Optøet hjerte
Du kan slet ikke forestille dig, hvor tidligt og mildt foråret kom til København i år. Allerede midt i marts var sneen væk kun nogle grå, sørgelige pletter lå tilbage i sjove kroge ved husene, og alting duftede så friskt, at man ikke kunne lade være med at trække vejret ekstra dybt. På kastanjetræerne foran de gamle etageejendomme var knopperne svulmet op, klar til at sprænge, og jeg sværger, i luften svævede en næsten usynlig duft af de første erantis og krokus, som om selve naturen vågnede og endelig gad åbne øjnene igen.
Solen legede med mønstre af gule felter på stuegulvet hos Karen, efter at den havde snoet sig gennem lette, hvide gardiner. Det lignede næsten, at solen om nødvendigt kunne trampe videre ud gennem lejligheden, hvis ikke nogen reagerede. Men Karen, 14 år gammel, sad bare i vindueskarmen og krammede benene tæt ind til sig. Hun så ud i baggården og forsøgte at forstå, hvor hurtigt tingene kunne blive vendt op og ned. Én ting havde hun dog lært, selv om hun stadig var ung: Livet er ikke retfærdigt ikke altid. Glæde kan fordufte lige så hurtigt som morgendisen på Søerne.
Det hele begyndte for to år siden, om foråret selvfølgelig. Dengang solen var særlig varm, og folk allerede vovede sig uden hue med vinden i håret. Knap var Karen endnu trådt ind ad døren fra skole helt oppe at køre, for hun havde vundet førstepladsen til byens matematikolympiade.
Far, du gætter aldrig, hvad der er sket i dag!
Men ingen kom hende i møde. Alt var usædvanligt stille. Karen mærkede straks uroen brede sig som en kold, stram klump i maven, mens hun listede ind i stuen.
Hendes mor stod med en skinnende, ny kuffert tapetseret med farverige stickers fra alverdens steder og hendes far så ud, som om nogen lige havde trådt ham på det ømmeste sted.
Karen, skat… mors stemme dirrede, og hun begyndte ikke engang sædvanligvis at pakke ind, jeg tager af sted. Jeg har mødt en anden, og vi har besluttet at bo sammen.
Det føltes, som om verden gik i stå dér. Lige før skulle hun jo fortælle om sin flotte placering, og nu krakelerede alting, og der var pludselig kun et før og et efter.
Hva med os? Du er min mor… Det kom ud hakkende, indelukket bag en knude i halsen.
Jeg vil altid være din mor. Hun satte sig på hug, lod varme hænder fange Karens, men det hjalp ikke rigtig. Jeg længes bare efter at være lykkelig.
Men… hvad med os? Har du slet ikke brug for os mere? Karen mærkede tårerne, men holdt dem stædigt tilbage.
Morens svar var et langt kram. Hun bedyrede, at hun altid ville ringe og besøge. Karen kunne mærke, hvor meget hun var nødt til at tro på det, for ikke at gå helt i stykker indeni.
Dagen efter var moren væk. En måned senere kom der et postkort fra Skagen: Billedet viste hende og en fremmed mand i vindblæst latter foran et uendeligt blåt hav. Karen rev postkortet i stumper og stykker, men kunne ikke få billedet ud af hovedet; moren var glad uden hende. Hver gang Karen tænkte på det, kneb det sammen inde i brystet, som om nogen kneb kærligt men hårdt til hendes hjerte.
Fra det øjeblik dukkede uviljen op over tanken om, at hendes far måske kunne finde en ny kvinde. De er alle ens, tænkte hun og stirrede på de blomstrende buske ned langs Sortedam Dossering. Først virker de søde, men så forlader de dig. Karen lukkede sig inde i sig selv, blev spids som en pindsvin og stak til, hvis nogen bare nærmede sig.
Men hendes far, Jens, havde også brug for mere end tomheden. Seks måneder senere havde han en gæst, som hed Ulla.
Ulla gik straks til sagen. Da hun kom ind, satte hun sig nærmest til rette som en, der skal holde styr på det hele.
Nå, Karen, vi to skal nok finde ud af det. Jeg skal nok sørge for, du passer din skole og opfører dig ordentligt.
Karen knyttede næverne, så neglene trykkede sig ind. Hun var vred ordentlig, brandvarm vrede.
Jeg klarer mig selv, mumlede hun, selv om stemmen bævede.
Du skal ikke være næsvis, svarede Ulla skarpt. Jeg er her for at sætte tingene i orden.
Efter få dage havde Ulla sat sig grundigt ind i magtfordelingen. En morgen samlede hun med stirrende hovedrysten Karens skolebøger sammen.
Hvad er det dog for et rod? I mit hjem skal der være styr på tingene!
Karen stirrede, træt og irriteret.
Det er ikke dit hjem, snerrede hun. Jeg kan selv holde styr på mine ting.
Du er alt for ung til at bestemme det!
