Quasimodo – Den legendariske klokkeringer fra Notre Dame

Klodshans

Han var virkelig som Klodshans, ham der Jens Viggo Evensen! Nej, men altså! Karen sagde det ligeud: Den nye pedel er noget af et skrækindjagende syn.

Ansigtet er fyldt med ar, næsen skæv som en kamelbakke, Karen dannede en pind med fingrene og satte den mod sin lille, upåklagelige næsetip, kvinderne omkring hende sugede spændt luften ind. Det er tydeligt, han har haft med de forkerte at gøre. I halvfemserne var han sikkert med i et eller andet, og nu, hvor tiden er gået, har han fået sig en rolig stilling på depotet. Han går helt foroverbøjet og holder altid fast i sin venstre hånd jeg ved ikke, om den er lam eller hvad. Han slingrer, når han går, og da han skulle skrive under i regnskabsbogen for mig, var jeg lige ved at besvime! Pigerne, selvom de for længst havde passeret pensionistalderen, lænede sig interesseret frem.

Hvad?! Nå, sig nu, hvad var der, da han skrev under? udbrød til sidst Dorte Marie.

Han mangler en finger! hviskede Karen dramatisk højt. Det er jo typisk for de folk! Hvis man blev taget i tyveri i den slags kredse, så Ja, I ved nok! Karen lod hånden falde over den finger, som Evensen manglede.

Kvinderne, alle et godt stykke over tres, forlængst vant til deres runde former, trætte af husholdning og ensomhed, gispede, og Dorte Marie holdt sig for munden.

Frygteligt! Hvorfor skal vi dog arbejde sammen med sådan en? Jeg bliver helt bange! sagde Gerda Sofie, trak tasken ind til sig og tjekkede, om pungen lå på sin plads. Jeg er jo alene, ligesom vi alle sammen er her

I Nybølle, må man sige, kneb det gevaldigt med mænd. Der var selvfølgelig masser af drukkenbolte og ballademagere, men selv de var for længst blevet grebet og delt ud i egnens familier. Der var slet ikke nok mandfolk til alle, og mange blev gamle piger. Nogle omkring Karen var blevet skilt, mændene jaget væk, men interessen for mænd var ikke blevet mindre af det

Hvad er der nu at være bange for? sagde Karen selvsikkert. Han er vel ufarlig nu. Har udlevet sine vilde år. Jeg ville slet ikke undre mig, hvis ham der, hvad er det nu han hedder? hun fandt brillerne og bladrede i papirerne, løftede øjenbrynene sigende Jo, Jens Viggo, står under opsyn af politiet!

Hvordan har han så fået job her? Hold nu op, Karen, det er konspiration, indvendte lille bitte, tørre Gunhild Jørgensen, jeg kan mærke folk på energien alene. Jeg skal nok se på ham og sige hvad, der er hvad!

Så gå ned på depotet! Vi mangler jo tegnestifter til maj-plakaten.

Den store, farverige plakat til 1. maj lå stadig og flød på Karens bord. Karen havde malet hvide duer, Gunhild små røde faner, og det var Gerdas udkast, der havde føjet folk og Christiansborgs tårne til. I hendes barndom havde Gerda gået til tegning, så menneskerne så mindre forvredne ud hos hende end hos de andre.

Hvorfor gå selv? Vi ringer, får ham til at komme op! Gunhild greb straks telefonen, Halløjsa, er det depotet? Svarer I ordentligt? Det er altså fjerde kontor, vi mangler tegnestifter til plakaten! Hvad? Vi skal selv hente dem? Hør nu her, ved De hvem De taler til? Evensen, ikke? Det kan De regne med, det får De at høre for! Farvel!

Gunhild smækkede røret på og så skarpt ud.

Nå nå! Kirstine! Du er den yngste blandt os. Drop tastearbejdet, plakaten må vente, vi skal ned efter de tegnestifter, råbte hun ind til nabokontoret, hvor Kirstine sad bøjet over skrivemaskinen, små fingre ramte næsten ikke tasterne, hænderne var hævede af slid og hovedet dunkede. Derhjemme ventede hus, drivhus, og hele haven med ribs og solbær, der skulle passes.

