Til et bedre liv
Jørgen stod ved tobaksboden og trak huen godt ned over ørerne for at holde den bidske februars vind ude. Vinden peb og rev i alt, snurrede op gennem gaderne, ruskede ham i ryggen og trak slør af sne hen over fødderne. Hans hænder røde, sprukne, neglebiddende gned han sammen, mens han krøb tættere om sig selv.
Bedstemor Karen skammede altid sit barnebarn ud over de hænder Ligner jo hænderne på en slagsarbejder, Jørgen!
“Jørgen! Du er jo en dannet dreng, du læser lektier og bærer ikke brænde! Kan du så stoppe med at bide negle, hører du! Jeg smører dem altså ind i hvidløg, hvis du ikke holder op!”
Karen blev vred. Og hun havde været gnaven længe, lige siden Jørgens mor, Birgitte, blev skilt fra hans far, Henrik Boesen.
Henrik boede endnu i den store, lyse lejlighed på tredje etage i “direktørbygningen”. Han gik formålsløst rundt og holdt øje, mens husholdersken, Margrethe, tørrede støv væk og vandede den enorme stuepalme.
Margrethe kaldte ham kærligt for “Henrik”, og sagde altid, at han var af ædel slægt gammel københavnsk adel, intet mindre. Folk fniste, men Margrethe mente det. Hun havde kendt Henriks mor, og hun havde forsikret hende om det. Så gjorde det ikke noget, at der ikke var noget familiearv tilbage. Det vigtigste var, at folk vidste det.
Også Karen, Jørgens bedstemor, vidste det og det gjorde hende bedrøvet, at hun, datteren og barnebarnet nu var udenfor familien.
Det var også trist at sidde tilbage i en lille lejlighed i Rødovre sammen med en drikfældig søn, datter og barnebarn, uden længere at kunne rose sig af datterens “fine” ægteskab. Det var slut med gaver fra den rige svigersøn og alt det praleri.
Efter skilsmissen var Birgitte længe om at komme til sig selv hun gik stille og græd kun, når ingen så det. Jørgen var tolv, voksent nok til at forstå lidt af det hele, og han lod være med at forstyrre sin mor. Han hadede sin far, men det hele syntes umuligt at ændre på.
“Du har selv rodet dig ud i det, Birgitte,” kunne Karen sige til sin datter, når de var alene i køkkenet. “Synes du ikke om, jeg koger ben? Jeg har kogt dem før, og jeg koger dem igen til hundene på lageret! Du kunne være blevet hvor du var, Henrik var jo en god mand, og især, Birgitte han havde penge! Ryd nu op efter dig selv, krummer i hele køkkenet!”
Og så gled der tit en tørring hen over bordet, så krummerne endte direkte på Birgittes kjole.
“Mor!” irettesatte Birgitte hende.
“Hvad, ‘mor’? Du tog ikke vare på dig selv, derfor kiggede han andre steder. Sådan er det, og ulykken behøver ikke være større!”
Her snøftede Karen gerne, tørrede kinderne af i den samme klud, som hun havde tørret bordet med.
“Mor, hvordan kan du sige sådan? Han var på nippet til at slå mig, da jeg opdagede hans sidespring han tog også alle mine penge! Jeg finder et arbejde, jeg har allerede fået et tilbud. Vi skal bare lige holde ud lidt endnu.”
Karen kneb munden sammen og nikkede. Jo, hun skulle nok klare det, hvad andet kunne hun?
“Vi har aldrig haft det godt, Birgitte. Det skal vi ikke til nu. Nu kan du sælge solsikkefrø henne på torvet!”
Så trak Karen gryden med den ildelugtende suppe af varmen, gik ind i stuen og satte sig passivt foran fjernsynet.
Gud, hvor hun havde jublet, da Birgitte fandt sig en “ordentlig mand”, med god bolig (det var vigtigt!) Hun havde følt en fryd ved at fortælle, at datteren nu var iblandt folk, som spiste af guldbelagte tallerkener og…Ja, naboerne så bare på hende og lo:
“Blandt dem der? Guldtallerkener og guldkumme, siger du? Ja, ja Karen, man skal have noget at prale af!”
Så gik Karen hjem, hvor ældste søn, Poul, ventede. Han drak. Først lidt af kedsomhed, senere for alvor. Han blev mere og mere destruktiv, udstødte beskyldninger til moren og til Birgitte, skældte over pladsen i lejligheden…
Men Birgitte… hun studerede, læste for at komme væk, slå sig fri fra sin familie. Hun og broren havde boet uden far siden hun var fire og Poul ti. Karen holdt sig oprejst med stædighed og vrede mod alt og alle.
