Vi skal ikke afsted igen
Karen, har du printet billetterne? spurgte Anders, uden at løfte blikket fra sin mobil.
Ja, jeg har printet dem. Har fundet passene, købt badetøj, og afleveret Alberte hos min mor i to uger. Alt er ordnet.
Godt klaret.
Anders.
Hvad?
Kig lige på mig.
Han kiggede op. Jeg stod midt i køkkenet i den nye sommerkjole, som jeg havde taget på netop denne aften, tre dage før afrejse. Bare for at mærke, at ferien allerede var startet at den var virkelig. At vi skulle afsted.
Du ser skøn ud, sagde han, og kiggede så ned i sin telefon igen.
Jeg blev ikke stødt. Jeg tænkte bare: Sådan lever vi. Ved siden af hinanden, men som om vi hver især befandt os i vores egen verden. Og det var præcis derfor, jeg havde fundet på denne ferie de ti dage i Montenegro for at få os samlet på midten. Derhen, hvor der er varmt, hvor der ikke er opvask, ingen skole-hjem-samtaler, ingen af hans mors uendelige, ugentlige opkald.
Hans mor. Vibeke Jensen. 68 år, bor alene i en toværelses på Nørrebrogade, ti minutter væk i bil. Enke i tolv år. Sønnen min mand hendes eneste barn.
Jeg har kendt hende i ni år. På de ni år har jeg lært meget. At hendes yndlingssætning jeg blander mig ikke betyder det stik modsatte. At når hun siger gør som du vil, betyder det faktisk gør som jeg siger. Og at hendes tavshed i røret kan veje tungere end ord.
Men netop den aften, stående i min sommerkjole med de printede billetter på køkkenbordet, tænkte jeg ikke på Vibeke Jensen. Jeg tænkte på havet. På, hvordan Anders og jeg ville gå hånd i hånd langs kajen, og måske ville jeg huske, hvorfor jeg egentlig giftede mig med ham.
Klokken ti præcis ringede telefonen.
Anders, lød hendes stemme i røret, så svag, at jeg kunne høre det ovre fra mit hjørne af køkkenet, jeg har så højt blodtryk. 160 over 100. Det snurrer i hovedet.
Anders rejste sig med det samme. Jeg kunne se, hvordan hans ansigt forandrede sig.
Mor, jeg kommer straks.
Nej, skat, du har jo travlt. Jeg skal nok klare den.
Mor, jeg kommer.
Han begyndte at lede efter bilnøglerne. Jeg kiggede på ham og tænkte: Ikke nu. For pokker, ikke nu. Det er bare blodtryk, hun har prøvet det så mange gange, hun har medicin, hun ved præcis, hvad hun skal gøre.
Anders, sagde jeg sagte.
Karen, du hørte det, hendes blodtryk er for højt.
Hun har blodtryksapparat og piller. Har hun ringet 1813?
Hvorfor det, jeg tager selv forbi.
Det er ti om aftenen.
Og?
Jeg svarede ikke. Han kørte. Kom hjem klokken et om natten, lagde sig i sengen og faldt i søvn med det samme. Jeg stirrede op i loftet. Min pæne kjole hang over stoleryggen. Festlig. Unødvendig.
Der var tre dage til afrejse.
Næste dag ringede Vibeke Jensen igen, nu ved frokosttid.
Karina, sagde hun (for Anders var på arbejde), jeg vil ikke besvære jer. Sig lige til Anders, at jeg faldt i nat. Ville hente et glas vand og snublede. Ikke noget alvorligt, bare knæet gør lidt ondt.
Har du ringet til lægen?
Nej, hvorfor skulle jeg? Det er bare et blåt mærke.
Vibeke, når man falder, skal man få det tjekket. Tænk hvis der er en brist.
Åh, Karina. At få et røntgenbillede er lettere sagt end gjort. Jeg kan knap forlade lejligheden.
