Blød celle
Telefonen ringede halv otte om aftenen. Helle Sørensen var netop ved at lukke lynlåsen i på sin weekendtaske, og lyden skar hende indeni helt derinde, hvor maven bliver hård og tom.
Hun vidste, hvad det var for et opkald. Ikke på lyden, men på følelsen. Sådan som et menneske på seksoghalvtreds lærer at læse før tegnene overhovedet opstår.
Helle, jeg tror, jeg dør, sagde hendes mor.
Intet hej. Intet forstyrrer jeg? Bare lige-på.
Mor, hvad sker der?
Hjertet. Det kan ikke mere. Jeg kan mærke, det er slut nu. Du rejser, og jeg dør her alene. Sådan dør jeg i denne lejlighed, alene, og ingen finder mig før det bliver morgen.
Helle kiggede på tasken. På de udprintede billetter, sirligt lagt i sidelommen. På Morten, der stod i dørkarmen i jakke og betragtede hende med det samme udtryk, hun efterhånden kunne læse. Ikke vrede. Træthed. Den træthed, som ikke bare kommer, men siver ind over år, ligesom vand i en kælder.
Mor, har du ringet 1813?
Hvorfor skulle jeg ringe efter lægevagten? Jeg har brug for dig. Du er min datter. Eller er jeg ikke længere din mor?
Helle lukkede øjnene. En kold klump gled fra halsen og satte sig hvor der skulle sidde noget varmt. Hun kendte den klump alt for godt.
Mor, vi skal køre i aften. Jeg har fortalt dig det mange gange. Vi har planlagt det.
Ja, ja. Du har planlagt at rejse med en eller anden mand, mens din mor ligger hjælpeløs. Det har du planlagt.
Mor…
Bare tag af sted. Du rejser bare. Det gør ikke noget. Måske er der bare ingen, der åbner døren for dig, når du kommer tilbage. Bare så du ved det.
Morten gik ind i køkkenet uden et ord. Hun kunne høre ham sætte elkedlen over.
Jeg kommer, sagde Helle i røret.
Hvad?
Jeg kommer til dig. Nu.
Der var en lang stilhed. Så lød morens stemme, lidt anderledes:
Ja, det er rigtigt. Min pige. Jeg vidste, du ikke kunne lade mig ligge.
Helle lagde telefonen på sengen. Sad et minut, kiggede ind i væggen. Rejste sig og gik ud i køkkenet.
Morten stod ved vinduet. Han havde ikke hældt noget op. Han stod bare og stirrede ud i mørket.
Morten, begyndte hun.
Jeg har hørt det hele, sagde han, stille.
Hun siger det er hjertet.
Det siger hun altid. Hver gang, Helle. I tre år nu. Hver gang vi skal noget.
Men hvis det denne gang er…
Han vendte sig. Ingen bebrejdelse. Bare et blik, længe.
Hvis det denne gang er, gentog han stille. Så må du tage af sted. Jeg forstår det.
Vi kan finde nye datoer, forsøgte hun.
Jeg har allerede flyttet to gange. Kan du huske Bornholm? Eller da vi aflyste Aalborg sidste påske?
Hun kunne huske det alt for godt.
Jeg kan ikke mere, sagde han så lavt, uden vrede, hvilket var værre end hvis han havde råbt. Jeg vil dig. Men ikke som tredjeprioritet efter din mor og hendes helbred.
Du er ikke…
Jo. Tag bare af sted, Helle. Ærligt.
Hun ringede efter en taxa og kørte. Forlod Morten ved vinduet i sin egen lejlighed.
Hele turen gennem mørket til Viby tænkte hun på hans 58 år, hendes 56, og at måske var der kun tyve gode år igen, hvis man var heldig.
Hendes mor boede et kvarter væk, i en gammel boligblok på Nørrevang Allé. Hun gik op til tredje, ringede på. Ventede.
Bag døren kom duften. Sød, gær og hjemmelavet boller i ovn.
