Julies hævn
Efterårsstøvregn dryppede trist, men tøvede med at slå over i skybrud. Julie sad i et langt, slidt rutebiltog, kørt gennem drømmens tåge, mens dråber løb ned ad ruden, og byen hun plejede at kalde hjem, syntes at opløse sig og glide i små, uvirkelige stumper. Hvor var hun egentlig på vej hen? København? Eller bare et spøgelsesagtigt billede af sin egen barndom i Horsens, hvor hendes forældre stadig boede i det blåmalede hus, omgivet af seks store bøgetræer, der hviskede med deres blade om fortiden og den tid, der aldrig kom igen.
Nu havde Julie for længst vænnet sig til hovedstadens puls, deres lille lejlighed ud mod Sortedams Sø. Hun fyldte 27 og var allerede færdiguddannet fra medicinstudiet, havde et godt job i en eksklusiv frisørsalon i Indre By, og indimellem smuttede hun til seminareraltid i gang, altid på farten. Hvad var mening med at besøge barndomshjemmet, når dagene alligevel løb af sted som regnvand ned af brostenene?
Men i de senere dage havde noget presset sig ind i hendes tanker. Hver gang hun ringede til sin mor, var faren aldrig hjemmeog når hun prøvede faren, var moderen altid ude at handle. De talte alle sammen i uforklarlige vendinger, ordene blev slørede som regndråber på glas.
Hvad sker der egentlig derhjemme, mor? havde Julie spurgt, men svaret lød altid undvigende som skyggen af en spurv: Åh skat, der er ikke noget. Alt er fint.
Så hun rejste fra København over de åbne marker, hvor storkene stod på et ben og kiggede ud mod drømmens horisont, indtil rutebilen dumpede hende af på rutebilsstationen i Horsens. Det hele lignede sig selvmen kun næsten. Skiltet på bageren var forsvundet, og kirsebærtræerne så ud til at stå og vinke langs fortovet, selvom det måske bare var vinden eller hendes eget sind, der dansede rundt.
En træt taxachauffør, vistnok kaldt Erik, slentrede dovent hen til hende. Hvor skal du hen? spurgte han på den der vestjyske måde, og Julie svarede, næsten som i søvne: Adelvej 14, tak. Og hun mærkede det allerede deraftenen trak sig tættere sammen, mens hun gled ned i sædet blandt byens støvede drømme.
Det gamle dobbelthus ventede med sine blå skodder som åbne øjne, en frøkenhat drejede sig op mod solen i forhaven, og de seks bøg stod ranke, ligesom da hendes far plantede dem, da hun fik sit første 12-tal i skolen. Hjemmets duft var blandet af kaffegrums, syrener og det lidt for gamle gulvtæppe i stuen. Det var svært at holde virkeligheden adskilt fra drømmen.
Juliekat! råbte Olga ud af vinduetmoderen dansede næsten i tøfler hen over gangen, kastede sine arme ud som om hun ville gribe sin datter og trække hende ind i en favn fyldt af både tårer og latter.
Åh mor, græd nu ikke. Det er jo kun et år siden sidst.
Men jeg bliver jo så glad, skat! hikstede Olga, mens hun tørrede sine øjne i viskestykket og bød på hjemmebagte kanelsnegle, sildemad og jordbærsalat. Alt var næsten som før, men alligevel ikke helt: servicen i blå blomster, den ternede voksdug på bordet, det gule lys fra lampen. Hverdagsmagien var blevet fremmed, som om den holdt sin egen fest.
Julies tunge spørgsmål lå imellem dem på bordet som en gammel tokrone. Mor, hvor er far egentlig?
Olga tændte komfuret: Spis nu først, så skal jeg fortælle dig det hele. Maden duftede landligtfrikadeller og syltede agurker. Hver bid var en rejse længere væk fra Københavns asfalt, tættere på det fortabte landskab, hvor drømme blev til hverdagsgrød.
Er far på kursus? Hvorfor undgår du emnet?
En lang pause. Moderen stak til kartoflerne med gaflen, så det knirkede. Din far og jeg er ikke sammen mere. Det er ikke så længe siden. Vi ville ikke gøre dig ked af det, men nu har vi altså besluttet at gå hver til sit
Julies hjerte blev tung; hun rejste sig, tjekkede klædeskabet der hvor hendes fars skjorter plejede at hænge. De var vækbare en tom bøjle og duften af vanilje. En usynlig kløft voksede mellem tidligere og nu.
Og hvor bor han så nu? Har han fundet en eller anden ung pige fra Fitness World? spurgte Julie tvært.
Olga sukkede. Han bor i din farmors gamle hus, du ved, det derovre ved åen. Og nej, hun er ikke tyve år yngre. Kun ti. Hun hedder Lis, og kommer vistnok fra Juelsminde.
