Aldrig
…Jeg, Villy, daskede op på taget vred, rystende og blev stående, da jeg fik øje på hende. Hun lignede enhver anden bedstemor: en falmet regnfrakke, små lilla-grå krøller om det rynkede ansigt, små tynde hænder foldet i skødet, og benene gemt i sandfarvede strømper. Hendes sko var af den brede, støttende slags, som far altid kaldte “farvel ungdom”.
Ja, sådan nogle sko bar denne bedstemor, som jeg forlegent stirrede på. Og ja, hun var aldeles almindelig. Sådan en, jeg altid gav plads til i bussen, sådan en, som sad sammen med veninder på bænkene ved de gamle boligblokke i Valby. Der hørte de til i sol, ro og fred, ventende på, at tiden gik. Eller “ventede på enden”, som far grinede.
Men netop denne bedstemor sad ikke på nogen bænk. Hun sad på selve kanten af det grønne, fugtige bliktag, benene dinglende, og kiggede stædigt ud. En sidste solstribe bag mørke skyer blændede hendes øjne, og hun kneb dem sammen. Så rodede hun i lommen og trak en blå uldhue op, satte den fast over krøllerne med stive fingre. Solnedgangens skær tegnede røde pletter i hendes ansigt.
Jeg slugte.
Hun passede slet ikke ind slet ikke! Det skulle være sådan: Mig, Villy, staklen i knibe, alene på det glatte, rustplettede tag. Det sure, bidende blafrende vejr. Planen var klar. Kort, skrækindjagende og så ville jeg ikke være der mere. Min mor ville græde evigt ved min grav. Sådan havde jeg besluttet at hævne mig.
Den uldne hue ødelagde logikken, sugede beslutningen ud af mig. Pludselig, med vidner, var det pinligt jeg ville ikke have, at bedstemoren begyndte at råbe: “Hjælp! Ring til nogen!” Eller hun måske greb mig i ærmet Og så ville alle nede på gaden glo op, og genkende mig, ringe til mor, som stormede op, hulkende og tiggede mig om at lade være…
Min far, Erik Kristensen, forsker på et institut, ville nok sige, at bedstemoren her var “almindelig”. “Normtipisk,” sagde han tit om nogen. Naboen Madsen var ikke “normtipisk”, hans kone var absolut “afvigende”. Min lærer var i normen men sløjdlæreren, gamle Klemmesen, var langt forbi.
Far vidste meget om folk, var en slags psykiater dog uden patienter, kun studier og artikler. Han sagde tit:
Jeg holder øje med, hvordan vores samfund bliver dummere, Villy. Du fatter ikke, hvor meget dårligt der samler sig bare se på dine klassekammerater.
Han indåndede altid, før han følte sig kaldet til at forklare, hvor mangelfulde “de unge” var. Så brød mor dog altid ind.
Stop, Erik! Det er ikke rimeligt, og Villy holder af dem! Sluk din analyse!
Så eksploderede far, og forældrene begyndte at skændes igen.
Mor havde elsket ham for det. Så klog, så lærd, med et sind fyldt af digte. God nok veninderne fandt ham tør, men kun fordi de var misundelige!
Som mand var han vel eller måske kendte mor ikke andet. Hun overvejede aldrig at vælge om. Erik lagde mærke til hende, tog det stille og roligt, og var tålmodig og kærlig. Han roste hende “min dygtige Stine”.
Hun havde trængt til ros. Barndomstiden i Svendborg var streng; mor og mormor var svære at stille tilfreds, Stine var betragtet som naiv og kluntet.
Men Erik viste hende respekt, satte hende på piedestal, hviskede ord, så hendes hjerte dansede vildt.
Mor var i praktik på instituttet, kedeligt kontorarbejde. Erik udvalgte netop hende så blev de gift hurtig, og Stine fik Villy. Fødslen var hård, hun kom sig langsomt.
Far var utilfreds, lagde skylden på hospitalet. Amatører! De burde drag de ansvarlige frem!
Villy blev født som lys, rødhåret. Far brummede, men smeltede, når jeg kaldte “far”.
Jeg lærte bogstaver før de andre, læste som fireårig. Så bestemt i skole som femårig! Han er over normalen, Stine! Her skal udvikles.
