Mandag.
Åh, min ven, nu må du holde op, hakkebøffer har jeg da slet ikke tid til! Jeg stikker bare af fra arbejdet en lille times tid, forstår du? Vi tager det en anden dag En dag Morten Bering sender et længselsfuldt, sultent blik mod lille Line, og hun pakker stilfærdigt de lune farsbrød og alt det andet mad, hun har stående, på køl igen. Hun lavede det hele i går, så Morten kunne få noget rigtigt godt at spise.
Alle mandage venter hun på ham. Om morgenen, til frokost, om aftenen, natten altid. Han kommer uden varsel, åbner døren med sin egen nøgle, kysser sin Line på munden, og så glider hele verden i en sød og tæt tåge.
Heldigvis er Lines søn, Gregers, næsten aldrig hjemme om mandagen. Han går tidligt og kommer sent hjem fra universitetet. Så er der ingen, der forstyrrer.
Han forstår godt, at moderen har nogen, men spørger aldrig ind til det. Hvorfor, egentlig? Det er vel nemmere ikke at vide. Selv har han set ham én gang han sad i bilen, firkantet, alvorlig, industrielt skåret, kaldte Gregers ham indeni sig. Ikke typen, Gregers ellers brød sig om. Men moderen lyste op efter de møder, så pyt.
Morten har aldrig haft blomster med til Line. Han vil helst ikke gøre sig bemærket overfor sin chauffør. Eventyr om tanter fra Sønderborg går ikke Mortens familie bor i Skagen.
Men Line er vant til det. Hvad skal hun med blomster? Det vigtigste er, at Morten, om så bare et kvarter, er hendes. Ikke konens, ikke børnenes, ikke arbejdets.
Hun har ingen ret til at være jaloux på ham det er hende, der blander sig, ødelægger noget andet, synder mod det bestående. Så hun tillader sig ingen jalousi, men glæder sig over det, hun får.
Og glæder sig, det gør hun. Morten gør også, så det næsten ikke kan beskrives.
Jo, han blev gift tidligt, for hurtigt, før han havde prøvet livet. To børn fik de, ham og fru Gitte. Nu forsørger han dem, opdrager dem lidt, men ellers ikke meget. Kærligheden brændte ud for længe siden. De bor sammen, som var de bare bekendte morgenmad sammen, ellers adskilt.
Hvorfor er du trist igen, min egen? hvisker Morten i entréen. Havde vi det ikke godt? Det hele var jo dejligt! Jeg kommer igen næste mandag, jeg lover det. Så skal du nok både få madet mig ordentligt af og putte mig, og
Line nikker bare, bider sig i læben. Hun forlanger intet. Hun er tilfreds.
Farvel hvisker hun.
Han kysser hende hurtigt, står et øjeblik stille, åbner døren og går. Lange farveller bringer kun tårer, og han skal blive sen på arbejde, der er gymnastikkonkurrence for lille datter, Julie, i aften.
Morten! Din mappe! udbryder Line og stiller den bevidst i hjørnet, så Morten glemmer sine vigtige papirer og måske vender om endnu én gang
Ja ja Tak. Nå, jeg må ud, vi ses, hej!
Line vinker efter ham gennem vinduet. Han ser dog ikke op.
Hun tager sine briller på, sætter sig til arbejdet. Hun er redaktør i et lille forlag og arbejder hjemme. I smug drømmer hun, at Morten en dag kommer for at blive og at han skal spise hendes frikadeller hver aften
Tirsdag.
Morten lukker kontoret tidligt og suser af sted i sin blanke, dyre Mercedes op til hovedkontoret. Han afleverer personligt dokumenter kunne have sendt dem med bud, men vil selv. Fyret chaufføren, forærer ham penge, ellers tager han en taxa hen til Amaliegade. I et smukt, gammelt ejendomshus med stuk og jernporte bor Sigrid, Sigrid Troelsdatter. Hun er tidligere balletdanser, underviser nu på privat balletsal, og er stadig slank og yndefuld som før hun lagde balletskoene på hylden. Tirsdage arbejder hun ikke. Hun venter.
