Og hun drømte om sin Jens
Gamle Bodil sad og lyttede til råbene, som lød henne fra køkkenet. Det var hendes barnebarn og oldebarn, der røg i totterne på hinanden. Hendes barnebarn, fyrreårige Kamma, havde igen hevet sin datter Alberte hjem fra gaden midt om natten.
Det lød som om, Kamma havde svinget viskestykket efter Alberte. Alberte hulkede, prøvede at forsvare sig, råbte igen, mens Kamma overdængede hende med bebrejdelser.
Var det nu tid til at skændes? Det var jo nat. For gamle Bodil, der havde levet længere end de fleste, virkede sådanne stridigheder ligegyldige de førte ikke noget med sig, andet end frygt og uro.
Hun tænkte over livets gang, over sine egne fejl, og havde for længst opfattet råb og ballade som synder. Nu, hvor kræfterne slap op, var der kun tanker og eftertanker tilbage.
Vor Herre, giv dem ro! mumlede Bodil og foldede hænderne, Gud, giv dem fred.
Hun kunne mærke, at hendes tid nærmede sig. Men alligevel var der noget, der holdt hende tilbage. Hun havde ingen smerter, ingen frygt, kun en vis ærgrelse over, at hun ikke kunne slippe sin gamle, skrøbelige krop. Alligevel havde hun stadig behov at spise lidt, vende sig om i sengen, sidde op med udsigt til gaden.
Hver aften bad hun Kamma hjælpe sig op i puderne, åbne vinduet og trække for. Hun sad der og kiggede ud, og syntes, hun kunne se stjernerne. Sådan sad hun også nu, da uroen begyndte.
Kam… Kamma…, kaldte hun, for at distrahere barnebarnet. Men midt i arrigskaben over Alberte hørte Kamma hende ikke.
Lidt senere fór døren op, og Alberte kastede sig i stolen for enden af Bodils seng, krøllede sig sammen som en lille kattekilling. Hun græd og snøftede.
Kamma kom ind et par minutter senere, justerede på puderne for sin gamle bedstemor og så strengt på Alberte:
I seng med dig!
Lad mig være. Jeg lægger mig her, hos olde. Jeg folder stolen ud.
Alberte trak sengetøj frem og begyndte febrilsk at rede op. Bodils værelse lå i den modsatte ende af huset fra køkkenet, og det virkede tydeligt, at Alberte valgte Bodils selskab for at sætte afstand til sin mor.
Jeppen, hendes bror, var på sommerlejr, og faren, Jesper, var på arbejde i Norge. Han havde altid holdt hånden over datteren, men nu var det kun moderens barske hånd, hun mærkede.
Kan du se det, olde! Hun skulle være hjemme klokken elleve, men nu er klokken næsten to og altid sammen med den lallede Mikkel. Ham kender du han har bøvlet med politiet, sagde Kamma opgivende, mest for Alberte at høre, Hun får aldrig læst på universitetet!
Alberte sagde ikke noget, foldede blot stolen ud. Hendes bevægelser var vrede og bestemte. Gamle Bodil sagde heller ikke meget; der var ingen grund til at hælde benzin på bålet. Hun greb sin kam fra bordet, kørte den gennem håret, og satte den så, som om hun indså, at det alligevel ikke blev til meget søvn i nat.
Alberte gik ud på badeværelset, smed jeans og trøje, lagde sig i undertøj under dynen. Næsen snøftede stadig.
Olde, lød det lavmælt fra stolen, Generer månen dig ikke, når du skal sove?
Nej, ikke rigtigt. Jeg ser den knap. Hvis den er irriterende, så luk gardinerne.
Nej… Lad den være. Det er som om, den er den eneste, der forstår mig.
Hvorfor skulle du være alene? Kærlighed, det forstår alle. Men de unge de glemmer tit sig selv, derfor bliver mødrene ængstelige.
Har hun også taget fejl?
Det har hun… I må tale sammen en dag, du og din mor. Måske fortæller hun dig alt.
Kan du ikke fortælle det, olde? spurgte Alberte og løftede hovedet på puden, Måske kunne jeg så bedre forstå hende?
Åh, det kan jeg nu ikke… Jeg kan dårligt selv huske, hvorfor det hele blev, som det blev. Spørg hende selv.
Som om, hun ville! protesterede Alberte og gemte sig under dynen.
Men uden ærlighed kan man ikke forstå hinanden, min pige. Spørg bare.
