Papirhuset
Marie, vi kommer for sent!
Far, jeg er her lige om lidt! Marie hoppede på et ben, mens hun trak den ene strømpe på.
Strømperne var virkelig sjove. De var i forskellig farve den ene rød, den anden grøn. Hendes faster, Katrine, havde givet dem til hende sammen med nogle sneakers, der heller ikke matchede hinanden. Det var angiveligt det nyeste skrig på mode, sagde Katrine.
Marie stolede altid på Katrines smag; fasteren havde nemlig altid haft sans for det smarte. Hun sagde, at hvis man ikke var født med filmstjernelooket, måtte man finde andre måder at fange opmærksomheden på.
Marie var dog ikke enig i det med udseendet. Hvad gjorde det, at Katrine ikke levede op til alle de moderne skønhedsidealer? Hun var spinkel tynd som en ranke, plejede mormor at sige med mørkt hår og grå øjne, men samtidig besad hun en livlighed og udstråling, der gjorde, at folk hurtigt lagde mærke til hende, når hun og Marie gik sammen ned ad Strøget.
Ingen lægger mærke til dig, siger du? Prøv lige at se, hvordan alle vender hovedet!
Hvem? spurgte Katrine og begyndte at kigge sig omkring.
Marie kunne ikke lade være med at grine, for Katrines naivitet var næsten barnlig. Selvom Katrine var nogle år ældre, følte Marie sig ofte mere voksen end sin faster.
Katrines usikkerhed stak dybt.
Han sagde, at han synes om mig, Marie! Hvad skal jeg gøre?
Kan du lide ham?
Ja, meget! Men han er så pæn, jeg tør næsten ikke! Alle pigerne på kontoret er efter ham. Og hvad kan han dog se i mig? Det giver ingen mening!
Katrine, du er alt andet end meningsløs. Du er både klog og smuk! Hvorfor skulle han ikke kunne lide dig?
Spørgsmålet var egentlig kun for retorikkens skyld. Lige meget hvor meget Marie prøvede at banke selvtilliden ind i Katrine, prellede det af. Det gjorde hende vred og magtesløs.
Man kan ikke ændre på det, folk har indprentet i én i årevis, sagde Maries far, Jesper, og rystede på hovedet, mens han prøvede at trøste sin teenagedatter.
Hvem bestemmer sådan noget, far? Og hvorfor? Det er ikke det, du har lært mig.
Nej, jeg gjorde det ikke. Dine bedsteforældre var bare… dygtige på hver deres måde.
Og Katrine? Far, jeg ved godt, at du taler om mormor. Du siger det bare aldrig direkte.
Og hvad skulle jeg sige? At min mor ikke kunne finde ud af at opdrage sit barn? Ville det være rigtigt? Du ved godt, hvad respekt for sine forældre betyder, og jeg voksede selv op uden far, indtil din morfar kom ind i billedet. Han lærte mig mere om at være mand, end jeg nogensinde har kunnet fatte. Men han blandede sig aldrig rigtigt i, hvordan min søster blev opdraget for piger skal opdrages af deres mødre, sagde han.
Far, men hvorfor gjorde han så det ikke for Katrine?
Han prøvede, men det kom på tværs. Mormor ville selv forme Katrine. Hun havde sine grunde.
Hvilke grunde? Jeg synes bare, Katrine er så god! Men hun virker… ulykkelig, bange for alt. Hvorfor?
Mormor var bange for at miste hende. Hun passede så meget på Katrine, at hun næsten holdt hende i hånden helt ind i gymnasiet. Katrine var ikke nem at få, og mormor var syg næsten hele graviditeten. Din morfar og jeg blev meget tætte dengang vi skulle klare det hele sammen.
Jesper fortalte med rolig stemme om den tid, han og sin stedfar lavede små ting, for at vise deres omsorg. God mad, juice, fange friske råvarer på torvet alt sammen små beviser på kærlighed.
Kan du huske gyngehesten, du havde da du var lille? Den lavede han netop, mens vi ventede på dig.
Hvor er den blevet af?
Den ligger oppe på loftet. Når der engang kommer børnebørn, skal jeg finde den frem.
Far!
Hvad? Mon ikke du bliver mor på et tidspunkt?
