Hun lå og døde inde i soveværelset, mens vi kyssede i lænestolen…
Nej, doktor, vi flytter hende ikke på hospice. Det har jeg lovet.
Jesper stod i døren til soveværelset med mobilen limet fast mellem fingrene; han klemte så hårdt om den, at knoerne blev hvide. Hans stemme knækkede ved de sidste ord, blev hæs og forsvandt nærmest. Med panden mod dørkarmen lukkede han øjnene.
Jeg forstår din holdning, men du skal også forstå min, lød neurologen Andersens trætte, medfølende stemme i røret. Han havde passet på Line i snart halvandet år. Forløbet er uændret. Der er næppe nogen bedring at håbe på. Du kan jo selv se udviklingen. Det handler om livskvalitet nu…
Hun er min hustru, afbrød Jesper. Jeg har ansvaret. Jeg passer hende selv.
Men du, Jesper Nielsen…
Han lagde på uden at vente. Hånden rystede. Laura, der var i færd med at arrangere puden under Lines hoved, vendte sig om. Det mørke hår var trukket stramt tilbage, t-shirten kridhvid og stadig ren, selv efter tolv timer på arbejde.
Er det igen det samme? spurgte hun lavt.
De bor her ikke, svarede Jesper uden at se på hende. De ser ikke, hvordan det er… hvordan jeg…
Han stoppede op. Laura rettede sig op, tog termometret på natbordet og kiggede hurtigt.
Seksogtredive komma syv. Helt fint. Blodtrykket var 120 over 80 i morges. Har givet Neurosed til tiden klokken ni. Spiste lidt til frokost, fik halvflasken Nutridrink ned, resten gik ikke, men det er som det plejer. Ingen tryksår, har behandlet med Allpresan. Skiftede ble to gange.
Jesper lyttede til den daglige gennemgang sådan havde det lydt i lejligheden i næsten to år. Fireogtyve måneder, syv hundrede og tredive dage. Han kunne have regnet efter i timer, hvis han ville. Men der var kun én ting, han ønskede: at det hele sluttede. Og netop dén tanke hadede han sig selv for så meget, at det gjorde fysisk ondt.
Tak, mumlede han. Jeg bliver hos hende nu. Du skal gå hjem klokken er over ni.
Jeg mangler stadig en time ifølge aftalen, indvendte Laura. Og har du overhovedet spist i dag?
Jeg kan ikke huske det.
Jeg varmer suppe op til dig. Du bliver her.
Hun gik ud i køkkenet, og han sad alene med kvinden, han engang havde elsket så højt, at han ville have flyttet bjerge for hende. Line lå på ryggen. Den højre side af ansigtet var slapt, munden på klem. Åndedrættet tungt og pibende. Hun sov dybt, bedøvet af medicinen. På natbordet stod et billede i ramme: dem to sammen på Skagen strand, hun griner, håret blæser, huden brunet, tænderne perlehvide. Fyrre år var hun dengang en måned før den morgen, hvor hun sank sammen på køkkengulvet med kaffekoppen, og han ikke fattede, hvad der skete, troede hun var snublet.
Jesper satte sig i stolen ved sengen. Den stol var blevet hans plads. Han sov i den det meste af natten for at lytte, hvis der skulle ske noget. Ryggen værkede konstant. Han var toogfyrre, men når han så sig selv i spejlet om morgenen, lignede han en gammel mand.
Laura kom tilbage med en skål suppe og satte den på det lille bord ovenpå armlænet.
Spis. Jeg sætter mig hos hende.
Det behøver du ikke, jeg…
Jesper. Du skal spise.
Der var en blid, men bestemt tone i hendes stemme. Han løftede skeen. Suppen var varm og god. Hun havde lavet den i går, kunne han nu huske. Laura var god til at lave mad. Hun kunne meget. Hun havde arbejdet som sosu-assistent i elleve år, var femogtredive. Skilt, ingen børn. Hun havde fortalt om det engang, da han spurgte. Eksmanden forlod hende for en anden, kunne ikke klare hendes skæve arbejdstider, nattevagter og lugten af sygehus, som han påstod, hun slæbte med hjem.
Smager fint, sagde Jesper, selvom han knap kunne mærke smagen.
