Lad ham blive hos mig og datteren også.
En tidlig forårsmorgen, under det blytunge, blålige danske morgenlys, stod en kvinde foran et gammelt, to-etagers bindingsværkshus med et for længst nedbrudt trappetrin. Hendes mørke hår lå tæt under et slidt, broderet tørklæde, snoet gammeldags om hovedet som en ring. Hun bar en vatteret jakke, hendes smalle talje stramt omviklet med et slidt bælte fra marinen. Over skulderen hang en militærgrøn rygsæk, og hun kiggede ængsteligt op mod vinduerne på første sal, der blinkede uvirkeligt i morgengryet.
Hendes skuldre sitrede, men et febrilsk glimt tændtes bag hendes øjne hun krydsede tærsklen ind i huset som på svampet drømmejord. Hendes skridt var vatagtige, da hun løftede sig op ad trappen og tog til venstre ned ad korridoren.
Dette værelse fik hendes mand tilkendt før krigen, og det var her deres datter, den lille Signe, blev født.
I gangen på den modsatte side dukkede en stirrende gammel nabokvinde op. Hun bar en kort, grå vinterjakke henover sin natkjole, og fra de flossede bændler ned til hendes hullede hjemmesko stak de blege, skindmagre ben.
Hvem er det? Min Gud ikke om det er Solveig, som kommer hjem!
Kvinden kiggede nærmere og genkendte naboen.
Ja, faster Grethe, det er mig …
Det var dét jeg sagde til Niels se nu, Niels, konen kommer hjem! Hun rystede på hovedet. Stadig levende … Det er godt.
Solveig tog nogle skrøbelige skridt frem.
Og De har det fortsat? Lever endnu?
Tja, det er jo ikke meget at kalde liv. Er kun ikke død endnu det må være nok. Sultne har vi været, alt forfrossen. Niels, æh, han har klaret sig. Men han fik nogle skrammer …
Hvad mener du?
Har du da ikke hørt? Han fik hånden i maskinen på værftet ingen fingre har han nu på højre hånd. Men hånden blev på, det må han være glad for. Det var Gitte, der tog sig af ham, hun er ikke nærig. Hun arbejder på sygehuset. Så de klarer den nok … Hun holdt sig for munden. Nå, glem det. Bank på, de sover nok.
Faster Grethe skramlede ned ad trappen mumlende, mens morgendis lagde sig over haven udenfor.
En bølge af frygt skyllede atter over Solveig, men hun rystede den væk.
Var hun ikke kommet hjem? Hun havde jo allerede hørt i lejren, at hendes mand boede med en anden. Først troede hun ikke på det. Og selv nu nænnede hun at tænke det kun var falsk rygte. Men datteren var blevet hos ham; Solveig havde ikke set hende i over fire år. Dette hus var hendes, ikke Gittes, og det var loven.
Hun trak vejret tungt og bankede på døren med vilje. Sekunderne hang tomme og strakte sig ud som en våd sky. Ingen svarede. Værelset var døvt for hendes banken, og hendes hjerte hamrede som regn mod træværk.
Hun bankede igen. Til sidst lød en søvnig stemme bag døren gennem drømme dis genkendte hun straks stemmen: Niels.
Hvem fanden banker sådan? Kan man få lov at sove ud?
Tårerne trængte op i hendes hals, hun sank tungt, munden krampede hun stod ved døren, stum.
Tættere på hørtes faster Grethes hjemmesko på trappen.
Hvad? Vil de ikke lukke op?
Solveig trak på skuldrene og veg tilbage, lænede sig træt mod væggen. Den gamle nabokone gik til døren, bankede kraftigt og stak hovedet tæt hen mod sprækken, råbte:
Niels, nu åbner du! Konen din er kommet hjem!
En seng knirkede, hoste hørtes.
Jeg skal give dig konen, gamle! skridt slæbte henover gulvet, krogen blev rykket til side og døren åbnedes. Niels stod dér, bleg, i undertrøje og underbukser.
Han opdagede ikke straks Solveig nede ved væggen.
Du må da være gal det er søndag, vi skulle sove men så så han hende, udmagret, trykket mod væggen, og hviskede: Solveig! Solveig …
Han svajede, og døren blev straks åbnet på vid gab. Faster Grethe slog korsets tegn og gik mod sin lejlighed.
Ja … du er kommet, Niels talte mest til sig selv.
Han trak sig ind i værelset og lod hende komme forbi. Hun mærkede duften af ham, den hun ikke kendte længere, men alligevel genkendte.
