Misundelse. En fortælling
Rigmor Svendborg stod ved lærerpulten handlekraftig, korrekt, anspændt og lidt nervøs, hendes nye permanente krøller stadig blanke.
Har I skrevet det ned? Første og anden uge er således. 10. klasse det er ikke for sjov! Snart venter afgangsprøverne! I skal vise, at I er værdige til skolen!
Hun tørrede kridtet af de smalle negleløse fingre. Neglelak passer sig ikke til en folkeskolelærer.
Astrid var den første, der skrev skemaet af tavlen. Hun var altid hurtig med alting. Kiggede ud ad vinduet. Sommeren var væk, og hun havde lyst til at fryse den tid fast, som harpiks på ranke fyrrestammer. Parken overfor fuglene kredsede allerede derude, de var de første til at mærke efteråret.
September sidste år i tiende klasse. Astrid lod blikket glide over lokalet. Over tavlen store portrætter af berømte danske forfattere på hvid baggrund. Ved bordene sad hendes klassekammerater med hovederne bøjet over dagbøgerne. Et år endnu skulder ved skulder med dem …
Tove Tove Vadskær Hendes veninde siden femte. Skrev omhyggeligt hvert eneste bogstav, læbede på underlæben. Forklædet lidt særligt, skoletasken som ingen andres, med to spænder, grå med sort kant. Men det var normalt hun var jo Vadskær! Hendes far var tit på forretningsrejser i udlandet.
Rikke Krogh. Lille, altid rodet, evigt bekymret og i tvivl. Grædebarn siden første klasse.
Stefan Mikkelsen. Lyst hår, lige næse, et halvtungt blik. Pigernes store drøm. Men ikke for klassekammeraterne de vidste da, hvor snu og svag han kunne være, især når han havde problemer. Lad ham bare flirte med ottendeklassepigerne.
Sonja Ellemose. Smukke sløjfer. Skjulte sikkert øreringe. Ville få besked på at tage dem ud, hvis nogen så det; skolen var ikke Paris, man gik ikke med øreringe her. Alle huskede sidste års højtidelige udsmidning af Sonja, fordi hun havde lagt mascara.
Roman Niebuhr. Læste alt. Prøvede engang at kurtisere Astrid, men hun satte hurtigt foden ned briller og desuden lavere end hende.
Astrid så på dem én for én, men tænkte mest på sig selv. Et år endnu ét år til barndommens ende.
Pludselig gik det op for Astrid, at pigerne allerede var blevet unge kvinder. Altså virkelig voksne. I bomuldsstrømper, hvide forklæder, med latterlige sløjfer, hvide eller brune og dog, unge kvinder! Kiggede hun på den fyldige Lykke Pandrup den nye pige fra B-klassen gik forklædets vinger for en gangs skyld lige ud i stedet for ned: brystet skød fremad. Sonja var derimod ramt af bumser, og hvis man troede på, at hver bums betød, at nogen var forelsket i én, så elskede hele skolens drenge Sonja.
Astrid kunne mærke et nysgerrigt gys; deres blomstring måtte føre til kærlighed. Det måtte den. Men hvordan skulle det blive?
Åbn nu bogen. Morten, læs, kommanderede Rigmor, og Astrid fulgte som de andre, bøjede hovedet over teksten. Men hendes tanker gled hele tiden ind i fremtiden.
Tove Det var klart med Tove. Engang ville hendes far, direktør Kristian Vadskær, tage en ung, begavet studerende med hjem eller måske en allerede ansat ved Udenrigsministeriet. Tove ville bare sænke de lange sorte vipper og sagen var klaret. Så ville hun blive hustru til en eksportkonsulent. Der var alt forbindelser, penge, rejser, lejlighed. Et liv uden mangel på noget.
Rikke ville ende med én, der ville synes synd for hende. Det var det, hun havde brug for. Første mand, der forbarmede sig, ville få hende helt.
Sonja ville finde sig en eller anden lagerarbejder. Hende så Astrid allerede indenfor detail Sonjas mor arbejde jo i en butik, og kunne også lidt på siden. Men hun kunne sy, Sonja blev aldrig sulten.
Men hende selv? Hvad skulle der ske med hende?
Hun ville ønske, hun havde sådan en far som Tove!
