Et øjebliks svaghed
Grethe hastede ned ad trappen fra stationen og gik forbi det store smedejernshegn. Bag sig efterlod hun den stille perron, dækket af blade fra ahorntræerne, og den lille togstation for enden af S-togslinjen, hvor kun få boder stadig var åbne. De glade grøntsagsforhandlere fra Herlev bød hun farvel, og i bakkerne lå skinnende agurker med visne gule blomster, store, røde tomater, pebre med grønne årer samt nødder og friske krydderurter det hele proppet i plastikposer.
Grethe! Goddag og velkommen, kom og køb lidt til frokosten, det vil glæde mig, råbte Andrei, grønthandleren, og rakte hende en dusk dild.
Grethe, folkeskolelærer, boede om sommeren i det lille træhus i Bagsværd, hvor hun passede georginer, margueritter, pæoner og liljer. Hold nu op, sikke nogle liljer hun havde! Æbletræerne var gamle og stærke plantet af hendes oldefar og hvert år bugnede de med frugt.
Hendes mand, Anders, og søn, Mikkel, kom altid i weekenden. Anders var på arbejde i København det meste af ugen, og Mikkel, som nu var voksen, kom kun sjældent forbi, hjalp lidt til med haven, larmede og forsvandt igen. Men god dreng, han glemmer hende aldrig.
Normalt handlede Grethe ind sammen med Anders. Så stod han for sig selv og røg, mens hun udvalgte grøntsager og snakkede med Andrei og grinede. Grethe havde det dejligste, lyse grin let og ungt man blev glad af at høre på det.
Så kom Anders altid hen, så lidt surt på udvalget, og spurgte:
Hvad skal det koste? og skubbede en citron fra sig, som Andrei prøvede at forære ham. Andrei var altid gavmild med sine faste kunder. Men Anders sagde nej, han var bange for, at de ville kræve betaling alligevel!
Så, hvad vil du have for det hele? gentog han.
Grethe blev rød i kinderne hun havde det ikke let med, at hendes mand talte sådan til flinke folk.
Anders, jeg betaler, bare tag poserne, ikke? hun smilede undskyldende og fiskede sin pung op og betalte i kontanter.
Sikke en flot kvinde, men manden har ikke meget respekt for hende! mumlede Andrei, mens de gik videre.
Grethe bar posen med kartofler og agurker, mens Anders kastede nettet med jordbær og tomater over skulderen, så det bumpede ham hen over ryggen.
Han maser alle jordbærrene, ham dér! småsurmlede Andrei. Suk!
Grethe og Anders havde været gift mange år, deres søn var 21 og havde sit eget liv, selvom han stadig boede hjemme. Alt var egentlig fredeligt velkendt, forudsigeligt. Grethe kom hjem før de andre, gjorde lidt rent, lavede mad, og så spiste de ved bordet Anders og Mikkel. De åd, nikkede kun, hvis det smagte, eller sukkede, hvis retten ikke blev god. Anders kunne finde på at skubbe tallerkenen væk:
Grethe, det gider jeg simpelthen ikke spise. Smid det ud, sagde han, men mildnede det, hvis han så hun blev ked af det:
Det kan ske for alle, søde. Kødet var dårligt, de forhandlere på markederne snyder altid. Ud med det, ikke tænk mere på det.
Så klappede han hende klodset på ryggen, prøvede at trøste. Hun sukkede og smilede, tørrede hænderne og sagde:
Nå, så steger jeg bare et par spejlæg til dig?
Anders nikkede, satte sig og tændte fjernsynet:
Jeg er træt, ryggen værker, jeg lægger mig på sofaen, lød det fra ham.
Det gjorde Grethe ikke noget med hun elskede ham stadig, selvom det nu var mere roligt og indgroet end før i tiden. Sønnens liv var i gang, og Grethes eget ja, det var ved at løbe ud. Eller sådan føltes det.
Den dag havde Grethe fået lov til at gå tidligt fra skole og var taget alene op til Bagsværd. Genboen, fru Antonsen, havde ringet der stod vand på grunden, og hun vidste ikke hvordan hun slog det fra.
Hvordan kan det være, fru Antonsen? Vores stophane sidder ved lågen, der er sat sådan en rød sommerfugl på. Kig én gang til, jeg kan ikke komme, jeg har undervisning hviskede Grethe i telefonen, mens kollegiet mumlede omkring hende.
Nej Grethe, jeg kan ikke. Du må selv komme. Jeg har ikke tid til alle andres problemer. Og, forresten, dit køkkenvindue står åbent måske en tyv har været der? og så lagde fru Antonsen bare på.
Grethe prøvede at få fat i Anders uden held, holdt to timer mere, byttede lidt med en kollega, og skyndte sig mod S-toget.
