Ingen steder at flygte
– Margrethe Stanislavsdatter, kender du mig virkelig ikke? Det er jo mig, Viggo… Din eneste nevø.
– Viggo?!
Tanten trak vejret tungt i et par sekunder.
– Åh Gud, jeg troede ærlig talt, du for længst var død eller sad inde et sted. Du ringer aldrig, du skriver aldrig…
*****
“Hvorfor lige nu?!” tænkte jeg arrigt, mens jeg sad foran min computer og lyttede til boremaskinen, der hylede sig gennem betonvæggen fra naboens lejlighed. Jeg ville for alt i verden ikke høre den lyd. Det hjalp hverken at holde sig for ørerne, tage høretelefoner på, eller lægge hovedet under puden…
Ligegyldigt hvad jeg gjorde, var det umuligt at undslippe den skingre metalliske larm. Jeg følte virkelig, jeg sad på en byggeplads, ikke i min lejlighed.
– Hvor længe skal det her fortsætte? Hvordan kan de være så ligeglade med andre mennesker?
Jeg havde sådan lyst til at fare op fra skrivebordet, løbe ud på trappeopgangen, sparke min fod gennem naboens dør og tage hans forbandede boremaskine fra ham.
Men den slags sker kun i fantasien eller måske i min næste roman.
I virkelighedens verden ville min nabo, Henrik, nemt kunne banke mig med maskinen. Han er tidligere frømand, stor som en dobbeltseng, og har et blik, der får hårene til at rejse sig…
Så hvad kunne jeg gøre? Bare finde mig i det. Det kunne jeg måske også godt, havde det ikke været for…
Direktøren fra et stort, velrenommeret forlag havde, efter at have læst min seneste roman om et mordmysterium i en lille fiktiv landsby, ringet og tilbudt et lukrativt samarbejde. Mange penge, sagde han.
– Jeg er på! udbrød jeg.
– Fint. Men med én betingelse: Bogen skal være færdig om tre måneder, lød det.
– Intet problem.
Jeg har det tit sådan jeg siger ja, før jeg tænker. Nu havde jeg sagt ja, uden overhovedet at vide, hvad bogen skulle handle om.
Selvfølgelig skal det være en spændende krimi. Det burde ellers ikke være svært for en forfatter som mig, men… det er det. Man skal finde på en idé, forme plottet, forfine karaktererne og ikke mindst finde på et interessant mord.
Sidst brugte jeg over et halvt år på det, men der var ingen deadline. Den her gang har jeg kun tre måneder.
Midt i alt dette begyndte naboen så at bore… Det eneste, jeg kunne tænke på, var mord.
Selv spurgte jeg Henrik på altanen, mens han røg.
– Hvor længe regner du med, renoveringen skal stå på?
– Tre måneder nok. Forstyrrer det dig?
– Nej nej, spurgte blot, svarede jeg bleg og skyndte mig ind.
Jeg kunne se, at hvis jeg blev, ville jeg ikke få skrevet noget som helst. Men hvor skulle jeg tage hen?
Hotel, måske? Et hurtigt overslag viste, at det ville ruinere mig. At leje et sommerhus virkede sjovere, men stadig dyrt og hvor var garantien for, at nye naboer ikke også renoverede, holdt fester eller havde børn, der øvede klaver?
“Hvis jeg konstant skal flytte, bliver det både dyrt og stressende,” tænkte jeg.
Pludselig ramte noget hårdt gulvet i nabolejligheden det lød, som om loftet styrtede ned. Jeg sprang op og bankede mit hoved mod boghylden. Da kom jeg i tanke om min tante, Margrethe mit sidste forhold til familien.
Vi har ikke set hinanden siden min mors begravelse, for syv år siden. Alligevel kunne jeg hendes telefonnummer udenad men ikke engang mit eget…
Efter slaget mod hylden tastede jeg hendes nummer.
– Hallo! hørte jeg hendes velkendte stemme, og glædede mig over, at hun stadig var i live.
– Hej Margrethe, det er Viggo.
– Viggo… Viggo… sagde hun flere gange. – Er du VVS-manden? Jeg har jo betalt for hanen på køkkenet… Eller har jeg glemt noget?
– Margrethe, tanten min, det er jo mig, Viggo, din eneste nevø.
– Viggo?!
Tanten hostede.
– Jeg tænkte du nok var gået til eller var i fængsel. Du melder jo aldrig noget!
