønøjede kopier med markis-farver, som om de insisterede på, at den gamle Villy stadig holdt fast i traditionerne.
Villy gik definitivt på kattepension omkring 1998. Han blev hjemme, sov 18-19 timer i døgnet og spiste som en kræsen folkeskoleelev. Han ældedes både i pels og sjæl.
Og så, i juli 1999, begyndte han pludseligt at jamre ved døren. Han kradsede insisterende, tiggede om at komme ud. Jeg lod ham gå vel vidende, at det var noget specielt. Han kæmpede sig ned ad trappen fra tredje sal, vaklede på benene, men afviste min hånds forsøg på hjælp. Det her skal jeg selv.
Han slentrede rundt om huset og satte kurs mod bakkerne oppe bag byen. På toppen standsede han ved en grøftekant med jordhuler, kiggede lige på mig et blik, som om han ville sige noget vigtigt, før han smuttede ind i en mørk gang. Væk.
Jeg kaldte, ledte, kravlede ind efter ham (fik dog kun jord bag ørerne og håndflader i noget, man helst ikke funderer over). Intet held. Til sidst måtte jeg gå hjem.
Næste dag kom jeg med lommelygte og tørfoder købt i Brugsen. Jeg kaldte og tilbød godter men intet. Han blev væk, og jeg forstod, at det nok var sidste gang.
Han kom aldrig tilbage. Måske var det ikke bare gammel overtro, at ældre katte går ud for at dø. Det var trods alt ikke så dumt et sted for den yndefulde mærkværdighed, hvis vildrosebusken med de mørkerøde blomster, der året efter stod der ved kanten, virkelig markerede Villys næste livsforvandling.
