Æbler i oktober
– Malene, du må forstå det rigtigt. Der er kun én lejlighed, og vi er to. Jeg er ældst, så ifølge loven har jeg ret til mere. Det ved du jo godt.
Malene Sørensen står ved vinduet og kigger ned på gården, hvor blottede rønnegrene svajer i vinden. Hun græder ikke. Hun ser bare ud, betragter grenene, og tænker, at rønnebærrene i år er usædvanligt mange og røde, men at fuglene allerede næsten har spist dem alle.
– Jeg forstår det bare ikke, Ole, siger hun sagte uden at vende sig.
– Hvad mener du, du ikke forstår? Lejligheden har tre værelser, den ligger midt i København, og jeg er folkeregisteret her. Jeg har familie, børn.
– Jeg er også folkeregisteret her.
– Det er midlertidigt. Mor gav dig lov til at bo her, da du blev skilt. Men det betyder ikke, at du ejer noget af det.
Malene vender sig omsider. Ole er 57, hun er 54. De voksede op sammen i ét værelse, delte et skrivebord, en boghylde og én mor. Nu står han i døråbningen til hendes værelse iført sin dyre frakke og mobiltelefon i hånden, blikket rettet op over hovedet på hende.
– Notaren sagde, at lejligheden deles ligeligt ifølge testamente. Det besluttes ikke af dig, Ole.
– Jeg ved godt, hvad notaren sagde. Endelig ser han hende i øjnene, men blikket er ikke hårdt eller vredt, bare træt, sådan som én ser ud, der for længst har besluttet sig. Jeg vil give dig et tilbud. Din andel er mange penge værd, men jeg kan ikke optage lån. Jeg kan betale dig over tid. Eller
– Eller hvad?
– Eller du tager sommerhuset. Der er jo mors gamle hus i Vemmedrup. Det er selvfølgelig gammelt, men jorden er god. Seks hundrede kvadratmeter, hus, udhus. På papirerne svarer det næsten til din andel. Næsten.
Malene tier. Udenfor ryster rønnegrenen, og den sidste klaser falder til jorden.
– Du vil have, at jeg flytter på landet.
– Jeg vil gerne have, vi skilles ordentligt. Uden retssag.
– Jeg tænker over det, siger hun.
Ole går, uden at smække med døren. Det føles næsten fornærmende, for hvis han smækkede, ville det betyde, at det rørte ham.
Vemmedrup ligger 120 kilometer fra København. Malene Sørensen kom der som barn, senere som ung med moren. Sidst hun var der, var for otte år siden, da moren stadig kunne tage turen. Huset var allerede dengang gammelt, lugtede af fugt, og verandaens tag hang, men mor sagde, det var let at trække vejret der. Luften var en anden.
Da Malene ringer til veninden Rikke, siger Rikke:
Er du skør? Gå ikke med til det. Få en advokat. Slåss for din ret.
Jeg har ikke råd til advokat. Og ikke styrke til retssag.
Men har du styrke til landet?
Jeg ved det ikke. Malene tøver. Jeg må tage derned og se det.
Du forstår det med det samme. Der er jo ingenting der.
Mor sagde altid, at luften var bedre.
Rikke er stille, sukker:
Malene, du prøver bare at slippe væk fra det hele. Jeg forstår det godt. Men at flygte til landet det er at flygte.
Måske er det netop, hvad jeg har brug for.
Hun tager afsted om lørdagen med toget. Oktober er kold, træerne langs skinnerne står næsten nøgne. Malene ser ud ad vinduet uden at tænke, blot observerer marker, små skove, haveforeninger med sorte stakitter forbi. At tænke gør ondt, så hun lader være.
Vemmedrup viser sig at være en lille landsby. To gader, købmand på hjørnet, en kirke uden spir. Huset ligger for enden af anden gade bag gamle æbletræer. Det ser ud, som huse gør, når ingen har boet i dem længe: Skodderne flosset, lågen skæv, mos på trappen. Men væggene står fast, og skorstenen er uden revner.
