Vil vente
Nikolaj, lad os lade være med at gå som katten om den varme grød, sagde Signe pludseligt, Jeg ved, hvad der skete for et halvt år siden, og
Du ved det?! fyren så først forvirret ud, så blev han bleg.
Signe havde næsten forventet sådan en reaktion, så hun blev ikke spor overrasket. Men hun vidste, at dette her ikke var nok. Hun SKULLE få denne samtale til ende.
*****
Signe gik gennem gaderne i Odense, hendes blik fjernt og tanker tunge. Hun ænsede ikke folkene, der susede forbi gennem vinterkulden.
Hej, skal vi ikke lære hinanden at kende? råbte en ung mand til hende fra ved siden af en kaffeautomat tæt ved Banegårdspladsen.
Signe skænkede ham ikke så meget som et blik. Tilfældige bekendtskaber på gaden interesserede hende ikke.
Så gå da videre med dit sørgmodige liv! vrissede fyren efter hende som én, der havde fået nej mange gange før.
Hun reagerede ikke. Det var hende fuldstændig ligegyldigt. Hendes tanker rumsterede kun omkring hendes egne bekymringer.
Om to uger var det nytår, men lysten manglede. Dels fordi hun stadig kun kendte få folk i byen efter hun flyttede fra Aarhus, dels fordi…
…ja, hun var bare ikke i festhumør.
Det var heller ikke nemt at finde job som journalist på Fyns Amtsavis, og de seneste tre måneder havde været hårde. Nu lod det endda til, at hun var på vej til at blive fyret. Hvad kunne hun fejre?
Signe, vi er et anerkendt dagblad, havde chefredaktør Anton Mortensen tørt udtalt den morgen. Vi skal bruge noget eksklusivt, ikke bare tudhistorier om herreløse katte og hunde. Jeg tror ikke, du er et match for os…
Men, Anton! Det var min drøm at arbejde på avisen. Jeg har endda forladt min hjemby for det, Signe måtte næsten kæmpe med tårerne.
Jeg forstår dig, men… Jeg giver dig én sidste chance. Nytår er om to uger. Hvis du finder en stærk artikel inden da, beholder du jobbet, ellers…
Jeg forstår…
Nu gik hun rundt i vinterkulden, indåndede den skarpe luft, og spekulerede over hvilken historie, hun dog kunne bringe til redaktionen.
Hvad skulle hun overhovedet skrive om? Hvordan gætte, hvad der både kunne interessere læserne og tilfredsstille redaktøren?
Det går nok ikke. To uger er ingenting, hvis det virkelig skal være eksklusivt, tænkte hun trist. Og ovenikøbet kendte hun jo ingen, hun kunne trække i trådene hos.
Ved et lyskryds i Kongensgade ventede hun, mens hendes tanker kredsede om det umulige. Måske kunne hun finde noget spændende hos politiet, hvis hun altså fik trængt sig ind på stationende var jo ikke kendt for at åbne dørene for journalister! Men hun havde intet andet valg.
Signe kiggede til venstre, så til højre præcis som hendes mor havde lært hende og afventede grønt lys. Idet, fryser hun pludselig og stirrer til højre.
På fortovet sad, ganske tæt på, en ung, kulrød kat og stirrede mod ingenting. For de fleste bare endnu en gade-kat, men… dens øjne.
Kuldegysninger fór ned ad ryggen på Signe. I de øjne boede både sorg og håb, men mest af alt: opgivenhed. Det var som om, den havde mistet altmen alligevel ventede.
En forbigående dame med et barn skubbede til hende: Frøken, hvad står du dér for? Gå nu!
Signe undskyldte og trådte til siden. Så gik hun hen til katten.
Nej, det skulle ikke ske. Hvis den havde planer om at løbe ud foran bilerne, kunne hun ikke stå og se på. Man skal LEVE, tænkte Signe, og tro på at ting nok skal gå.
Da hun bøjede sig ned til katten, ænsede den hende slet ikke. Den sad i sneen, og stirrede bare ud i horisonten.
Hej. Hvorfor sidder du her helt alene? Venter du på nogen? spurgte Signe og forsøgte at lyde opmuntrende.
Katten forblev tavs, orker ikke engang et miav. Noget i den tavshed fik Signes sjæl til at græde, ikke hendes øjne, men sjælen selv. Katten rørte ikke en muskel, selv da hun rørte ved den tætstrøgne pels.
Hvad sker der dog med dig?
Har du set filmen om Hachiko? lød en ældgammel, men fast stemme bag hende.
En gammel kone, sikkert i midten af halvfjerdserne, sad inde ved butiksvæggen på en sammenklappelig stol, omgivet af sin hjemmehæklede vinterstrik.
Ja, den har jeg set? nikkede Signe.
