Vidunderlige Tanten.
Astrid maste sig ind i menneskemængden, snoede sig kvikt fremad. Bussen var stopfyldt den havde netop spyet fem passagerer ud, og nu skulle tyve flere ind.
Astrid blev nærmest båret ind. På vejen stak hun penge til den udmattede chauffør og lod sig, drevet af folkemængden, glide ind i midten af bussen, rygsæk på skuldrene, våd paraply i hånden og et fjollet smil klistret til ansigtet.
Hun havde faktisk en smule lyst til at grine. I sådanne situationer kunne hun ikke lade være med at trække på smilebåndet, aldrig panikke, ikke blive sur hun smilede bare. Som om smilet holdt det dårlige ude, som om sindet behøvede at blive skjult for det, hun ikke kunne tåle.
Folk puffede, trængtes, brokkede sig over våde paraplyer, tasker, alt det ubelejlige.
Hun blev presset op ad en ældre dame på den ene side, en skoleelev på den anden. Drengen vidste ikke, hvor han skulle gøre af sin tunge, propfulde skoletaske, men kvinden med den grå strikkede hue, der sad ved vinduet, tilbød at holde den for ham.
De siddende lignede indifferente statuer. De heldige sad og stirrede ind i telefonerne, eller ud på regngrå gader opsprættet af farverige paraplyer.
De siddende jog irritationen væk folkemængden forsinkede bussen. Hvorfor forholde sig til ubehaget, til fremmede situationer? Negative følelser var der nok af. Stående folk var ligegyldige. Den rationelle egoismes triumf var soleklar.
Kun én skilte sig ud den lille kvinde med grå strikhue, der havde taget drengens skoletaske på skødet, ovenpå sin egen gamle håndtaske. Hun sad ved vinduet ved siden af en bred dame, der skrev på sin mobil. Hun så bekymret på folk, der kæmpede sig ind, vred hovedet som en skade, rejste sig nær ved at give sit sæde væk.
Der mangler stadig tre derude! Hvis nu folk rykkede lidt ind? Hun prøvede at styre påstigningen.
Der er ikke plads! Vi sidder som sild i en tønde! Bare sæt dig ned, kvinde!
Eller hvis du rejser dig? Jeg kan godt stå… Hun sprang op.
Kan du så sidde roligt! hylede damen ved siden af, forstyrret i sine beskeder.
Kvinden i huen blev synligt såret, vendte sig mod det duggedisede vindue, men Astrid så, at hun alligevel kiggede mod døren bekymret for, at alle kom med. Vidunderlig tante, tænkte hun, og smilede indvendigt.
Bussen lukkede dørene én gang, to gange, og chaufføren bad folk flytte sig fra dørene; den sidste unge mand måtte opgive at mase sig ind. Han var åbenbart i hast, for han løb straks ud i regnen foran bussen uden at slå paraplyen op, vandsøl sprang fra hans jakke og hår.
Astrid så, hvordan den vidunderlige tante sendte ham et ømt blik, strejf af bekymring mellem hendes bryn.
Det der sæt dig nu og følsomheden gjorde Astrid både varm om hjertet og forvirret. Hvor kom hun fra, sådan én?
Men snart glemte Astrid hende. Tankerne vandrede.
Havde hun bare haft en bil… Og hun kunne have haft det, hvis bare…
Stop ikke tænk på det!
Faren vil ikke. Det kan hun godt forstå. Især nu hvor han har den der Lene. Han kunne sikkert finde på at købe bil til Lene først. Han havde råd, det vidste Astrid udmærket.
Faren var rar fyr. Altid været. Selvom han virkede lidt formel var underviser på universitetet, havde en fin titel. Nogle gange kørte hun med ham i hans gamle Volkswagen, men deres kalendere gik sjældent op. Han var blød, nærmest et skattet bamsehjerte.
Mor var streng, krævende men mor var…
Stop! Ikke nu.
Oftest måtte hun tage bussen til universitetet og hjem igen. Også på iskolde, våde dage.
Endelig skulle hun mase sig gennem mængden til døren. Der var uro bagude. Astrid kiggede over skulderen. Kvinden i strikhue forsøgte også at komme ud, slæbte en stor taske.
Skal du nu absolut trænge med den taske, mumlede en mand, halvt teateragtig, bekymret for sin regnfrakke og sko.
Undskyld, undskyld, jeg må jo have den med
Frøken, skal du også ud nu? kvinden gned sved af panden under huen, og Astrid så, hvor ung hun egentlig var.