Du er blevet tyndere, bemærkede Laura. Ti kilo mindst, siden jeg kom.
Hvor længe er det nu?
Et år og to måneder. Efter den første, du prøvede, som ikke fungerede.
Den første var grov, ligeglad. Line græd altid efter hendes vagter så godt hun nu kunne, hendes ansigt halvt lammet. Laura kom som en redning. Mild, tålmodig, professionel. Hun talte med Line som med et menneske, der stadig kunne svare. Læste højt. Tændte for musikken. Sagde, at hørelsen og forståelsen blev Line kunne mærke alt, høre alt, selv hvis hun ikke kunne svare.
Nogle gange syntes Jesper, det bare gjorde det hele værre.
Jeg er færdig med at spise, sagde han og satte skålen væk. Tak.
Du skal sove, Laura tog skålen, men blev stående. Hvornår har du sidst sovet rigtigt? I sengen, mere end fire timer i træk?
Jeg kan ikke huske det.
Jesper
Jeg kan ikke, sagde han udmattet. Kan ikke ligge der. Kan ikke gå ind i et andet rum. Hvis nu det bliver værre? Hvis hun
Jeg er her, afbrød Laura. Hver dag, tolv timer. Du har babyalarmen. Hvis der sker noget om natten, hører du det.
Jeg kan stadig ikke.
Hun betragtede ham tavst, så nikkede hun og forlod rummet. Jesper lænede sig tilbage i lænestolen, lukkede øjnene. Lines åndedræt lød regelmæssigt, monotont. Det var blevet lydsporet til hans liv. Ind ud. Ind ud. Han åbnede øjnene og så på hende. Ansigtet i natlampens skær var fredeligt. Hun led ikke nu. Medicinen virkede godt. Hun sov det meste af døgnet. Vågnede kort, så på ham med slørede øjne, prøvede at sige noget, men kun uforståelige lyde kom ud. Han havde lært at tyde nogle af dem. “Drikke” lød som “drdr”. “Smerter” som “smsm”. Nogle gange græd hun, og så var det værst.
Fra køkkenet lød opvask. Laura vaskede skålen. Han hørte vandet, hendes skridt i gangen, gulvbræddernes sagte knirken. Skridt, der stoppede ved døren.
Jesper, kaldte hun lavt.
Ja?
Må jeg komme ind?
Selvfølgelig.
Hun trådte ind og lænede sig op ad dørkarmen. I natlampens skær så hendes ansigt mildt, træt ud. Også hun var træt, indså Jesper pludselig. Hun kom hver dag, brugte halvdelen af sit liv her, trak vejret gennem sygehuslugt, så hans smerte, hørte Lines natlige gråd. Alligevel var hun rolig, samlet, venlig.
Du er et godt menneske, sagde han pludselig.
Laura blinkede overrasket.
Hvorfor tror du det?
Fordi du blev. Fordi du ikke stak af efter første uge. Fordi du er der for hende… ikke bare fordi det er et job.
Det er ikke kun et job, svarede hun lavt. Et menneske må aldrig bare være et job.
De tav lidt. Line gispede i søvne, vendte hovedet. Jesper spændte op, men hun vågnede ikke.
Jeg går hjem nu? spurgte Laura Kommer klokken ni i morgen, som altid?
Ja. Som altid.
Hun nikkede, blev stående. Kiggede på ham, spurgte pludselig:
Har du nogen? Venner, familie, én du kan tale med?
Mine forældre er døde for længe siden. Min bror bor i Aalborg, vi ses sjældent. Venner… havde jeg. De stoppede med at ringe for et halvt år siden. Det er fint nok. Jeg ville også give op på én, der aldrig gik ud og kun talte om sygdom.
Og arbejde?
Hjemmearbejde. Jeg er programmør. Sidder her ved sengen, skriver kode. Min chef har taget hensyn. Jeg får mindre løn, men det går.
Du burde tale med nogen, sagde hun. Om noget andet end sygdom og medicin.
Det er ikke rigtig muligt, sagde Jesper. Der er ikke flere emner.
Der er altid noget, sagde hun. Du er ikke kun Lines mand. Du er Jesper. Toogfyrre. Du elskede engang sci-fi, biografture, rockmusik. Jeg har set din bogreol. Guitaren i hjørnet af stuen.
Han grinede bittert.
