Efter eget ønske
Hvor har du tænkt dig hen? hvæsede Tine, da hun så at Astrid var ved at tage frakken allerede femten minutter før arbejdsdagen officielt sluttede. Arbejdstiden er altså ikke nået enden endnu.
Piger, jeg er virkelig nødt til det Astrid sendte et bedende blik rundt til sine kolleger.
Men i deres øjne fandt hun hverken varme eller forståelse. Øjnene var kolde som isterninger.
Det rager mig ikke! Hvis du går nu, fortæller jeg det straks til fru Henriksen, truede Tine.
Gør bare det, svarede Astrid, tog lynhurtigt sin lille skuldertaske og løb ud ad kontoret.
Hun vidste udmærket, at hun sandsynligvis ville få en fyreseddel dagen efter. Men det var nødvendigt årsagen var ikke måske nobel, men vigtig for hende. Bare ingen der forstod det.
*****
En måned tidligere.
Astrid sad i direktør Fru Henriksens kontor, nervøs og bøjede hænderne uroligt afventede hvad hendes potentielle chef ville sige.
Hun havde brugt hele ventetiden på at bede Gud om hjælp til at få jobbet. Måske var hun blevet hørt.
Du passer ind hos os, sagde den strenge dame efter at have gransket Astrids papirer og CV. Men først må jeg advare dig
Astrid blev anspændt, men viste det ikke.
Uanset hvad fru Henriksen kom ud med, ville Astrid takke ja. For i Odense fandt man ikke et andet job med den løn.
Hun var klar på alt eller næsten alt, inden for rimelighedens grænser.
Hos os, fortsatte fru Henriksen møder og går man til tiden. Overtrædelser resulterer i bøde og ingen bonus, og hvis det gentager sig så er der ingen snak så er det bare en seddel og farvel og tak.
Astrid følte alligevel lettelse. Disciplin var der krav om overalt nu. Intet rædselsvækkende.
Jeg håber, jeg har gjort mig forståelig? Hvis du, Astrid, kommer for sent uden god grund, skal du ikke regne med, jeg dækker over dig, sagde hun og rettede på brillerne.
Hun skubbede papirerne til side og kiggede endnu engang undersøgende på Astrid.
Arbejde er til at arbejde privat løser du i din fritid. Forstået?
Ja. Jeg forstår. Astrid nikkede. Hvornår må jeg begynde?
Du begynder i morgen. Vi arbejder fra ni, men det ser bedst ud, hvis du er her ti-femten minutter før.
Det bliver jeg.
Og mobilen må gerne være slukket eller på lydløs, så du ikke bliver forstyrret. Hvis nogen ikke bryder sig om det, står det dem frit for at gå.
Det er helt fint, fru Henriksen. Tak, fordi jeg får en chance.
Jeg håber, du ikke skuffer mig.
Astrid følte ægte taknemmelighed. Hun var blevet afvist et hav af steder i løbet af måneden.
Ingen havde brug for unge, uerfarne piger heller ikke med topkarakterer.
Sådan et eksamensbevis kan du købe online nu til dags, havde en HR-specialist sagt. Vi skal bruge folk med erfaring. Ikke papirer.
Men hvordan får man erfaring, hvis ingen ansætter én, tænkte Astrid.
Fru Henriksen var den eneste, der gav hende en chance. Nu måtte Astrid bevise sin værd.
*****
Næste morgen stod Astrid udenfor kontoret klokken 8:20.
Intet liv indenfor. Hun måtte vente på vagten, Poul Nørregaard.
Han kom halv ni og hævede øjenbrynene.
Har du stået her længe? spurgte han smilende og fandt sine nøgler frem.
Kun ti minutter.
Hvorfor så tidligt? Skal du score point hos fru Henriksen?
Nej. Min bus passer bedst hvis jeg tager den næste, risikerer jeg at komme for sent. Jeg fornemmer, at I tager punktlighed alvorligt her.
Det kan du tro, sagde Poul og låste op Vil du have kaffe?