Julie gik ud, lod den kolde luft klæbe til kinderne, og satte kurs mod farmorens hus. Landsbyen virkede mere som en besynderlig kulisse end et sted at bo. Fliserne under fødderne var levende, snoede sig som orme, og birketræernes skygger blev længselsfulde arme i tågerne. På køkkentrappen stod en kvinde og omrørte kartoflerkæben smal, øjnene lidt for ængstelige.
Du må være Julie, sagde kvinden. Lis. Vladimir har fortalt om dig.
Dette er stadig mit hus på en måde, mumlede Julie, og jeg har slet ikke lyst til gæster! Hun så på Lis med foragt, rakte hænderne frem som om hun kunne skubbe hende ud i hendøende regn.
Ind kom en knægt på måske elleve, med himmelblå øjne. Mor, må jeg lege ude?
Ja, bare giv tid, sagde Lis.
Julie styrede hjem igen, hendes ben bar hende gennem den våde have, hvor bænken lignede et bedrag i græsset. Farens svigt sitrede i hende som den frysende vind. Hun følte sig søvnig og vred på samme tid.
Hjemme ventede hendes mor med varme tæpper, men samtalen gled over i stilhedens dis. Han var ikke lykkelig, sagde Olga. Vi var gode forældre, men parforholdet blev mørkt til sidst.
Julie løb nærmest ind i barndommens drømmespejl, hvor hun, som lille pige med papirskrone, havde forlangt nye cykler, og far havde altid makket ret. Hun havde aldrig kendt til egentlige afsavnog alligevel var noget nu forsvundet, som om barndommens landskab drev væk med tågen.
Mor, du skulle have kæmpet for ham! snøftede Julie.
Man kan ikke tvinge folk til kærlighed måske kan jeg selv blive forelsket igen? Olga smilede mærkelig, som om en ukendt hemmelighed voksede frem under hendes gråsprængte hår.
Så bare find dig en! sagde Julie tvært. “Livet er vel lige så godt fyldt med overraskelser.” Men nu følte hun sig ikke længere voksen; hun blev kun et barn i et voksent legeme, hægtet op på gamle vaner og umulige forhåbninger.
Aftenen brasede ind i drømmens logik. Hun så sin teenageveninde Mette, der ikke længere boede i den anden ende af Horsens, men i et forstørret dukkehus, hvor alle gik rundt på isskøjter i stuerne og drak solbærsaft. Verden blev flydende, og hendes tårer hang som små glasparykker under øjenvipperne.
Næste dag ankom julefar i sin gamle Volvo, som han altid havde gjort. Hans hår var blevet tyndt, og rynkerne omkring munden blev til krogede veje på en ukendt landkort. Taler du ikke med mig? Må jeg ikke kramme min skat? spurgte han stille igennem ruden, og Julie så på ham med et hårdt blik, der knuste ham som porøst ler.
Jeg skal ikke se dig mere, svarede hun kort.
Udenfor ventede regnen, som en slap latter, og himlen var mosgrå. Ved åen så hun pludselig en flok børn, hvoraf den eneLis sønstyrtede på cykel og skreg panikslagent. Hun løb hen, hendes instinkter fra sygeplejen overtog alt. Hun forbandt knægtens ben hurtigt, mens træerne hviskede bag hende: Se, familie er mærkelig og kaotisk, men hvem hjælper hvis ikke netop dig?
Hun ringede til sin far for hjælp, og snart var de alle på skadestuen, hvor dørene åbnede sig som munde i drømmens nat. Mange følelser løb sammen; til sidst genså hun dem, Lis og faren og knægten, og følte, at hadet forsvandt som støv i gammel solskin.
Sidste dag, mens Julie og Olga stod ved busstationen, kom Mette løbende med sin lille søn og grinede højt, mens hun rakte armen ud som en barndommens bro. Buschaufføren vinkede dem ind, og faren kom løbende, greb Julie fast om livet, kyssede hende på kinden og sagde: Kom nu hjem igen, ikke sandt? Hendes hænder flagrede ud som svanevinger, og alle omkring dem smiledemor, Mette, Lis, far og drengen med det forbundne ben, der råbte: Vi ses!
Bussen satte i gang, lagde asfalten bag sig, og sollyset brød igennem, søgte ind af glasset som en kærtegnende hånd. Julie, halvt voksen, halvt barn, hviskede bag vinduet: Jeg kommer tilbage. Det ville ikke være retfærdigt andet. Og netop da, forsvandt alle i lyset, som om drømmen endelig smeltede sammen med virkeligheden og lod familie og fremmede stå tilbage i et fælles, spøjst håb.
