Lillepigen
Det var allerede ved første møde, han kaldte hende Lillepigen, da han faldt ned på det røde, fløjlsbetrukne sæde ved siden af hende ligeså slidt og skinnende af hundredvis af albuer som det, hun selv sad på.
Han lod blikket glide gennem konferencelokalet, så drejede han sig mod sin sidekammerat.
Keder du dig, Lillepige? sukkede han og forsøgte at smide benet over knæet, men den smalle række mellem sæderne tillod det ikke. Hans nypudsede lædersko ramte bagsiden af det forreste sæde, og benet vred sig ubehageligt så hans ankel brokkede sig. Morten lavede et ansigt.
Ida lod som om, hun ikke hørte ham, men kiggede koncentreret mod scenen, selvom der ikke var noget spændende at se på. Bordene stod trukket sammen til én lang række, podiet var tomt, og folk travede frem og tilbage og rodede med teknikken akkurat som det plejer ved konferencer. Og der var kvælende varmt.
Hun havde altid haft det anstrengt med tætpakkede rum, hvor man sad så tæt, skuldre ved skuldre, uden mulighed for at gå.
Jah… trak Morten ud, mens han gned sig på hagen. Det er helt håbløst! Og du ved, Lillepige, vi hører ikke noget nyt i dag. Jeg har læst alle indlæggene det hører med til jobbet der er ikke noget brugbart i nogen af dem.
Ida drejede sig, sendte ham et strengt blik.
Han var pæn i tøjet, jakkesæt, slips, nypudsede sko. Men alligevel der var noget, der ikke passede. Som om nogen havde klippet et billede ud og sat det ind i det forkerte landskab. Ballademager, fræk, snakkesalig og altid klar med en joke det var sådan, han var. Håret stod i børster, og bag på hovedet havde Morten to hvirvler, hvor krøllerne snoede sig blødt og fint.
Morten, begyndte han, og uden at give Ida tid til at svare rakte han sin store hånd frem. Må jeg invitere dig ud at spise? Du ser spinkel ud jeg vil sørge for, at du får lidt mad i dig. Yes, det er en aftale! Kom, vi smutter herfra!
Lyset blev dæmpet, og ledelsen, mellemlederne, de vigtige ansatte gik på scenen, bifald løftede sig mod loftet, men Morten trak uforstyrret sin Lillepige med sig, trådte alle lidt over tæerne og undskyldte, mens han stak slipset ned i jakken, hvor det blev ved med at stritte ud, næsten som om det rakte tunge til den alvorlige forsamling.
Hvad gør du?! Slip mig! vred Ida sig, men hun kunne ikke få armen fri og måtte småløbe efter ham ud.
De smuttede ud i forhallen netop som bifaldet nåede sit klimaks og en stemme bad om stilhed i mikrofonen.
Slip mig! Jeg skal tilbage og tage noter jeg har fået det som opgave! protesterede hun og klemte notatblokken mod brystet, tabte pennen, bøjede sig ned, men Morten samlede den op før hende.
Drop det der, Lillepige! Jeg sender dig det hele bagefter, så kan du læse det, når du har tid. Nu skal du have noget at spise. Men først vand! Du er bleg. Og pulsen løber rigtig hurtigt. Se, det mente jeg nok. Han tog hendes håndled, trykkede let. Luft, mad og ingen flere kedelige konferencer!
Ida havde det faktisk heller ikke for godt. Hjertet bankede, så det larmede i tindingerne.
Ingen havde passet på hende før, ikke på den der måde. Det havde altid været hende, der passede på alle de andre mor, mand, datter. Det føltes så normalt. Tungere end tungt. En gang imellem havde hun bare lyst til at lægge sig i favn, slippe ansvaret, drikke vin og grine fjollet, som i film fra de gode, gamle dage men muligheden bød sig aldrig.
Men Morten, han gav hende den mulighed.
Før hun vidste af det, sad hun ved et lille bord på den bistro overfor, og straks kom tjeneren med friskpresset juice så klar gul og orange, at det så ud som om solen selv var blevet mast ned i glasset, sydenfransk, passioneret.