Tjo… Man kan jo heller ikke fortælle børn alting. Men… olde, jeg bliver atten om en måned. Har jeg ikke ret til mit eget liv? Og hvis ikke jeg kan spørge min mor, hvem skal jeg så spørge? Amanda? Hun siger bare, jeg er dum…
Hvorfor skulle du være dum? Bodil rettede sig lidt og kiggede overrasket.
Tja…, kom det lavmælt.
De forblev stille.
Forstår du, nogle gange kører kærligheden bare ud i sandet. Så sker der ikke mere. Men det skal det jo det skal… Og så siger man stop. Trækker en grænse. Så køler han af, kan du følge mig?
Bodil rynkede panden. Tankerne gik tungt nu om dage, med alderens fremmarch. Hun svarede med de ord, hun kunne finde:
Kærlighed, det kan både gøre ondt, glæde, såre, men et dødvande… Nej, det har jeg aldrig forstået ved kærlighed.
Selvom gamle Bodil var en dannet kvinde. Fra hun som ganske ung under krigen havde arbejdet som sygeplejeelev i modstandshospitalet, havde hendes dannelse aldrig været skrevet i papirer og eksamensbeviser. Hun fik siden sin uddannelse og blev på hospitalet hele livet.
Jaja, sådan kan det altså være, olde.
Endnu engang blev de liggende i stilhed. Alberte synes, olde var alt for gammel og korrekt, måske kunne hun ikke længere forstå den rus, der levede mellem unge. Bodil tænkte, Alberte var barn endnu, forvirret og uden rigtigt begreb om følelser.
Men søvnen ville ikke komme. Alberte vendte sig, suk og snøft.
Kigger du på himlen, Alberte? spurgte Bodil. Stolen var lavere end sengen, hun kunne ikke se sit oldebarn derfra, Din tipoldefar sagde altid, at hvis man kigger op længe nok, kan det føles, som om nogen fra en stjerne kigger tilbage. Som om man får svar!
Elskede du ham meget, olde? lød det lavt.
Jens? Tjo… Livet var langt, meget skete. Men jeg forstod først rigtigt, hvor dybt det stak, da han var borte.
Aha! Igen stak Albert hovedet frem. Men du blev gift med ham, da du var seksten, ikke? Det måtte I, men vi andre kan stadig ikke, siger de.
Jah… Den gang var det en anden tid…
Det drejer sig ikke om tid, protesterede Alberte, kærlighed er den samme!
Bodil modsagde ikke. Måske havde hun ret. Den gang værdsatte de bare noget andet, så på mændene som støtter, beskyttere, tilhørsforhold. Sådan er det næppe nu.
Olde, hun stak hovedet frem igen, Jens var femten år ældre end dig. Du var jo et barn. Han ville have en ung kone. Sådan er det bare, ikke?
Der blev stille. Det føltes pinligt, også for Alberte, efter hun havde sagt det.
Måske er jeg lidt forvirret, olde? Fortæl… Vi kan alligevel ikke sove. Fortæl sandheden. Vil du have, jeg ordner dine puder?
Hun viftede dynen væk, blege ben i natten, løftede Bodil op, anbragte sig selv i stolen igen og ventede.
Bodil var træt efter en lang dag, men for at berolige sit oldebarn begyndte hun sagte.
Jamen, hvad er der at fortælle? Det handler mest om smerte, du ved. Vi mødte hinanden under krigen på lazarettet i slutningen af ’43. Så mange sårede og døde. Jeg lignede mest en dreng, kort hår (det var nødvendigt lopper og lus), et par gamle bukser og uniform. Ingen så mig som en pige. De råbte sommetider: “kammerat”. Hænderne lugtede af sprit og karbol.
Og kolonnerne på gaden infanteriet, hestevogne, lastbiler, kanoner det hele som en strøm vestpå. De sårede lå vi tilbage med.
En dag kom en dreng ind på seksten. Modstandsmand. Vi forventede, han døde, men han holdt ud. Jeg blev knyttet til ham. Hans blik, inden han døde… Da han forsvandt, blev jeg helt hul inden i.
Jeg satte mig på gulvet ved siden af hans seng og græd og græd. Jeg havde set så mange dø, og troede, jeg var hærdet. Men tårerne kvælede mig, brystet bristede.
Så satte Jens sig ved mig. Lagde armene om mig, trak mig ind til sig, Græd bare, lille ven, sagde han. Du bærer så meget.