Da Birgitte blev optaget på Københavns Universitet, mærkede Karen et håb: Nu bliver det bedre, nu redder Birgitte os alle!
En tåget novemberaften gik Birgitte hjem; hun var træt, havde været til forelæsning, arbejdet halvtid, og nu maven der smertede…
“Lad nu være med at springe måltider over!” sagde lægen, Marianne, der kendte Birgitte godt.
“Åh, det er bare efteråret, sådan er det altid,” svarede Birgitte, men hun fortalte aldrig, at det meste af lønnen blev sendt hjem og Poul brugte ofte pengene på sprut. Han drømte dog stadig om at arbejde oppe i Nordjylland, “helt deroppe i kulden”, men fik det aldrig gjort.
Den aften bremsede en flot, hvid Volvo op ved siden af Birgitte. Ud steg en slank fyr, nøje påklædt og velduftende lige lidt ældre end hende.
Han hed Henrik. Henrik Vintergaard.
“Frøken, vil De ikke have selskab hjem?” spurgte han selvsikkert.
Hun rystede opgivende på hovedet. Hun længtes bare hjem, til varm te og sengen.
“Jo, tag det roligt jeg er helt harmløs! Mit navn er Henrik, og De er?”
Hun bad ham lade hende være og truede med at ringe efter politiet.
Alligevel fulgte han efter hende, tog hendes tunge taske, hjalp med åbne hoveddøren og hviskede til sidst, at han syntes, hun var smuk.
Birgitte var ikke vant til blide ord og omsorg. Mormor havde ikke forkælet hende, veninderne vidste bedre end at prøve. Men over for Henrik smeltede hun.
Snart flyttede hun ind til ham, og husholdersken Margrethe, sagde, at nu boede han jo sammen med “en fra almindelige kår”. Henrik tog ikke Birgittes familie ind ville end ikke møde Karen.
Men Karen forgudede sin svigersøn. Birgitte kom med penge, og Karen var overbevist: selvfølgelig var det Henrik, der sendte dem. Birgitte kunne da ikke selv tjene så meget!
Birgitte fandt dog aldrig mod til at fortælle moren, at Henrik tog det meste af hendes løn han vidste bedst, hvad der var brug for, mente han. Alligevel gemte hun lidt til sin mor, det skyldte hun hende.
Første gang Birgitte besøgte Henrik “med papirer på”, så husholdersken på hende med foragt og forklarede, at Henrik var af “bedre herkomst”, og hun burde opføre sig derefter.
“Ved du overhovedet, hvem Wintergaard var? Han var dommer, diplomat!”
“Diplomat,” rettede Birgitte.
“Du godeste altid så klog,” svarede Margrethe tørt.
Henriks forældre boede i Schweiz, sendte penge og ringede af og til. En dag blev Birgitte præsenteret over videoopkald. De hilste, stillede nogle spørgsmål og forsvandt. “Kunne de ikke lide mig?” spurgte hun lavt.
“Det betyder ikke noget,” sagde Henrik, “bare du lader mig lide dig.”
Han holdt oprigtigt af Birgitte. Hun bagte kanelsnegle, kogte rabarbergrød, serverede ham morgenmad på sengen. Hun tillagde sig vanerne hjemme hos folk med ordentlig baggrund.
Margrethe trænede hende: “Tør bordet bedre af, se dog pletterne! Hvorfor roder du, det her er ikke kollegieværelset! Henrik mangler rene sokker!”
Hun var barsk, men for hende kom det næste besøg altid hvis ikke Birgitte, så en anden pige.
“…Birgitte, du burde gå fra ham,” mente veninden Mette en eftermiddag.
“Hvorfor?”
“Fordi du forsvinder. Siden hvornår har du skulle vaske op, mens vi drikker te? Sæt dig bare!”
Mette talte med lærerstemmen hun underviste i biologi og Birgitte bøjede sig, satte sig og blev tavs.
“Hør nu, Birgitte, ikke mere med ham du har mistet dig selv!”
“Det går fint, Mette. Jeg må gå, Henrik venter,” sagde Birgitte, rejste sig brat og gik.
Hun vidste, hun ikke ville forlade Henrik dels fordi hendes mor da aldrig ville tilgive hende, dels fordi Poul Birgitte havde ondt af ham, men kunne intet gøre.
Og så en dag, tænkte hun pludselig på, at et barn måske kunne rette op på det hele.
