Trediv år med ægteskab, og hun sagde kun fire ord…
Poul, ryk dig lidt, jeg skal lægge rent sengetøj på.
Han flyttede sig med besvær i sengen, hvert ryk trak smerte gennem det følelsesløse ben. Mette hev lagnet af med et hårdt ryk.
Det er snart et halvt år siden, du blev liggende her, sagde hun, uden at se på ham. Og stadig…
Han svarede ikke, havde vænnet sig til hendes brokkeri.
Ved du, hvad jeg tænker? Hun glattede det rene lagen ud med bestemte bevægelser. Bare dø nu. Du står i vejen for mit liv.
Luften stod stille. Poul mærkede noget revne inde i sig. Sætningen var sagt uden vrede, men med frygtelig træthed og en uhyggelig ærlighed.
Hvad… sagde du? hviskede han.
Du hørte mig. Jeg er træt. Træt af lejligheden, af medicinen og af dig. Bare dø, så jeg kan leve bare lidt igen.
Mette gik ud af værelset, og lyden af hendes slidte tøfler mod linoleumsgulvet blev hængende i stuen. Poul lå ubevægelig og stirrede på det misfarvede loft, hvor en revne gled hen over det sted, hvor hans seng stod. Revnen var kommet for tre år siden, da naboerne ovenpå havde oversvømmet. Dengang gik han selv op på stigen, spartlede og malede. Nu var revnen blevet længere, ligesom de rynker der prydede hans ansigt, og han kunne kun følge dens forgreninger med øjnene.
Mettes ord sad fast i halsen som en klump. Bare dø. Fire stavelser, der slettede 32 års ægteskab, tre børn, tusinder af aftener, hundredvis af skænderier og forsoninger. Poul prøvede at synke, men hans mund var tør. Den hånd, der stadig lød ham, rystede, da han rakte ud efter glasset med vand på natbordet.
Blodproppen havde ramt i februar, lige efter han havde læsset mursten på byggepladsen ude i Herlev. Pludselig føltes hovedet tungt, som om nogen havde sat en spand vådt sand ned over ham. Så gav det ene ben efter, og han styrtede ned i gruset ved siden af cementposerne. Mads, sjakbajsen, ringede efter ambulance. På hospitalet sagde den unge læge til Mette: Godt han kom hurtigt ind, men venstre side er hårdt ramt. Det kommer til at tage tid.
Et halvt år var gået. Seks måneder med et psykisk pres, Poul knap havde opdaget, før det var for sent. Først var der små udbrud. Igen har du ikke sat krykken rigtigt! Kan du ikke holde op med at spilde? Jeg bad dig ikke at kalde, hvis det ikke var nødvendigt! Så kom kulden. Mette så ham ikke længere i øjnene, vendte sig bort, når hun hjalp ham ud på toilettet. Og i dag knækkede det for hende.
Poul lukkede øjnene og så sig selv som 30-årig for sig. Brede skuldre, solbrun hud, hænder, der kunne løfte mursten som pinde. Dengang kiggede Mette på ham med beundring. Han byggede selv deres hus, sten for sten. Hun kom med madpakker i ternet viskestykke, og de sad sammen på den halvfærdige terrasse og drømte om fremtiden. Der bliver plads til mange børn, sagde hun. Og du bygger vores lykke.
Han byggede. To stuer, køkken, havestue. Tre børn. Sønnen Anders arbejder nu på en borerig i Nordsøen, yngste datter Stine er gift i Ribe ovre på den anden side af landet. Kun den ældste, Anne, blev tæt ved i Odense og ringer hver uge med det vante: Hvordan går det, far?
Poul! Mettes stemme genlød fra køkkenet. Har du taget pillerne?
Ikke endnu, svarede han.
Så tag dem! Eller skal jeg løbe herind igen?
