Retten til sin egen verden
Er det fru Madsen? spurgte en alvorlig kvinde i mørkeblå buksedragt og silkebluse, da hun pludselig stod i døråbningen til min lejlighed dengang, midt i det grå København. Vi skal tale sammen. Rigtig alvorligt, endda.
Ja, det er mig. Men hvem er De? Jeg mærkede straks uroen jeg havde ikke forventet gæster, og tankerne løb mod min datter: “Er der sket noget i skolen?” Men jeg slog straks tanken væk, læreren ville jo ringe, hvis noget var galt.
Må jeg komme ind? spurgte kvinden utilfreds og løftede en mappe i hænderne. Det ligger i Deres interesse, tro mig.
Beklager, men jeg skal netop til arbejde, svarede jeg bestemt og kastede et hurtigt blik på klokken. Er der en særlig grund til, De kommer så tidligt?
Jeg forsøgte at lyde venlig, men utålmodigheden sneg sig ind i stemmen. Min chef tolererede ikke forsinkelser, og denne morgen havde allerede givet rigeligt: vækkeuret havde svigtet, morgenmaden blev kastet sammen i hast, og nu stod denne fremmede kvinde i min dør.
Det handler om Deres datter, sagde kvinden brat. Jeg er fra kommunen, Børne- og Ungeforvaltningen. Vi har fået en henvendelse fra skolen.
Jeg var på vej ned ad trapperne, men stoppede brat. Skolen? Kommunen? Jeg drejede langsomt om og forsøgte at bevare roen, selvom nervøsiteten samlede sig i maven.
Og hvad er det præcist, De har fået at vide fra skolen, siden De står her mandag morgen klokken halv ni? Vi har et solidt hjem, god økonomi, og Alma mangler ingenting. Hun trives. Hvad er problemet?
Jeres datter er helt væk fra virkelighedens verden! sagde kvinden fast og så mig direkte i øjnene.
Hvad mener De dog? Jeg trak brynene sammen, fuld af undren.
Klasselæreren kiggede i børnenes læsedagbøger i fredags. Ved De, hvad hun så dér?
Naturligvis, svarede jeg forarget og mærkede, hvordan vreden boblede. Jeg skriver under hver dag. Alma elsker at læse, det er hendes yndlingsbeskæftigelse. Hun låner bøger på biblioteket, og vi køber ofte nye. Hvad er galt ved det?
Alma går i 2. klasse og bruger al fritid på bøger! sagde kommunekvinden en anelse højere, som om hun forklarede noget åbenlyst for en meget tungnem person. Hun læser eventyr, der ikke har noget med virkeligheden at gøre! Er det ikke klart? Børn skal lege med kammerater, være aktive ude, indgå i fællesskaber. Ikke sidde alene i en fantasiverden med bøger.
Jeg tog en dyb indånding, forsøgte at holde tonen rolig. Jeg kendte min datter bedre end nogen, og jeg vidste, at hendes læseri tværtimod udviklede hende, udvidede hendes horisont og lærte hende at tænke kreativt.
Har din datter mange venner? spurgte kommunekvinden insisterende, på skrå vis.
Hun har, svarede jeg roligt og fast. Tvillingerne Sofie og Mathilde nede fra nummer 8 kommer ofte forbi, og et par piger fra opgangen ved siden af. De leger, laver lektier og har endda små teselskaber. Når de leger i gården, er der altid en stor flok børn, og de hygger sig. Alma er ikke ensom, hun trives blandt venner.
Men tager hun selv initiativet? Måske kommer de mest på grund af jeres pæne lejlighed. Inviterer Alma selv, ringer hun til veninder, deltager hun frivilligt i lege?
Jeg tænkte efter. Ja, Alma var ikke den højlydte eller helt fremme i skoene, men det forhindrede hende ikke i at få venner. Hun foretrak de stille aktiviteter brætspil, at tegne eller oplæse historier.