Jeg ringede til Anders på arbejdet. Fortalte det hele. Han kom hjem tidligere end normalt, pakkede en sportstaske og sagde, han ville køre sin mor til skadestuen.
Anders, vi tager afsted om tre dage.
Jeg ved det.
Hun faldt i nat og ringer først nu. Det er vel ikke akut.
Karen, hun er alene.
Hun har været alene i tolv år.
Han kiggede på mig, som om jeg havde sagt noget utilgiveligt. Den velkendte skyld kom snigende den, der altid melder sig, når jeg tillader mig at sige mine tanker om Vibeke Jensen højt.
Intet at finde på skadestuen. Ingen brud. Knæet intakt.
Om aftenen fandt jeg kufferten frem. Begyndte at pakke, metodisk og roligt, som om selve handlingen kunne holde ferien sammen, så den ikke smuldrede mellem hænderne. Badedragt. Solcreme med faktor 50 (jeg er rødhåret og bliver lynhurtigt skoldet). Let kjole. En bog, udsat i et halvt år.
Er du allerede ved at pakke? spurgte Anders, da han kiggede ind.
Vi flyver overmorgen. Jeg må hellere.
Ja han trak på det Mor så ikke for godt ud i dag.
Anders
Hvad?
Ingenting.
Jeg lukkede kufferten og stillede den klar ved døren.
Sidste opkald kom dagen før afrejse. Jeg var i Netto og købte snacks til turen, da Anders skrev: Karen, mor har fået ambulancebesøg. Både feber og blodtryk. Jeg tager afsted nu.
Jeg stod mellem hylderne med pålægssalater og yoghurt og læste beskeden fem gange. Svarede: Kører hjem.
Hjemme satte jeg mig i køkkenet og ventede. Anders kom hjem sent. Satte sig overfor. Tav længe.
Karen, vi bliver nødt til at aflyse ferien.
Nej.
Han kiggede på mig.
Hun er indlagt.
Er hun allerede udskrevet?
Nej, men
Anders, hun er indlagt. Der er læger og sygeplejersker. Drop og døgnpleje. Hvad nytter det, at du sidder i gangen?
Hun er bange for at være alene.
Hun har altid været bange for at være alene! Hver gang vi planlægger noget, bliver hun bange! Kan du huske nytåret for tre år siden? Vi ville til mine forældre, og pludselig fik hun hjertetilfælde. Kan du huske min fødselsdag i maj? Vi havde bestilt bord, hun ringede en time før kan ikke få vejret. Jeg er træt.
Karen, det er min mor.
Jeg ved det. Jeg beder dig ikke om at droppe hende. Jeg beder dig bare tage med på den ferie, vi har planlagt i otte måneder.
Han sagde ingenting.
Billetterne går tabt, sagde jeg lavt. Hotellet refunderer ikke. Alberte er allerede hos min mor.
Jeg får refunderet noget. Vi køber andre billetter senere.
Anders
Karen, jeg kan ikke andet.
Jeg trak mig. Gik ind i soveværelset og stirrede ud i mørket. Kufferten stod klar i entreen og føltes mere absurd end nogensinde.
Næste morgen tog Anders på hospitalet. Jeg ringede til flyselskabet, til hotellet, til min mor forklarede, at Alberte skulle blive lidt længere.
Hvad er der sket? spurgte min mor.
Svigermor.
Forstået, sagde hun, og spurgte ikke mere.
Tre dage alene i lejligheden. Lavede mad, gjorde rent, gik på arbejde og hjem igen. Anders kom sent hjem, blev ofte hos sin mor. Vi talte ikke meget. Jeg spurgte til Vibeke Jensen; han svarede bedre eller okay. Jeg sagde fint og gik i seng.
Den fjerde dag kunne jeg ikke mere.
Han kom hjem halv elleve, og jeg sagde uden omsvøb:
Anders, hun lyver.
