Den besværlige mor

Den besværlige mor

Gudrun Madsen dukkede op uden først at sende en sms. Hun vidste ellers godt, det ikke var kutyme. At man til en voksen datter først skriver, så ringer, venter på en invitation, og så, kun da, tager bussen over hele København med skift på Nørreport og Trianglen. Men netop denne forståelse gjorde hende gnaven, da hun om morgenen stod ved vinduet med lunken te og betragtede den regnvåde gård. Hvorfor skulle hun først skrive? Hun var jo moren. Hun havde da en ret.

Dørtelefonen blev ikke svaret omgående. Der var en lang, foruroligende pause, derefter døtrens stemme, tør og overrasket.

Mor? Er du alene?

Alene, Freja. Luk mig op.

Pausen var længere end bare en pause. Gudrun havde sans for pauser hun samlede på dem, som andre samler på fornærmelser.

Frejas lejlighed var splinterny, hun havde boet her tre år, men Gudrun kunne stadig ikke vænne sig til det. Ikke til stedet, nej, lejligheden var jo god, rummelig, niende sal med udsigt mod Søndermarken. Hun kunne ikke vænne sig til duften. Eller fraværet af den. Intet lugtede: ingen frikadeller, ingen kanel, ikke engang stegt løg, der altid stikker lidt i øjnene, men fortæller, at et hjem trækker vejret. Her lugtede af rengøringsmiddel og en snert af kaffe fra maskinen, som Gudrun mente mest lavede kaffeparodi til 3o kroner kapslen.

Freja åbnede i grå joggingbukser, mobilen stadig limet til hånden. Håret samlet i en løs knude, ansigtet rent uden makeup. Fireogtredive og stadig en pige, tænkte Gudrun, og det var en rar tanke. Hurtigt fortrængte en mindre venlig: en pige, der ser på sin mor som på en ubelejlig forhindring.

Jeg har bagt kringler, sagde Gudrun og løftede den slidte stofpose.

Mor, jeg sagde jo i sidste uge

Du sagde noget i sidste uge. Jeg kan ikke huske hvad.

Samuel arbejder hjemme i dag. Han har Zoom-møder til klokken tre.

Jeg skal nok være musestille.

Freja flyttede sig. Ikke straks, men hun flyttede sig.

Alt var hvidt på hendes køkken: bordplader, skabe, fliser, ja selv køleskabet var hvidt med stålgreb. På bordet var der ingenting at skubbe til side. Ingen kop fra i morges, intet håndklæde over vasken, ikke så meget som en krumme. Gudrun satte posen fra sig og blev overvældet af den særlige blanding af beundring, misundelse, og sorg der altid kom, når hun stod her.

Sæt dig. Jeg sætter vand over, sagde Freja uden at møde Gudruns blik.

Jeg sætter mig. Hvor skal kringlen hen? Skærebrættet?

Det grønne, ikke det røde. Rødt er til råt kød. Jeg har farvesystem.

Gudrun adlød. Pakkede kringlen ud, den var lun, fyldt med kål og kommet herover under viskestykke. Men hun kunne ikke finde ud af, hvor hænderne hørte hjemme.

Den er med kål. Din yndlings.

Mor, jeg spiser ikke gluten mere. Det sagde jeg jo.

Du sagde det for en måned siden. Jeg vidste ikke, det blev sådan.

Det er ikke “sådan”. Det er mit valg.

Freja sagde “valg” med det særlige tryk, Gudrun havde bemærket. Som om det var et skjold, altid parat.

Nå. Så må Samuel spise. Eller du kan tage den i morgen. Kringle smager bedst dagen efter.

Freja satte to kopper på bordet. Kaffemaskinen begyndte at brumme kaffen fyldte lidt mere i rummet. Gudrun så på de hvide flader og kunne ikke huske hvornår de sidst bare sad sammen, uden mekanisk spænding og grund eller anledning.

Du er blevet tyndere, sagde hun så.

Nej. Jeg har set sådan ud siden sidste år.

Det tror jeg ikke på.

