Enlig mors fortælling: kærlighedens styrke og troen på fremtiden
De allerførste dage efter udskrivelsen: begyndelsen på et nyt liv
Da jeg, Rikke, endelig trådte ud fra Rigshospitalet i København med mine tvillinger i armene, var det med et spirende håb, på trods af alt det uventede livet havde kastet i min retning. Vores lille lejlighed i Valby, som jeg havde forestillet mig så hyggelig, blev i det øjeblik noget andet. Historien, der begyndte med skuffelse, kom til at handle om mod, ægte hengivenhed og om at bygge en familie op fra bunden.
Taxi til Ahornvej, nummer 8, hviskede jeg, da jeg forsigtigt skiftede min lille dreng over i venstre arm og holdt min datter tæt ind til mig med højre.
Chaufføren så kun på mig gennem spejlet og nikkede stille. Jeg sad der med to små indsvøbte børn en med lyseblå og den anden med lyserød sløjfe.
To små blikke fulde af tillid hvilede på mig.
Kommer faren og henter jer? spurgte chaufføren, da vi satte kursen mod Valby.
Jeg svarede ikke. Hvad skulle jeg sige? At Søren i tre dage ikke havde taget telefonen? At sygeplejerskerne blot rystede på hovedet, da jeg spurgte, om nogen havde været forbi? At den eneste buket på stuen kom fra min værelseskammerats svigermor?
Børnene begyndte at vågne. Sille kneb øjnene sammen og kom med en lille, tøvende lyd og straks dernæst begyndte Emil at græde. Dobbelt lykke, men også dobbelt ansvar.
Sygeplejerskerne havde kaldt dem dobbelt glæde.
Selv tænkte jeg blot: Dobbelt vægt på mine skuldre, mens jeg vuggede dem blidt på bagsædet af den gamle Toyota Corolla.
Min telefon vibrerede i lommen på min slidte frakke det var min mor, der ringede for tiende gang den dag. Jeg tog ikke telefonen. Mine hænder og mit hjerte var fyldt op, og jeg havde ikke lyst til flere forklaringer.
Hvad skulle jeg sige? At børnenes far var væk, netop som jeg havde allermest brug for ham? At deres første dag hjemme, ville også være deres første uden ham?
Da bilen standsede foran huset, gravede jeg langsomt min pung frem og betalte 220 kroner kontant, inden jeg med tunge skridt gik mod døren. Smerten i min lænd mindede mig om det nyligt overståede kejsersnit.
Nøglen rystede i min hånd, da jeg satte den i døren. Idet jeg trådte ind, standsede jeg op.
Hans ting var væk. Ingen jakke, ingen sko, intet.
Men på den lille kommode lå et sammenfoldet brev.
For bare en uge siden havde vi samlet tremmesengen og diskuteret om farven på sengekanten. Jeg genkendte den bløde, elskede håndskrift.
Men ordene, jeg læste, gjorde mig tom indeni.
Rikke, undskyld. Jeg kan ikke hverken to på én gang, de søvnløse nætter eller bleerne. Du er stærk, du klarer det. Men jeg kan ikke. Lad være med at lede efter mig. S.
Mine ben gav efter, og jeg satte mig op ad væggen, knugende brevet. Tårerne pressede sig frem, varme og ukontrollerede.
Sille begyndte at græde. Så Emil. Vores lille treværelses genlød nu af gråd børnens og min.
Der blev ringet hektisk på døren, og jeg hørte julede stemmer.
Rikke, luk nu op! Vi så dig fra vinduet!
Lad os nu komme ind!
Jeg tørrede hurtigt mit ansigt og åbnede døren.
Der stod de mine tætteste veninder fra studietiden, med tasker, blomster og beslutsomhed.
Lene gik ind som den første og spurgte:
Rikke hvor er han?
Han er væk, sagde jeg og rakte brevet.
Karen læste det stille højt, og der opstod et par sekunders stille i stuen. Stine lagde straks armene om mig, og de andre hjalp uden ord med at pakke ud.
Første skoledag og en ny familie
Mor, hvorfor har vi ikke en far til at følge os i skole, ligesom de andre? spurgte Emil, mens han rettede på sin rygsæk.
1. september. Sille med store hvide sløjfer, Emil med slips. Overalt smilede mødre og fædre, alle med telefonerne klar.
Jeg havde ingen ord, men pludselig lød en stemme bag mig.
Fordi I har verdens sejeste mor hun klarer det for både en mor og en far! lød det fra Mads.
Det var min chef de sidste seks måneder havde han flere gange tilbudt hjælp, båret min computer eller bare bragt kaffe forbi. Til sidst havde jeg sagt ja til en kop.
Høj, venlig, altid med smil og i dag stod han der med en buket asters, som han rakte til Sille.
Onkel Mads! råbte Sille lykkeligt og løb ham i møde.
Som lovet! Man kan da ikke gå glip af tvillingernes første skoledag! sagde han og løftede hende op.
Emil så undersøgende på ham.
Bliver du? Går du ikke væk, som den anden? spurgte han sagte.
Mads satte sig på hug foran Emil: Som hvem?
Emil mumlede noget uforståeligt og kiggede op på mig.
De kendte ikke Søren og heldigvis. Men sorgen over hans fravær var der stadig, særligt når Emil betragtede de andre fædre.