Drik. Og vand også. Sådan. Hvad skal vi så have at spise? spurgte Morten.
Han kunne nok godt lide hende. Ida var yndig, spinkel, alt overflødigt skåret bort. Hun kunne nok være en populær kvinde hos mænd, hvis det ikke havde været for… For det trætte ansigt, den evige maske af udmattelse. Næsten halvtreds, familie, kærligheden ebbet ud. Hvor skulle man finde sin yndighed frem?..
Men Morten var ligeglad han syntes, Lillepigen var dejlig akkurat, som hun var.
Jeg behøver ikke noget. Jeg skal bare lige trække vejret, så går jeg tilbage! Allerede meget bedre, mumlede Ida.
Ja ja, nikkede Morten. Men du slipper ikke for en havbars med ovngrønt, salat og Lillepige, hvad vil du drikke?
Han løftede blikket fra menukortet, frisk, uopdragen, duftende af tobak og herreduft, stærk og sund; han så på hende.
Hun rødmede, rynkede panden.
Hun måtte være sindssyg! En fremmed mand havde slæbt hende på restaurant, kalder hende Lillepigen og retter på hendes hårtot, og hun hun lod bare stå til.
Der hvor han havde rørt, blev huden hedet, og der krøb varme op ad ryggen.
De drak hvidvin, og Morten fortalte om at arbejde som lærling på byggepladser, senere tog han til Nordjylland på projekter, og derefter
Og så, Lillepige, startede jeg og Erik, min kammerat, eget firma. Ikke noget stort, mest sommerhuse, håndværkerhold, og så gik det ellers løs. Alle vil bo godt, i varme og komfort, og slippe for træk i huset. Og vi vidste, hvordan det skulle gøres. Spis nu! nikkede han til Idas tallerken. På dig, Lillepige! Da jeg så dig, tænkte jeg straks: Den pige der, hun skal have mad! Skal vi bestille mere?
Hun rystede på hovedet. Drengen hun tørnede svævede væk i vin og god mad og følelsen af, at nogen for første gang ja, første gang i hendes liv ville tage sig af hende bare som hun var, træt og lille.
Hjemme var det anderledes. Hele barndommen boede Ida med sin mor, der altid arbejdede. Ida spiste selv morgenmad, om aftenen ventede hun spænt, til moren kom hjem, varmede resterne, vaskede op, mens moder tog brusebad, og begge faldt ofte først i søvn ved midnat.
Nytårsaften kom moren, Marie, først hjem tæt på ellevetiden. Hun stod i forretningen, hvor de sidste kunder lige inden nytår altid gav en pæn omsætning.
Marie var træt, bleg. Ida havde gjort hendes kjole klar, satte hendes hår op og de gik ud i stuen til gæsterne.
Der var altid gæster naboer, veninder, fjerne slægtninge, pludseligt indfandt og lystige, allerede tipsy. De fyldte huset med larm. Ida passede på, at mor ikke faldt i søvn over første snaps.
Marie drak kun snaps. Champagne var pjat. Snaps, den danske hjertesprit, det dur!
Men det forkørte legeme slukkede hurtigt efter første omgang, og Marie snorkede over bordet. Ida gav moren et puf, så hun vågnede og med tomme øjne forstod, hvor hun var, så krævede hun en snaps mere, holdt en tale, skålede, men altid med denne undertone af træt skæbne. Hvordan skulle Ida så være lille, søvnig “pige”? Det gik helt enkelt ikke.
Ida blev gift tidligt. Anders var næsten ti år ældre, fornuftig, havde uddannelse, men ikke kærlig eller snakkesalig. Han satte bare Ida ind i sit livshjul, et nødvendigt tandhjul og en god husholderske.
Romantik, lidenskab, sådan noget det var kun først, tænkte hun, kroppen insisterer, men det gik over. Nu har jeg mit hjem, min familie, ikke en mor med dårlige ben, ikke den triste udsigt fra køkkenvinduet, ikke slidte tapeter. Jeg har min og Anders lejlighed, nyt køkken, stort bad, altan, bibliotek, mand. Folk var misundelige! Ikke alle får det så godt ikke engang sammen med svigermor ja, det var et lykketræf.
