Find din søster, min pige.
Lise, se derovre, det er jo vores Stina…, Sonja stirrer, peger overrasket med en løftet pegefinger og står stille med åben mund.
Hvor henne? spørger Lisbeth, mens hun undersøger rækken af børn i røde tørklæder, opstillet i flere rækker, men hun kan slet ikke finde den, Sonja mener, Hvilken Stina?
Sonja svarer ikke. Hun holder øje med børnene, bange for at miste pigen, som lige har læst et digt op, og som hun nu er så bange for at slippe af syne.
Uden at svare, begynder Sonja at mase sig sidelæns gennem den fyldte gymnastiksal i retning af børnegruppen. Det er ikke let for hende hun er førtidspensionist, lav af statur, men hun er overraskende adræt.
Her er samlet børn fra institutioner, skoler, børnehjem fra hele regionen. Den landsdækkende amatørkunstfestival har nået alle skoler. Selv deres børnehjem i landsbyen Vesterhede, institution nr. 129, blev draget med. Sonja Nikolajsen har i årevis været forstander her.
Før krigen arbejdede hun som lærer nord for København, hvorfra de måtte flygte, da tyskerne rykkede nærmere, og de blev evakueret. Siden blev de sendt til Jylland, men toget vendte, og de endte her, i Nordsjælland.
De blev flyttet flere gange. Sonja husker de rædsler, de oplevede: døde børn, som hun selv måtte køre væk til massegrave, mødre, der faldt besvimede i hendes arme af sorg, lus og fnat. Hun kigger ofte ned på sine hænder og genoplever det. Engang kom gårdlederen, rakte hende hånden, men trak den hurtigt til sig forskrækket over børnehjemmets personalers hænder.
Men disse hænder kærtegnede børnene, arbejdede dag og nat for at de skulle overleve. Sonja kan ikke længere tælle, hvor mange børn der har ligget i hendes hænder, hvor mange forældreløse hun har strøget over håret.
Det er over ti år siden krigen sluttede, men det gør stadig ondt, og hun vil helst lade fortiden ligge. Kun om aftenen, når hun ligger i sengen, dukker minderne op. Drengen, der døde af sult, moderen, der slog hovedet ind i væggen af fortvivlelse.
Stina, eller Stine, husker Sonja tydeligt. Hun tænker tit på hende billedet på held og fremgang. Hvordan er hun endt her, i denne sal? For fem år siden rejste hun jo med sin far, som var udlænding…
Illustrationen: Maleriet af Valdemar Schultz
Det skete sådan.
Foråret 1945 blev de ældste børn flyttet til børnehjemmet ved siden af, og kun de mindste blev tilbage under syv år, også en spædbørnsgruppe. Børn blev flyttet konstant. En dag fik de en lille pige på ca. to måneder, en forældreløs fundet på markedet. Omvandrende børn var stukket af og havde efterladt pakken med barnet.
Sonja husker stadig deres overraskelse over det fine tøj. De havde aldrig set sådan et dækken hvidt med blå blomster i stikningerne. Stina blev kaldt opkaldt efter dækkenet, og hun fik Sonjas efternavn, ligesom så mange andre børn. Så mange kom forbi, alle gik de lidt op i hinanden. Men Stina lys, med hørgult hår og blå øjne blev hurtigt alles kæledække. En mild, stille og klog pige, hun kom ofte pænt ind på Sonjas kontor, næsten som til en mor.
Hun var dog kun dér til hun var knap fem. Denne begivenhed står klarest.
En dag kom plejeren Valborg løbende op til Sonjas dør. Regionen havde ringet: Der blev spurgt efter en pige, bragt i marts 1945, formentlig Stina. Sekretæren fra amtet kom personligt på besøg med gæster.
Så fine gæster havde lillehjemmet aldrig haft. Forberedelserne gik i gang. Amtet sendte penge, endda hjælpere. Samme dag blev gårdspladsen forvandlet.
Årsagen var udlændinge.
Dagen kom. Sekretæren kom ud med mørkklædte embedsfolk fra to sorte biler. Med dem var en mand og en kvinde, langt fra danske i træk. Manden i ternet jakke, farverige seler, kvinde ligner en filmskuespiller. Hår lagt i bølger, lille sort hattediadem med slør, gråt frakke, elegante pumps. I hånden en rød taske med blank guldlås. Sonja kunne ikke tage øjnene fra tasken.
Der var også en ældre tolk, træt, i blå dragt.