– Nej nej, jeg er i live, løj jeg. Der har bare været så meget arbejde, at jeg ikke har fået ringet.
– Syv år uden fritid? Er du blevet solgt som slave?
– Nej, det er bare fordi… Jeg skriver bøger. Krimier, mest de sælger bedst.
– Forfatter? Hvorfor læste du så til fysik? Din mor og jeg brugte så meget på din uddannelse. Var det spildt?
– Det er bare ikke mig. Margrethe, jeg ringer ikke kun for at snakke…
– Nåh, du vil have noget. Penge?
– Nej. Din kolonihave.
– Hvad?! Vil du have den? Hvad er der galt med dig, knægt?
– Hvordan vidste du det? sagde jeg og gned hovedet.
– Jeg vil ikke give dig min kolonihave! Eller hvad vil du bruge den til?
– Bare bo der lidt. Skrive.
– Lige nu er ejendomsmægleren ved at sælge den for mig.
– Kan du udskyde det tre måneder?
– Måske…
– Rigtigt?
– Men kun hvis du holder orden på grunden, så ingen besøgende foragter ukrudtet!
– Det kan du tro! Send mig nummeret på mægleren, så jeg kan hente nøglerne.
Skrækslagen tænkte jeg bagefter på, hvornår jeg skulle nå haven men forlod mig på, at hvis der blev stille, skrev jeg bogen hurtigt, og kunne senere luge ukrudt.
*****
Jeg planlagde alt. Det var sent sommer, kolonihaven næsten øde. Vejret var lunt, så jeg bekymrede mig ikke om manglende komfort.
På vej op ad stien, blandt meterhøjt ukrudt, råbte nogen pludselig:
– Stå! Hvem der?!
Jeg stivnede.
– Svarer du ikke? stemmen fra ingen steder blev mere insisterende.
– Viggo…
– Hvad laver du her?
– På besøg…
– Hos hvem? Her har ingen boet i syv år! Tyv, måske?
– Det er min tante Margrethes kolonihave. Hun lader mig bo her tre måneder.
– Kom hen til hegnet!
– Hvorhenne? spurgte jeg rådvild.
– Til venstre!
Bag hegnet stod en gammel mand med en stor hund en drabelig uldtot, der kiggede, som om den havde tænkt sig at spise mig til aftensmad.
Gammelfar præsenterede sig som Ingolf. Da han troede på mit ærinde, snakkede han løs. Ensomheden slog igennem.
– Jeg har boet her syv år nu, jeg gav min lejlighed til min datter, hun blev gift. Så flyttede jeg herud, og så dukkede Trofast op vi bor nu sammen.
– Okay… sagde jeg sagte, ikke i stand til at slippe blikket fra hunden. Den stirrede igen.
– Jeg holder øje med husene, når folk tager til byen. Folk har jo køleskabe, mikrobølgeovne, fjernsyn herude… Så jeg får lidt at passe på det, ikke meget, men lidt. Så du skal være her i tre måneder?
– Ja. Jeg skal skrive en bog. Når der er stille, kommer inspirationen. I byen er her for larmende.
– Godt du kom her er helt øde. Nu er vi kun os tre.
*****
Efter at have snakket lidt gik jeg mod huset, hentede varer, computer og mikrobølgeovn fra bilen. Heldigvis var der et gammelt køleskab fjernsyn kunne jeg undvære.
Ude i haven sukkede jeg, kiggede rundt, og besluttede at luge ukrudt, så jeg kunne holde ud at bo her og for ikke at skille mig ud for Ingolf, der holdt det pænt.
Fire dage gik med at fjerne hver en kvist, og alt blev lagt bag huset til kompost, hvis nu nogen havde brug for det.
Trofast holdt øje med mit arbejde, muggede ikke men der var noget uhyggeligt over hans tavse blik.
Heldigvis skilte et hegn vores haver for uden hegn var jeg vist blevet gråhåret af frygt.
– Nu kan jeg endelig skrive! smilede jeg og åbnede computeren.
Herude var det virkelig fredeligt intet trafik, ingen haner, der galer, ingen boremaskiner. Men lykken varede kort.
Så snart jeg tastede på computeren, gik Trofast i gang med et infernalsk hundegøen.
“Hvorfor nu det?” undrede jeg mig. I fire dage havde han ikke sagt et pip, men nu gøede han så højlydt, at jeg ikke anede, hvad der var værst naboen hjemme, eller Trofast her.