Med Tove havde hun været veninder altid, og Astrid var hemmeligt dødelig forelsket i Toves far. Han var perfekt: stor, indlevende, charmerende, strålende diplomat, der gav familien alt. Når han omfavnede Tove og hun smeltede ind til hans brede bryst og kyssede hans stikkende kind, holdt Astrid nærmest vejret hendes stedfar havde aldrig sådan omfavnet hende. Bare at tænke på det, gjorde hende utilpas.
Og Vadskærs hjem det virkede som en drøm. Højt til loftet, bøger, rummeligt køkken, akvarie med fisk og klaver.
Men Toves mor kunne Astrid ikke helt lide. Hun var stram og ikke pæn, fyldig, sortbrynet. Hun kiggede over brillerne og stillede utiltalende spørgsmål, og Astrid følte altid, at konklusionen ikke faldt ud til hendes fordel.
Mortensen, fortsæt læsningen! Rigmors stemme trak hende til virkeligheden.
Tove prikkede hjælpsomt til et afsnit.
Dårligt, Mortensen. Hvis du hellere vil tælle krager, får du ikke skrevet nogen stil.
Efter skoletid hang de rundt foran skolen. Diskuterede skemaet. Gik så hver til sit.
Astrid boede på den anden side af hovedvejen. Ikke i højhusene, hvor livet kogte, men ovre på den anden side af slugten. “På den anden side” havde plantet sig i hendes tanker og delte, som i drømmen, ikke kun rummet men hele livsfølelsen.
Slugten delte bydelen i to: den ene side var slum og gamle træhuse, den anden brede boulevarder med nye, dyre boligblokke. Langs slugten løb et tykt sort rør, og for at slippe for omvejen kravlede alle, både børn og voksne, igennem en underjordisk passage under røret på vej til skole. Når man kom op på den anden side, var skolen der.
Astrid steg op fra slugten, rettede tøjet, og det føltes, som om hun trådte ind i en anden verden. Man kunne leve på begge sider. Helst selvfølgelig der, hvor folk som Vadskær boede. Men…
Deres hus var noget af det pæneste blandt træbarakkerne kun seks lejligheder. Deres køkken og stor stue. Astrid havde mindre søskende: lillebror Karl og søster Marie.
Fire urtebede udenfor huset det var alt, familien havde til grøntsager. Akkurat det, man fik lov til. Men der var også kartoffelmarken lidt udenfor byen. Kartoffeloptagning et slit. Det stod snart for døren.
Astrids stedfar havde siddet fire år i fængsel slåskamp. Kom hjem for tre år siden. Så blev Marie født. Astrid forstod ikke sin mor hvorfor? De boede allerede alle sammen i ét rum: stedfaren, denne fremmede, svedige mand der lugtede af tobak, niårige Karl, én lang plet af skidt og ballade. Astrid skulle slæbe ham med i skole, og senere blev det også lillesøster.
Hendes forhold til moderen var heller ikke let. Moderen var anspændt og råbende, altid småsur på Astrid, og holdt hende på afstand.
Når Astrid kom hjem fra skole, trådte hun ind i et værelse overfyldt med klude og legetøj, kastede sig på sengen. Hun forestillede sig, hvordan Toves mor, husmor, tog imod, spurgte ind til skoletimer og serverede god mad. Astrid syntes synd om sig selv. Hun skulle gøre rent, vaske op, hente Marie fra vuggestuen, høre på hendes jamren, vaske strømper og finde på noget aftensmad. Ellers ville det blive slemt: moren kom hjem og blev rasende over rodet og bebrejdede hende, at hun intet hjalp til.
Og om morgenen var det det samme igen klude, legetøj og en bjerg af opvask.
Hun havde kæmpet sig til sin lille krog: skrivebord, kommode, og på væggen uniformen. Selv moderen vovede ikke derhen, og Marie og Karl turde slet ikke nærme sig det føltes, som om Astrid ville rive dem fra hinanden i vrede.
Om aftenen holdt hun sig for ørerne for ikke at høre moderen og Maries skrig og lærte sine lektier. Så, mens moderen allerede faldt i søvn, pakkede hun roligt skoletasken.