Det var et andet liv.
Det var for to år siden. Så længe er to år trods alt ikke. Du er her stadig, Jesper. Du lever.
Det føles ikke sådan.
Laura satte sig på hug foran stolen, så deres ansigter var lige ud for hinanden. Hun kiggede på ham, og han blev næsten flov over hendes blik det var levende, varmt, sundt. Alt det, han ikke var længere.
Du brænder ud, sagde hun stille. Jeg har set det før. Mange, der passer alvorlige syge, brænder ud før patienten selv. Emotionelt udbrændthed, så hedder det. Du er helt ude på kanten. Forstår du det?
Ja, nikkede han. Men hvad skal jeg gøre? Forlade hende? Sende hende på hospice, så hun dør blandt fremmede?
Du skal lade dig selv være et menneske. Bare engang imellem.
Jeg ved ikke hvordan, pustede han. Han mærkede tårerne presse sig på, alt brast. Jeg har glemt det.
Hun lagde en hånd over hans, varm og levende. Han skælvede ved hendes berøring. Hvornår var sidste gang, han havde mærket menneskelig varme uden handsker, uden at være plejer? Han huskede det ikke.
Det bliver godt igen, hviskede hun.
Nej, sagde han. Det gør det ikke. Hun bliver ikke rask. Hun ligger sådan her et år, to, fem, indtil tredje blodprop, eller lungebetændelse, eller hjertet stopper. Og jeg sidder bare her og ser hende langsomt dø. Og jeg hader mig selv for at jeg håber på det.
Ordene væltede ud. Tanker han tænkte hver nat, hver dag. Han ventede bare på, det sluttede. Bad om det. Og hadede sig selv så meget, at han ville ønske, det var ham, der døde i stedet.
Det er ok, sagde hun. At tænke sådan. Det gør dig ikke til et dårligt menneske.
Jo, det gør, modsagde han. Jeg lovede at være der i medgang og modgang. Og nu ønsker jeg bare, hun skal dø.
Du ønsker, hun ikke skal lide, rettede hun. Det er ikke det samme.
Han så på deres hænder hendes hånd lå stadig tung, levende over hans. Han burde fjerne den. Takke hende, sende hende hjem. Som han altid gjorde. Men han gjorde det ikke. Vendte hånden, greb fat om hendes fingre. Fast, desperat. Som en druknende, der endelig finder noget at holde fast i.
Laura… sagde han hæst.
Shh, hviskede hun. Du er ikke alene.
Hun rejste sig, men gav ikke slip. Trak ham med op. Han stod vaklende på benene. Hun omfavnede ham, lagde hans hoved mod sin skulder. Han stivnede han vidste slet ikke, hvad han skulle stille op med den kontakt, det varme omsorgsfulde kram.
Og dér knækkede han. Han græd lydløst, ansigtet skjult i hendes skulder, skammede sig men kunne ikke holde op. Hun holdt om ham, strøg hans ryg, sagde blide, meningsløse ord, og han klamrede sig til hende som til det eneste faste i et hav af tomhed.
Hvor længe det stod på, vidste han ikke. En minut, måske ti. Han løftede hovedet, ville undskylde, men hun lagde en finger mod hans læber.
Lad være, sagde hun.
De stod tæt, så tæt at han kunne dufte hende, cremen på hendes hud, vaskepulveret i tøjet, et strejf af desinfektion. Bag ham åndede Line tungt. Ind ud. Ind ud. Han burde trække sig. Ville takke Laura og følge hende til døren. Det gjorde han ikke.
Han stod bare, så på hendes mund. Hendes mørke øjne fyldt med omsorg og noget mere, som han ikke turde navngive. Hun løftede hånden, strøg ham på kinden, fjernede en tåre.
Jesper, sagde hun stille.
Han svarede ikke. Kunne ikke. Alt i ham krampede: skam, angst, længslen efter et rigtigt menneskeligt nærvær. Hun bøjede sig frem, kyssede ham forsigtigt. Han blev stående, stiv. Alt skreg indeni: det er forkert, det er forræderi, hans hustru lå kun få meter væk, hjælpeløs og syg, hende, han elskede og stadig elsker og burde elske.
