Pølsen
Vores larmende og travle lejlighed lå i en gammel ejendom med afskallende puds på hjørnet af Gammel Kongevej og Ingerslevsgade i København. Prøv endelig ikke at finde dem på et kort hverken gaderne eller huset findes mere. Bygningen er blevet revet ned, og stedet er nu en bred boulevard, badet i det gule skær fra moderne lamper, når aftenen falder på. Jeg har ikke været der i årevis, og det bliver nok ikke til noget. Livet kommer i vejen, og ærligt talt, jeg har ikke lyst. At dvæle ved fortiden gør mig bare trist, og jeg har svært ved at acceptere nuet.
Lad det hele forblive uforandret i mit hoved. Mig, lille Lise, med strømpebukserne godt krøllet ved knæene og uldkjolen på. Min mor med opsat hår som kun hun, min lille mor, kunne sætte så elegant. Hun lavede næsten salon hjemme hos os særligt op til højtiderne de varme krøllejern, bunker af hårruller og den gamle æske til hårnåle og spænder. På den gamle, slidte lænestol sad moster Jytte og ventede på, at håret blev helt tørt, så min mor kunne få orden på den manke, som moster Jytte kaldte det. Hun syntes selv ikke om det sorte, stride hår, arvet fra sin far, som måske var græker, måske noget andet. Hendes stolte næse og viljestærke sind kom også fra ham. Moster Jytte havde aldrig været gift, hun ventede på en ordentlig én. Men alle mændene, som hun mødte på sin vej, var altid lidt for små.
Du er alt for kræsen, Jytte, og du leder efter den perfekte mand, som ikke findes! Sid stille, Anna, ellers gør jeg slet ikke noget! sagde min mor, Dorte, strengt til vores nabo.
Så hellere alene, end at gå på kompromis svarede Jytte og snoede læberne sammen. Alle i rummet blev stille.
Moster Jytte kunne aldrig tilgive min far, fordi han forlod os, da jeg var omkring halvandet år. Hvad der skete, ved jeg ikke. På køkkenet blev han tit diskuteret sammen med de knogler, som gammel fru Karen slæbte hjem fra markedet Karen, eller Karla Marie, som hun egentlig hed. Hun var flyttet til vores lejlighedskompleks fra en oversvømmet landsby på Fyn. Karen savnede dyrene derhjemme, men hun fik hurtigt etableret sig i gården, med to små nyttehaver til fx os børn og et lille drivhus, som blev befriet for tyveri af hendes hund Bella, også en omplaceret, og selvfølgelig god, solid mad. Karen kunne altid få fat i mad via sine forbindelser. Det kunne være bacon, bagte æbler, tørret kød, engang imellem fisk eller hare, og én dag bragte hun et kæmpe stykke kød og gik længe omkring det i køkkenet, indtil hun råbte på min mor.
Dorte! Jeg har fået fat i bjørnekød! Den passer ikke nede i gryden, hvad gør vi? hviskede hun hemmelighedsfuldt.
Mor kiggede måbende på hende:
Karla Marie! Hvorfor har du slæbt en bjørn hjem?! Skal du have den skrevet ind i folkeregisteret, måske!?
Åh, hold nu op, din pige! Det ville være synd at lade kødet blive dårligt, fnyste Karen fornærmet.
Min mor rystede på hovedet, trak på skuldrene og de gik i gang. De lavede fyldte pølser, flere end der var plads til i fryseren.
Vores anden nabo, fru Helle Andersen, tidligere folkeskolelærer og meget arrogant, havde det største køleskab i opgangen, størst blandt de små, vi kunne drømme om. Karen spurgte, om hun ville gemme nogle pølser, men Helle satte bare næsen op og vendte ryggen til.
Kom nu, Helle! Du har jo nærmest intet i det køleskab. Lad os da fylde det. Så kan du spare på strømmen, og vi andre smider ikke mad ud. Så bliver børnene mætte. Lise kan da snart ikke blive meget tyndere! Dorte, kom med pølserne, befalede Karen. Men Helle stillede sig foran indgangen til fryseren og så vredt på os.
Så måtte vi koge pølserne. Hele opgangen spiste mig, moster Jytte, den gamle historielærer, Karen, min mor kun fru Helle rørte dem ikke. Hun sad for sig selv med sin pølse og rugbrød og trak sig ind i køkkenet for at brygge kaffe.
Hun er nu en sær én, sagde Karen. Hvorfor dog sådan?
Lad nu være med det, Karen, sukkede min mor hun har det svært, du ved jo, hendes søn
Moren stoppede, og jeg vidste ikke, hvad der var sket med hendes søn, kun at det var noget frygteligt. Så jeg spurgte ikke.