Samme dag ville Karen have en veninde med hjem for at lave et projekt, men Ulla stillede sig foran telefonen:
Ingen gæster, her skal være ro. Du bruger din tid fornuftigt.
Da Jens kom hjem, klagede Ulla over Karens upassende opførsel:
Jens, din datter opfører sig overhovedet ikke ordentligt! Jeg spurgte hende bare, hvorfor hun ikke havde vasket op, og hun ignorerede mig i fem minutter.
Det passer ikke! Jeg lavede lektier, svarede Karen lidt panisk. Og jeg er ikke jeres tjenestepige.
Kan du så vise respekt! rasede Ulla.
I er ikke noget for mig, Karen skreg det næsten ud.
Efter kun to dage havde Ulla pakket tasken og trampede ud af bygningen. Karen så hende gå følte lidt triumf, men mest tomhed.
Farens næste forsøg kom året efter. Denne gang hed hun Mette. Alt ved hende var pænt: neglene, parfumen, stemmen, der lød lidt for venlig til at være sand. Men Karen gennemskuede det hurtigt: Mette var mere interesseret i farens penge end i ham.
Jens, kunne du ikke købe en jakke til mig? Det bliver koldt…
Karen lurede på det hele og tog modet til sig en aften:
Far, ved du overhovedet, hvor dine penge forsvinder hen? Hun beder dig altid om ting, men der ændrer sig aldrig noget herhjemme.
Jens blev stille og anspændt.
Jeg tror ikke, hun elsker dig, sagde Karen direkte.
Det skabte ballade. Næste dag fløj Mette op og råbte af Karen. Hun forsvandt hurtigt, og Jens stirrede ned til avisen.
Efter det kom ingen nye kvinder i lang tid. Karen begyndte langsomt at nyde, at det bare var hende og faren. Han lavede endda pandekager om søndagen og lo af hendes vittigheder. Karen mærkede, at hun næsten begyndte at tro på lykke igen.
Men begyndelsen af april ændrede det hele. Altanerne fik de første små, lysegrønne blade, og faren kom hjem med en ny kvinde, der hed Sofie.
Karen, det her er Sofie, sagde Jens usikkert.
Sofie var anderledes. Hun bestemte ikke, krammede ikke for hurtigt, men smilede bare og sagde:
Hej, Karen, jeg er glad for at møde dig.
Sofies stemme var varm, ikke tvunget. Karen tænkte straks: Det vender. Men det gjorde det ikke. Sofie spurgte fx om Karen syntes salaten skulle have olie eller dressing, og det var så ægte et spørgsmål ikke for at være venlig, men fordi hendes svar virkelig betød noget.
En dag lod Karen med vilje sine beskidte tallerkener stå. Ville Sofie klage? Nej, hun vaskede dem bare af og fortsatte samtalen.
En aften, mens Karen tegnede, kom Sofie forbi og kiggede på hendes billede af Furesøen i aftensol.
Du har virkelig evner! Man kan se, du har lagt sjæl i det, sagde Sofie med beundring, og spurgte om hun måtte se flere tegninger.
Da Karen en dag hørte Sofie sige til Jens i køkkenet:
Jeg vil ikke tage morens plads. Jeg håber bare, jeg kan være en god ven.
Noget smeltede i Karen. Senere den aften spurgte hun forsigtigt ind til madlavningen. Ville Sofie have hjælp? Svaret var et stort smil.
Kunne du ikke skære æbler til æblekage, ligesom din mor plejede at gøre det?
De lavede mad sammen. Karen mærkede, hvordan varmen bredte sig i kroppen, mens hun lyttede til duften af kage og kunne høre sin egen latter velkommen og let, som om en tung dyne blev trukket væk. Sofie var bare… til stede. Ikke pågående, bare med.
Den aften sad de alle tre Jens, Sofie og Karen ved spisebordet. Jens sagde grinende:
Nu har jeg vist dobbelt op på held, hvad?
Og Karen grinede for alvor med, længe og uden hæmninger. Hun mødte Sofies blik og der var kun accept og hengivenhed.
Efter aftensmaden, hvor Karen hjalp med at rydde af, sagde Sofie stille:
Tak fordi du prøver at stole på mig. Det betyder mere for mig end du tror.
Jeg er også glad for det, svarede Karen. Jeg har bare været bange for at blive svigtet igen.
Det forstår jeg, sagde Sofie lavmælt. Vi tager det én dag ad gangen, og hvis det føles forkert, siger du bare til.
Det aftalte Karen. Den nat kiggede hun op mod nattehimlen. Indeni var hun ikke længere bange. Nogle gange opstår der faktisk plads til nyt håb for at livet kan blive lyst og varmt igen.
Hun lagde sig, lod tankerne drive væk, mens en lille, stille glæde spredte sig i kroppen. For første gang i evigheder faldt hun hurtigt i søvn med et lille, ægte smil på læben.
