Nikolaj
I dag kom min søn utroligt sent hjem.
Johanne havde allerede ringet ham op på mobilen mindst hundrede gange, men Nikolaj tog ikke telefonen.
Jovist, hun ved han aldrig tager den, når han kører. Nikolajs far døde for mange år siden i en bilulykke, netop fordi han blev forstyrret af et opkald. Sønnen vil ikke gentage den tragedie. Men alligevel
Til sidst så hun lyskeglen fra Nikolajs Volvo over hækken og hørte porten knirke op. Johanne gøs lidt og pakkede sig tættere ind i det poncho, som han havde købt til hende for fire år siden. Det var netop dengang hun gik på efterløn og flyttede permanent ud i deres hus i Nordsjælland. Hvor var det nu hun fik det fra Polen måske? Helt ærligt kan Johanne ikke længere huske det. Det er ikke så vigtigt.
Augustnætterne i Danmark var kolde og fugtige, fyldt med duften af vådt græs og nedfaldsæbler, der allerede lå og gærede i plænen. Hun fik en særlig melankoli over sig, og hverken gode bøger, film eller podcasts kunne redde den. Selvom Johanne og Nikolaj havde indrettet et helt værelse til bibliotek i deres moderne hjem med stålaltan og sorte vinduesrammer.
Alle havde deres egen stue, tre gæsteværelser selvom gæsterne blev færre år for år, for Johanne blev hurtigt træt af postyr og slet ikke brød sig om at lave mad længere. Ja, det var faktisk ret godt, bare at være de to. Sidde i stuen og lytte til æblernes bump i haven, for derefter at lave te med honning og mynte til at sove på måske et kram i kinden og et sov godt, min dreng og så roen.
Alt på sin plads. Selv ingen kat selvom Johannes forældre altid havde haft katte.
Nu var kattene bare til stor gene for hendes elskede blåbærbuske. Naboernes frække huskatte plejede at bruge dem som kattebakker, hvilket var hårdt for Johannes sarte og pæne buske, hendes stolthed.
Skal jeg sætte fælder op, eller hvad? snakkede hun arrigt med sig selv. Hvorfor kan naboerne ikke bare holde deres dyr inde? Det er da ganske almindelig pli!
Hun huskede på sin egen barndomskat, Buster. Han gik frit omkring hele dagen og natten, kom kun hjem for mad eller en kærlig kløen, slæbte lidt mus med ind i ny og næ, og lagde sig, hvor han ville. Ingen tænkte dengang over det der med ansvar for kæledyr.
Nu havde Johanne forstået det, og anskaffede sig ikke dyr. Nikolaj, ja, drenge! købte engang en edderkop i akvarieforretningen. Den boede nu i et glas, spiste fårekyllinger og spredte sine behårede ben hver gang Johanne kiggede tæt på.
Ej, Nikolaj! Hvorfor har vi den der? rynkede hun næsen.
Sønnen svarede nonchalant: Fordi, det er lidt sjovt.
Der havde været så lidt sjov i huset de senere år.
Før i tiden, da Nikolaj var ung, og både morfar Mogens og mormor Kirsten var i live, plejede Nikolajs venner fra gymnasiet og universitetet at komme på besøg, grille pølser i haven, spille høj musik, vågne op i det gamle kolonihavehus uden rindende vand. Ingen vaskede op de havde engangsservice med og larmen varede til langt ud på natten, før de skvattede omkuld rundt i huset.
Dengang kom også Trine den kommende hustru. Trine var en kræsen pige, rank og smuk med store blå øjne. Hun pillede Nikolaj på skulderen, og han lagde sin cowboyjakke om hende, mens han undskyldte for den kølige nat.
Johanne overraskede dem i samme seng femte gang Trine besøgte sommerhuset. Pigen rødmede, og Nikolaj blev forlegen og vrissede over, at mor ikke bankede på før hun gik ind.
Nu, Nikolaj, slappede du lidt af der! Jeg bankede altså på, men du hørte slet ikke noget Johanne sendte et blik mod dynen, hvor Trine klynge hektisk iførte sig tøjet. Jeg manglede bare mine høretelefoner, og så ville jeg ikke forstyrre mere…
Johanne gik stille videre, klappede læberne sammen og marcherede roligt ned ad trappen, ud i haven, hvor hun travede frem og tilbage, fra huset til lågen.