Meget gerne, sagde Astrid og smilede stort til den ældre mand.
Det gjorde hende varm om hjertet, at en fremmed kunne vise omsorg det var sjældent for tiden.
Astrid gik hen mod kaffemaskinen, men blev standset af Poul:
Det kan du godt glemme.
Han bød hende ind i sit lille vagtværelse, fandt en stor termokande og en pose hjemmelavede boller frem.
Dem har konen vel bagt? spurgte Astrid fornøjet.
Nej, det har jeg faktisk selv.
Dig? Alene?
Ja ja, sådan er det, når man er alene. Men det er min mormors opskrift. Prøv! De her er med æbler, de andre med solbær. Kan du spise to?
Jeg gør et forsøg, grinede Astrid og rakte efter en bolle.
Kvart i ni sad hun på sin kontorstol over papirbunkerne. Kollegaerne kom ti minutter senere.
De ænsede knap hendes tilstedeværelse, hilste ikke engang, og sad fem minutter bare og hviskede om TV-serier eller mærkelige livshistorier.
Klokken ni trådte fru Henriksen ind. Ansigtet alvorligt, brynene skarpe.
Den ægte jernlady, der holdt alle i kort snor men alligevel var det svært ikke at føle en vis dragning. Der var noget særligt over hende, tænkte Astrid, noget næsten magnetisk og godt.
Fru Henriksen hilste hurtigt og standsede ved kontordøren og kiggede mærkeligt længe på Astrid. Astrid kunne næsten sværge, hun smilede bare til hende.
Poul siger, du kom før alle andre. Godt klaret! Piger, I burde tage ved lære Astrid er allerede på arbejde, mens I ikke engang har tændt computeren.
Efter det sendte de andre blik som sultne ulve. I går, da fru Henriksen præsenterede Astrid, lød der allerede latter og hvisken. Nu var hun nærmest folkefjende og de prøvede ikke engang skjule det.
Især Tine lod sig irritere hun var tydeligvis leder for flokken, de andre nikkede altid bare.
Når Astrid nærmede sig Tine for at spørge om noget arbejdsmæssigt, svarede hun modvilligt og sarkastisk.
“Hvad har jeg dog gjort?” tænkte Astrid opgivende. “Hvorfor vender hun alle imod mig?”
Hun prøvede engang at spørge fik intet klart svar.
Ugerne gik.
Astrid lod som ingenting over de sure miner og latter bag ryggen hun begravede sig i arbejdet. Fru Henriksen roste hende flere gange:
Se, sådan skal man gøre! Jeg bad Astrid have papirerne klar til i aften, hun var færdig før frokost! Hvis alle var så effektive…
Fru Henriksen gik ind til sig, men Tine og veninderne stirrede på Astrid som om de ville trylle hende væk.
Hun blev aldrig rigtig en del af fællesskabet. Ikke overraskende.
“De generer mig da ikke aktivt, det må være nok,” tænkte Astrid.
Den eneste hun kunne tale med, var vagten Poul. Han begyndte endda at komme før, så Astrid ikke skulle vente alene.
De nåede altid kaffe og lidt snak før dagens begyndelse.
Nå, hvordan trives du? spurgte Poul en morgen og skænkede kaffe.
Egentlig meget godt.
Mange synes nok fru Henriksen virker streng.
Mine forældre har også været strenge, så jeg er vant til det.
Det er godt, smilte han. Men hun har hjerte af guld. Skal du bare vide. Ja, hun har været uheldig hun fik lavet abort som ung, og siden kunne hun ikke få børn. Måske derfor hun arbejder så meget.
Men hvordan ved du det?
Tja… Poul tøvede, hang lidt med hovedet og tørrede en tåre bort. Det skyldes nok, at det var mig, hun blev gravid med.
Astrid fik store øjne.
Poul sukkede:
Vi elskede hinanden. Men hendes forældre ville ikke have én som mig i familien. Jeg var børnehjemsbarn, du ved. De tvang hende. Hun var bare 22, jeg arbejdede som håndlanger ved hendes forældres hus så lærte vi hinanden at kende.