Døren gik straks op. Ingen hvem der?. Inge Sørensen stod allerede i forklæde, med mel på armene og kinderne helt røde så sprællevende som kun Inge kunne være.
Nå, Hellemus! Hvor er det dejligt, du kom. Jeg er i gang med boller med kål, dem kan du lide!
Helle stod bare og så. På melet. Forklædet. De runde kinder.
Mor, du sagde lige før, at du var ved at dø.
Hold nu op, jeg sagde bare jeg havde det dårligt. Så tog jeg en pille, lagde mig lidt, og så gik det jo bedre. Kom, sæt dig nu, ikke stå i døren, det trækker.
Helle gik ind. Tog skoene af, hængte jakken. Satte sig i køkkenet. På bordet lå udrullede dejklumper, panden var varm, og en stabel boller dækket af et viskestykke.
Hun stirrede længe på stakken.
Hvorfor ser du så trist ud? spurgte moren, mens hun lagde næste portion på panden. Er du træt? Arbejdet derhjemme?
Jeg har aflyst ferien, sagde Helle.
Ja, det er sikkert det rigtige. Hvad skulle du da også i det danske sommervejr?
Jeg har planlagt det i tre måneder, mor. Morten og jeg skulle…
Hvem er nu den Morten?
Moderen lod som om hun ikke kunne huske det. Det var hendes klassiske manøvre, når hun ikke gad høre om noget.
Du ved godt hvem.
Nå, ham dér. I kan da tage afsted en anden gang, det er ikke nogen stor sag.
Helle svarede ikke. Kikkede bare på morens rutinerede hænder, der levede deres eget liv. Ikke noget hjerte, ikke noget hjælpeløshed. Firksomheden, otteoghalvtreds, og hænderne er stærke.
Hun blev til halv tolv. Spiste to boller, fordi moderen nærmest tvang hende. Drak te. Hørte om naboen Ruth, der var helt umulig, om tv-programmer hvor det hele var til grin, og om en pension, der aldrig slog til.
Kom hjem efter midnat.
Morten svarede ikke på hendes sms. Hverken den nat eller morgenen efter.
Tre dage senere skrev han et kort svar: Helle, undskyld. Jeg kan ikke mere. Du er herlig, men jeg kan ikke. Atten ord. Tre år. Atten ord.
Hun græd ikke. Det forbløffede hende. Hun sad i sin stue, læste beskeden igen og igen, uden tårer. Bare tomhed, den rungende slags, hun kendte. Ikke smerte bare rummet hvor alt var væk.
Hun var teknisk tegner på et arkitektkontor. Treogtyve år, samme bord, samme projekter, samme kolleger. Godt arbejde, roligt. Helle Sørensen dygtig, stabil, holder altid sine aftaler.
Og hun tog aldrig på ferie, for mors skyld.
De næste måneder gik hverdagen videre. Arbejde, lejlighed, mor tirsdag og fredag. Tre gange mere ringede moren om problemer med hjertet. To gange overtalte Helle hende til at tage sin medicin og sove, én gang tog hun selv hen. Hver gang var moren frisk, da hun kom.
Midt i november lød så endnu et opkald.
Helle, ring efter lægevagten.
Kan du ikke selv, mor?
Nej. Ryster på hænderne. Du ringer, men kom ikke, jeg ved du er træt.
Det overraskede hende. Mor havde aldrig før sagt: Kom ikke. På fornemmelsen: en fælde. Du ringede, men du kom ikke. Men hun sagde kun:
Godt, jeg ringer.
Men hun tog alligevel overtøjet på og kørte afsted.
Ambulancen holdt allerede ved opgangen. Døren stod på klem. I gangen stod en ung redder, og stemmer lød indefra.
Hun trådte ind.
Ved sengen sad en mand på omkring 55, træt og rolig i ansigtet. Holdt morens håndled, talte pulsen. Mor så på ham med det blik Helle kendte smerte og nydelse blandet.