Sådan gik barndommen. Skole, svømning, violin, teater. Mor trak mig fra aktivitet til aktivitet, mens far nikkede, nippede til te af tyndt porcelæn og spiste franskbrød. Nogle gange rynkede han brynene, når dagene havde “for lidt progression”. Men han sagde, at udvikling gik i spring så skulle alt nok blomstre, hvis man holdt ud.
Hvem er sønnen? Villy Eriksen! Naturligvis…
Jeg voksede, far blev mere gråhåret stress, forklarede han.
Han bekymrede sig for verden. Hans forskning gav sørgelige resultater børn blev dummere, voksne blev kolde, kunsten forsvandt
Men du, Villy, og de som dig, I skal nok klare jer. Det oplever jeg næppe selv… Så ventede han, at vi protesterede og slog fast, han ville leve længe endnu men mor blev tavs, og jeg trak bare på skuldrene, som ham selv.
Forældrene skændtes oftere og oftere. Hvorfor? Jeg vidste det ikke. Voksne skændes det sagde Mads, min ven, også. Og så bliver alt som før.
Mads forældre var ikke “normtipiske” de drak for meget. Far brød sig ikke om, at jeg så Mads, men vi hyggede os sammen.
Men skænderierne stoppede ikke. En dag, efter svømning, stod jeg stille i entreen. Fra køkkenet lød mors stemme højt og vredt.
Hvordan kan du tænke sådan om din egen mor, Erik? Skal vi ikke hjælpe? Hun kan da bo hos os! Eller få en hjemmehjælper der findes gode nu. Men bare smide hende væk? Det er koldt og modbydeligt!
Hun tav. At sammenligne svigermor med en gammel hund det var vel for meget…
Far mumlede ord som “naturligt”, “overvejet”, og noget om min mor.
Han sagde, at han var skuffet over hende. Hun forstod ham ikke, og hun burde adlyde ham, han havde analyseret hendes familie hendes far død, men “god nok”, hendes mor klog revisor, bedstemor tidligere daginstitutionsleder.
Alt så godt ud, Stine. Men der må være en orm et sted… Uden mig er du ingen.
På grund af dig er jeg ingen! svarede mor, tørt. Jeg skulle være stolt over, at du valgte mig. Men du har analyseret, ikke elsket!
Hun sagde, at det med svigermor aldrig ville blive tilgivet. Så blev far smidt ud med kuffert, tasker, og hidsige råb. Jeg spænede ud, ned ad trapperne, ud på gaden, løb uden at stoppe. I øret rungede mors stemme: “Gå væk!”
Far, styrende og bestemt, var væk nu hvordan skulle vi leve? Jeg gik og gik, bøjede mig forpustet, besluttede: Det var nok bare i vrede, i morgen ville alt blive normalt.
Men næste morgen blev far virkelig smidt ud. Mor havde pakket skjorter og habitter, sko og undertøj, lidt småting og hans elskede klip fra aviser.
Hvad laver du?! råbte far, rodede i tasken, mens mor bare svingede posen.
Han truede, hun stod fast, og endelig blev han, og alt hans, båret ud. Ingen farvel til mig. Måske glemte han det.
Mor, hvad sker der? spurgte jeg, mens hun fejede rasende i entreen.
Jeg vil ikke bo sammen med din far mere. Fra i dag lever vi hver for sig.
Jeg gloede på hende, hviskede: Du laver bare sjov, ikke? Alt bliver godt igen, og far kommer tilbage?
Nej, hun smilede. Som før bliver det aldrig. Aldrig.
Hun gik i køkkenet. Der klirrede kopper og hun begyndte endda at nynne. Jeg pjækkede fra skole tankerne snurrede.
Hvordan skulle vi leve uden en far? Min hånd blev fugtig af det far hadede, når jeg rørte ham med svedige hænder.
Jeg prøvede at ringe til ham han svarede ikke, lagde endda på.
Endelig svarede han i vrede: Hvad vil du? Har mor sat dig til det? Sig til hende, at hun selv skal komme krybende, før jeg måske vender tilbage!
Jeg nåede ikke at sige, at jeg bare savnede ham. “I er dumme, begge to!” råbte han og smækkede røret på.
Men jeg, Villy, var ikke dum. Jeg var uskyldig! Men mor har heller aldrig forklaret det, så hun må være forkert.
Om aftenen var hun tavs, drak kaffe, røg, og stirrede ud. Næste dag sagde hun, vi skulle hente farmor, altså Eriks mor, hjem til os.
Hvorfor?! Hun har egen lejlighed. Vi får ikke plads. Far siger, hun “ikke længere er normal”. Og hun er mærkelig! sagde jeg.
