29. juli
Da en ny flok håndværkere for første gang i flere år rullede ind i vores lille sogn her ved Odense Å, tænkte jeg straks, at nu måtte det være min tur til at vinde i kærlighedens lotteri. Hele formiddagen kredsede jeg rundt om dem, gjorde mig umage med charmen, men imens gik en stille mus fra nabohuset og snuppede den bedste mand for næsen af mig, næsten uden at jeg opdagede det.
Landsbyen, badet i grønt og fyldt med duften af klippet græs og brænderøg, ligger helt ud til åens bred. Vandet glitrer dovent under solen, og bag engen rejser skoven sig som en mørk væg med århundreders ro og skygge. I de senere år har flere og flere københavnere købt de gamle, forfaldne bindingsværkshuse op, revet dem ned og bygget store, lyse villaer med panoramaudsigt over vandet. Derfor kommer der ofte håndværkerhold på besøg fra byen.
Signe, har du hørt, der kom et nyt hold håndværkere til byen i går? sagde Grethe, min nabo, mens hun sorterede solbær i sin kurv. Jeg så dem, da jeg var i Brugsen efter rugbrød. Ikke dårlige mænd især ham der høje, lidt reserverede. Han så godt ud!
Hun smilede let, for hun vidste, jeg altid ville være den første til at snappe nyheder op. Denne gang havde hun overhalet mig.
Hvordan fandt du ud af det? spurgte jeg og lagde broderiet fra mig.
De stod inde ved sognehuset, talte med formanden. Jeg hørte, de skal bygge en ny villa helt ude ved svinget, hvor det gamle hus gjorde sig færdig.
Jeg svarede ligegyldigt, men kunne mærke håbet stige som morgensolen efter dage med regn. Måske bare måske var der én af dem, som ikke var optaget. Og hvis han var, så kunne vielsesbånd vel slides tyndt, tænkte jeg.
Jeg havde længe været kendt som egnens kønneste pige: mørkblondt hår, blå-grå øjne, slank og stærk skikkelse. Men alliancerne holdt aldrig længe. Måske fordi jeg var for direkte, for stolt, for hurtig til at sætte folk på plads, hvis jeg følte mig forbigået. Jeg havde en skarp tunge og snuppede tit folk for hurtigt over. Men denne gang følte jeg en ukuelig energi det måtte kunne lykkes!
Samme eftermiddag stod jeg længe foran spejlet i min stue. Jeg fandt min bedste sommerkjole frem, lagde karminrød læbestift og satte håret stramt og pænt. Jeg gik udenfor under påskud af at trække frisk luft, men mit mål var de fremmede i landsbyen. Ved brønden, hvor trætønden knirkede, mødte jeg den aldrende landsbykending, gamle Harald.
Nå, Signe, helt festklædt sådan en mandag, grinede han og kneb øjnene sammen mod solen. Er der måske gilde du skal til?
Nej, Harald, jeg skulle bare have lidt frisk luft, svarede jeg og sneg spørgsmålet ind: Har du set de nyankomne håndværkere?
Ja da, de er allerede i gang med at bryde det gamle hus ned nede ved åen. Manden fra byen selv styrer det hele han kom selv i en stor sort bil. Der skal bygges tre etager, hørte jeg. Han må have masser af penge derinde i Odense, driver vist et større firma.
Harald så drilsk på mig og lod, som han gik videre ned ad grusvejen:
Du håber vel stadig på din egen portion lykke, hva, Signe?
Jeg blev irriteret et øjeblik, men tvang smilet frem. Jeg ville ikke give op og gik ned mod summen af stemmer, hvor brædder bragede og stemmer skraldede i solen. Før havde jeg forgæves forsøgt at få fat i de tilrejsende næsten alle havde været solide familiefædre.
Denne gang blev jeg yderligere udfordret af, at nabohusets nye beboer, Rakel, netop var flyttet ind. Huset tilhørte før en ældre kvinde, som hendes søn havde hentet til byen. Rakel var omtrent på min alder sidst i trediverne og ligesom jeg ugift. Set udefra var hun måske lidt indadvendt, og hun tiltrak sig ikke folks opmærksomhed. Alligevel begyndte der at løbe historier om hende i den lille by.
Gårdkonerne fandt straks på noget:
Ny pige i byen, ugift og så så pæn, det kan ikke være tilfældigt!
Andre spandt endnu mere fantasifulde historier om flygt fra kærlighed og bylivets last. Som én af de første dømte jeg hende:
Tøs, den der. Går altid rundt og leder Slet ikke til at stole på, sagde jeg, og ordene fløj fra munden på mig som brændenældefrø i vinden.
De andre begyndte at drille:
Nu får du kamp til stregen, du er ikke den eneste skønne mere, Signe!
Tiden gik, og naboskab gør folk venligere. Grethe talte mere og mere med Rakel; de bagte sammen, og Rakel lærte at lave brunsviger, mens Grethe fik lært fransk omelet. Rakel fortalte meget lidt om sig selv, indtil Grethe en dag spurgte forsigtigt:
Hvorfor er du alene, Rakel? En pæn pige, du mangler da ikke bejlere?
