Find min datter
Hej, Nyt-Pigen, hvordan går det med dig, gamle ven?
Hvem er det, der tror, han er så smart?
Kan du ikke kende mig? Kom nu, det er jo ikke hvem som helst, jeg sidder jo i Rigspolitiets efterforskningsleder!
Kolt, er det dig, din braldrebasse!
Det er mig jeg har savnet dig, forstår du
Aaaa Så siger vi, jeg tror på dig.
Nej, rent faktisk jeg har savnet dig. Ingen kalder mig længere i du-form eller på efternavn. Og braldrebasse! Det har jeg heller ikke hørt længe det føles rart.
Ja, jeg har nærmest glemt navnet ny. Jeg hedder jo slet ikke længere Sørensen, men Jensen.
Det ved jeg da godt. Tror du virkelig, jeg ikke holder styr på det?
Selvfølgelig, du er jo storsnude i Kriminalpolitiet. Men jeg er nu glad for at høre fra dig. Hvordan går det?
Det kører! Hvorfor skulle det ikke det? Men har du ikke også fået nok af dit sted i Hjørring?
Sagde det jo du er stadig en braldrebasse. Du er blevet helt overlegen derovre i København! Og du er stadig vicepolitikommissær?
Mig! Måske snupper jeg snart chefposten.
Men klogere nej, det kniber. Jeg bekæmper altså kriminalitet her, skal du vide.
Har du vundet?
Jeg er i gang
Den kamp tager aldrig slut, kriminelle vokser op hele tiden, men vi gør desværre ikke.
Men så kommer der jo også nye betjente. Evig kamp.
Evig du har ret Åh, jeg savner dig, Nyt-Pigen! For pokker, hvor jeg savner dig. Har et lunt sted vil du komme?
Lunt? Jeg kender jeres ovne. I har ingen lune pladser, kun varme og man ender altid på gløderne
Men det er også noget, vi selv har valgt! Jeg tænker tit på vores studietid. Det var nu en god periode… Men Oline, seriøst altså … jeg samler nyt hold. Vil du være efterforsker i specialafdelingen?
Jaja som om jeg kunne løbe nu, makker! Jeg vejer jo hundrede kilo
Hundrede? Det tror jeg ikke på.
Jeg insisterer ikke tænk bare på mig som dengang, unge og slank. Det gør mig intet. Bare på afstand …
Jeg vil ikke nøjes med afstand. Jeg vil se dig med alle dine kilo jeg har altid værdsat din knold, ikke dine former.
Frækkert!
Altid fræk. Hvis du nægter, sender jeg en ung mand efter dig. Og siger du nej igen, så kommer jeg med trusler. Det skal du vide.
Trusler mod en offentlig ansat? Jeg har sat større fisk bag tremmer før.
Ikke som mig! Jeg er vigtig for tiden, har allerede sendt papirerne til dig. Læs dem din ansøgning ligger der også. Tænk dig om, ven …
Major Oline Sørensen Jensen, født Sørensen, har for længst affundet sig med sit liv. To problemer plagede hende: umulig søn og for mange kilo på sidebenene. Hun gik fra sin mand for år tilbage ægteskabet var nærmest en tilfældighed, hurtigt startet, hurtigt slut: tjek på listen.
Hun flyttede hertil for hjertets skyld. Sådan bildte hun sig ind. Født i denne lille nordjyske by, hvor hendes mor stadig bor, og hun selv havde fundet sit job. Hun ville bekæmpe kriminalitet i egnen, hvor hun kom fra. Romantikken, samvittigheden og kærligheden trak for den kommende mand boede jo også her.
Men nu er det gået op for hende, at hun sidder lidt fast. Husmandssagerne er blevet kedelige, weekendene glemte hun for længst, og ansigterne de samme. Alt for ofte ønskede hun bare at slukke mobilen og glemme, hvem hun var.
Hjemmeventede ikke sønnen længere, han havde valgt at klare sig selv. Det gik mildt sagt ikke strygende. Til gengæld bød hjemmet på yndlingskøleskab, sofa, TV og papegøjen Louise den eneste mand, der gad høre på hendes brok.
Førhen sad Louise stille og lyttede, men på det sidste var snakken taget til, så nu måtte han indimellem dækkes til. Men alligevel lød det gennem tæppet: Idioter hele bundtet!, Lad mig være! og Kom så, lad os æde, Louise!; senest: Hold nu kæft, din skarn!
Sofaen, fjernsynet og lækkerierne var nu det bedste for den 45-årige leder af den lokale politistation, Oline Jensen. Hvem kunne stoppe hende? Hun gennemførte sine sager hendes instinkt fejlede sjældent, de småting tog betjentene sig af, og til gerningsstedet blev hun altid kørt i patruljevogn.