Hold op! Mor slog hånden i bordet. Hun har brug for hjælp. Hun har gjort så meget for os, hjulpet mig da jeg var gravid. Hun tog dig, da du var lille, og jeg arbejdede. Det er da indlysende, Villy! Det er det rigtige at gøre
“Rigtigt” kun far vidste, hvad det betød.
Du bestemmer alt Og du har ødelagt alt! Hvorfor?! Jeg kneb dugen sammen mellem hænderne.
Din far og jeg kan ikke leve sammen mere. Og så ville han have farmor på plejehjem. Men hun er vores din farmor!
Mor forklarede ikke mere. Nu var det sådan.
Jeg sprang op og gemte mig på mit værelse…
Alt var tænkt igennem. Næste dag, da mor gik, rev jeg et stykke papir ud. Skrev, at alt var mors skyld, at hun havde ødelagt mit liv. Alt hvad hun havde gjort galt, nagede jeg frem. Men det værste far var væk, hendes beslutning! Hun ville flytte farmor til os, og jeg ville ikke!
…Jeg stod på taget, vinden piskede mig, skjorten blafrede. Jeg havde kuldegysninger.
Bedstemoren på kanten trak sine ben tættere sammen, lagde mærke til mig, og smilede.
Hej, sagde jeg, usikkert.
Og hej med dig, min ven, hvis du mener det. Vil du også se solen? Sæt dig bare her hun klappede på pladsen ved siden af.
Jeg havde lyst til at råbe, jeg ikke kom for solnedgangen. Jeg ville jo forsvinde derhjemme lå en afskedsbrev.
Men jeg sagde ingenting, listede stille derhen. Det lød så højt, da mine sneakers fik tagets jern til at skrabe. Alle måtte snart opdage, jeg stod deroppe.
Du kan bare tage dig god tid, dreng. Se, solen krammer jorden i dag, sagde hun.
Jeg så op, kneb øjnene sammen, mens skyerne lukkede striben af lys sammen.
“Solen krammer jorden,” tænkte jeg. Sådan sagde farmor også i hendes blåmalede lille hus på Lolland, da vi sad på trappen og så aftenhimlen. Jeg var lille dengang, senere forbød far turene dertil i stedet blev det koloni.
Jeg huskede nu farmor; jeg havde sidst set hende for to måneder siden lille og bleg, skræmt over sin egen hjælpeløshed…
Den gamle kvinde ved siden af mig begyndte at rode, gjorde sig mere tilrette, pegede pludselig ned.
Derhen, sagde hun.
Hvad mener du? spurgte jeg.
Spring derhen der er god plads. Ikke der, for der er biler viderepegede hun. Der er syrenbuskene. Synd hvis de bliver ødelagt. Men det er jeres beslutning, sådan skal du jo gøre, ikke? hun smilede. Fordi livet bliver smukkere, og snart er det forår. Men for dig er det ligemeget.
Mit ansigt blev brandvarmt. For så talte hun jo præcis som farmor “solen krammer jorden”.
Det var rart og skræmmende.
Gå hjem, sagde jeg strengt. Det er farligt for ældre heroppe!
Hvor er der så plads til os, min ven? smilede hun. Vi er i vejen alle vegne. Når vi kan gå, accepteres vi, når vi bliver svage, er vi i vejen. Men vi nyder de sidste dage, sagde hun stille.
Jeg blev sur far hadede, når ældre beklagede sig. Han sagde, de havde det for godt og var aldrig tilfredse.
Gå hjem, De er savnet. Jeg efterlignede far. I skaber altid problemer!
Det havde han også sagt om farmor. Metervarer af problemer.
Jo, jeg skrider snart. Men hvad så med dig, dreng? Bliver du ked af det uden mig? Du gør noget dumt, ikke? sagde hun og gnubbede øjnene.
Det beslutter jeg selv! knurrede jeg.
Ja, så. Men din mor er nok bekymret.
Hendes egen skyld! Hun ødelagde alt, smed far på porten, og nu vil hun plastre alt til med farmor! Men jeg vil ikke! Jeg bestemmer over mig selv!
Ja, det har du vel ret i… Nogle gange må man bryde noget ned for at redde, sagde hun lavt.
Bryde ned? Voksne tror, de altid bestemmer. Hvem vi skal være, hvor vi skal bo… Men så kan hun bare være alene alt var jo fint før.
