Mor, jeg henter dig hjem
Kan jeg ringe interurban fra de her telefoner?
Bare gør det, men tag dig ikke for lang tid. Den grønne dér er til fjernopkald.
Jeg, Bjørn, sad og dækkede ind for en kollega i telefonomstillingen. Han var blevet nødt til at smutte på grund af noget familiemæssigt. Den grønne telefon stirrede jeg på længe kunne bare ikke tage mig sammen til at ringe.
Telefoner havde vi da i arbejdskolonien, bevares: post, telegraf og hvad ved jeg. Men sådan at sidde alene længe med adgang til en fjernlinje, det var første gang i de ti år, jeg har haft mit liv heroppe.
Jeg har længe båret nag til familien. Rejste fra København og sagde, at de aldrig mere skulle høre fra mig. Storebror Anders hadede jeg faktisk næsten. Lene, min lillesøster, var bare en skolepige, ikke til stor hjælp. Og Susanne, min ældste søster, tog altid Anders parti.
Mor holdt altid hånden over mig, tog lån hos Anders og Susanne, hvis jeg kom i problemer. Og jeg bildte mig ind, at mit uheld kun var midlertidigt, at om lidt, så ville jeg bevise min værdi.
Men beviset lod vente på sig. Da jeg blev 35, endte jeg og Anders i regulær slagsmål. Så begyndte jeg at se mig om efter nye steder at bo. Forlod maskinmesteruddannelsen uden at gøre den færdig, men med papir på to år fik jeg job langt oppe i Nordjylland, og i ti år har jeg haft ufattelig mange adresser.
I starten skrev jeg til mor. Men senere blev jeg også fornærmet på hende. Det var svært heroppe i kulden, jeg savnede hjemmet og blev vred over det.
Men nu var vreden forsvundet. Nej, tilgav ikke min bror men jeg havde lyst til at tale med mor og Susanne. Lene var stadig for mig bare pige med fletninger. Jeg havde ikke noget særligt at prale med. Blev boende sammen med Helle, hende jeg levede papirløst med, i hendes lille andel i kollektivet.
Der var penge, men ikke nok til at købe eget sted her; og blive her, det ville jeg heller ikke.
Helle fornemmede nok, at jeg aldrig slog mig helt ned, og de sidste måneder gik vores forhold op og ned. Nu boede vi to alene, de gamle værelseskammerater var flyttet, og Helle opfordrede mig til at købe rummet gennem lån. Jeg afviste.
Havde endnu ikke besluttet, om det virkelig var hende, jeg ville. Helle havde en søn, han aftjente værnepligt, og hun var selv kommet herop for at tjene penge.
Du er så umoden, Bjørn. Det er svært med dig.
Mig? Hvad for noget?
Du er bange for ansvar. Du er 45 og har stadig ikke kunnet tage ansvar.
Ansvar for hvem? Hvorfor?
Ja, netop, ikke for nogen. Fordi du hele livet har flygtet fra det. Du frygter, at alt bliver for tungt.
Jeg protesterede, men forstod godt, hvad hun mente. Jeg ville hverken giftes eller have børn følte ikke, jeg kunne magte det. Og på arbejdet tog jeg sjældent initiativ. Flød med strømmen.
Nu sad jeg der med den grønne mellemby-telefon og kunne ikke tage mig sammen. Men jeg huskede stadig vores hjemmenummer.
Pludselig, mens jeg rørte sukker i min te, drejede jeg resolut nummeret:
Hallo, sagde en fremmed mandsstemme.
Øh, goddag, hvorfor jeg dækkede røret med hånden, når jeg sad alene, ved jeg ikke hvem taler jeg med?
Hvem er De? Undskyld…
Jeg vil gerne tale med Ingrid Møller …
Hun er her ikke. Hun bor ikke her mere.
Hvor bor hun så?
Ja, hvem spørger?
Det er Bjørn, hendes søn…
Bjørn? Hvilken…? der blev stille, så blev røret lagt, og pludselig lød en kvindestemme.
Ja, hallo.
Hej, jeg ringer efter Ingrid Møller, gentog jeg.
Bjørn? Er det dig?
Susanne?
Nej, det er Lene.
Lene? Nå men hej! Er du blevet voksen? Din stemme er helt forandret. Og ham manden, hvem er det dog?
Manden? Nå… Det er Mikkel, min mand.
Du er gift? Allerede barn og det hele?
Ja, jeg har faktisk en søn. Og du lever altså?
Ja, der er ikke sket noget.