Mor. Freja løftede blikket, og Gudrun så straks udmattelsen hun kendte. Kan vi lade min vægt være?

Jeg siger ikke noget. Bare konstaterer.

Du “konstaterer” tit. Og så starter samtalen.

Gudrun greb koppen med begge hænder. Kaffen smagte faktisk ganske godt, bitter og stærk. Måske var det slet ikke bare kaffeparodi.

Jeg er ikke kommet for at skændes, hviskede Gudrun.

Okay.

Jeg kom, fordi jeg det er længe siden jeg så dig. Tre uger.

Vi talte i søndags, skar Freja igennem.

I telefonen. Det er ikke det samme.

Freja svarede ikke. Tog en slurk kaffe, Gudrun observerede hendes hænder, lange, pæne, let gennemsigtig lak. Hænder magen til Gjerd, Gudruns egen mor, og dem hun selv havde haft, før de blev ru og tørre af sæbe og slid.

Freja, begyndte Gudrun.

Mor.

De talte oveni hinanden. Holdt begge mund lidt.

Sig noget du, sagde Gudrun.

Nej, du først.

Jeg ville spørge til jul. Kommer I hos mig?

En pause igen den, Gudrun samlede på.

Vi har ikke besluttet det, sagde Freja så.

Det er jo november.

Mor, jul er om halvanden måned.

For mig er det snart. Jeg skal planlægge, hvad jeg skal købe, hvor meget mad

Vi siger til, når vi ved det.

Godt. Gudruns stemme var rolig, men noget flyttede sig indeni, som en lille sten begyndte at rulle. Så I “siger til”. Sådan som I nu plejer.

Hvad mener du med “plejer”?

Ingenting. Konstaterer bare.

Mor. Freja satte koppen ned med et lille slag. Nu igen.

Hvad “igen”?

Du siger noget neutralt. Men med den der tone, så jeg mærker kritikken.

Gudrun så på kringle under klædet, på den hvide bordplade.

Måske, sagde hun.

***

En time senere gik Gudrun. Kringlen blev tilbage, den havde mistet lidt volumen under viskestykket. Samuel kom aldrig ud fra kontoret. Freja fulgte hende til døren og omfavnede hende kort, vanemæssigt som folk der ikke kan tale om det vigtige.

I elevatoren fandt Gudrun en gammel bon i frakkelommen og begyndte at mase den sammen, bare for at have noget at tage sig til.

Udenfor silede det. Hun stod under et halvtag, knap knappede jakken, og tænkte: sådan var det altid. Man tog hjemmefra med kringle og kom hjem med et eller andet tungt intet, som ikke kunne lægges tilbage i en pose eller efterlades i entreen.

Fireogtredive år havde hun passet på Freja. Fireogtredive.

Men det var ikke en ærlig tanke, sagde Gudrun Madsen til sig selv. Hun kunne godt fortælle sig selv, at hun var uærlig det betød ikke, hun gav slip på tanken. Bare at hun så den i øjnene.

***

Hjemme gik hun straks i gang: hentede gårsdagens suppe, satte den over blusset og betragtede gryden. To-værelses, Betonbyggeri fra 1984, køkken lille, vinduet ud mod gården. Tre krukker med pelargonier, kun den ene blomstrede, de to andre hvilede sig grønne og tålmodige. På bordet lagde hun som altid voksdug med små blomster, lidt slidt i hjørnerne, som hun udskiftede hvert andet år, men altid med samme slags. Uden at vide hvorfor.

Suppen begyndte at boble. Hun slukkede, hældte op, satte sig. Ikke rigtig sulten.

Tanker drejede om Frejas køkken. Den hvidhed, hvorfor irriterede den? Renlighed var jo godt. Orden godt. Hendes egen mor, Gjerd, holdt også af orden, men på hendes køkkenbord stod altid en saltbøsse forklædt som hane, købt på Brørup Marked i 1970, skrammet og revnet, men aldrig smidt væk “Han er salt hele vejen igennem, sådan én smider man ikke bare ud,” sagde hun.