Når hun har lyst, foreslår hun sine egne lege. For nylig lavede de et lille teaterforestilling hjemme, pigerne skrev stykket og lavede kostumer. Det er også samvær mere meningsfyldt end bare at løbe planløst rundt ude forbi, svarede jeg.
Kommunekvinden skrev et par noter og så op.
Er De sikker på, De forstår Deres datters behov? Måske bruger hun bøgerne som erstatning for noget, hun mangler i virkeligheden?
Vreden steg, men jeg holdt den tilbage. Det var vigtigt at holde på roen nu.
Jeg er sikker på, at Alma er lykkelig, sagde jeg fast. Hun udvikler sig, lærer nyt, har venner og dyrker sine interesser. At læse er ikke at flygte fra virkeligheden, men at forstå den bedre. Hvis De vil tjekke hendes værelse, bøger eller dagbøger, skal De bare sige til. Men jeg vil ikke have, I dømmer ud fra misforståelser.
Hvad med klassekammeraterne? Klasselæreren mener ikke, Alma taler med nogen i pauserne. Hun sidder og læser!
Nu kunne jeg mærke irritationen for alvor. Jeg krydsede armene og svarede, måske lidt mere skarpt end før:
Skulle det ikke være et problem at elske bøger? Vores bogreol er fuld af både eventyr, romaner og opslagsværker. Hun lærer mere, tænker dybere. Hvilket er at foretrække: at sidde fastnaglet til en skærm eller læse en god bog?
Jeg forstod ikke, hvorfor hun fandt problemer, hvor jeg så kvaliteter. At Alma var opslugt af noget fornuftigt, var en gave ikke en brist.
Men … begyndte kvinden, men jeg afbrød kort:
Så er samtalen slut. Hvad hedder De? De præsenterede Dem aldrig.
Kvinden trak sig en smule, men svarede:
Birgitte Andersen.
Og efternavn?
Mikkelsen.
Fint, nikkede jeg. Allerede i dag sender jeg en klage over Dem og Almas klasselærer. Der findes familier med reelle problemer, men I spilder tiden på os og lærer mig, hvordan jeg skal opdrage min datter!
Jeg tav lidt, sammensatte ordene. Det var ikke min stil at være uhøflig, men jeg var nødt til at sætte grænser.
Alma er blandt de bedste i klassen, hun læser engelsk, går til standarddans, er venlig, hjælpsom, social. I stedet for at anerkende hendes indsats, kommer I med beskyldninger. Måske skulle I besøge familien Jensen i kvarteret, hvor hverken mor eller far arbejder. Dér trænger børnene virkelig til hjælpen!
Birgitte Mikkelsen blev bleg og stramte læberne. Hun forsøgte at sige noget:
De skal ikke undervise mig i mit arbejde!
Jeg vil dog påstå, De snart må finde et andet, svarede jeg koldt og åbnede døren på klem. Farvel.
Jeg ventede ikke på replikken, men gik ned ad trappen. Alt for meget tid spildt på folk, som vælger den letteste løsning. Der var masser af børn, som virkelig havde brug for kommunens hjælp men sådanne sager kræver indsats… Det er langt nemmere at give sig i kast med velfungerende familier som vores.
Jeg kiggede på uret tyve minutter til arbejdsdagen begyndte. Der var kun akkurat tid, hvis bussen kørte til tiden. Jeg knappede frakken tættere og hastede mod stoppestedet. Samtalen gentog sig i mit sind, og irritationen bølgede frem og tilbage.
“Opgiver virkeligheden?” gentog jeg for mig selv. “Hvem har ret til at dømme? Alma er nysgerrig, klog, spørgende, hun diskuterer, reflekterer. Er det ikke værdifuldt?”
Jeg huskede, hvordan hun dagen før fortalte om planeter i solsystemet og forklarede, hvorfor Pluto ikke længere regnedes som officiel planet. Og venner havde hun!
