En mærkelig kvinde.
Mit navn er Lærke Pedersen, og i dag oplevede jeg noget, der stadig fylder mine tanker, mens regnen trommer på ruden.
Jeg maste mig ind i menneskemængden, da bussen mod Rådhuspladsen ankom. Der var næsten ikke plads til flere, selv om chaufføren tålmodigt ventede på, at folk fik presset sig sammen. Jeg stak hurtigt mine slidte 20-kronesedler til chaufføren uden nogen ordveksling det var tydeligt, han allerede var træt af morgenens vejr og trafik.
Regndråberne dryppede fra mit lidt for store, blå paraply, jeg balancerede mellem folks tasker, skønne humør og mindre indbydende miner. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg smiler altid lidt for dumt, når jeg står mast sammen med fremmede. Det hjælper på nerverne smil i stedet for at stresse, plejer jeg at sige til mig selv.
Der var, som altid, lidt skubben og brokken. Især over våde paraplyer og folk, der ikke vidste, hvor de skulle gøre af deres rygsække. En dreng, måske 13-14 år, stod helt fortabt med sin gigantiske skoletaske, indtil en ældre kvinde i grå strikket hue fra sin vinduesplads tilbød at holde den. Hun samlede på mystisk vis både sin egen netpose med bøger og drengens taske i skødet.
De, der sad ned, lignede statuer. Fordybet i deres mobiler eller tomt ud ad vinduerne mod de brostensbelagte gader på Nørrebro, hvor regnens farvespil kun blev brudt af knaldrøde og gule paraplyer.
De sad som tavse vidner til trængslen ret ligeglade med os, der stod klemt. Sådan er det nu engang hvis du har sikret dig en siddeplads, skynder du dig at lukke resten af verden ude. Det handler om at overleve travlhedens kolde, våde efterår.
På én nær: Den lille kvinde med den grå hue. Hele tiden vippede hun hovedet og holdt øje med, om de sidste passagerer nu var kommet med. Hun insisterede: “Der står stadig tre derude, kan vi ikke lige rykke lidt sammen?” og blev straks mødt af et surt svar: “Der er ikke plads til flere hold nu op med det pis!”
Enhver anden ville have ladet fornærmelsen sidde, men hun fortsatte stædigt med at holde øje jeg bed mærke i, hvordan hendes bryn samlede sig bekymret, mens hun så efter de sidste, der kæmpede sig ind.
“En rigtig mærkelig kvinde,” tænkte jeg, og alligevel ramte hendes omsorg mig mellem al den kolde travlhed. Men lidt efter glemte jeg hende mine egne tanker trængte sig på: Hvis bare jeg havde en bil. Ikke at jeg havde brug for det og far ville aldrig give lov, ikke nu hvor han havde fundet Louise. Han havde penge nok, det vidste jeg… men aldrig til mig.
Han var altid den rare type underviste på universitetet her i København, kørte nogle gange mig hjem, hvis vi kunne få det til at passe. Det var oftest bussen især når regnen silede ned.
Da vi nåede min stoppested, skulle jeg mase ud mellem mennesker; bag mig kæmpede den gråhårede kvinde med sin store indkøbstaske. “Ja, men du kan da ikke slæbe den der med,” vrissede en mand i trenchcoat. Hun undskyldte tusind gange, sveden perlede på hendes pande.
Hun spurgte, om jeg også skulle af, og jeg var glad for at snige mig forbi hendes taske og ud i regnen. Da jeg stod udenfor og slog min paraply op, så jeg, hun stoppede og spurgte en ældre dame om vej men den anden rystede opgivende på hovedet.
Underligt hun ikke kunne finde rundt eller måske bare uheldig? Jeg skulle jo alligevel samme vej, så jeg spurgte hende: “Mangler du vejledning til Egebæksvej?” Hun lyste op, og fortalte, hun skulle netop derhen jeg tilbød straks at følge hende. Hendes taske var tung, men havde da hjul, som hun insisterede på selv at trække.
Hun var klædt i cowboyjakke med pelskrave, tæt hue og jeans. Halstørklædet sad mærkeligt på toppen af hovedet, hvilket jeg morede mig lidt over det dækkede kun issen.
Hen ad vejen snakkede vi om alt og ingenting hun fortalte, at hun kom fra Strib, en lille by på Fyn, og netop var ankommet med fly og tog. Hun var træt og lidt fortumlet. Vejret havde overrasket hende men hun smilede: “Hvis man drømmer om regnbuer, må man tåle regnen.”