Men han skubbede ikke Laura væk. Han svarede hende klodset, som én der havde glemt hvordan man kysser. Hun holdt ham tættere; han fortabte sig i hendes varme, i trygheden ved ikke at være alene.
De sank ned i stolen sammen, hun ovenpå hans skød. Han holdt om hende, kyssede og strøg hendes ryg, hendes hår, brændte indvendigt af skam, men kunne ikke stoppe.
Hendes hænder knappede hans skjorte op. Hans rakte ind under hendes t-shirt. Bag ham lød Lines vejrtrækning, tung efter sovemedicinen. Hun sov. Hun så ingenting. Men det gjorde han. Han vidste det.
Laura prøvede han, og ville stoppe både hende og sig selv.
Shh, hviskede hun. Jeg er her. Du er ikke alene.
De ord fik det hele til at vælte. Han lod det ske. I stolen, næsten i skyggen af sin sovende hustru. Han gjorde, hvad man ikke skal gøre. Bedrog sin døende kvinde, han havde svoret troskab. Forrådte den eneste, der var helt afhængig af ham.
Og han kunne ikke lade være.
Senere lå de sammen i stolen, tæt, hendes hoved mod hans bryst. Jesper så op i loftet uden at blinke. Indeni var der kun tomhed. Ikke skam, ikke smerte, bare tomhed. Selv hadet til sig selv var borte. Kun stilstand og vægt, der trykkede ham fast, umulig at ryste af.
Line trak vejret. Ind ud. Hun vågnede ikke. Ikke engang. Han så på hende. Hun anede intet. Kommer aldrig til det. Han skulle bære det selv resten af sit liv, men hun ville aldrig få det at vide.
Det var det værste.
Jeg må gå hjem, sagde Laura sagte og rejste sig.
Han sagde ingenting. Hun tog tøj på, satte håret, så længe på ham. Ikke et blik af skam, ikke anger. Kun blidhed. Forståelse. Det gjorde ondt.
Vi ses i morgen, sagde hun.
Ja, svarede han.
Døren gik sagte. Han hørte hendes skridt, klikket fra hoveddøren. Nu var han alene. Kun Lines rytmiske åndedrag i soveværelset.
Jesper vaklede ud på badeværelset, sank på knæ foran toilettet og kastede op. Længe, smertefuldt, til han fik tårer i øjnene. Derefter sad han på det kolde gulv, ryggen mod væggen, uden at se på noget. Han kunne ikke gå tilbage i soveværelset. Ikke se på Line. Ikke sidde i stolen. Han blev på badeværelset, faldt halvt i søvn på det hårde gulv, vågnede da mobilens alarm gik klokken syv. Tid til Lines medicin.
Han vaskede sig, så sig i spejlet. Gråt ansigt, røde øjne, ubarberede kinder. Han lignede én, der ikke havde sovet i ugevis. Det var sandt.
I soveværelset var Line vågen og stirrede mod loftet. Da han trådte ind, forsøgte hun at løfte venstre arm. Han satte sig på sengekanten.
Godmorgen, sagde han, og stemmen lød fremmed.
Ah sagde Line og prøvede at smile.
Han hældte vand op, fandt Neurostab i æsken, hjalp hende op at sidde. Hun var så let. På to år havde hun tabt tyve kilo. Han gav hende pillerne én ad gangen, hjalp hende at drikke. Hun kæmpede for at synke. Så lagde han hende ned igen.
Jeg henter morgenmad, sagde han. Vent lidt.
Hun nikkede svagt. Lukkede øjnene. Han gik ud, lænede sig mod gangen og trak vejret dybt for at dæmpe rystelserne i hænderne. Det gik ikke.
Klokken ni ringede det på døren. Laura. Han åbnede uden at se på hende. Hun hængte jakken op, smilede svagt.
Godmorgen.
Godmorgen, sagde han og kiggede væk.
De gik ud i køkkenet. Hun satte vand over, fandt madpakken, alt som de plejede. Som om intet var sket. Han sad med knyttede hænder, vidste ikke hvad han skulle sige.
Jesper, sagde hun lavt.
Han løftede blikket. Hun så på ham uden at dømme, uden krav.
Jeg vil kun sige én ting. I går… det var ikke en fejl. Ikke for mig. Jeg fortryder ikke. Du behøvede ikke være alene. Jeg så det. Jeg var der.
