Er vi ikke venner nu?
30. maj
I dag begyndte ellers som en ganske almindelig dag i København, men jeg tror aldrig, jeg vil glemme, hvad der skete.
Lidt over ni traskede jeg med tasken over skulderen og skraldeposen i hånden gennem Nørrebro, på vej ned til Rantzausgade, hvor mor havde sendt mig for at købe løg på torvet. Skraldespandene stod bag ved cykelstativerne, tæt på supermarkedet, og her sender mor mig altid for at slå to fluer med ét smæk det er så typisk dansk at være så praktisk.
Jeg var lidt træt i dag og havde faktisk mest lyst til bare at sidde foran min computer og game, som jeg plejede, men mor begyndte straks efter morgenmaden med at køre den samme smøre: “Jonas, du kan ikke bruge hele din sommerferie på at spille computerspil. Gå nu ud, se det nye område, find nogle venner!”
Men hvordan finder man venner, når ens forældre hen over natten beslutter sig for at flytte til en anden by? Hele mit liv i Aarhus klassekammerater, boldbanen, og Emma fra parallelklassen, som jeg aldrig fik sagt ordentligt farvel til det hele blev pakket ned i flyttekasser sammen med vinterskoene og cykelhjelmen.
Nå, men den her dag blev altså ikke, som jeg havde regnet med.
Jeg smed skraldeposen i den første ledige container, netop som jeg gik forbi det åbne dæksel til kloakken en farlig fæl lugt, som man kun kender fra storbyen, fik mig til at trække på næsen. Lidt længere henne stod boderne, og der var et mylder af mennesker. Ved den store køledisk stod der en slagter Hans, hvis jeg ikke tager fejl og insisterede på, at han ikke gav væk af sit kød gratis, mens en ældre dame, Kirsten, prøvede at overbevise ham om, at en sulten hund da fortjente en bid, nu hvor den sad der og så så magert ud.
“Det er ikke Røde Kors det her. Vil du have kød, så køb det,” sagde Hans hårdt og svingede kniven.
Kirsten rystede bare på hovedet og hviskede: “Du skulle skamme dig!”
Så gik hun.
Hundehvalpen en lille brun fyr med store, ærgerlige øjne blev stående et øjeblik, rastløst trippende med poterne over den kolde asfalt. Hans, tydeligvis irriteret, marcherede ud fra boden, greb den forsigtigt, men bestemt, i nakkeskindet og bar den bagom markedsboderne. Jeg så, at han kastede den i en affaldscontainer, lukkede låget og tørrede hænderne af i sit forklæde.
Mit hjerte hamrede. Hvorfor ville folk altid bare være så hårde?
Jeg gik ikke videre, kun langsomt, for jeg havde hørt en mærkelig lyd. Det lød som klynk.
Da jeg åbnede containeren, sad den lille hvalp der og kiggede op på mig med sådan en længsel, at jeg ikke kunne andet end at smile. Dens hale viftede vildt, selvom den havde været bange.
“Hej hvem har dog smidt dig ud?” spurgte jeg stille. I det øjeblik kom jeg i tanke om, hvad mor havde sagt for nogle uger siden: “Jonas, hvad siger du til en hund? Det ville være hyggeligt.”
Dengang havde jeg bare mumlet, at jeg hellere ville have min computer. Men nu? Jeg kunne ikke lade den blive alene her.
Jeg løftede den op den var let, ikke meget større end min fodbold og ville tage den med hjem. Men i det sekund jeg strakte armene ud, løb den væk. Nysgerrig og forvirret fulgte jeg efter, indtil vi endte ved det åbne kloakdæksel.
Hvalpen standsede og kiggede ned. Jeg satte mig på hug og kiggede også og der, nede på bunden, sad en sort kat med store, gule øjne. Dens skrammede pels og bange blik fik mig til at tænke på den måde, jeg selv følte mig på for tiden lidt efterladt, lidt alene.
“Er I to venner eller hvad?” sagde jeg halvt til mig selv. Hvalpen peb, som om den svarede ja.
“Hvordan får jeg dig op, mis?” spurgte jeg katten.
Det var besværligt, men jeg smed min taske og krøb halvt ned i kloakken. Hvalpen stod nervøst og så på, mens jeg med stort besvær fik kattekroppen samlet op og løftet den over kanten, så den kunne sætte kløerne i asfalten. Så begyndte den straks at slikke sig og baskede hvalpen let på snuden, da den jublende prøvede at slikke kattepelsen ren.
Jeg grinede for første gang i flere dage.
Men så gik det op for mig jeg sad dybt nede i kloakken og kunne ikke få ordentligt fat med benene. Katten og hvalpen stod deroppe og kiggede ned på mig, mens jeg svedte og bandede.
Så, som om de forstod, løb de begge hen til en mand i arbejdstøj, som tømte skraldespande længere henne. Hvalpen gøede, katten mjavede, og pludselig gik det op for manden han fulgte med dyrene tilbage, så jeg blev trukket op i frihed.
“Du er sgu en lille helt,” lo han og gav mig et klap på skuldrene. “Men hvorfor rager du rundt dernede?”
“Jeg skulle redde katten. Og lidt før fandt jeg hvalpen i containeren,” fik jeg fremstammet.
Nå, men jeg tog begge med hjem og håbede bare, at mor ikke ville flippe ud.
Hun gloede noget, da jeg kom ind ad døren med et lille optog. Men da hun hørte hele historien og så på de to forpjuskede væsner nikkede hun.
“Vi må hellere få dem vasket,” sagde hun og smilede for første gang længe. Jeg gik ud i køkkenet og hentede klud, mens mor fandt en gammel kasse med et tæppe.
Først hed de bare Kat og Hund, men bagefter fik de rigtige danske navne katten blev til Sorte, og hvalpen fik navnet Otto.
Nu ligger de begge på mit værelse, rene og mætte, og det føles, som om jeg endelig har fået rigtige venner igen.
I aften, lige før jeg faldt i søvn, kunne jeg høre Otto hviske til Sorte:
“Er vi endelig venner nu?”
“Ja, Otto vi er venner,” svarede Sorte med et gab.
Og jeg? Jeg tænker, at her i Danmark, hvor alting burde være trygt og godt, kan selv den ensomste få venner, hvis man bare giver det en chance.
Måske er det alligevel meget godt at bo i København. Når alt kommer til alt.