Mærkeligt nok blev han tavs, når jeg gik ud på grunden, viftede med halen og så mild ud. Men trådte jeg ind i huset, startede han igen.
– For pokker… Hvad har jeg dog gjort?
Jeg nævnte det for Ingolf, der bare rystede på hovedet: “Aner det ikke!”
Hans eneste løsning var at sætte Trofast i snor. Det hjalp ikke, han gøede bare endnu mere.
Flere dage gik med mislykkede forsøg på at skrive. Jeg var tom i hovedet kun hundegøen. Sådan en larm, at det gik ind til marven.
Havde jeg turdet, havde jeg klappet Trofast ved næsen, men i virkeligheden turde jeg ikke gå tre meter nær ham. Han mindede for meget om Henrik.
“Hvad gør jeg? Måske burde jeg flygte… Men hvorhen? Der er ingen steder at tage hen. Og nu er en hel uge gået!”
Det værste var, at stressen tog al inspiration fra mig.
Jeg sad dag ud og dag ind og stirrede ind i computerens hvide skærm. Fingrene fløj mod tasterne, men sank igen som bly.
I stedet gik jeg planløst rundt og spiste af mine forsyninger.
– Ingolf, hvorfor begynder din hund at gø, så snart jeg går ind i huset?
– Det ved jeg virkelig ikke! Men du skal vide han kan lide dig.
– Det føles ikke gensidigt…
– Du vænner dig til det. Hunde kan man ikke andet end elske. Siger mange de ikke vil, men ender alligevel med at holde af.
– Men nogen har jo smidt Trofast ud engang?
– Jo, Viggo, men dem anser jeg slet ikke for mennesker.
*****
Senere samme dag kom en ambulance til Ingolfs grund. Jeg sad på toilettet og kiggede ud af revnen og så, at de bar Ingolf ud på en båre.
Han mumlede til redderne:
– Men hvad så med hunden og husene? Han kan ikke klare sig selv!
– Du blir rask og kan passe det hele igen, sagde ambulanceredderen trøstende. – Men nu skal du med os, ingenting at gøre.
Om natten lå jeg vågen og hørte Trofast hyle mod månen. Først i morgengryet faldt jeg endelig i søvn.
Nætterne gik med hundens klagende hyl, flere dage i træk.
Så dukkede politimanden op.
Han var længe i huset, forseglede døren, og på min forespørgsel fik jeg den sørgelige besked.
– Din nabo er død. Hjertet.
– Ærgerligt. Han var god. Men hvad med hunden nu? Helt alene…
– Ved det ikke. Du kan tage ham selv hvis ikke, så slip ham løs, han klarer sig nok.
“Lettere sagt end gjort,” tænkte jeg og så ind på Trofast, som sad fastbundet.
– Sulten? Jeg forstod straks, hvor dumt det spørgsmål var han havde jo ikke spist i dagevis.
Jeg greb en stor bakke leverpostej, kastede et stykke over hegnet ramte ved siden af igen og igen. Jeg havde aldrig været god til sport.
Til sidst, på rystende ben, gik jeg ind til Trofast med maden. Samme øjeblik jeg slap ham fri, lå han pludselig oven på mig ikke for at angribe, men for at slikke mig i hele ansigtet.
– Argh! råbte jeg. Men alle var jo taget hjem ingen hørte mig.
Jeg ville slippe ham fri, men Trofast nægtede at forlade mig han fulgte mig overalt med logrende hale.
– Hør, jeg kan jo ikke tage dig! Kolonihaven er min tantes, og hun ville aldrig acceptere det jeg skal hjem snart, og jeg har ikke skrevet en linje… Alt sammen din skyld!
– Vov!
– Jo jo, det er, fordi du larmede dag og nat!
Men lige meget hvad jeg sagde, Trofast blev. Jeg måtte til sidst acceptere det.
Helt utroligt straks han blev en del af mit liv, holdt han op med at gø. Men så… blev det så stille, at jeg heller ikke kunne tænke. Nu savnede jeg larmen…
Jeg begyndte at tvivle på, om jeg nogensinde fik skrevet noget og brugte mere tid på at fixere hans hundehus, så han ikke stjal min mad.