Han stod helt stille.
Hvad siger du?
Jeg har set det i lang tid. Hver gang vi skal noget. Kan du huske, hvor mange gange det er sket?
Karen, hun ligger jo på hospitalet med blodtryk.
Det får alle. Det er under kontrol på tre dage. Hun har været der i en uge.
Lægerne vil holde øje.
Nej, det er fordi, hun ikke vil ud, før du er der hele tiden.
Han så ikke vred ud, men skuffet den værste slags følelse.
Du taler om et sygt menneske, sagde han.
Jeg taler om en rask person, der er god til at være syg.
Hvordan kan du sige sådan noget?
Det er sandheden.
Det er din jalousi.
Jalousi?
Du har altid været jaloux på min mor. Det mærker hun, derfor har I aldrig haft et godt forhold.
Jeg så længe på ham. Sagde så:
Måske har du ret.
Gik ind i soveværelset.
Men jeg vidste, han ikke havde ret.
Jeg mødte Vibeke Jensen to måneder efter, at Anders og jeg mødte hinanden. Hun åbnede døren, målte mig op og ned og sagde: Nå, kom ind, så kigger vi lige. Ikke hej, ikke hyggeligt at møde dig. Bare vi kigger.
Over kaffen udspurgte hun mig som en kriminalbetjent. Hvem var mine forældre, hvor arbejdede jeg, hvad tjente jeg, hvor boede jeg? Jeg svarede roligt jeg var ung og troede, alle mødre testede deres sønners kærester sådan.
Da vi gik, sagde hun højt til Anders i gangen: Hun er lige lovlig slank, ikke? Og øjnene… De hviler aldrig.
Anders grinede. Det gjorde jeg også dengang.
Vi blev gift halvandet år senere. Lille bryllup. Vibeke sad med et udtryk af at være trukket med mod sin vilje. Ved første tale sagde hun: Anders, du er min eneste. Glem aldrig det, og satte sig.
Jeg har aldrig glemt den sætning.
Alberte blev født to år senere. Vibeke kom på hospitalet med blomster, så på sit barnebarn og sagde: Hun ligner ikke Anders. Hun ligner dig. Det lød ikke som et kompliment.
Men hun var god som mormor. Hun passede Alberte, når det var nødvendigt, læste for hende, gik ture. Alberte elskede hende, sagde mormor Vibeke og klamrede sig til hende.
Problemet var ikke hendes forhold til Alberte. Det var forholdet til mig eller nærmere, manglen på et. Jeg var baggrundstapetet. Modsætningen til Anders og Alberte og hende selv. Jeg lavede mad; det var min plads.
Anders, du er blevet tynd! Er det Karen, der ikke giver dig nok at spise?
Anders, du ser træt ud. Har du meget at se til? Får du slet ingen ro hjemme?
Anders, kan du huske dengang vi kørte til Sydfyn med din far? Det var ferie. Ikke tossede rejser sydpå.
Jeg reagerede ikke længere. Jeg hørte det, og lod det fare. Men indimellem hang en af hendes bemærkninger fast, som en lille krog der trækker sig i hjertet.
Efter den snak, hvor Anders kaldte mig jaloux, gik jeg hele ugen og spekulerede: Måske har han ret? Måske overreagerer jeg? Måske er Vibeke bare en gammel, ensom dame, der egentlig bare er bange for at miste sin søn?
Jeg prøvede at se det fra hendes side. Forestillede mig mig selv som 68-årig, alene efter et langt ægteskab, eneste søn lever sit eget liv. Det må være tungt. Ensomt.
Men så huskede jeg de otte måneders ventetid på billetter til Montenegro. Alberte afleveret hos mormor. Opkaldet, præcis klokken ti, tre dage før afgang.
Nej. Det handler ikke bare om ensomhed. Det er noget andet.
Vibeke blev udskrevet efter ti dage. Anders kørte hende hjem, blev til frokost. Kom hjem sidst på aftenen.