Malene låser op, går ind. Det lugter af tomt hus, men ikke råddenskab. Hun går gennem rummene. Køkkenet med støbejernsovn, stuen, et lille kammer med en sofa. I entréen hænger mors gamle regnfrakke. Malene rører ved den, noget tager fat i halsen, men hun græder ikke. Står blot der, holder om stoffet.
I køkkenhaven er det hele groet til, men æbletræerne lever. Der hænger stadig enkelte sene æbler, små og gule. Malene samler et op, tørrer det af i ærmet, bider i det. Sødmen danser med en let syrlighed, duften er ren efterår.
Hun tager tilbage til byen og ringer til Ole:
Jeg siger ja. Få huset overdraget.
Fint, siger han. Ikke mere.
Flytningen tager to uger. Der er ikke meget at tage med. Kasser med bøger, sengetøj, køkkengrej, tøj. Rikke hjælper med at bære, og hele tiden småskælder hun på Malene, men mere af vane end overbevisning.
Kommer du aldrig og besøger mig? spørger Rikke, da ladbilen er læsset.
Jo, og du skal også komme ud.
Jeg? På landet? Rikke griner, men trist. Der er myg.
Nu er det oktober. Ingen myg.
Næste år er der myg.
Malene starter med køkkenet. Det er det mest rigtige, beslutter hun. Først skal komfuret virke, der skal være varmt, og man skal kunne koge suppe. Ovnen virker, kun skorstenen skal renses. Naboen overfor, gamle Hans Breum, dukker op på anden dagen. Han kigger ind, som om det er tilfældigt, og siger:
Jeg har hørt, at Jyttes datter er kommet hjem.
Yngste datter. Malene.
Hans Breum. Han tager kasketten af. Kendte din mor, så at sige. Som nabo.
Kom indenfor.
Han træder ind, ser sig omkring, rører ved komfuret, kigger på skorstenen og siger:
Skal renses. Jeg klarer det. Ingen grund til at bekymre sig.
Jeg vil gerne lære det selv.
Det kan du. Han smiler skævt. Men lad mig nu gøre det først. Der er en kunst i det.
Mens han renser skorstenen, rydder Malene stuen op. De taler sammen gennem åbne døre uden at se hinanden overraskende behageligt.
Har du altid boet her? spørger Malene.
Hele mit liv. Født i huset heroverfor.
Aldrig lyst til byen?
Jo. Som ung. Det gik over.
Hvorfor?
Han tav, og sagde så:
Der er altid noget, der skal gøres i byen. Her bestemmer man selv. Forstår du forskellen?
Malene nikker, at det gør hun.
De første dage lever hun i en underlig døs. Hun står tidligt op, fordi dagen begynder tidligt, og fuglene larmer fra solopgang. Hun drikker te ved vinduet, betragter æbletræerne. Går i brugsen, køber det mest nødvendige. Rydder op, lapper, læser. Går tidligt i seng.
Tankerne om Ole kommer om natten. Ikke vrede tanker, mere overraskelse. Hvornår blev hendes bror fremmed? Eller har han altid været det, uden hun opdagede det? De voksede op sammen, men altid lidt hver for sig. Han var tre år ældre, og de tre år stod som et lavt, men fast hegn mellem dem. Man kan se over, men har ikke lyst til at gå over.
Sidst på ugen finder hun en kat. Den sidder under trappetrinet, lille og grå med store gule øjne. Malene kommer ud med et stykke smørrebrød, katten snuser og trækker sig lidt.
Stolt, siger Malene højt.
Næste dag kommer hun med mælk. Katten drikker halvdelen og bliver.
Hans Breum, der ser katten, siger:
Nå, det er bare Trisse. Hun er alles og ingens. Går fra hus til hus. Du skal ikke regne med, hun bliver din.
Vi får se, svarer Malene.
En uge senere sover katten på hendes sofa.
Der er meget at tage sig til i huset, og det er godt. Mens hænderne arbejder, tænker hovedet mindre. Malene fikser hængslet på porten, maler skodderne, ordner hylderne. Hans Breum bærer brænde ind. Hun protesterer, påstår hun kan selv, han vifter af:
Du er fra byen. Brænde skal stables rigtigt, ellers bliver det vådt.
