Kørte forkert
Og hvor er det, du har taget mig hen, Mikkel? spurgte pigen forundret, mens hun så sig omkring. Alt hvad hun kunne få øje på, var faldefærdige huse, og det var tydeligt, at ingen havde boet i den landsby i mange år.
“Hvorfor er Mikkel overhovedet kørt herhen? Hvad har han fundet på nu?”
For at være ærlig, Freja, så ved jeg faktisk ikke selv, hvordan vi endte her…
Mikkel steg ud af bilen, gik nogle meter op ad vejen til begge sider og vendte så tilbage til udgangspunktet.
Er du sikker på det? Freja smilede drilsk.
Hun havde svært ved at tro på, at Mikkel havnede her “tilfældigvis”, for hun kendte ham som en eventyrlysten sjæl, og med ham skulle man aldrig blive overrasket over noget.
Men denne gang så hun oprigtig forvirring i hans øjne.
“Mon Mikkel virkelig taler sandt? Er vi bare havnet her ved et tilfælde?”
Jeg narrer dig ikke begyndte Mikkel at forsvare sig. Jeg tog simpelthen en forkert afkørsel. GPS’en virker jo ikke.
Okay, jeg tror dig sagde Freja med et skævt smil, mens hun igen kiggede på de forladte huse med brædder for vinduerne. Skal vi ikke bare vende om så? Hvad skal vi stå her for?
Lad os gøre det nikkede Mikkel og satte sig tilbage i bilen.
For at vende ordentligt skulle han køre næsten helt ned for enden af vejen.
Dernæst skiftede han mellem at bakke og køre frem, mens han rev i rattet for at komme rundt.
Endelig lykkedes det ham at vende bilen, og han gjorde klar til at træde på speederen for hurtigt at komme væk fra dette mærkværdige sted, men så greb Freja pludselig hans hånd og udbrød:
Stop, Mikkel! Der er en killing! Pas nu på, du ikke rammer den!
Hvad? En killing? Mikkel lænede sig frem og kiggede koncentreret gennem forruden. Men der var ikke noget at se på vejen.
Den er under hjulet sagde Freja forpustet.
Der er ikke noget der, du synede syner svarede Mikkel. Hvor skulle en killing komme fra her i sådan en øde landsby?
Han begyndte forsigtigt at køre frem, men igen greb Freja ham om armen:
Vent!
I samme øjeblik sprang et lille, sammenfiltret væsen ud fra under bilen, mest af alt som en klump pels med poter og ører, og…
…i skræk sprang den direkte ud i den store vandpyt midt på grusvejen.
Den blev endnu mere bange og peb højt, men i stedet for at løbe væk, forsøgte den at nå en lille græstue, der stak op af vandet og i killingens øjne virkede som en redningsø.
Men hvordan skulle den komme videre derfra? Det anede den lille ikke.
Den havde slet ikke lyst til at vade mere rundt i det kolde vand. Vand var bestemt ikke noget for killinger.
Hvis ikke det var for den firhjulede maskine, der var ved at kvase den, så var den aldrig sprunget ud i pyt. Aldrig! Ikke engang for ti kilo kattemad ville den have gjort det.
“Mjav…” peb killingen og sendte Freja et bedende blik. Dens øjne sagde tydeligt: “Red mig, vær så venlig”.
Mikkel, vi må hjælpe den sagde Freja og så på sin kæreste.
Hjælpe… hvordan forestiller du dig det? Mikkel kløede sig i nakken.
Du skal bare gå nogle skridt gennem vandpytten, tage killingen og gå tilbage. For dig som mand er det jo ingen sag!
Hvorfor gør du det ikke selv? grinte Mikkel. Det er let nok at sige! Jeg har lige købt nye sneakers fra Ecco. Jeg nægter at ødelægge dem.
“Åh ja, han pralede jo sidste uge med, at han havde købt sneakers for ti tusind kroner fra Magasin,” tænkte Freja.
Så tag dog skoene af. Så svært er det heller ikke…
Det kan du glemme! Vil du have, jeg får lungebetændelse? svarede Mikkel og så utilfreds ud. Det var jo trods alt ikke sommer.
Kære, hvordan havde du tænkt dig, at du skulle bade i søen, hvis du ikke engang vil gå over i en vandpyt? Hvorfor overtalte du mig så hele ugen til at tage til søen sidst i maj?
Mikkel svarede ikke. Han havde nu aldrig haft planer om at bade; søen var kun et påskud. Han ville grille pølser, drikke rødvin og så ellers snige sig ind i teltet sammen med hende…
Mikkel! Hører du overhovedet efter?
Jo jo, jeg hører dig men jeg går altså ikke ud i den pyt, uanset hvad.
Så det er altså mig, der skal gøre det?