Men bagefter er det for sent, min dreng. Tal med hende og bagefter kan du bestemme. Men lad syrenen stå. Den lever, mange lever, men du… aldrig igen. Aldrig. Selvom du får det ondt. Men så er det slut. Aldrig…
“Aldrig” ordet rungede indeni. Aldrig. Aldrig far igen, aldrig køre bil, aldrig smage et kys, aldrig nogen der siger “Villy er en knag”. Aldrig…
Jeg blev bange. Ikke for mor jeg hadede hende lidt her men for aldrig. For smerten. Bedstemoderen havde erfaring hun vidste det!
Det blev pludselig koldt og mørkt på taget. Jeg ville bare hjem.
Men også få hende med ned. Hun kunne ikke selv. Taget var så glat.
Kom ind til os og få te, foreslog jeg, Her er farligt!
Jeg trak lidt i hendes ærme, men hun holdt fast i gelænderet.
Nej. Jeres hjem er ikke mit. Her gør jeg mindst ulejlighed. Gå du nu.
Nej.
Jo, nærmest baskede hun med armene.
Så klatrede jeg ned, ville finde en voksen mor! Sammen kunne vi hjælpe hende hjem…
…
Mor lyttede forundret, da jeg hev i hende, så vi sammen småløb op af trapperne, op ad spindeltrappen, ud på taget jeg pegede: Se! Der sidder hun!
Mor kneb øjnene for at se i mørket.
Er det en spøg, Villy? Hvorfor tog du mig herop? sagde hun.
Hun var her! Lige der. Hvad hvis hun faldt ned?
Jeg nærmede mig kanten. Mor greb min hånd.
Der var ingen. Kun gårdfolket, lygterne, en hund.
Hun er gået, mon ikke? sagde jeg med et håbefuldt blik.
Måske
Hun talte som farmor “solen krammer jorden”. Kan du huske, mor, hvordan farmor altid sagde
Mor satte sig tungt, ansigtet trist.
Ja, farmor er på plejehjem nu. Far har styr på papirerne. Men jeg var derovre i dag, hun fik grød til aftensmad. Plejeren sagde, det er lettest at tygge. Og farmor manglede en ske. De havde glemt hende. Hun var for generet til at spørge. Jeg burde have fortalt det… men jeg tænkte, din far stadig skulle være god for dig. Jeg troede bare, vi kunne hjælpe farmor, og du ville forstå på sigt. Farmor hører hjemme hos sig selv, med te om aftenen ikke på en sovesal…
Mor græd. Hendes mor, mormor, var stadig frisk, ringede og befalede. Hendes tid var ikke løbet ud. Men farmor… ikke mere.
Hvad gør man med grædende mødre? Jeg satte mig ind til hende, præcis som dengang på Lolland om natten, hvor jeg krøb under dynen og fik hende til at stryge min ryg til mareridtene forsvandt. Jeg hviskede, at alt nok skulle gå lige som hun havde gjort.
Afskedsbrevet lå i skraldespanden nu. Og det ophævede “aldrig”.
Det var svært at få farmor hjem. Far sagde, mor bare ville have farmors pension, og han forbød plejehjemmet adgang. Men nogle gange lukkede de hende alligevel ind.
Senere tog far en notar og fik farmor til at overdrage lejlighed og have til ham. Til mor og mig var der intet.
Men det blev farmors frihedspris.
Tag hende bare! En møllesten mindre… smed far efter os, nærmest lettet.
Farmor flyttede ind. Det var ikke let. Men ét “aldrig” blev aflyst: Villy og Stine ville aldrig fortryde, de lod farmor i stikken.
Ofte tænker jeg på bedstemoren på taget. Hvor forsvandt hun hen? Jeg så aldrig hende på nabobænkene, aldrig i porten. Ingen kendte hende.
Men i solnedgange, når himlen kysser jorden, ser jeg for mig de små krøller under uldhuen. Netop dér, i det øjeblik, var enhver på rette sted. Om det hele var virkelighed eller fantasi det er ligegyldigt. Det vigtigste: for farmor, mor og mig vil solen tusind gange endnu kramme jorden.
Far forstår det aldrig. Vi er “ikke normtipiske” måske lidt tossede. Men lad ham tro det. Han er forsker det er hans problem. Ingen videnskab i verden har endnu forklaret kærligheden. Den er der bare, eller også ikke. Far havde den ikke.
