En ældre dame havde i årevis stillet sig op hver eneste dag på torvet i Odense. Efter hendes mand var gået bort, og ungerne var flyttet til både Aarhus og Aalborg, havde hun faktisk ikke andre muligheder for at klare sig.
Hun solgte grøntsager, hun selv havde knoklet med i kolonihaven. Alt, der lå på det slidte trækassebord foran hende, havde hun groet med egne hænder. Hun såede selv, lugede, gødede og brugte de sidste kroner fra folkepensionen på frø og skvalderkålbekæmpelse. Nu var hun over halvfjerds, ryggen var uvenner med resten af kroppen, og hænderne rystede, men alligevel stod hun der gry tidligt.
Folk på torvet kendte hende. Nogen hilste, nogen købte lidt grønt måske kostede det en krone eller to mere, men det gjorde de egentlig i respekt for hendes stædighed og arbejde, ikke af medlidenhed.
På en mandag duftede torvet af regn og nybagt brød, og midt i det hele dukkede en mand op i et jakkesæt, der burde have haft sit eget postnummer skinnende sko, ur så stort at han sikkert havde et hjemmebanefordel på golfbanen, og et selvsikkert smil, der lugtede lidt for meget af penge. Han gik lige hen til den gamle, målte hendes produkter op og ned, og spurgte slet ikke uvenligt, men med overskud i stemmen om prisen.
Da damen, der hed Birthe, nævnte beløbet, forandrede hans ansigt sig så hurtigt, at selv en cirkusartist ville være misundelig.
25 kroner for de der sølle tomater? Er du blevet kuk-kuk?
De er nu ikke sølle, unge mand, de er friske. Jeg har selv passet dem hele sommeren, svarede Birthe stille.
For de penge kunne jeg købe hele Fyens lager af tomater! mumlede han med et sarkastisk snøft.
Det er jo din sag, min dreng, sagde Birthe.
Han virkede grænsende til eksplosiv bagefter.
Kald mig aldrig din dreng! Tror du virkelig nogen gider købe dine sølle grøntsager? Se lidt på dig selv, råbte han så halvdelen af torvet vendte sig om.
Nu blev han helt rød i hovedet, sparkede hårdt til kassen med grøntsager, væltede det hele, og i et skub sendte han Birthe så hårdt bagover, at hun røg af taburetten og landede i en bunke jord og løse kartofler.
Han begyndte med manisk intensitet at trampe på grøntsagerne tomaterne blev most til mos, agurkerne knækkede, og det hele lignede en moderne installation fra Statens Museum for Kunst. Man fik næsten indtryk af, at han slog på grøntsagerne som hævn mod hele livets uretfærdigheder.
Birthe græd. Med en stemme, der dirrede af skuffelse, sagde hun:
Det var de sidste penge, jeg havde Hvad skal jeg nu leve af?
Folk på torvet stod som saltstøtter nogen kiggede væk, andre følte den klassiske danske akavede skyld, og ingen gjorde noget. Men pludselig som sendt fra himlen med cykelhjelm og lædervest kom Jens fra bageren. Han puffede jakkesætmanden til side.
Er du helt færdig, Torben, hvad bilder du dig ind? Hun kunne jo være din mor fatter du ikke, hvad hun står og kæmper for?
Jens hjalp Birthe op, satte hende forsigtigt tilbage på stolen og sagde med lav stemme:
Kære Birthe, du græder ikke mere. Jeg køber det hele. Rub og stub, også de mostne tomater.
Alle omkring tav blev nærmest helt hjertevarme. Birthe så på ham, helt mistroisk, og kunne kun mumle:
Du må være en gave fra Gud Tak, tusind tak.
Jens sendte straks en sms til politiet. Kort efter dukkede der en patrulje op og Eskebæk-manden (som det viste sig, han hed) blev trukket med til stationen. Ikke første gang, der var ballade fra den kant denne gang stod den på sigtbar fængsel og en klækkelig bøde.
Birthe fik en posefuld kroner stukket i hånden, og folk stimlede sammen og købte de sidste halvrådne løg og skrællede kartofler. Alle gik lidt gladere hjem, for det var alligevel Mandag på torvet i Danmark, og det kan åbenbart stadig varmeste selv den koldeste fod.