Fra den dag, Ida blev født, og indtil hun traf Morten, blev hun altid bare kaldt “Ida”, eller med patronym. Anders, mor, veninder alle sagde Ida.
Og pludselig: Lillepigen. Vin, mad, nogen interesserer sig for, hvad Lillepigen føler, ønsker sig.
Anders lagde ikke mærke til den slags. Ja, selvfølgelig blev dagligdag og større beslutninger diskuteret, men mest som orientering heres what we do. Hans afgørelse hendes protester forsvandt i radioens støj gennem det evigt åbne vindue. Anders elskede frisk luft og forbød lukkede vinduer, uanset om nogen frøs.
Morten bad straks om at få dem placeret i en krog uden træk, da de kom ind.
Omsorgsfuld…
Han spurgte. Ida svarede stille. Ja, hun havde mand. Og en datter Tine. Hun læste sprog på universitetet, Ida fandt engang en fremragende privatlærer, så hun skulle snart på udveksling.
De havde ikke drømt om Tine, slet ikke. Anders mor sagde, det var på høje tid han blev far. Ida var ung, det skulle nok komme nemt. Men graviditeten lod vente på sig det blev arbejde mekanisk. Til sidst blev hun gravid. Anders holdt sig på afstand de ni måneder ingen snak, ingen nussen om maven, ikke som i “ventebilleder”. Han syntes nærmest, det var væmmeligt.
– Når den er født, kan jeg slæbe mig op til opgaven, sagde han og tog hende til lægen, hentede den nyfødte hjem med balloner, tak for datteren og fulgte barnets vækst og Idas mælkeforsyning, købte kun det bedste, gik op om natten og bar på den lille Tine, sørgede for vaccinationer. Da sundhedsplejersken kom, tjekkede Anders hendes hænder, hendes kitler, varmede stetoskopet med ånden så det ikke var koldt.
Træt? spurgte veninden Gitte. Et barn er ikke en duftende rose det er strabadser! Hjælper Anders?
Ida trak på skuldrene. Han hjælper tror jeg. Men det var alt for lidt …
At være lidt offer føltes næsten behageligt, at blive lidt ynket, folk rystede lidt på hovedet af Anders. “Han passer ikke på sin Ida.”
Men Morten … Han havde ondt af hende, proppede hende med delikatesser. Ida blev forlegen og protesterede.
Kom nu, Lillepige! sukker den gæstfrie Morten. Spis! Jeg slipper dig ikke før, du har spist.
Ida nippede til maden og så på ham med triste øjne.
Han fulgte hende til metroen, så tog Ida afsked og vendte hjem.
Samme aften dumpede notater fra konferencen ned i indbakken.
“Til Lillepigen fra Morten!” stod der.
Ida lukkede hurtigt for computeren, men Tine havde nok set, for hun trak på skuldrene og fnyste.
Tåbelige kælenavne! protesterede Ida, højlydt. Det er da officielle dokumenter!
Tine hørte hende vist ikke længere, vendte sig om og satte høretelefoner på …
Ida, Tine, jeg er hjemme! Kom og spis! lød det ude fra gangen.
Anders, træt og svedig efter metro og fyldt bus, smed skjorten, stod i bukser, snart også i sine gamle shorts med knaldrøde fisk, åbnede altandøren og hev efter vejret.
Han duftede af sved fra i går.
Jeg, Ida, gider ikke bade mere end højst nødvendigt! Hold op. Jeg får kløe af al jeres vaskeri. I morgen, måske. Nu skal jeg bare spise.
De spiste tavst, hver især i egne tanker. Ida om Morten, hans friskhed, renhed, elegance…
Han ringede dagen efter.
Hej, Lillepige! Hvordan har du det? Har du spist? lød Mortens stemme i mobilen. Ida blev rød i hovedet og chekkede, at ingen kollegaer lyttede. Hun syntes, alle måtte høre det.