Se selv. Det gik.
Godt, sagde jeg.
Karen.
Ja?
Du er vred.
Nej.
Du er vred. Jeg kan se det.
Anders, jeg er ikke vred. Jeg er bare træt af at lade, som om alt er normalt.
Hvad mener du?
Jeg kiggede på ham. Han stod midt i køkkenet, stor, lidt rundrygget, opslidt, med ærlige øjne, som virkelig ikke forstod.
Det er dét, der er problemet. Han forstår det ikke. Ikke fordi han er ond. Han ser sin mor. Jeg ser mønstret.
Ingenting, sagde jeg. Vil du have te?
Ja, tak.
Vi drak te. Snakkede om Alberte og om hun mon savnede os. Anders sagde, vi burde hente hende i weekenden. Det sagde jeg ja til.
Inden vi skulle sove, omfavnede han mig:
Vi kommer af sted. Jeg lover. Til sommer finder vi tid.
Jeg svarede ikke. Ikke fordi jeg ikke troede ham, men fordi finder tid lyder som aldrig.
Sommeren kom. Anders fandt en billig afbudsrejse en uge i Tyrkiet. Vi afleverede Alberte hos min mor igen, kufferten blev fundet frem som sædvanligt.
Den her gang kom opkaldet ikke tre dage før, men fire timer før taxaen skulle hente os.
Anders, jeg forstår ikke mig selv. Jeg har fået en vagtlæge på besøg, han siger, blodtrykket er normalt, men jeg har det elendigt. Svaghed… Brystet… Måske er det nerver.
Mor, kan du forklare, hvor det gør ondt?
Her og ryggen, og lidt hovedet.
Jeg kommer.
Jeg stod lige ved siden af og hørte det hele. Så ham række ud efter nøglerne, og inde i mig knækkede et eller andet. Ikke med skænderi, bare knækkede.
Anders, hvis du går nu, ved jeg ikke, hvad der sker med os.
Han stoppede brat.
Hvad mener du?
Præcis det, jeg sagde.
Er det en trussel?
Nej. Det er sandheden. Jeg kan ikke mere. Det var anden gang uden at tælle alle de andre. Jeg er også et menneske, Anders. Jeg er din kone. Jeg har også en grænse.
Han sagde ingenting længe. Så:
Jeg kan ikke forlade min mor.
Jeg beder dig ikke forlade hende. Jeg beder dig tage taxaen med mig.
Hun siger, det gør ondt i brystet.
Det siger hun hver gang, vi skal rejse.
Karen
Anders
Vi stod i entreen, kufferten den blå med gul hank imellem os. Jeg havde købt den specifikt til denne tur. Den havde stået i skabet i et år og ventet.
Tag af sted, sagde jeg.
Karen
Kør. Jeg tager selv en taxa.
Du rejser alene?
Nej. Jeg bliver hjemme.
Jeg bar kufferten tilbage i skabet. Gik ud, tog overtøj på, og forlod lejligheden.
Vandrede ud i den lune augustaften. København duftede af varm asfalt og henkogt lind, selvom det var sent for linde. Gik tre blokke, så tre mere, endte på en lille café. Bestilte en kaffe. Sad bare.
Ira ringede. Min veninde.
Hvor er du?
På en café på Nørrebrogade, tror jeg.
Hvad er der sket?
Det samme som altid.
Igen svigermor?
Igen.
Ira sagde ikke noget længe. Så:
Karen, jeg har længe villet sige dig noget.
Sig frem.
Du har været i den her situation i ni år og håber hele tiden, at noget ændrer sig. Men det gør det ikke. Fordi noget skal ændres i Anders. Og det gør han ikke, før du er væk.
Du mener, jeg skal gå?
Du skal give ham mulighed for at mærke, at han mister noget. Ellers forstår de det ikke.
Jeg kan ikke gå sådan. Demonstrativt.