Og hvad så?
Jeg ville ikke se hende igen, tog væk, rejste land og rige rundt. Men elskede aldrig igen. Så stod jeg her en dag og søgte jobbet som vagt og der var hun. Hun genkendte mig ikke med det samme og sendte mig ud af kontoret, men så ansatte hun mig alligevel.
Har du tilgivet hende?
Jeg har. Men hun kan ikke tilgive sig selv. For alting. Mellom os, ikke?
Jeg holder det for mig selv, lovede Astrid.
Da Astrid havde arbejdet et par uger og havde helt styr på det hele, kaldte fru Henriksen sammen:
Jeg skal på forretningsrejse, og i mit fravær har jeg udnævnt Tine til leder. Disciplinen SKAL holdes.
Hun skar igennem med blikket.
Hvis nogen møder sent eller går tidligt, ryger de ud.
Astrid var en smule nedtrykt men sagde det ikke højt. Poul beroligede hende:
Det skal nok gå.
Men uheldet skete allerede dagen efter.
*****
Tidlig morgen.
Jamen, skal du af eller på? brummede buschaufføren utålmodigt.
Astrid hørte ham ikke rigtigt hun stod på det nederste trin, fanget af synet af en gråstribet kat under bænken på stoppestedet.
“Hvorfor ligger den dér… hvorfor ånder den så tungt?” tænkte Astrid, mens uro bredte sig i kroppen.
Skal du med eller ej? chaufføren var nu tydeligt irriteret.
Nej undskyld, mumlede Astrid, steg af og så bussen forsvinde.
Hun nærmede sig bænken, satte sig på hug og klappede forsigtigt katten.
Hvad er der, min ven? Er det slemt?
Katten så op på hende med underlige, blanke øjne, og miauvede et fortvivlet “mjau”.
Du er mager, sagde Astrid og mærkede langs den matte pels, men din mave er så stor. Er du mon… gravid?
Mrauu, svarede katten, en lyd af desperation og anelse om håb.
Hvordan skal du klare dig på gaden med unger? Hvem skal fodre dig?
Astrid kiggede på klokken, sukkede, og så på katten igen.
Hun vidste Tine ville sladre hvis hun kom for sent at spørge om frihed var nytteløst.
“Jeg må finde på noget,” tænkte Astrid. Hun løftede forsigtigt katten og tog den hjem.
Siden da begyndte eventyret…
Som ventet gav Tine hende vredt tørt på. Hun smilede spidst og erklærede, at bonus fik Astrid ikke denne måned.
“Fint nok bare katten er inde og ikke på gaden,” tænkte Astrid. “Det er vigtigere.”
Samme aften bad hun katten om ikke at føde før weekenden.
Men klokken halv tre om natten vågnede Astrid ved lyde fra stuen katten sad og fødte. Astrid blev hos hende til det blev lyst, og først da de tre små killinger var født, kunne hun gå i seng.
Det er utroligt, du ikke forstår konsekvenserne! skreg Tine næste dag, da Astrid igen mødte for sent.
Undskyld, men katten var i gang med at føde… jeg kunne ikke forlade hende.
Synes du selv det er gyldigt fravær?
Egentlig ikke men…
Du får bøde hver gang, forstår du det?
Astrid lovede, at det ikke ville ske igen. Og næste dag var hun præcis til tiden.
Men hun blev forsinket efter frokost skulle fodre katteungerne, da morkatten ikke kunne give mælk nok. Hun tog taxa hen og hjem, men sad bagefter fast i trafik.
Sådan blev det hver dag. Uanset hvor meget hun kæmpede, endte hun med at komme for sent eller gå tidligt. Hun forklarede men Tine var kold. Böder, böder, böder.
“Hvordan skal jeg klare mig, hvis de tager hele min løn,” tænkte Astrid. Hver dag voksede killingerne, og hun vidste hun ikke engang kunne købe foder, hvis det fortsatte sådan.
