Tre tråde. Tre skæbner
Hvad sagde hun? Bente, jeg hørte det ikke, hvad? Ingrid Marie lænede sig lidt frem og til siden, tættere på veninden, Bente Sofie, som gik ved siden af hende.
Bente begyndte detaljeret at forklare, hvad den forbipasserende mor og datter på knap syv år lige havde sagt.
Altså, der er åbenbart en bølle i skolen, og hun sagde
Bente talte højt, så hele gaden kunne høre det. Ingrid lyttede opmærksomt, uden at afbryde, og kiggede så bagud for at finde pigen med blikket og nikkede efter hende.
Hun virker sød, sådan en pæn og ren pige. Men hun er da noget sær! konkluderede hun.
Hvorfor da? undrede Ingrid Marie, greb veninden under armen og trak hende fremad, for fodgængerfeltet smuttede grøn igen, og bilerne, line op på række, ventede tålmodigt på, at de to ældre damer ville krydse gaden.
Hva? Jeg hører ikke, Ingrid, hvad? spurgte Bente, kiggede sig forvirret omkring, pressede tasken ind mod maven og småtrippede i kvikke skridt mod den trygge fortov.
Jeg spurgte, hvorfor du siger, hun er sær? gentog Ingrid Marie højt.
Nåh Fordi, svarede Bente, med blikket et sted mellem gadens solstrejf og sine egne tanker.
Ingrid orkede ikke altid at uddybe sine tanker. Det var vel dovenskab eller også, mente hun bare, at alt var selvindlysende.
Pigen havde påtaget sig at rette på klassens dovne bølle? Skælde ham ud og lære ham manerer? Nej, så let går det ikke, små venner! Det er ikke sådan, verden fungerer…
Ingrid rystede på hovedet i takt med tankestrømmen, mens Bente sukkede sagte venindens mystiske tavshed kunne drive hende til vanvid. Men uden Ingrid ville denne verden, så mærkelig højlydt og farverig, blive næsten umulig at udholde.
Ingrid Marie og Bente Sofie var naboer. Deres lejligheder var mærkelige: hver havde egen udgang lige ud til gaden, ingen trapper, ingen elevatorer. De boede i en gammel længe, der engang tilhørte en eventyrlig dragon og blev senere overdraget til en kulturperson. Han og hustruen startede en friskole i hovedbygningen, mens de små sidehuse blev kreative værksteder. Tiden havde krøllet og revet i denne rolige, københavnske herregård, men det buede, lave hus tidligere hestestald! blev omdannet til lejligheder. De fleste var flyttet væk til større boliger, men Bente, Ingrid og deres veninde, Lisette, holdt stand og rev alle tilbud om at købe eller bytte deres hjem itu, med eller uden kontanttilskud.
Ejendomsfirmaer, små erhvervsdrivende alle ville have denne del af Frederiksberg, så centralt og historisk et område, ikke langt fra Skt. Pauls Kirke, ja, og Marmorkirken skinnede over træerne, dens kuppel altid i nærheden. Hovedbygningen blev brugt til kunstskole, men der var stadig småhuse, endnu ikke overdraget til “sikre” købere.
De tre kvinder, spinkle og efterhånden svage, kæmpede for deres musehuller til det sidste. Her havde de levet hele livet og her ville de ende det.
Vi smutter hen til Lisette, gik Bente beslutsomt foran. Hun bar en kasse lagkage. Vi skal da ønske tillykke.
Hva’? Jeg hører ikke, kan du ikke kigge på mig så læser jeg på læberne! rørte Ingrid Marie veninden i ærmet. Hun var både flov og bange for, at Bente til sidst ville miste besindelsen og forlade hende. Naturligvis var døvheden frustrerende alle havde deres grænser.
Men Bente standsede roligt, bøjede sig ned til vens ansigt og artikulerede langsomt og tydeligt.
Jo, jo. Lisette havde inviteret kan godt huske det! Bente nikkede. Forvirringen blev pakket væk, nu måtte man videre.
Hos Lisette, som sad i kørestol, var der idag fødselsdag. Hendes datter, Ida, var forlængst voksen, arbejdede vist på et kontor og kom sjældent. De havde egentlig aftalt weekendfejring, men det blev nu. Lisette beklagede sig ikke.