Så ved du, hvorfor vi kalder ham her Hachiko. Eller Kattiko, rettere sagt. Vi er en lille flok, der fodrer ham. Han har siddet her i snart et halvt år.
Et halvt år? Signe fik et chok.
Javel, mit barn. Sidder her hver dag. Han venter på den ejer, der forlod ham netop her.
Hvilken gemenhed! tænkte Signe arrigt. Hvordan KUNNE nogen bare efterlade en trofast kat?
Jeg vil tage ham med hjem! udbrød hun.
Du kan prøve, men det lykkes næppe smilede konen.
Hvorfor ikke?
Du er ikke den første, kære. Folk har forsøgt adskillige gange vel ti, hvis ikke flere, siden juni. Inklusive mig selv. Han VIL ikke væk.
Konen trak på skuldrene: Han kommer ikke, og hvis nogen tager ham op, stikker han af og løber tilbage. Han venter på nogen, forstår du?
Signe følte sig magtesløs. Hun prøvede at samle ham op, men katten hvæsede svagt var klar til at tage kløerne i brug.
Vi må bare fodre ham og håbe, han kommer igennem vinteren, sukkede konen.
Signe stirrede ind i kattens øjne og var lige ved at bryde sammen. Det var, som om hun kunne forstå hans tanker: Han ville ikke forlade stedet. Halvt år havde han siddet, og han kunne sidde et helt mere. Eller livet ud.
Men hvem venter du på…? tænkte Signe. Ejeren, der forrådte dig? Eller nogen anden?
Ved du egentlig, hvad der skete det halve år siden? spurgte Signe konen og gik hen til hende.
Jeg så det ikke selv, men folk snakker. For et halvt år siden blev en mand kørt ned lige dér. Lige på fodgængerfeltet Den unge fyr
Og?
Du fryser da om hænderne, ikke? indskød konen og holdt et par blå, hjemmestrikkede vanter op.
Jeg har desværre ingen kontanter på mig…
Tag du bare. Det er hjertevarme, ikke for penge.
Signe kunne ikke sige nej. Hun stak hænderne i vanterne og kunne straks mærke varmen brede sig gennem fingrene.
Der var ikke meget mere at sige om ulykken, fortsatte konen. Hørte blot, at den unge har efterladt killingen, men straks efter blev han selv kørt ned. En slags øjeblikkelig karma, sagde folk.
Sådan går det! tænkte Signe bittert. Men stadig… katten venter.
Der var noget, der ikke stemte. Hun gik hjem og lavede sig en kop te. Hun besluttede at grave i sagen og fandt efter timers søgning kun én kort lokal notits:
16. juni 2024 blev en ung mand påkørt, da han løb over for rødt. Bilisten forklarede, at han ikke kunne nå at bremse.
Ikke meget, men Signe undrede sig: Hvorfor løbe over for rødt for at slippe af med en killing? Han kunne vel bare efterlade den et andet sted…
Hun rystede på hovedet. Havde han mon håbet, at killingen ville følge ham ud på vejen?
Hun følte kulden løbe koldere gennem sig.
*****
Signe besluttede at opspore fyren. Hun ville vide, om han overlevede ulykken og hvis ja, se ham i øjnene.
Det var ikke nemt. Politiet ville ikke udlevere oplysninger.
Vi kan ikke give dig personlige informationer, sagde betjenten.
Men så kom hun i tanke om, at en gammel klassekammerat, Lærke, arbejdede som sygeplejerske på Odense Universitetshospital. Signe prøvede lykken.
Hej, Signe! Sikke et gensyn! lød Lærkes stemme.
Samtalen trak hurtigt over på fortidens svigt, men Lærke fandt alligevel, efter nogen snak og bøn om tilgivelse, frem til oplysningerne.
Signe måtte le. Hvilket efternavn! Misse, fniste hun, mens hun stirrede ned på seddlen. Mærkeligt en Misse ikke kan fordrage katte.
*****
Det tog tid at finde adressen. Hun bankede, men ingen svarede. Måske boede han ikke længere her?
Men pludselig kom en ung mand op ad trappen.
Er du Nikolaj Misse? spurgte Signe nervøst.
Ja, og hvem er du?
Mit navn er Signe, jeg er journalist på Fyns Amtsavis og vil gerne stille dig nogle spørgsmål.
Nikolaj så fortumlet ud, men indvilligede i at invitere hende ind. Han bød på te og småkager, og der sad de så, Signe med blikket rettet mod ham.
Hans øjne mindede hende om kattens. En sjælden slags vemod, som man kun ser hos de, der virkelig har mistet noget.
Vil du fortælle, hvad du vil vide? sagde han.
Har du ikke nogen idé? smilede Signe skævt.
Han strammede kroppen.
Jeg jeg aner ikke
Nikolaj, vi kan lige så godt tale lige ud af posen. Jeg ved, hvad der skete for et halvt år siden!