Ja, du er sandelig på spanden, sagde Poul tankefuldt en dag. Kan jeg gøre noget?
Hvad skulle du kunne gøre? snøftede Astrid. Jeg kan ikke tage killingerne med på arbejde! Og jeg bliver fyret, når fru Henriksen kommer hjem.
Det får vi at se…
To uger fløj. I morgen skulle fru Henriksen komme tilbage, men i dag var Astrid nødt til at gå femten minutter før for at tage katten til dyrlægen. Men arbejdet var gjort.
Tine så det straks:
Hvor skal du hen? Arbejdsdagen er ikke slut!
Jeg er nødt til det Astrid kiggede tryglende på kvinderne.
Men deres blik var iskolde.
Hvis du går, siger jeg det til fru Henriksen, truede Tine.
Gør det bare! svarede Astrid og sprang ud ad døren.
*****
Næste dag ventede fru Henriksen og Tine på hende på kontoret. På bordet lå en seddel og en pen. Astrid fattede, hvad der var sket.
Jeg har hørt, hvordan det har gået her de sidste to uger, begyndte fru Henriksen.
Ja, jeg er skyldig, sagde Astrid lavmælt. Jeg havde ikke andre muligheder.
Poul har fortalt mig om kattene.
Det er ikke et gyldigt fravær, indskød Tine spidst.
Fru Henriksen sendte hende et skarpt blik.
Hold venligst mund, Tine Nej, killingefødsler er ikke gyldig grund, men så smilede hun blidt til Astrid, som en mor til sin datter. Men er det ikke en grund til at give lidt plads?
Men hun brød reglerne, og hun trodsede mig, protesterede Tine.
Det gjorde hun, men fik hun ikke løst alle sine opgaver? I modsætning til dig og dine veninder? Og frem for alt: du dumpede testen på hvad det vil sige at være et menneske. Astrid bar al byrden alene, tog et levende væsen ind og du tog næsten al hendes løn. Hvor er medmenneskeligheden?
Tine tav forsvandt nærmest ind i sig selv og blev lille som en mus.
Tine, her er papir og pen: skriv din egen opsigelse. Sådan en som dig har vi ikke plads til i firmaet. De andre tager jeg en snak med jeg tror bare, det var din dårlige indflydelse.
Mens Tine sad og skrev rystende, sagde fru Henriksen tak til Astrid for ikke at have ladet katten forblive på gaden. Hun gav hende derudover to ugers fuldt betalt orlov og udbetalte både løn og bonus.
Astrid havde ventet det værste men fik det bedste.
Er det dine værker, Liva? grinede Astrid til sin kat, der strakte sig på sengen med killinger kravlende over sig.
Liva så op med storslået forundring, så Astrid klukkede af grin.
En måned senere kom fru Henriksen og Poul uanmeldt på besøg.
Hej hvad laver I her? Er der sket noget?
Nej, vi har bare snakket os til, at vi gerne vil tage killingerne du satte jo besøg på nettet, ikke?
Jo men der er tre.
Vi kan sagtens tage tre, lo fru Henriksen. Vi flytter til landet der er plads til allesammen. Jeg kommer sjældent på arbejde nu jeg vil nyde livet lidt.
“Aha, så kommer der nok en ny Tine,” tænkte Astrid.
Indtil videre er det dig, Astrid, som er fungerende direktør. Kan du klare det?
Mig? Jeg har jo lige startet
Nemlig. Kun dig vil jeg betro firmaet.
Jeg har bagt fastelavnsboller, brummede Poul. Skal vi tage os en kop te?
Køkkenet summede hele aftenen.
Først hyggesnak som gamle venner. Så vågnede killingerne, så fru Henriksen og Poul morede sig længe med dem under høj latter.
Astrid så på dem og græd tårer af glæde. Hun så lykke i deres øjne.
Liva lå mageligt på gulvet og betragtede scenen tryg i visheden om, at der stadig fandtes MENNESKER, der forstod at elske. Alt var ikke tabt…