Jeg, Lise Dorthe Andersen, har aldrig kendt min far og har ingen billeder af ham. Moren sagde altid, det gik nok. Og vi har det godt uden ham.
Vores værelse er lyst, friskt og fyldt med bøger på hylderne i garderobeskabet. Mor arbejder som oversætter og sidder hele dagen på kontoret, indtil hun om aftenen sætter sig under lampen med avispapir over, så jeg kan sove, mens hun oversætter til særbestillinger.
Vi gør, hvad vi kan for at få dagene til at gå godt. Jeg hjælper til, vander blomster, læser lektier og forsøger at opføre mig ordentligt, mens mor arbejder og tilgiver mine fejl og lover, at næste sommer skal vi ned til havet. Min mor kender nogen på arbejdet, der har familie på Bornholm, hvor vi kan leje et værelse og bade og lege i sandet. Det drømmer jeg om for tredje år i træk.
Undskyld, skat, det bliver ikke til noget i år, siger mor trist. Men næste sommer, det lover jeg!
Hun opdager tårerne i mine øjne, og jeg prøver at holde dem tilbage, men én smutter altid ned på hendes hånd. Jeg bider tænderne sammen, så det skal gøre ondt, så jeg ikke skal tude for hun skal ikke undskylde for noget. Mor er den bedste! Nogle nætter græder hun. Hvis jeg spørger hvorfor, siger hun blot, hun er træt og lette hjertet. Jeg nikker, aer hende og henter et glas koldt vand.
Mor drikker hurtigt, og så lægger vi os til at sove sammen.
Vi ser måske ikke havet, men vi skal gå ture, køre i karussel, spise is, fange sommerfugle bare leve! Og det er ikke så dårligt.
Den eneste, der så lidt ned på mors situation, var fru Helle. Når talen faldt på min far, trak hun resolut munden sammen og løftede hagen. Dorte havde jo aldrig giftet sig kun levet sammen med min far, og fået værelse på den måde. Jamen, så kunne hun have vidst, hvad hun gik ind til, sagde fru Helle. Det var kun mors egen skyld.
Så var diskussionen slut. Moren havde ingen familie og blev alene. Hun havde fundet sammen med Benny Kragh, som var væsentligt ældre, elegant og klog på kvinder.
Den store pianist, flettede Jytte ind, når fars navn blev nævnt. Han var god til at charmere, men Dorte knoklede rundt for at gøre ham tilfreds. Hvem ville græde over sådan én?
I forstår jer ikke på mænd, Anna! Kvinder har alle dage trukket store læs uden klager, sukkede Helle.
Nå, så det er ingen skam at snuppe alting og overlade kvinden til at kæmpe alene?! udbrød Jytte. Det kan jeg ikke forstå!
Nej, man skal bare tænke sig om, sagde Helle og gik for at brygge kaffe.
Indenfor var Helles værelse altid låst. Jeg var ofte nysgerrig, forestillede mig, hvad hun egentlig gemte der.
Helle sendte hver måned en pakke en trækasse med låg, som hun fyldte med spegepølse, konserves, undertøj, og små håndklæder. Så sømmede hun låget på, skrev med blæk, bar den ud og gik til posthuset.
Skal du igen af sted? spurgte historielæreren, hr. Mikkelsen, fra entréen.
Det rager ikke dig, gøede Helle og forsvandt.
En dag opstod balladen. Helles spegepølse var forsvundet fra køleskabet. Da det blev opdaget, var der ingen hjemme ikke engang Mikkelsen.
Hvem har gjort det? spurgte Helle strengt og så på alle. Det finder jeg ud af!
Ingen har taget noget! Du må da selv have spist det, mente Karen.
Jeg rører ikke det, det var til Christian! Hvordan kunne I? Jeg hader jer alle! Jeg ved, I snakker bag min ryg, men I er så pæne og søde ansigt til ansigt, hvæsede hun.
Hun vred sig mod min mor.
Dorte, var det dig? Du lugter af løg?
Mor blev helt rød og vred.
Hvordan kan du sige sådan?! Jeg har intet taget. Og hvorfor endnu et tyveri? Lise, ind på værelset med dig!
Men jeg nægtede at gå.
Kom så! skar moren igennem, og jeg styrtede ud, lå under bordet og græd.
På køkkenet fortsatte slagsmålet.
Hun mente bare, det ville ligne dig, Dorte. Godt, Benny fandt en anden og sørgede for dig og din datter, men du kunne godt være mere taknemlig! skar Helle ud, pegede på mor og skar tænder.