Sønnen kom til verden en sommerdag. Karen kom til barselsudskrivelsen, stod lidt for sig selv, så på, hvordan Henrik tog imod Birgitte og lille Jørgen, hvordan himmelblå balloner blev sluppet op, hvordan der, skrevet med kridt på vejen, stod: “Tak for sønnen, elskede!”. Måske var det slet ikke Henrik, men Karen besluttede, at jo, det var hans måde at vise taknemmelighed på.
“Mor, du kommer vel med os hjem?” spurgte Birgitte håbefuldt.
“Nej. I skal bare hjem, jeg har mine egne ting at gøre,” svarede Henrik kontant og så på svigermoren uden varme.
“Men hun kan hjælpe! Hun har aldrig været hjemme hos os,” tryglede Birgitte.
“Ingen museumsbesøg, tak. Hjem nu,” lød Henriks afvisning.
Karen trak på skuldrene. “Det er sikkert bare travlhed,” tænkte hun og begav sig mod S-toget.
Udenfor stod Poul med en buket. Birgitte smilte, men Henrik nægtede at tage imod sønnen, kaldte på dem: “I bilen, nu!”
Hun forsøgte at række barnet til Henrik, men han nægtede at tage imod.
Siden kom Birgitte hurtigt tilbage på job. Margrethe passede Jørgen hjemme, og hun var grundig der skulle jo passes på fremtidens “Wintergaard”.
Men Birgitte skulle være hjemme klokken syv. Kom hun fem minutter for sent, blev Henrik hidsig. “Du er mor, og du skal være hjemme til tiden! Jeg er sulten!”
“Jeg måtte blive lidt længere vi har aflevering i morgen”
Fik du spurgt, hvad de betaler for overarbejde? Tænker du, det sker på min regning? Og mor Margrethe arbejder ikke gratis. Klokken syv, sagde jeg!
Mette var aldrig på besøg, og Birgitte blev hjemme, som Henrik forlangte.
Det sluttede, da Jørgen fyldte tolv.
Henrik tog på forretningsrejse, og Birgitte begyndte at gøre grundigt rent. Da hun faldt over en kuvert med fotos, kunne hun ikke lade være med at se. Der var billeder fra hotelværelser, konferencer, cafébesøg med fremmede damer Henrik overalt, leende, afslappet.
Da han kom hjem, nævnte husholdersken straks, at Birgitte havde rodet i hans ting. Der blev ikke råbt. Henrik sagde bare: “Nu er det nok, du kan pakke dine ting!”
Han smed hendes kjoler, undertøj, det hele ud på opgangen anede næsten en barnlig fornøjelse ved det.
Da Birgitte åbnede smykkeæsken for at tage sine kontanter, var de væk.
“Du kom ind uden noget, og du går uden,” snerrede han.
Birgitte styrtede ud af lejligheden med håndtasken og Jørgens dåbsattest i hånden.
Jørgen mødte hende på vej hjem fra kampsport i fritidsklubben.
“Mor, hvor skal vi hen?” spurgte han og da han opdagede hendes tårer, tog han hendes hånd og sagde ikke mere.
De boede en uge hos Mette. Birgitte, mut og sammenkrummet, gik rundt. “Det er bare et skifte. Det skal nok komme,” sagde Mette optimistisk.
“Han tog alle mine penge, Mette, alt hvad jeg havde gemt”
“Du gemte penge for din egen mand? Birgitte, hvor har du egentlig boet?”
“Tror du, jeg kunne tage tilbage til min mor og Poul? Vidste du, at Poul brugte alle mors penge på snaps, og at han brøler om natten? Det stoppede jo aldrig. Jeg troede, jeg endelig levede et rigtigt liv. Det var flot møbler, lamper, malerier… Nu kan jeg knapt se mig selv i spejlet.”
“Fortæl nu din mor sandheden, og lad være med at dække over Henrik. Mødre kan forstå mere, end du tror,” sagde Mette og lagde et strikket, stikkende sjal over skuldrene på Birgitte, inden de sad tyste sammen.
Jørgen blev snart tretten og boede nu med sin mor og bedstemor. Poul dukkede sjældent op, boede andre steder og påstod, han havde droppet drinken for en kvinde.
Selvfølgelig dømte Karen sin datter: “Nu vender du hjem med halen mellem benene!”
“Mor, jeg kom når jeg kunne. Jeg tog penge med hjem dem, Henrik ikke tog. Og nu har jeg ingen andre steder at tage hen.”
