Og du troede ikke på mig
To dage senere ringede Trine. Men denne gang lød hendes stemme bekymret.
– Jeg har altså sagt til dig, veninde, at din Mads er en meget mistænkelig type. Men du troede ikke på mig… Nu har jeg beviser!
– Hvilke beviser? undrede jeg mig, mens der gled en kold strøm ned ad ryggen…
“Hvad mon har hun opdaget om min elskede mand?”
*****
Der er en grund til, at vi i Danmark siger: “Hovmod står for fald”.
Jeg, Sofie, 26 år, har hørt det mange gange. Og jeg forsøger egentlig altid at have det med i baghovedet.
Bare for en sikkerheds skyld.
Alligevel, den skæbnesvangre aften var der ikke meget at stille op: Jeg kom ud af SuperBrugsen med to fyldte indkøbsposer, så bussen holde klar ved stoppestedet med dørene på vid gab og…
…jeg spurtede af sted.
– Vent på mig! råbte jeg til buschaufføren, som i mellemtiden stod og talte i telefon, og derfor selvfølgelig ikke hørte mig.
Og så skete dét, jeg mindst ventede. Jeg faldt…
Først knækkede min hæl, så vred jeg om på foden, og til sidst landede jeg, så mine nye nylonstrømper revnede på knæet.
En del af varerne rullede ud over fortovet.
Fortvivlet så jeg bussen let og lækkert trille væk fra stoppestedet, og straks stod jeg med tårer i øjnene.
– Det sker bare ikke…
Pludselig dukkede det gamle ordsprog op i mit hoved og jeg kom uvilkårligt til at smile det gælder virkelig om ikke at have for travlt…
“Det var rigeligt eventyr for én dag. Nu tager jeg simpelthen en taxa hjem! besluttede jeg. Hvis jeg dog bare kunne komme op at stå…”, tænkte jeg og gispede af smerte.
Netop da trådte en høj herre hen til mig. Jeg så ikke hans ansigt tydeligt, men hans stemme var varm og venlig, så det gav mig gåsehud.
– Hvorfor sådan et hastværk, søde? Kom du slemt til skade? Lad mig hjælpe dig.
– Jeg skyndte mig bare efter bussen… Der går jo næsten en halv time, før den næste kommer, – sukkede jeg tungt og rakte hånden frem.
Han hjalp mig op, og samlede roligt mine varer op fra fortovet.
– Tusind tak… sagde jeg, mærkede at han havde meget venlige øjne, og ville tage poserne fra ham, men han smilede blot lunt og slap dem ikke.
– Skal jeg ikke hellere følge dig helt hjem?
– Mener du det? Hjem til mig? Jeg var overrasket. Nej, nej, jeg tager bare en taxa, det er helt i orden.
– Haha, hvorfor dog det? Jeg er jo selv taxachauffør. Kom, jeg hjælper dig ud til bilen.
Under alle andre omstændigheder ville jeg nok have overvejet det grundigt. Men nu…
Nu ville jeg bare hjem, og han virkede på én gang så hjælpsom og tryg.
Han præsenterede sig som Mads, og på vej hjem forsøgte han at muntre mig op med morsomme historier fra taxaen.
– Engang var der en dame, som klagede over, at jeg kørte alt for hurtigt til hendes frisørtid.
– Hvordan det? spurgte jeg med et smil.
– Jo, hun var bestilt til klokken ni, tog taxa klokken otte for at være i god tid men jeg kendte smutvejene og kørte hende frem på ingen tid. Så ringede hun og klagede: “Hvad skal jeg så bruge en halv time på ude i regnen?”.
Da vi nåede mit hjem, spurgte han:
– Hvilken etage bor du på?
– Undskyld… hvorfor?
– Jeg vil hjælpe dig op med poserne. Hvordan vil du klare det med ondt i foden?
Jeg var usikker. På den ene side ville det være svært selv, på den anden ville jeg ikke have, at en fremmed så, hvor jeg boede.
– Bare rolig, Sofie, jeg vil bare hjælpe. Jeg tager ikke penge for turen.
– Det kan du altså ikke mene… Du er på arbejde, selvfølgelig skal du have løn.
– Jeg nægter at tage imod betaling. Prøv ikke engang at overtale mig.
Jeg trak på skuldrene, fiskede en krøllet halvtredser op og lagde den på forsædet.
Men Mads fik den ubemærket ned i en af poserne, og hjalp mig så hele vejen op i lejligheden.
– Tak en million igen, Mads.
