Tak for Far
Hvad sagde de på politistationen? hviskede Lærke, da moderen lagde telefonen på bordet.
Ikke noget godt, svarede Antonina Steffensen, tog et glas vand og drak et par slurke. De sagde, det var for tidligt at slå alarm. De vil først gøre noget, når der er gået mindst et døgn. Men jeg mærker det… Jeg ved, der er sket noget!
*****
Hej, mor! Er far endnu ikke taget afsted? spurgte Lærke, mens hun kom ind ad døren med en lagkage i favnen.
Hej, min pige. Han er kørt. Har du glemt, at det er hans sidste dag på arbejde i dag? Hele kollektivet fejrer ham: både jubilæum og pension alt sammen. Han kunne ikke bare blive hjemme.
Øv, hvor ærgerligt… Lærke blev skuffet.
Men han lovede at være hjemme til frokost.
Så passer det, for så kommer Ditlev også. Så er vi alle samlet. Skal vi dække bordet indtil da?
Selvfølgelig. Du giver en hånd med, for jeg klarer det ikke alene. Men først lidt te jeg har lige sat vand over. Dine yndlings-eclairs er her også. Vil du have en?
Uden tvivl.
Mor og datter sad sammen over te, nød eclairs og snakkede om vejret, haven og naturligvis om far, som kunne fejre sin 50-års fødselsdag i dag.
Alt var så trygt og rart, og dog…
…Antonina bemærkede, at Lærke var urolig. Noget nagede hende. Hun ville fortælle noget det kunne Antonina se men turde ikke.
Hun fik en rodløs uro i maven.
Er du okay, skat?
Kan man se det på mig? smilede Lærke undskyldende.
Det kan man. Er der noget, du vil fortælle mig?
Ja. Bare rolig, mor. Det er gode nyheder.
Nå, fortæl så.
Ditlev og jeg har besluttet at give jer vores sommerhusgrund i gave den vi købte sidste år.
I giver os den? Helt?
Med hele vores hjerte. Ditlev har istandsat huset, og nu kan I bo komfortabelt hele sommeren.
Hvad med jer?
Vi kommer bare på besøg. For at være ærlig kan vi alligevel ikke overskue at passe den, som vi først havde tænkt… Hun tav, men smilede hemmelighedsfuldt.
Hvorfor ikke?
Fordi I snart bliver bedsteforældre. Om otte måneder.
Er det sandt?
Ja!
Gud i himlen! Hvor er jeg lykkelig, Lærke! Og hvor bliver Michael glad, når han hører det!
Mor rejste sig, styrtede hen til datteren og krammede hende, kyssede begge hendes kinder mange gange.
Jeg ville have fortalt jer sammen, men jeg troede ikke, far var kørt så tidligt.
Han kommer jo snart igen. Og så kan du fortælle ham det. Men nu, Lærke… Antonina så på klokken hjælper du med maden?
Det gør jeg!
Der blev raslet med gryder og pander, knive slog mod skærebrættet. Nogen siger, to kokke er én for meget i køkkenet, men Antonina og Lærke arbejdede i perfekt harmoni. Alt blev færdigt og bordet blev overdådigt: ovnstegt kylling, fiskefrikadeller, kartoffelmos og tre slags salater.
Antonina satte sig og så på uret:
Se, vi blev hurtigere færdige, end vi troede.
Det er, fordi vi har fire hænder! lo Lærke. Skal du ikke ringe til far og høre, hvornår han er hjemme?
Jo…
Så ringer jeg lige til Ditlev imens og hører, hvornår han ankommer.
Lærke gik ud i entreen efter sin taske.
Antonina greb telefonen, slog Michaels nummer. Hun lyttede længe til de tomme toner. Ingen svar. Hun prøvede igen stadig ingenting. Hun så på uret og tænkte kun én tanke:
Hvorfor svarer han ikke?
Han havde lovet at ringe, når han var ankommet til arbejdet, men det gjorde han aldrig. En kold gyser gled ned ad hendes ryg.