Nej … ikke endnu. Har meget at lave, svarede hun genert. Lillepigen. Hun, svag og blød … det gys, der gik op ad ryggen.
Så smid det, kom ned. Jeg sidder i caféen. Men man skal jo spise! Kom, jeg venter!
Hun mumlede undskyldninger til kolleger, gik i elevatoren, spekulerede et sekund, hvilken knap hun skulle trykke på. Kinderne brændte, som alle måtte vide, at Ida skulle på hemmeligt møde.
Ja “elsker” kaldte hun ham for sig selv. Det var spændende, frækt.
Morten var i T-shirt og jeans, lidt vild og frisk.
De drak kaffe, og Ida fortalte om sin barndom. Morten lyttede.
Lillepige, du er smuk, ved du det? sagde han pludselig Skal vi købe dig en kjole? Jeg kender folk i de der modebutikker, de finder noget flot. Jeg vil se dig i noget nyt.
Og han så det om aftenen, da han tog hende til “Magasin” og sad på bænken, mens ekspedienterne hjalp hendes forpjuskede Lillepige.
Han så sådan på hende! Sultent, længselsfuldt! Anders kom ham ikke nær.
Jeg har aldrig oplevet det! hviskede hun ind i øret på Gitte, sin veninde. Kun i film. Og nu … føler jeg mig som en rigtig kvinde. Det er forfærdeligt, men jeg kan lide det.
Hvad med Anders? spurgte Gitte fornuftigt.
Ved ingenting. Og skal heller ikke. Jeg ved ikke selv noget endnu! rystede hun på hovedet. Du skal ikke sladre, vel? Og kjolen, opbevar den for mig. Den var dyr! Herregud, hvad gør jeg nu
Gitte trak på skuldrene. Hvad der sker, sker.
Ida … du er ikke helt rigtig klog. Anders jamen husk, hvordan han kørte til Holbæk om vinteren, bare for at hente frisk mælk? Han arbejder, står på, fikser alt, tager jer til Skagen hver sommer. Han er til at forstå åben og gennemskuelig. Men hvem Morten er Ingen ved! Hvorfra pengene kommer?
Ved ikke. Hvad gør det? Du forstår det ikke. Anders det er slemt, du sku’ prøve at bo med ham! Du misunder mig bare!
Gitte trak på skulderen. Måske misundte hun Ida … men ikke Morten, men manden …
Snart begyndte Ida at komme sent hjem, lavede hurtig aftensmad, spiste ikke, sad bare og rørte rundt i kold te.
Mor, hvad sker der? Jeg har spurgt fem gange om brød! råbte Tine, rejste sig og fandt det selv. Det er slut. sagde hun irriteret.
Ida nikkede, rynkede panden og trak sig til værelset. Drømte.
Anders og Tine sendte hende undrende blikke.
Hun dagdrømte meget, kunne mærke hænderne blive svedige ved tanken om Morten.
Morten var øm, kyssede ordentligt, lo af Idas kejtethed, passede på hende som Lillepigen, kom med små gaver hun skjulte hjemme hos Gitte, sendte penge på mobilen og begyndte at skrive beskeder midt om natten. Ida smugede sig ud på badeværelset, læste og slettede. Til sidst slukkede hun mobilen, vaskede ansigtet i koldt vand og lagde sig ind til Anders, der straks rodede sig på armen. Hun lå stille. Synd, at hun skulle have Anders i sit liv Synd, at det tog så mange år før hun fandt ud af, at være Lillepigen, sød, smuk, vild, var noget hun først nu oplevede.
Men nu havde hun Morten hendes lykke.
De sås hos Morten i hans store, lyse lejlighed på Frederiksberg med høje vinduer og udsigt over Københavns tage. Hovedet snurrede af bobler og Mortens duft; lagnerne var silke, så glatte.
Verden blev til gnister og fyrværkeri over himlen. Magisk…
Derhjemme blev det trykkende. Ida følte, at alle vidste det med hende og Morten, at Tine så på hende, Anders blev stram.