Jeg voksede op på børnehjem fra jeg var fem. Min familie eksisterer ikke, sagde Rakel stille og stirrede ned i teen.
Havde du mand før, eller?
Det havde jeg. Fra børnehjemmet. Men han klarede ikke omstillingen, da vi blev voksne. Han røg ud på et skråplan, og vi blev skilt for fire år siden.
Børn?
Nej. Det blev ikke sådan, og måske var det held i uheld. Nu prøver jeg bare at starte forfra.
Snakken spredtes, for sådan gør den i små byer. Grethe tog sig af Rakel, og Rakel hjalp til med alt muligt i byens liv.
Jeg var derimod hele tiden på vagt. Jeg fattede straks mistanke, da jeg en dag så en af de unge håndværkere stå ved Rakels låge. Jeg greb straks chancen.
Er du faret vild, unge mand? spurgte jeg og blinkede.
Nej da, svarede han med et venligt, lidt reservert smil. Jeg hedder Jakob, jeg er fra byggeholdet. Vi har vandproblemer ovre på grunden, så jeg så lige om nogen var hjemme.
Jeg tog straks styringen og tilbød min egen brønd.
Du skal være velkommen i min have, jeg har rigtig godt vand. Og Rakel derovre Der går grimme historier om hende ikke noget at gøre med hende, tro mig.
Han blev lidt rådvil, men tog imod et par liter vand og fortsatte derefter pænt sin vej. Han virkede dog upåvirket næsten som om han allerede havde lagt mærke til Rakel.
Det havde han også. Han havde allerede spurgt sig for hos Harald, og Harald havde kun gode ting at sige.
Der skal du ikke høre på konerne Rakel er et ordentligt menneske. Ingen ulykker omkring hende, tværtimod.
Nysgerrigheden blandede sig med noget, jeg ikke havde haft længe: en nysgerrig længsel. Dagen efter gik han direkte hen til Rakel selv. Hun stod og vandede dahliaerne.
Godaften, sagde han lidt forlegent.
Godaften, svarede hun med et smil, som solen lige bag træerne.
Vandet hos os er løbet tør. Jeg så, at vi bor lige ved siden af
Fyld bare op, sagde Rakel godmodigt.
De udvekslede blikke, og et eller andet tændtes mellem dem. Jeg så det fra mit køkkenvindue og mærkede jalousien brænde i brystet. Da han kom gående senere, gjorde jeg endnu et forsøg på at snakke ham op uden held.
Den næste aften så jeg ham igen gå ind til Rakel, denne gang for at hugge brænde. En anden dag reparerede han lågen for hende.
“Han overnatter ikke engang! Der er håb endnu,” tænkte jeg, men i virkeligheden gik snakken allerede i landsbyen de to var faldet for hinanden.
Byggeprojektet blev færdigt. Huset ved åen stod færdigt tre etager, lyst, nyt. Håndværkerne blev betalt og pakkede sammen. Jakob rejste med dem.
Jeg nød tanken om, at nu havde Rakel alligevel tabt. Ingen havde fået ham. Jeg mærkede en bitter tilfredshed strømme gennem mig ligesom vandet, når man skyller efter kaffe, men det smager ikke helt fint.
Men Rakel lod sig ikke mærke af det. Hun smilede, passe sine blomster, levede, som hun altid havde gjort. Jeg kom med mine spidse kommentarer, men de prelledes bare af.
Fem dage senere lige som sensommersaften lagde sig over byen, og himlen fik de farver, man kun ser her på Fyn stoppede Jakobs bil igen foran Rakels hus. Han bar på en stor, solid kuffert flyttekuffert gik ind ad lågen og blev. Jeg stod på fortovet og kunne ikke tro mine egne øjne.
Hele byen var samlet til det lille bryllup, gamle Harald spillede harmonika, og Grethe tudede af glæde. Rakel og Jakob så kun hinanden.
Tre år er nu gået. De bor stadig sammen i det gamle stråtækte hus, som Jakob har sat i stand og bygget ud. En lille datter er kommet til hun løber rundt med mors øjne og fars beslutsomhed. Jeg, Signe, er stadig alene. Min ydre skønhed visner, når den ikke bliver næret af indre varme. Jeg mærker ensomheden sætte sig i kroppen, som kulde i gamle vægge.
Gamle Harald siger indimellem:
Signe, du taler for meget og mærker for lidt. Lykken flyver til dem, der er milde. Fugle flyver fra et bur, og de vender kun hjem, hvor der er ro og venlighed.
Det føles sandt på en sær måde. Sidste efterår, en aften, hvor jeg så Rakel og Jakobs hus gløde af lys og hørte børnelatter som glas, indså jeg, at min ensomhed ikke var en fæstning, men en fælde jeg havde selv lukket mig inde. Måske begynder virkelig forandring først, når man tør åbne vinduet, lade hjertet tø op, og endelig lytte ikke til sin egen mund, men til alt det stille, som livet også rummer.
Og det er mit første spæde håb: at skønhed, ægte og varig, bor i mildhed og i at turde give slip på stoltheden. Måske er det først da, lykken kan slå sig ned.