Trykket er fint, sagde han sagte. 140 over 85. Det er normalt for deres alder.
Ja, det siger De, men jeg føler mig elendig.
Jeg forstår. Svimmelhed, uro, men det går over.
Liggende er bedst?
Liggende er fint, men De skal også bevæge Dem.
Helle blev stående i døren. Han havde ikke set hende. Skrev i sin tablet.
Inge Sørensen, ringer De tit efter ambulancen?
Når jeg bliver skidt tilpas.
Hvor tit denne måned?
Pause.
Nå… et par gange vel.
Fire, sagde han, ikke dømmende, bare kendsgerning. Jeg har set journalen. Elleve gange på tre måneder. Hver gang samme billede, intet akut. Så så han på hende. Bor De alene?
Alene. Min datter kommer ikke.
Moren sagde det med den tone, der fik Helle til at træde et skridt tilbage.
Datteren er her, svarede hun højt.
Manden vendte sig. Kiggede længe. Hans øjne var lyse, lidt blege som én, der har set meget vejrlig.
Godaften.
Godaften. Helle, hendes datter.
Anders Kristensen. Han så på moren, så Helle. Noget ændrede sig i hans blik. Ikke medfølelse. Forståelse.
Mor, jeg er her, Helle satte sig ved sengen, tog morens hånd. Den var varm og stærk. Hvordan har du det?
Altså, nu du er her… lidt bedre.
Anders Kristensen forklarede medicin og rutiner. Ude i gangen fulgte Helle ham til døren.
Hvordan har hun det? hviskede hun.
Fysisk overraskende godt for sin alder.
Helle nikkede. Ville sige tak og lukke døren, men han blev stående.
Har du altid levet sådan? spurgte han.
Hvad mener du?
Han nikkede mod stuen.
Helle åbnede munden, lukkede den igen, smilede skævt.
Kan man se det så tydeligt?
Lidt. Det er et ansigt, jeg kender.
Har du også en mor?
En bror, sagde han. Havde.
Pause. Ikke mere behøvedes.
Jeg ser dig nok igen, sagde han.
Det tror jeg, sagde Helle. Min mor kan godt lide at få besøg af sundhedsvæsnet.
Det har jeg bemærket.
Han gik. Helle blev stående ved døren. Gik tilbage til moren og sad en time mere, lyttede til brok over kolde læger, der er ligeglade, og tog hjem.
Men af en eller anden grund tænkte hun mere på Anders end på moren.
To uger senere kom han igen. Søndag morgen: moren havde fået så meget svimmelhed og næsten faldet, Helle nåede frem før ambulancen. Da de ringede på, sad hun stadig der.
Han trådte ind, nikkede til hende. Arbejdede roligt, sagligt. Moren var denne gang ekstra dramatisk hånd på brystet, øjne rullet op. Han så det alt sammen, Helle kunne se det, men han lod sig ikke mærke. Gik bare igennem det, venneligt.
Da de var ude i gangen, sagde Helle, uden rigtigt at vide hvorfor:
Undskyld, hun er sådan.
Det behøver du ikke gøre. Undskylde for hende.
Jeg gør det af vane.
Netop. Han så på hende. Drikker du kaffe?
Hvad?
Spørgsmålet er mærkeligt, jeg ved det… Men jeg har fri om en time, og der ligger en fin cafe lidt herfra. Hvis du har lyst at snakke. Jeg tror, du har brug for at snakke.
Hun så på ham. Ikke speciel smuk, lidt bredskuldret, i uniform, træthed i blikket og så alligevel noget trygt.
Okay, sagde hun.
En time senere mødtes de på en lille café på Vestergade. Tre borde, god kaffe. De satte sig i vinduet.
Vil du fortælle om din bror? bad Helle.