Nikolaj så det, men lukkede igen øjnene de unge stod aldrig op før til frokost.
Senere kom Sebastian til verden, for tidligt faktisk og det blev alle parforholds konflikterne, skænderierne og dramatiske nætter. Nikolaj var allerede i gang med at bygge et nyt hus til familien et på samme grund, men dog alligevel for dem selv. Men han blev aldrig færdig. Et lyn slog ned i grantræet, og huset brændte ned til grunden, før brandvæsnet nåede frem.
Et tegn, Nikolaj, det er et tegn mumlede Johanne alvorligt.
Pjat, mor! Stop nu. Vi bygger et nyt. Jeg tjener pengene! sagde Nikolaj, mens han lukkede dørene på bilen, pakkede Trines ting.
Trine ringede igen, råbte han skulle hjem til København, Sebastian græd, hun gad ikke mere.
De blev end ikke gift. De drev fra hinanden, Trine tog Sebastian og flyttede til Aarhus. Hun blev vred på alt og alle, især Nikolaj.
Hun ødelagde det hele selv, så hvorfor er hun nu vred? Havde bare hun styret sit temperament lidt, kunne hun have levet som blommen i et æg! sagde hendes mor til hende, mens Trine sad i entreen på gulvet, med lille Sebastian på armen.
Jeg er ikke sat i verden for at skifte bleer og lave mad til en mand og høre på svigermor, bed hun tilbage.
De havde kun fælles forældremyndighed, Sebastian var det eneste der bandt dem. Nikolaj betalte børnebidrag, så Sebastian af og til, Trine holdt ham væk for det meste.
Nikolaj led alt for meget ved det brud, mere end Johanne havde troet. Han var jo ung, meget af livet foran sig, men han blev hængende
Giv slip. Opgiv det, det er ikke længere vores kampe, prøvede Johanne at opmuntre ham. Du har karrieren, du bliver snart leder, og inden du ser dig om, så er der både en ny kone og familie.
Men Sebastian? Han er jo min søn. Ved du hvor mærkeligt det føles? Første gang jeg holdte ham, græd jeg, mor.
Nikolaj kom ofte forbi dengang, ugerne efter bruddet, sad bare ved køkkenbordet, drak flere kopper te uden at sige noget, nikkede blot, og gik så uden et ord. Hvis han drak, lukkede han sig inde Johanne kom ikke ind.
Det gik over. Alt går over. Sebastian voksede, kom i skole, drømte om at blive pilot.
Som om alle ikke gør det i den alder! Brandmand, dykker, politimand, kaptajn med hans mor ender han sikkert på en eller anden fabrik, tænkte Johanne. Hun havde selv opdraget sønnen i 90erne, ingen lyserøde illusioner her.
Mor, det er da dit barnebarn er du totalt ligeglad? havde Nikolaj engang spurgt.
Johanne lod som om hun travet rundt i haven og klippede roser, trak så på skuldrene.
Nikolaj, det er ikke vores problem mere. Hvis Trine havde opført sig ordentligt, havde jeg da gerne hjulpet med at opdrage drengen jeg kender jo folk! Men nu må du leve dit eget liv. Du har ro, frihed, kan rejse, bygger nyt hus. Du er altså en flok rigtig mand, Nikolaj!
Hun kyssede ham på panden, som da han var lille, og sendte ham ud til lågen med madpakker under armen. Hun kunne ikke have han blev tyk som forretningsmand, mens han bare åd sig igennem dårligt take-away mad.
Det var ikke det værste. Hun elskede ham uanset om maven strittede. Men der var det der med hjertet
Der var begyndt småting med Nikolajs hjerte, og overvægt kunne være risikabelt. Så efter hun gik på pension, udviklede det sig til små gastronomiske projekter. Hun lærte sunde retter, tvang sønnen til at få tjekket kolesteroltal, købte vitaminer
Det er nok nu, mor, udbrød han, mens han pakkede endnu flere hjemmelavede squash med fars ud af hendes hænder. Jeg vil have kød, godt gammeldags fed mad, øl, vodka, whisky. Det andet får du spise selv! Inviter dog dine veninder over I kan dele jeres grøntsager!
Nikolaj forstod ikke selv, hvorfor han var så vred. Han kørte uden at lukke porten ordentligt efter sig. Den stod og knirkede hele natten.