Hvorfor skrev du ikke? Vi ledte jo efter dig… mest Anders. Mor var så bekymret.
Han leder nu nok. Men hvorfor skrive? Jeg lever bare, tager én dag ad gangen.
Mor var ked af det, gentog hun trist.
Men derfor ringer jeg hvor er hun?
Der blev stille, og mit hjerte snørede sig er hun død?
Hvor er hun, Lene? Er hun der endnu?
Hun lever. Men hun bor ikke her.
Hvor så? Jeg vil gerne tale med hende…
Et barn græd.
Beklager, jeg kan ikke tale nu. Ring igen senere, please, og så var hun væk.
Jeg stirrede på telefonen, lidt fortumlet. Hvornår er senere? Knap ti om aftenen nu. Men jeg bestemte mig for at ringe igen om en halv time, men 15 minutter senere begyndte jeg alligevel at ringe op optaget.
Måske ringer hun nu til Susanne og Anders og fortæller nyheden… Føltes underligt. De var sammen, allesammen. Jeg var den eneste udenfor.
En halv time senere prøvede jeg igen.
Mor er på plejehjem, Bjørn. I Hareskov, oplyste Lene.
Plejehjem? Er I tre voksne og ingen plads til hende?
Lene tav.
Hvorfor siger du ikke noget? Jeg knyttede næverne.
Fordi jeg ikke gider den tone.
Hvilken tone? Jeg spørger bare. Og Anders? Susanne?
Jeg kan give dig Anders nummer.
Nej tak… Har du Susannes arbejdstlf?
Ring i dagtimerne.
Min vrede voksede. Anders havde altid sagt, alt skyldtes mig mors bekymringer, sygdom. Jeg ødelagde hendes liv, sagde han.
Og nu? Jeg flyttede, og de satte hende på plejehjem. Jeg huskede mors øjne, hendes breve og formaninger. Ti år var gået, hun var blevet gammel. Jeg kunne alligevel ikke forestille mig hende, den stærke, myndige, på et plejehjem.
Helle var på nattevagt. Næste morgen bad jeg om at passe omstillingen, for at ringe til Susanne. Nu var der kvinder i lokalet, det var ikke spor let at tale frit.
Susanne, hej. Det er Bjørn.
Ja, jeg forstod det. Gudskelov, du er hjemme.
Har I virkelig ledt efter mig?
Mor var så bekymret. Men hvor ville vi finde dig? Hvorfor skrev du ikke?
Det blev bare sådan. Susanne, hvorfor er mor ikke hjemme længere?
Ingen har smidt hende ud.
Men Lene sagde, hun er på Hareskov… Jeg kan jo ikke stå her og sige plejehjem højt for alle.
Det er hun ja. Vi tager hende somme tider hjem. Men nu hvor Lene har baby…
Baby? I er da blevet sindssyge. Susanne, kunne du slet ikke tage hende?
Der kom en metallisk kulde i stemmen.
Åh, så nu ringer du for at belære os? Kommer du selv og henter hende? Ved du overhovedet, hvorfor hun fik slagtilfælde, alle hendes sygdomme? Nej? Så kom og hent hende. Skal du? Kommer du?
Jeg gør! udbrød jeg og smed røret på.
Hjertet hamrede. Bestik, der klirrede i baggrunden. Jeg kiggede rundt og samlede mig.
Min vrede voksede. Nu besluttede jeg, at mor skal væk fra plejehjemmet, jeg skulle vise dem, hvad det indebærer at være en rigtig søn. Og hjælpe mor.
Helle, ring til udlejeren om værelset. Vi tager det.
Nå, så det er du endelig klar til?
Jeg henter mor hjem fra plejehjemmet.
Hvad?
Henter mor hjem. Hvad er uklart?
Nå ja…
De har sat hende på plejehjem, svin!
Har du overhovedet talt med hende?
Nej, hvordan skulle jeg?
Og hvorfor kom hun derhen?
Fordi, det var nemmest. Lene bor der med manden, de andre gad ikke. Og Anders gider næppe gøre sig beskidt.
Helle stod og vaskede op.
Hvorfor siger du ikke noget?
Hvad skal jeg sige? Hvis du mener det, så gør det men få nu dit eget hjem først. Jeg ringer angående værelset.
Så du siger ikke nej?
Det angår jo dig. Men jeg kommer ikke til at tage ansvar. Du ved ikke, hvad du gør, du kender ikke situationen, ikke hendes behov. Tager du hende, gør du det alene, i dit eget rum.