– Det var så lidt, – sagde han med et stort smil. Skal jeg hente dig på arbejde i morgen? Det er ingen sag.
– Ej nu må du stoppe har du tænkt dig at være min private chauffør?
– Hvorfor ikke…?
Sådan begyndte vores historie. Hver morgen og aften kørte han mig og nægtede stadig at tage imod penge.
– Mads, tager du ikke penge fra nogen? Eller er det kun mig, der er så heldig?
– Vi blev da enige om, du kan sige ‘du’ til mig, Sofie.
– Undskyld, det er stadig lidt uvant. Vi har jo kun kendt hinanden nogle få dage…
– Det er kun dig, jeg kører gratis, – blinkede han.
Snart udviklede bekendtskabet sig til små dates, cafébesøg og lange natlige gåture i Aarhus. Jeg må indrømme, at han charmerede mig.
At forestille sig sådan en gentleman bag ratte i en taxa Men, det fandtes altså.
Efter en måneds tid præsenterede jeg ham for min bedste veninde, Trine. Jeg ville gerne høre, hvad hun syntes.
– Jeg synes simpelthen ikke om ham sagde Trine, da vi var alene.
– Hvorfor da ikke? Han er da sød nok. Han ryger ikke, han er charmerende
– Måske for venlig, Sofie. Jeg boede også i Aarhus, kørte tit i taxa. Har aldrig mødt så søde chauffører som ham. Han virker ikke hjemme i det.
– Hvad er det, du insinuerer?
– At der er noget, han skjuler. Måske er han ikke engang rigtig taxachauffør.
– Men hvis han var ude på at snyde mig hvorfor så nægte at tage penge?
– Netop, det er da mærkeligt. Hvorfor køre gratis? Sådan gør kun dem, der vil vinde ens tillid. Det er min fornemmelse lidt mærke, underlig fyr
Jeg kunne ikke helt følge hende, men et eller andet bimsede i mit baghoved.
Mads var faldet ned i mit liv lige som en prins på en hest.
“Måske er han bare en eventyrlig heldigfind…”
Jeg besluttede at fortsætte med at se ham, men ikke forhaste mig, før jeg kendte ham bedre.
*****
– Hvorfor er du så stille i dag? Gik der noget galt på arbejdet? spurgte Mads, da jeg satte mig ind.
– Nej, det er noget andet, bare…
– Kan du ikke fortælle det?
– Måske forstår du mig ikke … Trine, du ved, min veninde, hun arbejder frivilligt på et internat. Hun fortæller, at næsten ingen kigger forbi længere. Nogle gange går der flere dage uden, at nogen kommer og det er så skidt, for dyrene mangler kærlige hjem. Især killingerne, – jeg tudbrølede. – Hvis bare nogen ville tage dem hjem… Vi har endda givet penge til annoncer. Men der sker intet… Trine er frustreret, og jeg bekymrer mig. Jeg måtte aldrig få dyr i lejligheden.
Jeg fortalte Mads om den lille grå killing, man fandt efterladt ved banegården, afkræftet og sulten. Om den røde, der blev fundet ved rådhuset med haltende ben, og mange flere dyrehistorier.
– Hver uge kommer der nye ind på internatet. Hver har sin skæbne. Snart har de ikke plads…
– Det gør mig ondt for dem. Men hvor ligger internatet egentlig?
– Ude ved ringvejen, – svarede jeg. Det er surt, ingen har lyst at tage derud…
Næste dag ringede Trine. Det var tydeligt, at hun var oprevet.
– Gæt hvem, der dukkede op i dag på internatet?
– Lad mig høre, var det selveste statsministeren?
– Det var din Mads… Og ved du hvad han gjorde?
– Nej…?
– Han tog en killing! Sagde han gerne ville hjælpe i denne svære tid. Var det dig, der fortalte om vores problemer?
– Det må jeg indrømme, – jeg kunne ikke lade være at smile. Og hvilken en tog han den grå, sorte eller røde?
– Den grå… Men jeg må indrømme, jeg stoler stadig ikke på ham…
– Trine, vær nu ikke urimelig. Du kan da ikke benægte, at det var en god gerning!
– Måske, måske ikke. Vi ved ikke nok endnu…
– Sødeste Trine! Han tog bare en killing. En sjæl mindre, der lider.
Hun ville sige noget mere, men der blev kaldt på hende, så hun måtte lægge på.
Samme dag gik jeg tur i Mølleparken med Mads og var spændt på, om han ville fortælle om killingen men han nævnte det slet ikke.
