Jeg vil ikke miste hende

Jeg vil ikke miste hende

Da Anders så Frederik standse op ved fodgængerovergangen, sukkede han så tungt, at det gjorde ondt helt ned i fødderne. Han vidste, at nu var det slut med at trække tiden ud han blev simpelthen nødt til at tage en snak med sin ven. Men hvor filan starter man sådan et samtale? For pokker, hvad siger jeg? Undskyld, Frederik, jeg kan ikke aflevere din hund, for jeg har selv brug for den? Hvad vil han ikke tænke? Det bedste jeg kan håbe på, er at han tror, jeg laver sjov. Og i værste fald? At jeg har mistet forstanden.

Anders kastede et blik ned på Benny, der stod trofast ved hans side, og mumlede næsten uhørligt:
Kan du ikke spille med mig lidt? Bare opfør dig, som om du ikke vil hjem, okay?
Benny kiggede op på ham med de der store, undrende øjne (som om: Har du helt mistet næsen, Anders? Jeg VIL hjem! Jeg har ventet på det i tre dage!). Men næste øjeblik logrede han lykkeligt med halen mod sin ejer.

Hallo, Anders! lød det fra Frederik, der satte sig på hug og omfavnede Benny om halsen. Hold nu op, hvor jeg har savnet dig, min kære pelsklump. Dig slipper jeg ikke igen til nogen som helst.
Anders trak brynene sammen. Perfekt nu blev det da bare ekstra svært.

Sig mig, Frederik, har du planer om at tage nogen steder hen de næste dage? forsøgte Anders.
Jeg er jo lige kommet hjem! grinede Frederik. Hvorfor skulle jeg dog rejse igen?
Tja, man kan jo aldrig vide… sagde Anders, mens han greb lidt hårdere om Bennys line. Måske nogen i familien fylder rundt?
Gudskelov ikke. Du ved da, hvad vi brugte på min svigermor til hendes runde dag. Jeg har nærmest kun dankortet tilbage som pyntegenstand. De fødselsdage kan ruinere én. Hvorfor spørger du egentlig? Skal du bruge noget?
Jo altså Måske Kunne du Jeg har brug for din hund. Altså virkelig brug for ham.

Hvad siger du?!
Bare i nogle dage! En uge, max! Kom nu, det haster virkelig… Anders så så desperat på Frederik, at denne blev tavs i flere sekunder.
Har du fået et ildebefindende, Anders? Har du feber eller sådan noget? Hvad skal du med min hund? Du har hele livet jamret over, hvor træls hunde er! Jeg måtte nærmest tvinge dig til at passe Benny, og nu det her…
Ja ja, jeg ved det godt. Sagde én ting, føler noget andet nu.
Der er noget, du ikke fortæller. Ud med sproget vil du røve en bank og bruge Benny som dækning?
Røv og nøgler! Det er mere indviklet end som så!

Anders havde ikke noget valg han måtte bekende alt. Frederik lyttede med et skævt smil.

Så… må jeg så låne Benny en uges tid? Det er nu ret vigtigt. Han betyder faktisk ret meget for min fremtid.

*****
Alt det her startede egentlig, da Frederik ja, den samme Frederik for lidt siden spurgte sin gamle ven om en tjeneste:
Anders, svigermor fylder rundt, og jeg og Sophie skal til Jylland i en uges tid. Men vi kan ikke have Benny med der bliver rigeligt at se til, og svigermor bliver nervøs af, at han ligner en spidsmus på steroider. Vil du ikke holde øje med den basse imens? Han er sødere end en wienerstang, ingen problemer der.
Frederik, helt ærligt, svigermødre er, hvad de er, men hvordan har du tænkt dig, jeg skal passe en hund? Jeg har haft et anstrengt forhold til firbenede siden børnehaven. De kan ikke lide mig, og jeg kan … tja, heller ikke dem.
Mon ikke Benny kan lide dig han spiser da ellers alt! Slap nu af, jeg har ingen andre. Red mig nu, kammerat!
Anders hadede ideen om ansvaret for andres kæledyr (eller kæledyr overhovedet), men… det var jo Frederik.

