Den ærlige løgner
Der boede engang en dreng ved navn Niels Sandahl, kendt af alle i Roskilde som Sandheden selv. Sandahl det var ikke et kælenavn, men faktisk hans efternavn. Niels var frygtelig ærlig, altid. Han sagde sandheden lige ud til folk, uden at pakke det ind. Derfor gik han altid med en mærkelig, skæv pandehår frisørerne gjorde sig ikke umage, selvom han betalte i dyre danske kroner hos de fineste saloner. På værkstedet blev hans dæk aldrig ordentligt afbalanceret motoren var tit snavset af olie, og på caféen fik han altid den mindste portion, mens de andre fik fuldt op på tallerkenen. Selv hans børn lignede mistænkeligt meget naboen.
Og så var der Rasmus Birk alle vidste, han var lidt af en skrøne-fortæller. Efternavnet var ligegyldigt, for han var altid bare Rasmus Løgn. Rasmus så altid tjekket ud: håret var perfekt klippet og barberet, huden glat og frisk, ikke en mørk ring under øjnene. På caféen blev han modtaget med samme opmærksomhed som en madanmelder fra Politiken, og hans børn var tro kopier af deres far selv undulaten og hamsteren, hvis man så godt efter. Dæk? Dem balancerede han aldrig. Han blev nemlig kørt på arbejde af sin nabo Niels Sandahl.
En kølig morgen i marts, mens de kørte ad Ringvejen, udbrød Niels pludselig, Sig mig, Rasmus, hvorfor går alting snorlige for dig? Hvad er hemmeligheden? Alt glider for dig! For mig går alt bare i kludder: Sure chefer, uendelige diskussioner med konen hun hader, at jeg siger sandheden lige til hende; jeg siger jo kun, at hun er blevet magelig, ikke gider sig selv længere, ja, du ved… Børnene ignorerer mig. Overalt møder jeg modgang folk prøver altid at gøre mit liv værre. Jeg er ved at gå ud af mit gode skind!
Rasmus ventede, mens Niels tømte sig. Så smilede han let og sagde: Det er ret enkelt jeg lyver. Det er hele tricket.
Du lyver? Fupmager? Nej, aldrig! Jeg står for ærlighed. Løgn er en synd på linje med tyveri.
Der er mange måder at lyve på, Niels, sagde Rasmus roligt.
Løgn er løgn, uanset hvordan du skærer den, mumlede Niels og bremsede op ved stoppestedet.
Men prøv at lyve venligt.
Niels rynkede brynene. Hvad mener du? Lyve venligt? Nu synes jeg, du trækker mig rundt i manegen.
Kom, jeg viser dig det. Tag en fridag i morgen så skal jeg nok lære dig et og andet.
Niels bed sig i læben, tydeligt utilpas, men nikkede til sidst. Ptja, løgnere er der jo alligevel nok af. Én mere eller mindre ændrer næppe verden.
Morgenen efter mødtes de igen på samme hjørne.
Hvor starter vi? spurgte Niels skeptisk.
Frisøren. Jeg vælger altid de billige.
Seriøst? Så ender du med at ligne en gadedreng!
Det får vi at se.
De traskede ind i den første frisørsalon, de stødte på. Skiltet, hvor der stod “Smart Mode”, havde set bedre dage og varslede ikke noget godt. Men Rasmus så ud til at more sig.
Goddag! hilste Rasmus venligt på kvinden bag disken.
Dag, kom det køligt fra hende.
Er det ikke her, man finder Skønhedsstudiet Smart Mode? Jeg har læst så meget godt om jer!
Javist.
Niels fniste i skægget det lignede ikke en salon.
Jeg har læst vildt imponerende anmeldelser af jeres sted, sagde Rasmus og læste hver sætning som en ode.
Nå? lød det indifferent.
I anmeldelserne blev der skrevet, at I havde byens allerbedste frisører professionelle i særklasse! Og så topprofessionel service, ligesom i salonerne på Strøget. Jeg går aldrig hvor som helst jeg møder forretningsforbindelser hver dag, så mit udseende skal spille. Jeg stoler aldrig på reklamer, kun på kundernes ord.
Frisøren smeltede næsten på stedet. Hun nød hvert eneste af Rasmus ord nu.
Hvor så du de anmeldelser? spurgte hun forsigtigt, bange for at skræmme en vigtig kunde væk.
Tja, det må have været på et nyt onlinemagasin, jeg husker ikke navnet men I lå klart i toppen.
Nej, det må du sige!
Helt ærligt!
Niels måtte bide sig i kinden for ikke at bryde sammen af grin over Rasmus udglattede løgne.
Hvordan skal du klippes? En ny kvinde kom ind træt og tyggegummityggende, forklædet godt snavset.
Gå du, Mette, jeg tager den her, skyndte ejeren sig at sige og vinkede hende væk.
Overrasket så Niels til, mens Rasmus fik plads i den eneste, halvskinnende læderstol. Han fik hastigt serveret en kop kaffe, og salonejeren gjorde sig ekstra umage med saksene.