Han famlede pilleboksen frem. Otte piller om dagen. Blå mod trykket, hvide for blodet, gule for hjertet. Han pressede dem ud i hånden, skyllede ned med vand. Synkesvært, venstre side af munden ville stadig ikke, og lidt vand løb ned ad kinden. Han tørrede sig og lagde sig igen.
Bare dø. Sætningen spillede igen og igen. Måske havde hun ret? Måske satte han hende virkelig fast? Poul prøvede at huske, hvornår hun sidst havde smilet? En måned? Mere? Hun gik rundt som en robot: lavede mad, vaskede, gav medicin. Men hendes øjne var tomme som sild i fiskevinduet.
Han huskede at have overhørt hende i telefonen med veninden Lone aftenen før.
Ja, her er ikke meget at komme efter, lød Mettes stemme. Arbejde, hjem, ham… Lone, jeg er så udmattet. Forstår du, det er ikke almindeligt hårdt, det her suger sjælen ud af én. Tolv timer på sygehuset, og så det her derhjemme… Nej, det er ikke, fordi jeg klager. Men nogle gange ville jeg ønske, det bare var slut, hele det her cirkus.
Poul havde ligget i mørket med knyttede hænder. Bare slut. Altså, hvis han døde, blev alt lettere for dem.
Det ringede på døren. Mette gik ud, og ind kom hans gamle ven fra skoletiden, Henrik.
Hej, Mette! Hvordan går det? Hvad med Poul?
Stadig det samme, Henrik. Kom ind.
Henrik kom ind på værelset. Eract, bredskuldret, gråt skæg og slidt læderjakke. Han var lastbilchauffør og sjældent hjemme.
Hvordan har du det, Poul?
Sån da. Så småt.
Kommer du lidt i gang?
Det går ikke så hurtig, sagde Poul med et skævt smil.
Henrik sad, tavs, og betragtede sine hænder. Der var ikke til at tage fejl af hans øjne det var synd for Poul, men han ville også gerne hurtigt ud af det sygeværelse, hvor alt lugtede af piller og håbløshed.
Jeg tænkte, sagde Henrik. Måske sku du på genoptræning? Der er jo specialister og alt det.
Det koster, svarede Poul kort.
Jo, men måske via sygesikringen?
Intet ledigt. Ventetid på et år.
Mette kom ind med te, satte kopperne på natbordet.
Lad nu være med at give ham falske håb, Henrik, sagde hun skarpt. Det bliver her, det kommer ikke til at ske.
Henrik så et øjeblik overrasket ud, men mødte så Pouls blik med stiltiende forståelse: noget var galt her.
Nå, sagde Henrik og rejste sig. Jeg må videre. Vi ses om en uges tid.
Da han var væk, kom Mette igen.
Hvad bilder du dig ind at klynke til ham for? spurgte hun kort.
Jeg klagede ikke.
Du skal ikke gøre mig til et uhyre over for andre!
Jeg gør ikke noget.
Nej. Du gør nemlig præcis ingenting. Du ligger bare dag ud og dag ind.
Hun gik igen. Poul vendte hovedet og kiggede ud på vejen. Udenfor fór biler forbi, folk på cykel i travlhed. Livet gik videre, uden ham. Han var fanget i det her værelse, i sin svækkede krop og i de daglige stikpiller.
Om aftenen satte Mette grød og en frikadelle foran ham. Han spiste, klodset, med højre hånd, og krummerne faldt på dynen. Hun stod i døren med et udtryk, han ikke kunne læse. Væmmelse? Træthed? Had?
Mette, sagde han lavt.
Hvad?
Det, du sagde i dag Mener du det virkelig?
Hun tøvede, sukkede:
Poul, jeg ved det ikke længere. Jeg er træt, så forbandet træt.
Jeg prøver ellers at gøre mig så let som muligt.
Du fylder, bare ved at være her.
