Dagbog, 14. oktober 2024
Hvordan pokker skal vi to altså komme forbi hinanden? Egentlig vil jeg bare ind og sove. Det er bidende koldt udenfor, tænkte jeg og sparkede forsigtigt i jorden.
Jeg nærmede mig forsigtigt hunden i håb om at lidt menneskelig anstændighed ville skylle ind over den, så den gik sin vej. Det gjorde den selvfølgelig ikke. Den store hund blev liggende og lod blikket stirre ud i intetheden.
*****
For nogle timer siden sad jeg, Frits, med min gode ven, Svend, på vores stamværtshus i indre København. Vi delte en flaske Gammel Dansk og en del frustrationer.
En til? spurgte Svend, mens han viftede med karaflen hen over bordet.
Selvfølgelig, flækkede jeg et smil, og sendte snapseglasset ud midt på bordet.
Ja, jeg drak for meget i dag. Men jeg ville bare så gerne koble fra. For tiden klumper det hele sammen først smuldrer jobbet, så børnene, og nu er mit ægteskab med Lærke også ved at brænde helt ud. Vi passer bare ikke sammen, sagde hun, da hun gik.
Hvordan kan man mister hinanden sådan fra den ene dag til den anden? Efter to års ægteskab?
Tænker du, hun har mødt en ny? spurgte Svend, efter endnu gyldent glas.
100%. Alt gik så let flyttede straks ud. Hun har ikke engang lejlighed i byen.
Det lugter, Frits. Og jobbet fyrer de dig helt sikkert?
Torben ringede. Jeg skal møde mandag morgen til alvorlig snak. Det er afgjort. Men pyt… jeg har alligevel aldrig passet ind.
Hvad vil du så gøre?
Helt ærligt? Det ved jeg ikke, Svend.
Skal jeg tage ferie, og så tager vi på fisketur på Fyn? Så kan vi begge få luft.
Det gad jeg faktisk godt. Det er evigheder siden, jeg har fisket. Sig bare til, så køber jeg grej og snører termotøjet på.
Men ikke før end om en uge. Volvon er på værksted.
Hvorfor egentlig?
En hund rendte lige ud foran bilen i Lyngby. Pludselig var den der bare. Nu har jeg en bule i skærmen. Jeg sværger de løse hunde er ved at drive mig til vanvid. Det er altid noget rod.
Jeg er enig enten hos en ejer eller på internat. Gaderne er ikke for hunde.
Præcis.
Ved du hvad, Lærke sagde også at en kæmpehund sprang frem fra buskene og var ved at bide hende den anden aften. Hun slap kun lige op i opgangen inden den tog hende.
Det siger jeg jo! De må skylles ud. Det er den eneste løsning.
*****
Efter småtimen i værtshuset gik Svend direkte hjem hans blok lå lige rundt om hjørnet. Jeg var i Hvidovre, så jeg skulle bruge 20 minutter gennem nabolaget. Jeg gad ikke bruge penge på taxa. Trængte bare til at gå og tænke, få lidt frost og frisk luft.
Det var svært at koncentrere tankerne ikke kun af snapsen, men fordi alt i mit liv føltes så larmende. Jeg så på klokken. Den nærmede sig allerede midnat. God aften alligevel, mumlede jeg.
*****
Da jeg kom til min opgang, lå den store, sort-hvide hund på måtten og så død ud i blikket. Jeg gik tæt på.
Hej kammerat, hvad laver du der? Skulle du ikke hellere gå?
Ingen reaktion. Den godmodige slags var den ikke men jeg ville alligevel ikke kunne flytte en så stor hund, tænkte jeg.
Det her er ikke stedet for en morfar. Gå dog et andet sted hen.
Intet. Selv et pisk med halen kom ikke. Verden havde slidt alt kamp ud af dens øjne.
Hvordan skal jeg nu komme hjem? Det er jo isnende koldt.
Jeg tog et modigt skridt frem, håbede den fór op men den forblev ubevægelig.
De skal bare fjernes, det siger Svend også. Ord på dansk hjælper intet!
Jeg skubbede lidt til hunden med foden.
Grrrrrr, knurrede den.
Nå, så vi knurrer ad mennesker nu? grinede jeg.
Grrrrrr!
Troede du var menneskets ven, ikke dens fjende?
Jeg tog mig sammen og gjorde et udslag med armen måske ville den så flytte sig.
Men så skete noget uventet. Hunden hev sig haltende op, og sprang mod mig. Jeg nåede ikke engang at råbe op, før jeg tumlede ind i bænken og dunkede hovedet hårdt.