Ida begyndte at finde på undskyldninger for at komme sent hjem, så hun kunne sidde alene i køkkenet, drikke sort, stærk kaffe og drømme…
Ida! Hvor er du? Jeg har købt kål, du skulle snitte, du lovede! lød Anders fra telefonen. Ida kiggede nervøst på Morten, der svømmede frem og tilbage i bassinet. Vandet prikkede koldt mod huden svømmehallen var udendørs.
Hun havde aldrig været i “Delfinen” før, men i dag havde Morten taget hende med, de svømmede og så dampen stige til vejrs i den kolde luft, folk var få, en lise for sjælen. Hvis man kravlede op på tårnet, kunne man se lysene fra Søerne. Men Ida Lillepigen havde kun øje for én.
Endelig. For første gang følte hun kærligheden.
Kål? udbrød hun forvirret, tog håndklædet om sig. Glem det, jeg bliver sen. Gitte og jeg er til svømning. Det sagde min fys jo ryggen skal trænes. Kål kan vi tage i morgen. Nå, Gitte kalder. Farvel!
Ida lagde på, slugte, måtte have fat i Gitte så hun kunne dække hende af, hvis Anders ringede.
Hun ventede, indtil veninden tog telefonen, begyndte at hviske om svømmehallen, og så
Ida, jeg tog lige kommen med til jer, for I bruger jo kommen til kålsalaten. Jeg var på torvet og tænkte, jeg kigger forbi. Anders satte vand over til te allerede, svarede Gitte fattet. Kommen altså…
Ida bed sig i læben, kiggede efter Morten, der nu kravlede op på tårnet for at springe nede i bassinet hvinede nogle unge piger, smalle og grinende.
Klar, små piger? En, to, tre! råbte Morten, og sprang i. Vandet skiltes, han vinkede op til Ida. Kom, Ida! Aftenen er ung!
Pigerne kiggede nysgerrigt på hende og Ida følte sig igen kikset, almindelig. Mave og lår blev grimme igen, svømmede klodset, ansigtet fik sit gamle udtryk af anstrengelse.
Mortens “lillepiger” begyndte allerede at spille bold i vandet, dykkede og pjaskede ved ham.
Han lo, blev ikke engang sur, da Ida forsvandt. Han forstod familie, kål Det må hun klare selv.
Derhjemme var der mørkt i entreen, kun køkkenlampen tændt.
Anders placerede stilfærdigt en pande med spejlæg foran hende.
Du må være sulten efter svømning. Vil du have lidt pølse med? og han hældte the op til hende.
Ida rystede på hovedet. Så ikke på ham, rodede i æggene med gaflen.
Vidste han det? Hvad nu? Hvorfor var han så rolig?
Ida… efter lang tavshed. Gitte havde nogle ting med her tidligere. Ville blande sig, men jeg sendte hende væk. Din veninde er lidt for ivrig. Hun sagde, poserne var dine. Men hvorfor skulle de være det? Forvekslet, ikke?
Ida løftede langsomt dugen op, kiggede på poserne, trak på skuldrene.
Nemlig, det sagde jeg også! svarede Anders lettet. Skænk lidt te til mig også. Eller nej, tag cognac frem. Har lyst.
Ida fór op, fandt flasken men standsede.
Lillepige, hørte hun pludselig mandens stemme, vendte sig brat, mødte hans blik. Jeg sagde, der er krummer på bordet, tør lige af. Tine roder altid. Hent en klud og tør af, fortsatte han roligt, kastede et blik, så kiggede væk
De drak cognac sammen ved køkkenbordet, tavse, undgik hinandens blikke.
Efter lang tid rejste Anders sig og forlod køkkenet.
Gitte… han er helt forsvundet! Pakkede, lagde nøglerne og gik. Gitte! græd Ida ned i røret, betragtede sit eget fortvivlede spejlbillede Lillepigen, der kun for tre timer siden svømmede i bassinet med Morten. Hendes hår lugtede af klor, ryggen smertede. Hvordan kunne han gå? Hvordan kan en mand gøre sådan? Han efterlod mig og Tine!