Hun havde tilkæmpet sig retten til at se ud som de andre. Pengene til forklædet havde hun tryglet ud af bedstefar, skolekjolen sparet sammen til selv havde arbejdet på gården hos mormor. Moderen ville spare og købe en billig kjole, men Astrid stod fast.
Hvem skal du gøre dig til for? Hvem tror du, du skal imponere? brummede moderen, vant til at spare på småting.
For hvem? Ingen. Eller måske for sig selv. Hun ville så gerne på “den anden side af slugten”. Hver morgen sprang hun op fra mudderet, børstede skoene, sendte Karl foran ned ad det pæne fortov og gik selv bagved, rank og stolt.
***
September var varm, blå og fin; men noget var forandret. Gamle traditioner at hænge ud, snakke løs og endda lave lektier i parken var døet hen. Tove mærkede det lidt pinligt, at hun selv havde del i det. Noget haltede i venskabet med Astrid.
Astrid var blevet bidsk, kæk, ja, endda grov overfor lærerne. I går havde hun med galde langet bøger ud, nærmest smidt dem på bordene, og da matematiklæreren påtalte det, havde hun mundhugget, smidt sig i stolen og sparket til sidemanden.
Tove havde stadig musikundervisning, engelsk, og hjemme pligter mor skulle hjælpes. I mellemklasserne kom Astrid tit på besøg, de spiste sammen, legede i Toves værelse og lavede lektier. Men nu
Nu, hvor barnets lege var skiftet ud med ungersvendesnak, blev Tove trist. Endeløse sladder om piger og spirende forhold det kedede hende. Nu snakkede pigerne kun om drenge, var på frierfødder, smuttede til dans. Forleden kom Lise Brous med nylonstrømper. Blev sendt hjem og dukkede aldrig op igen. Rygtet gik, at hun var begyndt at gøre oprør.
Det havde de vendt og drejet, og nu kedede det Tove. Heldigvis kom hendes far hjem med gode bøger, og hun længtes efter at forsvinde ind i en ny fortælling.
Hun spiste hurtigt, og som i drømme drev hun mod værelset for at læse.
Tove! Du skal til musik!
Jeg ved det godt, mor. Men jeg har en halv time endnu …
Lisbeth, hendes mor, sukkede. Hun vidste ikke, hvad hun skulle stille op med den læselyst.
Tove, husker du, at vi i weekenden tager til Tønder?
Til Tønder? Åh ja. Kan jeg ikke bare blive hjemme?
Du må ikke pjat med det! Har du ikke lyst til at se Jakob?
Det har jeg men nu er han mere optaget af Sofie, hvis de dog bare lod hende blive hjemme, så hun kunne læse.
Hendes storebror, Jakob, arbejdede på et værft i Tønder. Gift, boede hos svigerforældrene, ventede barn. Hun havde ikke lyst til at sidde ved bordet med voksne, men uundgåeligt Hun planlagde at smugle en bog med. Og helt slemt var det heller ikke grill i haven, guitar, sauna og iskold badekar.
Til Tønder? Hvad er der der? spurgte Astrid, da Tove fortalte weekendplanerne så kunne de ikke ses.
Der? Fødselsdag for Jakobs kone. Forældrene snakker voksen-snask. Gode ting? Polinas venner fra teknisk skole kommer; de kan mange studenter-sange. Og sauna men jeg nægter det kolde kar.
Sejt! Jeg ville hoppe i med hovedet først! Jeg springer jo altid i søen hos mormor. Heldige dig, sukkede Astrid. Og vi vi skal grave kartofler hele weekenden.
Kartofler? Ja, dem tager man jo op nu.
Tove, hvordan ville du klare dig i mit liv? Du forstår intet af almindeligt slid.
Og Tove følte sig igen flov. Før havde hun tryglet om tilgivelse, nu trak hun bare på skuldrene. Dårligt samvittighed var spild af tid er det hendes skyld, hun var født ind i den familie?
Og hendes liv var ikke let. Mor og far var udmattede. Mor havde husholdningen, det så ikke ud af meget for Astrid, men det var slet ikke så nemt. De fik tit gæster, og Tove skulle hjælpe. Oveni alt det, fødselsdage, udflugter, gæster. Mor knoklede; hun kunne aldrig finde ro altid en opgave mere.
Ingenting kommer af sig selv, Tove. Hvis du vil have, at dit hjem er rart, at det dufter af boller, så må du selv på banen.
