En dreng blev væk, Mads …
Nå, hvad skal jeg ønske dig i det nye år, min pige? Selvfølgelig sundhed. Og så må det nye år gerne sende dig en god kæreste!
Åh, mor, du ønsker det samme hvert år… Signe vifter afværgende med hånden.
De blev slet ikke klædt om til nytårsaften. De blev enige om hvorfor gøre noget særligt? Vi er jo bare os to.
Men de havde lavet masser af mad!
Det er altid sådan: Man laver og laver mad, men når man sætter sig, tænker man til hvem? Svaret er nemt til sig selv.
Stearinlysene brænder roligt på bordet, lyskæderne glimter i juletræet, udenfor vinduerne høres allerede bulderet af små nytårsbomber, gaverne er pakket i staniol og gemt mellem grannåle og ligger og venter på midnat.
Mor spiser forsigtigt, Signe går til den. Hun har aldrig været helt tilfreds med sin figur, men hey, det er jo nytår. Og salaterne er lykkedes godt: “Drømmen”, “Roskilde”, “Cæsar”.
Deres sekstenetagers betonklods af en bygning fejrer nytår. Nogle vinduer glitrer stille med lyskæder, bag dem fyrre skygger forbi, andre flimrer med det dæmpede lys fra fjernsynet. Enkelte vinduer er mørke. Måske er folk taget på besøg, måske har de bare ikke orket at gøre noget ud af aftenen.
Det er ens egen sag.
Så er der lejlighederne med levende sjæle. Balkonlåger åbnes, døre smækker, musik spiller, skåle råbes, latter og børnestemmer lyder, champagne springer, festkjoler rasler, det dufter af håb, gran og vinter…
Men det mest tydelige folk i ejendommen er helt fremmede for hinanden. Bare forbigående, bare mennesker. Højst kender nogen naboerne på reposen, men én etage op eller ned desværre…
Hele huset fejrer den samme fest, men hver lejlighed fejrer for sig selv. På sin egen måde.
Hos dem, mor og datter, er det meget stille.
Nå, hvad skal jeg ønske dig i det kommende år, min pige? Sundhed, selvfølgelig. Og så en god kæreste. Måske bliver det dit år!
Åh, mor, det siger du hvert år… Signe vifter afværgende.
Mødres ønsker er de stærkeste. Det kommer, når tiden er inde.
Signe skubber Roskilde-salaten fra sig og tager svampe…
Uhm…
I virkeligheden lader hun som om, hun spiser for målbevidst. Hun forsøger at underholde både sig selv og sin mor. Hun tænker over, hvad der mon virker stærkest hendes eget nytårsønske eller mors nytårsønske for hende. For ti minutter siden ønskede hun præcis det samme som sin mor.
Æh, hvor ofte har hun ikke gjort det!
Det er nok ligegyldigt. Intet kommer til at ske. Hvis alle nytårsønsker gik i opfyldelse, ville vi alle være lykkelige. Én ønsker sig en Tesla, en anden lavere rente, en tredje vil have et nyt fiskegrej. Nogle drømmer om bryllup, nogle om vellykket fødsel, andre om at flytte ud hver for sig. Nogle ønsker bare sundhed til sig og deres nærmeste.
Så mange håb, drømme. Slet ikke alt bliver til noget.
Signe drømmer om at møde at kende det, når han er den eneste ene. Og at gifte sig, ideelt set. Det har været hendes nytårsønske igennem flere år, men tja.
I det store hele er det en fest for skuffede forventninger.
Det er bare ikke tiden endnu, havde mor sagt.
Jo, tiden trykker ellers! Hun er allerede syvogtyve. Klassekammeratens søn er begyndt i skole. Og … Hun er ved at være træt af det hele. Selv dagens fejring med mor, kan det kaldes en fest?
De var ikke engang klædt om. Man har lavet mad, sætter sig og glor ind i fjerneren. Taler man skåle, kender man dem på forhånd. Snart, efter gaveudvekslingen, vil mor sige, hun er træt og gå i seng, mens Signe vil hænge lidt længere foran tvet og så falde i søvn også.