Du forstår ikke, hviskede han. Jeg var utro overfor min hustru. Min syge, hjælpeløse hustru, der ligger i det andet værelse og ikke kan røre sig. Jeg
Du er et menneske, brød Laura ind. Et levende, slidt menneske, der er kørt i bund. Det er ikke en undskyldning, men en forklaring.
En forklaring gør intet bedre.
Nej, nikkede hun. Men det gør dig heller ikke til et monster.
Han rystede på hovedet, gik hen til vinduet. Udenfor lå der et typisk københavnsk gårdmiljø, træer uden blade, en legeplads. Folk gik på arbejde, levede deres liv, som de altid havde gjort. Han stod her i den lejlighed, der var blevet til en hospitalsstue, og smuldrede.
Jeg kan ikke mere, mumlede han. Ikke se hende, ikke vide, hvad jeg har gjort.
Hvad vil du så? spurgte Laura.
Jeg ved det ikke, indrømmede han. Jeg ved intet.
Hun lagde hånden på hans skulder. Han skælvede, men flyttede sig ikke.
Jeg kommer som altid, sagde hun. Passer Line. Hjælper dig. I går… hvis du vil viske det ud, gør jeg det. Hvis du ikke vil se mig, går jeg. Hvis du vil, at jeg bliver ikke kun som plejer, men et menneske du betyder noget for så bliver jeg.
Han sagde ikke noget. Alt i ham var smadret. Skam, taknemmelighed, fortvivlelse. Han ville både have hende væk og have hende tættere på. Han ville have det umulige: tiden tilbage til dengang, Line levede og var rask.
Jeg skal ind til hende, sagde han til sidst. Hun skal spise.
Laura nikkede og fjernede hånden. Han gik, uden at se sig tilbage. Inde i soveværelset så Line på døren. Da han kom, løftede hendes ansigt sig i et forsigtigt smil. Hun kæmpede med hånden, ville røre ham.
Han satte sig ned, tog hendes hånd kold, svag. Fingrene skælvede.
Ej… prøvede hun. Elsker. Hun forsøgte at sige, at hun elskede ham.
Jesper lukkede øjnene. Noget knustes helt inde. Han løftede hendes hånd til læberne og kyssede hendes knoer.
Jeg elsker også dig, hviskede han.
Og det var sandt. Den frygtelige sandhed. Han elskede hende både som hun var og som hun havde været. Og han havde samtidig forrådt hende. Været hende utro, mens Laura nu stod i køkkenet og lavede kaffe som om intet var hændt.
Hvordan leve med det? Hvordan fortsætte med at sidde her, holde hendes hånd, made hende, skifte ble, give medicin, hviske hver nat at det nok skal gå, mens han vidste præcis, hvad han havde gjort? Mens han huskede hver sekund fra i går?
Laura kom ind med Nutridrink på flaske med sugerør. Satte den på natbordet, gik ud igen uden at sige et ord. Jesper madede Line langsomt, tørrede hendes hage, når hun spildte. Hun drak besværet, hostede. Han ventede tålmodigt. Kælede hendes hår, skrøbeligt nu og faldende af. Engang havde hun stolt sine tykkeste kastanjebrune lokker. Nu lå de i totter på hovedpuden.
Det går nok, sagde han. Skynd dig ikke. Jeg har god tid.
Hun så på ham med øjne, hvor der stadig var kærlighed og tillid. Det blik kunne han ikke stå for. Han kiggede ud ad vinduet, på billedet på natbordet, hvor som helst, bare ikke ind i de øjne, der stadig så det gode i ham.
Dagen sneg sig langsomt af sted. Laura målte blodtryk, temperatur, gav massage og vendte Line for at undgå tryksår, skiftede sengetøj. Jesper sad ved computeren, lukkede den igen, kunne ikke samle sig om arbejdet. Blybogstaver dansede for øjnene. Han gik til vinduet; børnene legede nede i gården, grinte, spillede bold livet kørte videre.
Ved frokost sad de tre sammen som altid. Laura havde lavet frikadeller, hældt te op. De spiste tavse. Jesper stirrede gentagne gange på hende hendes hænder, der hældte te, hendes mund, han kyssede i går, hendes øjne, ingen skam.