Ikke lige foreløbig…
Jesper lo og undveg drillende sin datters skældsord. Deres familie havde aldrig været ligetil. Katrine plejede, da hun var lille, at sige, at deres hjem var et papirhus.
Hvorfor det, Kat?
Jesper dengang en splejset dreng og altid optaget fandt tid til at tale med sin lille søster. Hun fascinerede ham.
Fordi det er som den blomst, du lavede til mig i papir, sagde hun, mens hun viste et tulipanhoved af papir. Prøv at se, hvor let det krøller. Men hvis man fylder modelleringsvoks indeni, bliver det stærkt.
Hun kæmpede med at trykke farvet voks ind i papirtulipanens hul, indtil den var helt fyldt. Så kunne den ikke trykkes flad længere.
Katrine sagde så: Vores hjem mangler voks indeni… det holder ikke, hvis man trykker for hårdt.
Jesper, forbløffet over sin lillesøsters indsigt, drejede den lille papirblomst i hænderne.
Han havde lært at folde de blomster af sin skolekammerat, Anna. Hun kunne aldrig sidde stille, så papiret fik form under hendes fingre, indtil hele buketter fyldte skolebordene. Lærerne sagde aldrig noget Anna var klassens bedste elev.
Jesper tog altid blomsterne med hjem til sin søster, der blev henrykt over dem.
Kan hun lære mig det?
Selvfølgelig hvis mor siger ja, kan vi mødes i parken.
At tage Anna med hjem for at lege, kom ikke på tale deres mor, Maren, var streng og sjældent tilfreds med andres børn.
Jesper! Du må tænke på fremtiden. Du kan ikke regne med nogen, ikke engang mig eller din stedfar. Forstår du det?
Selv om Jesper dybest set stolede på, at stadfar ville hjælpe hvis det kneb, var det aldrig noget de sagde højt. Familielivet var en balance mellem Marens opdragelse hvor strenghed og frygt for verden var centralt og stedfaderens mere blide tilgang.
Maren var altid bange, og den frygt løb som en undertone gennem deres hverdag.
Hvad nu hvis Katrine bliver såret?
Hun stolede aldrig helt på andres børn, lærere eller voksne. Der skulle være orden, ingen følelsesudbrud, ingen knus hvem er hun for dig, den lærer? snærrede hun tit.
Intimitet uden for familien var ikke nødvendigt det havde man sin nærmeste til. Alle andre var en potentiel trussel.
Efterhånden forstod Jesper, at frygten kom et sted fra, han ikke engang selv kendte til måske fra modgang, måske fra angst for at miste.
Han selv flyttede ud, da Katrine var vokset op. Hans liv var pludselig fuldt Anna og så deres lille datter, som rystede Maren med sin tidlige ankomst, da Jesper kun lige var blevet voksen.
Hvorfor gør du det her? Du står midt i eksamen! Maren stod altid i køkkenvinduet, når hun var oprørt.
Mor, jeg er voksen. Anna og jeg venter os et barn mit barn.
Man kunne have forebygget…
Stop der. Jeg har hørt nok, sagde Jesper og gik hen for at sige farvel til stedfaren, Peter, der nu var blevet syg.
Peter overlod Jesper nøglen til sin lejlighed og forklarede, at huset på landet skulle gå til Maren og Katrine der kom alligevel en hel klynge nye rækkehuse snart, så jorden ville stige i pris. Men lejligheden, den skulle Jesper have med sin familie.
Peter nåede aldrig at møde lille Marie. Han døde kun få dage før hun blev født.
Jesper overtog familiens ansvar uden at tøve. Katrine åndede lettet op. Hun havde altid vidst, at den lille papirtulipan, hun engang fik, stadig stod på Jespers hylde over skrivebordet.
Hvorfor den stadig er der? spurgte Katrine og lod fingrene glide over de papirblade, hvor voks var tørret hårdt ind.
Den minder mig om, at jeg skal fylde vores liv med noget ægte ikke bare hulhed.
Men forholdet til Maren blev ikke lettere efter Peters død. Hun lukkede sig inde, og der herskede en kulde i hjemmet, som hang i luften som tung, vintertåge.