Det er min skyld, forklarede hun, da gæsterne satte sig omkring et beskedent kaffebord, og sig endelig ikke noget om min pige! truede hun med en løftet finger. Men ingen havde tænkt sig det. Ida var jo familiens, og henne om hende blev der kun talt godt!
Bente strøg Lisettes hånd den var lille, tør og rystende. Sammen havde de fjernet ukrudt fra herregårdens have i krigens slutning, da de plantede grøntsager for at overleve. Den lille hånd havde gravet med skovl i den hårde jord, og sået frø som at stryge et fugleunge. Dengang var alting tungt. De sultede, mødrene slæbte hjem brød og sjældent noget margarine, som smagte mærkeligt og træ-agtigt. Børnene sagde ikke noget, for alle havde det ens. At have egen have var stort de drømte om høst. Frøene fik de via den gamle gartner fra nabohuset, onkel Poul, som skændtes højlydt med naboer og røg så meget, at væggene var grå. Alligevel elskede han pigerne fra “staldene” de var friske og nysgerrige på livet.
Kom her, vinkede han med sin lange negl. Her er frø, piger. Så dem, og I får lækker mad. Jeg hjælper jer!
Pigerne tvivlede men Poul snød dem ikke. Kålhoveder voksede, agurker snoede sig, små gule blomster under stjerneformede blade. Persillen lykkedes dog aldrig, den slappede sammen.
Når Poul bandede pigerne ud: “Nu har I slået høsten ihjel…” blev han hurtigt roligere, gav dem en skorpe brød og bad dem snuppe næsen.
Når det her ender, når krigen slutter, kommer jeres fædre hjem, og vi skal lave den smukkeste have alle vil misunde os! lovede han.
Men han overlevede ikke krigen. Bente, Ingrid og Lisette så rædselslagne, hvordan han blev båret væk og begravet. Døden var nær. Dog når én, som betød noget, gik bort, blev det ubærligt. Fædrene vendte heller aldrig hjem, haven blev anlagt uden…
Nu sad gamle Lisette i stolen, Bente strøg hendes hånd, og Ingrid anrettede gryderet og skar agurker. På bordet stod der dram Lisette holdt meget af tranebærbrændevin. De ville skåle for Ida, for Lisettes ben, der ikke duede mere, og for at vinteren ikke måtte bide for hårdt.
Lammelsen var kommet helt tilfældigt, og det føltes dumt og urimeligt. Hun gik ud en vinter, gled og faldt. Slaget var ikke slemt, ryggen gjorde kun lidt ondt, men næste morgen benene ville slet ikke. Lisette fik panik, badet i koldsved. Telefonen stod alt for langt væk, og hun var blevet tung med alderen. Lægerne talte om hormoner, men hun vidste, det kun var alderdommen, så hvorfor ikke kalde det ved sit navn?
Hun hørte Bente udenfor, samlede duer, kastede lidt brød; lejlighederne var ikke høje, så man kunne se alle forbipasserende som på fjernsyn. “Nå, nu er det Bente. Hun går i Brugsen. Snart titter Ingrid frem hun elsker at sove længe”
Lisette lå og frøs, oktober havde fejet varmen ud gennem det lille køkkenvindue. Hun var sulten og måtte på toilettet…
Veninderne blev hurtigt bekymrede. Hvorfor var Lisette ikke oppe og høre radio eller vinyl ved morgenbordet?! Hun kunne ikke have sovet over sig, for internt ur havde hun Først bankede Bente og Ingrid, så støvsugeren (Ejvind) kom. Han slog døren ind, for damerne insisterede.
Den spinkle trædør gav efter, og ind væltede Ejvind, døve Ingrid og så Bente.
Lisette! Hvor er du? Hvad sker der?! råbte Ingrid Marie. Hun blev helt ør. Så fandt de hende, og straks blev den besøgende mand sendt ud igen.