Hos Freja fandtes intet saltet indefra. Alt var korrekt, sorteret, lige på. Skærebræt til kød, til grønt, til brød, alt med sin plads. Gudrun forstod: sådan var hendes datter indrettet. Det var ikke galt, det var bare koldt.

Hold nu inde, Gudrun, sagde hun til sig selv. Igen var hun uretfærdig. Freja havde sit liv, arbejde, Samuel, telefonmøder. Det var hende selv, der var dukket op uden varsel.

Men stemmen i brystet sagde: Jeg er mor. Jeg er ikke fremmed. Hvorfor skal jeg melde min ankomst?

Den diskussion havde hun haft med sig selv i tre år, siden Freja skiftede lejlighed og flyttede reglerne med sig, regler Gudrun aldrig blev forklaret, men som hun var tvunget til at følge.

Hun vaskede op, tog mel, smør og gær ned. Hænderne begyndte at arbejde, næsten før hovedet havde besluttet. Nogle gange ælter man mest for at holde hænderne optaget, når tankerne kværner.

Frisk gær det duftede allerede som barndom. Mens gæren arbejdede under det visne regnvejr udenfor, så hun ned på gården. På bænken sad fru Maren med sin lille puddel, Otto. Maren var tooghalvfjerds og boede også alene. Børnene boede i forskellige byer en endda i Tyskland. “De ringer dog,” sagde Maren, men opkald er opkald. Gudrun nikkede, for nu med mere forståelse end tidligere.

Gæren boblede, hun rørte mel i, æltede. Grimt og klæbrigt i førstehug, men langsomt blev det levende, smidigt, varmt.

Tankerne gled baglæns.

Det begyndte ikke for tre år siden. Nej, det sagde hun kun for at gøre det nemmere. I virkeligheden startede det da Freja var syvogtyve og for første gang sagde: “Mor, jeg klarer det selv.” Ikke uvenligt. Anledning: et lægebesøg, Gudrun ville med. “Jeg klarer det selv.” Gudrun blev såret, oprigtigt, dagelangt for hun hørte: “Jeg har ikke brug for dig,” ikke “jeg er voksen.”

Måske har de aldrig tolket ord på samme måde.

Hun lagde klædet over dejen, satte sig og foldede hænderne.

Stilheden i lejligheden var god, sin egen slags. Hun var vænnet til at være alene, siden Niels døde. Nej stop. Niels gik bort for seks år siden. Hun greb sig selv i vendingen og rettede den, for det var vigtigt at sige tingene rigtigt. Han døde; det skulle ikke pakkes ind. Men i dag ville hun helst ikke tænke på det længe.

Hun tænkte alligevel.

Niels var en blød mand. Ikke svag, men mild som dej. Han kunne høre på Freja uden at vælge side; det var sjældent. “I har begge ret og begge uret. Det kan man sagtens,” sagde han. Gudrun blev vred over det, men nu tænkte hun, han var den klogeste af dem alle.

Da han døde, forandrede Freja sig. Ikke brat, men brat alligevel. Uden far var samtalerne umulige, han var broen, der forbandt dem. Broen væk; bredderne skrinlagde samtalen.

Efter en time hævede dejen flot. Gul, syrlig barndomsduft. Hun begyndte at forme små boller.

Så ringede Freja.

Gudrun tørrede melet fra hænderne, tog telefonen.

Ja.

Er du kommet godt hjem, mor?

Helt okay. Det regnede, men pyt.

Godt. Korte pauser, blødere nu Vi spiste faktisk af kringlen, Samuel og jeg. Den er god. Du bager virkelig de bedste kålkringler.

Gudrun standsede, så ned på pladen med små boller.

Tak. Du elskede dem som barn.

Det gør jeg stadig, jeg prøver bare mest at undgå gluten nu.

Jaså.

Bliv nu ikke sur.

Jeg er ikke sur.

Mor

Freja

Nu var stilhedens pause varm, ikke iskold.

Jeg ringer i weekenden, sagde Freja, vi snakker rigtigt sammen.

