Livets Lykke
Lykke kom ofte her.
Hun slentrede af bussen med sin store stofpose, kiggede omkring sig, rettede på sin lidt skæve, evige baret, og gik igennem de tunge smedejernslåger, forbi de små hegn, talte alleerne, og drejede til højre. Hun trådte varsomt over de tilgroede, forsømte grave, holdt ind imellem pause, stillede posen på jorden og rettede på blomster eller lysestager, som var væltet af vinden, suk.
Lykke havde fine, delikate ansigtstræk. Smuk, men hun skjulte det, gik lidt sammenkrøbet, prøvede nærmest at blive så usynlig som muligt.
Hendes tøj var enkelt og billigt, for hun havde ikke penge til noget smart endnu.
Og selvfølgelig var hun ikke gift. Hvorfor mon?
Hvem vil dog have sådan en? hviskede de andre kvinder til hinanden, mens Lykke gik i bad på det fælles badeværelse. Én kiggede medlidenhedsfuldt, én bare ligeglad, og én det lyder helt skørt måske endda med lidt misundelse. Men hvad skulle der at være at være misundelig på? På sjælen? Man bliver altså ikke lykkelig af at have sjæl! Eller gør man? Måske var det ungdommen, de misundte hende, at hun trods alt havde livet foran sig og mulighed for at tro på, at det bedste stadig ventede.
Efter endt vagt, svedige og tunge af træthed fra ovnene og lugten af gær og nybagt brød, skyllede de andre kvinder sig, skrubbede de ømme ben, viklede sig ind i håndklæder, lagde lidt makeup foran bittesmå lommespejle og fór hver til sit butikker, gøremål, aftaler. Men Lykke gik bare hjem.
Hun var heldig hun havde sin egen lejlighed, et lille etværelses med gamle tapeter og udsigt ud til muren på en offentlig bygning. Himmel og træer var der ikke noget af kun den væg. Hvad gør det? Lykke havde sit eget sted. Sine egne fire vægge. Fred og varme.
Hver morgen lavede Lykke lidt morgengymnastik svingede med armene, jog lidt på stedet, bøjede sig forover. Hendes ryghvirvler stak frem som perler på en snor, strammet lige dér, hvor trussekanten gik.
Efter gymnastikken blev det til hurtig morgenmad og så af sted på arbejde.
Mere held: Efter endt skole havde Lykke hurtigt fået job som bager på et brødfabrik, så hun var sikret både brød og faste timer.
Hvorfor er du så stille, du? kunne de andre kvinder finde på at spørge hende. Du skal hænge på os, vi er som én stor familie.
Men Lykke holdt sig altid lidt for sig selv. Hun prøvede ikke at virke ond eller mut, men hun var bare helt sin egen.
Lykke! Skal du ikke med på café? Det er Irines fødselsdag, vi trænger til at more os! hviskede Randi, som allerede kiggede utålmodigt på uret lige om lidt var vagten slut.
Nej tak, jeg har desværre ikke tid, rystede Lykke på hovedet.
Aldrig tid! Randi himlede op. Har du et barn derhjemme, skjult mand, eller hvad?! Vi er jo kun væk et par timer! Man må da hygge sig lidt! Men nej, Lykke stod fast: Jeg har andre planer. Tillykke med dagen, Irine.
Og? Har du så en kæreste? drillede Randi, blinkede til de andre.
Nej, ingen kæreste.
Har du aldrig haft en? pirrede hun videre.
Hvorfor spørger du? Lykke gemte sig bag sin pose.
Hun havde aldrig nogensinde haft én.
Fordi vi er nysgerrige, trak Randi bare på skuldrene. Vi er ikke fremmede, Lykke.
Jo, vi er, svarede Lykke blidt. Familie trænger sig ikke sådan på. Lad mig nu være, Randi, du forstyrrer.
De andre grinede. Ingen turde gå op imod Randi, ikke af respekt, men fordi de frygtede hende lidt.
Randi rødmede.
Arh, se hende! Hvorfor? Er det fordi du elsker dine boller så meget? Du er tosset, Lykke! Vi prøver bare at hjælpe dig, vi ved jo, du er fra børnehjem, aldrig lært at tage imod kærlighed Vi vil bare hjælpe!
