Sønnens skulder
For mange år siden bemærkede Cecilie, at det betød utroligt meget for Anders, hvad hans mor syntes. Uanset hvad det drejede sig om, sagde han altid, at han først måtte spørge sin mor til råds.
Hans kæreste blev både fornærmet og vred og kunne ikke forstå, hvorfor han behøvede sin mors mening, når hun nu mente, at hun var den bedste rådgiver af dem alle.
Anders hørte altid på alle, vejede deres ord, og måske tog han slet ikke deres råd til sig, men han ringede ufortrødent til sin mor, lyttede opmærksomt, undskyldte sig bagefter og forklarede hende, hvorfor han havde valgt at gøre, som han gjorde.
Hans mor boede ude på landet, mens Anders boede i udkanten af København.
Efter at have afsluttet byggeuddannelsen havde han fået arbejde som byggeleder. Cecilie arbejdede som jurist.
Hendes forældre var yngre end Anders mor, mere moderne, bedre stillede og, mente Cecilie, også klogere. Cecilie kendte slet ikke Hanne Pedersen hun havde aldrig mødt hende men i sine tanker forestillede hun sig svigermoren som en kommanderende, højtråbende, krævende og nærig kvinde.
Anders havde lige taget et lån for at købe en lejlighed.
Området hvor lejligheden lå, beskrev han så floromvundet for sin mor, at Cecilie gav sig til at le og spurgte sarkastisk: Hvor har du set de børnehaver, legepladser, butikker og lægehuse? Hvorfor lyver du sådan?
Det er en ny bydel, bygget til tusindvis af familier alt kommer med tiden. Lad nu mor glæde sig, svarede Anders.
Han var ikke ligefrem ivrig efter at fri, fordi alle sparekroner var brugt som udbetaling, og resten blev lagt til side til renovering, møbler der blev aldrig til overs til bryllup eller ringe.
Han fulgte sin mors råd: Skynd dig ikke, min dreng, arbejd lidt først. At skabe et hjem tager både tid og penge. Med lån og unge år begynder skænderierne og bebrejdelserne let. Du skal have dit eget, ikke være afhængig af andre.
Anders kunne heller ikke få præsenteret Cecilie for sin mor i weekenderne arbejdede han i lejligheden eller tog ekstra vagter. Men Cecilies forældre havde han mødt, og det havde skuffet ham.
Uroen drejede sig kun om løn, karriereplaner, og en byggeleder var for dem nærmest ingen. Alt handlede om penge.
Ingen spurgte til Anders mors helbred, kun om hun kunne hjælpe med afdragene på lånet.
Hver morgen begyndte Anders dagen med at sende sin mor en venlig hilsen, og hver aften fortalte han hende langt og længe om dagens gang. Han lyttede altid intenst, tog sig endda sammen til at hæve stemmen, men kun når det handlede om hendes manglende lyst til at gå til lægen.
Cecilie foreslog, at Anders kunne bo hos hendes forældre, mens lejligheden blev gjort i stand, men hans mor nægtede: Min dreng, du skal ikke flytte ind hos hendes familie; du skal invitere din egen hustru hjem til dig. Sæt dig ved dit eget bord. Noget andet er det, hvis du intet har endnu. Vær tålmodig, flyt ind, gift dig sidenhen. Anders fulgte hendes råd, og Cecilie længtes efter at møde denne gamle, gammeldags kvinde for at forstå, hvad der fængslede en så selvstændig og velbegavet mand.
Det pinte Cecilie, at Anders mor altid kom i første række, og hun bestræbte sig på at modsige ethvert råd fra svigermorens side. Anders bemærkede det, men tog det roligt; han tænkte, det måtte være jalousi.
Når de to mødtes, ville Cecilie sikkert forstå og falde til ro, forestillede han sig.
Snart blev Cecilies jalousi dog et næsten dagligt tilbagevendende problem. Hver gang voksede skænderiet i styrke, og hun begyndte direkte at tale nedsættende om Hanne Pedersen, selvom hun aldrig havde set hende.
Cecilie blev efterhånden insisterende og ville have et møde arrangeret, overbevist om, at hun kunne sætte svigermor på plads ansigt til ansigt.
De nåede frem til et stort, smukt landsbyhjem på Midtsjælland, hvor naboerne hilste venligt på Anders og sendte anerkendende blikke til Cecilie. Det store, lyse hus imponerede hende, men ingen løb ind for at tage imod.