Ja. Ring du bare.

Gudrun kiggede længe på bollerne og satte dem i ovnen.

***

Ugen efter ringede Freja, som lovet. De snakkede civiliseret præcis syv minutter, så gik det skævt.

Gudrun tilbød at give en hånd med før gæsterne til Frejas fødselsdag. “Mor, vi klarer det,” sagde Freja. “Jeg tilbyder jo bare,” insisterede Gudrun. “Når du tilbyder, lyder det som om, du regner med rod.” “Nej,” sagde Gudrun, “det gør jeg ikke.” “Du gør altid sådan,” svarede Freja, og så blev samtalen lang, og ordet “kontrol” dukkede op.

Kontrol? gentog Gudrun. Fordi jeg tilbyder at hjælpe?

Det er jo ikke første gang. Du dykker bare op, du kommer altid med mad jeg ikke har bedt om, du spørger til jul allerede i november, alt skal blive som du vil.

Som jeg vil?

Ja, som du vil have det. Ikke hvordan jeg vil. Du fortæller mere end du spørger.

Gudrun sad på sit køkken, telefonen i hænderne, pelargonierne svagt belyst. Den blomstrende havde kastet nogle blade.

Jeg fortæller ikke kun, sagde hun. Stemmen var mærkeligt jævn.

Du dukkede op i forgårs uden at sige til.

Jeg er din mor.

Jeg ved godt du er min mor.

Så må jeg ikke komme?

Jo. Men ring først.

Så du kan forberede dig? På moren?

Så jeg ved, hvad jeg kan forvente! Frejas stemme blev skarp. Du ser på mit køkken, på mig, og jeg føler jeg bliver målt. Lige meget hvad jeg gør, har du en standard.

Hvilken standard? Gudrun mærkede det stuk i hjertet.

Du sagde jeg er blevet tynd.

For jeg ser det.

Fordi du altid må kommentere. Maden, ordenen, julen, at jeg ikke lever op. Du kommer med kringle som et stik.

Nu knak noget.

Som stik, gentog Gudrun lavt. Jeg står op fem om morgenen og bager til dig, bringer det over halve byen fordi jeg ved, du elsker det. Og det er stik.

Mor

Nej, nu vil jeg sige det. Jeg bagte til dig altid. Når du var syg, til eksamen, da du forlod Emil og lå mut i sengen, kom jeg med kålkringle og du spiste halvdelen. Husker du det?

Stilhed.

Husker du det eller ej?

Ja, hviskede Freja.

Nu er det kontrol. Godt, det forstår jeg.

Mor, det er ikke det jeg mener.

Måske ikke. Gudrun gik til vinduet. Ingen Maren, ingen Otto. Måske vender jeg alting på hovedet, eller måske er det bare blevet sværere at være mor, når datteren er voksen.

Det er ikke fair.

Jeg ved det. Undskyld.

Hun lagde først på. Stod længe med mobilen, ventede på, at Freja ville ringe igen. Men hun gjorde det ikke.

***

Der gik to uger.

For Gudrun var det mærkværdigt. Aldrig før havde tavshed varet så længe, ikke selv efter de sværeste skænderier. Normalt ringede én efter tre-fire dage med et praktisk ærinde: “Hvordan var det nu den pletfjerner hed?” eller “Mor, jeg har fundet dit tørklæde, er det dit?” Sådan kunne de mødes igen, uden at nævne noget vigtigt.

Nu kom intet. Fra nogen side.

Gudrun gik på arbejde tre dage om ugen i Valby bibliotek. Hun elskede bøgerne, men især de faste lånere, som Ninna Bjerg, pensionisten, der konsekvent afslørede slutningen på krimierne, før Gudrun overhovedet spurgte. Det simple samvær, uden undertekster, var en lettelse.

I den anden uge skrev hun til Freja. Ikke ringede skrev. Noget i dét Freja sagde om opkald havde ramt hende.

“Freja, hvordan går det?”

Tre ord. Ventetid.