Men Birgitte mindedes, hvordan hun havde svævet på en sky i de første måneder med Henrik. Det var kærlighed, en haltende slags, men dog kærlighed. Og nu var det hele slut
Jørgen mødte sin mor hver dag hun kom hjem ved otte-tiden, han ventede på hende, bar hendes tasker, og de gik tavse hjemad. Om sommeren spillede han fodbold, imens Birgitte snakkede med Karen over aftensmaden.
Alt gik sin vante gang
Men denne isnende februaraften skete noget andet.
Jørgen så sin mor i mængden, ville løbe hende i møde, men gemte sig bag tobaksboden og betragtede.
Mor kom ikke alene. En fremmed mand bar hendes tasker, hun lo af hans historie.
Pludselig blev Jørgen bange ikke for manden, men for at nogen skulle såre mor. Derfor ventede han altid; bedstemor Karen havde jo altid sagt, at moren ikke havde meget held i livet…
Birgitte stoppede op og kiggede efter sønnen. “Sært Jørgen venter altid på mig. Noget må være galt! Skal vi gå, eller skal jeg vente?” spurgte hun.
Alexander trak på skuldrene Jørgen kunne ikke se dem, men hørte det hele tydeligt.
De stod tavse. Kulden sved på Jørgens kind, og han blev sur over mor, der kyssede den nye mand, i stedet for at savne sin søn.
Jørgen havde aldrig forestillet sig, at mor kunne få en mand til. Sin far huskede han dårligt og mere familie ville han egentlig ikke have.
“MOR! Hvad laver du?! Jeg gik bare og ventede! Jeg troede, du havde brug for mig!” Han fløj gennem sneen, ignorerede sin mors råb og forsvandt.
Siden Henrik havde smidt dem ud, havde han været forbi nogle gange skænderi fulgte, både Karen og Poul blandede sig, Birgitte græd, bedstemor råbte, “Henning ud af mit hus!”, og Jørgen gemte sig på værelset med hænderne for ørerne.
Han havde besluttet en dag at blive lige så stærk som Poul og altid beskytte sin mor. Nu følte han sig dog svigtet.
“Jørgen, vent! Åndssvage støvler…” lød en stemme. Alexander kom humpende med kun én sko på, gispende, og rodede i sneen.
“Hold lige pause, vi er ikke på linje her,” sagde han, og satte sig til at lede efter skoen.
Jørgen kiggede på ham, på de ternede sokker, de brede skuldre og det lidt fjollede blik Alexander var slet ikke far, ikke alvorlig. Han blev pludselig i godt humør og begyndte at grine let og højt og så kom tårerne alligevel.
“Hør her, dreng hvis du vil, går jeg nu,” sagde Alexander lavt. “Jeg forstår dig helt.”
Jørgen tørrede næsen og rystede på hovedet. Nej, for mors skyld kunne han finde sig i det.
Bedste sagde altid, at mor aldrig blev lykkelig, men nu vidste Jørgen godt, bedstemor tog fejl.
“Skoen hvordan ser den ud?” spurgte Jørgen med et smil.
“Sådan her,” viste Alexander.
Jørgen fandt skoen og sne i jakken og handskerne, men han fandt den.
“Dumme dig, onkel Alexander! Mister du snart også mor?” sagde han. “Men husk, hende slipper jeg aldrig!”
Alexander nikkede.
Tyve minutter senere sad alle om køkkenbordet. Karen sendte stadig misbilligende blikke mod Alexander, men han smilte og sagde:
“Ved De hvad, Karen de her hjemmelavede frikadeller har jeg kun smagt før hos min mormor, og jeg var kun fem. Gud, hvor er de gode! Sådan smager kærlighed!”
Karen sukkede, og et lille smil spredte sig i hendes ansigt. Ingen havde rost hende i mange år.
Måske var det det, hun og Birgitte havde manglet: varme ord til hinanden. Måske kunne det have ændret alt.
Men ingen Jørgen, hvis fortiden var går anderledes. Og det gik ikke! Man må leve videre. Alexander skulle nok vise dem hvordan eller de kunne bare finde ud af det sammen, sådan som danskere gerne gør.
Måtte det endelig gå dem godt…!
Den nat lå Karen længe vågen og vendte sig i sengen. Hun tænkte så meget på sine børn, på Birgitte og Poul hun kunne intet gøre udover at tro på det bedste.
Og for Birgitte, Jørgen ja, selv Poul måtte det bedste nu komme. Mere havde de brug for det end nogensinde før.