Hvor er det pinligt! Piger, I skal ikke se mig sådan! Gå hellere klynkede Lisette, mens Bente allerede skiftede sengetøj og tørrede hende af. Sådan var Bente, hun havde plejet en lammet mand sin egen, tidligere restauratør, der var styrtet ned og døde otte år før. Hun stod ved graven og sagde: “Han led meget. Nu er han fri. Deroppe, hun pegede mod himlen, bliver han frisk igen.”
Hvorfor Bentes gnaven og smålige mand skulle på de evige marker, forstod veninderne aldrig, men de modsagde hende ikke. Lad trøst være trøst.
Lisette kom på hospital og fik den triste dom… Hun græd hele natten og overbeviste sig selv og alle, at Gud straf hende.
Men hvorfor dog dig? spurgte de andre kvinder.
Der var jo også noget at bebrejde. Som 19-årig fik Lisette en datter, den rødhårede Ida, ud af stor kærlighed til en parallelklasse-dreng. De gik ture og lavede lektier sammen, så var der en aften… Efter gymnasiet var hun gravid. Hendes mor hammerede hende med viskestykke og beordrede hende til Rigshospitalet, “måske kan det løses”. Men der var ingen løsning, sagde de du føder nu! Hendes mor bestak læger, ledte efter én, der tog ansvaret, men nåede det ikke. Lisette stak af til mosteren på landet, bar barnet og arbejdede i mejeriet. Moren besøgte dem og så småt accepterede barnebarnet.
Men faren? Han afviste alt, for han skulle da ikke ødelægge fremtiden, binde sig, måske ventede en diplomatkarriere… Lisette og Ida hørte ikke til i hans liv! “I skal ikke forlede en ordentlig familie!”
Efter to et halvt år tog moren begge hjem til København. Bente og Ingrid blev verdens bedste barnepiger. Ida rykkede fra den ene lejlighed til den næste, overvåget af tre bedstemor-blikke bedstemors, Bentes (stadig skarpt seende) og Ingrids kærlige.
Det var desto mere underligt, for havde Lisette ikke været en pige? Og nu var hun mor. Alligevel var hun den samme, bare lidt mere udkørt.
Lisette tog en fjernstudie, arbejdede og opdragede Ida. Hendes mormor døde, da Ida var ni.
Så kom en dag en udenlandsk delegation til trykkeriet. Med dem en smuk franskmand. Ingen afdeling for udenrigsanliggender holdt ham tilbage, og kærlighed… den kan vælte bjerge!
Bente og Ingrid måbede, da Pierre kom forbi med gaver: tøj, dukker, service. Og senere inviterede han Lisette med til villaen udenfor Paris. “Han har alt! Jeg får mit værelse og!” fortalte Lisette, opstemt.
Og hvad med Ida? spurgte Bente.
Hun bliver her, indtil jeg er klar. Så henter jeg hende svarede Lisette, fuld af bryllupsmarch indvendigt.
Mor, hvor er min billet? spurgte Ida alvorligt, da hun kom fra skole. Skal jeg ikke sige til min lærer, at jeg
Du bliver her, Ida. Rejsen er for bøvlet for dig nu. Jeg vender hjem og henter dig. Indtil videre bor du med
Lisette gøs, for hun nåede knap at tale færdig, før den vase, Pierre havde givet, knustes mod gulvet. Ida havde kastet den. Dernæst fløj tallerkener og kopper.
Senere tilstod Ida til Bente, at det var som om nogen kvælede hende, rev vejret fra hende; hun gispede i tom luft, kløede i ingenting, og lungerne skreg.
Din mor vender hjem. Engang. Så må du vælge, om du tilgiver. Jeg dømmer hende ikke, sagde Bente, efter gråden lagde sig. Vi har levet kedeligt. At blive forblændet af løfter om et flottere liv er alles svaghed. Især kvinder…
Bente havde selv prøvet. En dame på gaden, der solgte en smart pelshat. Testet og betalt. Men hjemme i posen lå kun gamle klude “Vi ville også bare have lidt skønhed,” sukkede hun. Men nej…
Lisette forlod landet. Ida tog ikke afsked, besvarede aldrig brevene. Alt om datterens liv fik Lisette gennem veninderne.
Hun vendte hjem efter et halvt år ganske for lang tid for en teenager. Ida hadede hende, ville ikke se hende, smed alle gaver ud.
