Svigermor kørte min kat ud i skoven, mens jeg var på arbejde: “Den fælder hår og spreder sygdom”

Signe, hvor er Birk? Allerede inden jeg fik jakken af, blev jeg ramt af en underlig uro. Den røde, lodne basse plejede altid at møve sig frem i entréen og bræge et sultent miiiavvv med det samme, jeg satte nøglen i døren. I dag ingenting. Mistænkelig stilhed.

Jacob sad ved køkkenbordet og rodede lidt mut rundt med kaffekoppen. Hans mor, Birthe, som havde slået sig ned hos os på ubestemt tid, sad og nippede til sin kamillete, som om intet usædvanligt var i gærde.

Hvor er katten blevet af? gentog jeg, mens fingrene begyndte at fryse til is.

Åh, slap nu af, viftede Birthe bare væk. Den kat er her ikke længere. Den stak af.

Hvad mener du med stak af? Den er jo indekat! Den tør jo knap nok nærme sig altanen. Hvem har åbnet døren?

Jeg kørte den ud i skoven, sagde Birthe, ganske roligt. Lidt frihed og frisk luft, lidt mus og eventyr det trængte den til. Man kan jo ikke bo sådan her: kattehår overalt, bakken stinker. Vi tænker altså lidt på børnebørn, og i sådan et miljø, nej tak!

Jeg stod som fastfrosset til gulvet. Ud i en dansk vinterskov? Med en kastreret stuekat?

Og du sagde bare ja, Jacob? kiggede jeg på min mand.

Signe, altså min mor sagde Altså hun har jo allergi peb Jacob, uden at møde mit blik.

Ja, allergi overfor medmenneskelighed! røg det ud af mig. Hvor præcis slap I ham fri!?

Åh, hvordan skal jeg kunne huske det? fnøs Birthe. Ude ved landevejen, sådan cirka tyve kilometer fra Odense. Den finder du ikke igen. Og græd nu ikke! Jeg har faktisk gjort jer en tjeneste.

Jeg greb nøglerne og stormede ud.

Hvis jeg ikke finder ham hvæsede jeg så håber jeg, I kan lide frisk luft.

I tre døgn ledte jeg efter Birk. Jeg vadede gennem sne til knæene, råbte og satte plakater op overalt. Tog fri fra arbejde, hverken spiste eller sov jeg var besat.

På tredjedagen, lige da mørket begyndte, kom der et opkald.

Hej, leder du efter en rød hankat? Han sidder herude ved tankstationen, jamrer som om han tudbrøler.

Jeg drønede derud, kunne ikke mærke mine hænder på rattet. Det var selvfølgelig min Birk. Udmagret, beskidt, rystende og med et halvt øre forfrossent. Han genkendte mig straks fløj ind til mig og brummede svagt. Der var ikke meget krudt tilbage i katten.

Vi røg direkte til dyrlægen. Drop, injektioner, indlæggelse. Dyrlægen mente, han nok klarede den.

Jeg var hjemme igen ved daggry rasende, træt og tom.

Birthe snorkede fra sofaen. I hjørnet stod hendes kuffert, hun havde først planlagt at tage hjem om et par dage.

Stille pakkede jeg alt hendes habengut: vinterfrakke, gummistøvler, tørklæde og slæbte det hele ned i bilen.

Derefter vækkede jeg Jacob.

Op. Vi skal køre.

Hvad? Hvorhen? spurgte han søvndrukken.

Vi skal sætte din mor af.

Vi vækkede Birthe.

Birthe, du skal pakke. Vi skal afsted med det samme til banegården.

Hvad snakker I om? Min billet er først om to dage! protesterede hun.

Ja, men nu har vi ændret planerne.

Vi satte os i bilen. Jeg sagde ikke en lyd. Jacob åbnede munden, men lukkede den lynhurtigt igen, da han så mit blik.

Jeg kørte ud af byen og drejede ikke mod banegården.

Signe, er du på gale veje? Banegården ligger jo den anden vej!

Jeg er såmænd helt klar over ruten.

Vi stoppede ved tankstationen, hvor jeg havde fundet Birk. Der var knapt tyve kilometer fra Odense. Lidt skov, lidt sne, og en solid omgang blæst.

Jeg klev ud og satte hendes kuffert på kanten af grøften.

Ud, Birthe.

Hvorfor det? hun så nu noget bleg ud.

Tjo, nu har du frihed, frisk luft og natur. Det er så sundt, har jeg hørt.

Er du bindegal?! Det er jo hundekoldt! Jeg fryser jo ihjel!

Birk frøs også. Men det kaldte du en god gerning.

Jacob! Sig dog noget til hende!

Jacob blev hvid i hovedet. Han så på sin mor, så på mig og endelig ud i mørket.

Mor bestil en taxi, sagde han lavmælt. Signe har ret.

Jeg satte mig bag rattet.

Du har en mobil. Taxaen kommer nok om fyrre minutter. Birk havde ikke nogen.

Vi kørte væk. I bakspejlet så jeg hende fægte med armene ved siden af kufferten.

Hun frøs selvfølgelig ikke ihjel hun tog en taxa hjem til Aarhus. Men hun satte aldrig sine ben i mit hjem igen. Og Jacob han gik længe med bøjet nakke og mumlede undskyld. Jeg sagde bare: næste gang han svigter nogen, vi har gjort tamme, så ryger han også en tur ud med mor. I skoven.

Var det hævn eller retfærdig gengæld? Og kan man mon tilgive dem, der er så opfindsomme i deres grusomhed mod de svage?

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

20 − one =

Svigermor kørte min kat ud i skoven, mens jeg var på arbejde: “Den fælder hår og spreder sygdom”
Manden forlod mig for en anden kvinde og gav ingen lyd i et år. En dag stod han pludselig i døren og bad mig om at give ham en ny chance.