Kirstine hældte ud: Gunhild, vi mangler da ikke, der ligger stadig masser i skuffen! Lad os ordne rapporten i stedet.

Nej! Vi mangler flere. Kom nu! Gunhild satte kurs mod døren, men så ringede direktørtelefonen, den røde. Hun nikkede ivrigt, sagde hurtigt farvel og sukkede: Så blev det aflyst. Jeg skal til møde. Kirstine, du må tage derned. Husk at få plakaten op!

Karen hjalp Gunhild i frakken, alle dryssede ud og ind til deres skriveborde.

Kirstine trak på skuldrene og stavrede ned af trappen. Hun rettede blomsten i vindueskarmen, smækkede vinduet til og tjekkede hurtigt sit spejlbillede og justerede kraven på jakken.

Hun var, som naboen fru Maren sagde, ikke helt dugfrisk.

Men ikke fordærvet endnu, havde tanten altid fnisende sagt, men hun venter vist for længe. Når man når din alder, så må man tage til takke. De gode mænd er forsvundet for længst, ikke sandt?

Kirstine lyttede ikke til det, hun drømte videre, så romantiske film, tudede, læste romaner, tudede lidt mere, satte sig så med sin gamle, store kat Sølve på skødet og fortalte ham, at alt nok skulle blive godt.

Vi har det jo ikke så skidt, vel, Sølve? sagde hun sagte til katten, som rystede på hovedet. Nej, vi har det godt. Om lidt har vi ferie, så tager vi ud til moster Alma. Du skal ligge på havebænken i solen, og jeg jeg plukker jordbær!

Barndommens ture i skoven for at samle bær var Kirstines lykkeligste minder. Hun og barndomsveninden Agnete fik hurtigt fyldt spanden, mens Lykke, altid uopmærksom, satte sig i solen og spiste af bærret.

Jeg forstår ikke, hvordan I kan samle og ikke spise! undskyldte hun som altid. De andre smilede og hældte bær over til hende, så hun kunne tage med hjem til sin mor. Alt var deres: skoven, bærrene, himlen og de lyse asketræer, og fjorden, hvor bornholmerbåden brummede og kaldte på eventyr.

Det var også moster Alma, der engang havde givet Kirstine den pjuskede, skadede kat, hun siden havde opfostret. Sølve var hendes trofaste trøst han sprang op på skødet, når hun kom hjem og var træt. Sølve var nu så stor, han knapt kunne være der, men han foldede halen under sig og holdt sig tæt.

Kirstines fodtrin lød svagt, mens hun talte trinene ned til kælderen, hvor der var endnu koldere, væggene stålgrå med røde striber langs bunden, stablet til med rammer og nye døre institutionen stod foran en større renovering.

Hun trængte sig forsigtigt forbi nogle brædder, men smøglen blev hængende i en splint, og en lang tråd trak sig ud af jakken.

Hallo! råbte hun. Er der nogen? Jeg skal have nogle tegnestifter!

Ingen svarede først, så knirkede en dør i den fjerneste ende.

Kom om til mig, bare pas på! Hvor er De?

Jeg når ikke frem, min jakke hænger fast! Nu har I også bygget barrikader, mumlede Kirstine.

Bliv du bare der, jeg kommer!

I det fjerne lød rumsteren og noget der væltede. En mandsrøst lidt sur, lidt undskyldende og endelig trådte en mand i mørkeblå kedeldragt ud i gangen. Han gik skævt, viste kun den halve del af ansigtet, som om han helst ville undgå at blive set rigtigt.

Men Kirstine var nysgerrig, for Karen havde været så levende, da hun fortalte om ham.

Han kom gående, lav, bredskuldret, som om han havde en slags glorie omkring hovedet og for Kirstine lignede han sgu en lidt træt engel.

Kirstine, selv lille, hostede og flyttede sig lidt. Manden rakte tegnestifternes kasse frem.

Værsgo. Til jeres afdeling. Vent et øjeblik. Han hev en protokol frem, stillede sig op af væggen. De må skrive under.