Jeg vil lære det.
Det gør du, næste år klarer du det selv. Hans vurderer hende alvorligt. Du er kommet for at blive?
Jeg ved det ikke endnu.
Bliver du her til vinter?
Måske.
Han nikker og siger ikke mere. Men han stabler brændet, så det rækker hele vinteren.
November er kold. Landsbyen bliver stille, naboerne gemmer sig, kun røg stiger op fra skorstene. Malene tænder ovnen og opdager, at det får hende til at slappe af. Det føles ægte: åbne klappen, lægge optænding i, vente, til ilden tager fat, så på med brændet, lukke ovnlågen og høre elden brænde.
Hun ringer til Rikke:
Ved du hvad, jeg fyrer op i komfuret nu.
Hvordan går det så?
Det går godt. Jeg kan lide det.
Malene, Rikke er stille. Hvordan har du det ellers?
Overraskende godt. Bedre end jeg troede.
Tak og lov. Jeg var bange for, du bare ville sidde derude og få kolde fødder og drukne dig i rødvin.
Rikke.
Okay, okay. Skal jeg komme?
Kom til foråret. Du skal se æbletræerne.
Du taler om de æbletræer, som om det er noget særligt.
Det er de. Mor plantede dem.
Jeg kommer til foråret.
Sidst i november begynder Malene at bage. Det sker tilfældigt hun finder en gammel opskriftsbog i køkkenskuffen, skrevet med mors sirligt lille håndskrift: Æblekage med tørgær, Klavs rugbrød, Honningkage. Hun vælger æblekagen der er stadig æbler fra haven i bryggerset.
Kagen bliver ikke perfekt. Den er lidt brændt i bunden, skorpen lidt sej. Men duften fylder huset. Malene skærer et stykke og inviterer Hans Breum ind.
Han smager, nikker anerkendende:
God kage. Dine egne æbler?
Fra haven.
Det er ‘Gråsten’. Din mor sagde altid, det var de bedste til tærte. Hun bagte tit.
Jeg vidste ikke, siger Malene og ser på stykke på hans tallerken. Vi kom næsten aldrig ud her de sidste mange år.
Hun savnede jer, siger Hans, uden bebrejdelse.
Det ved jeg. Jeg savnede hende også.
De er stille. Trisse springer op på vindueskarmen og ser ud på gårdspladsen.
Var du i arbejde i byen? spørger Hans.
Revisor. Tyve år samme sted. Blev fyret for to år siden.
Og nu?
Ingenting. Lever af opsparing. Den er ikke stor.
Han siger ikke mere, tilbyder ikke råd eller medlidenhed. Han nikker bare, og det føles rigtigt.
Kan man sælge noget her? Kager, for eksempel? Er der et marked?
Om fredagen. I nabobyen, Sorø. Otte kilometer. Der handler folk. De elsker hjemmelavet.
Otte kilometer?
Jeg har bil. Han tager kasketten. Jeg handler der hver fredag. Vil du med, så kører jeg.
Jeg tænker over det.
Tag dig tid.
Første fredag går. Så den næste. Den tredje bager Malene fire æblekager, pakker dem i viskestykker og tager med Hans til Sorø. Markedet er lille, overdækket, et par rækker boder. De sælger syltetøj, kartofler, strikkede sokker. Malene finder et hjørne, lægger kagerne ud.
En ældre dame i grøn frakke køber den første. Snuser til den, spørger:
Hvad er der i?
Æbler. Fra min egen have.
Er der kanel?
Nej.
Trist. Men jeg tager en alligevel.
Alt er solgt ved dagens slutning. Malene tæller pengene. Det er ikke meget, men hun har tjent dem med sine egne hænder.
På vejen hjem spørger Hans:
Hvordan føltes det?
Jeg solgte det hele.
Jeg så det. Han kigger på vejen. Lær at bage honningkager, de sælger bedst. Især til jul.
Min mor bagte ikke honningkage.
Mor bagte ikke, men du gør. Du kan sagtens. Gør det bare.