Ingen krævede længere løbetests i distriktet, kun statistikker om opklaring, papirarbejde og lidt forebyggelse, som bare var rutinesjusk, godkendt på papiret, aldrig i praksis.
Oline kom den dag træt og nervøs hjem.
De ka rende og hoppe! Skal vi spise, så? hilste Louise fra dørkanten.
Du forstår mig da, Louise, sagde hun og lukkede køleskabet op: Åh, luksus! Frikadeller med pasta og vindruer!
Hun bevægede sig let vuggende, træt til benet, længtes bare efter at sidde eller helst ligge med sin aftensmad strategisk placeret.
Dagens højdepunkt!
Hun satte panden over, smed i lidt brødkrummer hun elskede sprøde, ristede makaroni men så ringede telefonen.
Oline Sørensen, god aften! Forstyrrer jeg?
Det var en jurist fra Statsadvokatens kontor, og man skælder ikke sådan én ud.
Nej nej, det går fint, Albert Graversen.
Vi har hørt, du skulle skifte stilling. Er det sandt?
Gode kontakter, man havde derinde.
Nej, ikke sandt, Albert. De kalder, men jeg har ikke besluttet mig.
Nå, så er jeg blevet ført bag lyset. Men sig til, hvis du skifter min svigersøn kunne godt bruge et skifte herop. Vi leder
Det skal jeg nok, hun brændte brødkrummerne og begyndte at tygge på en frikadelle.
For pokker! Det gjorde hende irriteret, hvor hurtigt de var klar til at fordele hendes stilling, når først rygtet løb. Så mange år givet til distriktet! Så mange taksigelser, familier hjulpet, men snakker man om at smutte, gør de alt for at dytte en ud.
De var jo allerede i gang med at dele hendes skrivebord, de banditter!
Makaroni-klumperne skar hun ud, smed dem på panden, olien spruttede ud og ramte hendes hånd hun fik kastet stegepaletten fra sig i vrede og dumpede ned på stolen, strøg brændt hånd under hanen.
Så var humøret ødelagt.
Idioter hele bundtet! gjaldede papegøjen fra køleskabet.
Helt enig Oline stak hånden ind under vandet.
Aftensmaden på maven det var helligt. Den kunne de ikke tage fra hende. Hun spiste roligt, nød det, men kunne ikke koncentrere sig om tv tankerne myldrede frem.
Hvis nu jeg tog til København? Overraskede alle. Men hvem skulle det imponere? Lokale var jo allerede klar. Og Kolt ville måske blive skuffet over at se hende, som hun var nu. Hun havde jo ikke været til klassefest i fem år for tyk, ville helst huskes som dengang.
Hun var heller ikke slank dengang, men med lidt former. Men det var nok hjerne, humor og snakkeevner folk huskede hende for. Og så at hun altid var forberedt til seminar.
På første år var romerretslæreren, Grib, særlig streng. De sad nervøse som mus hvem blev det næste offer? Han torturerede docerende, så pigerne græd og drengene bed sig i læben.
Når han så bladede op, trak han hen i gennemgang: Ja, lad os begynde forfra!
Og så rejste Oline sig, overbevist om, det var hende begyndte at svare tilfredst med sig selv. Grib så forundret på hende for han havde slet ikke sagt hendes navn endnu. Det skete tit, hans forfra gentog sig jævnligt, og Oline rejste sig fast. Klaskammeraterne fnisede og hviskede, men hun hørte ikke, så bange var hun for Grib.
Så de kaldte hende Nyt-Pigen til efter hun blev færdig. Hvad skulle hun gøre? Udover Grib var der vel ikke nogen, hun har frygtet i sit liv. Men gruppen var rar, de skriver fortsat lidt sammen af og til.
Billeder lagde hun ikke op hvorfor?
Hun tænkte mere og mere, at livet var gået i tomgang. Alt forudsigeligt selv kriminalsagerne var ens.
Peter? Sønnen? Der var da fordele. Han havde lejet lejlighed med sin naive Karen. Når han vil, flytter han jo hjem igen.
Hjem? Åh nej. Denne sofa, disse fire vægge Dem kunne hun næppe efterlade. Eller
Sikke en storm Kolt har vakt i hendes hoved. Mest overrasket over et skifte bliver nok hende selv.
Det her morads har måske også fået hende til at lægge kilo på.
Tanken om at tabe sig kom altid først EFTER måltidet. Hun lå nu på sofaen, mæt, uden kræfter til at rejse sig. Kun endnu en portion vindruer kunne få hende op.
***
Kolt, ringede hun næste dag, har I egentlig fysisk test hos jer? Jeg var ikke for sjov med de kilo
Skal jeg finde en branchesofa til dig? Det er hjernen, jeg vil ha, ikke kilo
Dem vil jeg nu heller ikke selv ha. Men
Nej, hvor er du besværlig! Kom nu der venter sager, Oline! Jeg lover, du taber dig.