For sådan en gammel slidt kasse? Kirstine rullede med øjnene, men tog sig i det og rakte ud. Har du en kuglepen?

Han stak en blå blyant frem, og Kirstine så hans hånd den uden finger.

Hun må have stirret for åbentlyst rørt, for Evensen trak pludselig hånden til sig, smækkede bogen i og vendte ryggen til.

Undskyld, det var ikke begyndte Kirstine. Han svarede ikke.

Da hun kom op til de andre med tegnestifter, blev hun straks omringet af spørgsmål, men kvinderne diskuterede bare videre, hvad Gunhild tidligere havde sagt.

Frygteligt! Se på Kirstine, hun er helt forkert i hovedet! Hvorfor gik du derned, Kirstine!? lød det fra alle sider.

Ja, det var forfærdeligt, sagde Kirstine og tog mod den kolde kop te fra Gerda Sofie. Jeg prøvede ikke at se på hans ansigt, men jeg så hånden. Indeni blev jeg svimmel, mit hjerte galopperede endnu længe! Jeg løb nærmest væk. Og så lugter han af sved og hans hænder, kæmpestore og hårede, som en hulemand. Og neglene selv min morfars var pænere at se på!

Hun pustede til ilden, og alle vendte tilbage til deres bureauebord, pakket bolsjer ud, lukkede skuffer, dagen gik videre

De gik hjem klokken seks, som altid. Gunhild kom ikke tilbage, hun ringede og sagde, hun kørte hjem og mindede om plakaten.

Kirstine satte den op alene. Det gik dårligt kartonen ville ikke klæbe, tegnestifter røg ned, og hun pustede og fægtede.

Pludselig stod nogen bag hende, næsten rørte hendes nakke med panden, men så stillede han sig foran, holdt plakaten udstrakt, og sagde:

Hold den sådan, så sætter jeg den fast! Hvilke tegnestifter? Her skal der bruges tape! brummede Evensen, og Kirstine syntes næsten, han snusede blodtørstigt. Slip nu billedet! Henter lige tape.

Han forsvandt hurtigt og efterlod duft af tobak og æbler. Kirstine så et næsten bidt æble i hans lomme. Hun elskede også de grønne, sprøde, lidt sure.

Værsgo, sagde han og rev et stykke tape af med tænderne, rakte det til hende. Hun satte det på.

Snart hang plakaten smukt oplyst af gadelamperne. Evensen slukkede lyset, rystede nøglebundet i hånden.

Kirstine tog jakken på og tasken over skulderen.

Tak for hjælpen, farvel! lød det bagfra. Han vendte sig og smilede

Kældermanden, som han blev kaldt, var samtalestof man spandt historier, bagtalte, lurede på ham som børn, der i gamle dage listede op for at se den gnavne smed.

Men Evensen var ligeglad. Han gik selv rundt og ordnede alt det, der var galt med inventar og udstyr. Han kunne finde på at skælde kvinderne ud, så de blev paf.

Hvad skal I klumpe jer sammen om den kedel for?! råbte han. Ledningerne er en brandkatastrofe, I leger altså ikke teselskab her! Fjern elkedlen!

Kvinderne så på hinanden og hviskede, at Evensen sikkert havde lært at råbe sådan i fængslet, og at han var umulig at arbejde sammen med. Og hvad skulle man stille op mænd fandtes jo ikke mere! Skulle de allesammen ende som gamle jomfruer?

Under Gunhilds ledelse pirkede de konstant til pedellen, klagede, kom med skarpe bemærkninger, men underholdt sig egentlig mest selv. Når de så kom hjem, tænkte hver især på, hvordan han netop havde set på hende, altså Dorte, Gerda, Maja de var noget særligt, trods alt

Livet gik videre, indtil Kirstine skaffede sig to billetter til Vejle Kurcenter.

Hvem skal du have med, Kirstine? spurgte Gunhild.

Min tante, Alma. Hendes ben er dårlige, jeg hjælper hende, svarede hun. Du har været der, ikke?

Gunhild lyste op, fortalte om kursteder. Man kunne da finde fine herrer der.