De blev mødt i gården, børnekoret sang: Verdens ungdoms hymne. Stina stod forrest og sang. Sløjferne i hendes fletninger gik i ét med håret. Hun anede ikke, alt dette cirkus handlede om hende. Hun sang; hun var knap fem.
De officielle virkede nervøse, frygtede skamplet overfor udlændingene. Manden i ternet så kun på Stina havde man ikke placeret hende forrest, havde han fundet hende alligevel. Far og datter man var ikke i tvivl.
Han ventede tålmodigt, trykkede hænder, smagte brød og salt, lyttede og beholdt roen.
De danske embedsfolk talte om partibeslutninger, om internationale konferencer og sagde store ord. Tolken oversatte, men Sonja syntes, det var overfladisk.
Kvinden i hatten stod med rank ryg, holdt tasken. Tårerne løb ned ad kinderne.
Børnene gjorde sig umage, selvom de ikke forstod de voksnes snak. Endelig blev de ført væk, og Stina blev hos kære pædagog, Olga. Personale stod bag dette var specielt, ja første gang. I alle Sonjas år var ingen før rejst til udlandet herfra.
De officielle gik til siden. Manden, kvinden og tolken gik til Stina. Kvinden knælede og tog hendes hånd.
Hendes mor? hviskede Sonja til tolken.
Hendes faster, svarede hun. Ligheden bror og søster.
Tolken bøjer sig til Stina.
Fasteren spørger, hvad du hedder?
Stina ser forvirret op på Olga.
Sig det, Stina… sig det…
Stina, hvisker hun.
Stine, fortæller Olga. Hun kom uden papirer. Det blev oversat.
Længe talte kvinden med Stina. Spurgte: hvor gammel, hvor sover du, hvor er dit legetøj? Stina blev mere tryg, svarede. Alle gik ind. Sonja var nervøs. Var det nu hendes hoved, der røg hvis udenlandske gæster ikke kunne lide deres sted?
Men både kvinden og manden smilede, roste børneværelset, talte med Stina om legetøjet. Også tolken smilede.
Hvor er alle børnene? oversatte tolken.
De officielle gik straks og hentede børnene. Ind kom alle, og Lise, fire år, greb kvindens røde taske. Kvinden åbnede, tog ting op, gav dem til manden, som puttede det i lommerne, og rakte så tasken til Lise.
Personalet blev stive. Det var jo kun et barn. Sonja tørrede sveden af panden.
Underligt nok havde de stadig dækkenet, Stina kom i, selvom det var blevet slidt. Det blev fundet frem, og gæsterne fik det. Manden så på dækkenet blinkede ikke.
Stina gik med dem. Alle kom selvfølgelig ud for at sige farvel.
En af embedsfolkene bar den røde taske. Sonja trak vejret lettet. Så kunne det punkt også krydses af.
Kvinden ville give tasken tilbage, pegede på børnehjemmet, men tog den alligevel til sig med vemod.
Sonja stod mat og så efter bilen. Hun tænkte: Stina skal nok blive lykkelig. Men hvorfor kan alle ikke få sådan et held? Hvorfor får de fleste en anden skæbne?
Hun gik på vibrerende ben tilbage til børneværelset for at trøste den opjagede Lise, tale med personalet og bearbejde oplevelsen.
Det blev ikke slemt efterfølgende. Hun blev kaldt til amtets kontor, rost og hædret, fik et diplom. Sonja korser sig. Lidt efter kom der nyt sengetøj og legetøj, tilsendt af de udenlandske gæster.
***
Og nu næsten fem år senere Stina står her. Ikke i Tyskland, ikke i Baltikum nej, her i vores region til den landsdækkende amatørkunstfestival. Hun er det, ingen tvivl, selv seks år efter kan Sonja ikke tage fejl.
Hun maser en anelse skånselsløst gennem mængden, skubber venligt til lærere, lægger en hånd på pigen.
Stina, Stina!
Pigen vender sig og ser spørgende på hende.
Stina, kan du huske mig?
Da prikker nogen Sonja på skulderen.
Goddag hvad laver De? en ung kvinde, sikkert en lærer.
Goddag, jeg er leder af børnehjem 129, og det er jo… min gamle beboer. Jeg blev bare overrasket.
Hvem? Nina?
Nej, ikke Nina, det er Stina. Altså, jeg forstår bare ikke, hun blev jo…
Pigen kigger fra læreren til Sonja.
De tager fejl, det er Nina, hun har aldrig været på børnehjem. Hun har mor. Ikke, Nina?