Johanne lukkede den, fik klemt sin finger og bandede over låsen. Men hun tilgav Nikolaj. Drenge kan ikke trekke fra, men hun vidste han kom tilbage.
Veninderne, det var længe siden hun havde set dem. På mobil, ja, men ingen ægte kontakt. Den eneste, hun virkelig kunne røre ved, var hendes søn. Han var ulykkelig, og hun måtte hjælpe ham.
De blev da også gode igen. Ikke straks, men efter nogle korte, kølige smser, var alt tilbage til normalen.
Og pludselig midt i august dukkede han op på landet med sjove poser lagkage, hjemmelavede syltede agurker, kød til grillen, hendes yndlingsflødeboller, sushi, eksotiske frugter…
Nikolaj! udbrød hun overrasket midt i haven, hvor hun rodede i bedene, den store græskarhøst nærmede sig. Hvad hun skulle stille op med det hele, når sønnen nægtede at spise det, vidste hun ikke. Har vi fest? Kommer der gæster? spurgte hun undrende.
Nikolaj snappede hende kærligt på kinden og bar poserne ind.
Nej nej, har bare taget et par fridage. Vil gerne være her.
Johanne smilede. Ingen gæster, ingen larm, bare hende, Nikolaj og pejsen. Det var sådan, hun kunne lide det. Han var der hele tiden, og hvis han var væk, så altid tilbage om aftenen.
En dag hilste naboen:
Nå Johanne, I larmer da noget igen? Nikolaj, har han planer om at blive gift, eller hvad?
Nej nej, vi bygger bare om, svarede Johanne hurtigt.
Synes bare, han stråler, din Nikolaj! Har du set det? hviskede naboen konspiratorisk.
Johanne trak bare på skulderen. Nikolaj var bare glad for at være hjemme, det var alt.
Men netop i dag kom han ikke til tiden, selvom de havde aftalt at skrælle æbler sammen til syltetøjet. Johanne havde fyldt tre kurve det var virkelig et godt år.
Han kom så men med en kvinde. Hun sad længe i bilen, som var hun frosset fast. Johanne kiggede nysgerrigt gennem lyskeglen.
Hvem var det? Trine? Nej, næppe.
Mor, varmer du hele huset op? Jeg skal bruge et værelse ovenpå. Kunne sagtens have hende hjemme, men der er for koldt, sagde han forvirret, gik så om på den anden side af bilen, åbnede døren for kvinden, sagde et eller andet som Johanne ikke opfattede.
Ud kom en slank kvinde med hestehale, oversized uldtrøje, smalle jeans, store træ-armbånd og halskæde.
Kom nu, det er koldt! Hej mor, det her er Karen, min kollega. Laver du te? Jeg skal hurtigt spise og så ud af døren igen. Karen har bare brug for at hvile lidt
Johanne hævede brynene. Tevand og hvile lidt…
For det første, godaften søn. Og jeg vil bare gerne have besked fremover, når du har gæster. Køkkenet sejler i æbler, du ved vi skulle …
Jeg ved det! Men der er ikke tid. Karen, kom nu! Nikolaj tog hende hurtigt ind, tændte alt lys i stuen. Spis, du SKAL spise!
Han fandt en snaps, bød Karen, men hun rystede bare på hovedet.
Må jeg bare få lov at lægge mig lidt? hviskede hun.
Jaja, selvfølgelig. Mor, vi går ovenpå nu. Jeg forklarer senere!
Nikolaj tordnede op, og Johanne blev stående i stuen med et lille glas vodka i hånden. Hun kiggede sur på det, hældte det ned.
Hun satte sig til bordet med hænderne foldet foran sig da han kom ned igen.
Altså, hvem er hun, og hvorfor skal jeg passe på en fremmed kvinde, mens du haster ud? Bevares, alt her er dit, men…
Nikolaj satte sig, kløede sig lidt i det vigende hår og sukkede:
Mor, Karen er min kollega. Og ja, jeg kan lide hende. Rigtigt, tror jeg. Jeg har ikke sagt noget tidligere, for du bliver altid lidt for hidsig Men, der er sket noget slemt. Hendes søn han det ser ud til han er død, men det er stadig usikkert. Jeg må køre ud og finde ud af hvad der er sket. Kan du bare lade hende være i fred?
Han greb sine bilnøgler, skulle til at gå, Johanne hev efter vejret:
Hvad tænker du på? Nikolaj, lad nu være med at blande dig i alt muligt! men han var allerede væk.