Det så ud som om alt faldt til ro: Pedellen blev anset for et uhyre, sad i kælderen, ingen turde besøge ham; Gerda holdt op med at være bange og gik alene i arkivet, Dorte begyndte igen at hækle, og Karen fortalte dagligt om den nyeste tv-serie. Kun Kirstine kritiserede Evensen ekstra ivrigt måske havde de haft et skænderi.

Mænd ændrer sig aldrig, sukkede Gunhild.

Men så, lige op mod jul, skete noget utroligt Dorte kom løbende og gispede: Evensen havde sagt op. Bare sådan! Han så nærmest lykkelig ud ifølge hendes beretning.

Han har nok stjålet, sagde Gerda og talte straks pengene i sin pung.

Jeg så ham bære en plante ud gennem porten! tilføjede Dorte. Hvorfor stjæle blomster? Ved du det, Kirstine?

Sådan er han vist bare. Godt vi slipper for ham! svarede Kirstine med voldsom energi. Må de ansatte nu hellere ansætte en venlig, elskværdig gammel mand. Evensen var rædsom. Er vi ikke enige?

Alle nikkede. Her kunne da komme en pænere mand

I slutningen af februar sagde også Kirstine op med to ugers varsel.

Hvor skal du hen, Kirstine? surmulede Gunhild. Hvis du var utilfreds, måtte du da sige til, jeg kunne hjælpe!

Det er privat, I har intet med det at gøre, svarede Kirstine glad.

Snart efter så de hende i gågaden med en mand ved hånden hun grinede. Se, hvem hun er sammen med! hvinede Dorte, de andre stimlede sammen og var nær vælte omkuld. Gud, sikke en flot mand lav, jovist, men han ser ud som en officer! Hun klamrer sig til ham! Har kvinder ingen skamfølelse tilbage?

Det er da vores Klodshans! Kirstine! Hvad er det, du har gjort? Du var jo med os, du sagde selv han var frygtelig

Evensen, velsoigneret, i kasket og frakke, hvid skjorte under, helt nystrøget, nypolerede sko, stod ved boghandlens udstillingsvindue og bladrede i en krydsordshæfte.

Goddag, sagde han venligt og bukkede. Det glæder mig at se Dem.

Kvinderne svarede ikke, men Kirstine, rank i ryggen, trak Jens ind til sig og sagde lavt:

Undskyld, piger. Jeg var ikke for eller imod jer, jeg ville bare finde min lykke. Hvorfor slå sig til tåls? Ingen mand er perfekt, men enhver Klodshans kan forvandles med omsorg, opmærksomhed, kærlighed. Jens er faktisk fantastisk han er sjov, hjælpsom, han går op i kryds og tværs, han spiller guitar. Da vi holdt bryllup hos moster Alma, rørte han alle, selvom han kun har fire fingre. Jeg er så lykkelig … I er vidunderlige, I fortjener alle prinsen, men for mig er Jens den bedste! Undskyld, vi må skynde os skal til fødselsdag hos hans mor. Jens kører, han er en dygtig bilist. Hej!

Kirstine tog sin mand under armen, og de spadserede af sted, smilende til hinanden.

Sådan gik det til, at Kirstine hurtigt fik øje for både de dygtige hænder, det evige sultne blik og det bløde sind bag Evensens rå ydre præcis som hendes gamle ven, katten Sølve, der engang var slidt og forkommen. Kan man opdrage en kat, kan man også åbne et menneskes hjerte, tænkte hun. Hun bød Jens på kage, de mødtes tilfældigt ved busstoppet, opdagede begge elskede softice og citronvand. Første kys, hvisken, nervøs latter, en omgang fysioterapi hos Kirstines veninde gav Jens bevægelse i den stive hånd. Siden fulgte kurbad, moster Alma, og et lille bryllup. Alt hemmeligt, for Kirstine frygtede, at en anden kvinde kunne kapre Jens han er jo så skøn. Men hun holdt sig i skindet, for sin første kærlighed havde hun drevet væk med jalousi, og det sku ikke gentages.