Det er ikke demonstrativt. Det er ærligt. Du sagde sandheden, han hørte den ikke. Måske larmer dit fravær mere.
Jeg kom hjem ved midnat. Anders sad i køkkenet.
Hvor har du været?
Cafeteriet.
Jeg ringede.
Det så jeg.
Hvorfor svarede du ikke?
Jeg havde ikke lyst.
Han kiggede på mig. Jeg kiggede på ham. Vi forstod, at noget var forandret. Ikke hvorhen endnu.
Mor har det fint, sagde han. Det var nerver. Han havde ret. Hun tog noget beroligende og lagde sig.
Godt.
Karen, undskyld.
For hvad?
For at tage over til hende.
Du må gerne tage til din mor, Anders.
Men jeg burde
Ikke nu.
Jeg gik i seng. Ugen efter pakkede jeg en sportstaske og tog hjem til min mor officielt for at være sammen med Alberte. Sandheden var, jeg skulle puste ud.
Fem dage var jeg der. Min mor spurgte ikke. Lavede mad, gav mig te, satte gamle film på om aftenen. Alberte sprang rundt, krævede min opmærksomhed. Det var let, det var kærligt.
Anders ringede hver dag. På tredje dagen spurgte han:
Kommer du hjem?
Snart.
Straffer du mig?
Nej, Anders. Jeg holder pause.
På sjette dagen kom jeg hjem. Vi talte ikke ud. Levede bare videre, som før. Alberte kom tilbage i børnehaven. Anders på arbejde. Mig det samme. Vi tog af og til forbi Vibeke Jensen i weekenderne.
De besøg sled på mig. Jeg spiste hendes bagværk, lyttede til historier om nabokonen Zina og hendes uduelige svigersøn. Ind imellem snakkede jeg ganske normalt med Vibeke om Alberte eller hendes køkkenhave. Jeg så, at hun var et intelligent menneske. At hun havde haft et liv, mistet. Hun havde mistet Anders far, Viktor, som 56-årig. Apopleksi, pludseligt. Jeg forstod, det satte spor.
Men forståelse og accept er ikke det samme.
En dag i oktober blev jeg stående i køkkenet og tog opvasken, mens Anders legede med Alberte i stuen. Vibeke kom ud og begyndte at tørre af.
Vi var tavse længe, så sagde hun:
Du er vred på mig.
Nej.
Jo, det er du. Det kan jeg se.
Jeg satte tallerkenen fra mig, kiggede på hende.
Vibeke, jeg er ikke vred. Jeg er træt.
Træt af mig?
Træt af situationen.
Hun tier, tørrer endnu en tallerken, stiller den på plads.
Jeg ved godt, du gerne ville sydpå, siger hun. Og at jeg forhindrede det.
Jeg svarer ikke.
Det var ikke med vilje, tilføjer hun. Og hendes stemme lyder for første gang ægte.
Vibeke, siger jeg forsigtigt, hvis du får det dårligt, ring efter lægen eller tag medicin. Anders kommer, hvis det er alvorligt. Men hvis det ikke er
Hvordan skal jeg vide, om det er alvorligt?
Det er det lægerne er til for.
Hun folder viskestykket sammen, går ud uden et ord. Jeg står længe og ser efter hende.
Det blev ikke lettere, men alligevel fik jeg fornemmelsen af, at en lille dør åbnede sig. Lidt.
Vinteren gled forbi. Foråret kom. Anders nævnte ferie igen, tøvende.
Jeg tænkte, vi måske kunne tage af sted i juni. Ikke langt væk. Skal vi forsøge?
Vi prøver, sagde jeg.
Jeg mener det, Karen.
Det gør jeg også.
Jeg taler med mor på forhånd.
Godt.
Han talte med hende, jeg hørte ikke ordene, men så hans ansigt bagefter. Lidt anstrengt, som efter en svær besked.