Efter fire timer kom der svar: “Fint, Mor. Jeg har meget at lave. Håber du har det godt?”

Hun svarede: “Det går. Har sat dej over i dag. Det er blevet koldt.”

Freja sendte en smiley. En helt almindelig, gul, smilende.

Gudrun stirrede på den og anede ikke, om det var fred eller bare høflighed. Hun kunne læse pauser, men aldrig emojis.

Kringlen spiste hun selv denne gang stykke for stykke, langsomt, med te.

***

Sidst i november ringede Freja. Ringede, ikke skrev. Gudrun stod i bibliotekets depot, mellem gamle ugeblade.

Mor, jeg har et spørgsmål.

Ja?

Kan du lære mig dit dej-trick? Til kringlerne.

Gudrun holdt vejret et sekund.

Det kan jeg godt. Hvornår?

I weekenden? Vi skulle forbi Samuel og jeg, men det blev aldrig.

Ja. Kom I bare.

Da samtalen sluttede, stod Gudrun længe i depotet og smilede ikke vidt, men ægte.

***

De dukkede op til middag.

Gudrun stod op ved otte-tiden, ikke af nødvendighed, men søvnen var væk. Ryddede lejligheden, tørrede støv af hvor der ikke var støv. Lagde ny voksdug på bordet, den hun havde gemt fra sommer, med større blomstermønster. Tog de gode kopper ud, blå med hvide mønstre, købt i en landsby ved Ringkøbing for tyve år siden med Niels.

Kvart i tolv slog dørtelefonen.

Samuel, høj og lidt genert, bar druer og en karton kærnemælk.

Freja sagde, du skal bruge det til dejen. Jeg tog bare det som stod i Brugsen.

Gonattak, sagde Gudrun. Det er den rigtige.

Freja omfavnede hende i døren, længere end sidst. Gudrun mærkede Frejas friske parfume og det bløde hår på kinden. De sagde ikke noget. Nogle gange var det nok.

Køkkenet var fyldt nu. To kunne være der, tre blev klemt; Samuel gik ind i stuen med mobilen. Gudrun lagde tingene klar.

Så: Levende gær er bedst, forklarede hun.

Hvad er forskellen?

Resultatet. Tørt er nemmere; frisk er bedre. Dej bliver levende.

Hvor køber du det?

I Mejeriet ved Vesterbro Torv.

Hun delte gæren, duften fyldte rummet.

Sådan lugtede dit køkken, da jeg var lille, sagde Freja.

Og min mors køkken. Hver lørdag.

Ja. Hun bagte altid.

De var stille, men det var ikke telefonstilhed: her blev det varmt af gæren.

Vandet skal være lunt. Prøv med fingeren ikke for varmt, gæren må ikke dø, den er levende.

Helt lunt?

Ja, lidt varmere end din hånd. Ingen termometre, bare fingrene.

Freja testede.

Sådan?

Lidt koldere. Der. Sukker på spidsen af skeen. Gæren skal have mad.

De arbejdede side om side, Gudrun guidede, Freja gjorde. Nogle gange forkert, så tog Gudrun bare hendes hænder og viste det. Tusindårigt mønster, som da Freja var lille og ikke kunne kneppe knapper.

Melet tilsættes gradvist. Følg dejen, den siger til.

Hvordan siger den til?

Når den ikke klistrer mere, når den bliver glat. Det er ikke eksakt, det er på fornemmelse.

Jeg plejer at følge opskrifter til gram og minutter.

Ved godt. Men dej kræver opmærksomhed, ikke eksakte mål.

Freja æltede: først kluntet, så bedre.

Skub tiden, ikke dejen.

Den bliver helt varm.

Fordi den er levende.

Samuel stak hovedet ind.

Kaffe?

Kog selv, Sam. Den blå dåse er til te, filteret til venstre.

Han nikkede, fandt sukkeret, satte kaffe over, smuttede igen.

Han er god, sagde Gudrun, mens Samuel var ude.

Freja æltede videre.

Ja, sagde hun enkelt, uden beskyttelse, bare sådan.