Faren Nogle gange måtte mor tage hans sko af ham om aftenen, han var så træt. Hans job slog ham helt ud. Han havde astma, hjerte. Hun havde ondt af ham.
Astrid blev gnavet af uretfærdighed. At leve som hun selv det føltes som en straf. Tove mærkede det, derfor inviterede hun ikke længere Astrid med hjem. Moren elskede de smukke ting, de havde lige fået nyt badeværelse og flotte lamper i entreen. Tove skammede sig endda over de småting, som om de var umoralske og forkerte.
Turen til Tønder var overstået godt. Nu betragtede folk Tove som næsten voksen, Jakobs kone og venner betroede hende alt. Kun for Jakob var hun stadig lillesøster.
Denne gang havde Jakob en ny kollega med fra værftet Lars. Høj, mørkhåret, blussende kinder, sort jakkesæt, blå slips de andre gik mere tilbagelænet. Han arbejdede i konstruktionen, og Toves far blev straks grebet af snak så interesseret. Lars kastede blikket over mod de unge, og han viste sig at være en forrygende fortæller, med hæs, varm stemme og noget trygt over sig.
Om aftenen gik de i lunden, Tove fandt gummistøvler til ham, og han tog hende galant under armen. Hun følte for et øjeblik generthed, men lagde så armen om hans skulder alle tog det som intet særligt. En underfundig, sjælfuld stemning fyldte alt.
Himlen var dybblå over markerne, skoven beklædt med gyldent fløjl, og langt borte mørknede granerne. Hun følte sig rolig og glad. Tove var alligevel glad for, hun ikke blev hjemme.
***
Kartoffeloptagningen måtte udsættes regnen silede ned. Hele formiddagen havde Astrid og moren gjort rent, vasket tøj og lavet mad. Astrid var træt og måtte væk hjemmefra; hun gik hen til Sonja Ellemose.
Da regnen holdt op, var luften rå og kølig, gaderne tomme. Sonja boede i et gammelt hus, så man kunne være lidt privat.
De besluttede at gå en tur i parken. De gik mellem våde blade og sludrede.
Kartofler, rengøring, det er noget værre rod derhjemme, Maries øre gør ondt, moren flyver rundt. Jeg tænkte nu går jeg.
Vi lavede surkål. Jeg er ved at være træt af det hele. Bare skolen snart slutter, så vil jeg afsted, Astrid. Jeg drømmer om det.
Skal du være syerske? Har du ikke fortrudt?
Måske. Jeg ved det ikke endnu. Hvad med dig? spurgte Sonja.
Mig? Jeg overvejer sgu at prøve medicin.
Sygeplejerske? Sonja blev måbende.
Nej, universitetet, nikkede Astrid.
Men det vil Tove jo også.
Er jeg da dårligere?
Nej ikke dårligere. Det er bare…
Bare hvad? vrissede Astrid. Hvad? Synes du, hun er bedre end mig? Jeg er også flittig! Jeg har endnu flere tillidsposter! Hvorfor? Fordi de har penge? Fordi jeg bor i barakkerne? Hvor blev retfærdigheden af? Hvor? hun råbte og gestikulerede.
Selv gamle damer vendte sig om.
Slap nu af, Astrid! Jeg er ikke imod dig, udbrød Sonja.
Astrid tav, men harmen kogte videre. Hun var ikke spor dårligere end Tove! Men for alle andre B-holdet. Det var altid sådan. Som om Tove havde blåt blod. Og alligevel hvad er de: venner eller rivaler?
Sig mig, Sonja, hvorfor tror alle, at hun fortjener alverdens goder, mens vi ikke gør? spurgte Astrid roligere.
Jamen, hun er i et andet miljø, så livet bliver anderledes.
Miljø? Ja. I går havde vi besøg af min stedfars ven lokofører og bare det var nok til, at min mor blev stolt. Hos dem kun professorer og diplomater.
Præcis, siger jeg jo.
Om aftenen spekulerede Astrid på, hvordan omgangskredsen former livet. Og Sonja havde ret, selvom hun ikke var klog. Man bliver, som dem man går med.
Og Astrid tænkte, at med Tove skulle hun ikke blive uvenner i hvert fald ikke endnu.