Sådan som man fejrer nytår, sådan bliver året!
Kom, lad os kigge på fyrværkeri siger Signe.
Tag jakke på! Jeg ser fra vinduet. Folk bruger penge på tja, på hvad egentlig!
Signe tager dunjakken på og går ud på altanen. Ottende etage. Nede ved opgangen unge mennesker, rødklædt julemand, larm. Henne på legepladsen skyder nogen raketter af. Ovenover på altanen er der snak og musik.
Signe nyder de farverige lysglimt på himlen et øjeblik, før hun smutter tilbage i varmen.
Dengang i vores gamle andelsbolig: hele opgangen var sammen! Åh! Hvor var det sjovt og hyggeligt! Ungerne løb, vinduerne blev åbnet og der blev spillet musik eller harmonika. Det var et rigtigt nytår. Nu? siger mor og slår ud med hånden mod den halvtomme gårdsplads.
Nytårsnatten følger sin rutine. Intet tyder på ændringer. Mor går i seng i sit værelse, Signe fortsætter med at spise mandariner, rydde lidt op, og zappe mellem tv og telefon, tjekker vennernes billeder: statusopdateringer, selskaber, rejser …
Tiden flyver forbi. Klokken er halv tre, da hun går i gang med at rydde maden ind i køkkenet. Tallerkenerne lader hun dog stå mor står tidligt op og rydder alligevel op.
Hun er lige i gang med at bære tallerkner gennem entreen, da der meget forsigtigt bankes på døren.
Hun kigger i dørspionen udenfor står en mand i hvid skjorte.
Hvem er der? spørger hun lavt.
Det er mig, Mads, han kigger rundt, Signe holder øje.
Hvilken Mads?
Han læner sig tættere på døren, hun kan næsten ikke se ham. Hans stemme er rettet mod nøglehullet.
Sig mig, fejrede jeg ikke nytår i den her lejlighed? Nej?
Nej, ikke her! Hun siger det fast og bestemt. Hun orker ikke fulde folk.
Undskyld!
Men manden lyder ikke voldsomt fuld. Han begynder at ringe på ved nabolejlighederne. Kun én åbner, siger et par ord og smækker døren igen.
Han bliver lidt i opgangen, læner sig ind mod væggen, omfavner sig selv han fryser og begiver sig så op ad trapperne.
Så skulle han nok have drukket lidt mindre, tænker Signe, som i Kærlighed ved første hak.
Men nysgerrigheden slipper hende ikke. Hver gang hun går gennem entreen på vej ud i køkkenet, lytter hun, tjekker dørspionen. Hvor blev han af?
Hvordan sker den slags? Har han virkelig glemt, hvilken lejlighed han fejrede nytår i? Hvorfor er han kun i skjorte? Røg han bare ud for at ryge og blev væk?
Det giver ingen mening …
Elevatoren kører flere gange. Han har nok allerede fundet dem igen, tænker hun.
Hun rydder op, men sætter ikke alt ind i køleskabet. Nysgerrigheden vinder. Folk blander sig altid i andres sager, især dem, de ikke skal blande sig i.
Hun går ud i opgangen og begynder at bevæge sig op ad trapperne.
Efter et par etager skal hun til at vende om, da hun får øje på ham. Han sidder udmattet i hjørnet mellem tolvte og trettende sal, omfavner knæene. Kun en tynd skjorte i det kolde opgangslys.
Hej, har du ikke fundet dem?
Han farer sammen og rejser sig.
Mig? Nej, jeg har ikke fundet dem.
Hvem leder du egentlig efter?
Jeg ved det ikke.
Hvad mener du?
Han gnider sig på armene og fryser.
Jo, ser du. En ven inviterede mig med i aften nå, det var jo egentlig i går nu Det var hans kolleger og venner, som bor her. Jeg spurgte ikke engang, hvad de hed til efternavn. Så blev jeg sendt ud for at følge Nikoline og hendes børn til bilen jeg tog bare straks en æske med til dem, det var en gave, en stor familie, så pludselig sad de alle i bilen og kørte …
Og?