Sådan skal det altså være?
Ja.
Nå. Men ringer du så?
Ja…
Det tog mig tre måneder at få papirerne på plads. Havde sagt ja til lån og købte værelset. Helle virkede tilfreds, spurgte ikke mere til mor, og jeg holdt det for mig selv. Det var min sag.
For første gang havde jeg min egen bolig. Gik rundt og forstod det næsten ikke. Sådan et ansvar. Jeg gik energisk i gang med at renovere det tog yderligere tre måneder.
Endelig, da vinteren nærmede sig, tog jeg ferie, købte billetter til fly og tog. Var ængstelig.
Lige inden afgang blev jeg i tvivl skulle jeg nu tage springet? Mindedes værnepligten at stå parat til at springe ud fra helikopter, bange men afklaret.
Måske trængte jeg til en rejse: Vejen var faktisk spændende, jeg snakkede løs med folk, følte mig livlig.
Toget rullede ind i Aarhus tidligt om morgenen. Besluttede ikke at besøge familien, tog direkte til Hareskov. Kufferten blev i garderoben, kun attachémappe og lidt frisk bagværk havde jeg. Ville imponere mor slovakiske sko, lys frakke, pelshue.
Plejehjemmet så ordentligt ud, men bar en tristhed over sig. De ansatte var venlige, sikkert fordi alle besøg er kærkomne. Alligevel hang ensomheden i rummet. Ventede på vagtmesteren, da en gammel mand sludrede til mig. Han virkede fortabt, ville vide alt. Jeg blev utilpas.
Mærkeligt, man glemmer ofte dem her. De længes så tydeligt efter kontakt.
Manden snakkede, hvor dejligt der var, selvom jeg ikke spurgte. Måske prøvede han at glemme tid, plejerutiner, det hele.
Endelig blev jeg kaldt ind. Skoene af, slidte tøfler på. Jeg troede, mor ville selv komme ud, havde gjort mine sko rene, tænkt sætninger igennem, forestillede mig, at hun græd og omfavnede mig. Og jeg ville berolige hende, love at hente hende hjem.
Sygeplejersken førte mig ind.
Lad madpakken blive her, giv hende ikke noget, vi sørger for hende, bad hun.
Jeg så straks hendes ryg. Sygeplejersken førte naboen ud en stor kvinde med krykker.
På sengen med ryggen til sad mor. Kiggede ud ad vinduet.
Jeg satte min attachémappe og madvaren diskret, gik rundt og satte mig tæt. Mors blik flakkede, hun vaklede med hovedet.
Jeg blev chokeret. Mor? Ja, det var hende, men det var som om alderdommen var kommet over natten. Håret hvidt, ansigtet fuld af rynker.
Mor, sagde jeg lavt, satte mig og tog hendes hånd.
Endelig fangede hun mit blik.
Jeg har allerede spist i dag, sagde hun så.
Har du? Jeg har noget med til dig, jeg fandt noget guf frem, lagde i hånden på hende. Hun kiggede ligeglad.
Mor, kan du ikke kende mig? Det er Bjørn. Her. Din søn. Jeg er kommet nu.
Hun forvirredes lidt, så på slikken, og gentog:
Jeg har spist, siger jeg jo.
Ja, jeg forstår. Har du det? Kommer Anders og besøger dig? Alt blev trist, endda vreden forsvandt.
Anders? Han må skovle sne, det vælter jo ned.
Mor, husker du mig virkelig ikke? Bjørn.
Jo, nikkede hun, Jeg husker alt. Virkelig godt.
Jeg forstod hun husker ikke.
Vidste ikke, hvad jeg ellers skulle sige, så jeg snakkede om alt: flyrejsen, mit job, mit liv nordpå. Mor lyttede, øjnene store, nikkede.
Og jeg talte og talte bange for at skræmme væk det intense nærvær. Der var noget dér større end al skænderiet med søskende, større end alt det pjat. Det føltes rigtigt, bare at sidde og holde mors skælvende hånd, kigge i hendes store øjne, der skinnede på en særlig måde. Her gav det mening.
Men…
Forstod hun? Hørte hun? Men hun smilede.
Mor, vil du med mig hjem? Vil du væk herfra? Vil du?
Sådan ja. De åbner vinduerne klokken elleve. Og vi går tur på gangen.
Nej, vil du med hjem hjem til mig?
Ja, nikkede hun, og kiggede på slikket, Hvad er det? holdt det op i lyset.