Men… hver gang jeg havde dækket op ude og tænkte ham spærret inde var serveringen alligevel væk, når jeg gik efter te…
En dag opdagede jeg synderen en grå kat, hyperintelligent, kunne åbne låsen og sammen med Trofast tømme bordet i løbet af sekunder. Jeg opgav at låse katten ude. Så vi spiste alle tre.
Katten, jeg døbte Fræk, kvitterede for føden ved at fange alle mus i huset og lagde dem pænt foran min seng. Morgenens råb blev nok hørt helt inde i Hillerød.
– Nå, opsummering: To uger er gået, ikke en sætning skrevet, men jeg har nu både hund og kat og tomt køleskab.
Af sted til byen efter mad, tænkte jeg, men både Trofast og Fræk nægtede at blive de sprang ind i bilen før mig, og turen, inklusiv butikker og fornødenhedspauser, tog tre timer.
Man kan ikke planlægge med dyr.
Det slog mig: Jeg ville egentlig bare hjem men havde ikke noget sted at tage hen.
*****
Den aften tog jeg en beslutning: Jeg ville ringe til forlaget og sige, at aftalen måtte opgives, og så pakke sammen.
Men sådan skulle det ikke gå.
Da mørket faldt på, og jeg sad med min tredje kop te, hørte jeg lyden af en motor tæt på det lød som en kassevogn, ikke en personbil.
Det virkede mistænkeligt jeg ringede til politiet og fortalte dem mine bange anelser. De svarede, at de ville kigge forbi.
Ud af vinduet så jeg nu en gammel lastbil trille ind på grunden. Jeg sad på toilettet, uden lys på verandaen, så jeg blev ikke opdaget, men kunne se to ukendte mænd luske rundt i Ingolfs hus og rode alt igennem.
Jeg måtte gøre noget før de opdagede mig eller kørte væk.
Jeg sneg mig over på grunden, hvor lastbilen var fyldt med elektronik køleskabe, fjernsyn, mikrobølgeovne, endda en spillekonsol.
Da jeg nærmede mig huset, kom de to mænd ud. Jeg syntes at kende dem, men kunne ikke placere dem.
– Vi har gjort det godt, sagde den ene med et grin.
– Ja, medaljer og det hele, svarede den anden.
De fik øje på mig.
– Hvem fanden er du?
– Betjenten, svarede jeg hurtigt. Jer er fanget. Op med hænderne, vend jer om… Modstand er nytteløs!
Det lød godt jeg havde hørt det på tv.
De så helt forvirrede ud.
Men den ene sagde:
– Nej, du er ikke betjent! Kan du huske, den gamle nævnte sin nabo, der skrev bøger? Vi troede, han var skør…
Nu fór frygten i mig. Jeg kunne hverken slås eller løbe. Men i mørket sprang Fræk og Trofast frem. Katten sprang direkte op på en af mændenes hoved, og Trofast borede ham til jorden lød, rystede og truede.
Den anden fik samme behandling, da Fræk lavede “kattetramp” på hans isse.
Jeg fik viklet en kæde om hænderne på dem lige da politiet ankom og straks skiftede kæden ud med håndjern.
– Du er snarrådig, Viggo! grinede betjenten. Ikke bange for at tage kampen alene?
– Jeg var jo ikke alene, sagde jeg og pegede på Fræk og Trofast.
– Gode venner. Dem skal du holde på.
– Helt sikkert, tænkte jeg.
– Hvem er de? De ser bekendte ud…
– Ambulanceredderne! De har stjålet ting i måneder og du fangede dem på en enkelt aften.
Politiet kørte bort. Jeg løb direkte ind, satte mig til computeren og NU var ideen til min bog der!
*****
2½ måned senere afleverede jeg min roman. Forlagsdirektøren var begejstret.
– Viggo! Det er jo et mesterværk. Du får dine penge, så snart vi udgiver og royalties!
Kort efter solgte jeg min lejlighed i byen, købte både tantes og Ingolfs grunde og lagde dem sammen. Så byggede jeg et rigtigt hus med badeværelse og ordentlig varme.
Nu bor jeg herude. Med Trofast og Fræk. Hvorfor ikke?
Her er fred og ro og det vigtigste af alt: mine bedste venner.
Om dagen arbejder jeg ved min computer, og om aftenen går vi ture hele vejen rundt og sikrer, at alt er, som det skal være.
Nogle gange tænker jeg, hvis ikke Henrik havde gået amok med sin boremaskine, var jeg aldrig blevet lykkelig herude…