Og far, tilføjer Nina.
Far også, ser De. De må tage fejl.
Sonja ser, hendes egen børnehjemsgruppe er på vej midt på gulvet og skal til at optræde. Hun kigger ikke rigtigt; hendes tanker er et andet sted.
Det er Stina! Ingen tvivl, hun er højere, mere voksen men lige præcis denne hage, det lyse hår… Hun husker endda, hvordan det altid lå.
Sonja læner sig op ad radiatoren, og pludselig husker hun samtalen med tolken.
Da gæsterne skulle køre dengang, spurgte Sonja:
Hvad hedder Stina egentlig i virkeligheden? Hun får jo snart sine papirer, men jeg er nysgerrig.
De ved det stadig ikke, sagde tolken og nikkede mod den lykkelige udlandske familie. Enten Naija eller Iveta.
Hvordan? Sonja rynkede panden.
Han mistede kone og tvillingedøtre under krigen, søgte dem hele tiden du forstår. En grav til konen blev fundet for nylig, den ene datter døde nok med hende, den anden blev reddet og bragt til jer. De var antifascister fra Baltikum, var i fangelejr. Nu bor han i Tyskland… En lang historie. Det hele var svært, sagde tolken, og hastede videre.
Denne samtale forsvandt blandt alle glæderne, men dukkede op nu.
***
Karen! Karen! Skal du ikke med til torvet? råber Line til naboen. Hele landsbyen er ude i majsolen.
Nej, Line! Skal bage kage, Karen flytter geranierne fra vinduet, stikker hovedet ud, Kom endelig forbi senere!
Hvad med børnene?
Anna og Viktor er allerede stukket af, og Nina tog med til festivalen…
Så tog de hende alligevel med?
Ja, Line! Hun kom med. Så stille og rolig, men kan digte bedst af alle.
Karen stråler af stolthed, Line smiler. Hun er barnløs og Karens børn er vokset op for hendes øjne. Især lille Nina… de er nærmest mere end familie, selvom det ikke er blod. Kun over et glas snaps til højtiderne kommer tårerne over fortiden.
Lige nu forbereder de sig på netop sådan en aften. Anna og Viktor løber ind på torvet, Lennart Karens mand hænger flag op, og Karen går i gang med madlavning.
Folk går mod torvet. Line følger efter.
Karen bager videre, radioen spiller parade, stemningen er festlig. Hun sætter kagen i ovnen, tørrer hænderne i forklædet og sætter sig på sofaen.
Lyden fra Københavns Rådhusplads flyder direkte ind i hendes stue, blander sig med det velkendte interiør. Pludselig smækker døren op, Viktor farer ind.
Mor, må jeg tage noget at spise med?
Hvad nu, hvorfor?
Vi tager ud til åen efter mødet, Viktor fylder allerede kartofler i muleposen.
Sikke noget, Karen ryster på hovedet. Jeg troede, vi skulle fejre sammen hjemme…
Men mor, vi laver bål, bager kartofler, Lasse har guitar med, han roder videre i posen.
Stop nu lidt, kom og sæt dig her! Jeg pakker det for dig. Hvem kommer?
Vovka og Mikkel, Søren, Børge… og så pigerne.
Karen skærer flæsk, lægger rugbrød, pakker boller, henter løg i haven. Typisk Viktor, altid sådan, de kunne aldrig samles hele familien.
Mor, Anni sagde at hun tager i biografen med kæresten; hun bad mig sige det, så du skal ikke vente på hende, råber Viktor allerede hen over havelågen.
Karen slår ud med armene fire børn og alligevel tomt derhjemme til fest. Kåre bor og arbejder i Jutland nu, og har fået børn selv, Nina er rejst med skolen, og de andre forsvinder. Kun Lennart og Line og Karen selv det er selskabet. Nina kommer sent, Anna og Viktor er ikke til at vente på.
Der er liv i husene, musik i de åbne vinduer, harmonikaer spiller.
Karen tager kagen ud af ovnen. Sikken et bøvl, selv natten brugte hun på dejen og nu er alle væk. Nå, en lille pause kan hun tage.
Frihedsdagen… Sanferlig en fest med tårer. Hvordan overlevede de?
Hun mindes især den dag, hvor Nina dukkede op i deres hjem. Hun ville slet ikke tage imod hende, hjertet var sønderrevet.
De sultede. Hun var alene med tre børn. Dagen, hun kom hjem efter at have vasket tøj nede ved søen, havde hendes børn ædt det sidste brød, hun ellers ville spare på.