Jeg havde mine forældre, rettede Lykke dem venligt. Og det der “vi”, hun så Randi fast i øjnene I ved ingenting. Jeg har alt, hvad jeg skal bruge.
Randi blev virkelig såret. Ville gerne være tættere på Lykke, men hun skubbede hende væk…
En dag kom Lykke drivvåd hjem gennem regnen. Længe stod hun under bruseren, varmede sig. I morgen havde hun fri og skulle igen ud til kirkegården. Ud til dem.
… Hun stavrede hen over den våde jord til det rigtige sted, satte posen fra sig, fandt et lommetørklæde, tørrede omhyggeligt snavs af de indrammede billeder: en mand i uniform, grå i tindingerne, og en kvinde, smuk, venlige øjne, næsten et smil.
Lykke ville sådan ønske, hun ville smile bare lidt. Men billedet smilede aldrig.
Jørgensen A.G., Jørgensen H.M. stod der fint skrevet under billederne.
Hun hev gummihandsker op af tasken, gik i gang med at fjerne visne blomster og løv, og hentede derefter en spand med vådt sand fra hovedalléen for at dække vandpytterne på graven.
Da hun bar spanden tilbage, piskede regndråberne ned, jakken blev tung og våd, og baretten klæbede til panden. Hendes ben blev ramt af hanken på spanden og rev hul i strømpebukserne blodet perlede frem. Automatisk tænkte hun: Skal lige spritte af. Nå, det tager jeg senere.
Med ranket nakke bar hun det tunge sand over til graven. Hun var jo en soldats datter! Sådan nogle småskader er ingenting.
Hun fordelte sandet, fjernede ukrudt og blomster. Hun havde aldrig været god til havearbejde, men hun følte sig frem. Det var først nu, hun gik op i sådan noget med blomster og jord.
Sådan, det blev lidt rodet, men I kan sikkert godt leve med det, ikke? hviskede hun. Sandet er så vådt. Undskyld.
Far, jeg tog bussen uden billet i går. Ikke skæld ud! Kun den ene gang. Mine penge var væk… Mors, du skal ikke beskytte mig. Far har ret. Jeg går næste gang.
Hun småsnakkede videre, fortalte om arbejdet, om Randi og hendes evige spørgsmål og om hvor rart, der var hjemme hos hende selv.
Hun passede på sit hjem. Der skulle altid være pænt. Sådan havde hun lært det. Strengt? Måske. Men det var vigtigt ikke at skamme sig, hvis nogen kom forbi.
Jeg har købt en kogebog, mor, skal til at lære at lave mad, sagde hun, mens hun satte sig lidt på den kolde gravramme. Nå ja, den skal også males herregud, jeg glemmer det hele! Hvordan til hvem? Jeg får vel gæster engang! Nej, mor, vi skal ikke drikke snaps og smadre porcelæn.
Pludselig snøftede Lykke, træt og lidt afmagt over, at ingen svarede hende.
Så mærkede hun nogen give hende et dask på skulderen. Hun hoppede op, gled i mudderet, var lige ved at falde, men en hånd greb hende.
Randi? hviskede Lykke forbløffet.
Lykke? Hvad laver du herude? vendte Randi spørgsmålet. Vi spurgte i boligselskabet! Det var derfor, de gav dig en lejlighed! Vi venter stadig, Tomine, Anne-Marie og jeg, fem år og så får DU en! Til hvad, du har ikke engang en mand!
Hun skumlede, men blødte så alligevel lidt op. Ja, det er måske det bedste. Du skal nok lære at bo for dig selv først. Vi ville bare have ødelagt alt, hvis vi flyttede alene…
Hvad med dig? hviskede Lykke.
Jeg besøger min tante, hendes grav står under birken. Hun var så led, kunne knalde én uanset hvad, men hun var jo familie og tog mig til sig, da min mor døde. Jeg skylder hende alt. Randi satte sig også på gravmuren. Hun fik mig med penge fra min far, men til sidst fik han lejligheden efter hendes vilje, og nu bor jeg så på kollegiet. Ham ser jeg kun til jul, og hans kone vil ikke have mig der.