Hvad sagde hun?
Hun forstår det. Hun håber, der ikke sker noget.
Fantastisk.
Hun har ikke lovet at blive syg.
Det lover hun aldrig.
Juni kom. Vi købte billetter igen denne gang ventede jeg med at købe badedragt og solcreme. Mit håb var skrøbeligt. Alberte blev igen afleveret hos min mor. Kufferten stod ikke klar før aftenen før afgang.
Denne gang kom telefonopkaldet om morgenen, selve rejsedagen. Ikke fra Vibeke, men fra hospitalet.
Er De pårørende til Vibeke Jensen?
Anders tog røret. Jeg så på hans ansigt.
Ja, sønnen. Hvad er der sket?
Pause.
Hvornår blev hun indlagt?
Pause igen.
Vi kommer.
Han lagde telefonen fra sig og så på mig. Jeg forstod det, inden han sagde ordene.
Hjerteanfald. I nat. Nabokonen fandt hende i morges og ringede efter ambulance.
Jeg sagde ingenting.
Karen, det er et rigtigt hjerteanfald.
Jeg har forstået det.
Jeg må af sted.
Selvfølgelig, Anders. Kør.
Han kørte. Jeg stod i entreen og så på kufferten. Ringede til flyselskabet. Tredje gang.
Vibeke lå på intensiv i to døgn. Så flyttede de hende på en almindelig stue. Anders var der næsten hele tiden. Jeg kørte mad ned til ham. Én gang gik jeg selv op.
Hun lå lille og bleg, med drop i armen uden sit vanlige, direkte blik.
Karen, sagde hun. Stemmen var lav.
Hvordan har du det?
Dårligt. Jeg dør nok.
Det gør du ikke.
Hvor ved du det fra?
Lægerne siger, du er stabil.
Hun lukkede øjnene. Åbnede dem igen.
Jeg havde ikke troet det at det ville blive så alvorligt.
Jeg forstod ikke straks, men så forstod jeg.
Vibeke…
Sig ikke mere. Jeg ved godt, hvad du tænker.
Jeg tænker ingenting.
Det gør du. Og du har ret.
Vi var tavse.
Skal jeg have noget med? Noget du mangler?
Nej, Anders har alt med.
Jeg var på vej ud, så sagde hun:
Tak, fordi du kom.
Jeg vendte mig om.
Jeg kommer altid, hvis det er nødvendigt, sagde jeg. Det var sandt, hvor mærkeligt det end lød.
To uger senere blev hun udskrevet. Anders ville have hende hjem hos os, midlertidigt, så hun kunne komme sig.
Jeg tænkte, jeg ville sige nej. At det strammede sig sammen indeni. Men jeg sagde:
Okay.
Anders kiggede overrasket ikke meget, men alligevel.
Er du sikker?
Nej, ærligt talt. Men det er det rigtige at gøre. Hun har brug for hjælp.
Vi hentede Vibeke hjem fredag aften. Hun gik ind med en lille taske. Alberte sprang hende i armene.
Mormor Vibeke! råbte hun og holdt om livet på hende.
Vibeke omfavnede hende. For første gang i alle årene så jeg hende græde. Stille, ægte tårer.
De første dage var mærkelige. Jeg lavede særlig mad til hende saltfattigt. Anders gik med hende til behandlinger, Alberte fortalte hende én endeløs historie om børnehaven. Om aftenen så vi sommetider fjernsyn alle sammen.
Jeg passede på ikke at blive sur. Når hun kritiserede min suppe, sagde jeg: Jeg laver den tykkere næste gang. Når hun skruede for højt op for tvet, gav jeg hende høretelefoner.
En dag spurgte hun:
Karen, hvorfor er du så tålmodig med mig?
Hvordan da?
Altså, du holder ud.
Jeg holder ikke ud. Du er syg og har brug for hjælp.
Jeg har altid været svær.