Der var så stille på vejen i Bagsværd nu i oktober. Sommerhusejerne var taget hjem, intet radio, ingen larm eller børns latter i haverne. Der var kun håndværkere, der hamrede på tage inden frosten, og folk der brændte blade af en stærk, men behagelig lugt. Grethe stoppede et øjeblik og nød synet af de røde rønnebær og de små forkrøblede hyben, før hun gik videre. Hendes blå, lille træhus kiggede frem bag tjørnekrattet hvide udskårne vinduer, lav veranda, regnvandstønde. Køkkenvinduet stod virkelig åbent, gardinet baskede lystigt i brisen.
Nå, jeg skal da have haft travlt med at komme af sted, glemte vinduet tænkte Grethe, mens hun prøvede at huske, hvor svensknøglerne lå. Hvis hanen var i stykker, måtte hun fixe det hurtigt. Ellers lukke for hele vandet, men så døde drivhuset Anders havde sat automatisk vanding op, som krævede vand.
Hun nærmede sig havelågen, så Anders bil stod ulåst i garagen, ville til at kalde, men standsede brat. Hun stod lidt på tæerne, kiggede rundt, og stivnede så som om hun pludselig fik et pisken over ryggen. Hun bed sig i læben, snurrede rundt og gik hurtigt væk. En stemme råbte nok efter hende, men Grethe reagerede ikke. Hun huskede ikke engang, hvordan hun nåede stationen, købte en billet med Dankortet, tog ind til København og fortsatte med metroen. Folk sagde noget til hende, men hun hørte det ikke
Mor! Jeg er hjemme! Mikkel smed nøglerne på kommoden og baksede indkøbsposen ind i køkkenet. Mor, jeg købte det hele! Skal det i køleskabet?
Grethe var på badeværelset, han kunne høre vaskemaskinen snurre og vandet løbe.
Hun havde kun lige nået hjem, var stukket på badeværelset, da han kom ind. Han måtte ikke se hende sådan.
Hun så sig i spejlet, vaskede ansigtet i det kolde, klorlugtende vand, tog håndklædet om sig.
Mikkel, jeg fik tidligt fri i dag, var lige til frisøren, og så hjem. Er du sulten? Jeg luner maden. Fik du købt brød? Og
Hun talte hurtigt, grinede lidt for højt, vendte sig væk, men Mikkel så undersøgende på hende. Han kendte sin mor, selv når hun prøvede at dække over det hele. Han kunne mærke, når der kradsede indvendigt hos hende. Han gik bare over og krammede hende.
Hun bad bare til, at han ikke opdagede noget lige nu. Hvordan skulle hun kunne fortælle det? Hun ville ikke. Punktum.
Brødet ligger da på bordet, mor hvad er der?
Hvad? Ingenting! Jeg kom bare tidligt hjem, vaskede mig. Sæt dig, jeg varmer maden. Hun rodede ham kærligt i håret, nåede næsten ikke at kysse ham på kinden. Han bøjede sig ned.
Hun duftede af parfume og lidt sæbe men hendes øjne var meget triste.
Sikke en dild, ligesom Andreis! sagde Mikkel begejstret, henført over smagen, mens hun tog forklædet af og satte sig overfor.
Åh, dilden er vist ens for alle på markedet, smilede Grethe. Spis nu, så bliver koteletterne kolde.
Hvornår kommer far hjem? Jeg ville snakke om motorcyklen naboen, hr. Hansen, sagde jeg kunne få hans gamle maskine. Skal lige høre far først.
Far? Det ved jeg ikke han arbejder, kommer vel engang, svarede Grethe og rejste sig mat, ville sætte te over, men snurrede pludselig rundt. Hun havde tit fået det skidt på det sidste, nok blodtrykket.
Mor, pas på! råbte Mikkel og greb hende, satte hende ned. Arbejdet stresser dig helt sygt! Kan du slet ikke mærke, du ikke kan følge med? Hvornår kom du hjem i går klokken tre? Jeg hørte det godt. Mor, du slider dig selv op for hvad? For tjeklister og karakterer? Kom nu!
Sådan talte han, som mormor Kirsten havde gjort det engang. Da hun så Grethe slidt og grå over arbejde og familie, rasede hun over sin svigerdatter, barnebarnet, de ustrøgne skjorter og legetøjet. Kirsten var der ikke længere, men hendes stemme sad stadig i Mikkels baghoved
Jeg siger da ikke noget, Mikkel, jeg spiser jo, sagde Grethe og prøvede at lyde munter. Tak for teen. Hør, hvad siger du til at rejse væk til nytår?
Sønnen stivnede lidt:
Rejse? Vi tager da altid i sommerhuset, for at være sammen traditionerne, du ved han prøvede at smile, stoppede en karamel i munden. Han var en værre sukkergris.