Også til Sigrid giver Morten aldrig blomster stadig skjuler han sig. Sigrid elsker ellers blomster, hun har været vant til rosenduft og buketter i alle årene på scenen.
Forstår du nu, Sigge, stryger Morten Sigrid over det lille hoved jeg ville gerne komme med buket, men portneren og alt det folk nedenunder, de ville straks forstå, jeg skal til stævnemøde. Uden blomster ingen sladder!
Jeg er ligeglad med sladder, Morten! Jeg savner dig! Når jeg står og underviser, er tankerne hos dig. Jeg husker dine hænder, skuldre, kys siger Sigrid med en ild, så maven snører sig sammen. Men du kommer aldrig Forlad nu din Gitte! I elsker alligevel ikke hinanden. Vil du have, jeg ringer til hende nu?
Hun griber mobilen, men Morten kysser den kølige hånd, tager den blidt.
Vær lidt tålmodig, Sigge! Når børnene er lidt ældre, går jeg, det sværger jeg. Men nu Lad os drikke champagne, være berusede, lykkelige! Dans for mig, Sigrid, dans!
Sigrid har danset hele livet. Først for farmor, mor, far, senere for publikum og komitéer, nu for Morten.
Hun elsker at blive klappet ad, og Morten gør det. Måske ikke entusiastisk, men kærligt. Bagefter drikker de kaffe i hendes køkken, bøjer sig over byens tage i efterårssol, smågriner. Når kop nummer to er drukket, klæder Morten sig lynhurtigt på og tager hjem. Sigrid sender ham til elevatoren, stadig i slåbrok, og bag klirrer snakken i nabolaget. Hun har vænnet sig til det. Hun er en danserinde, gossippet er også en form for berømmelse
Onsdag.
Her er det simpelt og næsten lidt plat. Morten kører ud på landet til Lise og hendes sommerhus. Hun venter med slåbrok og rene lagner. Døren åbnes, han lukkes ind, gribes i slipset, og de vælter sammen, som dyr henover køkkenbordet.
De mødte hinanden til et selskab hun var allerede godt rundtosset, fristende. Morten kom for at ordne arbejdspligter, mistede sig selv i Lises blik og har hængt fast siden.
Lise kræver aldrig blomster, vil ikke lave mad til ham. Hun gider knap stå op for at sige farvel når han går.
Hej hej, mus! kysser Morten hendes hånd, der stikker ud fra dynen.
Hun mumler bare, drejer om på siden. Hos hende er det nemmest hun kræver ingenting.
Men tro ikke, at Lise er flad og uinteressant som den gamle skænk i hjørnet. Hun er sej, målrettet. Vil hun have noget, får hun det.
Morten kan frygte, at hun vil skubbe til hans ægteskab. Forstår det. Børn, svigermor, papirarbejde, der risikere at ramme kontoret om børnebidrag
Lise forstår ham alligevel: Du er hverken hest eller buk, griner hun, bider ham i øret jeg vil have min frihed. Kom og gå hvis du vil, men opfør dig pænt.
Nej, han er ingen hjort, kun måske lidt Også bange for, at Gitte gør præcis det samme. Det ville være ganske ironisk
Torsdag.
Fiskedag. Først arbejdes der, så køres til Therese. Hun er mester i fiskeretter, hun boede jo ved Skagen som barn, og kan trylle med alt havets fangst. Huden dufter af tang og salt. Eller er det kun Mortens fantasi, men han forbinder hende med sin barndoms sommerdage på Fanø
Morten elsker fiskefilet, gerne torsk, helst grillet. Therese køber ind hos fiskehandleren, dækker op festligt, skænker vin, folder servietterne, tænder stearinlys hun vil have lidt stil over tingene.
Han spiser. Ikke andre steder, men altid hos Therese. Gal er allergisk overfor fisk der må det slet ikke bringes ind i hjemmet!
Men torsdage sover Gitte hos sin egen mor i Holte. Så kan Morten spise fisk i fred, hjælpe med at rydde op, regner sig selv som ren og velduftende.