Mor, Ditlev sagde, han er her inden for en time! proklamerede Lærke da hun kom tilbage i køkkenet. Og far?
Ikke noget… han tager ikke telefonen.
Mærkeligt …
Ja, mærkeligt Jeg har ringet flere gange, men han svarer ikke.
Mor, du ved selv, hvilken dag det er. Han fejrer med kollegerne, sikkert travlt.
Nej, Lærke. Han skulle have været på vej hjem nu. Og Michael bryder aldrig sine løfter. At han end ikke ringede, da han ankom, det ligner ham ikke. Hvorfor svarer han ikke?
Skal vi så ikke ringe til hans chef? Spørge, om fødselaren ikke kan blive sendt hjem familien venter jo!
Jo, det prøver jeg.
Antonina var aldrig typen, der overreagerede. Men nu greb en sort angst fat i hende. Michael svarede altid uanset hvor travlt han havde.
Han sagde selv, at intet var vigtigere end hans hustru, og han ville ikke have, hun var urolig. Specielt i dag… Han måtte vide, hun ventede.
Men måske, tænkte hun måske tager afskeden på ham. Han gav en fjerdedel af sit liv til arbejdet. Det har været svært at sige farvel.
Hallo? lød en mandsstemme i røret.
Goddag, Oleg Nicolaisen! Det er Antonina, Michaels hustru. Jeg ville høre, hvornår I sender ham hjem vi venter…
Goddag, Antonina. For at være ærlig, ved jeg ikke, hvad jeg skal sige jer.
Hvad mener du…
Vi venter også på ham. Vi har ringet flere gange han svarer ikke.
Mener du, han ikke mødte ind?
Nej, ikke endnu. Men vi holder fast i traditionen: han skal hyldes. Sig til ham, hvis han ringer eller dukker op. Så slipper vi ham hurtigt fri.
Ja, selvfølgelig… Oleg, giv endelig lyd, hvis han dukker op.
Antonina lagde telefonen med rystende hænder og så på datteren.
Lærke, han har ikke været på arbejde Og han svarer ikke. Hvor kan han være?
Mor, ro på. Vi prøver at ringe sammen.
*****
Michael trådte ud af opgangen, smilte til morgensolen, hilste på et par ældre damer på bænken og gik mod busstoppestedet.
Samme rute, han har haft i femogtyve år. Men i dag skulle han ikke arbejde, bare hente sin ansættelseskontrakt og sige farvel.
Tidligere var det ham, der tog afsked med kolleger, nu gjaldt det ham selv.
Han havde sovet dårligt natten før, var nervøs, tog endda hjerte-medicin. Han smilede dog bredt, da Antonina lykønskede ham om morgenen.
Men han fortalte hende ikke om sit dårlige helbred hun skulle ikke bekymre sig på hans dag.
Normalt gik det hurtigt over. Men i dag gik han tidligere for ikke at afsløre sig og ødelægge nogens fest. For Tonja skulle aldrig bekymres, hvis det kunne undgås.
Det går over, tænkte Michael, mens han lagde hånden på brystet.
Han ventede på bus 5A. Da han så, hvor fyldt den var, turde han ikke gå ind han var bange for at få det dårligt.
I stedet valgte han at gå gennem byen. Vejret var skønt og han havde tid nok. Han besluttede at ringe til sin kone, når han var fremme.
Men han nåede aldrig frem.
Vejen førte gennem en lille park, som var øde på hverdagsmorgener. Her fik han det skidt, satte sig på en bænk, åbnede skjorten, løsende slipset og gispede efter den friske efterårsluft. Han anede ikke, hvor længe han sad dér. Han vidste kun, at han fik det værre.
Han ville først ikke ringe til Antonina. Han skulle jo være stærk. Men da det stod klart, hvor slemt det var, greb han efter telefonen for at ringe til både hende og en ambulance.
Med rystende hænder tabte han den ned på stien, ind under bænken.