Mads stak hånden frem til Emil: Kan vi ikke lave en aftale? Jeg er her til alle de vigtige øjeblikke første skoledag, sidste skoledag, studentergalla og lørdagens fodboldkampe. Deal?
Min søn så op på mig. Jeg nikkede opmuntrende. De gav hinanden hånden.
Men hvis du lyver, så siger jeg til! sagde Emil.
Mads grinede: Det er en sand fodboldaftale!
Klokken ringede. Børnene løb ind i klasse. Mads tog min hånd og sagde lavt:
Kig på dem, Rikke. Du har givet dem alt, de har brug for.
Jeg har bare gjort mit bedste, tøvede jeg.
Du er en helt og hvis du vil, er jeg lige her, hviskede han og lagde armen om mig.
Syv år havde jeg båret det hele selv: nattevågninger, feber, de første skridt og det første mor.
Så stod der én, som ikke krævede alt ansvar, men bare ville gå ved siden af.
Bliver du, selv hvis begge ligger syge på samme tid? spurgte jeg tvivlende.
Selvfølgelig. Også selvom de er smurt ind i klorhexidin fra top til tå.
Når Sille nægter at tage andet på end sin glimmerkjole?
Så køber vi ti mere, grinede han og trak mig tættere.
Hvad når Emil havner i ballade?
Så lærer jeg ham at håndtere det og forsvarer ham, hvis det kræves, svarede han og holdt mig fast.
I skolegården vinkede Sille Emil prøvede at skjule et smil.
Mine børn voksede op uden deres biologiske far, men aldrig uden kærlighed.
Dimission og et nyt kapitel
Elleve år fløj forbi. Emil er nu højere end jeg, Sille blev en stærk, selvsikker ung kvinde med faderens øjne. Søren kom aldrig igen.
Tak, mor, sagde Emil og overrakte mig et bundt hyacinter, fordi du aldrig gav op. Mads har fortalt os det hele om dengang vi var små.
Ordet far begyndte de at bruge for fire-fem år siden. Først tøvende, men siden med tillid.
Mads fortjente det gennem nærvær, tålmod og konstante små gerninger.
Han gjorde det rigtige, at han fortalte jer det, sagde jeg og tørrede tårerne væk.
Mor, nu skal du ikke græde, sagde Emil og krammede mig. Vi skal nok klare os jeg starter på medicin, Sille på læreruddannelsen.
Det er ikke grunden til tårerne.
Hvorfor så?
Hvordan forklare, at de i mine øjne stadig var de små bylter, jeg engang bar op ad trappen i Valby? At min stolthed var så stor, at den gjorde ondt? At livet kastede os rundt i storme, vi overvandt sammen?
Jeg elsker dem bare mere, end jeg kan forklare.
Udenfor stod Mads nu vores far med blomster.
Tillykke til Danmarks sejeste mor, smilede han. Rikke, du klarede det.
Vi gjorde det sammen, rettede Emil. Du også du ved.
Mads lagde en hånd på min søns skuldre. Det ord brugte de kun sjældent men når det kom, var det dybfølt.
Mads havde ikke overtaget en andens plads. Han var blevet far.
Husker du første skoledag, da Kasper drillede os over ikke at have far? Og så kom du
og talte med hans forældre? Og lærte mig at håndtere konflikter? afsluttede Mads.
Men du viste også, hvordan man forsvarer sin familie.
Naturligvis. Det bør alle kunne.
En familie bygget på udholdenhed og på at vælge hinanden igen og igen.
Søren vendte aldrig tilbage. Jeg var vred på ham engang, nu føler jeg mest medlidenhed.
Han gik glip af så meget: eventyrene, knuste knæ, børnetegninger på køleskabet, og alle de gyldne stunder i skolelivet.
Mor, vi skal skynde os! Sille trak mig afsted. Tante Lene og Karen venter nede på caféen.
De to venner, der stod som søstre bærere af kaffe, råd og nødhjælp, efter jeg kom hjem fra hospitalet.
Jeg standsede og så tilbage mod skolen, mindedes hver eneste dør, jeg havde åbnet med hamrenende hjerte: forældremøder, fester, boder.
Minderne dukkede op tårer over Emils problemer, Silles sejre.
Mads lagde en arm let på min skulder.
Kommer du? spurgte han blidt.
Jeg kommer. Tak, svarede jeg.
For hvad?
For at du havde modet til at åbne dit hjerte for en kvinde med to børn.
Det var ikke mod. Det var et held du gav mig en familie, jeg havde manglet, svarede han og trak mig ind til sig.
Vi satte os alle ind i bilen, Emil satte sin playliste på, Sille snakkede sommerplaner.
En helt almindelig familie en helt almindelig dag.
Kun jeg vidste, hvor langt vi var kommet for at nå dette øjeblik af ro.
Og inderst inde takkede jeg Søren.
Hvis han ikke var gået, havde jeg aldrig fundet min egen styrke.
Og måske havde jeg aldrig mødt Mads.
Måske havde jeg ikke fået netop denne familie ikke den, jeg engang drømte om, men den, der blev ægte.
Livet er fuld af overraskelser. Det sender os storme, så vi finder nye veje, tager for at give noget bedre.
Det vigtigste er aldrig at give op og altid gå videre.