December tilbringer Malene i køkkenet. Prøver opskrifter, noterer, hvad der virker, hvad ikke. Hun bager to slags honningkager: én med ingefær og honning, én med citronskal. Hans Breum smager de første er bedst. Trisse snuser og går væk, som altid når maden ikke er til hende.
En aften tager Malene telefonen og tager billeder: tærten på det gamle træbord, katten i vindueskarmen, solnedgangen bag æbletræerne, ovnen med åben låge. Hun ser igennem billederne og overraskes de er smukke, ægte.
Rikke sender en sms efter billederne:
Det er fantastisk smukt. Du er på landet sådan her ser der ikke ud!
Jo, her gør, svarer Malene. Du har jo ikke været her.
Læg det op et sted på LivsNær, der kigger alle på sådan noget nu.
Malene opretter en profil kaldet Æbler i oktober på LivsNær. Efter en uge har hun 50 følgere. Efter to 200.
Det overrasker hende. Hun forstår ikke, hvad folk kan lide: bare et køkken, tærter, kat på vindueskarmen. Men kommentarer kommer: Som hos mormor, Der vil jeg bo!, Del opskriften!
Hun begynder at optage små film: hun ælter dej, fyrer op i ovnen, ruller dej ud. Hendes stemme rolig, ingen falset, bare fortællende. Følgerne bliver flere.
Rikke ringer:
Nu er du internetstjerne, har du set?
Så vildt er det da ikke. 500 mennesker.
500 er da ikke ingenting! Svarer de dig?
Ja, de vil have opskrifter. En fra Skagen bager mine kager nu.
Se, Rikke ler. Jeg troede, landet ville kede dig ihjel. Og du blomstrer.
Overdriv ikke.
Jeg overdriver ikke. Du lyder anderledes. Din stemme er ny.
Malene svarer ikke med det samme. Så siger hun:
Jeg har det faktisk godt. Jeg troede aldrig, jeg ville få det sådan.
Jeg er oprigtigt glad for din skyld.
I januar rammer en snestorm. Tre dage sner det konstant. Vejen er ufremkommelig, butikken lukket. Malene sidder hjemme, fyrer op, fodrer Trisse. Hun har nok forsyninger. Hans Breum kommer med kartofler og syltetøj i et sylteglas han banker på ruden, vil ikke trække sne ind.
Alt i orden? spørger han gennem glasset.
Alt fint! råber hun tilbage.
Han nikker og forsvinder gennem driverne. Malene ser efter ham og tænker, hvor lidt hun egentlig ved om ham om hans fortid, familie, historier? Men han fortæller intet, og hun spørger ikke. Det føles rigtigt.
Under snestormen finder hun penge.
Det sker, da hun kravler op på hylden over ovnen efter en gryde. Hun finder en gammel dåse, tung. Hun hopper ned, åbner. Indeni er penge, bundet med elastik, og en lille seddel.
På sedlen står med mors håndskrift: Til Malene. Til et godt liv.
Malene sidder længe med dåsen i hænderne. Hun tæller ikke. Sidder bare og ser på sedlen. Trisse hopper op, skubber næsen ind i hendes hånd.
Vidste du det? spørger Malene.
Trisse gnider sin kind mod hendes fingre.
Beløbet er ganske pænt. Ikke en formue, men nok til, at vinteren kan gå uden stress, og at hun til foråret kan købe en ordentlig ovn til sommeren, renovere verandaen, måske få en ny brændeovn. Mor har lagt til side år for år, lidt ad gangen, hun har gemt dem til Malene selv.
Malene ringer til Ole. Bare for at sige det.
Ole, jeg fandt mors opsparing i huset. I en blikdåse. Med en seddel.
Pause.
Meget?
Nok.
Det der altså, det er også arv. Det skal vel deles.
Malene er tavs. Hun siger så:
Der står til Malene. Det er mors håndskrift.
Malene, loven er lov.
Jeg har hørt dig, Ole.
Hun lægger på. Sidder lidt. Så sætter hun vand over til te. Trisse følger med fra vindueskarmen. Malene tager en kop frem, hælder te op, lader den trække. Drikker. Ringer ikke tilbage.