Han forsøgte at rejse sig, men smerterne i brystet trak ham ned igen. Alt, han kunne gøre, var at lægge sig ned.
Så meget for jubilæet og pensionen, tænkte Michael trist.
Det, der gjorde allermest ondt, var tanken om, at han aldrig ville se sin kone eller datter igen.
*****
Antonina tog sine hjerte-dråber, ringede igen ingen svar… Lærke prøvede ti gange uden resultat.
Så kom Ditlev. De sad tavse ved bordet, ventede.
Hvad venter vi på? udbrød Antonina pludseligt. Vi må kontakte politiet måske kan de hjælpe.
Lærke og Ditlev var enige. Alle vidste, at Michael ikke bare ville forsvinde uden grund.
Hans arbejde i Beredskabsstyrelsen havde ofte bragt ham i ekstreme situationer. Hvis han ikke svarede, var der grund til bekymring.
Hvad sagde politiet? hviskede Lærke, da moderen lagde røret.
Ikke noget godt, Antonina tog en tår. De sagde, vi skal vente et døgn, før de kan gøre noget. Men jeg kan bare føle… jeg ved, der er noget galt!
Så må vi selv lede! sagde Lærke beslutsomt.
Ja, min pige, du har ret. Han skulle have taget bussen. Lad os gå til stoppestedet og høre folk, om nogen har set noget. Også buschaufførerne.
Mor, Ditlev og jeg gør det. Du bliver hjemme, hvis far skulle komme. Og ring imens til hospitalerne bare i tilfælde af…
Ja…
Lærke og Ditlev klædte sig på og gik.
Antonina låste døren og begyndte at ringe til hospitaler, mens hun langsomt hviskede: Lad der ikke være sket noget slemt…
*****
Michael var stadig bevidst, men blev dårligere. Armene nægtede at lystre han kunne ikke engang tale.
Hhjælp… mumlede han, idet han rakte hånden ud mod to kvinder, der passerede.
Men de kiggede foragteligt på ham og gik videre.
Endnu en dranker! sagde den ene.
Ja, har sikkert drukket hele natten, nu kan han ikke engang gå hjem…
Michael hørte deres ord; tårerne løb ned ad kinderne. Hvor var det hårdt at være så hjælpeløs. Han havde selv reddet så mange liv også dyrs og nu kunne han intet.
Og hvorfor lige i dag?
Da hjemmeløse heels forsvandt i det fjerne, lukkede han øjnene, forsonet med at ingen ville hjælpe.
Men pludselig…
Michael hørte højt gøen tæt på sit øre.
Nogen lagde poter på hans bryst og begyndte at slikke hans hage.
En hund! Hvis der er en hund, er ejeren sikkert tæt på, tænkte han.
Han åbnede med besvær øjnene. En ældre hund stod der og han genkendte den fra et sted langt væk…
Så rullede minder ind:
Han så et hus i brand, folk blev båret ud mand og kvinde og hørte pludselig gøen bag vinduet.
Er der en hund i huset? råbte Michael til manden i ambulancen.
Ja! Vi nåede ikke at redde den ud, undskyld…
Hvorfor sagde I ikke det? Michael løb mod huset, trods advarsler.
Efter ti lange minutter kom han ud, hostende, med hunden i armene.
Han afleverede den til ejeren og så længe ind i dens øjne
fyldt med umådelig taknemmelighed.
Nu forsvandt billederne, og alt blev mørkt og koldt igen.
Vov vov! gøede hunden, blev ved at slikke ham.
Den genkendte sin redningsmand. Nu ville den betale tilbage.
Hvis du kan… hviskede Michael svagt. Hent folk…
Og så mistede han bevidstheden.
Men hunden, den forstod. Den løb ud mod udgangen af parken, gøede ved den nærliggende shawarma-bod, ved en mor og et barn, ved kiosken. Ingen forstod, alle slog den væk. Den bad bare om hjælp.