Hm det er vist kun fordi kroppen ikke vil slippe noget, hvis den først har fået det
Har du set stillingen? Og det her er altså ikke for sjov, sagde han alvorligt, Der er RIGTIGT rift om jobbet. Så vil du ikke mere? Har du ikke nogen drøm?
Min drøm er at tabe mig.
Og det skal du nok gøre her. LOVER!
Hvad lever jeg så for, når drømmen er opfyldt?
Men Oline begyndte alligevel at pakke hun skrev en anmodning om ferie og beholdt en kattelem hjem. Sønnen tilbød hun ikke lejligheden, men hun skulle gøre rede for Louise.
Peter, hvordan går det?
Fint, mor. Vi ser film.
Jeres liv er én lang film.
Mor kom nu. Hvorfor ringer du?
Tja, du må godt tage Louise et stykke tid. Jeg skal til København.
Lang tid?
Ved det ikke endnu.
Ved bedstemor det? Vi var jo forbi sidst.
Var I? Nå faldt hun om af bar forskrækkelse?
Mor!
Okay, jeg tier. Hent papegøjen, fodret og pas på ham … han er den eneste, der forstår mig.
Baner han stadig? Altså bandeord …
Indimellem, men sjældent.
Karen bliver chokeret.
Sådan er det.
Olines søns kæreste brød hun sig slet ikke om. Hun var selv ikke nogen stille pige, men da hun mødte sønnens veninde første gang, blev hun målløs. Fra tindingen snoede sort-blå tatoveringer sig ned over hals og bryst og sikkert mere skjulte steder. Hun talte i et sødt, barnligt tonefald, arbejdede som frisør (eller stylist), og hun røg.
Og bange var hun for et enkelt bandeord!
Ikke nok med, at Peter havde sagt nej til studier efter værnepligten han ville lave forretning. Oline forstod det ikke, de sad bare foran computeren. Hvad skulle de leve af?
De skændtes meget. Han smadrede alle mors håb. Til sidst flyttede han ud. De taltes ikke ved i en måned så ringede hun selv, og freden blev sluttet. Han kom en gang om ugen til mad, hun sneg penge i lommen på ham, men kun som lån. Han fortalte lidt og forsvandt igen.
Louise flyttede med Peter. Papegøjen blev stille, satte fjer og virkede i langt højere grad trist over hendes tur end sønnen.
Afgang blev det unge kaptajn Andreas Krogh, hendes højre hånd, der ordnede. Han bar kufferten og fortalte om gårsdagens hændelse i Banevej.
Hold ud, Andreas. Det hele afhænger af dig. Jeg jeg kigger på det, København.
***
Hun ankom til København tidligt næste morgen. Kolt ville sende én for at hente hende, men ringede: han kom selv.
Oline stod klar med kuffert og taske; han løb mellem vognene civil, slank, åben blazer. Løb forbi hende, vendte om, så på hende genkendte hende ikke.
Hun havde ellers gjort sig umage, havde fundet sin nye grå træningsdragt frem med lang cardigan, men håret pludselig meget tyndt kunne intet ændres med i togvognen. Hans blik gled bare henover.
Hej, storbyknægt, kig dig omkring.
Han kneb øjnene sammen, genkendte hendes ansigt.
Nej OLINE Jeg genkendte dig ikke.
Mennesker kendes på øjnene! Men nu ser du jo selv, jeg har taget på.
Billet? Du kan få returbillet, hvis du vil.
Returbillet? Nej, hvor har jeg savnet dig, Nyt-Pigen! – Han trak hende ind til sig, smilede: Du har taget på, kvinde.
Du er for fræk!
Ja, men frække folk er ærlige. Undskyld! Han tog bagagen afsted.
Frækhed forlad os aldrig mumlede hun.
Hun fulgte ham, rystet af gensynet. Godt, hun ikke havde sagt ja til jobbet på forhånd. Hun ville bare besøge så tilbage til sofaen, den lille station. Alt dette københavneri kunne hun ikke bruge til noget.
Vi finder fordele ved dine kilo.
Hvordan, hvis jeg må spørge?
Du bor hos os i nat. Min kone er ikke jaloux.
Tak, min ven. Det hjælper
Hun blev lidt fornærmet er 100 kilo så meget, at man ikke kan genkende folk? Okay, hun havde halvdelen dengang, men årene løber. Han havde trukket hende til København, presset på for hende nu blev han måske skuffet.
Han travede foran, ventede, hun vaklede efter. Parkeringen lå væk.
Derhjemme overvejer min kone, hvor hun skal tage dig med på sightseeing. Hun er klar på programmet. Selv vil du sikkert bare på ?
På Dyrehavsbakken, gispede hun, menneskemængden tog pusten fra hende.