Han var syv år yngre. Da vores far gik, lagde mor alt over på mig. Jeg var den ældste, jeg skulle passe ham. Og hende. Til sidst blev det klart, at min bror aldrig lærte det med ansvar fordi vi hele tiden tog det for ham. Først mor, så jeg, indtil jeg indså, det ikke var hjælp. Det var noget andet.
Hvad andet?
En celle. Blød indeni.
Helle tav. Holdt på koppen med begge hænder.
Mener du min mor gør det med vilje?
Jeg dømmer ikke din mor. Jeg tænker på dig.
På mig?
Du har det ansigt, man får, når man ikke har fået lov at vælge i meget lang tid.
Det passede uhyggelig godt. Hun svarede ikke. Kiggede bare ud på Viby i gråt novemberregn.
Jeg havde kæreste for tre år siden, sagde hun impulsivt. Han gik i september.
På grund af din mor?
Fordi hun altid blev vigtigst. Eller fordi jeg tænkte, hun skulle være det.
Der er forskel.
Ja sagde hun lavt.
De sad der længe og snakkede. Anders havde været på akutbilen i tyve år, boede alene, søn i Odense, telefon hver søndag. Broren havde det bedre nu, men det havde taget tid for dem begge.
Hvordan slap du? spurgte Helle.
Jeg indså, at hvis jeg blev ved, så lærte han aldrig at tage vare på sig selv. Og jeg ville dø med følelsen af, at jeg ikke havde levet mit eget liv. Han holdt en pause. Det var det sidste, der var vigtigst. Egoistisk, måske.
Nej… sagde hun. Det er det ikke.
Da de gik, spurgte han:
Må jeg få dit nummer?
Til hvad?
Måske for at tale igen. Hvis du får lyst.
Hun gav ham nummeret.
December gik. De mødtes søndag ved åen. Så igen på café. Til sidst lavede hun aftensmad hjemme, han kom, havde vin med, nød hendes boghylder.
Læser du om psykologi? spurgte han, trak en bog frem.
Jeg prøver at forstå mig selv.
Og?
Jeg har altid været bange for at skuffe min mor. Altid. Lige fra jeg var barn. Når jeg gjorde fejl, så råbte hun ikke hun tav og så på mig… som havde jeg slået hende ihjel.
Tavshed er værre end råb.
Meget værre. Hun hældte vin, tog en slurk. Jeg kan ikke sige nej til hende. Ikke rigtigt nej. Hun græder, siger hun har det skidt, eller bare stirrer… og så får jeg skyldfølelse.
Det kaldes følelsesmæssig afpresning.
Jeg ved det. At vide og kunne noget ved det, det er noget helt andet.
Ja, sagde Anders.
Men han gav ikke gode råd. Han lyttede. Det var vigtigt.
I december begyndte hendes mave at blive varm, da han skrev hej, hvordan har du det?. Ikke med det samme men det sivede ind som varme i et koldt lille rum.
Hun fortalte ikke moren om Anders. Hun vidste ikke hvorfor. Gjorde det bare ikke.
Du er bange for hendes reaktion, sagde Anders en aften.
Måske ja.
Hvad siger hun, hvis hun får det at vide?
Helle tænkte.
At det er unødvendigt. At jeg er for gammel, at det ikke vil føre til noget godt. At hendes hjerte ikke kan klare det. At jeg vælter hendes verden for en fremmed.
Og?
Og jeg får skyldfølelse.
Interessant, sagde han. Du kender manuskriptet i forvejen.
Jeg har spillet det roller i tyve år.
Har du nogensinde forestillet dig, at du kunne spille en anden rolle? Bare ikke få skyldfølelse?
Hun kiggede på ham længe.
Nej. Aldrig.
Den seksogtyvende december inviterede Anders hende til Silkeborg i nytårsferien. Et lille sommerhus, sø, skov, tre dage.
Helle læste beskeden. Gik rundt i sin lejlighed, lavede te, drak den, læste igen.
Tre dage. Nytårsaften. Søen…
Hvad vil mor sige.