Altså, det er jo dig, kæreste Freja, der vil redde killingen. Jeg ville bare køre udenom.
Så må jeg vel spørge, hvorfor du overhovedet gider have mig?
Hvad mener du?
Når nu vi bliver gift… Hvis vi overhovedet gør det. Skal jeg så løse alle problemer selv? Er det din opfattelse af fælles liv?
Nu overdriver du altså igen!
Mikkel forsøgte at se fornærmet ud, men det lykkedes ikke helt. Han var nu bedst til at tale.
Jeg ser ikke fællesskab på dén måde, men jeg går ikke derud. For det første på grund af mine sneakers, for det andet…
Ja ja, jeg ved det, du er bange for at blive syg…
Det kan du grine af, men jeg har haft dårligt immunforsvar siden barn, så det kan hurtigt slå mig ud.
Jamen så må jeg gøre det selv.
Måske skulle vi bare køre hjem, hmm?
Hjem? Og lade killingen blive her? Har du da slet ingen medfølelse i dig?
Freja så på killingen, der nu lå tæt op ad græstuen, og gjorde klar til at tage det første skridt, da en stemme lød bag dem:
Nåh, dér var du! Jeg har ledt efter dig i hele landsbyen! Hvorfor er du nu løbet så langt væk?
Mikkel og Freja vendte sig begge om og fik øje på en ung mand i gummistøvler.
De De begyndte Freja, men vidste ikke, hvad hun skulle sige.
Jeg hedder Anders… Er I faret vild herude?
Ja… var det eneste, Freja kunne få frem, men hun samlede sig hurtigt.
Vi troede egentlig ikke, nogen boede her. Jeg hedder forresten Freja.
Hyggeligt at hilse på. Der bor sådan set heller ikke rigtig nogen her. Andet end dem der, smilede Anders og pegede på killingen.
Han gik stille igennem vandpytten, tog killingen op og bragte den tørskoet tilbage til vejen.
Jeg har kaldt og ledt efter ham, men han nyder da vist bare selskabet herude, sagde Anders og grinede.
Det var nu vores skyld, han blev bange, så han bare løb. Tak fordi du hjalp, sagde Freja skamfuldt.
Åh, det var da ingenting…
Anders aede killingen blidt, og den spandt lavmælt.
Der var ikke meget andet i det to skridt gennem pytterne. Hvis det havde været mudderet, var det en anden sag…
Ja, nogen vil ikke engang røre en vandpyt. Jeg siger ikke noget om mudder, sagde Freja med et sigende blik til Mikkel.
Hvilke seje fyre er det, du taler om? spurgte Anders med ægte undren.
Én står lige foran dig. Jeg bad ham hente killingen, men ved du, hvad han sagde?
Næh, men fortæl endelig, sagde Anders og kiggede på Mikkel.
“Jeg har dyre sko og vil ikke gøre dem beskidte,” sagde han.
Freja tænkte ikke over, hvor fortrolig hun følte sig i selskab med Anders. Han virkede bare som et ordentligt menneske.
Men Mikkel… Mikkel sendte hende et blik med så tydelig irritation, at hvis ikke Anders havde været der, så…
Hvad har bragt jer herud? spurgte Anders, henvendt til Mikkel.
Tilfældigt, svarede Mikkel mut.
Han havde ikke lyst til at snakke, så Freja måtte tage ordet.
Vi var på vej til søen. Den skulle ligge i nærheden.
Nærheden? smilede Anders. Her i nærheden er der altså ingen sø. Ti kilometer væk er der en mose, men det er for koldt at bade nu, og jeg ville ikke anbefale det. Er du sikker på, det var en sø, I skulle finde?
Ja, vi tjekkede endda kortet. Men GPSen virkede ikke…
Hun tog kortet frem fra handskerummet og viste stedet.
Så har I taget forkert. I skulle have drejet til venstre i stedet for højre, konkluderede Anders.
Altså, det var Mikkel, der kørte grinede Freja. Måske ville han bare føre mig ud i ødemarken og slippe for mig i al hemmelighed…
Ka du lige Mikkel livnede op. Jeg gider ikke mere nu!
Hvad siger du? Freja stivnede.
Tanken var da at vi skulle hygge os på turen sammen, men du står bare her og sludrer med ja…
Kom bare ud med det, sagde Anders.
Glem det!
Mikkel satte sig rasende ind i bilen og kørte uden at kigge tilbage.
Hvad med mig? råbte Freja efter ham. Vil du bare lade mig være her med en fremmed mand?
Bilen bremsede. Forsædedøren gik op, og hendes strandtaske, med tæppe, håndklæde og badedragt, blev kastet ud. Freja havde jo virkelig troet, Mikkel havde inviteret hende til søen for at bade og hygge sig…
Døren blev smækket, og SUV’en ræsede om hjørnet og var væk.