Fire lange år havde de været hver for sig.
Solveig så rundt. De samme møbler et lyst egetræsskab, et klodset, hjemmesamlet bord dækket med hvid dug, stole med hjemmestrik, en symaskine, en barneseng bygget af en gammel kiste, pyntet med tæppe og skråtstillede puder.
Der var ryddelighed. Rent.
Kun sengen bag klædegardinet på snoren knirkede. Nogen kravlede op.
Var det Signe? Eller …
Solveig tog de stive støvler af. Benene smertede. Hun havde allerede i lejren drømt om aldrig mere at skulle bruge dem.
Hun længtes efter at trække gardinet til side, se sin datter og omslutte hende, men årene og tidens hårdhed havde lært hende at vente. Hun mærkede heller ikke barnets tilstedeværelse barnesengen stod pyntet, men tom.
Hun trak en stol til sig og satte sig, begyndte at åbne bæltespændet.
Niels forsvandt om bag gardinet. Der var en dæmpet hvisken, men snart vendte han tilbage, nu med skjorte og bukser, sendte hende et undskyldende smil. Han tog noget fra skabet og forsvandt bag gardinet igen.
Han satte sig til sidst lige overfor hende.
Så du kom ja …
Ja, amnesti. Dem med børn blev løsladt. Hvor er Signe?
Jo …, han rettede sig op, Hun har det godt. Men det er søndag, så hun er sendt hen til farmor. Får lidt gedemælk og er sulten. Hun går jo i skole nu. Første klasse. De siger hun er dygtig, henne bag gardinet …, han tav.
Hos hvilken farmor? spurgte Solveig.
Hos Moster Johanne, altså … han så ned, strøg den sårede hånd hen over det grå hår og gestikulerede mod gardinet det er Gittes mor.
Der var ikke skyld i hans blik, kun et mat faktum, praktisk bekymring.
Så blev gardinet slået til side, og Gitte trådte frem, småsnerrende sætningen ud:
Dav!
Solveig så et rundt, pænt ansigt med trukne øjenbryn, det sortblanke hår i en stram knold. Hendes krop stram og blommeformet, blå striktrøje over en mønstret nederdel. Gitte knappede et tørklæde om hovedet.
Hun gled per automatik hen til bordet, hev dugen ned:
Værsgod at byde. Jeg må på arbejde. Jeg henter Signe hjem til middag.
Hun samlede et par ting i muleposen og fór rundt i stuen, før hun forsvandt uden et farvel.
Solveig betragtede hende. Gitte var frodig, ung og fuld af mælk og damp.
Solveig huskede sig selv dengang. Høj var hun, stolt af sin ryg, men nu lignede hun en tømmerstang. Skulderbladene stak ud, brystet var svundet, og både knæ og albuer havde fået ru hud.
Hun var stadig køn, men mørke rande under øjnene slap hende ikke, end ikke efter søvn.
Niels dækkede bordet. Hentede fra vindueskarmen og under bordet: glas, syltede agurker, groft rugbrød, stykker af tørret flæsk. Han brugte kun den raske hånd, støttede alt under armen.
Solveig sank spyttet. Hun havde ikke rigtigt spist de sidste to døgn, og ikke set sådan mad i årevis.
Sulten? Kom, du må spise Niels inviterede.
Solveig vaskede hænder og satte sig til bords.
Niels så på hende med blødhed.
Du skrev ikke mere sidst. Jeg troede du … havde fået dig et liv dér.
Han kløede sig i panden med den arrede hånd, først da så Solveig rædslen hvordan han kun havde tom stumpt stykke kød tilbage.
Jeg skrev, men vidste ikke at faster Alice døde. Og jeg jeg ville bare hjem. Familie …
Ja, og nu er jeg et forfærdeligt menneske, ik?
Solveig tav, spiste brødet.
Niels lod hænderne synke og kiggede ud på fabrikstågen.
Vi sultede, Solveig. Signe var lille, jeg tog hende med på værftet. Hun græd, hvis hun var hjemme alene, og naboerne … Folk sultede, der var ikke nok, ikke til børn. Signe tørrede ind, fik ondt i maven men så spiste hun i kantinen, med Gitte. Gitte begyndte at passe hende, gav hende ekstra mad. Vi var bange. Du sad jo inde, uretfærdigt … og Gitte frygtede for både Signe og os alle. Men så blomstrede Signe op. Efter ulykken, hvor jeg mistede fingrene det var Gitte, der plejede mig. Vi blev et par, altså …
Hvordan er hun nu? spurgte Solveig.