Ja, heldigvis kunne hun slippe ud før den store taske ellers ville strømpebukserne være færdige.
Astrid kom ud, slog paraplyen op, indåndede den fugtige efterårsluft og gik mod fodgængerovergangen. Men noget fik hende til at kigge bagud tante vidunderlig spurgte en ældre forbipasserende om noget; kvinden rystede hjælpeløst på hovedet.
Mon hun ikke kan finde vej? Det blev grønt, men… Astrid gik tilbage. Hun kendte området godt nok nu, selvom hun kun havde boet her i tre år.
Tidligere boede hun med forældrene i en anden del af København, men efter mor døde boede hun tre år hos mormor, og flyttede så tilbage til far. Far havde solgt den gamle lejlighed det var for tungt at bo dér, for mange minder, og Astrid havde haft det svært.
Ekstra penge gjorde, at de kunne købe noget bedre.
Alt det her er til dig! sagde far dengang.
Astrid var taknemmelig. Hun kunne skabe sit eget hjem, glæde far med mad, hun elskede at skabe hyggelig stemning. Mormors opskrifter og inspiration fra nettet kom hende til hjælp. Fra tunge stegepander til moderne maskiner hun mestrede det hele: bagte brød, arrangerede stearinlys-middage, eksperimenterede. Køkkenet var hendes domæne.
Astrid, jeg bliver tyk af alt det du laver! Hvis du ikke stopper, kommer jeg ikke ud gennem døren, spøgte far.
Kvinden, tante vidunderlig, var spinkel hendes taske virkede tungere end hende selv, men heldigvis var der hjul under. Hun havde en kort cowboyjakke med uldfoer, tætsiddende hue, stramme jeans og sorte støvler.
Der var ingen hætte eller paraply så hun havde bundet et uldtørklæde om hovedet. Det så lidt komisk ud; kun toppen dækket, nakken åben.
Astrid kom tilbage.
Mangler du vej?
Hm? Ja, ja! hun stillede tasken, Birkegade, kan du vise mig?
Astrid skulle alligevel den vej.
Kom, jeg hjælper dig.
Nej, nej! Det går. Den er let, der er hjul.
Du bliver drivvåd, og der er langt.
Jeg har min tørklæde, det går!
Astrid sagde ikke mere. Kvindens cowboyjakke var allerede gennemvåd, tørklædet ligeså. Astrid prøvede at holde paraplyen over dem begge, men det gik kun nogenlunde. Sammen trådte de uden om vandpytter og regnbække.
Men kvinden lod sig ikke slå ud, trippede og smilede skævt.
Hvor kommer du fra? Astrid måtte råbe gennem regn og bilstøj.
Mig? Fra Vojens. Eller, faktisk fra en landsby udenfor Odense.
Langt væk!
Ja da! Men jeg fløj det gik hurtigt. Brugte længere tid på toget til Odense end på flyet hertil. Og så møder jeg regn! Men hvis du drømmer om regnbuer, må du finde dig i at blive våd…
Regnbuer? Det er sent på efteråret snart vinter, svarede Astrid med et skuldertræk.
Ja, sandt… Kun søer tilbage…
Undskyld?
Søer, altså… vandpytter.
Det gik langsomt. Så, uden at sige noget, tog Astrid også fat i taskens håndtag sammen fik de fart på.
Endelig nåede de Birkegade.
Dér er den, pegede Astrid, Hvad nummer?
Nummer ni, og derhenne, ser det ud til at være lidt et stykke… Vil du ikke gå tilbage? Jeg skal nok klare mig.
Ej, jeg skal nu den vej. Ellers bliver du sjaskvåd uden paraply. Lad os gå.
Skal du besøge nogen?
Min søn bor her. Han læser i København.
Skulle han ikke hente dig?
Han ved ikke jeg kommer jeg ville overraske ham, ligesom sne fra en klar himmel! Han ville have jeg blev hjemme, men nu har jeg samlet brød og småkager og besluttet: Nok nu. Jeg tager afsted. Og får set den store by!
Imponerende! Hvad synes du, indtil videre?
Hun trak på skuldrene og undgik en stor regnpyt.
Folk har nok i sig selv. Ingen ser andre. Det synes jeg er synd… Men er det ikke dér?
De stoppede foran en femetagers bygning. Astrid skulle til at sige farvel, da de så, at opgangens dør havde kode. De søgte ly under halvtaget, prøvede nummeret intet svar. Kvinden ringede til sin søn, men kun lange bib-lyde. Prøvede Astrids mobil også forgæves.