I samme øjeblik begyndte det at regne. Himlen havde været truende hele morgenen, og det virkede nu nimere meningsløst at tage til søen. Men Mikkel var overbevist om, at vejret ville klarer op senere.
“Typisk” tænkte Freja.
Hun stod og kiggede ned ad vejen og kunne mærke benene ryste lidt. Nu hvor Mikkel var væk, var selskabet med Anders alligevel lidt skræmmende. Selv om der ikke var noget at frygte, følte hun sig ikke godt tilpas.
Vent lidt sagde Anders eftertænksomt. Din kæreste har da lige forladt dig her, har han ikke?
Tja! Meget skulle du tro! Det var faktisk mig, der forlod ham. Jeg har længe ville slutte, og nu bød chancen sig. Godt vi aldrig blev gift. Jeg vil ikke dele mit liv med sådan en svag karakter. I øvrigt var det min far, der pressede på, fordi han har forretninger sammen med Mikkels far…
Freja blev stille og undrede sig over, hvorfor hun sad og fortalte alt det til en fremmed.
Jeg blander mig normalt ikke i andres forhold, men her må jeg altså bakke dig op… At efterlade en kvinde alene ude i ingenting, det er da for ringe gjort…
Sandt at sige, tænkte Freja, var denne situation ret ubehagelig alene og ingen forbindelse.
Ved du om det er langt til byen herfra?
Knapt fyrre kilometer med bil.
Hvad hedder landsbyen, hvis jeg skal bestille en taxa?
Taxa? Det tror jeg ikke, du kan.
Hvorfor ikke?
Der er ingen mobildækning herude.
Hun fiskede straks sin telefon op ingen streger overhovedet.
Du skal altså bare tage det roligt smilede Anders. Jeg har bil, jeg skal selv mod byen senere, så jeg kan tage dig med. Lad os så gå ind og få en kop te imens.
Kun te?
Kun te, ja.
Freja så sig omkring igen, sukkede og nikkede. Hvad kunne hun ellers gøre? Hun måtte jo stole på ham, for at gå fyrre kilometer i regn og fange en fremmed på vejen virkede håbløst.
Må jeg tage killingen?
Naturligvis.
Da hun havde den lille i favnen, blev hun straks mere rolig.
Hun havde altid følt det beroligende at holde en kat.
*****
De gik hen til huset, der, selv om det var slidt, alligevel så nogenlunde ud og bestemt beboeligt, hvis man ellers ville bo her.
Hvilken slags te foretrækker du, Freja? spurgte Anders, da de gik ind i køkkenet. Sort, grøn eller urtete?
“Urtete? Nej, aldrig, man ved jo aldrig hvilke urter der er brugt…” tænkte Freja.
Sort te, tak smilede hun, stadig lidt på vagt. Bor du så her helt alene med killingen?
Nej, da
Anders satte straks kedlen over og hældte sukker i kopperne.
Her har ikke boet nogen i snart et år. Min moster ville aldrig flytte herfra, men hun døde for tre måneder siden.
Undskyld og kondolerer.
Tak. Hun døde, men kattene blev.
Katte?
Ja, der bor tretten katte her. Min moster kunne ikke lade dem være. Landsbyen her var stort set kun gamle folk, og når de døde, blev deres katte sat på gaden.
Sikke noget
Så min moster tog dem ind, ellers kunne de ikke klare sig. Og ham her, han nikkede mod killingen i Frejas favn, ham fandt jeg selv på vejen herud i dag.
Men hvordan havner en killing hertil? Så langt fra byen?
Nogen har sat ham ud… Jeg ville ellers gerne møde den person en mørk aften.
Anders stillede kopper frem og lidt småkager.
Tag en. Ikke så meget, men jeg vidste ikke, jeg fik gæster i dag.
Tak. Er der strøm her? Landsbyen er jo forladt.
Jeg tager generatoren med selv. Ellers var det helt umuligt. Men med den, kan jeg tænde kedlen.
Kommer du herud hver dag?
Ja, kattene skal jo have mad. Til dagligt efter arbejde, og i weekenden kommer jeg morgener eller til frokost. Det er heldigvis forår nu men hvad gør jeg med dem til vinter? Jeg kan jo ikke varme huset op hver dag.
Har du forsøgt at få folk til at tage dem?
Ja, men ingen vil have katte. Alle jeg kender har dyr nok eller hunde, og ingen gider tage ansvar. Jeg har sat beskeder op og alt, men intet virker. Killingen kan jeg tage, men tretten katte til en bylejlighed går ikke, og internatet siger, de har mere end nok.
Må jeg se dem?
Kat er en vane for Freja, hun havde to hjemme Smilla og Trine, begge fra gaden engang.