Lad nu være! Karen trådte med sin store barm foran Dorte for at beskytte hende. Dorte var ikke hjemme, var du?
Mor nikkede.
Præcis. Anna har heller ikke taget. Og Mikkelsen kan jo dårligt spise, fastslog Karen. Hvem, så?
Så lød det fra døren. Ejendommens vicevært, Finn Gregersen, dukkede op.
Undskyld damer… Jamen, jeres mand hvad er det nu han hed? Krag?
Kragh?! udbrød Jytte.
Ja, lige ham. Kragh. Han var forbi, og jeg lod ham ind, han er jo ejer, sagtens. Men han sagde bare, han kom senere igen og plukkede lidt persille i haven.
Så blev alt helt stille. Og Jytte opsummerede:
Så var det ham, der guffede pølsen.
Alle skyndte sig til køleskabene. Anna opdagede, at hendes smør og ost til weekenden manglede. Karen, at hendes kartofler og et par æg var borte. Hos os var et fad med fiskefrikadeller forsvundet.
Sådan noget svineri, brummede Karen og hamrede bordet. At tage mad fra sit barn!
Senere på dagen kom Kragh hjemover. Jeg stormede ind til mor.
Far var ranglet, med lange arme, i frakke og hue. Han så dårligt på mig og spurgte:
Mor hjemme?
Han sagde ikke engang hej.
Hvad mener De med mor? Lise, tag sweater på! beordrede Karen.
Jeg gik.
Jeg taler ikke med dig, Karen! Ryk dig! Dorte! Luk op! han hamrede på vores dør. Gik ind og råbte:
Giv mig mad.
Mor sad, lod som om hun stoppede strømpebukser.
Hej, Benny. Der er ikke mere mad tilbage, sagde hun roligt, selvom hendes hænder skælvede. Du har spist det hele.
Det er mit hjem! Jeg kan smide dig ud, hvis jeg vil! han råbte. Jeg beviser, at barnet ikke engang er mit. Det er min ret!
Han kaldte hende et grimt ord. Mor græd.
Okay, så smider jeg dig ikke ud. Mad, tak! han slog i bordet.
Så trådte Helle ind. Hun kunne tilgive meget, måske havde hun haft et hemmeligt håb for dem. Men det endte slemt.
Benny havde spist den pølse, der var til Helles søn i fængslet. Han havde simpelthen taget af madpakken. Han henvendte sig til Helle.
Du kan da sige til den her kvinde, at hun skal sørge for, der er mad!
Da gav Helle ham en smæk, høj og klar.
Det får du for pølsen. Kom som et ordentligt menneske, så havde vi givet dig mad! Men nu Du er tyv, Benny!
Hvad med dig, Helle? Din egen søn sidder fængslet, fnyste han, og du tør udbasunere?
Hvor er dit hjem? Her hører du ikke til. Din familie er et andet sted! Hvad, fodrer din nye kone dig ikke? sagde Helle.
Sker der noget interessant hjemme i villaen? moster Jytte kunne ikke dy sig.
Ja, vi hjælper jo gerne, Benny. Vil du have grøntsager? Karen smilede irriterende sødt.
Min far så forvirret ud.
Benny, det var bare ikke i orden. Jeg skammer mig. Du skal gå nu, sagde mor.
Kragh slentrede ud efter at have bandet. Senere kom han tilbage fuld og beklagede sig til Mikkelsen, at konen havde sat ham på sparsom kost og ville have penge. Da Karen bad ham gå, gik han til sidst endeligt.
Næste dag gik vi til en pantelåner. Mor pantsatte sin enkle guldring, og pengene brugte vi til at købe pølse til Helle. Hun ville ikke tage imod, men sagde alvorligt, at hun ikke ville stå i gæld.
Senere den aften inviterede mor Helle til te med æblekage selvfølgelig, for det var oktober, og Karen havde skaffet store sække æbler. Viceværten Finn havde båret dem op, og Karen kyssede ham kærligt.
Helle sagde: Jeg har aldrig kunnet bage. Men min mor kunne hvilke kager, hun bagte! Det var en anden tid, dengang
Karen vrissede: Tid er altid mangel, muligheder finder vi! Spis nu, mens det er varmt! Jytte, find flasken! Først mindes vi, så skåler vi på lykken og mæthed for Benny!
Alle lo, og snart var både Kragh og pølsen glemt. Sådan gik dagene, og vi troede på, det blev bedre i morgen. Jeg troede. Og min mor med.
Og endelig den sommer kom vi til havet. Det var lykken.