Da græd jeg ud på hans skulder.
Var det der, du forelskede dig?
Tja … Han blev på hospitalet pga. sin skade. Byen skulle genoprettes, fabrikkerne var bombede, og han var med til at bygge op. Han kom ofte forbi mig, hans ben ville aldrig rigtig hele, men han havde altid lige en æble eller noget til mig.
Jeg så ham ikke som en frier. Han var mærket; skægstubbe og haltende. Omkring de tredive gammel for mig dengang.
Så, da hospitalet skulle lukke, var han blevet mig nær. Han vidste, jeg ville uddanne mig til sygeplejerske. En dag kom han helt barberset, hentede lægen, der tog sig af mig som sin egen. Jeg havde mistet både mor, far og bror i krigen.
De havde talt sammen og spurgte, hvad jeg nu ville. Jeg sagde bare: Uddanne mig. Men det ville mine karakterer ikke række til. Jens lagde sin hånd på min skulder og foreslog: Kom med mig til Odense. Gifte vi os, får du mulighed for at gå på sygeplejeskole. Og hvis det alligevel ikke holder, skal jeg nok lade dig gå. Her står jeg ved mit ord.
Og…?
Vi blev viet på rådhuset. Jeg var sytten. Vi tog til Fyn. Jeg husker, hvordan han bar min lille militærrygsæk, lægen havde givet mig en ny kjole med, og så rejste vi. Han opførte sig, som var det festdag. Næsten to år boede vi som far og datter. Intet skete mellem os.
Alberte stirrede vantro.
Hvordan gik det?
Jamen, det var jo sådan. Jeg var tryg ved ham, så jeg krøb sommetider op til ham, når jeg frøs om benene, eller havde nyheder at fortælle. Da jeg blev ældre, forstod jeg, at det måtte være frustrerende for ham, for han elskede mig højt. Han forkælede mig med tøj kjoler, strømper, sko, et blåt kjole med stjerner. Da begyndte jeg også at blive lidt rundere, håret voksede ud. Da lægerne på sygeplejeskolen begyndte at sende blikke efter mig, var det næsten ærgerligt, at jeg var gift. Men jeg vidste, jeg havde kun én mand, Jens.
Men… var han virkelig en mand for dig, eller var han bare far?
Ikke kun far. Vi delte alt, jeg lavede mad, gjorde mig umage, og var stolt af at være hans kone. Da han fik bil fra fabrikken, kørte han mig til og fra skole.
Det forstår jeg ikke. Stolt men… hvad så?
Så blev han arresteret.
På grund af anklager mod ham, ikke? Min mormor fortalte lidt…
Ja. Under den kolde krig. Han blev taget om natten. Nogen havde anmeldt ham for sabotage. Jeg stod alene tilbage. Han bad mig om at gå fra ham, blive fri. Det gjorde jeg ikke. Jeg ville stå sammen med ham.
Tårerne stod i øjnene på Bodil. Alberte krøb længst ned til hendes fødder og aede hende.
Græder du, olde? Der var mange, der blev anholdt dengang…
Ja. Det var især synd for børnene, der klyngede sig til deres mødre, da de blev sendt væk. Jeg tog til Jylland, hvor han var sendt i arbejdslejr. Der boede jeg hos andre koner og børn. Vi holdt sammen.
Senere fik jeg nedsat stilling som sygeplejerske, de havde brug for én uden for plejestuen. Her begyndte vores rigtige ægteskab. Jeg var stadig ung ikke fyldt tyve.
Der fødte jeg din morfar, Genrik. Din mormor Lise blev født efter amnestien, da vi vendte hjem til Odense. Lillebror Nicklas kom først til senere, da jeg nåede de fyrre, og Jens var over halvtreds.
Alberte sad eftertænksom.
Jeg tror, jeg forstår endnu mindre af livet, olde.
Gør du nu det? Men hvorfor det?
Jo, jeres kærlighed kom først senere, bagefter. Nu skal alt komme forud.
Det kan godt være. Kærligheden lader sig ikke tvinge, den modtages.
Måske taler vi om noget forskelligt, olde…
Ja? Det er ikke attrå og nærhed, du mener?
Jo. Om det, alle de unge taler om nu.
Og det var netop, hvad hendes veninde havde fortalt hende at forholdet ikke gik videre med mindre man gik i seng med hinanden.
Det er nu noget andet, min pige, mente Bodil.
Men er det ikke det, man gør, når man elsker?