– Mads…
– Hvad så?
– Hvorfor siger du ikke, du har taget en killing fra internatet?
– Var det Trine, der sladrede?
– Det kan du tro! Jeg ville bare sige tak det er det, mænd gør, der har hjerte…
– Nemlig, og derfor ville jeg ikke have ros det skulle være en rigtig, uegennyttig handling.
– Jeg forstår…
Endelig begyndte jeg at forstå, at Mads virkelig var en god mand og jeg blev sur på Trine, der blev ved at tale ham ned. “Måske er hun bare lidt misundelig?” tænkte jeg, men slog straks tanken væk, for Trine var ikke sådan én.
*****
To dage senere ringede Trine igen. Hendes stemme skælvede, ja, det lød næsten som om hun græd.
– Hørte du ikke, hvad jeg sagde, veninde? Din Mads! Nu har jeg rigtige beviser!
– Hvilke beviser? spurgte jeg og mærkede, hvordan sveden sprang frem i hænderne…
“Hvad kan hun have fundet ud af, om Mads?”
– Han er kommet i internatet igen. I går og forgårs.
– Hvorfor? Ville han af med killingen igen?
– Nej, han tog endnu to…
– Tja, og hvad så? Mange har da 2-3 katte hjemme, det er ikke mærkeligt.
– Ikke mærkeligt? Du er jo forelsket til op over begge ører, selvfølgelig ser du det ikke!
– Hvad mener du så, at det betyder?
– At Mads slet ikke er den, han udgiver sig for. En taxachauffør med tre killinger? Dem har ikke engang tid til at passe sig selv, med mindre de er familiefolk. Og Mads er single.
– Måske han bare har fået smag for flere killinger…
– Hvorfor tog han dem så én ad gangen?
– Han ville nok lige prøve én først, og så kunne han se, at han kunne klare flere… Han vil bare hjælpe internatet.
– Hvorfor tog han dem så på forskellige dage og hos forskellige frivillige? Hvorfor?!
Der blev stille jeg vidste det ikke og jeg kunne ikke forsvare ham.
– Jeg taler med ham… sagde jeg og afsluttede samtalen. Forhåbentlig kan Mads forklare…
*****
– Hør, Mads… Må jeg ikke snart se din lejlighed? Du har været hjemme hos mig, men jeg aldrig hos dig…
– Det må du da. Bare ikke i dag, for der ser rodet ud.
– Okay… Og hvad med killingen har du givet den et navn endnu?
– Den har det godt! Og navnet… det finder jeg nok på.
Uro begyndte at sprede sig i mig. Mads havde aldrig løjet, men nu lød det forkert. Han nævnte ikke de to andre killinger.
“Måske har Trine ret? Måske skjuler han noget men hvad?”
Jeg mødtes med Trine og betroede hende mine bekymringer.
– Det er præcis, hvad jeg siger, Sofie! Hvis han kom ind i internatet, når jeg havde vagt, havde jeg spurgt ham direkte: “Hvad skal du egentlig med alle de killinger?” Men han dukkede op til forskellige frivillige og alle var bare lettede for at komme af med killingerne. Det vidste han godt. Du fortalte ham jo selv det!
– Jeg kan bare ikke forstå, hvorfor skulle han så gøre det? Han virker jo sød…
– Hvor ved du det fra? Du har ikke engang været i hans hjem… Ved du hvorfor?
– Hvorfor?
– Fordi der ikke er én eneste kat der! Og han ved, du ville se det med det samme.
– Mon det virkelig er sandt?
– Jeg har ingen anden forklaring, sukkede Trine. Vi har måske givet killinger til en mishandler!
– Trine! Hvorfor skaffe killinger fra et internat, hvis han bare vil mishandle? Hvorfor ikke bare tage dem fra gaden?
– Jeg ved det ikke… Men vi må gøre noget!
– Trine, skal vi ikke prøve selv at tage ham på fersk gerning?
– Har du en plan?
– Jeg har…
*****
I flere dage ventede vi i internatet, i håbet om at Mads kom efter endnu en killing. Hvis vores mistanke var rigtig, måtte han dukke op.
Jeg fortalte ham, jeg var sendt til København med arbejdet.
Dels en del af planen. Dels kunne jeg ikke være sammen med en mand, der måske var… ja…
– Sofie, han er her nu… Han vælger en killing. Og smiler!
– Så var det sandt… Jeg har virkelig taget fejl… Har han set dig?
– Nej, jeg gemmer mig.