På kontoret ventede min chef, Henrik Kristensen, med sit karakteristiske kølige blik bag computerskærmen. Han løftede knap nok hovedet, da jeg kom ind.
Fru Madsen… sidder du og ser klokken? Tredje gang denne måned, sagde han, mens han tastede videre.
Jeg svarede roligt og sammenbidt:
Undskyld, hr. Kristensen. Det kom uventet. En kvinde fra kommunen overfaldt mig her til morgen med absurde anklager. Jeg må nok bruge frokosten på at indberette hende.
Alvorligt? Skal jeg hjælpe?
Tak, men jeg klare det selv. Det er vigtigt, at folk med sådan en attitude bliver holdt til ansvar.
Han nikkede:
Jeg kan ikke acceptere flere forsinkelser, blot så det er klart.
Det forstår jeg. Tak for forståelsen.
Jeg satte mig ved mit skrivebord og tændte computeren. Programikoner dukkede op, men tankerne vendte konstant tilbage til morgenens optrin. Jeg knugede ubevidst hænderne om musen, som for at få greb om situationen.
“Jeg må ringe til skolen, tænkte jeg beslutsomt. Finde ud af, hvem der har henvendt sig, og med hvilken begrundelse.”
Møder og presserende opgaver fyldte kalenderen. Først efter frokost fandt jeg tid til at ringe til Almas klasselærer.
Goddag, det er Eva Hesselager, Almas mor, sagde jeg roligt.
Hvad drejer det sig om? hendes stemme var afværgende, nærmest forberedt på uenigheder.
I formiddags havde jeg besøg af kommunen. De påstod, de havde modtaget en underretning fra skolen om, at Alma “flygter fra virkeligheden”. Jeg vil vide hvorfor og hvem, der har sagt hvad.
Et par sekunders tavshed, så et suk.
Det var ikke min hensigt, at det skulle udvikle sig sådan, fru Madsen. Jeg mangler nogle gange samtaler om Alma, der læser og læser og ikke involverer sig med de andre børn. Hun siger venligt fra, men det er tydeligt, hun helst vil være alene.
Jeg holdt vejret og lod hende tale, selv om jeg mærkede beskyttertrangen vokse.
Mener De alvorligt, at I har ret til at bestemme, hvem mit barn skal omgås? Hun har venner masser. Med dem hun har det bedst med, er hun social, sagde jeg koldt. Og hvorfor prøver I at tvinge hende til at tale med dem, der driller?
Klasselæreren forsøgte at protestere, men jeg fortsatte:
Ja, de driller! Lad være med at pakke det ind! Hvis ikke, så gør de.
Jeg ønsker kun, at børnene er gode ved hinanden, forsøgte Eva Hesselager. Nogle børn er måske lidt hårde ved hende, men det er kun, fordi hun ikke vil være med. Det er børn…
Det er Deres opgave, som lærer, at tage disse konflikter alvorligt ikke at negligere dem. Jeg har indsendt en officiel klage. Det her handler ikke om bøger, men om bestemte børns opførsel, som har fået lov at gå for langt.
Jeg havde kun gode intentioner! sagde hun Vi har ikke urolige elever, det bilder De Dem ind! Alma kunne bare lære at tilgive, håndtere det. Det ville være bedst for hende, kan De ikke se det?
Jeg ved, hvad der er bedst for mit barn. Alma gør det rigtige, når hun ikke pådutter sig dårligt selskab. Jeg ved godt, De er tætte med nogle forældre, og derfor lukker øjnene for visse ting. Men nu får det en ende. Farvel.
******************
Hele aftenen og natten gennemgik jeg situationen i hovedet. Snakkede med Alma, diskuterede med min mand, overvejede dialog med skolen. Men til morgen vidste jeg, hvad der måtte ske jeg måtte give Alma et sted, hvor hendes interesser blev set og anerkendt.
Dagen efter fandt jeg noterne fra tidligere research frem. Jeg ringede til rektor på Lundegaard Skole, en skole jeg længe havde overvejet. Efter en konstruktiv samtale fik jeg en aftale til næste dag.