Kom bare med, svarede Anders. Så kan jeg lige fodre dem.
De gik ud, og han kaldte: Mis, mis, mis!
Som trukket op ad jorden dukkede katte op grå, sorte, hvide, røde, og blandede farver…
“En, to… tretten”, talte Freja i tankerne.
Der er virkelig tretten…
Troede du mig ikke? grinte Anders.
Det lød bare usandsynligt. Men jeg kan se, du ejer en sand skat. Jeg tror ikke på, at tretten bringer uheld, ikke når det er katte.
Nej vel sagde Anders og fordelte mad i skåle. Med killingen er der jo nu fjorten.
Nemlig, lo Freja.
*****
På vej tilbage mod byen var der stille i bilen. Anders bemærkede, at Freja tænkte han ville egentlig gerne tale, hun var en flink pige. Også killingen, nu udnævnt til Balder, sov trygt på bagsædet.
Jeg har faktisk fået en ide, sagde Freja pludselig.
Nå?
Noget, der kan hjælpe dine katte.
Virkelig?
Ja. Du kan lade mig få dit nummer, så ringer jeg, når jeg har styr på tingene.
Selvfølgelig. Det ville være fantastisk. Kattene fortjener jo et hjem og mennesker.
Enig.
Fire dage senere mødtes de på en café.
Hej! vinkede Freja, da hun fik øje på Anders.
Hej, råbte han tilbage.
De bestilte kaffe, og da den kom, lænede Freja sig frem og smilede hemmelighedsfuldt.
Anders, kan du lide at komme på café?
Jo, bestemt… Anders så undrende ud.
Forestil dig, at man også kan hygge med katte samtidig.
Hvordan det?
Kattecafé! lo Freja. Hvad siger du?
Det lyder faktisk vildt hyggeligt. Katte hjælper jo mod stress.
Præcis! Jeg har selv længe haft lyst til at starte noget, der gør en forskel. Caféer, supermarkeder, frisører er der overalt. Men en kattecafé findes ikke i Holstebro.
Freja holdt en pause, mens Anders ventede spændt.
Folk vil kunne drikke kaffe, mens de kigger på katte og hygger sig. Mange kan jo ikke have dyr selv, men har brug for kontakten. I en kattecafé kan de det.
Fedt!
Og hvis det lykkes, kan vi finde gode hjem til kattene også.
Hvor dyrt er det? Og hvad kræver det at holde gang i?
Det er til at overskue. Min far vil hjælpe med noget af startkapitalen. Jeg leder efter et passende lokale, køber møbler til både mennesker og katte. Håndværkere er dog svære at finde…
Den del kan jeg hjælpe med, Anders smilede.
Virkelig? Er du håndværker?
Jeg ejer faktisk et byggefirma med dygtigt folk. Så pålideligt arbejde og billige materialer kan jeg sørge for.
Dét var da heldigt!
Så sparer du den udgift. Jeg har gode leverandører, så du får materialer til engrospris.
Perfekt! Frejas øjne lyste op. Så mangler der kun udgifter til dyrelægen, og så kan vi åbne. Ikke fordi jeg forventer overskud det handler om hjertet, ikke pengene.
Jeg vil gerne hjælpe så meget som muligt! Du tager mig vel med i projektet?
Fra nu af er vi partnere!
*****
Efter halvanden måned åbnede byens første kattecafé.
Folk var i starten skeptiske en ældre mand mumlede endda, at han kunne se “gratis katte på genbrugspladsen”. Men allerede efter få dage var caféen proppet.
Det er jo forståeligt. Hvad er hyggeligere end at drikke kaffe eller læse en bog blandt spindende katte? Et boghjørne var der også, naturligvis.
Flere gæster knyttede sig så meget til de små pelsdyr, at de bad om at adoptere dem og bad nærmest på deres knæ.
Efter at have konfereret med Anders sagde Freja ja: Blev kattene hentet, var det kun glædeligt.
Og da flokken svandt ind, trådte Freja og Anders i gang igen, ledte ved lossepladser og genbrugspladser, og når ikke det rakte, gik de til byens dyreværn.
Og ved du hvad?
Kattene fik hurtigt gode hjem hos mennesker, der ikke kunne undvære dem. Det var faktisk et lykketræf, at Freja endte i landsbyen den dag.
Nu havde hun sit livsværk, byen fik færre hjemløse dyr, og hun havde fundet kærligheden med Anders. Med ham var der styrke og varme nok til at klare alle udfordringer uanset om det krævede at vade gennem en vandpyt, med eller uden gummistøvler.
Snart skal de giftes, og så driver de videre ikke for pengenes skyld, men med hjerte og sjæl.
Og killingen Balder, som det hele begyndte med, venter nu hjemme blandt de to gamle, forkælede katte Smilla og Trine.