Therese styrer i huset, hun lader ham ikke glemme det.
Af og til taler hun om at flytte sammen, måske med børnene også.
Jeg elsker børn, Michel! Det vil ikke være en byrde. Vi kan tage dem med til havet i ferien, se mine egne. Det ville være godt for alle.
Hun siger det roligt, forlanger ikke, beder ikke, tigger ikke og rynker bare skuldrene, når Morten igen undviger.
Som du vil, sukker hun og hælder mere vin op.
Therese er ældst blandt Mortens kvinder, kroppen er blød og træt, men det passer egentlig Morten godt. For han er også begyndt at blive træt.
Han bliver sent, meget sent, falder i søvn, tager bad. Kone og børn er ude, og Gitte ringer ikke engang for at høre til ham. Det er næsten rart. Så kan han drømme om Therese, det kødfulde, erotiske. Med Gitte føles alting koldt og mørkt.
Fredag.
Her er det mere trivielt. Morten tager børnene med hjem til sin mor. Det er hans tur til at underholde dem, og Gitte har altid overarbejde, kommer sjældent med.
Hans mor svinger dem omkring de spiller Ludo, spiser aftensmad.
Og hvad så med Gitte? Kunne hun ikke? spørger mor Anna hver gang med et drillende glimt, som ville hun sige: Ja, sønnike, du fik dig lidt af en enke
Morten forklarer, at Gitte er på konference hver fredag.
Jaja, hun forsker og forsker, fniser moren, banker i bordet, Men nu, kage, børn! Kom, så skal der være hyggeligt!
Alle spilder på køkkenet, slås om kopper og stykker. Kun Morten sidder stille, træt. Det er hårdt sådan at balancere som kvindeglade leder og midt i firserne.
Kvinder, Morten, hvad de egentlig vil? sagde Steffen, Mortens chauffør, engang.
Hvad vil de? grinede Morten, gned sig på hagen. Line hader, når han har stubbe
De vil have penge! Er der penge, er der kærlighed, ellers kan man godt feje sammen. Da jeg tjente lidt, var min kone ligeglad, men nu Steffen klapper på instrumentbrættet Nu ser de mig som noget.
Morten så stramt på ham. Nej hans kvinder var ikke sådan! Måske kun konen Hvornår var det, hun forandrede sig? Det sivede ind, meget langsomt.
Hans varme, hans blide ømhed og hans længsel alt havde han andre steder end hos Gitte. Men han burde være taknemlig for, det var Gitte, der i sin tid præsenterede ham for de rigtige folk. Hun er praktisk, beregnende men ikke mere end det.
Kør nu, falder du i søvn? Vi er sent på den! brummer han til Steffen, og hop så suser de videre.
Da Gitte meddelte, at hun gik, var det mandag morgen, på Lines dag.
Hvad mener du, du forlader mig? Morten satte sig op, gnubbede øjnene.
Ja, på mine ben, lo Gitte, klappede lår. Jeg går til retten, tager børnene, men først skal alt ordnes.
Hun sad foran spejlet, krøllede hår, snakkede roligt, som om det var historiens trivielle hverdag, hun delte.
Jeg forstår ikke. Hvorfor?
Er du dum? Jeg forlader dig. Hvor jeg går hen, rager dig ikke. Jeg har aldrig spurgt, hvor du er henne hver aften.
Hun klappede krøllejernet sammen, Morten lukkede lynlåsen bag på hendes kjole. Han ville spørge mere, men hun var allerede ude ad døren.
Jeg bringer børnene i skole. Hej! og hun smækkede døren.
Morten grinede først typisk Gitte!
Men så blev han vred, så han fik lyst til at knuse den kop fra Hjem & Hyggeliv mod væggen og trampe på skårene.
Han indså, hvorfor alt føltes så svært Gitte havde udført det som et bagholdsangreb! Stille, uden drama, havde hun planlagt det sammen med den slange, Birk. Føj!