Alt sløredes det sidste jeg så, var dens matte, triste øjne.
*****
Da jeg kom til bevidsthed, var morgenen dæmpet og lys. Hvor længe havde jeg ligget der? Jeg orkede ikke tænk på, hvad naboerne måtte tro. Jeg ville bare op, vuggede mig op på benene og så mig omkring. Et par gamle damer ved en sladderbænk talte om vandlukning, unger drønede på legepladsen.
Ingen så på mig.
Findes jeg overhovedet?, tænkte jeg chokeret. Jeg huskede tydeligt hundens overfald, hvordan jeg mistede bevidstheden. Hvad skete med mig? Jeg kneb mig i kinden.
Av!
Altså, smerte kan mærkes. Ergo, lever jeg.
Hej med jer, råbte jeg til damerne. Kan I høre mig?
Ingen reaktion. De snakkede videre.
Hvad i alverden… Jeg så grundigt på legeplads, bænk, skilt alt så forkert men alligevel velkendt ud? Vores bænk var nu grøn og slidt, ikke brun og ny. Sandkassen var gamle model ikke den moderne, kommunen lavede sidste år.
Så så jeg skiltet på opgangsdøren: Vand aflukket, blok 18, grundet rørskade, 19. september 2014.
2014?! Jeg studerede omgivelserne. Jo det var min opgang, min adresse.. men det hele så 10 år yngre ud.
Hvordan? Drømmer jeg stadig? Er jeg fanget ti år tilbage?
Jeg gik over til en af damerne og puffede til hende men ingen reaktion, selv om jeg tydeligt mærkede kontakt.
Så jeg er usynlig? Måske sover jeg stadig… Men så jeg hunden nu en hvalp på legepladsen. Samme sorte plet over øjet, samme blik. Ved siden af stod en dreng, vel 9 år med solbriller og plastsværd.
Sid! Dæk! Sid, sagde jeg! Drengen blev ved. Hvalpen kiggede bedende op og adlød alt.
Det hele gjorde mig så indigneret, at jeg havde lyst til at gribe i hans øre.
Drengen bed, slog og skældte ud Du er dum! Jeg vil hellere have en PlayStation!
Hans far, en midaldrende herre, kom slentrende, roste ikke sønnen men tog ham i hånden. De gik uden så meget som at se på hvalpen.
Den sad forstenet, hylede hjerteskærende, og blev sparket væk, da den forsøgte at løbe efter.
Hvor længe sad den mon udenfor opgangen? Tre dage, mens pigerne på bænken hviskede om vand, men ikke sagde noget til drengen.
Så begyndte dens liv som hjemløs. Først blev den samlet op af en ung vagabond, som delte sin sandwicheskorpe. Men snart blev hunden for en halv flaske snaps overdraget til en anden mand. Denne mand satte ham på kæde i sin have nord for Roskilde og kastede sjældent mad. Om vinteren fik hvalpen sne at slikke. En trist historie uden nåde.
Tid gik mærkeligt, enten lynhurtigt eller snegle langsomt. Jeg kunne bare kigge på. Ingen så mig eller hørte mig. Jeg var en flue på væggen.
Hvalpen blev større, mere stiv i kroppen. Han knurrede aldrig, heller ikke når han blev slået med kæp.
Da han endelig slap fri, blev han gadehund. Prøvede stadig at finde folk, der manglede ham. Men alle steder blev han jaget væk bagere, slagtere, parkgæster. Nogen ringede til politi for at få ham fanget.
Hver dag blev han mødt af arrigskab. Ingen havde tid til at hjælpe.
Jeg kunne hverken gøre fra eller til. Blev mere og mere vred på folk inklusiv mig selv.
Selv et navn havde han ikke ingen havde givet ham et. Så jeg kaldte ham Aslak. Passede til ham, syntes jeg.
*****
En dag reddede Aslak et lille barn. En femårig dreng, i Kongens Have midt i København. En elspillende mand på el-løbehjul var tæt på at køre barnet ned. Aslak puffede ungen væk.
Barnets mor hylede: Hjælp! En hund har overfaldet min søn!
Pludselig var Parken fuld af vrede mænd, parate med fliser og kæppe. Aslak stak af, piben ned og kom aldrig tilbage til parken.
År gled, og til sidst fandt Aslak tilbage til min gade. Her, hvor hans liv egentlig begyndte med svigt.