Det er flødeboller, mor. Smag, jeg hjalp hende, hun tog en bid. Tyggede, smaskede uskønt, hostede uventet vildt.
Hun bøjede sig, hostede, brækkede sig næsten. Jeg blev bange, løb ud efter sygeplejersken.
Har De givet hende noget?
Ja, kun flødeboller.
Jeg sagde jo…
Hun gav mor noget vand fra en særlig dunk, lagde hende om på siden, hævede hendes ben.
Har De aldrig været her før?
Nej, jeg har ikke set min mor i årevis. Jeg vil gerne tage hende hjem…
Hun så irriteret på mig.
Det kræver noget. Hun skal have særlig pleje. Men børnene har sørget for alt. Gode hjælpemidler, ekstra omsorg. Hun spiser næsten ikke på egen hånd, får ernæring gennem sonde. Det er jeres beslutning, men…
Den gamle sygehjælper kom ind, aeede mor over håret:
Nå, Inge, du gjorde os forskrækkede!
Hun begyndte rydde op. Mor så taknemligt på hende.
Kan jeg ikke bare tage hende uden de andre? Jeg er jo sønnen, tvivlen gnavede nu voldsomt.
Nej, det kan du ikke. Du er ikke værge. Hun er syg, så først må du tale med familien, og så med vores læger.
Vidste ikke engang, at hun var så syg.
Hvordan kunne du ikke? Hun har boet her i fire år allerede. Hun var syg allerede da hun kom.
Vidste det virkelig ikke…
Sygeplejersken trak på skuldrene og gik. Naboens kone så på mig med medlidenhed.
Hun husker Dem indimellem nævner hun jer alle fire og især Dem med varme.
Virkelig?
Ja. Sygdommen slører bare meget.
Jeg svarede ikke, kunne ikke helt tro det.
Jeg måtte gå. Stillede mig ved vinduet, tog en dyb indånding. Ikke fordi jeg ikke måtte tage hende, men fordi jeg nu mærkede jeg kunne ikke håndtere det.
Mor, jeg går nu. Jeg kommer igen i morgen. Vent på mig.
Pludselig løftede hun øjnene genkendte mig:
Bjørn? Er du hjemme?
Jeg satte mig på knæ ved sengen.
Ja, ja! Det er mig. Jeg er kommet hjem. Se!
Jeg tog hendes hånd, og hun kærtegnede mit hoved, som hun gjorde da jeg var barn.
Sådan en fred ved den gestus.
Det er godt. Anders har set frem til dig.
Anders? Min bror?
Hun nikkede, lukkede øjnene, hånden slap. Hun sov. Jeg sagde det glad til sygeplejersken, men hun var uanfægtet. Jeg bad om lov til at vente, mens hun vågnede.
Omkring plejehjemmet gik jeg. De ældre slentrede roligt rundt. Nogle virkede bitre, andre prøvede at tilpasse sig, nogle var ligeglade.
Alle gik til frokost, duften af ærtesuppe bredte sig. Mor fik sikkert også mad. Jeg ventede. Tænkte på mors gæstfrihed, hendes supper og pandekager. Savnet brød løs.
1. maj hvordan vi var samlet. Lene og jeg derhjemme, efter mødet på torvet, ventede på Anders og Susanne. De kom glade, snakkende, hele huset duftede af forår. Jeg beundrede min storebror. Ville være som ham…
Nu hvor endte alt det? Hvordan kunne det blive til had?
Næste dag genkendte mor mig ikke. Forsvandt ind i sin egen verden.
Bliv ikke ked af det. Ved hendes type sygdom sker der sjældne klare øjeblikke. Godt du var her, det gør hende godt. Jeg giver besked til lægen.
Hvor tit besøger familien hende egentlig? Vi har ikke kontakt…
Ofte. Hver weekend næsten. De er meget engagerede hjælper også de andre ældre. Naboen her har ingen, men din familie har taget sig af hende også. De er kommet hinanden nær.
Jeg forlod plejehjemmets have og gik mod busstoppet. Jeg havde gjort alt forkert. Havde bebrejdet andre, troet jeg var bedre men de tog sig af mor, og ikke jeg. Måske var min egen drift nu ligefrem en ulempe.
Det regnede slud. Træerne var beskårne, som om ingen må vokse op her. De falmede boligblokke, store centre, larmende skilte. Folk gemte sig under paraplyer.
Blev gennemblødt på vejen til hotellet. Tankerne om mor, hendes alder, byen… Alt var trist, barndommen langt væk. Ingen glæde, kun kulde og fremmedhed.