Randi sparkede til en klump ler. Den landede op ad Jørgensens gravkors.
Åh, undskyld! Men Lykke tog allerede klumpen op med den bare hånd.
Hvorfor besøger du hende, hvis du ikke brød dig om hende? spurgte Lykke stille.
Fordi sådan gør man, sagde Randi. Hvorfor render du så her? De på billederne var ikke engang din familie.
Nej. Jeg kendte dem ikke. De boede bare i huset overfor. Jeg så hende, når hun gik tur med deres gravhund, en brun, smuk og meget gammel en. Jeg forestillede mig, hun var min mor. Det er nok fjollet. Jeg er voksen. Jeg har min egen bolig og klarer mig selv, Lykke tørrede sit ansigt. Men jeg ønskede bare, jeg havde nogen.
Ja, du har været heldig. Jeg misunder dig. Eller… måske er det meget godt, at du lærer at være alene. For jeg bliver bare bims af det hele alene. Tanten troede på Gud og havde ikoner over hele væggen; min far solgte dem, eller det gjorde konen. Jeg fik ikke én eneste. Men når jeg ser på dig, tror jeg, der findes noget deroppe, der bestemmer… Men du kunne vel have valgt en hvilken som helst grav? Randi grinte.
Nej, Jørgensens var bare… rare. Hun smilede, og han var så værdig. Når man ikke har nogen, kan man vel selv vælge… Ingen besøger graven længere. Det gør mig ikke noget.
Du var da ikke til at begrave dem?
Nej. Jeg hørte om ulykken, bilulykken, de døde begge to, men jeg gik ikke til begravelsen. For mange militærfolk, jeg turde ikke…
Jeg skal nærmest slæbes til gravsted, men du, du kommer frivilligt, Randi fnøs. Kom, du er gennemkold!
De rejste sig, Lykke pakkede sine små have-redskaber sammen, rensede jord af dem, lagde dem pænt i posen.
Randi skyllede hendes hænder med lidt vand fra en kop, rakte hende et lommetørklæde.
Tak, men det er ikke nødvendigt, Lykke tørrede bare hænderne af i jakken en dum vane, som var blevet skældt ud hjemme hos Jørgensen.
Hold nu op, du er bims, er du ikke?
Måske, sagde Lykke stille. Jeg kan ikke rigtigt finde venner… Jeg havde én på børnehjem, Jytte. Men hun er flyttet langt væk. Og jeg savner nogen at snakke med. Jeg tror, de her Lykke nikkede imod graven engang sådan rigtig så på mig, venligt. Måske indbildte jeg mig det. Jeg er nok lidt tosset.
I bussen hjem blev de to blot siddende i stilhed, mens Lykkes havesæt klirrede i posen for hvert bump.
Undskyld min hårdhed, mumlede Randi. Det var nok derfor, tanten ikke brød sig om mig. Jeg har en forfærdelig personlighed…
Til gengæld er du smuk, sagde Lykke pludseligt, ærligt.
Randi smilede.
Det hjælper sgu på det, hviskede hun…
***
… Det blev en pige, sagde jordemoderen Birte Ravn, da hun ligegyldigt lagde det nyfødte barn op til Hanne Jørgensens bryst.
Hanne var indlagt på Rigshospitalet. Hendes søster boede hos hende hun flyttede ind, da hun blev gravid, og hendes mand en officer, Anders kom kun forbi i ny og næ, hurtigt, som for at slippe.
Det er din skyld! hvæsede søsteren. Du kigger så surt, og så gider Anders ikke være her. Hun tørrede tårerne og klamrede sig til maven.
Kom nu, du burde gå til lægen, svarede Hanne tålmodigt, men hendes søster nægtede at lade sig undersøge.
Femte graviditet på tre år, men ingen af dem kørte godt.
Til sidst nægtede hun at gå til kontrol Jeg tænder hellere et lys i kirken.
Barnet blev født for tidligt, sirene og svagt. Men Hanne var også for udmattet til at gøre andet end at græde, da hun fik sit barn.
Anders Jørgensen var blevet fortalt, at det ikke var hans barn at regne ud med datoer og orlov. Hans stolthed sagde ham at få barnet afleveret til staten, undgå skandale.