Signe? Frisk, fører an på legepladsen hun lærer hurtigt, Gitte siger lærerne roser hende.
Brevene blev samlet ind én gang om måneden. Jeg skrev til faster Alice, så hun kunne bringe dem. Kamma skrev siden, at Alice var død ingen bar mine breve videre til dig …
Længe siden. Fik at vide du var væk, måske havde du fået dig en ny tilværelse …
Ja, ventede på at jeg skulle forsvinde. Og så kom jeg som en snestorm, hun smilede mat.
Niels sprang op.
Sådan skulle du ikke tro det, Solveig! Jeg … havde ikke regnet med det, ellers …
Han tog hende i armen, omfavnede hendes magre krop, lagde sig om hende som ville han skjule alt det, der var blevet væk.
De stod sådan i lang tid, han strøg hendes hår som engang, da de var unge, hendes fletning snoet om hendes hoved.
Hun kiggede tåretåget op.
Bring mig Signe, Niels du må hente hende nu.
Hvad skal vi gøre, Solveig?
Hent bare Signe.
Han lagde hende forsigtigt fra sig, gik i gang med støvler og skjorte, fik sin jakke på, rakte endnu en gang halsen som ville han være sikker på, det var virkeligt.
Hun gik hen til vinduet, så Niels sætte af gennem porten, skæv, tung det hele var også svært for ham.
Hun satte sig på barnesengen, trak det gammelkendte tæppe af og lagde sig, snusede kanterne for at få en fornemmelse af datteren igen; overbevise sig om, hun huskede hende.
Da hun blev dømt, var Signe knap fire. Og nu … otte. De fandt en pose majs under sengen hun havde selv gemt den. En kollega havde vinket hende over på stationen, hvor folk tog korn ud af et åbent vognlæs. Tider med sult alle tog, hvad de kunne, Solveig også: skulle bytte det for rugbrød til Signe.
De var firs fra byen, der fik ti år.
Hun havde viftet farvel til Signe gennem sprækken i togvinduet, mens den lille pige ikke kunne finde hende, kun klamrede sig til faderen.
Niels kunne næsten ikke skrive; hun havde skrevet breve til faster Alice, havde kun via hende hørt, hvordan det gik hjemme. Faster Alice havde været død længe, og brevene kom aldrig.
Solveig rejste sig, tog den varme trøje af, åbnede skabet. Alting var blevet fremmed. Hvad hun havde længtes efter, føltes nu som et sort hul. Hun var kun niogtyve, men der var så lidt tilbage.
Hun var hjemme men havde intet hjem. En anden kvinde var blevet mor, her var en anden husholderske.
Midt i hendes tomhed trådte Gitte ind med faste skridt, rev tørklædet af hovedet.
Skal du kontrollere alt? snerrede hun.
Solveig løftede trøjen.
Ville bare lægge det ind.
Gitte tog straks vasketøjet, smed det på sengen, ryddede hylderne:
Så læg det dog.
Det er ikke så vigtigt, Solveig foldede trøjen og lagde den på hylden.
Gitte satte sig dybt ned på stolen, stadig i overtøjet. Solveig blev stående ved døråbningen.
Jeg sørger for orden. Niels og Signe har det godt og rent.
Det kan jeg se.
Selv på sygehuset siger de, der ikke er et fnug dér.
Det er flot.
Pludselig rejste Gitte sig, gik tæt til Solveig.
Gå nu bare eller rejs langt væk. Han har det godt med mig, han vil aldrig få det lige så godt med dig. Og lad os beholde Signe jeg kan ikke selv få børn, og hun kalder mig mor. Alle tror, jeg er hendes rigtige; endda skolen. Hun husker dig ikke rejs!
Gittes stemme sitrede af sorg, men Solveig forstod ikke rigtigt, hvad det var, kvinden bad hende om. Gittes ansigt var sygt og blegt det skræmte Solveig.
Da hun endelig forstod, trak hun vejret roligt.
Jeg rejser ingen steder. Jeg er kommet hjem til min datter, min mand, mit hjem. Niels er gået for at hente Signe.
Gitte lod hånden falde, tørklædet gled til gulvet.
Jeg ved det; han sagde det han gør faster Grethe bekymret. Ved du, hvor meget hun elsker Signe? Hun vil ikke kunne klare det jeg må besøge hende senere. Men det er dig, der er mor nu det skærer i hjertet.