Hun ville ikke sove den nat. Vimsede rundt i stuen, så serier uden at følge med, lavede mere te, men det smagte bittert. Omkring kl. 3 satte hun sig og begyndte at skrælle æbler.
Skrællen lavede små fine spiraler ned i en stor glasskål, de lyserøde striber i det friske æblekød mørknede næsten med det samme.
Bag hende lød skridt.
Hun vendte sig hurtigt, gled, snittede sig i fingeren.
Av! Johanne kunne ikke fordrage synet af blod, blev altid svimmel.
Hun huskede da Nikolaj engang havde slået sig i haven som barn blodet fossede, hun blev så dårlig at naboen måtte hjælpe.
Også nu blev hun slap i kroppen, palede til siden.
Men Karen greb hende, satte hende tilbage på stolen, drejede den om mod sig selv.
Hvad laver du? Lad mig nu være! sagde Johanne mat.
Jeg vil bare hjælpe dig. Hvor har du førstehjælpskasse? spurgte Karen roligt.
Johanne pegede vagt i retning af køkkenet.
Efter fem minutter sad hun med plaster på fingeren, Karen skænkede varm sød te.
Du skal ikke gøre dig til her, sagde Johanne strengt.
Det skal jeg ikke. Jeg vil bare hjælpe, svarede Karen.
Så tag dog selv noget te. Du skal vel ikke sidde alene, mumlede Johanne.
Pludselig slog det hende, at Karen faktisk lignede hende. Om det var figuren, ansigtet, frisuren, eller bare det hele på én gang…
Drenge vælger kvinder, der ligner deres mor! sagde en bekendt engang. Miiiindes det nu
De drak te under tavshed. Æbleduften og mynten fra teen blandede sig man kunne næsten mærke efteråret hænge tungt under loftet.
Skal du koge syltetøj senere? spurgte Karen pludselig. Hendes stemme var ru men imødekommende.
Det var meningen at Nikolaj skulle hjælpe, men ja nu er han jo kørt, svarede Johanne.
Jeg hjælper gerne. Jeg skal bare have noget at give mig til, ellers går jeg fra forstanden. Sovepiller virker ikke, hver nat er et helvede, og morgenerne ingen trøst, sagde Karen, allerede i gang med at skrælle æbler.
Hun talte løs uden at vente på svar, fortalte sin historie om sønnen, hvordan han forsvandt, blev rodet ind i dårligt selskab, stjal penge fordi han vidste hvor hun gemte kontanterne og nu
De ringede direkte til kontoret, resten kan jeg næsten ikke huske først nu kan jeg overhovedet snakke om det sluttede Karen, trak uroligt på skuldrene.
Johanne kiggede næsten misbilligende, og sagde så lavt men bestemt:
Du skal ikke trække min søn ind i alt det her. Han har haft så meget sorg, og nu kommer du med dine ulykker. Ved du hvad, hvordan tør du?
Han gjorde det selv. Han ville hjælpe, svarede Karen trist.
Ja, Nikolaj har altid været hjælpsom! Men udnyt det nu ikke. Du skal ikke regne med at han gifter sig med dig. Hans eks ville bare have penge, fem gange har de været i Retten med bidrag! Jeg hev ham igennem det. Nu skal han ikke lide mere.
Jeg ved godt, det ikke bliver os to. Jeg kunne heller ikke byde ham mere ulykke. Han hjalp bare hostede Karen.
Jeg ringer efter en taxa til dig, og så skal du fortælle Nikolaj at han holder sig væk, afsluttede Johanne. Det er bedst sådan.
Taxaen kom ikke, Karen sad på trappetrinet og græd lydløst. Inde bag døren sad Johanne selv på gulvet som en trofast hund, lyttede.
Nu ville hun måske miste sønnen, hendes eneste støtte selv da Trine var der, var Nikolaj hurtigt hjemme igen, til Johannes kald! Hun havde kæmpet, bygget et særligt fristed bare for dem to.
Men han var åbenbart ikke længere hendes lille dreng, han hjalp nu en anden midt om natten.
Og Karen hun havde mistet alt. Sin søn han var væk for altid
Johanne gøs. Hvis der nu skete noget med Nikolaj?! Hvad skulle hun gøre så?