Fik du i det mindste Pierre? spurgte Ingrid.
Nej, Lisette rystede på hovedet. Hans familie ville ikke have en kone med barn, de tilbød, jeg bare kunne droppe Ida. Pierre var enig, og da jeg indså det, spyttede jeg på deres skinnende gulv og tog hjem. Hvordan tror du, Ida tilgiver mig?
Ingrid trak på skuldrene. Måske, med tiden. Du må vokse op, fejle, elske selv. Måske forstår du så. Selvom jeg ikke forsvarer dig, Lisette.
På det tidspunkt var Bente og Ingrid begge blev gift, og havde drenge. At rejse fra dem var umuligt
Dette bar Lisette skyld over, og det var derfor, hun mente, halvdelen af kroppen ikke længere virkede.
Ida hyrede en hjemmehjælper, men det blev for mekanisk. Lisette sagde ikke noget hun kunne jo intet gøre alene. En dag fik hun kogende vand i stedet for lunkent, skreg, huden boblende, og hjemmehjælperen flygtede. Lisette sad alene, nøgen, smerterne dansede ildflammer for øjnene.
Væggene var så tynde, at naboerne straks anede, hvad der foregik. Bente kom straks, hun og Ingrid havde reservenøgler. De reddede hende. Og herefter blev Bente Lisettes hjælper.
Nej, det kan jeg ikke, det er skamfuldt Lad mig da i det mindste betale dig!
Ved du hvad! hvislede Bente. Brug dog dine penge på fornuft! Du er godt nok blevet sær, Lisette!
Hvad var der at skamme sig over efter alt de havde været igennem de havde badet sammen, stået i kvindeklinik-kø sammen, set hinandens mærker Skulle penge mellem dem nu?
Det lukkede sagen. Bente hjalp Lisette og gik så tur med Ingrid, som sku’ hjælpes over gaden, fordi hun ikke hørte biler og cykler komme. Efter høretabet var hun blevet drømmende og langsom. Bente tog hende under armen op ad Frederiksberg Allé, ad små gader, hvor de satte sig i stille gårdhaver og så på børn, mindedes deres egne drenge i trætoppene. Her blomstrer linden hele sommeren, duften er overvældende. Ingrid elskede til at samle lindeblomster. De havde en særlig “Linde-aften” de tre, hvor de drak lindete hos Ingrid, satte sig om det runde bord og diskuterede gamle dage. En hver havde bragt lidt særligt, og endte tit med danske retter, for sønnerne forstyrrede altid.
De spiste, drak te, så på haven linde-blomsterne dansede i vinden som ballerinaer og sendte deres duft ind. Talen lod sig flyde. Lisette fortalte om Paris, Bente om kunstens verden, og Ingrid, der arbejdede på Dansk Gummi, var mere stille hørte hun stadig knap nok, men var bange for, veninderne skulle opdage det.
Under krigen blev hun ramt nær et bombe-nedslag. Siden var ørerne blevet ringende og hovedet føltes, som om det kunne sprænges. Den unge Ingrid forestillede sig et vandmelonhoved med sprækker af sød saft. Hun rullede sig sammen på gulvet og holdt hovedet tæt. Mor var jo aldrig hjemme
Også kærligheden kom til Ingrid sent. Hendes mand var tolv år ældre, selvbevidst og havde ar efter brand. “Du tager jo alligevel en smukkere mand senere, sådan én som mig holder du ikke ud livet igennem” sagde han ofte. Men de giftede sig, og han lyttede natten lang til ur, mus, regn og Ingrids åndedrag. Selv sov hun først, da hun så ham i morgenlyset, den eneste for hende. Han døde ung, 55 år lagde sig, sov ind og vågnede aldrig igen. Hun stod grædende ved hans krop, bange for at hendes tårer ville svide hans øjne.
Sønnen Jakob hentede naboerne, og sammen sørgede de. Ida, bange, så for første gang hvad tab var og begyndte at tilgive sin mor, et dryp ad gangen.