– Okay, vi gør alt som aftalt. Nu får det ende.
*****
Vi fulgte efter Mads i Trines gamle Toyota, igennem hele Aarhus. Det undrede os, at han havde killingen med hele vejen.
Endelig stoppede bilen foran et etagebyggeri i Viby.
– Han kørte endnu en kunde hjem, hviskede jeg.
En ældre dame steg ud. Mads hjalp hende med indkøbene og rakte hende killingen.
– Jeg kan ikke mere! sagde jeg og styrtede hen mod Mads.
Han blev overrasket.
– Sofie? Jeg troede, du var i København med jobbet?
– Jeg tog hjem… Hvad laver du, Mads? Hvad sker der med de killinger?!
– Hvad mener du…?
– Lad være med at lyve! De killinger er der ikke hjemme hos dig, det ved jeg jeg har fundet ud af det…
Kvinden kiggede forundret på os begge og forsvandt hurtigt op i opgangen.
– Ej, Sofie… Hvad er det dog, du tror om mig? sagde Mads, mens han løftede killingen op til sig.
– Kan du forklare, hvad du laver? Hvad vil du egentlig med killingerne fra internatet?
– Jeg gør intet ondt mod dem, jeg sørger bare, de får gode hjem. Du sagde selv, dyrene mangler chancer derude. Så jeg besluttede at hjælpe dig og din veninde.
– Så du forærer killingerne til dine kunder?
– Ja, men kun til dem, jeg stoler på kan tage ansvar. Jeg kender folk.
Et øjeblik senere kom Trine løbende. Hun kunne ikke holde sig tilbage længere.
– Hvorfor står du og snakker med ham, Sofie? Lader du dig narre igen?
– Vent nu lige, Trine…
– Ved I hvad, piger? Der ligger en hyggelig café lige om hjørnet; kan vi ikke sætte os, så fortæller jeg hele sandheden? Ingen flere hemmeligheder.
Trine og jeg nikkede tøvende. Mads begyndte at forklare:
– Jeg er ikke rigtigt taxachauffør. Min bror, Jesper, brækkede benet, og han bad mig tage nogle vagter for ham. Hvis ikke, ville han miste sin gode stilling.
– Hvad laver du egentlig til hverdag…?
– Jeg arbejder faktisk i en dyrehandel… ja, jeg ejer den endda.
Der blev stille rundt om vores kaffebord.
– Så vores mistanker gik helt ved siden af, mumlede jeg, vendte mig mod Trine. Nu kan du se, han er god nok. Vi har været uretfærdige.
– Jamen, hvor skulle jeg vide det fra… Men én ting fik jeg ret i: han er ikke, hvem han udgiver sig for. Han sagde, han var taxachauffør men han ejer en dyrehandel!
– Hvis det er i orden, hjælper jeg gerne internatet fremover. Foder, legetøj, hvad I har brug for.
– Det lyder fantastisk foder er det bedste.
– Og hvad så med killingen, du ikke fik givet videre i dag? spurgte jeg.
– Den tager jeg hjem til mig selv. Den skal da ikke tilbage.
– Og må jeg så komme hjem til dig en dag? Er der ryddet op i dag?
– Du er velkommen, Sofie!
Den aften så jeg for første gang Mads hjem og forstod endelig, at han ikke løj for mig. Han havde faktisk to dejlige katte allerede.
Og et menneske, der elsker dyr, gør dem ikke fortræd.
Nu var der også blevet plads til den lille nye killing. I starten var den lidt sky, men Mads beroligede mig: hans katte kunne fornemme, hvis én var bange, og de skulle nok passe på den. Jeg havde ikke længere nogen grund til mistro.
*****
Efter nogen tid flyttede jeg ind hos Mads, og vi dannede en lille, kærlig familie.
Katten, vi døbte Frida, havde hurtigt fundet sig til rette sammen med de to andre og styrede huset med blød pote.
Min bror Jesper kom sig over sin skade og vendte tilbage til taxaen, men på fridage lånte Mads og jeg hans bil. Med Trines tilladelse hentede vi endnu en killing, som blev kørt ud til en god familie samme dag.
Vi fandt hjem til dem, for katte har brug for mennesker og nogle mennesker ved slet ikke, hvor meget de har brug for en kat…
**
Når jeg ser tilbage, har jeg lært noget vigtigt: Mistanker kan vokse i stilhed, men sandheden bliver aldrig skjult for altid. Og kærlighed ja, kærlighed er bedst, når den bliver delt.