Ja, sagde jeg ærligt.
Hun smålo. Ikke fornærmet, nærmest respektfuldt.
Det har aldrig været med vilje, sagde hun. Eller også har det. Jeg ved det ikke.
Vi sad på køkkenet, Anders var på arbejde, Alberte i børnehaven. Jeg drak te, hun sin urtete fra diætisten.
Da Viktor døde, begyndte hun, jeg forstod længe ikke, hvordan jeg skulle leve. Ikke at jeg ingen idé havde, bare ingen mening. Anders gik på universitetet. Egne ting. Jeg sad helt alene.
Det må have været svært.
Svært. Så begyndte jeg hun ledte efter ord holdepå ham. Forstår du? Holde fast. Bange for at han gled helt væk.
Han gled ikke væk.
Jo. Han gik videre. Det burde jeg også. Men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke bare slippe ham og vente på, han selv dukkede op. Jeg trak i ham. Blev syg, ringede, græd.
Jeg kiggede på hende. Hun så ud af vinduet.
Vibeke, Anders elsker dig. Han er altid kommet, når du har kaldt.
Jeg ved det. Men jeg gav ham ikke muligheden for at komme frivilligt. Jeg tvang ham. Det er ikke det samme, Karen.
Det var vores mest ærlige samtale på ni år.
Jeg tilgav hende ikke der. Tilgivelse er ikke et øjeblik, men en lang proces. Som et sår, der heler langsomt. Pludselig en dag klør det, ikke svider.
Hun var hos os i tre måneder. Fik det gradvist bedre. Kom selv ud at gå. I oktober sagde hun, hun ville hjem.
Jeg trænger til at komme tilbage, sagde hun. Det var rart, men nu må det være nok.
Den dag, hvor Anders bar hendes taske ud, kom hun tæt på mig tættere end nogensinde.
Karen, sagde hun.
Ja.
Rejs. Tag Alberte med. Jeg klarer mig.
Jeg tøvede.
Jeg har aftalt med Zina fra opgangen, hun tjekker til mig. Hun er faktisk helt okay, bare lidt sladragtig.
Vi planlægger ikke noget nu.
Så gør det snart. Alt for længe siden.
Hun tog frakken på, Alberte maste sig tæt og holdt om hende. Jeg så på de to. Livet er mærkeligt. Nogle gange skal man helt ud til kanten, før man forstår det vigtige. Eller før andre forstår.
Vinteren gik fredeligt. Vibeke ringede søndag aften og talte med Anders, nogle gange med Alberte. Indimellem sagde hun kort hej til mig.
Vi besøgte hende til højtider. Hun bagte boller, Alberte hjalp med fyld, Anders så Matador i stuen. Jeg sad sommetider med hende i køkkenet, og vi snakkede ikke om Anders, men om livet. Om hendes job på tegnestuen, om engang hun var til arkitekturudstilling i Aarhus, hvordan hun mødte Viktor til dans i fagforeningshuset.
Hun var et interessant menneske. Det vidste jeg altid, men vi havde bare ikke kunnet se hinanden til før nu.
I februar ringede hun til mig til mig, ikke til Anders.
Karen, I må tage til syden. Så længe der er gode, billige billetter. Tag Alberte med, hun har godt af havet. Jeg klarer mig. Zina kigger forbi.
Vi må se.
Overvej det hurtigt. Sommeren var hurtigt forbi.
Samme aften spurgte Anders:
Min mor ringede?
Ja.
Hvad sagde hun?
At vi skal købe billetter i god tid.
Han tav et øjeblik, så smilede han. Ægte.
Jamen, så må vi jo.
Netop.
April. Det var næsten et år siden, hun lå på intensiv. Vi talte om ferie konkret nu så på billeder på nettet. Anders havde fundet et hotel i Montenegro, helt nede ved stranden. Jeg kiggede på billederne og tænkte: Nu sker det endelig.