Da vi nåede Egebæksvej, viste det sig, hendes søn boede til leje for at studere på Københavns Universitet han anede vist ikke, hun kom. Vi nåede frem til bygningen, men døren havde kode og ingen åbnede, da hun ringede på. Hendes søn tog heller ikke sin mobil han var sikkert til forelæsning. Hun takkede tusind gange og prøvede at give mig hjemmelavede kager, men jeg undskyldte mig og søgte mod varmen i min egen lejlighed.
På vejen hjem smilede jeg lidt for mig selv. Hun var noget særligt ægte, varm, måske lidt gammeldags, men jeg havde fået varmen af hendes selskab.
Vores hjem var blevet anderledes, efter Louise begyndte at komme. Hun var kun lidt ældre end mig og var efterhånden mere hjemme hos os end jeg selv følte, jeg var. Hun tog det som den naturligste sag at vågne op i fars morgenkåbe, og begyndte at indtage køkkenet. Pludselig skulle jeg lære at lave mad af hende, hun forbedrede mine opskrifter og fortalte mig hele tiden, hvordan jeg bedst lavede boller eller salat.
Far kan bedre lide Caesar med kylling, og du har jo kun almindelig kogt kylling, sagde hun en gang. Det irriterede mig umådeligt.
De hyggelige aftener med far, hvor vi bare slappede af og så DR eller diskuterede universitetet de forsvandt. Nu sad hun klistret op ad ham, lagde deres fælles plaid over ham, mens jeg trak mig tilbage på mit værelse.
Og jeg ved godt, det bare er naturligt, at han skal have sit liv og jeg mit. Men jeg savner, at vi var to jeg og far og jeg bryder mig ikke om, hvordan huset nu føles som hendes.
Da jeg var hjemme og i gang med nachos, ringede min mobil. Et ukendt nummer:
“Hej, du har ringet?” lød en venlig stemme. Jeg forklarede situationen at hans mor ventede ude i regnen. Han var på studietur i Aarhus, viste det sig, og havde ellers overladt nøglen til udlejer, der desværre var på weekendtur.
Jeg kunne ikke lade være jeg måtte tilbage. Ude på Egebæksvej fandt jeg hende, krøllet sammen på en overdækket legeplads. Hun var både træt og gennemkold.
Jeg gav hende min telefon. Hun jublede nærmest, da hun fik kontakt med sin søn. Jeg tilbød hende at tage med mig hjem i stedet for at bokse med dyre hoteller, men hun tøvede. “Jeg kunne jo være svindler! Det kan du ikke vide!” Hun grinede, imens hun lavede et slags teatralsk, forskræmt ansigt, og så kunne jeg ikke lade være med at grine med.
Da vi var kommet hjem, foreslog jeg hende et langt varmt bad, mens jeg lavede lidt mad. Hun var tydeligvis vant til at hjælpe, men accepterede modvilligt en gæsteværelse. Hun beundrede min bogreol især min samling af H.C. Andersen. Hun fortalte, hun arbejdede som leder af forsamlingshuset i sin lille landsby og underviste både i dans og kor, for der var altid for få hænder i de små samfund.
Efter frokost blev vi hængende i stuen. Billedet på væggen, hvor jeg står sammen med min mor, fik Marinas for det hed hun opmærksomhed.
Vil du fortælle om din mor? spurgte hun, og selvom det altid havde været svært, mærkede jeg, at nu kunne jeg fortælle. Indtil nu havde jeg kun turdet tænke det for mig selv om natten.
Jeg fortalte hende alt. Om min mors drømme for mig, om kærligheden, og om hvordan jeg første gang mistede fodfæstet i livet, da hun døde i et glatføreuheld. Hvordan jeg år efter år holdt smerten på afstand turde ikke tænke, tale, lukke følelserne ud.
Og imens jeg talte, mærkede jeg tårerne komme. Men de føltes ikke som før, hvor de overmandende hele mit sind. Nu var de våde, men milde, og Marina sad bare og lyttede opmærksomt.
“Det er okay, Lærke,” sagde hun, da jeg undskyldte. “Man må gerne græde, især i regnvejr. Det regner jo ikke kun udenfor.”
Hun blev i stuen til hun faldt i søvn på sofaen, og jeg gik ud for at tage mit eget vasketøj ind. Udenfor smeltede gråvejr, regn og løvfald sammen, luften duftede friskt og lysende, som om alting sorg og glæde var en uadskillelig del af livet.
I aften forsvandt skellet mellem fortid og fremtid for en stund, som om regnen vaskede minderne glatte. Måske kan jeg fremover tillade tanken om min mor at fylde uden at sige stop. Måske var det den mærkelige kvinde, Marina, jeg havde brug for.