Nå, hvad synes du? spurgte hun forsigtigt, da hun var færdig.
Rasmus strøg hånden igennem sit hår, nikkede tilfreds og sagde: Anmeldelserne tog ikke fejl, du er virkelig mester i dit fag! Du får mig som stamkunde!
Prisen? Det var peanuts kun 100 kroner, fem gange billigere end den Niels betalte på sin fancy herresalon, og resultatet var bedre end nogensinde.
Næste stop?
Noget at spise.
De traskede til et lille familiedrevet spisested.
Indenfor var der intimt, og på en lille scene prøvede tre unge kræfter kræfter foran fire gæster; maden duftede beskedent.
Forfærdeligt sted, trangt, musikere uden talent, tørrerummene trænger til et lag maling, og menuen er ikke meget værd, sagde Niels.
Perfekt! grinende Rasmus.
En kvindelig tjener kom hen.
Sikke et dejligt sted! begyndte Rasmus stemningsfuldt, mens Niels snøftede. Det er så hyggeligt her, og menuen er spændende og unik og de unge, der spiller, er fuldstændig fantastiske!
Tjeneren strålede.
Tusind tak! Vi har faktisk selv stået for al renoveringen. Det er min nevø på scenen med sine venner de har lige startet band, så de får lov at øve her. Det glæder folk, og vores unge får prøvet talentet af.
Det er genialt! sagde Rasmus. Jeg ville købe deres første cd på stedet! Vi kan ikke helt vælge overrask os gerne med dagens ret.
Kort efter kom der to kæmpestore portioner mad med lækker, sød bær-sovs.
Det her stod da ikke på menuen? undrede Niels.
Køkkenchefens gave. Han er forsangerens far! blinkede hun venligt.
Niels havde aldrig spist så godt. Rasmus metoder var i sandhed effektive.
Rasmus kunne charmere alt og alle: Han sagde til gamle, de så ungdommelige ud; til unge, at de havde en stærk udstråling og var morgendagens samfundsstøtter. Alle forsøgte straks at behage Rasmus. Selv på parkeringspladsen hjalp hans løgne han fik plads til bilen, fordi han udtrykte, hvor dygtig en kvinde-ved-rattet var, selvom hun holdt hele køen tilbage. Niels ville have nævnt, at hun sikkert havde købt sit kørekort, men Rasmus stoppede ham. Til sidst stod bilen så snorlige, at drengene kunne klemme sig ind nu var der slet ingen pladser tilbage til andre.
Jeg anede aldrig, at løgne kunne give så meget og aldrig skade, sagde Niels på vej hjem.
Tja. I virkeligheden sagde vi bare det, folk gerne ville høre. Undervejs blev løgnen til sandhed. Så næste gang du klager til nogen over dit liv, så prøv i stedet med en hvid løgn. Hvem ved måske bliver det pludselig din virkelighed.Niels kiggede på sine hænder, klemte rattet og mærkede, hvordan noget begyndte at smelte indeni ham som sne, der gav efter for forårssolen. Hjertet bankede stadig for sandheden, men han forstod nu, at sandheden nogle gange havde bedst af at klæde sig ud. Måske var det ikke kun de andres verden, han ændrede med sine ord. Måske kunne han også ændre sig selv en smule, uden at miste sig selv.
De standsede bilen foran hans hus, og Rasmus gav ham et venskabeligt dask i skulderen. Så, Sandahl hvad siger du til at tage løgne-kørekort? Jeg garanterer, du bliver populær, får billig klipning, dobbelte portioner og måske smiler konen til dig ved aftensmaden.
Niels smilede skævt. Det var ikke den slags sandhed, han havde vokset op med. Men måske var den alligevel en lille smule sandere, fordi den gav plads til glæde. Da han steg ud, så han sin kone i vinduet. Før plejede han straks at råbe alt muligt ærligt ind gennem ruden om ukrudtet, om børnene, om regninger. Men nu trak han vejret dybt og vinkede i stedet med et ekstra stort smil. Du ser dejlig ud i dag! råbte han, måske for første gang, uden at tænke over, om det var hele sandheden. Og hun smilede overrasket, ja, men også glad, helt ind i blikket.
Da døren smækkede bag ham, stod Niels et øjeblik helt stille og lyttede til husets sagte liv. Han opdagede, hvordan det føltes pludselig at høre til blandt de venligtløgnende og måske endda opdage, at livet ikke handler om altid at fortælle sandheden men om at gøre den lidt lettere at leve med. Og i spejlet bag entrédøren så han sit eget skøre pandehår. Det svajede, nærmest triumferende, som for at sige: Nu er det din tur, Niels. Din tur til at lyve dig til en bedre dag.
Og Niels Sandahl, der engang hed Sandheden selv, blev efter den dag kendt for noget helt særligt: at hans løgne altid gjorde verden lidt varmere og aldrig, aldrig gjorde nogen ondt.