Bentes mand kunne ingen lide. Han var beregnende “blød at sidde, men hård at ligge”, sagde Lisette. Altid måtte noget skubbes til i evig spareiver. Skulle man købe gardiner? Jo, men senere, fordi nu sparer man op til køleskab. Da det blev køleskabets tur, nægtede han at betale fragt, for det var for dyrt! Bente ventede, pladsen var klar men han kom sur hjem, rasende, og nægtede.
Hvorfor giftede du dig så med ham? spurgte Ingrid stille, da han heller ikke ville have tøjskab.
Jeg var bange for aldrig at blive valgt. I er begge smukke, jeg er bare en lille mus Hvem ville have mig?
Bliv skilt! råbte veninderne i kor. Men Bente blev: “Vi har jo Michael. Man kan ikke ødelægge familien for sin egen skyld. Han kan lide sin far! Han vil aldrig forstå mig”
De rystede vantro på hovedet, men pludselig forandrede Bente sig. Hun blomstrede, smilte
Hvad er der galt? Hvad er der at være glad for med din mand?
Rødmede Bente og hviskede: Jeg har forelsket mig. Han får mig til at opleve, hvad et mandfolkes skulder er Hun græd, men Ingrid vidste hun aldrig ville lade sig skille sådan var karakteren.
Eventyret varede længe, så Michael nåede at blive voksen, og da faren, Anders, blev lammet efter et slagtilfælde, blev Bente igen plejer. Hun bad ham om tilgivelse, men han kunne kun mumle.
Da han døde, friede elsker-manden, men hun nægtede. “Michael vil ikke forstå det. Det ville føles som forræderi.”
Mandens spor blev så visket ud af byen, han skrev aldrig. Han var ellers den, der havde skaffet både køleskab og tøj til Michael men herreværdige blev han aldrig.
Årene gik, veninderne blev ældre, huset og linden i gården også. Skolens scene udklækkede talenter; de tre gamle kvinder sad tit som publikummer ved elevkoncerter.
Lisette i sin kørestol, benene gemt under et præmieplaid, fløjlsblå kjole, hvid kniplingskrave; Bente, rank og rolig i mørk chokoladefarvet kjole med perlebælte og matchende sko; Ingrid, som mere var med “for selskabets skyld”, hørte ikke meget, men nød ungdommen og havde sine grå, praktiske sko og slidte taske. På hende var et udtryk af fred, så man kunne forveksle hende med en inkognito pianist.
De bar alle kniplingshandsker et levn fra Lisettes parisiske fortid
Du skal ikke bebrejde dig selv så meget, Lisette! sagde Bente, mens hun skar lagkagen. Ida er voksen, mor og hustru. Hun har oplevet kærlighed, måske hader hun Pierre, men dig elsker hun.
Ja! nikkede Ingrid kraftigt. Ungdommen er hård, men efterhånden ser man nuancerne. Ida var ulykkelig, men blev voksen, og da forstod hun men Pierre var bestemt en snegl
De satte atter kaffe over. Den elektriske kaffemaskine var blot hyggelig at se på blank, rund, så meget mere venlig. Lyset heri reflekterede minder om mødre, som nu var gamle mænds mødre. Den skulle pudses, til den skinnede.
Regnen sang på visne blade. Første nattefrost lurede, tagetes ville snart blive sorte, morgenfruerne rulle sig sammen. Efteråret var nær, men bød stadig på varme.
En bil kørte ind i gården gennem regnen. Lygterne blinkede, så blev der stille. Nogen klikkede hurtigt henad stien, dørklokken klingede. Bente gik ud, lukkede Ida ind.
Hun har savnet dig. Gå du ind, skat! Glædelig fødselsdag!
Ida kom med sin mors yndlings georginer dybt violette med gule hjerter. Den kæmpe buket skjulte næsten fødselaren selv, som græd hun troede aldrig, hun blev tilgivet. Eller tilgav sig selv. Men hun var også lykkelig: hendes egen datter var netop født en lille rødhåret pige puttet i et lyserødt tæppe. Det var lykken!…
Hvis du går forbi det lave buede hus bag hovedbygningen på herregården, ser du tre gamle damer de ler, drikker te, mindes og venter… Børn, børnebørn, oldebørn alle dem, der gør livet levende. Snart er de væk, opløst i intethed så nu gælder det om at være sammen, at kramme. Det er uvurderligt…