Sikke noget! Sikke en frækhed! Han, så flot en mand sendt os fra oven, og Kirstine fortjener ham slet ikke! Hun har brokket sig og nu snuppet ham! udbrød Gerda, pustede sig op og tog sig til hjertet. Lykken elsker stilhed, siger de. Hvad for noget pjat!

Op med humøret, Gerda! Vores tid skal nok komme. Der er stadig ledige mænd vi skal bare holde øjnene åbne, knevrede Gunhild, arm i arm med kollegaen. Hun venter stadig på en general, ikke en pedel som Jens ham kunne Kirstine da bare tage.

Kvinderne nikkede og gik videre. Måske venter lykken bag en boghylde, en snedig litteraturekspert? En kan man håbe!

Og Kirstine har nu to mandfolk: katten Sølve og sin Jens, begge kælet, opvartet, opvarmet endelig fandt hun lykken.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

4 + 10 =

Quasimodo – Den legendariske klokkeringer fra Notre Dame
— Peter, hvor skal jeg egentlig sidde? — spurgte jeg stille, mens han endelig så på mig med irritation i øjnene. — Det ved jeg ikke, find selv ud af det. Ser du ikke, at alle er optaget af samtalen? En af gæsterne fniste. Jeg mærkede, blodet strømme til mine kinder. Tolv år som hustru, tolv år har jeg udholdt din mors foragt. Jeg stod i døren til festsalen med en buket hvide roser i hånden og kunne ikke tro mine egne øjne. Rundt om det lange bord med gyldne duge og krystalklar glasservice sad alle Peters slægtninge. Alle, undtagen mig. Der var ikke plads til mig. — Anne, hvad står du der for? Kom ind! — råbte min mand uden at afbryde samtalen med sin fætter. Mit blik gled langsomt over bordet. Der var virkelig ingen plads. Alle stole var taget, og ingen gjorde mine til at rykke eller tilbyde mig en plads. Svigermor, Fru Margrethe, sad for bordenden i sin gyldne kjole som en dronning på tronen og lod som om hun ikke så mig. — Peter, hvor skal jeg egentlig sidde? — spurgte jeg stille. Han så endelig på mig, og jeg mødte det velkendte udtryk af irritation. — Det ved jeg ikke. Find ud af det selv. Ser du ikke, at alle taler sammen? En af gæsterne fniste. Jeg mærkede, blodet strømme til mine kinder. Tolv års ægteskab, tolv år med svigermors nedladenhed, tolv år har jeg forsøgt at blive én af dem. Og alligevel — ingen plads til mig ved bordet til svigermors 70-års fødselsdagsfest. — Måske Anne kan sidde i køkkenet? — foreslog svigerinden, Mette, med et glimt af hån i stemmen. — Der er en skammel. I køkkenet. Som en hushjælp. Som et menneske af anden rang. Jeg vendte mig om og gik ud, så tæt om roserne, at tornene prikkede gennem papiret til min hånd. Bag mig lød latter — nogen fortalte en vittighed. Ingen kaldte på mig, ingen prøvede at stoppe mig. I gangen på restauranten smed jeg roserne i skraldespanden og fandt min telefon frem. Mine hænder rystede, da jeg bestilte en taxi. — Hvor skal du hen? — spurgte chaufføren, da jeg satte mig ind. — Jeg ved ikke, — svarede jeg ærligt. — Bare kør. Hvor som helst. Vi kørte gennem nattens København, jeg så ud på butikkernes lys, de få forbipasserende, parrene under gadelygterne. Pludselig mærkede jeg det — jeg ville ikke hjem. Ikke tilbage til den lejlighed, hvor Peters beskidte tallerkener, hans sokker på gulvet og min evige rolle som hjemmegående ventede mig. Jeg ville ikke længere være den, der bare servicerer og aldrig kræver noget som helst. — Stop ved Hovedbanegården, — sagde jeg til chaufføren. — Er du sikker? Det er sent, der går ingen tog nu. — Bare stop, tak. Jeg steg ud og gik ind mod banegården. I lommen lå mit dankort — med vores fælles opsparing, de penge vi skulle bruge