Skolen levede fuldt op til, hvad jeg havde drømt om. De lyse gange, vægge med børnetegninger og diplomer, venlige ansatte, der hilste på alle, skabte en varm stemning.
Rektor, Sonja Frederiksen, lyttede opmærksomt uden at afbryde, da jeg fortalte om mine bekymringer.
Vi har mange kreative fag og klubber. Der er teatergruppe, naturvidenskabelig klub og billedskole. Børnene laver ofte projekter sammen, det styrker både det faglige og fællesskabet. Her tvinger vi ikke nogen til at deltage med alle, men vi forsøger at fremme, at alle bliver set og hørt, fortalte rektor.
Jeg blev mere og mere overbevist om, at dette var det rette for Alma. Her skulle hun ikke tvinges til at hjælpe dovne skolekammerater eller agere babysitter. Problemet havde fra start været, at Alma ikke ville udføre de opgaver, Eva Hesselager ville give hende for at løfte klassens karaktergennemsnit på skråsikre forældres foranledning.
Det er præcis sådan et sted, Alma behøver, nikkede jeg. Hun elsker bøger, lærer hurtigt, men hun har brug for at være sig selv indimellem.
Jeg er sikker på, hun vil trives her, sagde Sonja Frederiksen venligt.
En uge senere begyndte Alma på sin nye skole. I starten var hun forsigtig, den nye hverdag krævede tilvænning. Men jeg pressede hende ikke tilpasning tager tid.
Snart begyndte hun at fortælle hjemme om den begejstrede biologi-lærer, om nye veninder især Laura fra parallelklassen, der elskede H.C. Andersen ligesom Alma selv. Nogle uger senere kom hun glad hjem:
Mor, vi laver projekt om naturens planter! Jeg får lov at skrive dagbog over det hele, og Julie og Ida synes, det er spændende!
Jeg smilede tilfreds, mens hun fortalte. Jeg så hende blomstre tryg, optaget, anerkendt. Hun fandt sit første rigtige fællesskab, hvor hendes nysgerrighed blev mødt med begejstring ikke bebrejdelser.
En aften, hvor jeg puttede hende, sagde hun pludselig:
Mor, jeg kan godt lide at gå her. Her er det normalt at læse i pausen der er flere, der glæder sig til at bytte bøger!
Jeg strøg hende kærligt over håret.
Jeg er glad for, du har det godt, skat. Det vigtigste er, at du er glad.
Hun smilede og lukkede øjnene. Jeg blev siddende længe, fyldt af vished om, at jeg havde valgt rigtigt.
********************
Månederne gik, og Alma læste stadig hver aften reolen bød på både nye børnebøger og imponerende faglitteratur. Men nu havde hun flere venner end nogensinde. Hun legede med Julie og Ida, inviterede dem hjem, hvor lejligheden jævnligt fyldtes med latter og pigesnak.
Hun deltog i skoleaktiviteter: hjalp til med plakater, optrådte i morgensamlingen, og arrangerede endda sin egen tegningsudstilling. Nu var hun med i pauserne både ved samtalebordet og i samtalerne om litteratur. Hun lærte de andre børn standarddans-trin, og pigerne morede sig vældigt.
Jeg selv var blevet roligere mine klager havde haft effekt: Birgitte Mikkelsen blev nu placeret i byens mest belastede familier og blev overvåget nøje. Blot én klage til og hun stod til afskedigelse.
Hvad angår Eva Hesselager blev hun frataget klasselærerjobbet. En omfattende evaluering viste lave karaktergennemsnit, uro og favorisering, samt at hun modtog “gaver” fra udvalgte forældre. Hun blev sidenhen ansat i en skole i udkanten af byen, hvor lærermanglen var akut langt fra de trygge villaer.
Sådan blev min Alma respekteret for den, hun var og fik lov at udfolde sin verden.