*****
Ved busstoppestedet opdagede Lærke og Ditlev intet ingen genkendte Michael fra billedet. Så de løb videre fra butik til butik, gennem gårdene. Intet spor af ham, og telefonen var fortsat tavs.
På vej forbi parken hørte Lærke pludselig høj, vedvarende gøen. Hun stivnede og så en ældre hund, der bedyrede på både folk og opførte sig mærkeligt.
Hvad nu, Lærke? spurgte Ditlev, klar til at fortsætte.
Jeg ved det ikke… Men den hund, den råber om hjælp. Jeg kan mærke det, selvom jeg ikke kan forklare det…
Deres blikke mødtes Lærke og hunden. I de øjne var ikke en bønn, men desperation.
Lærke, hvad laver du?
Men hun gik allerede mod hunden. Og hunden nu logrede den hæftigt førte hende ind i parken.
Og dér, på en bænk, lå Michael bevidstløs, men han trak vejret svagt.
Han var i live!
Far! Lærke knælede, løftede hans hoved og forsøgte at vække ham. Ditlev, ring til 112!
*****
Ambulancen var der hurtigt. Michael blev bragt til Rigshospitalet, akut kardiologisk afdeling.
Lærke, med hunden i arm, og Ditlev løb efter bilen.
På hospitalsgangen ringede Lærke til sin mor, fortalte det vigtigste, lovede at opdatere så snart som muligt.
Der er nogen, der har passet på din far, sagde lægen, da han kom ud. Havde I ikke fundet ham nu, var han aldrig vågnet op.
Så han klarer den? Lærke græd lettet.
Han skal nok klare den.
Lærke gik ud til bilen, satte sig på hug, og puttede hunden, der logrede ved deres ben.
Tak… Tak for min far.
Hvad sker der med hunden? spurgte Ditlev.
Der er et navneskilt den hedder Bruno.
Den hører til nogen.
Ja… Men indtil vi finder ejeren, skal han med os hjem. Han reddede min fars liv. Vi kan ikke lade ham være alene nu.
Selvfølgelig ikke, min skat.
*****
Antonina, Ditlev og Bruno (hunden bar sit navn i indgraveret skilt) stod udenfor hospitalet og stirrede mod indgangen.
Efter ti lange minutter åbnede døren, og Lærke kom ud, støttende sin far.
Bruno var i hopla, logrede, gøede, og hans øjne lyste.
Far, det var ham her, der reddede dig. Dit sande fødselsdagsgave livet!
Tak, ved du hvad, ven, smilede Michael, bukkede sig besværet og klappede Bruno. Men hvor er dine mennesker? Du må have en ejer.
Vi har ledt, lagt besked på nettet, men ingen har henvendt sig, mens du var indlagt.
Antonina gik nu hen, tårerne trillede, hænderne rystede, men hun smilede:
Tak for at være i live, Michael.
Undskyld, Tonja, jeg sagde ikke, jeg havde det dårligt. Jeg tænkte, det gik over.
Du er tilgivet. Kom hjem til os nu? Vi må fejre din anden fødselsdag! spurgte Antonina og tørrede sine tårer.
Ja, lad os det.
*****
Angående Bruno Michael søgte selv efter ejeren, kørte til det hus, der brændte sidste år.
Det havde længe stået tomt. Naboerne fortalte, at ejerne var flyttet og lod hunden tilbage. De havde travlt eller også ville de ikke have ham med…
Så blev Bruno boende hos Michael. Han var lykkelig for det.
Michael tog Bruno med hen på arbejde for at hente sin papirer og sige farvel til kollegaerne, tog ham med i sommerhus og sammen med Ditlev hentede de Lærke og det nyfødte barnebarn hjem fra hospitalet.
Tillykke, far! grinede Lærke. Nu er du farfar til to små piger!
Hvor er jeg glad, min datter!
Vov-vov! lød det fra Bruno, der jublede over familien.
Sådan genvandt Michael sin glæde ved livet. Og hver dag tænkte han: Tak, Bruno for at give mig denne gave… for at redde mit liv.