Anders, det er dit! græd Hanne.
Jeg vil ikke høre noget. Følg systemet, sagde han, stolt og kold.
Barnet blev afleveret til systemet. Hanne græd så meget, at ikke engang jormoderen kunne trøste.
Sådan blev Lykke forældreløs. Alligevel blev hun navngivet Lykke.
Jørgensens fik senere en søn, som de kunne være stolte af. Der blev ikke snakket om den første datter.
Lykke voksede op på børnehjem. Opdraget til ordentlighed, streng måske, men hun skammede sig i det mindste aldrig over sit hjem.
Forældrene dukkede aldrig op. Hendes søskende kendte hende ikke.
***
Ingen vidste, at Lykke og Randi en dag kom til at sidde frysende skulder mod skulder i bussen, kiggede på hinanden, som om de aldrig før havde mødt hinanden.
Det var underligt og lidt ondt, at Lykke ung og naiv havde valgt Jørgensens som sine “forældre”. Underligt, at hun nu kendte Randis tante; at de allesammen havde truffet valg, der vred sig ind i hinandens liv.
Og vidunderligt mærkeligt, at disse to unge kvinder nu gik side om side gennem Lykkes kvarter.
Må jeg i det mindste købe kartofler, så jeg ikke kommer tomhændet, sagde Randi, lidt groft, mest fordi hun var genert.
Drop det. Du er helt blå af kulde! Kom nu, lo Lykke. Jeg har alt, hvad vi skal bruge. Først varmt bad, så laver jeg noget mad. Jeg har købt mig en kogebog, ved du hvad! Hun lo, helt barnligt. Og jeg har aldrig haft gæster, så du må bære over med mig!
Rolig nu, ingen fine fornemmelser! Stegte æg og bacon, har du bacon? Og lidt forårsløg! nyste Randi, og de grinede begge.
Hvorfor skulle de være triste? Livet lå foran dem deres helt eget, og venskabet var kun lige begyndt, men det manglede de begge så meget.
Fortiden? Den var væk, opløst af regn og tid. Intet at hente der.
Lykke, jeg skal giftes hviskede Randi to år senere.
Åh, Randi! Hvor er du heldig! Gud, hvor er det dejligt! Lykke drejede rundt i sin hjemmelavede kjole, som Randi havde syet. Alt omkring dem var så smukt, at det var umuligt ikke at grine og synge af glæde.
Og nu kunne intet fortidigt skygge for det.
Lykke gik aldrig mere til Jørgensens grav. Deres søn kom hjem en dag og bad hende holde sig væk.
Senere sad han længe der alene, trist og forladtMen regnens duft på fliserne udenfor hendes lille lejlighed mindede hende stadig hvert efterår om tiden, hvor hun bar poser og sand, snakkede med billeder uden svar, og længtes efter et hjem, der ikke fandtes i nogen gammel lejlighed eller under noget grantræ på kirkegården.
En aften sad hun i sin stue, nu med pletter af latter henover de slidte tapeter og duften af kage, hun og Randi havde bagt sammen. I køkkenet sang Randi for hendes lille niece, der svang med arme og ben på gulvet. Lykkes blik gled fra barnet til veninden og derefter til vinduet, hvor aftenlyset hang blødt over byens tage.
En varm latter boblede op i hende, og hun mærkede, hvordan tabte år ikke længere trykkede hendes skuldre ned. Hun var blevet valgt, ganske enkelt, af én, hun selv havde valgt. Ikke som et barn, ingen ville vedkende sig, men som den, hun var blevet: En del af et hjem skabt af vilje, små skæve traditioner og kaffe over stearinlys i natten.
Hver morgen sagde hun godmorgen til sin egen refleksion og troede mere og mere på, at lykken den kom ikke, fordi man fortjente den, eller fordi den blev givet med navn, men fordi man én dag rakte hånden ud og tog den, mens nogen tog ens hånd igen.
Og i det stille rum, midt mellem krus og levet liv, vidste Lykke, at hendes lykke ikke var at finde under gravsten eller i andres bekræftelse, men i evnen til at lukke nogen ind og aldrig være bange for at tro på nye begyndelser.