Nej, det er ikke det højeste, det handler om. Det højeste er, at ens mand bærer en på toilettet efter fødsel, hjælper med alt, løber i hele byen hvis man bliver syg, springer i vandet selvom man ikke kan svømme det er kærlighed. At passe på, vente hjemme, sørge for hinanden.
Bodil måtte tage en tår vand.
Og hvis han elsker så voldsomt, at han ikke kan vente? Så han siger, jeg elsker dig ikke, hvis jeg ikke får dig helt? At det er slut ellers. At der venter en anden?
Og hvad føler du? Er du bange for, han aldrig vil gifte sig eller noget andet?
Jeg ved det ikke. Måske tager jeg fejl måske gør han også. Men jeg drømmer bare om, at det skal holde, altid, hele livet.
Lyt til dit hjerte. Rigtig kærlighed presser ikke igennem voldsomhed. Den er klar, tryg og rolig.
Bodil forstod næsten ikke sig selv, at hun talte sådan overfor oldebarnet. Men hun kiggede ud i natten, op mod stjernerne, og syntes, nogen deroppe tvang hende til at huske alt dette.
Hun faldt i søvn og bemærkede ikke, da Alberte lagde sig over på stolen. Hun anede ikke, om de nåede at tale færdig.
Var det nu forkert, sådan at åbne sig? Eller gjorde det godt? Måske sendte Gud hende til mig i nat.
Hendes datter Lise døde tidligt af sygdom. Tilbage var kun Kamma. Ivrig, stædig, men godhjertet. Hun sørgede for Bodil, hvilket ikke var let: stort hus, job, to børn, og så sin gamle bedstemor at passe. Ikke underligt, hun blev nervøs.
Bodil sov længe næste morgen.
Kamma hjalp hende på toilettet, vaskede hende og kom med havregrød.
Skæld ikke så meget ud på Alberte, sagde Bodil mildt, Fortæl hende din historie.
Nej dog! Sådan gør man ikke! Hun er jo et barn. Men jeg kan ikke klare ham der, Mikkel, der render med hende…
Du lyttede heller ikke selv engang, sagde Bodil, Det gjorde du ikke.
Åh, olde, Kamma grinede, Men hvad talte du og Alberte om i nat?
Bare om mit liv. Snakkede og snakkede.
Kamma forsvandt, og Bodil tænkte på dengang, Kamma dukkede op alene fra seminariet gravid og i tårer. Den første store kærlighed. Men han forsvandt sporløst. Sikke vi sørgede. Jeg sagde straks, vi skal nok klare det, lille du. Men på femte måned gik det galt; lige meget hvad, så kunne det ikke nås.
Børnene hørte aldrig om den historie, men Kammas mand vidste det. Han holdt af hende.
Dagen efter kom Bodils gamle veninde, en nabo, forbi. De mindedes ungdommen og græd sammen.
Og næste dag kom Kamma sagte og hviskede tak.
Olde, jeg ved ikke, hvad du sagde til Alberte, men nu har hun slået op med ham, Mikkel. Endelig! Hun sagde, det var forbi. Han havde allerede fundet en anden.
Sådan, det var vel bedst. Hun sørger nok, ja?
Ja. Hun har ligget hele dagen inde på værelset.
Fortæl hende… Om dig selv.
Tror du? Det er pinligt. Jeg er trods alt hendes mor…
Fortæl det. Det er på tide.
Ok… Jeg prøver.
Så hørte Bodil stemmerne fra Kamma og Alberte gennem huset. De lå sikkert sammen og talte om det mest fortrolige, det som ellers var svært at sige højt. Værelset var fyldt med blidhed og lys.
Da de senere gik i køkkenet, slog de gryderne sammen og småskændtes højlydt som familie. Da sov Bodil trygt igen.
Og hun drømte om sin Jens. Tryg og elsket stod han der, rolig og kærlig, næsten som var han kommet ned fra den stjerne.
Hun løb over den dugvåde eng i sit blå kjole med stjerner, og hun så hver blomst, hvert græsstrå omkring sig.
Og hun så ham stående i midten af engen med hvide skjorte, armene åbne. Stærk, ung og ventede kun på hende. Det sødeste fald i de arme som om sjælene mødtes på læberne…
Det, jeg lærte, var, at ægte kærlighed ikke kræver, men vokser af tillid, tålmodighed og tryghed. At lytte og fortælle er lige så vigtigt nu, som da jeg selv var ung.