Mormor Kirsten havde skældt ud over det, farmor Karen slæbte til gengæld altid godter med til ham. Bedstemødrene kunne ikke enes begge ville være den vigtigste for barnebarnet.
Jeg orker ikke mere sommerhus og kulde. Lad os tage på hotel eller leje et sommerhus noget varmt og hyggeligt? Grethe tog en slurk te.
Mikkel kunne lide at se sin mor drikke te. Der var noget beroligende ved det: hendes lette slåbrok og hjemmesko, den blå porcelænskop og hendes hænder, der hentede roen. Alt føltes hjemme, når hun var rolig men ikke i dag.
Mikkel, gå du nu, jeg tager opvasken. Grethe fejede tallerkenerne sammen og nærmest puffede ham ud.
Han hørte ikke, der blev ringet på døren, eller at nogen skændtes sagte på gangen. Han lagde sig bare på sengen og sov.
Anders kom hjem omkring ni i et spektakulært postyr smed skoene, strakte sig, gabte foran spejlet.
Grethe! Mikkel! Er I levende? Hvorfor bliver jeg ikke mødt? råbte han, bandede over sønnens sko og gik direkte i køkkenet. Grethe stod over gryderne.
Hej, brummede han og satte sig. Skal vi spise?
Grethe skruede ned for blusset.
Hej, Anders. Du skulle ringet jeg har prøvet hele aftenen.
Jeg blev opholdt langt møde på arbejde, min chef kunne ikke færdiggøre budgettet. Det er utroligt så inkompetente folk kan være og alligevel sidde i de poster! han tog tallerkenen til sig.
Hvem skulle ellers sidde der? svarede Grethe mat.
Han kiggede på hende, som om svaret var åbenlyst.
Hvad snakker du om?
Jeg har været i sommerhuset, Anders.
Hvad? Altså, vi var da dér i søndags, ikke? Jeg skal ikke derud, jeg har travlt, svarede han, mere irriteret end interesseret.
Ikke søndag. I dag. Og jeg så dig, Anders. Dig og hende. Hvordan kunne du? Det her det er mit barndomshjem. Grethe så træt på ham. Du skal flytte ud i dag. Sige det til Mikkel med det samme.
Først stirrede han uforstående på hende. Hvilket sommerhus, hvordan kunne hun dukke op der, når hun havde arbejde? Han havde ellers taget hendes nøgler dagen før, ringet til Nadja og ladet hende tage lidt tøj med. For ham var det hans sommerhus hvem, der havde plantet æbletræerne, var ligegyldigt! Han havde lagt så meget arbejde dér, dét var det, der talte.
Men hvordan kunne Grethe have regnet det ud? Og nu nu skulle han ud?
Hvad fabler du om, Grethe? Skal jeg bare gå? For hvad? han slog i bordet.
Jeg så det hele. Fra lågen kan man se terrassen du skal bare pakke dine ting og forklare Mikkel hvorfor. Grethe vendte sig bort, kiggede ud i aftenmørket og så hans forvredne ansigt i ruden.
Længe stirrede han bare på sin tallerken.
Helt ærligt, hvad så? Ja, jeg var dér med en kvinde. Men det var ikke noget, Grethe! Du er tosset med jalousi det betød intet. Det var bare … en svaghed. Det sker altså, især når du selv altid er træt.
Grethe rystede på hovedet, smed en tallerken på gulvet skårene sprang. Anders trak sig sammen, så bange ud.
Grethe, for helvede! han forsøgte at nærme sig, men hun slog hans hænder væk.
Lad være med at røre mig! Nå, så det var bare et gladiolus-løg du gav hende, eller hvad? nu grinede Grethe sarkastisk. Hende Nadja? Hvad er det så hun kan, jeg ikke kan?
Grethe, lad nu være … du er lærer, ikke? Nadja betyder ingenting. Ja, jeg lavede en fejl. Jeg var bare træt. Hun betyder ikke noget for mig. Jeg elsker stadig dig. Nu er det sagt skal vi ikke bare glemme det? Hæld en kop te op i stedet!
Han rakte ud efter hendes blå-guld kop, men igen, nogen sprang ind og kom bagfra små næver slog mod ryggen, gråd, råb.
Koppen røg på gulvet. Hans elskerinde, Nadja, stod dér. Sminken løb, hun var arrig som en våd kat.
Hvad laver du her?! stønnede han.
Hun kommer bare fordi, hun vil have dig, Anders. Hun sagde det rent ud: Jeg tager din mand, han elsker mig, du gør ham bare træt og gammel … Nå, tag ham da. I kan tage hinanden. Bare gå nu, begge to, forklarede Grethe. Det svimlede for hende.