Ida blev vred, knyttede næven og slog bordet.
Som en rigtig mand, Ida. En anden havde slået dig. Anders gik fra sin egen lejlighed. Og du har ovenikøbet noget at klage over? Gitte trak på smilebåndet. Jeg forstod aldrig, hvorfor I ikke kunne være glade. I har penge, Tine er dygtig, Anders er ikke drukkenbold…. Men du vil have eventyr og kælenavne! Har du nogensinde sagt ham et kærligt ord? For mænd er som børn. Ros ham han gør alt. Nej, Ida, der står jeg af. Godnat.
Ida lagde mobilen på bordet og græd i stilhed …
Tine bestod eksamen, tog i sommerhus med venner. Hun talte ikke med moderen, lod en seddel med “Ring ikke efter mig”.
Morten dukkede op en uge senere, ventede på Ida udenfor opgangen, dukkede op ud af mørket.
Hej, Lillepige! hviskede han med frostbidt ansigt trukket op i læderjakken. Har du savnet mig?
Ida havde forsøgt at ringe, ville læsse sit hjerte af, men han svarede ikke. Nu var han der selv…
Morten svarede hun mat. Hvad laver du her?
Hun spejdede nervøst efter bilen.
Jeg kom for at hente det, du skylder, Lillepige! hviskede Morten og tog om hendes skulder.
Hvad skylder jeg? Hvad vil du?
Hun forsøgte at rive sig løs, men han holdt hende fast.
Jeg har fodret dig, hygget for dig, ikke? Nu skal du hjælpe mig! Jeg mangler penge, din mors lejlighed er mange penge værd. Den skal sælges. Også denne her. Kom så, op i lejligheden!
Lillepigen udstødte et forskrækket skrig, prøvede at slippe fri, men han trak hende mod indgangen, og hun bad stilfærdigt til, at nogen måtte komme.
Men ingen i gården.
Luk op, Lillepige, jeg fryser puffede han hende mod døren.
Ida begyndte at græde, sank sammen i sneen, da Morten pludselig slap, brølede og faldt om på siden.
Over ham stod Anders, uregerlig og rå. Han rystede knytnæven.
Forsvind! Forsvind, hører du?! Ellers knækker jeg din næse! råbte han, kastede sig efter fjenden, men Ida holdt ham tilbage.
Morten, der opfattede, hvem der stod foran ham, grinede hånligt, men tav hurtigt, da han fik en på hovedet.
Forsvind! Du holder dig væk fra Ida! råbte Anders, samlede sin tabte hue op, tørrede næsen og vendte sig mod hende. Kom, vi går hjem. Der er koldt!…
Hvad de to sagde til hinanden den nat, ved kun månen og vinden gennem det halvåbne vindue. På bordet stod to kopper kold te, det gamle ur tikkede. Så faldt mørket på hvor kun de to var tilbage ud i natten mand og kone, der alligevel forsøgte at fortsætte livet sammen.
Aldrig mere blev Ida kaldt Lillepigen. Om nogen sagde det, ville hun bare gyse og vende sig væk.
Morten dukkede aldrig mere op i hendes liv. Det blev ikke til mere med hende; Anders var for stædig.
Han havde overhørt Ida i bussen, tale om arvelejligheden, hvor umuligt det hele føltes, hvor ensom hun var. Morten troede, han kunne hjælpe, løse boligproblemet og samtidig slippe ud af sin egen klemte tilværelse. Endnu lidt, og Ida havde måske givet efter; han havde jo indfanget hende gjort hende tryg og varm. Men det hastede for meget. Forpligtelser pressede på, Erik krævede ind, så ribbenene sved… Det blev krævet action. Det lykkedes ikke. Men der findes andre “små piger”, uelskede, triste, længselsfulde. Dem skal Morten nok finde og “gøre lykkelige”. Indtil han må have sit til gengæld.
Sådan gik det med lejligheden, med silkelagner og udsigt over byens lys. Morten forsvandt fra den scene. For en tid. Måske kommer han aldrig tilbage. Måske alligevel men ikke til Lillepigen.