Sygeplejersken kommer i dag klokken tre for at give drop, sagde Laura. Og en fra kommunen ringede. Jeg sagde, vi havde styr på det.
Tak.
Stilhed. Kun uret på væggen og et fjernt fjernsyn fra lejligheden ved siden af. Laura begyndte at vaske op. Jesper så på hendes ryg; to år havde hun været en del af deres hjem deres mareridt. Nu var hun blevet til noget mere, noget, han ikke havde ord for.
Om aftenen, da Line sov efter aftensmedicinen, gjorde Laura sig klar til at gå. Han fulgte hende til døren. Hun tog jakken på, tog tasken.
Jesper…
Han afbrød, uden at møde hendes øjne stemmen træt og fremmed:
I går… det var der ikke. Du skylder ikke mig noget. Jeg forstår.
Hun tav. Han lod sig overvinde og så hende i øjnene. Han så smerte. For første gang den dag.
Okay, sagde hun stille. Som du vil.
Kom igen i morgen. Som altid, tilføjede han. Tak.
Jeg kommer, lovede hun.
Døren smækkede. Stilhed. Kun Lines vejrtrækning i baggrunden. Han kunne ikke gå derind. Ikke sætte sig i stolen. Han satte sig på gulvet i entreen, lænet op ad væggen.
Han blev siddende længe. Måske en time. Det blev mørkt. Lejligheden tav. Han stirrede ud i mørket og tænkte, at det liv, han havde haft, døde den dag, Line faldt i køkkenet med kaffen. Og det andet liv, der kom bagefter, døde i går aftes. Nu var han ingenting. Vidste ikke, hvem han var.
En svag lyd fra soveværelset. Line. Hun var vågnet eller drømte slemt. Jesper rejste sig, vaklede mod lyden. Nattelyset brændte. Hun løftede hånden.
Ah, kaldte hun.
Han satte sig på sengekanten.
Jeg er her, sagde han. Alt er godt. Jeg er her.
Hun så ham i øjnene, med al den kærlighed og tro, som var ubærligt. Han ville råbe, falde på knæ og bede om tilgivelse. Fortælle hende alt, få hendes vrede, hendes had, hvad som helst, bare ikke den tillid.
Men han sagde ingenting. Han holdt bare hendes hånd og blev siddende, til hun sov igen. Han lagde sig i stolen, trak tæppet op og lukkede øjnene.
Han kunne ikke sove. Lå og lyttede til hendes vejrtrækning. Ind ud. Ind ud. Den lyd ville følge ham til det sidste. Måske var det ham selv, der ikke holdt ud. Måske brændte han op, blev askestøv.
Han tænkte på Laura. På det hun sagde at han også måtte tillade sig selv at være et menneske. Så let og så skræmmende. Hun kommer i morgen, og hver dag fremover. Han vidste ikke, hvordan han skulle møde hende, tale, fortsætte med alt det imellem dem.
Han kendte ingen svar. Han vidste ikke, hvad der kom. Kun dette: i morgen ville han vågne i denne stol, vaske sig, give Line medicin, made hende, tage sig sammen til lidt kode. Laura ville dukke op klokken ni. De ville tale om blodtryk, bleer, medicin. Smile forsigtigt til hinanden, alt velordnet udadtil, men tavse om det vigtigste. Hverdagen, der ikke var et liv, kun en overlevelse. Et mareridt uden ende.
Og dybt nede vidste han, at gårsdagens nat ville komme igen. Måske ikke i dag, men igen. For han var svag. Fordi han ikke kan alene. Fordi han er menneske.
Line trak vejret. Ind ud. Han lukkede øjnene og forsøgte at sove. Men søvnen kom ikke. Kun minder og spørgsmål uden svar.
Hvordan skal jeg leve videre?
Hvordan skal jeg se hende i øjnene?
Hvordan tilgiver jeg mig selv for det, der ikke kan tilgives?
Han vidste det ikke. Men om morgenen ville han gøre, hvad han måtte. For der var ikke noget valg. Fordi han havde givet et løfte. Fordi han var hendes mand og det var alt, han havde tilbage.
Alt andet måtte blive i natten, i stolen, i stilheden hvor kun åndedrættet fra hende, han stadig elsker, selv nu fylder rummet.
Indånding.
Udånding.
Indånding.