til en ny bil. 85.000 kroner. På billetkontoret sad en træt kvinde. — Hvad har I til tidlig morgen? — spurgte jeg. — Til hvilken som helst by. — Aarhus, Odense, Aalborg, Esbjerg… — Aarhus, — sagde jeg hurtigt. — Én billet. Natten tilbragte jeg på stationscaféen med kaffe og tanker om mit liv. Om hvordan jeg, for tolv år siden, forelskede mig i ham med de brune øjne og drømte om familieglæde. Om hvordan jeg langsomt blev til en skygge, der gjorde rent, lavede mad og holdt mund. Om hvordan jeg for længst havde glemt mine drømme. For jeg havde drømme. Jeg studerede til indretningsarkitekt på Kunstakademiet, forestillede mig min egen tegnestue, kreative projekter, spændende arbejde. Men efter brylluppet sagde Peter: — Hvorfor skal du arbejde? Jeg tjener nok. Pas hellere hjemmet. Og det gjorde jeg. I tolv år. Om morgenen tog jeg toget til Aarhus. Peter sendte flere beskeder: “Hvor er du? Kom hjem” “Anne, hvor er du?” “Mor siger, at du blev fornærmet i går. Opgiv nu! Opfør dig ikke som et barn!” Jeg svarede ikke. Jeg så ud på markerne og skovene, der susede forbi og følte mig mere levende end i mange år. I Aarhus lejede jeg et værelse i en gammel herskabslejlighed tæt ved Strøget. Husværten, den ældre dame, Birthe Hansen, holdt sig til ét spørgsmål: — Er det for længere tid? — Jeg ved det ikke, — svarede jeg. — Måske for altid. Den første uge gik jeg bare rundt i byen. Nydede arkitekturen, kiggede ind på museer, sad på caféer og læste bøger. Jeg havde ikke læst andet end madopskrifter og rengøringstips i årevis. Alt det spændende, jeg var gået glip af! Peter ringede dagligt: — Anne, nu må du stoppe! Kom hjem! — Mor lover at undskylde. Hvad vil du mere? — Er du blevet vanvittig? Du er voksen, og opfører dig som en teenager! Når jeg lyttede til ham, slog det mig — havde jeg virkelig tænkt, at sådan en tone var normal før? At det var acceptabelt at tale til mig som et barn? I uge to gik jeg til jobcentret. Det viste sig, at indretningsarkitekter var meget efterspurgt — især i en by som Aarhus. Min uddannelse var dog for gammel, teknologien havde ændret sig. — Du skal på opkvalificeringskursus, — rådgav konsulenten. — Nye programmer, moderne trends. Men du har et godt fundament — du skal nok klare det. Jeg meldte mig til kurser. Hver morgen tog jeg til undervisningscentret, lærte 3D-programmer, nye materialer, designtrends. Min hjerne protesterede, men langsomt kom jeg ind i rytmen. — Du har talent, — sagde min underviser, efter at have set mit første projekt. — Du har sans for æstetik. Hvorfor har du holdt pause i din karriere? — Livet, — svarede jeg kort. Peter stoppede med at ringe efter en måned. Til gengæld ringede hans mor. — Hvad har du gang i, din tosse? — skreg hun i røret. — Du har forladt mand og familie! For hvad? Fordi du ikke fik plads ved bordet? Vi tænkte bare ikke over det! — Fru Margrethe, det handler ikke om pladsen, — svarede jeg roligt. — Det handler om tolv års ydmygelser. — Ydmygelser? Min søn har båret dig på hænder! — Din søn lod dig behandle mig som en hushjælp. Og han var selv værre. — Din skarnsunge! — råbte hun og smed røret på. To måneder senere afsluttede jeg mit kursus og begyndte at søge job. De første samtaler gik dårligt — jeg var nervøs, snublede over ordene, havde glemt at sælge mig selv. Men ved femte samtale blev jeg ansat i et lille arkitektfirma som assistent. — Lønnen er ikke stor, — advarede chefen Jacob, en fyr i fyrrerne med venlige grå øjne. — Men vi har et godt team, spændende projekter. Når du viser dig, kan vi give