Hvornår sidst talte du med din søn? spurgte Astrid.
I går… Han er nok i undervisning. Tak for hjælp, du er en engel! Skal du ikke have et stykke kage? Nej, nej, de er blevet bløde. Vil du have et stykke chokolade? Astrid takkede nej, Godt så. Jeg venter det går nok, bekymr dig ikke.
Farvel og alt godt!
Selvfølgelig var det synd, men Astrid trængte til at komme hjem fra regn og kulde. Hun havde allerede gået en omvej. Tid til at gå hjem. Alligevel fyldte varmen fra den vidunderlige tante hendes krop. En tryg fornemmelse.
Hun kom hurtigt hjem. Ingen hjemme heldigvis.
Efter Alene, fars flirt, var kommet ind i billedet, havde Astrid mistet oplevelsen af hjem. Først mødtes de kun udenfor, men så blev hun introduceret og Lene begyndte at dukke op oftere og oftere.
En morgen kom hun trissende ud af fars soveværelse i badekåbe, som var det det mest naturlige. Og hun blev det halve af dagen. Opførte sig som indehaver, som om Astrid var gæst.
Hun begyndte at lære Astrid at lave mad. Se, sådan laver jeg bøf stroganoff, lær det dog, påpegede hun. Som om Astrid ikke lavede det bedre.
Jeg laver lige en romainesalat Cæsar hedder den, sagde hun. Astrid var vel dum ifølge Lene.
Far kan bedst lide den med bacon, ikke kun kylling.
Nå, ja. Men bacon er ikke sundt for voksne.
Voksne! Hvis far er for gammel, hvorfor så vælge ham? Hun var kun elleve år ældre end Astrid. Kærlighed? Eller en mus efter ost?
Førhen var aftenerne med far hyggelige. Han døsede hen på sofaen, hun lå mod hans skulder, så tv, de talte om universitetet, sloges med sofapuder, og han kildede hende tosset.
Men nu? Nu var det Lene, der puttede ham i mors uldplaid, hendes elskede plaid. Astrid trak sig ind, lod dem sidde sammen; gik ind på sit værelse og sad der alene.
Hun brød sig bestemt ikke om Lene. Man kan tænke, at det er datterens jalousi, at far har krav på kærlighed og måske får Astrid en dag sit eget men Lene…
En dag kom Astrid tidligt hjem. Lene sad i sofaen, fodbad og lavede pedicure.
Hej Astrid, du er tidligt på den. Prøv mit pedicuresæt! Gør du det aldrig?
Jo, men på badeværelset, brummede Astrid, tog en bolle og gik ind til sig selv.
Lene forsøgte at parre med viden men både Astrid og, virkede det til, far, så hvor overfladisk det blev. Hun var kun optaget af kendte og pop. Men okay, Astrid havde set nogle gode film pga. Lene.
Far, elsker du hende? spurgte Astrid en aften, hvor de var alene.
Måske er jeg bare blevet vant til hende. Man skifter jo ikke ud, når man har det godt. Du flytter nok en dag, så er jeg gammel og alene. Lene er sød og venlig.
Hun er tom, far. Og hun bestemmer over dig.
Har du lagt mærke til det? Jeg har aldrig været ledertypen; kvinder må gerne være lidt vilde, ellers mangler noget…
Ja, hun har effekten ikke så meget andet.
Måske elsker hun mig… Du skal ikke være jaloux, Astrid. Tænk mere på dig selv. Nu er det ved at være tid.
Alligevel havde Astrid ondt af ham. Hvorfor? Skæbnens ironi? Måske var det bare tabet af mors plads…
Hun klædte om, gik i bad, skyllede dagen af sig, bemærkede de nye produkter, Lene havde ryddet op på hylderne nu fyldte hun mere og mere.
Før hun skulle spise, ringede et ukendt nummer.
Hej, du har ringet? en venlig, mørk stemme.
Nej, du tager fejl… Vent. Du bor på Birkegade?
Ja, hvad sker?
Din mor er her, som overraskelse, og i regnen…
Mor?! Åh, tusind tak…
Han lagde røret på.
Astrid gik sur ind i køkkenet, vaskede Lenes fedtede stegepande op. Suk…
Kort efter kom endnu et opkald.