De var væk … Jeg vendte mig om mod opgangen … Og … jeg kan ikke huske etage eller lejlighed. Måske gik jeg ind i en forkert opgang? spørger han håbefuldt, som om Signe kan svare på det, Jeg har gået rundt her i to timer nu.
Kan du ikke ringe? Du må da have din vens nummer?
Jeg tog ikke telefonen med. Jeg stod bare i entreen, da de gik, tog bare pakken og så løb jeg bare ned.
Kan du hans nummer udenad?
Han ryster på hovedet. Hvis han kunne, havde han nok allerede bedt nogen om at låne en telefon.
Kun min mors kan jeg, men hun bor langt væk, i Varde.
Det første skridt er altid ikke-forsigtigt. Men man kan da ikke lade nogen fryse. Han virker heller ikke som en bandit. Høj, slank, med et åbent, let naivt ansigt, fin næse, lyse øjne, hage med lille fordybning.
Okay. Kom med hjem. Du kan få varmen.
Er dine pårørende ikke sure?
Mine pårørende sover allerede hun bruger bevidst flertalsform, så han ikke slapper for meget af.
Han går ind, tager forsigtigt skoene af. Køkkenbordet er stadig dækket med salater.
Jeg er lige ved at rydde op. Vil du have noget?
Må jeg?
Han fryser, så Signe tænder for elkedlen. Så får hun en idé.
Hvorfor ringer du ikke til dig selv, altså din egen telefon? Tager du den, så kan du…
Det er rigtigt! han lyser op.
Signe taster hans nummer, men får ikke forbindelse.
Selvfølgelig. Den er løbet tør for strøm han bliver småtrist Det har været så hektisk, at jeg glemte at oplade den, den ligger i min taske, under frakkerne i entreen. Glemte den.
Spis du bare, siger Signe.
Mads er sulten og spiser ivrigt. Signe luner noget and.
Hvor mange værelser var der i lejligheden? hun får en ny idé.
Værelser? Tre, tror jeg. Jo, tre, helt sikkert han sidder med Drømmen-salaten, som de ellers ikke havde spist af.
Sådan! Så begrænser vi feltet; der er kun nogle få treværelseslejligheder i hver af de fire opgange. Var den magen til vores eller modsat?
Tror nok, den var spejlvendt …
Yes! Signe lyser op så er der kun seksten, måske sytten lejligheder der passer. Hvis ellers det er den rigtige opgang.
Undskyld jeg forstyrrer. Jeg har drukket, selvfølgelig, men nu er jeg ædru nok! Men dengang … jeg kan ikke engang huske, hvilken parkeringsplads deres bil holdt på. Jeg bar pakken, snakkede med lille Jonas, deres søn.
Hvad gør vi nu? Har du et forslag?
Jeg har tænkt på alt. I kunne måske låne mig penge til en taxa, eller bestille en. Jeg bor langt væk, det koster, men jeg vil betale tilbage. Men mine nøgler er i tasken! Jeg kan ikke engang komme ind. Og det er jo første januar snart… Det bliver nok svært at få fat i en låsesmed. Og jeg har ikke telefon, han ser helt fortabt ud.
Signe stopper op. Det eneste rigtige er at prøve at finde lejligheden, han kom fra.
Vent siger Signe Vi har faktisk en chat for opgangen. Bare ikke på min mobil, men på min mors. Vi kan prøve!
Så du bor med din mor?
Ja, min mor.
Jeg troede, du havde mand og børn. At der kom en vred mand ud…
Jeg er ikke gift. Hvad med dig savner nogen dig?
Hun savner mig, ja han griner trist. For fire år siden blev vi enige. Det var bedst at gå hver vores vej. Men det var ikke her, jeg bor kun til leje.
Nå, så sæt dig, Mads. Jeg henter mobilen.
Signe lister på tå ind til hendes sovende mor, men hun vågner alligevel.