Fint, Frederik. Jeg skal nok passe Benny. Men det er første og sidste gang, okay?
Aftale! Tusind tak.

Benny var faktisk både rolig og velopdragen. Så længe de var hjemme. Første gåtur i Fælledparken gik også fint indtil Anders, overmodig, slap Benny fri. Benny skød afsted og blev helt væk. Pist borte.

Anders ledte hele parken igennem, stak snuden i hvert buskads ingen Benny.

Helt eminent, Anders! bandede han for sig selv. Det er fandme typisk, at jeg mister hunden første dag.

Lige dér ringede Frederik. Åh, tak for det…

Hej, Anders, hvordan går det? Går I tur?
Tjo, vi går da rundt og indsnuser den friske luft, svarede Anders påtaget roligt.
Fint, fint. Men du slipper ham vel ikke løs? Han ELSKER at stikke af. Husk koblet!
Jeps, det skal jeg nok huske, svarede Anders og sendte våde blikke rundt efter Benny, som havde kastet sig ud i anonymitet.

Og så…
… spurtede pludselig en pige forbi på stien.

I det øjeblik var Benny glemt, for den løber var decideret fantastisk. Altså, himlen måtte næsten have tabt hende ned på Østerbro.
Anders glemte tid og sted.

Pigen så linen i hans hånd, standsede og smilede:
Undskyld, har du efterlyst en hund? Stor, sort-hvid med brune pletter?
Nej… Anders rystede på hovedet. Efter et sekund: Jo! Eller, den tilhører min ven. Den stak af, jeg leder overalt. Har du set den?
Ja. Den løber og leger tag-fat med nogle gråspurve ovre ved bænken. Sød fyr. Skal jeg vise dig hvor?
Meget gerne! svarede Anders og havde svært ved at løsrive blikket fra hende.

Han havde for fem minutter siden været tilfreds som evigheds-single nu overvejede han villa, Volvo, vovse.

Står du dér og falder i staver? spurgte hun og begyndte allerede at jogge videre. Kom nu, jeg har ikke hele dagen!
Anders hostede, samledes og drønede afsted efter hende.
Undervejs indså han, at han nok ville følge hende til verdens ende eller i hvert fald til Nørrebro.

Forskellen på hendes lethed og hans lungekapacitet var rædselsfuld. Allerede efter 200 meter så han stjerner og måtte stoppe.

Hun standsede og så bekymret på ham:
Går det an?
Helt fint! Totalt i top. Ikke vant til at løbe bare…
Ryger du?
Jeg prøver at stoppe…
Klogt. Man får ikke meget ud af smøger. Når du er færdig, så kom med på morgenløb det styrker kroppen. Og man får brug for hurtighed, tro mig.
Som når man flygter fra politiet efter at have røvet banken? Anders grinede spastisk.
Nej, fniste hun. Men hvis du kunne løbe stærkt, havde din hund ikke stikki af. Så havde du fanget ham på et splitsekund.
Den er jo faktisk ikke min… Jeg passer den kun for en ven, der fejrer sin svigermor.
Hvor er du sød! Du må da elske hunde?
Anders sank lidt, men nikkede.
Ja, jeg har altid elsket hunde!
Nå, hvorfor har du så ikke din egen? Eller deles I om dem?
Det spørgsmål havde Anders ikke lige forberedt sig på. Men han blev reddet Benny kom drønende med en pind i munden.

Mens Benny blev hilst på, inviterede Anders pigen på en gåtur. Ikke at han regnede med det store men man skal jo gribe chancen! Til alt held sagde hun ja.

Og således blev Benny dagens helt uden ham havde Anders aldrig mødt Maria, som han blev smaskforelsket i ved første blik.