Februar er klar og stille. Sneen ligger jævnt, træerne dækket af rim. Malene går ud om morgenen, fotograferer æbletræerne; de ser anderledes, stærke smukke ud om vinteren. Billederne bliver fine.
På LivsNær har hun over tre tusind følgere. En kvinde, Birthe, der driver et lille bagerudsalg i Odense, rækker ud: Kunne Malene levere honningkager? Hun siger, hun vil tænke over det. Så slår hun til. Birthe bestiller 100 til Kvindernes Kampdag.
Hans Breum finder papkasser til indpakning og kører dem fra Sorø.
Nu bliver det for alvor, siger han, da han ser Malene lægge honningkagerne i rækker.
Måske, måske ikke. Vi får se.
Jeg har engang drømt om noget eget. Det blev aldrig til noget.
Hvorfor?
Han trækker på skuldrene:
Tiden var en anden. Og jeg var for betænksom.
Du virker ikke sådan nu.
Ikke længere. Han ser på æskerne. Det er godt, at du ikke bare venter. Du handler.
Malene vil gerne svare, at hun plejede at vente: vente på, at livet selv ordnede sig, at manden besluttede, at chefen så hende, at broren handlede ordentligt. Men hun siger ikke noget. Fortsætter bare med kagerne.
Hen mod foråret finder hun ro. Det er svært at beskrive, men hun mærker det. Noget inden i løsner sig ganske langsomt. En morgen vågner hun og mærker ikke længere trykket fra efteråret. Trisse ligger op ad hende, spinder. Udenfor svulmer knopperne på æbletræerne.
Rikke kommer i april, som hun har lovet. Så huset, æbletræerne, Trisse, Hans Breum (der hjælper med verandaen) og siger længe ikke et ord. Så:
Jeg troede, du gemte dig. Men du lever, Malene.
Det ene udelukker ikke det andet.
Nej, det er rigtigt. Rikke ser ud Her er dejligt. Jeg havde ikke troet det.
Det sagde jeg selv i oktober.
Måske. Rikke smiler. Vis mig, hvordan man tænder op.
Kom.
De bruger en halv dag på det. Rikke er kluntet med brændet, optændingspinden springer, og hun griner ad sig selv. Malene ser på hende og tænker, at hun ikke har set sin veninde så afslappet længe. I byen var Rikke altid lidt stresset, lidt anspændt. Nu sidder hun bare ved komfuret og kigger ind i ilden.
Sig mig, ham Hans Breum, er han enkemand?
Det har jeg aldrig spurgt om.
Malene.
Rikke.
Jeg siger det bare. Han ser på dig opmærksomt.
Han er bare høflig.
Måske, svarer Rikke, men lyden af stemningen siger noget andet.
Maj møder Malene i haven. Nu vil hun dyrke noget nyttigt, ikke kun blomster: squash, dild, et par solbærbuske. Hans Breum kommer med tomatplanter.
Fra egne frø. De holder godt.
Hvad skal du have for dem?
Ingenting. Det er nabo-hjælp.
Du hjælper mig næsten for meget, Hans.
Han sætter bakken fra sig, ser på hende:
Gør det dig utryg?
Lidt. Vil ikke stå i gæld.
Du skylder ingenting. Han taler roligt. Du gør også noget for mig. Tærter, og snak. Jeg bor alene, har gjort det længe. Snak er ikke mindre værd for mig end planter er for dig.
Hun betragter ham, tænker, han er et godt menneske. Sådan uden ord og betingelser.
Tak, siger hun.
Nemlig, svarer han og går i gang.
Sommeren bliver varm. Æbletræerne blomstrer, og det er så smukt, at Malene ikke kan få nok. Hvide blomster på gamle krogede grene, duften svimlende. Hun optager en video, lægger det ud på LivsNær: Æbletræerne blomstrer. Det smukkeste i år. Folk skriver, de græder, de vil vide, hvordan æbleblomst dufter.
Birthe fra bageriet skriver, at bestillingerne vokser; spørger om fast samarbejde. Malene siger ja.