Sign, hvad laver du? Ikke sovet endnu? Kom nu i seng.
Ja, ja mor, synger Signe mens hun stikker telefonen bag ryggen og lukker døren.
Mads vasker op i køkkenet. Signe hjælper hurtigt og får resten i køleskabet, så de kan gå ind i stuen.
Signe åbner chatten og tøver. Nu om dage skriver folk kun det nødvendige ingen har engang skrevet Godt nytår.
Hvad skriver vi? Jeg aner det ikke …
Er det dig der? spørger han med et smil og ser på billedet på væggen.
Det er mig.
Flot … Skriver vi? Hvad skriver vi …
De begynder at finde på. Mads klør sig i nakken. Det bliver mere og mere fjollet, de fniser, holder sig for munden for ikke at grine højt.
En mand gik ud af opgangen og glemte hvilken …
Nej, bedre: En dreng på niogtyve år er blevet væk …
Nej, vent: Opfordring! Victor Holm! Hvor er du? Jeg er i lejlighed … Hvilken er det?
Nej-nej. Ikke nævn vores min mor forstår det ikke! Hun tror, jeg er ordentlig!
Og er du det? Mads ser på hende.
Jamen, ja nikker hun og rødmer.
Måske: Mænd søger lejlighed, han gik ud i fem minutter
Og kunne ikke finde hjem igen? Ej, det lyder dumt …
Kort sagt, det bliver fjollet. De sidder tæt ved mobilen, sender og retter tekster, griner.
Til sidst, ved et tilfælde, får Signe trykket send og i chatten lander:
“Godt nytår! Opmærksomhed! I vores opgang er en dreng på 29 blevet væk. Han hedder Mads og leder efter folk, han holdt nytår med. Han kan ikke huske lejligheden. Heller ikke venners telefonnumre. Hjælp!”
Ej! Ej ej ej! Mads får mobilen, Signe udbryder, Giv mig den! Jeg sendte det! Jeg tror, jeg kom til at sende det!
Jep, du sendte siger Mads med et blik på skærmen.
Slet det straks! Giv mig …
Hun napper mobilen og ser, der allerede er svar:
Drengen Mads, det er lejlighed 87. 2. opgang. 6. sal. Kom ovre til os! Vi holder tøseaften! Vi mangler en Mads!
Jeg sender det til fælleschatten hold ud, Mads! Kom med!
Nu er de i fælleschatten for hele bygningen.
Så kommer det strøm af beskeder:
Mads, har du snaps? Så kom i 121!
Jeg er alene. Trist. Har ikke engang nogen at skåle nytår med. Er du også trist, Mads?
Det er klart! Kaos i huset. Har ikke sovet endnu. Er der fest i elevatoren? Bare de dog havde inviteret!
Mads, du kan altid komme op og varme dig! Lejlighed 4, 1. sal. Hilsen Magda.
Godt nytår allesammen! Længe leve Mads! Kom ud foran, så hjælper vi dig med at finde hjem!
Må vi hjælpe? Lejlighed 72.
Det skal vi! Vi hjælper Mads sammen!
Nytår, venner! Vi må hjælpe hinanden. Kom ud i gården!
Mads, hør ikke på de andre kom til os. Du vil ikke fortryde det. 87, tøseaften!
De sidder og blinker overraskede Signe fniser. Beskederne vælter ind. At slette beskeden nu er for sent. Hele huset samler sig om at hjælpe den forsvundne Mads. Det kan ikke stoppes.
Han bliver inviteret, nogen råber fra altanen, folk venter nede i gården.
Wow! Der er samlet folk på pladsen siger Signe.
Kom nu, Mads! råber folk nedefra.
Vi må hellere gå ned. Hvad synes du? siger han fra altanen.
Ja men ikke uden jakke. Du får mors.
De snakker pludseligt i du-form.
Hurtigt tager de tøj på og træder ind i elevatoren. De står foran spejlet. Signe i beige dunjakke, sort hue, bag hende står Mads i mørkegrønnen, lidt for snæver damemodel.