Hun tog tallerkenen og gik. Poul var alene igen. Krise i ægteskabet, der havde bygget sig op i årevis, kulminerede nu. Tidligere havde de ofte skændtes, han havde drukket for meget i weekenderne, hun skældte ham ud. Han kunne komme med en grov bemærkning, smække med døren, og så tav hun i dagevis. Almindelig ægteskabelig slid. Men nu nu var det blevet til følelsesmæssig vold, som han ingen beskyttelse havde imod.
Om natten vågnede han af krampe i benet. Venstre ben, næsten lammet, vred sig i en voldsom smerte. Han prøvede at bøje sig ned, men formåede det ikke. Mette sov i stuen, de havde ikke længere fælles seng.
Mette! kaldte han. Mette!
Ingen svar. Han kaldte igen.
Mette, det gør ondt!
Sengen derude knirkede, skridt lød. Mette kom ind, rufset, irriteret.
Hvad nu?
Benet trækker sammen. Hjælp.
Hun satte sig og æltede hurtigt hans læg. Hendes hænder var kolde og hårde.
Så.
Tak.
Nu må du ikke vække mig igen.
Hun forsvandt. Poul lå i mørket med tårer på kinderne. Han var 59, og lå nu og græd af smerte, af skam og af en ufattelig ensomhed.
Næste morgen kom hjemmehjælperen, Vibeke, en kvinde midt i tresserne med rundt, venligt ansigt. Hun kom én gang om ugen for at tjekke og ordne papirer.
Hvordan går det, Poul Jensen? lød det frisk. Hvordan har du det?
Jo jo, løj han.
Humøret?
Det er fint.
Vibeke så undersøgende på ham.
Du ser presset ud. Vil du snakke med en psykolog? Det er gratis via kommunen.
Nej, tak, han kiggede væk. Det er unødvendigt.
Mette stod i baggrunden og smilede stift men da hjemmehjælperen gik, forsvandt al venlighed.
Skal du begynde at sladre nu? snerrede hun. Vi skal ikke have kommunen ind her!
Jeg sagde ikke noget.
Godt.
Dagene gled forbi. Poul lukkede sig mere og mere inde. Han gad ikke tv, ikke radio. Han lå og kiggede op, genkaldte sig sit liv ungdommen, stærk og forventningsfuld. Første år af ægteskabet, da Mette elskede ham. Deres børn. Anders, den stærke, ydre søn; Anne, den smilende og dygtige; Stine, altid grinende. At bære dem på skuldrene, at lave bål i haven. Nu ringede Anders en gang om måneden Hvordan går det Far? Hold ud. Stine sendte penge til medicin, men kom ikke. Kun Anne ringede fast, spurgte til morens kamp.
Hvis hun bare vidste. Hvis hun bare anede, at hendes mor hver dag brød ham ned. At den spisende følelsen af at være til overs gnavede stærkere end nogen sygdom. At han om natten lå og tænkte på hvordan han kunne gøre det lettere for Mette. Der var mange piller. Han kunne tage dem alle på én gang. Eller bare stoppe med at tage dem. Gå stille bort.
En aften kom Mette sent hjem. Poul kunne høre hende grine i telefonen i entreen en blød, let latter.
Nej, jeg kommer selvfølgelig, helt sikkert! Lørdag? Ja, jeg kan godt. Ham, han klarer sig, der sker ikke noget.
Poul stivnede. Hvor skulle hun hen? Med hvem?
Hun kiggede ind, troede han sov. Hun blev stående, gik så igen. Han kunne høre hun puslede og sang for sig selv ude i køkkenet det havde han ikke hørt længe.
Lørdag morgen tog hun fin, blå kjole på, ordnede hår, parfume.
Jeg tager hjem til Lone. Hun har fødselsdag jeg kommer sent hjem. Der er mad i køleskabet, du kan varme det selv?
Det kan jeg godt, sagde han.
Glem nu ikke du skal ikke lave ulykker her!
Hun gik. Poul var alene for første gang i et halvt år. Klokken på væggen tikkede, biler kørte forbi, gulvet knirkede da han stavrede ud i køkkenet med krykken.