I juni ringer Ole. Navnet toner frem hun svarer tøvende.
Hej, siger han.
Hej.
Hvordan går det?
Godt. Sommer, have.
Ja, har hørt, du har fået dig indrettet. Pause. Rikke fortæller.
Hun plaprer altid.
Malene, jeg Han hoster. Jeg har problemer. Det byggeri, jeg investerede i, gik i stå. Min partner snød mig. Pengene er væk.
Malene tier.
Jeg beder ikke om noget, siger han hastigt. Jeg skulle bare sige det.
Hvorfor?
Ved ikke. Måske skulle det bare ud. Hans stemme bliver blødere. Hvad med huset?
Huset har det godt. Jeg har fået styr på det.
Taget?
Taget senere. Først ovn, veranda, låge.
Alene?
Med nabohjælp.
Okay. Lang pause. Er du vred, Malene?
På hvad?
Det hele. Hvordan det blev.
Hun ser på haven. Trisse sidder udenfor på vinduet og stirrer mod haven.
Jeg er ikke vred, Ole. Jeg lever.
Han svarer kun stille:
Du har altid været klogere end mig. Du sagde det bare aldrig.
Ikke klogere. Bare anderledes.
De snakker lidt om løst og fast. Hun lægger på, bliver stående længe ved vinduet. Går ud, henter kanden, vander tomaterne. Tænker ikke længere. Gør bare.
August bliver overvældende med æbler. De er store, nogle år større end før. Hver morgen plukker hun dem, lægger dem i kasser. Nogle bruges til tærte, nogle bliver til syltetøj. Også den opskrift finder hun i mors bog: det bliver mørkt, kraftigt, med kanel og nelliker. Hans Breum bemærker, at det smager som fra Jytte.
Kan du huske det? Malene er overrasket.
Hun bød altid på det. Hans smiler varmt, fjernt. Din mor var god.
Det ved jeg.
Du ligner hende. Ikke i ansigtet. I hænderne.
I hænderne?
Hun lavede altid tingene omhyggeligt. Som om det betød noget. Du gør ligesådan.
Malene svarer ikke, rører bare videre i syltetøjet og nyder lyden.
På LivsNær dukker sponsorer op. Små, men rigtige. Et køkkenudstyrs-firma beder om samarbejde. Først én video, så endnu én. Småpenge, men overraskende tilfredsstillende. Hun fortæller Hans.
Nu får du penge for at bage? spørger han nysgerrigt.
Og for at vise hvordan. Underligt, ikke?
Ikke så underligt. Før købte man bøger for det. Nu ser de videoer.
Ville du se mine?
Han tænker alvorligt:
Dine ville jeg.
Hvorfor?
Det er ægte. Folk kender forskel på ægte og pænt. Man vil måske have pænt men når man er træt, søger man det ægte.
Er du træt af pænt?
Han stanser i døren:
Jeg har altid levet midt i det ægte. Så jeg blev ikke træt.
I september kommer Ole på besøg uden varsel. Pludselig står han i døren søndag morgen med sportstaske og ansigtet som én, der har tænkt længe før han tog afsted.
Malene åbner. Han ser mindre ud end året før ikke i højde, på en anden måde.
Må jeg komme ind?
Selvfølgelig.
Hun sætter vand over. Ole ser på køkkenet, på Trisse, der betragter ham med mistro.
Kat, siger han.
Trisse.
Du har altid sagt, du ikke brød dig om katte.
Hun valgte mig. Jeg protesterede ikke.
Vandet koger, Malene hælder te op, sætter syltetøj og honningkager på bordet. Ole tager en honningkage, tygger langsomt.
Godt, siger han.
Mors opskrift.
De er stille. Efter lidt siger han:
Jeg har mistet alt. Næsten. Måtte belåne lejligheden, kunne ikke betale. Vi bor til leje hos Kates søster nu.
Børnene?
De er hos os. Trangt, men sådan er det.
Malene føler kun forståelse, ingen skadefryd eller medlidenhed. Bare forståelse, at folk ender, hvor de går hen.
Vil du bede om noget? spørger hun.