De fanger hinandens blik i et kort sekund. Et lille glimt, Mads klemmer hendes hånd.
Dørene åbner.
Skal I hjælpe Mads? spørger en kvinde med et glimt og en papirkongekrone.
Jeg ER Mads, den forsvundne! svarer han.
Surt du ikke gik i 87.!
Hun annoncerer ham straks højt udenfor.
Venner! Her er Mads! Lad os dele os og lede!
Men festen er allerede i gang. Nogen løber i opgangene, nogen rækker Mads en snaps, nogen har hentet en kæmpe højtaler der skrues op for musikken. En julemand og snedronning dukkede op ude af ingenting.
Han bliver trukket af alle, champagne og drinks flyder. Børn løber rundt. Nu kommer naboer fra hele kvarteret til.
Han forsøger at nærme sig Signe, men folk drager ham væk, prøver at skåle. Hun smiler i baggrunden.
Utroligt!
Lige før var gården øde, nu er det folkefest. Cirkellegene kredser, Signe bliver revet med.
Mads! Mads! råber en ung mand.
Victor! Herovre!
Han trækker sig frem til Mads.
Fundet! Fundet! Fundet! råber folk.
Signe ser Mads tage jakken af, tage sin egen på. Han er midtpunkt, alle vil have fat i ham, inviterer ham ind, kalder på ham. Det viser sig, han var endt i forkert opgang; festen var i den tredje.
Tøseaftenens damer flirter med ham, alle er glade det er nytår.
Han holder mors jakke i hånden, ser sig omkring, leder vist efter hende. Signe går ham i møde, men folk samler sig om ham.
Mads! råber hun, han smiler, rækker jakken til hende gennem mængden. Han vil sige noget, men et sangglad selskab overdøver alt.
Nå, Signe ser, han er fundet, og går ganske roligt hjem. Hun har frosset lidt, og mor kan snart vågne.
Inde lægger hun straks beskederne væk fra mors mobil så bliver hun ikke unødigt nervøs. Hun går stille ind, lægger telefonen på mors natbord.
Senere går hun ud på altanen. Folk fester stadig. Det ser ud som om Mads leder efter nogen.
Mon hende? Næppe… Nu har han masser af venner.
Døren åbnes, mor træder ud, pakket ind i tæppe.
Du er vågen, mor?
Signe, jeg syntes døren gik. Har du været ude? hun ser ned, Hold da op, sikke en fest. Som i gamle dage! Hvem har mon fået det startet?
Signe trækker på skuldrene.
Ingen idé.
Måske behøvede folk bare et lille skub noget at samles om. Det lykkedes. Godt, alt endte godt.
Men en lille vemodighed blev tilbage …
**
Første januar vågner Signe klokken elleve, trækker sig og bliver mindet om nytårsnatten. Måske var denne nytårsaften lidt bedre end sidste år.
Mor gør sig klar til at besøge en veninde, som hun traditionelt gør hver første januar. Signe hjælper, for mor vil stråle, men har som altid brug for hjælp til håret og kjolen. Signe har god smag.
Anden januar tager Signe ud til Cecilie, en gammel studieveninde, nu bosat uden for byen i et halvt færdigt hus med mand og to børn; den yngste på kun to år.
Der faldt hun tilfældigt over en gammel julemand i skraldespanden.
Hvorfor har I smidt julemanden ud? spørger hun overrasket.
Hva? Cecilie trækker ham op, forstår ikke noget, Han stod da under træet.
Det er Maria, forklarer seksårige Jeppe om sin lillesøster.
Det viser sig, Maria var bange, da hun for første gang så en levende julemand til børnejuletræet. Hun sad hele tiden hos mor, blev så vred bagefter, at den lille julemand fra træet røg i skraldespanden.
Når Signe har været hos dem, er hun altid træt, døsig efter at børnepasse, og drømmer om ro. Men … hun føler en lille misundelse: Cecilie har familie, eget hjem, og hun selv …
Hjemme fortæller hun mor om Cecilie, viser videoer, og de falder dovent ned i sofaen og ser en okay film.