Køleskabet var tomt bortset fra en gammel ost, en halvgammel sild og et glas rødbeder. Der var ingen mad. Hun løj. Hun lod ham være tilbage, ligeglad hvis han sultede. Eller nej; måske var hun ligeglad, uanset hvad.
Poul gik tilbage til sengen. Maven rumlede. Han kunne ringe til Henrik og bede om hjælp. Men skammen holdt ham tilbage skammen over ikke at kunne noget selv, over at konen ingen omtanke mere havde.
Mette kom hjem ved midnat, småberuset. Poul var vågen, hørte hvordan hun snublede, rodede rundt med nøglerne.
Er du vågen? hun kiggede ind.
Ja.
Jeg var hos Lone. Det var hyggeligt!
Hun grinede, men latteren skar ham i stykker.
Poul, ved du hvad jeg fandt ud af i dag? At jeg ikke er gammel endnu. Jeg kan sagtens have et liv et rigtigt liv.
Det glæder mig for dig, han vendte sig om.
Lad nu være, jeg kan jo ikke gøre for, at du har det sådan. Jeg har også krav på at være lykkelig.
Hun gik, og duften af billig vin og fremmede cigaretter blev hængende. Poul lukkede øjnene og mærkede et sort hul vokse i brystet. Al den støtte til pårørende der tales om i brochurer og på tv, var her bare ord. Ingen kom. Ingen hjalp.
Ugerne gik. Mette blev væk oftere og længere. Til venner, til arbejde. Poul spurgte ikke. Han lå bare og ventede på hvad? På døden? På et mirakel? Bare på en ende.
En dag ringede Anne.
Hej, far! Hvordan går det?
Joda, min pige, det går.
Jeg kommer i morgen. Har taget ferie jeg har savnet jer.
Hans hjerte sank. Anne skulle ikke se ham sådan. Hun måtte ikke vide det.
Du behøver ikke tage hele vejen, du har jo travlt.
Der er ingen undskyldning. Jeg ringer også til mor, så hun ved det. Vi ses i morgen!
Mette gik straks i gang med at gøre hovedrent, lave mad, næsten som om det var teater. Poul betragtede hende tavst.
Poul, du skal ikke sige noget til Anne, sagde hun, uden at møde hans blik. Der er ingen grund til at gøre hende ked af det.
Jeg siger ikke noget, hviskede han.
Anne kom om aftenen høj, slank, mørkt hår sat i en hestehale. Hun knugede ham, og Poul mærkede tårer presse sig på.
Far, du er alt for mager, sagde hun uden at slippe ham. Du skal spise.
Appetitten er væk.
Nu skal du passe på dig selv.
Ved aftensmaden var Mette pludselig smilende, snakkede, lo, mens Anne fortalte om Odense og arbejdet. Poul nikkede bare mekanisk.
Senere tog Anne ham med ud på terrassen.
Far, fortæl mig sandheden. Hvordan har du det?
Jeg har det, som jeg har det.
Nej. Du er blevet bleg og trist. Hvad sker der?
Poul så ind i hendes øjne. Sin datter. Han kunne ikke længere lade som om.
Jeg… føler, jeg er til besvær. At jeg står i vejen for jer alle, sagde han lavt. Måske har mor ret.
Anne stivnede.
Sagde mor det til dig?
Han var stille. Anne greb hans hånd.
Fortæl mig, far.
Så fortalte han. Kluntet, i stykker, med pauser. Om de svært fordøjelige ord, om kulden, om at være alene dag efter dag, om tankerne om at dø for at gøre det lettere for Mette. Om skammen og følelsen af at være ligegyldig.
Anne græd stille.
Far, hvorfor fortalte du mig det ikke? Hvorfor ringede du ikke?
Ville ikke være til besvær. Du har dit eget liv.
Men du er min far!
Hun tørrede øjnene og rettede sig op.
Nu må det stoppe. Jeg snakker med mor i morgen, og så finder vi ud af noget. Sådan kan det ikke fortsætte.