Hun spurgte ikke sig selv om andet. Frygten for at såre forældre lever i én som en ekstra rygsøjle du mærker den med det samme.
Hun skrev til moren: Mor, kan vi snakke i morgen? Må jeg komme?
Moren svarede hurtigt: Det kan du sagtens. Jeg sidder her alene.
Næste dag kom hun med en kage. Moren tog imod i slåbrok, skønt det var kl. 15.
Mor, jeg skal sige dig noget.
Sig frem. Skærer du selv kagen, eller skal jeg? Vil du ha te?
Gerne. Mor… Jeg har mødt en mand.
Kniven stoppede.
En hvad for hvem?
Anders. Han er læge. Vi har set hinanden halvanden måned… Han er god.
Moren tav. Helle så kun ryggen, og mærkede hvordan det frøs til indvendig.
Du siger ikke noget.
Jeg tænker bare, lød det. Så vendte hun sig. Ansigtet sagde alt. Hvor gammel er du, Helle?
Seksoghalvtreds.
Netop. Og nu vil du flytte sammen med én? Løbe fra mig?
Jeg ville bare have, du vidste det.
Ja-ja. Skar kagen op. Tallerkenerne klirrede for højt. Så har du travlt nu, ikke mere tid til mig.
Mor, jeg kommer altid.
Indtil nu.
Mor, hør nu…
Nej, du skal høre! Hun så hende i øjnene. Jeg er alene. Din far er væk, kun dig har jeg. Jeg beder ikke om meget. Bare, at du er her.
Mor, jeg er her.
For nu.
De drak te. Helle sad igen med klumpen i brystet. I hendes store, varme familiehjem føltes det koldt.
Senere på aftenen skrev Helle til Anders: Jeg har sagt det.
And?
Hun blev ked af det.
Selvfølgelig.
Anders, jeg har det så dårligt.
Han ringede med det samme. Hun sagde ikke noget de første sekunder.
Jeg kan høre dig, sagde han.
Hvorfor har jeg det skidt, når jeg ikke har gjort noget forkert?
Fordi du er blevet lært, at din lykke gør ondt på andre.
Men det passer jo ikke.
Det er ikke sandt. Men følelsen lyver ikke.
Hun lo for første gang i lang tid. Let.
Du lyder klog.
Det er bare mig. Indimellem lyder jeg klog. Pause. Helle, tager du med?
Til Silkeborg?
Ja.
Hun lukkede øjnene. Udenfor var det vinter i Viby. En bus kørte forbi. En hund gøede et sted.
Jeg tager med, sagde hun.
De næste dage ordnede hun praktisk. Tog fri. Pakkede taske. Aftalte med Erika på første, en ældre kvinde, som havde tilbudt at kigge til hendes mor.
Erika sagde straks ja. Hun skulle nok komme morgen og aften. Nytåret ville de endda fejre sammen.
Helle ringede til moren d. 28.
Mor, jeg rejser for nytåret. Ikke længe, bare tre dage. Med Anders.
Stilhed.
Mor?
Ja. Bare ta afsted, lød morens stemme, stille, udmattet. Sådan sagde hun, når hun syntes mindst om noget. Jeg forstår det hele.
Helles mor forstod altid, når hun slet ikke ville.
Men Helle lod det være. Sagde blot jeg elsker dig, og moren svarede mmh.
De kørte d. 30. Anders gamle, pålidelige Volvo duftede af grand og legoklodser. Uden for byen begyndte det at sne først let, så tæt.
Helle kiggede bare på landskabet, kørte mod Silkeborg, mærkede at hun ikke kunne huske, hvornår hun sidst bare havde kørt afsted, ingen pligt, kun vej og vinter.
Hvad tænker du? spurgte Anders.
På sne.
Sikkert.
Og på hvor mærkeligt det føles at skulle ingen steder at det ikke gør ondt at være væk.
Du skal jo tilbage, fjerde januar.
Du ved, hvad jeg mener.