Gitte var hans. Han havde båret hende gennem snevejret til fødeklinikken. Han ikke Birk vidste, hvordan hendes hovedpine bedst dulmedes, og at hun fortrækker gardinerne på trods af, at de bor helt oppe og ingen kan kigge ind. Hun var bange som barn havde hun engang forvildet sig bort og havde mareridt om sorte skikkelser, der ville tage hende væk.
Det havde kun han vidst. Hvad hvis Birk griner af hende?
Steffen og bilen var væk, så han måtte tage taxa.
Han rasede på arbejdet, rev papirerne ned af skrivebordet kunne ikke finde hoved eller hale i det hele.
Og i hovedet bare én tanke: Gitte er gået. Gitte er væk!
Så efter et par tomme dage, kom opkaldet fra hospitalet.
Tag det roligt, Morten Bering! sagde lægen og bladrede i journalen Der er grund til flere undersøgelser. Du bør indlægges en uge, slappe af, måske vitaminer, massage, så ser vi på prøverne. Skal vi ordne det?
Morten prøvede at tyde tallene, koldsved brød frem.
Indlægges? De læger får bare penge for det så sender de dig i graven bagefter!
Nej. Pjat. Jeg har ikke tid! skar han igennem, daskede fingeren i bordet. Jeg gider ikke jeres pengegriskhed!
Lægen opførte sig værdigt han var ikke for pengenes skyld, havde selv gæld. Pengene må du skændes om med konen. Her handler det om dig.
Morten stormede ud, malingen dryssede ned, efterlod en revne i væggen.
Det må I vel fikse, der er penge nok! råbte han til den overraskede sygeplejerske.
Og hvorfor tænkte han stadig kun på penge? Nok om det
Han tog hen til Line. Mandag, hendes dag. Men Line ventede ikke som før.
Hun havde grædt, håret mat, hun fløj ikke ham om halsen, tilbød ingen bøffer. Hun havde ikke engang sat sit hår.
Morten min Morten! hylede hun, nagede neglene i hans hånd. Gregers er væk. Ringede i går, sagde han flyttede til mormor, han ville ikke forstyrre os mere.
Os? spurgte Morten hæst.
Ja! Han sagde, at Gitte havde ringet og sagt, at I blev skilt, og at du nu skulle bo her. Hvordan kunne du tage den beslutning bag min ryg?!
Det har jeg ikke! Gitte sagde det først til mig i morges!
Du lyver! Jeg er ligeglad hvornår! Jeg vil ikke bo med dig! Giv mig Gregers tilbage, forstår du! Hun slog ud i luften.
Det har ikke noget med mig at gøre! Ring, bed ham komme hjem! Jeg havde aldrig tænkt at
Hvad? Havde du ikke tænkt at? Du lovede jo! Du er et svin! Skrid! Line smed ham ud, døren klappede.
Morten nåede ikke engang at sige, at han rent faktisk var syg. Det rørte ikke Line.
Med hendes søn borte, havde hun ikke mere brug for ham.
Han vandrede ned ad den velkendte, men nu fremmede, allé. De var ved at rive bladkiosken ned. Her skulle blive vej.
Det bliver tomt uden tænkte Morten, halvt grinende til sig selv.
Sådan var det med Line også. Alt havde været balanceret på sin egen mærkelige måde. Gitte var hans fundament. Nu var det væk, og alt snurrede rundt.
Line havde haft Gregers til at undskylde sig overfor, så kunne hun have forholdet med Morten. Nu var han væk, hvordan skulle hun klare det? At indrømme hun bare var en elskerinde, ikke en elsket? Nej, så hellere have det falske tilbage.
Han satte sig på bænken, rodede i tasken efter prøverne forstod ikke tallene. Forsøgte at ringe til Sigrid, men hun havde time harmonikaen lød i baggrunden.
Ej, Morten, vent lige! Kom ikke denne uge, jeg smutter til Australien til min søster, melder ind, når du har fået styr på skilsmissen. Okay? sagde hun og lagde på.