Gør det ikke. Det nytter ikke at skabe ballade.
Det handler ikke om ballade. Det handler om respekt. Mor må ikke opføre sig sådan, far det er psykisk vold, det her. Og det skal du ikke bare tåle.
Poul mødte Annes blik. Der var vilje i det, og i hans bryst mærkede han for første gang i lang tid, at han måske ikke var alene.
Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre, sagde han lavt.
Vi finder ud af det. Sammen. I morgen. Nu skal du sove.
Hun blev på terrassen. Poul gik ind, tungt støttende sig til krykken. Da han lagde sig, vidste han, at han ikke længere skjulte sin smerte. For første gang i lang tid havde han delt den.
Hvad der nu skulle ske vidste han ikke. Snakke? Skilsmisse? Hjælp? Eller gik det bare videre som før? Han vidste det ikke, men vidste, at han ikke længere syntes, han var alene i mørket.
Da det blev nat, hørte han Anne snakke med Mette i køkkenet stemmerne dæmpede, men spændte. Så stilhed. Om morgenen kom Mette ind meget tidligere end normalt. Hun satte sig tungt på sengekanten, øjnene røde og hævede.
Poul, begyndte hun vaklende. Anne har sagt… du fortalte hende det jeg sagde.
Han sagde ikke noget, så bare på loftet.
Det var aldrig meningen. Jeg kan bare ikke mere. Du kan ikke forestille dig hvor hårdt det er. Arbejde, hjem, dig. Jeg løber rundt uden pause og du ligger bare der…
Jeg prøver hver dag, sagde han lavt. Det er ikke mit valg.
Nej, jeg ved det godt… Jeg er bare færdig, Poul. Hjælpen, man får hvis man passer en syg, er slet ikke nok, den brænder én op indefra. Alt forsvinder, endda kærligheden.
For første gang i måneder så Poul andet end kulde i Mettes blik. Hun led også, på sin måde.
Måske har vi begge brug for hjælp, sagde han forsigtigt.
Hjælp? Hvad med?
Psykolog? Nogle grupper? Kommunen har tilbud, sagde Vibeke.
Ja, men det gør ikke noget, jo…
Hun gik, stoppede og sagde:
Det værste er tanken om, at jeg nogle gange virkelig håber, det snart slutter. Og så hader jeg mig selv for det.
Hun forlod rummet, og Poul blev liggende. For første gang så han, at deres forhold ikke kun var én persons skyld men et tungt, fælles ansvar.
Anne blev hos dem tre dage. Hun kontaktede læge, fik plads på et gratis genoptræningshold, fandt en støttegruppe til Mette, og ringede til Anders der sendte penge, så de kunne få en hjemmehjælper tre gange om ugen. Til sidst samlede Anne dem i køkkenet:
Mor, far. Den måde, I lever på, er ikke acceptabel. Der findes hjælp, og I skal begge tage imod den. Mor, du får hjemmehjælp to gange om ugen nu, så du kan slappe af. Far, du starter på genoptræningen. Og I SKAL snakke ærligt sammen, ikke hakke på hinanden.
Efter hun var taget afsted, blev huset roligere. Mette blev stille brokkede sig mindre, gik i sig selv. Poul kom i gang med genoptræningen, Henrik kørte ham. De andre patienter var mærkede, men der var vilje i dem og det smittede.
Efter en måned kom hjemmehjælperen, Gitte, midt i halvtredserne, rolig, med varme hænder. Hun hjalp, lavede varm mad, gik ture med ham, når det lykkedes. De dage, gik Mette ud og lavede noget for sig selv. En dag sagde hun:
Jeg var i frisøren i dag. Første gang i et halvt år. Fik en kaffe ude. Det føltes rart at være menneske.
Det glæder mig, svarede Poul.
De havde ikke mange ord men brodden var forsvundet. Alt det forfærdelige, de havde sagt til hinanden, havde sat sine spor, men nu var der mere ro.