Fem år bagefter mistede Jesper også Anna. En morgen vågnede hun bare ikke. Jesper havde sat vand over til kaffe, da han mærkede, at noget var galt. Marie, som sov hos farmor, havde ikke sin bamse med så Jesper selv sad alene og holdt den, mens sorgen væltede frem.
Månederne efter flød sammen, og Jesper levede på rutinen. Marie forstod hurtigt, at noget havde ændret sig, og fandt stille vej til sin mors billeder, hvor hun satte sig og talte dæmpet med det forladte fotografi.
Hvem sagde det til dig? spurgte Jesper hende en dag.
Bedstemor. Hun sagde, jeg skulle passe på dig, og at vi ikke skulle tale om mor for din skyld.
Jesper trak hende ind til sig, og lod hende græde, mens han fortrød, at han ikke havde kunnet hjælpe hende mere og var vred på, hvor lidt Maren forstod.
Vreden blev endnu stærkere, da Katrine en nat dukkede op i regnvejr, bange og forslået. Hun sov i Maries værelse på en ekstra madras.
Næste morgen, da Jesper så mærkerne på hendes arme, forstod han, at noget var helt galt.
Det var mor, ikke? gættede han.
Katrine nikkede og hviskede: Giv mig ikke tilbage til hende. Ikke nu.
Jesper vidste, at et opgør var nødvendigt, selvom han forsøgte at gøre det stille. Han lod Katrine blive og tog sig af både hende og Marie, mens han forberedte sig på at tage samtalen med Maren.
Det blev en voldsom konfrontation. Maren råbte, græd, tiggede og forlangte, at hendes datter kom hjem, men Jesper var fast. Han fortalte hende, at hendes datter havde brug for fred, og han nægtede at bringe hende hjem, før begge var klar til det.
Du tænker mere på karakterer og pokaler end på, hvordan hun har det, mor! sagde Jesper.
Han bad Maren overveje, om hun ville ende alene for han og Katrine kunne klare sig selv.
Det virkede. Efter nogle dage opsøgte Maren dem igen, forsøgte at bøje sig og række ud, og langsomt begyndte familiebrikkerne at finde en ny plads. Det tog år, før Katrine kunne tilgive, og i lang tid levede de alle tre på en slags regnvejrsstemning, hvor solstrejfene indimellem brød igennem.
Katrine fik sin uddannelse som dyrlæge og arbejdede i en god praksis. Marie grinede hjerteligt hver gang hendes faster slæbte et nyt mystisk dyr med hjem.
Katrine, den der slange må altså blive i terrariet!
Bare rolig, Jesper. Han savner bare lidt selskab.
Marie truede tit med at gå i sin fasters fodspor.
Det ville også tage prisen, rystede Jesper på hovedet med et smil.
Deres hverdag gik sin stille gang arbejde, hjemmeliv, lejlighedsvise middage med Maren. Katrines kærlighedsliv var altid skrøbeligt, indtil den dag hun stolt annoncerede:
Jeg vil gerne have, at I møder min kæreste! Og I må ikke gøre grin med mig!
Katrine, nu tuder jeg snart, lo Marie og krammede hende.
Marie fandt sin slidte sneaker endnu et offer for en af Katrines patienter under sofaen og smuttede ud i gangen.
Jeg er klar!
Nå, det var jeg ikke sikker på, sagde Jesper.
De fik øje på den unge mand og Katrine på parkens allé.
Far, er det ham? Den langhårede?
Marie, lad nu være, hviskede Katrine med et skævt smil.
Det er Mads.
Jesper.
Marie.
Langhårede, det kan du lige tro jeg har fået det kælenavn før, grinede Mads og gav Katrine et varmt blik. Katrine, smile lidt! Jeg vil bare gerne se dig smile hele tiden. Nå, sejt fodtøj! Sådan nogle vil jeg også have!
Marie lo, og pludselig så hun noget nyt i sin fasters øjne. Det mørke var forvandlet til et lysende gråt. Og Marie mærkede, at noget var faldet på plads i deres liv.
Vi er lidt besynderlige i vores familie, advarede hun Mads.
Godt. Så skal jeg nok falde til, svarede han.
Du er meget velkommen i vores familie, Mads, sagde Marie og tog sin far under armen, klar til næste kapitel i deres papirhus.