Undskyld, Frøken, men… Det er lidt akavet. Jeg er i Ukraine et stykke tid bare en uge som frivillig studenterudveksling. Jeg sagde ikke noget til mor hun ville bekymre sig. Nøglerne har udlejeren, men hun er på landet indtil mandag. Kan du ikke fortælle hende, hun skal tage på hotel? Mor har altid sine overraskelser…
Det er noget rod… Jeg bor lidt væk, Astrid så ud på den grå regngade, men forestillede sig den spæde kvinde med den store kuffert…
Okay. Jeg går hen til hende. Vær klar på mobilen.
Jeg er så taknemmelig! Tusind tusind tak!
Astrid trak støvler og frakke på, fandt paraplyen og gik igen mod Birkegade alligevel skulle hun handle ind bagefter. Hvor var der hotel i nærheden? Måske ét, men det skulle være dyrt. Har hun mon råd? Men det var trods alt kun tre dage. Og hvem dukker op uden varsel nu om stunder?
Under halvtaget var hun væk. Astrid kiggede. Så den blå jakke på legepladsens overdækning slyngplanterne var kun bare ranker nu.
Kvinden sad sammenkrøbet, gemte hænderne mellem benene tydeligt, hun frøs.
Hej igen! Astrid trådte ind.
Kvinden rettede sig op og smilede forlegent, mest for at skjule kulden.
Du ligner en fugl på pinden. Fryser du?
Lidt. Hvor kommer du fra nu?
Astrid tog telefon frem.
Din søn kan ikke får fat på dig.
Har ingen strøm, prøvede at ringe ham op.
Her…
Så snart hun høre sønnens stemme, klukkede kvinden blødt. Som en lille spurv, der pludselig mærker forår efter is.
Du er ude at rejse?! I Ukraine?! Det går nok, søn. Jeg klarer mig; tager på hotel… Bare rolig, alt bliver fint… Jeg venter på dig!
Hendes ansigt lyste. Bekymringerne forsvandt.
Hvor vil du nu hen? spurgte Astrid.
Vidunderlige tanten smilede, så sig om, som om hun overvejede, hvor hun skulle gå.
Og hvad så nu?
Er der hotel i nærheden? Ved du det?
Sæt dig, lad mig finde det… De sad sammen over Astrids telefon, ledte længe. Alt var udsolgt. Eller dyrt. Så søgte de privat udlejning.
Måske kan jeg… Måske kan jeg stille kufferten et sted og bare gå lidt i byen det havde jeg glædet mig til.
I det her vejr? Du fryser! Vi går hjem til os, sagde Astrid og tog tasken, ellers bliver du syg. Tag de tre dage hos os, så kommer udlejeren med nøgle.
Nej, det kan jeg ikke! Du kender mig jo ikke jeg kunne være svindler! Og nu om dage… hun viftede dramatisk med hånden.
Hun pludrede videre, så med store farlige øjne på Astrid, som om hun legede svindler.
Astrid kunne ikke lade være hun begyndte at fnise, holdt sig på maven. Det smittede, og snart grinede de begge.
Undskyld… jeg… jeg trænger altså også til at komme på toilettet, gispede kvinden.
De skyndte sig igennem regnen mod Astrids opgang.
Vi to er som fisk i vand, sagde kvinden, gik over på du.
Vi må hellere præsentere os. Jeg hedder Astrid og studerer.
Jeg er Karen, leder af landsbyens forsamlingshus og danseinstruktør, sanger på deltid.
Du styrer hele kulturhuset?
Næ-næ, det er bare et klubhus. Men jeg laver både dans og kor ingen andre vil. Godt vi har en rengøringsdame, ellers…
Man kunne se trætheden i Karen, men hun bød stadig Astrid at droppe ideen om at slæbe fremmede med hjem, bekymrede sig om faren, tilbød betaling…
Senere blev hun overvældet af lejligheden, roste hver krog, lykkeligt over bøgerne, lo af sin korte frisure, der klædte hende uden alt overtøjet, nu sat til tørring på radiatoren.
Hun tog brusebad Astrid lavede mad; der var ovenikøbet gæsteværelse.
Sikke mange bøger! Elsker du Blixen? Og P. Sørensen? Jeg også! Kom, jeg må lige læse lidt højt for dig… Hun læste et stykke, Jeg ved aldrig om jeg skal græde eller grine… Med Sørensen græder jeg når kattene river i sjælen, griner når lykken bobler. Ved aldrig, hvordan jeg skal reagere…
Du har læst meget. Men det dér sæt dig ned, hvor kommer det fra?
Det er dialekten. Vi siger sådan i provinsen.