Dagen efter et besøg mere en kæmpe æske kager til de ældre. De blev glade. Mor genkendte mig ikke.
Skal du rejse? spurgte naboen.
Ja. Men jeg har telefonnummeret på afdelingen nu, kan ringe og snakke med mor. Kan du tage røret og give hende?
Selvfølgelig, hvis jeg stadig kan. Men jeg er også gammel nu…
Skal du ikke besøge din familie?
De venter mig næppe. Jeg har selv skyld. Bebrejder, at mor kom herhen.
De arbejder jo stadig alle. Man har ikke råd til døgnassistent. Hun kræver opsyn døgnet rundt.
Forstår det nu. Vidste ikke hvor slemt det var.
Bør besøge familien.
Jeg tager toget til København i aften.
***
Lyntoget tudede forbi, og regionaltogene gled roligt frem. Jeg stod på perronen, kiggede på banegården, tog afsked med byen. Alting føltes koldt. Sludden, moderens ligegyldighed.
På modsatte perron fnisede unge. Jeg tænkte på min egen voldsomme ungdom, mors besvær med mig.
Nu tænkte jeg på Helle. Hun havde ret. Jeg flygtede fra ansvar. Ville nu tage det på mig. Ville fri til Helle. Gøre noget på arbejdet. Ikke gemme mig.
Mit tog blev annonceret. Jeg gik mod spidsen på toget, da jeg hørte:
Bjørn!
Jeg vendte mig, så Susanne komme løbende, udmattet, håret kort, uden hue. Jeg genkendte hende straks.
Susanne?
Hun var forpustet.
Bjørn, hvorfor gik du ikke forbi? Kamma ringede, du rejser. Vi kom her nu.
Toget tordnede ind på stationen.
Jeg altså, jeg… skal jo arbejde, jeg så ned.
Men hvor var jeg glad for at se hende! Ikke at kaste mig om halsen vi var jo uvenner. Og jeg lovede jo at hente mor nu flygtede jeg.
Kulden fra togskinnerne, vinden blæste. Susanne så væk, skjulte sig i frakken. Jeg så på hende, vidste ikke hvad hun ville sige ville hun skælde mig ud? Huske mig alt muligt på? Eller…
Bliv her. Anders venter i bilen. Kom hen til os, vær sammen med os. Der er så meget vi ikke ved. I weekenden kan vi tage sammen til mor. Kom nu, Bjørn…
Men… toget.
Mit tog var allerede længere fremme. Susanne tog min hånd og så på mig med mors øjne.
Glem det. Tag af sted senere. Bliv hos os.
Jeg så på vognen nikkede stumt, klump i halsen.
Anders kom ud af bilen. Han havde også ændret sig: pæn mave, skaldet under huen. Han gav hånd.
Hej bror.
Jeg trykkede taknemmeligt hans hånd.
Var stadig lidt forbeholden, men forstod de havde tilgivet mig. Om aftenen på Susannes rummelige køkken fortalte jeg ærligt om mit liv, Helle, besværet, og mor. Talte ikke om min vrede over mor. De vidste det nok.
Anders og Susanne havde børnebørn nu. Egne hjem og tryghed. Jeg sov i Susannes hjem, næsten som i mors hus. Selv lagnet duftede hjemligt. Tårerne kom om natten, jeg skyndte mig at tørre dem væk.
I flere dage hjalp jeg til ordnede kælder og have sammen med hendes mand.
Lørdag kørte vi sammen til mor.
Så, mor, nu er Anders, Bjørn og vi alle sammen samlet. Vi kom alle. Kan du høre det?
Mor smilede i sin rullestol, indsvøbt i tæpper, øjnene hvilede på os.
Trine, hvad klasse skal du så starte i? hun tog fejl af Lene og barnebarnet.
Vi blev lidt bedrøvede, men trak hende videre ud i haven.
Da vi afleverede hende tilbage, pegede Lene på vinduet.
Der stod mor, smilede ikke så naivt som før. Mellembrynene trak sig sammen, blikket klart og bevidst. Hun løftede hånden og vinkede.
Kunne hun kende os? spurgte Lene.
Selvfølgelig. Hun er mor. Det er ikke kun øjne, de genkender os med, det er sjælen, svarede Anders.
Jeg forstod, han havde ret. Mor genkendte os altid i sit indre havde hun os alle samlet, så længe hun lever.
Toget trommede hjem, og byen virkede varm nu. Her var mor. Bror og søstre. Og heldigvis tog jeg herop. For mor …