Sagde det jo. Hun skal lade dig være, du skal arbejde, ikke lege turist.
Oline tvivlede nu på, hun ville blive.
Volvoen blygrå, lav svensk bil holdt langt væk.
Din?
Hvem ellers?
Har du solgt dig?
Jeg har sparet op!
Nå, siger du det
Han lagde kufferten ind og bød hende ind i bilen.
Dommen? spurgte hun.
Konen arvede et hus, vi solgte. Ja, hun har egen bil. Jeg siger det bare, så du kender baggrunden.
Et godt hus?
Nordsjælland, svarede han præcist.
Efter lidt snakken om løn åbnede han op:
Lønnen er bedre her, stillingen højere. Og bonusser, oveni.
Hvordan?
Det ser du. Og din bolig? Når du er ansat, er der en tjenestebolig tæt på os. Dog bor der én endnu han flytter snart. Men han kan komme og hente sine ting. Ingen frygt, gamle ven, ingen griber efter din pragtfulde krop.
Ærgerligt, grinede hun.
I det hele taget ikke nogen perfekt modtagelse, tænkte Oline. Han nævnte straks vægten, men han havde jo arbejdet hårdt for hende. Havde overbevist chefer. Og blev måske chokeret over forvandlingen på banen.
Nå, Kolt. Jeg har ikke helt besluttet mig. Giv mig tid. Jeg er ikke specielt værdifuld, og jeg vil lige se byen an. Måske er København ikke noget for mig …
Han så skævt til hende.
Du trækker dig allerede! Hold ud, Nyt-Pigen, der venter store sager. Lykke tilhører de frygtløse, var det ikke det, du prædikede engang? Du var den modigste kvinde, jeg har mødt ikke engang Grib skræmte dig.
Hun smilede. I studietiden var hun den kække, frygtløse. Hun løste opgaver som ingen anden. Hjælpede Kolt med sager de havde praktik i Nordsjælland sammen, og han var blevet imponeret af hendes skarpe hjerne.
Hen til hans lejlighed upersonlig, moderne, lang køretur han havde travlt, overgav hende hurtigt til sin kone, Lise.
Lise yndig, lys, shorts størrelse 44 dansede rundt i den store, lyse lejlighed. Hvidt trægulv, moderne møbler, sjældne planter, tre værelser og et kæmpe køkken med gadgets overalt.
Åh, Georg har talt så meget om dig! Han plagede chefen for at få dig herop.
Og chefen er
Chef for afdelingen.
Jeg ser.
De gav hende et værelse. Tager brusebad, Lise var venlig, næsten usædvanligt hjertevarm hendes to piger var på lejr.
Ja Georg har været heldig med dig, sagde Oline efter frokosten. Hun ville gerne ligge sig, men det blev for akavet.
Ikke vores lejlighed dog, om et år har vi betalt ud. Vi boede længe i en slumlejlighed. Det er dyrt, København.
Jeg siger også, jeg skal tænke lidt
Lad os sige du, ikke?
Gerne, Oline nikkede.
Sig ja til jobbet. For Georgs skyld! Der er én, der gerne vil have posten, og det er ikke godt han går chefen på nerverne. Men du var altid det, han ønskede alle var sådan en som Sørensen.
Jensen.
Netop. Han siger, mange i dag i politiet ikke har hverken uddannelse eller tæft, men er alligevel med til de sværeste sager.
Hvor arbejder du, Lise?
Georg sagde ikke noget? Nå, for ham er det ikke et rigtigt job. Jeg arbejder i fitnesscenter som personlig træner og kostvejleder.
Åh nej, nej! Oline forstod straks spørgsmålet Ikke det, nej.
Okay, men det kunne jo være hyggeligt, hvis du var med i vores program start med et check?
Lise, jeg skal altså sove først ingen check, tak.
Hun anede stadig ikke, hvad fremtiden bragte. Hun sov, og om aftenen sad hun på altanen med Georg i tre timer. Han introducerede specialafdelingens opgaver, overbeviste hende om, at hun ville få ansvar og vanskelige sager at løfte. Han var ærlig om ulemperne, tændte en smøg, grublede. Systemet var ikke perfekt, det vidste han godt. Men nu gik det op for hende hvor meget han regnede med hende.
Og hvad havde du så tænkt dig i Hjørring? Pension, ensformighed, fedme. Her er muligheder! Jeg tror, København kan ændre dig. Tag chancen forfra, Sørensen. Hvad siger du?
Og Oline Sørensen Jensen kunne mærke, at hun ikke længere var fornærmet på denne braldrepytter.
Sagerne i afdelingen var alvorlige for hendes moderhjerte serier af børneforsvindinger i København og omegn. Man vidste ikke, om de var forbundne. De mange sager tvang Rigspolitiet til at oprette netop et sådant specialhold.
Måske på tide at starte forfra.