Nej. Han ser på hende. Jeg ville bare sige, at jeg tog fejl dengang. Med lejligheden. Jeg troede, jeg gjorde det kloge. Det gjorde jeg ikke.
Du tænkte på din familie.
Jeg tænkte på penge. Det er ikke det samme.
Trisse hopper ned fra vindueskarmen og undersøger Oles hånd. Han rækker hende fingrene. Hun trækker sig lidt, men bliver.
Det er et fint hus, siger Ole og ser sig omkring. Du har gjort det pænt.
Jeg har arbejdet.
Jeg kan se det. Han kigger på gardinerne, hylderne, ovnen. Du bor virkelig her. Rigtigt?
Ja.
Og du er glad?
Malene tager koppen i hænderne:
Jeg har det godt.
Ole er tavs. Du behøver ikke tilgive mig. Det forstår jeg.
Jeg sidder ikke fast i det, Ole. Hun taler roligt. Jeg orker ikke at bære på det længere. Det er lettere at lade det gå.
Er det det, tilgivelse er?
Måske.
Han bliver til ud på aftenen. De går rundt i haven, Malene viser æbletræerne, forklarer om sorterne. Ole lytter, spørger lidt. Det er mærkeligt og let på én gang, som når fremmede opdager, de ikke behøver at være fremmede for evigt.
Hans Breum kommer forbi, hilser over hegnet. Malene vinker.
Er det naboen? spørger Ole.
Ja.
En god fyr?
Ja.
Ole ser først på ham, så på Malene:
Du er ikke alene her.
Nej.
Han tager afsted, tøver et øjeblik i døren:
Må jeg komme igen? Bare sådan?
Ja.
Han nikker, kører. Lygterne forsvinder i mørket.
Malene bliver ved lågen, vender så tilbage. Trisse står og venter i døren. Malene løfter hende, katten spinder straks.
Næste dag kommer Hans Breum forbi med æbler fra sin egen have sorten er rødgul.
Smag dem, det er Filippa. Blødere end Gråsten.
Smukke, siger Malene og tager et. Skal du med fredag på marked?
Selvfølgelig.
Du tager altid afsted.
Du tager altid med. Det er blevet vane nu.
Malene tager en bid. Sødme med let syrlighed. Oktober venter igen, træerne bliver gule. Et år er gået. Hun har været her hele året.
Hans, siger hun, er du egentlig lykkelig her? I Vemmedrup?
Han skal bruge tid på at svare. Kigger på æbletræerne.
Jeg har aldrig tænkt på det med de ord. Men hvis du spørger ja. Jeg tror det.
Det gør jeg også, siger Malene. Det overrasker mig stadig.
Hvad overrasker dig?
At man kan. Starte forfra. Når man er 54.
Han vender sig mod hende:
Hvorfor ikke?
Man tror bare, det er for sent.
Hvem tror det?
Malene svarer ikke straks. Trisse kommer ud, strækker sig, ruller sig sammen i solen.
Jeg troede det. Gør det mindre nu.
Godt, det gør mindre. Han løfter en æblekasse og vurderer vægten. Skal vi køre otte på fredag?
Klokken otte.
Klokken otte, gentager han og går.
Malene står på trappen og ser efter ham. Oktoberluften er klar, kølig. Æbletræerne står gyldne med et par frugter tilbage. Længere væk høres en hund gø, lyden bærer vidt i den stille landsby.
Telefonen summer. Rikke skriver:
Er du der? Alt ok?
Malene ser på skærmen. Kigger over mod æbletræerne. Svarer:
Alt er godt. Oktober er begyndt.
Rikke svarer hurtigt:
Hvad betyder det?
Malene tænker. Trisse gnir sig op ad hendes ben.
Det betyder, at snart er der æblekage. Kommer du?
Rikke er længe om at svare. Så:
Lad mig tænke.
Tænk, skriver Malene.
Hun lægger telefonen væk. Går ned fra trappen, over til æbletræerne. Samler et æble op, tørrer det af. Hun bider det smager sødt og lidt tørt. Præcis som for et år siden.