Ud kom Anders søster, Mette, med sit lille barn på armen. Cecilie så sig omkring efter svigermor. Ander tog hendes hånd og førte hende ind i en stor, lys stue. I lænestolen sad en ældre kvinde. Hun udbrød et glædeshvin, forsøgte at rejse sig, men benene svigtede, så hun sank atter ned.
Ved hendes side stod en rollator hendes andet par ben og Cecilie forstod med ét det hele. Aldrig havde hun set sådan ømhed i et menneskes øjne, som Anders viste sin mor.
På et øjeblik blev Anders barn igen: han satte sig på knæ og lagde hovedet i moderens skød, løftede sig af og til for at kigge hende i øjnene, der strålede af lykke: Søde dreng, hvorfor har du dog gemt sådan en skønhed for mig? Hvor er jeg lykkelig for at se jer hvor har jeg dog ventet! Kom herhen, Cecilie, lad mig kramme dig, præcis sådan har jeg forestillet mig dig. Min dreng har talt så meget om, hvor god og smuk du er.
Cecilie mærkede svigermorens spænding i åndedraget, hørte hendes hjerte slå hurtigt. Der var bævende varme i stemmen, og Cecilie fornemmede, at Hanne Pedersen holdt tårerne tilbage med sine sidste kræfter.
Mette dækkede hurtigt et overdådigt bord, og Cecilie fik syn for sagen: Hendes egen mors bord, som altid skulle vise, hvor gavmild og dygtig hun var, kunne slet ikke måle sig med alt, hvad Mettes bord bød.
Anders bar sin mor til bords i armene, og det var tydeligt, at hun ikke var nogen byrde. Hans lille, spinkle mor mindede nærmest om et barn der, hvor hun klamrede sig om hans hals.
Intet øjeblik var der tavshed. De fortalte historier, lo, delte minder. Cecilie blev ikke mødt med nysgerrighed, snarere behandlet som én af familien. Hanne spurgte kun forsigtigt til Cecilies forældres helbred hverken om løn, bolig eller bryllup. Anders øste op for sin mor og bad hende tage en bid mad.
Svigermoren kunne ikke skjule, hvor glad hun var for den omsorg. Cecilie indså, at selv når hun nu sad skulder ved skulder med Anders, var hans mor stadig nummer ét.
Om aftenen mærkede Cecilie alligevel jalousien og spurgte i sit utilfredse toneleje:
Hvorfor har du aldrig sagt, at din mor ikke kan gå?
Spurgte du nogen sinde til hendes helbred? Om løn, lejlighed, bil og min baggrund spurgte du adskillige gange. Men min mor? Aldrig. Du er utilfreds med, at jeg altid rådfører mig med hende, at jeg ringer dagligt.
Hun lever gennem mig. Jeg vil understrege hendes betydning, visdom og kærlighed og slette det med sygdommen. Hun lever, fordi hun ved, hun er vigtig for mig og Mette. Hendes sygdom tager hende nok snart, men jeg vil fylde hendes sidste tid med lys. Din mor spurgte engang, om min mor ville hjælpe med afdraget. Hvad skulle hun dog bruge penge til herude har vi egne grøntsager og intet særligt tøjbrug, gummistøvler og slåbrok, mere har hun ikke.
Det er let at være snobbet. Hos min mor handler det hele om hjertet, og jeg mener, det er mig, der bør hjælpe hende, ikke omvendt. Så længe min mor lever, så accepter, at hun kommer først.
Min kærlighed rækker til alle. Jeg vil ikke engang fortryde senere, hvis jeg mister min mor; jeg vil være en god søn, ikke bare en god svigersøn. Kan du ikke acceptere det, må du tænke dig om, før du vil giftes med en, der hverken er rig eller fri for ansvar for sine nærmeste.
Cecilie elskede Anders og ønskede ikke at miste ham ærligt talt så hun ingen grund til det.
Da hun så, hvordan han var overfor sin mor og søster, forstod hun, at en mand som ham burde man holde fast i med alle kræfter. Sin jalousi og sårede stolthed besluttede hun at lægge væk og lade respekt, forståelse og omsorg fylde ikke kun for Anders, men også for den kvinde, han ville bære gennem livet.