Ja. Han tog hendes hånd. Let og afslappet. Det går over, Helle. Følelsen at du må have tilladelse for at tage fri. Det forsvinder.
Tror du?
Jeg satser på det.
Hun lo. Overrasket over sig selv. Det skete oftere nu, og føltes rart.
Sommerhuset var lille og hyggeligt, helt nede ved søen, nu snedækket og hvid. Graner så langt øjet rakte, og stilheden føltes uvirkelig.
Gud, udbrød Helle.
Ja, Anders nikkede.
De gik en tur. Hun lavede pasta, de sad i stuen med rødvin, så på vinterhimlen over træerne.
Fortæl mig et eller andet, bad hun.
Hvad vil du høre?
Bare sig noget.
Han fortalte om Silkeborg. Om at han havde været her med sin første kone. At han længe holdt sig væk, men var glad for at være her igen, på en ny måde. At steder ikke bærer skylden for dem vi er blevet.
Elskede du hende? spurgte hun. Ikke jaloux, bare interesseret.
På sin vis. Vi var unge, troede det var nok. Det var det ikke.
I har barn sammen?
Emil. Syvogtyve. En god fyr. Ligner mig, bare uden alle mine traumer.
Det kan du jo ikke vide.
Han grinede.
Det håber jeg.
Telefonen ringede halv elleve om aftenen nytårsaften. De var lige ved at åbne champagne. Under en time til midnat.
På displayet stod Mor.
Noget frøs til is indeni. Instinktivt.
Tag den, sagde Anders.
Men…
Bare tag den. Tal.
Hun trykkede svar.
Mor?
Helle… stemmen var svag, ikke hendes sædvanlige. Jeg har det slemt. Mit blodtryk. 180 over 100.
Har du ringet efter hjælp?
Nej… ikke nået det. Ville bare have du kom.
Mor, jeg er i Silkeborg. Jeg kan ikke komme.
Tavsheden var lang.
Mor? Hør nu. Ring 1813. Nu. Erika kommer om lidt, hun er på vej, jeg ringer til hende.
Du kommer ikke?
En pause, så lang man kunne bo i den. Før i tiden kunne hun ikke have holdt det ud.
Nej, mor. Jeg kommer ikke. Du er ikke alene. Ring. Nu.
Hun lagde på. Ringede Erika. Forklarede, hvad der var sket. Erika svarede: Jeg går derop nu!
Helle sad længe med telefonen i hånden. Anders sagde intet, sad bare tæt. Det var nok.
Jeg kører ikke hjem, sagde hun lavt. Målrettet. Til sig selv.
Jeg ved det.
Det føles… så forkert.
Jeg ved det.
Men jeg kører ikke.
Nej, Helle.
Hun tog hans hånd. Greb om. Han greb igen.
Klokken tolv stod de foran vinduet. Derude, stille sne over sø og skov, ingen fyrværkeri. Bare stjerner, alt for klare den slags man kun ser midt i den danske vinter.
Godt nytår, hviskede Anders.
Godt nytår.
Der gik en time. Så skrev Erika: Inge har det bedre. Ambulancen var her, lille anfald, ikke slemt. Hun sover nu. Du kan være rolig.
Helle læste beskeden flere gange. Lille krise. Vækket, faldet lidt i tryk…
Hun havde ventet lettelse. Eller skyld. Eller begge dele.
Men det, der landede, var noget andet. En stille, mærkelig fornemmelse som at have sat et tungt indkøbsnet fra sig. Ikke lykke, bare… net på gulvet.
Er du okay? spurgte Anders.
Ja. Hun sover.
Anders nikkede.
Du klarede det.
Jeg ville køre.
Det er netop derfor, at du klarede det.
Det gav egentlig ikke mening, men hun spurgte ikke.
Dagene gik. De gik ture, lavede kaffe, læste, var stille sammen. Det forbløffede hende, at tavshed kunne være tryg, sammen med én.