Hvordan kan det være sorg, når barnets egen mor kommer? Solveig trådte nærmere.
Du rejser ikke, hvad? Gitte talte til hendes ryg.
Jeg bliver. Det er Niels som må beslutte. Og Signe hun er min, og kun min.
Gitte gestikulerede opgivende.
Ja, klart nok. Nu får du ham og datteren tilbage så står jeg alene. Har du ikke fundet dig nogen dér, hvor du kom fra? Folk snakker jo; masser af mænd sat til og du, helgen, intet! Du er som alle vi andre en lejrkvinde! Gittes ord var giftige.
Ordene prikkede Solveig som nåle. Hun lukkede øjnene og blev lang og slap. Hun havde hørt nok råb de seneste år først blev hun knust, græd af ydmygelse, men lejrens hårdhed læste hun fra stærke kvinder, de dignede ikke og bevarede altid værdigheden.
Så længe der er tid før døden, må man leve som et menneske, sagde Vibeke, gammel lærerinde, der sad fængslet for intet. Solveig havde ikke glemt hendes visdom.
Du vil fortryde, Gitte! Solveig rynkede panden.
Gitte, der var vant til modstand og råben, sad målløs og begyndte at hulke på sengekanten.
Åh nej! Tag ham ikke fra mig og ikke Signe … du har levet uden ham, kan også leve uden hende. Men jeg jeg vil dø!
Solveig havde lyst til at gribe sin pose og flygte, men lod hænderne dække ansigtet. Hun ville ikke forlade stedet, før hun havde set sin datter, for hun havde ingen steder ellers at gå.
Efter et stykke tid rejste Gitte sig, snøftede, samlede tørklædet op og bandt det om håret.
Jeg går nu, sagde hun, og forlod værelset.
Ude af sig selv gik Solveig i ring gennem værelset. Hun følte ingen jalousi adskillelsen tog ejerskab og rettigheder fra hende. Selv forstod hun nu Niels; han havde opgivet håbet, han var gået videre.
Hvad nu? Tage Signe og rejse? Københavns forstæder var en mulighed veninden fra lejren havde skrevet, hun havde adresse der. Hun pakkede automatisk sine ting, men satte sig så igen, udmattet, på barnesengen, og gled ind i tung søvn.
En raslen og små lette fodtrin. Døren gik op, og en langbenet pige i ternet grøn frakke og silkeblødt hvidt tørklæde kom ind. Bag hende Niels, de talte dæmpet, mens de klædte om.
Solveig satte sig op på sengen.
Her er Signe! Din mor er kommet hjem.
Pigen lignede hende selv som barn. Tungt hår i to fletninger, et skarpt blik, stramme læber.
Hun var draget fra sin baby nu stod der en pige foran hende. Solveig havde forestillet sig dette tusinde gange, men ikke sådan; hun var lam kunne ikke rejse sig, kun række hænderne frem.
Signe så rådvildt på sin far:
Hvor er mor?
Hun kommer snart, hils på Solveig, skubbede Niels hende nærmere.
Hej nikkede hun.
Signe! stemmen knækkede, Signe, husker du mig? Solveig rejste sig.
Nej, jeg kan ikke huske, pigen så ned.
Solveig lod være at presse hende. Hun satte sig med datteren på en stol.
Jeg husker dig som lille. Fortæl, hvad du husker?
Jeg husker karusseller, og … da du kørte mig på kælk, hun så på sin far, Kommer mor snart?
Hun er på arbejde, det ved du.
Niels stod med ryggen til.
Hvad er dét dér? Signe styrtede til vinduet, pegede ud.
Solveig gik også til ruden og så den gamle faster Grethe i en pelshue liste væk, vridende sig i duggen, skyende op mod deres vindue.
Det er Katinka, Gittes mor, forklarede Niels, Jeg sagde hun ikke skulle komme, men … Signe elsker hende, hun er helt ude af sig selv over det her.
Signe blev stående, og Solveig mærkede pludselig smerten i datteren: Hendes verden brød sammen. Pludselig var Solveig bare en fremmed. Og så oven i købet uden penge eller job.
Da traf beslutningen hende. Hun hviskede til Niels at gå ud. Hun gik om bag Signe.
Signe …
Pigen vendte sig, så hende og kiggede væk.
Signe, jeg bliver ikke længe jeg har savnet dig, men skulle bare se dig. Har du det godt med mor altså Gitte?
Signe nikkede, og tårer duggede hendes øjne.
Og du bliver behandlet ordentligt?
Endnu et nik.