dig mere ansvar. Jeg ville have sagt ja til hvad som helst. Det vigtigste var at skabe, at være noget mere end kok og rengøringshjælp. Første projekt var lille — design af en étværelseslejlighed for et ungt par. Jeg gik op i hver eneste detalje, lavede adskillige skitser. Da kunderne så resultatet, var de begejstrede. — Du har forstået præcis hvordan vi vil leve! — sagde kvinden. Jacob roste mig: — Flot arbejde, Anne. Man kan mærke, du lægger sjæl i det. Jeg lagde sjæl i det. For første gang i mange år lavede jeg noget, jeg virkelig brændte for. Hver morgen vågnede jeg med forventning om dagens muligheder. Efter et halvt år fik jeg mere løn og vanskeligere projekter. Efter et år blev jeg ledende designer. Kollegaerne respekterede mig, kunderne anbefalede mig videre. — Anne, er du gift? — spurgte Jacob en aften efter arbejde. — Formelt ja, — svarede jeg. — Men jeg har levet alene i et år. — Overvejer du skilsmisse? — Ja, jeg sender snart papirer. Han nikkede og spurgte ikke mere. Jeg satte pris på, at han ikke blandede sig, ikke kom med råd eller domme. Bare accepterede mig, som jeg var. Vinteren i Aarhus var streng, men jeg frøs ikke. Tværtimod følte jeg mig optøet efter årene i fryseren. Jeg meldte mig til engelsk, begyndte på yoga, gik i teatret — alene, og nød det. Min værtinde Birthe sagde en dag: — Anne, du har forandret dig meget. Først var du så grå og bange — nu er du smuk og selvsikker. Jeg kiggede mig i spejlet og så det — hun havde ret. Jeg havde virkelig ændret mig. Løste håret, som jeg altid havde haft i stram knold. Begyndte at bruge farver og make-up. Men vigtigst — der var liv i mit blik igen. Et og et halvt år efter min flugt ringede en fremmed kvinde: — Er det Anne? Du har lavet designet for min veninde Hanne. — Ja, det er mig. — Jeg har et stort projekt. Et to-etagers hus, vil gerne have indretningen fuldstændig ændret. Kan vi mødes? Projektet var stort og kunden velhavende. Jeg fik frihed og godt budget. Efter fire måneders arbejde blev resultatet publiceret i et designmagasin. — Anne, du er klar til at arbejde selvstændigt, — sagde Jacob og viste mig bladet. — Du har allerede et navn i byen. Måske tid til egen tegnestue? Tanken var skræmmende og inspirerende — men jeg sprang ud i det. Jeg lejede et lille kontor i centrum og åbnede “Anne Nygaards Interiørstudio”. Skiltet var beskedent, men for mig de smukkeste ord i verden. De første måneder var hårde. Få kunder, pengene slap op. Men jeg gav ikke op. Arbejdede seksten timer dagligt, lærte markedsføring, lavede hjemmeside og sociale medier. Langsomt gik det fremad. Den gode omtale spredte sig, tilfredse kunder anbefalede mig. Efter et år ansatte jeg min første assistent, efter to år nummer to. En morgen så jeg en mail fra Peter. Hjertet gik i stå — jeg havde ikke hørt fra ham i årevis. “Anne, jeg har læst om din virksomhed. Kan ikke begribe, du har nået så meget. Vil gerne mødes, tale ud. Undskyld for alt.” Jeg læste mailen flere gange. For tre år siden ville sådan en tekst have sendt mig direkte hjem til ham. Nu følte jeg kun let vemod — for ungdom, for naiv tro på kærlighed, for de spildte år. Jeg svarede kort: “Peter, tak for din besked. Jeg er lykkelig i mit nye liv. Jeg håber, du finder dit eget.” Samme dag sendte jeg skilsmissepapirerne. Om sommeren, på treårsdagen for min flugt, fik mit studio en ordre på design af en penthouselejlighed i et eksklusivt kompleks. Kunden var Jacob, min gamle chef. — Tillykke med succesen, — sagde han og trykkede min hånd. — Jeg vidste, du ville