Nadja fór op, kradsede mod Anders skjorte, han undveg hendes negle, stole væltede, så dukkede Mikkel og naboen Leif op og fik gelejdet dem ud af døren. Mikkel samlede sidenens fars tøj, kastede det hele og tasken ud på trappen.
Nadja var væk hun græd hos sin veninde. Anders stod bare dér og ventede.
Gi mig nøglerne til bilen! forlangte han.
Du kan lige gå! svarede Mikkel og smækkede døren.
Så satte han sig ned ved siden af sin mor, greb hendes hænder. Hun sad med benene strakt ud tom, bleg, tårerne løb lydløst.
Mor. Mor, jeg elsker dig. Du er den bedste, hører du? Du, jeg kunne aldrig svigte dig. Sådan noget gør jeg aldrig, sagde Mikkel og puttede sig ind til hende.
Mikkel, jeg … jeg er gravid. Jeg opdagede det for nylig, og jeg er jo ikke ligefrem ung længere. Men du må ikke forlade mig, bare indtil barnet bliver født, jeg skal nok klare den Jeg skal bare lige… hun brød sammen. Det var ikke pædagogisk for en mor, men hvad var alternativet?
Mikkel blev først målløs, grinede så nervøst så måske får jeg en lillebror?
Hvorfor en bror? Det kan jo sagtens blive en lillesøster. Ville du blive ked af det? hviskede Grethe.
Slet ikke han ville elske det, alle hans venner havde småsøskende. Det var det sejeste.
Grethe blev udskrevet fra hospitalet sidst i maj. Mikkel havde jakkesæt på, var nyklippet, stod nervøst med blomster foran mødrehjemmet og ventede på sin mor og sin lillesøster.
Så snart Grethe kom ud, træt men lettet, stak han blomsterne til en sygeplejerske og løb over til hende.
Mor, jeg elsker dig! sagde han og kiggede ned på den lille, bestemte pige i mors arme. Den lille gnavede lidt, kiggede op, og så begyndte en helt særlig kærlighed mellem Mikkel og lille Vilma, hans nye søster. Hvis én kærlighed dør, opstår en ny.
Jeg elsker også dig, min dreng. Tag lige Vilma, vil du?
Han blev bange, tøvede, men samlede mod, tog hende og blinkede. Hun kiggede væk.
Hun kan ikke lide mig, mor
Jo, hun kan hun er bare genert, forklarede Grethe. Kom, lad os tage hjem.
Derhjemme ventede farmor Karen. Hun havde gjort rent, fyldt køleskabet, hjulpet Mikkel med det praktiske. Nu sad hun bare og ventede, om det var i orden at blive.
Grethe lod hende blive. Vilma havde brug for en bedstemor. Resten måtte tiden vise
Anders kom nogle få gange efter skilsmissen, prøvede at fortryde, men endte med at flytte til Odense og sendte børnepenge til Vilma. Mikkel holdt ham væk fra søsteren, satte sig imod. Det passede egentlig også Anders fint han havde ikke behov for mere familiehygge. Han var overbevist om, Grethe ville tilgive ham med tiden han var jo stadig et parti! Måske ville de tage ham tilbage engang. Det håbede han hvert nytår.
Indtil videre var det ikke sketMen det gjorde Grethe ikke. Hun hang en porcelænsfugl i vinduet, lod den fange de første morgenglimt, og satte sig hver dag med te og Vilma på skødet, mens verden udenfor fandt sig selv igen. Hun skrev breve til Mikkel, når hun savnede ham, og breve til Vilma, der blev gemt i en æske med silkebånd alt det, hun ville have sagt, hvis sprækken mellem fortiden og nuet var mindre.
En aften, da efterårsmørket var tungest, listede Vilma ud til Grethe, kravlede op ved siden af hende og strøg forsigtigt hånden over moderens hænder.
Mor, hvorfor græder du om aftenen?
Grethe smilede. Jeg græder ikke, jeg vander bare næste års blomster, min skat.
Og sådan gik vinteren. Drivhuset duftede af jord, og agurkerne groede vildt, da foråret kom. Der var rod i havegangen. Men der, midt imellem georginer og margueritter, sad mor og datter og storebror på trappestenen og lod regnen vande deres fødder. Naboens hund gøede, duerne flaksede. Vilma grinede, og Mikkel kastede bær ind ad døren.
Se, nu griner hun til mig, mor! råbte han stolt.
Grethe lo, sådan som hun plejede: let og klart, men nu fyldt med noget nyt håb og modstandskraft. Livet, tænkte hun, var smukkest lige dér, hvor det revnede, og lyset slap ind.
Den sommer slog Grethe alle vinduer op og lod hele verden mærke duften af dild.