I er en bundløs sæk! Parasitter! Nu får I ikke mad i tre dage, Kåre, hun råbte, slog med viskestykket. Anna græd, Viktor tudede.
Ingen vil give os mere mel! hun skreg, så Anna græd endnu mere.
Netop da kom formanden, Svend Eriksen, træt og hostende.
Bag ham stod en fremmed kvinde med et spædbarn på armen.
Svend satte sig med besvær.
Må jeg stille hende hos dig, Karen? Jeg ved du har børn og knap mad, men nu er der ingen ledige pladser, kun du og Nete. Nete er syg, måske feber, derfor tag hende nu.
Er du fra forstanden? Vi sulter jo!
Men Svend rejste sig.
Hun hedder Therese. Taler dårligt dansk.
En lyshåret, høj kvinde, anderledes træk. Hvordan? Karen er forvirret.
Men Svend er forsvundet, og Karen løber efter ham.
Skriv mælk ud til mig! Hvordan skal jeg brødføde barnet? Giv mig kartofler! Jeg ved, du har mere…
Der er intet. Jeg giver dig nogle sædekartofler, siger han.
Så dør vi alle sammen. Den her evakuerede får ikke en bid! Karen råber vredt.
Svend standsede, ser på hende.
Styrelsen holder øje med dig, Karen! Børnene ryger på børnehjem, hvis du ikke passer på. Jeg hjælper, hvis jeg kan. Men kvinden med barnet hun vejer på din samvittighed. Hun er ikke dansk…
Han lunter væk, vender sig og siger:
Jeg hjælper. Men vær opmærksom hun er ikke helt rask.
Karen skynder sig hjem. Evakueret sidder og vugger, børnene gemmer sig bag komfuret.
Smid overtøjet, lad mig lægge dit barn ned.
Kvinden giver hende barnet, står op og siger på brudt dansk:
Jeg skal finde min datter, finde min datter… går mod døren.
Hey, hvor skal du? Dit barn! Hvor er du på vej hen?
Iveta… Iveta blev væk… skal finde…, og falder sammen på gulvet.
Karen og Kåre får hende op i sengen, sender Anna over til Svend Eriksen for at hente læge.
Barnet virker næsten livløst, ikke en lyd. Karen pakker hende ud, overraskes over tæppet så smukt med sarte røde blomster. Men pigen er slatten. Kåre putter mere brænde i kakkelovnen. Barnet bliver vasket og får lidt at drikke.
Lægen siger, Therese har ikke mere mælk. Han sender Karen til gården, og Svend har sørget for en liter fed mælk. Hjemme blander hun og de andre børn får også, og Therese kvikker også op.
To dage ligger Therese endnu, og naboen Line hjælper. Det er svært at forstå hende, kun stumper opfanger de. Hun og hendes tvillingepiger blev fanget af tyskerne, og efter befrielsen forsvandt Iveta, måske stjålet, måske forbyttet i tumulten. Therese taler rodet, ikke dansk.
Efter få dage tages hun på hospital, og kort efter får de at vide, hun døde. Hun hed Petersen, og blev begravet blandt mange andre på byens kirkegård. Navn og efternavn, men ingen billede.
Hvis ikke barnløse Line var sendt til genopbygning i det sønderbombede Europa, havde hun taget Nina til sig. Men hun måtte være væk et halvt år, og derfor blev Naija Petersen til datter af Karen Mikkelsen og hendes bortgåede mand.
Ingen spurgte, hvordan pigen kunne være født over et år efter dødsfaldet på faderen. Svend Eriksen døde selv kort efter, og nye ledere kom til. Navneattesten blev udfyldt, kun navnet vakte undren. Naija duede ikke, så hun blev Nina.
Karens børn overlevede, på trods af råb og tiggeri om hjælp. Tre år efter krigen kom naboen Lennart tilbage fra udlandet, hjalp til og flyttede ind som en slags stedfar. Karen og han blev aldrig gift, men han blev far for børnene, de elskede ham. Han dæmpede Karens temperament, hun voksede til at sætte pris på ham ja, til sidst elskede hun ham voldsomt og inderligt.
Om børnene så løber rundt, og huset ikke er fuldt det gør ikke noget. Fire børn…
Radioen transmitterer raketparader og sender festen ind i stuen, Karen tager det til sig. Tårerne triller, puden bliver våd.
Hun har vundet sin krig. Børnene er i live. Hvad mere kan man ønske? Det er da sejr!