En aften, mens Mette lagde ham i seng, spurgte han:
Fortryder du, at du sagde de ord dér?
Hun stoppede, nikkede:
Ja. Men de var ægte jeg tænkte dem, dengang.
Jeg ved det. Jeg forstår godt, hvor svært det er. Du føler jeg tager dit liv.
Men det gør du ikke med vilje, Poul. Sygdommen har taget meget fra os begge. Jeg skælder bare ud, fordi jeg ikke ved hvor ellers jeg skal rette min vrede hen.
Men hvad gør vi nu?
Jeg ved det ikke. Måske kan vi måske skal vi prøve at lære at leve med det her.
Og hvis vi ikke kan?
Hun så længe på ham.
Så må vi vælge. Enten søge hjælp, eller gå hver til sit. Jeg ved det ikke.
Hun forlod ham. Poul lå i mørket og tænkte: Måske har jeg stadig et valg. Måske behøver jeg ikke bare vente på døden eller smide ansvaret over på Mette. Måske kan jeg flytte ind hos Anne lidt, måske en plejebolig. Eller gøre mere selv, efterhånden som kroppen lystrer.
Ugerne gik. Pouls krop genvandt lidt styrke. Venstre hånd kunne igen holde på skeen, han begyndte at læse avisen. Den forfærdelige fornemmelse af at være ligegyldig fyldte stadig, men ikke længere alt.
Mette begyndte i støttegruppe for pårørende. Kom hjem opløst, men lettet.
De andre kvinder dér de er lige så udmattede som mig. Jeg er ikke et monster, jeg er bare træt.
Ja, svarede Poul roligt. Vi er begge bare mennesker.
De sad tavse, men nu uden den evige bitre tone.
En aften sad Poul på terrassen og drak te med Henrik.
Du er blevet mere levende på det sidste, Poul. For et par måneder siden var der ikke lys tilbage i dine øjne. Nu ser du ud, som om du er vendt tilbage.
Poul smilede.
Måske har jeg lidt mere liv nu.
Har du overvejet… at gå fra Mette?
Jo. Men jeg tror ikke det er svaret for mig. Jeg kan bare ikke give slip, før jeg har forsøgt alt.
Du har altid været stædig.
Det er ikke stædighed. Jeg vil bare gerne have, at det vi har, ender med respekt ikke med had.
De sad tavse og så solen gå ned. For første gang i lang tid tænkte Poul ikke på døden, men på hvordan han igen kunne leve, ikke bare overleve.
Senere måtte Mette vide, hvad de havde talt om.
Om alt muligt, sagde Poul. Om livet.
Poul… Tror du tror du, vi kan prøve om igen? Starte forfra?
Han så på hende. Trætheden skinnede igennem, men også en spæd håbfuldhed.
Det ved jeg ikke. Men jeg vil ikke give op, før vi har forsøgt.
Og hvad så, hvis det går galt?
Så ved vi i det mindste, at vi prøvede.
Hun nikkede og tørrede øjnene.
Så forsøger vi.
Da Poul blev alene i værelset, var det blevet mørkt. Han så på loftrevnen måske kan jeg selv ordne den en dag igen, tænkte han. Måske ikke. Men nu betød det ikke så meget længere. Det vigtige var, at han stadig var her og at han stadig havde betydning, og at han igen havde et valg.
Mette havde såret ham dybt. Men han var begyndt at lære at leve med såret. Ikke at glemme, måske ikke at tilgive, men at leve med det og finde lidt fred. Og måske er det menneskelighedens betydning evnen til at fortsætte, selv når alt indeni siger giv op.
Han lukkede øjnene og lyttede til byens lyde. I det fjerne lød stemmer ikke Mettes bare dø men Annes du er min far. Og måske, mens den stemme var der, var der stadig en grund til at holde fast.
Det var ikke lykke. Det var ikke triumf. Men det var nok. Nok til at vælge livet, bare én dag mere.