Mors mobil bimler med beskeder.
Åh, det er ikke til at holde ud! siger hun Der er ikke ro for gruppen mere.
Er det stadig nytårslykønskning? Signe gaber.
Nej nej, det er noget andet. Vi fejrede roligt nytår, men folk er stadig i gang med at lede.
Hvad nu? Signe spørger kun halvdistræt.
Åh, lad os bare melde os ud af gruppen!
Jeg kan sætte den på lydløs.
Nej, så hører jeg intet andet. Bare den pige dog snart bliver fundet!
Hvilken pige? reklamen slutter, Signe tænder for tv’et, Nu begynder filmen, mor.
Mor taler, mens hun ser film, næsten ubevidst:
En eller anden her fra opgangen er forsvundet nytårsnat. Alle leder som tossede. Mads leder efter hende…, mor tier, smiler til tv’et, Se, nu mødes de!
Signe drejer hovedet mod hende, tager så mors mobil. Det bliver pludselig ikke filmen, der betyder noget. Hun åbner beboerchatten og scroller højt op for at finde de første beskeder fra natten.
Venner! Mads, der blev væk nytårsnat, har nu mistet pigen, som reddede ham og som han er helt vild med. Hun bor her i huset, treværelses til højre, bor med sin mor, opgangen og etage husker han ikke. Mørkt hår, smuk! Han kan ikke falde til ro. Hjælp Mads, alle sammen!
Derefter … kaos. Nogen forsøger at genskabe den første besked, nogen tror, de har set hende, nogen undersøger boligregistret, der bliver spurgt og spekuleret.
Men de fleste laver bare sjov, spørger om ikke hun mistede en sko, foreslår et fælles arrangement og råber ud af vinduerne efter den forsvundne pige.
Sign, ser du ikke filmen? mor elsker filmen.
Jeg … jeg tror … det er mig, de leder efter, siger Signe sagte.
Hvad? Hvem leder efter dig? Se nu filmen Mor ænser det ikke.
Hun vender sig om, bemærker datterens undrende blik.
Hvad er der, skat? Er der sket noget?
Måske er det mig, de leder efter Signe kan selv næsten ikke tro det.
Hvordan skulle det dog være dig? De leder efter en pige, der hjalp en fyr nytårsnat. Ikke dig vi er jo rolige, kedelige, hjemme … Mor ser sin usikkerhed, stopper filmen, Signe? Jeg forstår ikke
Mor, må jeg høre slutningen senere? Jeg skal lige noget.
Signe snupper sin egen mobil og går hurtigt ind på værelset. Det var fra hendes mobil, de ringede til ham. Hans nummer vises ikke, for hans telefon var slukket, men hendes opkald må være gemt.
Hun finder hurtigt det ubesvarede opkald. Med sit hjerte hamrende ringer hun op.
Hallo!
Hallo? Hans stemme.
Mads, det er mig…
Et lettelsens suk.
Dig? Det er dig! Fundet! Jeg var ellers på vej ud for at lede lejligheder igennem igen. Jeres hus er jo forhekset! Hvad hedder du, min smukke redningskvinde?
Signe.
Godt nytår, Signe! Og du skal vide, jeg forsvinder ikke igen. Jeg kommer nu.
Til mig?
Ja. Og for at få slut på hele den her eftersøgning i huset!
Signe ler.
Måske skal du lade dem? Folk elsker at lede efter nogen.
Begge ler. Folk længtes, åbenbart, efter fælles, gode gerninger. Og den her lille ting gav dem chancen.
Samtalen slutter, Mads er på vej.
Filmen er færdig, og du fik ikke set den mor kommer ind, Hvad er der sket?
Mor, måske dit nytårsønske gik i opfyldelse med det samme.
Mit ønske? Jeg forstår ikke…
Ingen ved: Var det nytårsønsket under klokkerne eller mors ord, der gik i opfyldelse? Eller begge dele? Eller bare fordi det var tid. Eller et lille mirakel det er jo nytår, hvor alt synes muligt!