Sig det bare, hvis min far ikke vil have gæster! sagde Astrid. Jeg flytter dig straks, uden sure miner.
Nej, nej. Han tog jo Lene ind, så hvorfor ikke dig? Hun er også gæst, og ikke bare tre dage… Og det her er også mit hjem.
Kan du ikke lide hende?
Nej, jeg savner vores tosomhed.
Men sådan er det syv kan have god plads, to kan have det trangt. Det handler om nærhed.
Den er ikke der, mumlede Astrid og rørte i sin suppe.
Måske kommer det. I en familie bliver selv grøden tykkere.
Men det var, da vi var en familie… da mor var i live…
Efter middagen ryddede de sammen.
På Astrids væg hang et billede af mor og datter. Astrid var ti, moren omfavnede hende kærligt bag fra. Smukke, med krøllet hår, let smil.
Karen blev stående foran fotoet, så længe, så nysgerrigt, at det blev utrygt som om hun kunne se det skjulte, som Astrid selv undgik.
Hvad har du i hånden? Jeg kan ikke se det.
Astrid sad på sin seng. Karen satte sig overfor.
Det er et ur. Mor havde lige givet mig det… pulsen steg, men hun sagde ikke Stop, og hjertet faldt til ro.
Fortæl mig om din mor.
Hvorfor? Alligevel fik hun lyst.
Og hun begyndte. Det, hun kun havde talt lavmælt med sig selv om de første år efter mor var død. Altid endte hun i gråd.
Hvem kunne hun betro sig til? Far og mormor var selv knuste. Veninden ville ikke forstå. Edvin han gad ikke livskrise.
Det første år havde Astrid skræmt alle. Hver nat græd hun, rystede, råbte til mor via indtalte telefonbeskeder. Hun kom til læge, fik sprøjter; far blev grå før tid. Mormor blev syg af sorgen, og Astrid oveni.
Fjorten år gammel ville hun ikke leve mere. Smerten snørede hjertet, stivnede tindingerne, trykkede hovedet, gjorde det umuligt at trække vejret.
Mor var væk. Det føltes som om halvdelen af hende var revet væk. De fjernede telefon, billeder, bar hende over til mormor. Men det stoppede ikke.
Hun kaldte, hun bad om en drøm, et tegn men mor kom ikke. Hun var forsvundet.
Senere lærte Astrid at lukke det hele ude, tænke stop. Sorgen blev til noget varmt, ikke sygt. Men hun måtte aldrig grave, aldrig dvæle ved detaljer dufte, småting, bevægelser ellers vendte mareridtene tilbage.
Mor skred ud på glat vej, ramte modkørende døde.
Nu, mens hun fortalte sin historie til en fremmed, dukkede alle minder op. Morens duft, de blå årer på håndryggen, fødselsmærket på skulderen. Først for sent forstod hun dybden af kærligheden.
Hun fortalte og fortalte. Om deres hemmeligheder, løfter, frisurer mor havde flettet, hvordan hun modtog hende fra skole, alle håb, frihed, selvstændighed. Også uret. Men ikke hvad der senere skete med det.
Hun var ikke bange for at bryde ud; for første gang følte hun sig rolig. Som om Karen var hendes stop, som holdt hende oppe.
Karen lyttede; den bekymrede rynke mellem brynene Astrid kom i tanke om, den samme som mor havde, når hun havde grund til at være alvorlig.
Først da Astrid mærkede tårerne glide, forstod hun.
Tårer? Jeg græder, ikke?
Nej, det er jo regn. Man må gerne græde lidt, sammen. Græd du bare, du græder smukt; stille. Sorgen skal mærkes, ikke gemmes. Mor ville have været stolt.
Nu mærkede Astrid, hvordan hun græd for mor uden panik, uden at gå i stykker. Stille. Og hun kunne stoppe, når hun selv ville. Hvorfor lige nu?
Og hvorfor for en næsten fremmed?
Jo, hun er virkelig en vidunderlig tante, tænkte Astrid, før hun faldt i søvn.
Karen sov der, på sofaen; ikke i gæsteværelset.
Træerne i alléen bøjede sig, lagde ydmygt deres guld og ild til jorden med vindens første pust.
Og regnen blev ved at falde, opløste, udviskede grænsen mellem himmel og jord, mellem sorg og glæde, mellem i går og det, der kommer.
Det var som om regnen gjorde Astrids minder runde, sluttede dem gav fred. For ikke engang regn kan falde for evigt.