En dag lå han på fortovet, og min ekskone Lærke kom forbi med Torben min gamle chef og den mand, der formentlig står bag min fyreseddel.
Hvornår får du styr på skilsmissen? Jeg har plads til dig i mit sommerhus i Humlebæk, hørte jeg ham sige.
Lærke grinede. Så trådte hun på Aslaks hale. Han gav sig et forskrækket gø.
Dit bæst! Lærke hidsede sig op, hev pebersprayen frem, og sprøjtede hunden direkte i øjnene. Han hylede, løb ind i hende, og forsvandt i en have.
Så det var sådan, hun blev overfaldet, tænkte jeg bittert. Jeg havde jo troet på hende
Senere, en nat, hjalp Aslak en forvildet killing væk fra en vej. Da han lige havde taget fat om nakken på den lille katsling, kom en bil susende. Jeg nåede at se chaufførens ansigt Svend! Han ramte næsten Aslak, der nåede ud, men blev ramt på hoften.
Svend steg ud, råbte arrigt, gestikulerede. Jeg kunne se det rasende blik i Aslaks øjne. For første gang troede jeg, han ville angribe.
Men Svend stak af.
Jeg fulgte Aslak ud i mørket og så snurrede verden igen. Alting blev væk
*****
Jeg vågnede foran min opgang. Natten var kulsort, mit hoved bankede. Klokken var næsten midnat. På gulvet lå Aslak, ligeså livstom i blikket som før.
Det virkede som ingenting var ændret. Men indeni var der vendt op og ned på mig. Jeg havde bare på få minutter gennemlevet ti års sølle hundeliv.
Så meget lidelse og så lidt godhed. Og alligevel var han ikke knækket helt endnu.
Jeg satte mig på hug, tog Aslak forsigtigt op og bar ham ind i opgangen. Du skal hjem til mig, min ven.
Lyset på fjerde sal skimrede. For første gang i årevis kendte jeg betydningen af at have nogen at komme hjem til.
*****
En uge brugte jeg på pleje. Købte den dyreste hundeshampoo i Dyrenes Center, lod ham sove i min seng, gik lange ture ved Damhussøen. En lille stemme håbede, jeg kunne gøre forskel.
Du skal ikke give op, Aslak. Kæmp videre. For min skyld, bare lidt endnu.
Hver dag så jeg små tegn på tillid vende tilbage. Han viftede svagt med halen, rettede sig op, gøede blidt. Jeg tænkte, han måske bare måske kunne tilgive mennesker.
Måske havde han endelig fundet nogen, der ville ham det godt.
*****
Da jeg satte mig efter en lang aftengåtur, ringede Svend.
Hej Frits! Volvon er klar, så fisketur i morgen?
Det bliver ikke til noget, Svend.
Hvorfor nu det? Jeg har købt snapse og telt. Har du ikke lyst?
Næ, og ring ikke mere.
Vi er jo venner?
Jeg lagde på, og satte mig ved siden af Aslak.
Vi har ikke brug for folk, der ikke kan lide hunde, vel?
Aslak så på mig, og for første gang log han med halen.
Vuf!Jeg trak vejret dybt og mærkede, hvordan den kolde nat føltes mindre skarp. Aslak lænede sig forsigtigt op ad mit ben, en stille erklæring om tillid, som ingen ord kunne rumme. Jeg tænkte på alt dét, jeg havde mistet job, venners tiltro, ægteskab. En gang ville jeg have hældt snaps op og trukket gardinet ned for verden. Men nu midt i denne mærkelige skæbne, med en haltende hund, der ikke længere var hjemløs føltes det som mere end nok.
Vi skulle ikke tilbage til det gamle; verden var forandret, jeg var forandret. For første gang lod jeg fortiden stå i fred, holdt ikke længere af med at regne ud, hvem der svigtede først. Aslak så op på mig med sine trætte øjne, og jeg nikkede.
Vi starter herfra, hviskede jeg.
Månen dukkede frem mellem skyerne; der var stadigt frost i luften, men det var ikke mere uoverstigeligt. Sammen gik vi mod lejligheden. Jeg låste op og mærkede, at ensomheden lettede i dørtærsklen.
Aslak tøvede et øjeblik, men så sprang han op i sofaen. Han snurrede sig sammen og sendte mig endnu et blik, som for at sige: Her er godt nok.
Jeg satte mig ved siden af ham og lagde endelig hånden på hans pels. For første gang i lang tid mærkede jeg roen brede sig.
Måske var alt, vi havde brug for, en ven, der blev selv når alle de andre var gået.