Han blev bleg.
Jeg ved det! Og du er slet ikke nogen flink fyr. Du dumpede en lille killing på gaden, og nu sidder den der og venter på dig!
Signe Jeg jeg kan ikke huske noget.
Signe rystede på hovedet og grinede kort. En god undskyldning må jeg sige.
Det er sandt. Jeg har amnesi. Jeg kan vise dig lægeerklæringen.
Han kom tilbage med papirerne. Rigtigt nok: retrograd amnesi. Han kunne ikke huske ulykken. Ikke engang killingen.
Betyder det, at du virkelig ikke ved, om du havde en kat? spurgte Signe.
Nej, ikke spor. Og hvis jeg havde, burde der da være nogle kattebakker eller madskåle? Jeg har ingen ting stående.
Han nævnte hurtigt, at der havde boet en pige her dengang. Kæresten. Hun forlod ham, mens han endnu lå på hospitalet. Efterlod kun et brev.
Signe læste det. Tak og lov for, at I ikke blev gift, tænkte hun.
Efter pres ringede Nikolaj op til ekskæresten. Højtaler på.
Nej, vi havde da aldrig nogen kat jeg havde ikke lukket sådan et kræ ind over min dørtrin! Det ved du da, Nikolaj!
Signe kunne ikke holde det ud og afbrød samtalen.
Hun havde fortjent det, sagde hun kort.
Nikolaj trak på skuldrene. Nu har du jo hørt det. Har aldrig haft en kat, så…
Lad os køre hen og se katten. Måske husker du noget, hvis du ser den. Tag tøj på.
*****
I Kongensgade sad den samme røde kat og ventede trofast. Dens øjne var stadig lige sørgmodige.
Nikolaj fulgte efter Signe hen til katten. Da han satte sig og rakte hånden ud, fór et lille gys igennem ham.
Katten drejede hovedet, stirrede, og genkendelsen lyste i dens øjne.
Det lader til, han kender dig, hviskede Signe.
En gammel dame kom hen. Så fandt du endelig kattens menneske?
Det tror jeg faktisk, han har, nikkede Signe.
Katten sprang op i Nikolajs arme, lagde sig trygt og begyndte at spinde. Og Nikolajs øjne fyldtes med tårer.
Husker du noget nu? spurgte Signe stille.
Han klappede katten og tøvede. Måske… Jeg føler det, men billederne er stadig væk. Jeg håber, det kommer.
Så standsede en sporvogn ved stoppestedet, og chaufføren sprang ud.
Jeg kan huske dig, udbrød han. Jeg så alt, dengang for et halvt år siden du reddede katten fra at blive kørt ned!
Chaufføren forklarede, hvordan killingen løb ud på vejen, og Nikolaj sprang ud og reddede den mens han selv næsten blev ramt og endte på hospitalet.
Det hele gik op for Signe. Han havde risikeret livet for at redde katten!
Tilgiv mig, Nikolaj. Jeg tog fejl… Jeg troede det værste, men du har et stort hjerte.
Det er ok. Bare katten får et godt liv.
Vil du tage ham med hjem?
Selvfølgelig, hvis han vil med!
Katten spandt og slog sig til ro i hans favn. Der var ingen tvivl.
*****
Sådan endte den sandfærdige historie om den røde kat i Odense. Den ventede på sit menneske og til sidst fandt de hinanden. Nu skulle de være sammen, hvad der så end måtte ske.
Signe lænede sig tilbage, efter hun trykkede de sidste linjer ud på tasterne. Det er faktisk blevet til en ganske god historie, tænkte hun.
Nikolaj, vil du læse artiklen, før jeg lægger den på Facebook? spurgte Signe fra køkkenet.
Han nikkede, satte sig og gav katten som han nu kaldte Misse en godnattrøster.
Signe, der er kun få timer til nytår. Skal vi ikke bare nyde aftenen sammen?
Jo, du har ret, smilede hun. Sammen dækkede de op. Kartofler, kylling, grønkål … alt havde hjemlig hygge.
De fejrede deres første nytår sammen, menneske og kat under julelysene. Livet lå åbent for dem.
Og præcis klokken 23.59 publicerede Signe sin historie Vil vente på sin side.
Hun nåede aldrig at levere en solohistorie til avisen, og hun blev fyret. Men hele Fyn fik en fortælling om trofasthed og kærlighed.
Efter nytårsraketterne blev hun kontaktet af Alt for Damerne med tilbud om en stilling.
Skal jeg tage imod? spurgte hun Nikolaj.
Naturligvis! lo han og fortalte, at han netop var blevet forfremmet til leder af it-afdelingen på kommunen.
Sådan skal det være. Dem, der har plads i hjertet til dyr og medmennesker de fortjener det bedste.