Helle ringede til moren 1. januar, om dagen.
Hvordan går det, mor?
Jeg lever, kom det tørt. Men dog levende.
Erika siger du sov fint.
Hun snakker for meget.
Hun er sød.
Ja… og så, tøvende: Hun havde kage med. Med blåbær.
Var den god?
Den var fin.
Det var noget. Helle kom til at smile. Anders så på hende, hun løftede tommelfingeren.
Mor, jeg kommer onsdag. Går det ellers?
Ja.
Jeg elsker dig.
Kort pause.
Og jeg dig, sagde hun. Ikke mmh. Og jeg dig.
Det var noget nyt.
De kom hjem den fjerde. Anders fulgte hende op med en kop kaffe. Stod ved hendes bogreol, som første gang.
Hvad skal du læse nu? spurgte han.
Det ved jeg ikke. Noget du anbefaler?
Italien måske.
Hun kiggede på ham.
Hvorfor Italien?
Fordi jeg altid har drømt om Rom. Og jeg tror, du trænger.
Det lyder som om, du mener noget med det.
Et helt gennemskueligt hint.
Hun lo. For tredje gang på turen. Hun stoppede med at tælle.
Januar gled stille forbi. Så februar. Besøg til mor tirsdag og fredag. Hun virkede… anderledes. Ikke abrupt, men noget forandrede sig. Erika blev ved at kigge forbi, og de to blev nære moren havde næsten ikke brok.
I marts ringede moren selv en almindelig dag: De har holdtræning i gang for ældre oppe i forsamlingshuset. Erika skal. Skal jeg tage med, tror du?
Helle stivnede.
Ja, mor. Det lyder skønt.
Er det ikke lidt fjollet i min alder?
Du er frisk. Det er bare at gå og snakke.
Tre gange om ugen… og de tager på tur.
Det er da dejligt!
Nå, måske. Jeg prøver.
Hun kom af sted. Kom igen. I april ringede hun for at fortælle om Ruth, der snakkede sjovt. I maj havde de været på havnen; det var dejligt, kun benene værker.
Opkaldene med hjertet blev færre. Efterhånden forsvandt de.
Helle opdagede det langsomt lidt som, når hovedpinen ebber ud, uden man ved præcis hvornår.
I april mødte Anders hendes mor.
Det blev sådan. De havde handlet for hende sammen. Moren åbnede og så dem begge. Kiggede over på Anders. Nå, kom bare ind.
Over teen talte hun mest med Anders, spurgte til alt muligt, og han svarede venligt lidt tør humor, men aldrig for meget. Moren mumlede.
Da de skulle gå, sagde hun bare:
I kommer igen, ikke?
Ikke tak fordi I kom, bare kom igen.
På trappen kiggede Helle på Anders.
Du kunne godt lide hende, konstaterede hun.
Jeg gjorde mit bedste.
Det kunne jeg da mærke.
Du troede ikke, jeg ville prøve?
Det ved jeg ikke… det føles bare mærkeligt at tingene sådan lykkes.
Ikke for meget?
Nej. Helt som det skal.
Hun var ikke helt sikker, men måske havde han ret.
I maj friede Anders. Uformelt, uden ring. De lavede mad, Anders sagde bare:
Helle, vil du gifte dig med mig?
Hun tabte kniven.
Mener du det?
Fuldstændigt. Jeg er 57, og det er for sent med knæpuden, men jeg mener det.
Hun så sig omkring, på hans køkken, fisken på panden, julepynten, der stadig hang.
Ja, sagde hun.
Ja som i ja, eller ja som i du spørger sjovt?
Ja- ja.
Han smilede stille. Vende sig mod panden.
Så brænder fisken ikke på, sagde han.
Det er sådan du fejrer?
Jeg fejrer. Men fisken er også vigtig.
De blev gift i juni. Uden stor fest. To veninder, hans søn Emil tog toget fra Odense. Han lignede sin far samme rolige sind, de samme blå øjne. Han og Helle faldt endda i snak om byggebranchen.