Først vredes, for det var jo Karens skyld! Nu sad hun derude og hylede som et såret dyr…
Så kom medfølelsen. Johanne var ikke kold. Hun havde bare gjort sin verden for lille, plads kun til hende og sønnens nærhed. Hun havde søster og gamle veninder, men de gled ud
En aften, efter en retssag, havde Nikolaj sågar banket hovedet ind i væggen i frustration. Hun fik ham hevet væk, men han skubbede hende, og de endte begge grædende.
Men han VAR der stadig. Karen havde mistet alt.
Kom ind, det er koldt. Du skal ikke køre nogen steder. Tag det her på, Johanne rakte hende sit poncho. Jeg tror det klæder dig.
Karen smilede ydmygt, Johanne anerkendte hende, gav hende plads.
Taxaen blev aflyst, teen kom på bordet igen. Nu sad de sammen i stilhed, men denne gang på samme side.
Nikolaj kom først hjem nær daggry, luskede ind. Mor og Karen sov på sofaen, ind til hinanden.
Hvor er hun ældet tænkte Nikolaj, pludseligt overrasket, og hun er bange for at være alene
En bunke lommetørklæder lå på bordet, og i gryden fandt han sukkerdækkede æblestykker.
Han snuppede af dem, sukkeret knasede, æblerne syrlige og søde.
Karen vågnede først, stirrede sorgfuldt på Nikolaj.
Ikke ham det var bare hans papirer. Men ikke ham, sagde han.
Karen græd.
Johanne vågnede og græd også.
Ikke min dreng! Ikke min dreng sagde Karen, hun hulkede og snøftede.
Tak Gud! Karen, tak Gud det ikke var ham, Johanne klappede hende på skulderen, rejste sig og omfavnede sin søn.
Hans øjne var varme, han behøvede hverken squash eller syltetøj, men han havde ondt af sin søde, urolige mor. Måske var det nu tid til også at lukke en anden ind under det varme poncho. Så bliver der lys igen i huset, og en ny kvinde vil tage sig af køkkenet og af Nikolaj.
Det er det, der giver livet mening.
Karens søn blev fundet senere, der blev retssag, hvor hun pludselig genkendte en mand han havde før besøgt dem, givet Mikkel gaver til jul.
Mikkel, lidt ældre end Seb, havde viklet sig ind i alt muligt, løjet og bedraget dem han elskede. Men det glædede ham, at der nu, hos mor, var nogen, der kunne hjælpe med at hele de sår.
De voksne fortjener også lykke.
Johanne bor nu ikke længere alene på landet; Karen er der, og det viser sig at hun er både belæst og spændende. Nikolaj blomstrer op sammen med hende, og virker endda yngre.
Ponchoen hænger fremme i entréen, alle kan trække vejret varmt under den, hvis de fryser. Den er fælles for alle hjerter.
Seb prøvede den også en dag, skævede til sin far og rødmede. Nikolaj smilede bare alle skal have det lunt i hans hus. Og det handler egentlig ikke om tingeneSådan gik det til, at huset med de sorte vinduesrammer igen blev fyldt med stemmer, også på grå regnvejrsdage. Johanne lærte at brygge kaffe til flere, at lytte i stedet for at formane, og hun opdagede en vis frihed ved at slippe styringen: blåbærbuskene klarede sig alligevel, selvom der var spor af kattepoter og latter fra køkkenet, hvor nogen tabte sukker og rørtede æbler.
På vinteraftener tændte de alle op i pejsen, og Seb og Mikkel sad som venner med spillekort, mens Nikolaj og Karen rykkede tæt sammen under ponchoen. Johanne lænede sig i lænestolen og betragtede det hele: nu var der mere end ro der var liv, kærlighed, nye historier, og gamle ar der begyndte at forsvinde lidt.
En nat, hvor sneen faldt, listede hun barfodet ud i haven for at høre de dæmpede lyde og den dybe stilhed i landskabet, lige dér hvor æblerne lå dækket af hvidt. Bag hende klikkede døren, og Nikolaj kom ud, lagde armen om hende og sagde: Mor, vi bliver her så længe du vil. Ingen tager nogen væk mere.
Hun nikkede. Hele livet havde hun holdt fast nu lod hun det flyde frit, og huset fandt selv sin varme. Lysene brændte, folk sang skævt, og for første gang i mange år mærkede Johanne ikke længere kulden.