Det er godt. Bliv ved med at arbejde i skolen; jeg vil skrive breve til dig, vil du svare?
Ja, stemte Signe.
Solveig omfavnede hende ind til sig, hviskede ind mod hendes hår, taknemmelig for at være blevet holdt i live ved tanken om dette øjeblik.
En klump i halsen, hun måtte spænde sig selv bort fra datteren, tog støvler og jakke, snuppede posen.
Farvel Signe pas nu på dig selv.
Hun gik ud, nærmede sig Niels i gangen.
Farvel, Niels. Pas på dig og hun! Lev godt!
Han nåede ikke at svare, hun smuttede ned ad trappen, sammenbidt. Hun måtte ud, flygte inden hun faldt sammen. I mylderet ved stationen ville hun slippe væk fra smerten.
Hun skred ned ad trappen som et klaver løber over tangenter. Ude, i den skarpe forårsluft, gik hun mod porten uden at se tilbage. Alt ville blive godt bare ikke nu.
Men så, som en uhåndgribelig fugl, gik stemmer i vinden:
Mor! Mor! Rejs ikke!
Hun vendte sig datteren lænede sig ud af vinduet, råbte. Og pludselig var hun væk igen.
Solveig løb tilbage, op ad trappen, mødte Signe på trappereposen. Datteren kastede sig om hendes talje og pressede kinden ind.
Mor, mor jeg har ventet på dig, jeg husker dig, sværger!
Signe, min pige …
Ordene døde bort.
Senere den dag sad Solveig med sin datter trykket ind til sig ikke pakket ud endnu. Niels gik rundt, røg, så ud af vinduet.
Nu må du beslutte, Niels.
Han var ikke i tvivl.
Hvad skal jeg vurdere? Du er min kone du bliver her.
Og Gitte?
Jeg finder ud af det, hun har sin mors hus.
Han tog Solveigs frakke af med sine hænder.
Næste dag ankom Gitte på hestevogn med kusken, øjnene opsvulmede af gråd.
Mor! Signe løb hende i møde.
Gitte strøg datteren over hovedet, gik roligt til skabet og begyndte at samle sine ting. Signe ville hjælpe.
Gitte sorterede i strømper og kjoler.
De er for store endnu, Signe brug det blå til fest, og sig til Solveig, hvis det hvide til nytår ikke passer.
Signe så undersøgende mod Solveig, som lavede te i køkkenet.
Gitte tog egen bagage.
I tager, hvad I vil, nævnede Solveig og pegede på køkkensagerne.
Gitte rystede på hovedet.
Med knuderne på lagnerne balancerede hun mod døren. Solveig stoppede hende.
Lad os tage en kop te først.
Jeg har travlt, men okay så, Gitte trak på skuldrene.
Det var tavst, anstrengt, men så sagde Gitte pludselig:
Niels kunne bedst lide boller i karry. Kunne kun spise det. Signe må ikke få for meget sødt de nye tænder gror dårligt, og hun har haft ondt i ørene, ik Signe?
Tak.
Solveig fulgte med ned, bar sammen med kusken tøj på vognen. Naboerne stak nysgerrigt hovederne ud havde én kone hjulpet elskerinden med at flytte før?
Men krigen og sulten havde gjort noget ved folk ingen så ud til virkelig at undre sig.
Gitte stod med blikket i jorden:
Undskyld mig, hvis jeg gjorde dig fortræd.
Det er glemt. Tak for alt hvad du har gjort for Signe og for Niels. Det må have været svært.
Ja, men det … Solveig jeg sværger, Niels tilhører dig. Jeg vil aldrig jage ham længere. Men kan vi ikke, kan min mor og jeg se Signe indimellem? Vi tog hende til os som vores egen.
Gitte brast i gråd.
Det lover jeg, Gitte. Signe skal altid kunne komme. Vi er som familie.
***
Næste sommer sad Signe på bænken i baggården, vuggede lille Michael i en gammel barnevogn.
Solveig kom åndeløs op fra apoteket, men bremsede, så datteren passede babyen. Michael sov tungt. Solveig satte sig, udmattet.
Mor, far kom forbi. Vi spiste. Gå ind og spis, jeg sidder her.
Jeg spiser senere med Michael.
Så går jeg over til faster Johanne der er skovsyre, og jeg hjælper lidt i haven.
Husk vejen, Signe …
Hun svævede afsted.
Signe! kaldte Solveig Hils også tante Gitte fra mig. Sig, mor ønsker hende al lykke i sit ægteskab!