Moren kom ikke med til rådhuset: Benene holder ikke. Men da Helle fortalte bagefter, sagde hun bare:
Nå. Held og lykke.
Ikke tillykke, men held og lykke. Det var værdifuldt.
Allerede i maj havde Anders købt flybilletter. Rom, Firenze, Amalfikysten. To uger i juli.
Helle stirrede på billetterne, tænkte på de aflyste ferie år efter år og på Morten.
Hun tænkte sommetider på Morten. Ikke med smerte. Med forståelse. Han havde jo haft ret.
En uge før Italien tog hun til moren.
Stemningen hjemme var god. Moderen fortalte om Ruth, der havde forvredet anklen og nu blev tilset, og at de havde haft hjemmebag med på besøg.
Er du glad for tiden? spurgte Helle pludselig.
Moren så på hende.
Hvad?
Er du tilfreds? Som livet er nu?
Moren trak på skuldrene.
Jeg går mine ture. Erika er sød. Ruth er sjov. Det er udmærket. Kedsommeligt indimellem. Men jeg klarer mig.
Mor, vi rejser til Italien nu. I to uger.
Det ved jeg. Erika kigger forbi.
Mor?
Jeg ved det, gentog hun. Jeg er ikke lille. Rejs nu. Tag noget godt med hjem.
Hvad skal jeg tage med?
Noget lækkert. Du finder ud af det… Og efter en pause: Olivenolie, det skulle være godt.
Helle så på hende. På forklædet. Hænderne ved komfuret.
Jeg tager olie med, sagde hun.
Godt.
Hun pakkede senere samme aften. Anders læste Italien-guiden på sofaen.
Er du nervøs? spurgte han.
Lidt.
For din mor?
Ikke rigtigt… mere for mig selv.
Hvorfor?
Fordi jeg ikke tror, det kan være så let. At ingenting skal aflyses.
Han lagde bogen.
Der sker altid noget, sagde han. Men vi tager af sted.
Jeg aflyser ikke.
Sikkert?
Ja.
Godt.
Han tog guiden op igen.
Her står, at man skal prøve limoncello på små caféer i Amalfi. Ikke de turistede.
Jeg drikker det ikke.
Så drikker jeg for os begge.
Fint.
Firenze… Uffizierne, tre timers kø, hvis ikke man booker. Jeg bookede i maj.
I maj?
Ja. Da du sagde ja.
Hun stoppede midt i pakningen, så på ham.
Du bookede i maj?
Ja. Jeg er optimist.
Du tror på det?
Jeg tror på dig.
Hun lagde tøjet fra sig, satte sig hen til ham.
Hvad er det?
Ingenting. Bare…
Hun sad der. Udenfor var sommeraften. Børnelatter i gården.
Telefonen blinkede. Morens besked: Ruth er på benene. Vi skal ud at gå.
Hvad skrev hun? spurgte Anders.
At jeg skal tage billeder og vise hende, når jeg er hjemme.
Så skriv, at du gør.
Mor, jeg viser alt, svarede hun.
Besked retur straks. Aftale.
Helle lagde telefonen på bordet. Så på sine hænder. Så på Anders.
Vi tager afsted om to dage, sagde hun.
Ja.
Til Rom.
Til Rom.
Uden at nogen stopper os.
Præcis.
Hun pustede ud. Langsomt som noget, hun havde båret i årevis, fik hun endelig sat fra sig. Ikke alt, men noget.
Anders?
Mmm?
Tak.
For hvad?
For at du lod mig gøre det i mit tempo.
Han så på hende, alvorlig.
Det er det sværeste. At vente. Ikke at vente på noget, bare ikke at presse på.
Hun nikkede. Udenfor lo et barn højt, frit.
Skal vi lave aftensmad? spurgte Anders.
Ja, svarede hun.
Og de gik ud i køkkenet.