Dagen efter tog Anders og Benny selvfølgelig en tur mere i parken for at prøve lykken. Og igen mødte de Maria. Hun løb med Benny, Anders beundrede i smug. Senere sad de på en bænk og snakkede.
Hvad laver du? spurgte Maria og kastede en bold, hun lige havde købt til Benny i dyrhandleren.
Jeg har et lille reparationsværksted for computere og telefoner det kører meget godt, sagde Anders stolt.
Ej, hvor fedt! Jeg og min mor har også et lille familieforetagende, smilede Maria.
Hun nævnte ikke, hvad det var, men Anders spurgte heller ikke. Det var hende og ikke butikken, han var interesseret i.

Men da han, på sjettedagen, bød hende ud på date og skulle købe blomster til hende, opstod moderlig magi:
Benny trak stædigt afsted mod et blomsterkiosk. Bag disken stod ja, netop Maria. Og hendes mor.
Hej, stammede Anders.
Nå men, så mødes vi her! Hvordan fandt du mig?
Det var ikke meningen… Ville bare købe blomster til en pige. Dig!
Mor, det er ham, jeg har fortalt om!
Lad mig da lige få jer begge at se og tag nu hunden med hen også, hvor er han dog bedårende

Sådan lærte Anders ikke kun Maria, men også hendes mor Hanne at kende. Hanne var en super kvinde, og Anders indså hurtigt, at han bestemt kunne se hende som sin svigermor.

Ses vi i morgen? spurgte Maria, da han fulgte hende hjem.
Selvfølgelig. Jeg glemmer ikke Benny!
Men skal du ikke aflevere ham tilbage til hans ejer?
Desværre, det bliver jeg nok nødt til. Frederik min ven kommer hjem i morgen.
Øv… sukkede Maria.
Hvorfor? Er jeg ikke nok selskab?
Jo jo! Men jeg har altid drømt om en hund. Jeg har bare været lidt bange for det ansvar. Vi har altid haft katte det er jo meget nemmere, ikke? Nu begyndte jeg faktisk at tro på, at jeg også kunne klare hunde. Og Benny er bare SÅ sød at løbe med…

Anders kunne se, hvor skuffet Maria var, og begyndte at frygte, at forholdet måske hurtigt ville gå i sig selv, når Benny forsvandt ud af billedet.

Jeg vil ikke miste hende, sagde han lavmælt til Benny. Hvad pokker skal jeg gøre?
Til sidst kunne han ikke finde på andet end at spørge Frederik, om ikke Benny måtte blive lidt længere. Han havde altså brug for ham lidt endnu!
Frederik gloede lidt, men grinede og slog ham på skulderen:
Fint Anders, du klarer lige kærligheden. Men altså Benny er ikke til permanent udlån!
Forstået, og tak!

Næste dag blev Maria glad igen, da Anders med Benny ventede på hende i parken. Da hun spurgte, hvorfor Benny var der endnu, grinede Anders bare:
Frederik kunne ikke tage ham alligevel. Så Benny hænger på os lidt endnu!

Da ugen var gået, var Anders helt flosset af nervøsitet for, hvordan Maria nu ville tage afskeden med Benny. Men heldigvis var Benny en problemløser.
Midt i legen kom Benny luntende med en lille, bette hvalp i hælene. Ikke nogen stamtavlehund, men helt sikkert en ven.

Ej, hvor er den nuttet! udbrød Maria. Har Benny skaffet en afløser?
Ser ud til det, grinede Anders.
Skal vi ikke tage den med hjem?
Jo, selvfølgelig!

Og således fandt alt sin plads. Benny kom glad hjem til Frederik, og Anders og Maria fik en skøn lille hvalp at gå ture med.

Anders påtog sig ansvaret som ægte mandfolk tog hvalpen hjem til sig, og efter kort tid flyttede Maria også ind i hans lidt for pæne lejlighed på Amager.

Og ja bryllup kom der også. Selvfølgelig med Frederik, hans Sophie og ikke mindst Benny på gæstelisten.

Sådan kan det gå. Hvad lærer vi af det? Tja… man ved aldrig, om lykken gemmer sig bag nærmeste busk eller i Snorres snude.