Gitte havde åbenbart også ringet til hende. Som om Morten var en mus, hun nu skulle slippe ind til slangerne, og lade dem slås om ham.
Men musen var ikke længere nødvendig.
Lise tog imod Morten, dog ikke med sin sædvanlige åbenhed, trak ham dog stadig med ind. Bagefter sad hun forslugt på sengen, var grå i ansigtet, tændte en smøg og fortalte at hun ventede barn nej, ikke hans.
Tænk, jeg ville det så gerne, men nu ved jeg ikke, om jeg vil. Hører du det! råbte hun mod maven. Hvad skal jeg dog stille op?
Morten begyndte at forklare, at han kendte de bedste læger, at hun burde passe på
Slap lige af, sværger du du ved noget! fnøs Lise, viftede ham væk som en irritabel flue Hvad vil du? Fordi Gitte er gået, vil du ind hos mig nu? Det sker ikke. Gå nu.
Han ville vise hende prøverne.
Jeg har mine egne prøver, sagde hun tørt. Ud!
Han gik. Hele sit alsidige, heldige liv blev smidt ud. Så mange varme kroppe han havde haft men ingen ventede. Ingen havde regnet med, han blev fri og tilgængelig; det var straks nemmere, da han var gift.
Therese lyttede til hans klager over diagnoserne og foreslog Tibet hun gav ham et nummer og bad ham aldrig ringe igen.
Din aura, Morten, er for syg for min. Undskyld, men jeg skal ikke smittes. Held dig vel!
Så smeltede hun væk med sin fis og vin. Hun vil lave mad til en anden, med solskin i sjælen.
Han fortalte ikke sin mor om sygdommen. Hun ville have slået i bordet, bebrejdet Gitte, og derefter talt uafbrudt om egne skavanker. Dem havde hun nok af.
Morten slæbte sig hjem, træt, lagde sig sulten i sengen, vågnede midt om natten badet i angstens sved. Frygt for at dø, nu hvor han knap følte sig i live! Og børnene hvordan skulle de klare sig uden ham?
Hvordan før? Du med Lise, Sigrid, Line, de med deres mor Sådan fortsætter det bare. Du bliver begravet.
Morten lod sig indlægge. Ikke for at få behandling, men fordi hjemme var tomt. På hospitalet var der i det mindste lidt liv.
Operationen blev sat til næste morgen.
Har du sagt det til de nærmeste? De ringer hele tiden ellers, brummede nabopatienten. Jeg svarer ikke.
De ringer ikke, bare rolig, svarede Morten stille.
Og han blev trillet væk.
Da han vågnede igen, kiggede på de forbundne sår, tændte mobilen og blev trist. For ingen havde ringet. Ingen. Som var han forsvundet.
Og så holdt han pludselig op med at være bange. Han var ingen, og det var okay. Lad ham bare forsvinde. Børnene og moren, synd for dem men ikke for ham selv. Han var som den gamle bladkiosk. Den bliver revet ned, og bygger man noget nyt. Må Lises barn få det bedre. Han flytter sig bare.
Om natten steg feberen, og han røg på intensiv. Omkring ham lå kroppe, halvt borte. Morten faldt i søvn.
Da han endelig vågnede igen, sad Gitte ved siden af ham, med ansigtet mod dynen.
Og ind ad vinduet strømmede lys som var det forår.
Vi må rulle for, du kan ikke med alt det lys, hviskede han, halsen ru, tørstig.
Gitte kiggede op, rystede på hovedet.
Lad det være. Her mangler lys. Lad det være, sagde hun, lagde hånden mod Mortens kind, trak den hurtigt til sig.
Undskyld, er ikke barberet. Jeg gør det lige
Han prøvede at rejse sig, gik ikke.
Vi skal kæmpe, Morten. Vi to skal kæmpe. Forstår du? svarede Gitte. Hun vidste alt, tilgav ham om ikke andet, så gik hun ikke.
Og pludselig forstod han. Han var ikke den gamle bladkiosk. Han var et menneske, der blev elsket. Og det gjorde næsten mere ondt end noget.