Alberte glædede sig mest. Hun havde selv købt små svømmefødder for sine lommepenge, selvom de hverken passede hende eller var særligt praktiske.
Vibeke ringede søndag som altid.
Mandag aften ringede Zina.
Er det Anders?
Nej, det er Karen. Hans kone.
Karina, jeg gik op til Vibeke i formiddag, vi skulle have te, men hun lukkede ikke op. Jeg havde nøgle, hun har selv givet mig den. Hun sad i lænestolen. Helt fredelig.
Jeg var længe stille.
Fredelig, gentog jeg.
Ja. Lægerne siger, det skete i nat. Uden smerte. Sikkert i søvne.
Jeg takkede hende, ringede til Anders.
Kaldte min mor og spurgte, om hun kunne hente Alberte nogle dage.
Vandrede rundt i lejligheden, uvidende om, hvad jeg skulle gøre, ikke praktisk det var klart men inden i mig selv.
Sorgen var virkelig. Mere virkelig, end jeg havde forestillet mig. På trods af alle årene, den upakkede kuffert, de tabte billetter, de ensomme aftener sorgen var ægte. For hun var ægte, med alle hendes kanter og fejl og klodsede kærlighed.
Anders græd. Jeg sad ved siden af og holdt hans hånd. Vi sagde ikke noget.
Uger gik. Alberte kom hjem, hverdagen vendte tilbage: morgenmad, godnathistorie, weekendtur i Kongens Have.
En dag i juni gik Alberte ud i skabet efter en bold og kom tilbage med kufferten.
Mor, hvad er det her?
En kuffert.
Hvorfor står den bare i skabet?
Den venter.
Venter på hvad?
Jeg så på den blå kuffert med den gule hank.
På os, sagde jeg. Den venter på os.
Alberte stillede den midt i gangen og løb videre. Jeg blev stående, og mærkede noget ubeskriveligt i hjertet.
Senere kom Anders hjem, så kufferten, og standsede.
Har du taget den frem?
Det var Alberte.
Ja, det kan jeg høre. Han stak hænderne i lommen. Karen, jeg har fundet billetter. Til august. Samme hotel i Montenegro. Vil du?
Jeg tænkte i tre sekunder.
Ja, sagde jeg. Jeg vil gerne.
Helt sikker?
Helt sikker.
Og Alberte skal med.
Selvfølgelig.
Han nikkede, gik ud i køkkenet for at sætte te over. Jeg blev stående i gangen og så på kufferten så tålmodig, så trofast.
Udenfor var juni, lyse nætter og mild varme. Alberte grinede af tegnefilm inde i stuen. Vandet begyndte at koge.
Karen! råbte Anders. Skal du have sukker i?
Nej tak, svarede jeg. Som altid.
Helt sikkert? Du plejede tage én.
Det er længe siden.
Nå, sagde han. Jeg kan ikke huske, hvornår du stoppede.
Det kan jeg heller ikke. Pludselig havde jeg bare ikke brug for det.
Jeg stod lidt, gik ud i køkkenet, tog min kop og varmede hænderne ved den. Anders så ud ad vinduet. Jeg betragtede ham.
Vi var andre mennesker end dem, der stod i gangen ni år tidligere med printede billetter. Ikke bedre eller dårligere, bare andre. Med tab, med samtaler vi aldrig fik, med dem, der dog lykkedes, og med en kuffert, der havde ventet.
Anders, sagde jeg.
Hvad?
Ingenting. Bare
Bare hvad?
Bare godt, at du er her.
Han så på mig. Der var noget i hans ansigt, jeg ikke helt kunne sætte ord på. Ikke glæde, ikke sorg noget midt imellem.
Tror du, vi får det godt? spurgte han lavt. Dernede. Ved havet.
Jeg nussede koppen, mærkede varmen.
Jeg ved det ikke, sagde jeg. Men vi tager afsted.