klare det. — Tak. Uden din støtte var det ikke lykkedes. — Vrøvl. Du gjorde det hele selv. Men vil du med ud og spise — vi kan jo tale projektet over? Til middagen talte vi mest om design — men til sidst drejede samtalen til det nære. — Anne, jeg har længe villet spørge… — Jacob så mig i øjnene. — Har du egentlig nogen? — Nej, — svarede jeg ærligt. — Og jeg ved ikke, om jeg er klar til et forhold. Jeg har svært ved at stole på folk igen. — Forståeligt. Hvad hvis vi bare ses? Ingen forpligtelser, intet pres. Bare to voksne, der har det sjovt sammen. Jeg tænkte et øjeblik og nikkede. Jacob var god, klog, taktfuld. Ved ham følte jeg mig rolig og sikker. Vores forhold udviklede sig stille og roligt. Vi gik i teatret, gik ture, talte om alt muligt. Jacob pressede mig aldrig, havde ingen krav, lod mig leve mit liv. — Ved du hvad, — sagde jeg en dag til ham, — sammen med dig føler jeg mig som din lige. Ikke som hushjælp, pynt eller byrde. Bare som din ligeværdige. — Hvordan ellers? — undrede han sig. — Du er en bemærkelsesværdig kvinde. Stærk, kreativ, selvstændig. Fire år efter min flugt var min tegnestue én af Aarhus’ mest kendte. Jeg havde et team på otte, kontor med udsigt over havnen, en lækker lejlighed. Og vigtigst — jeg havde et nyt liv. Et liv jeg selv havde valgt. Historien En aften, mens jeg sad i min yndlingsstol ved vinduet og nippede til teen, kom jeg i tanke om den dag for fire år siden. Banketsalen, de gyldne duge, de hvide roser, jeg smed ud. Ydmygelsen, sorgen, fortvivlelsen. Og jeg tænkte: tak, Fru Margrethe. Tak fordi du ikke fandt plads til mig ved dit bord. Havde du det, var jeg nok stadig på køkkenet, fornøjet med andres opmærksomheds rester. Nu har jeg mit eget bord. Og der sidder jeg selv — hersker over mit eget liv. Telefonen ringede og afbrød mine tanker. — Anne? Det er Jacob. Jeg står lige nedenfor dit hjem. Må jeg komme op? Der er noget vigtigt, jeg gerne vil tale om. — Selvfølgelig, kom op. Jeg åbnede døren, og dér stod han — med en buket hvide roser. Præcis som dengang, fire år siden. — Er det et tilfælde? — spurgte jeg. — Nej, — smilte han. — Jeg kan huske, du fortalte om den dag. Jeg tænkte, de hvide roser skulle få en ny betydning. Han rakte mig blomsterne og tog en lille æske op. — Anne, jeg vil ikke presse dig. Men jeg vil gerne, du ved: jeg er klar til at dele livet med dig. Dit arbejde, dine drømme, din frihed — ikke ændre dig, men supplere dig. Jeg tog pakken og åbnede den. Indeni lå en vielsesring — enkel, elegant, uden unødig pynt. Præcis som jeg ville vælge selv. — Tænk over det, — sagde Jacob. — Vi skynder os ikke. Jeg så på ham, på roserne, på ringen — og tænkte på mit lange livsrejse fra den bange hjemmegående kvinde til en lykkelig, selvstændig kvinde. — Jacob, — sagde jeg, — er du virkelig klar til at leve med én som mig? Jeg vil aldrig tie, hvis noget generer mig. Jeg vil aldrig spille den nemme hustru. Og jeg vil aldrig lade nogen behandle mig som en person af anden klasse. — Det er sådan, jeg elsker dig, — svarede han. — Stærk, selvstændig, én der kender sin værdi. Jeg satte ringen på fingeren. Den passede perfekt. — Så ja, — sagde jeg. — Men brylluppet planlægger vi sammen. Og ved vores bord er der plads til alle. Vi sluttede hinanden i favn, og et vindstød fra havnen blæste gardinerne ind i stuen, fyldte rummet med friskhed og lys. Som symbolet på et nyt liv, der først nu begyndte. Følg gerne min side, hvis du vil læse flere spændende historier! Del dine tanker og følelser i kommentarerne og giv gerne et like.