Jeg blander mig for meget, ved det godt.

Freja så op.

Mor

Nej, lad mig lige sige det. Jeg gør det ofte uden at prøve. Du sagde “kontrol”. Jeg har tænkt meget over det. Måske har du ret.

Jeg er også for hård Kringle med stikpille, det var uærligt. Du kom bare med kringle.

Uden varsel.

Og det er svært for mig, ikke dårligt. Det er bare svært.

Gudrun betragtede Frejas hænder, melet på hendes håndled, manchet.

Du har griset dig ind.

Ja da.

Den manchet skal ligge i blød.

Mor

Ja, jeg tier nu.

De grinede, ikke højt, bare sammen. Mellem smil og gær.

Da far var væk, begyndte jeg at proppe alt den omsorg i dig, forklarede Gudrun. For den forsvinder jo ikke. Og du er den eneste.

Freja stod stille.

Jeg forstår dig, svarede hun.

Ikke som undskyldning, kun forklaring.

Jeg kan kende forskel.

Dejen hævede Gudrun trak klædet over, stillede ved blusset. Freja vaskede hænder, bearbejdede pletten.

Den bliver der nu, sagde Gudrun.

Det gør ikke noget. Et godt plet.

***

Over kaffen fortalte Samuel en historie om sin kollega, der dukkede op til et møde på den forkerte adresse. Gudrun grinede rigtigt, ikke socialt. Freja hvilede hovedet i hånden, så på både ham og moren med et blik, Gudrun ikke kunne navngive men det var godt.

Da bollerne kom i ovnen og duften spredte sig, rejste Freja sig, gik til vinduet.

Pelargonien blomstrer igen.

Den plejer, de andre vil ikke.

Måske mangler de et eller andet.

Ja, jeg har prøvet alt.

Freja nussede bladet.

Måske er det bare ikke deres tid endnu.

Måske.

***

Bollerne var gode. Freja spiste to, så tre, og sagde: “Det tæller ikke, jeg har selv bagt.” Gudrun lod som hun ikke hørte ordet “gluten”, Freja lod som hun ikke sagde det.

Samuel gik ned i Brugsen for at hente noget, Gudrun ikke opfangede. Mor og datter ryddede op Freja vaskede op, Gudrun tørrede af.

Kan du huske vores skænderi om mit studievalg? spurgte Freja.

Om pædagogseminariet? Ja, jeg ville du skulle læse det.

Jeg valgte økonomi i stedet.

Det var jeg sikker på, du ville fortryde.

Det har jeg ikke.

Kan jeg se.

Vi talte ikke sammen i to uger dengang.

Kun tre dage!

Mor minimum to uger.

Gudrun tørrede tallerkenen.

Måske. Jeg var så skråsikker.

Du er ofte skråsikker.

Ikke altid.

Det mente far også. “Du er tryg ved dig selv, men ikke ved andre.” Nå, tilbage med den her tallerken.

Mener du det i dag, at du ved hvad der er bedst for os?

Gudrun tørrede tallerkenen igen, selv om den allerede var tør.

Nej. Jeg bryder mig ikke om, I spiser take away og ikke har duft af mad derhjemme. Ordentlighed godt. Men det er min smag, ikke sandheden.

Det var ærligt, mor.

Jeg prøver.

Jeg kan godt lide din måde. Mit hjem dufter aldrig af noget hjemligt kun kaffe og Ajax. Jeg kan ikke finde ud af det.

Du er bare anderledes.

Eller ikke oplært.

Du lærte dej i dag.

En slags begyndelse.

Freja tørrede hænder i samme klæde, som Gudrun havde brugt til at bringe kringlen sidst. Klædet var ikke blevet returneret, Gudrun lagde mærke til det uden at sige noget.

Mor, til jul vi vil gerne fejre den hos dig. Hvis du vil.

Gudrun stillede den sidste kop på plads.

Det vil jeg gerne.

Må jeg også bage noget til bordet?

Ja. Du må gerne lære det hele, hvis du vil.

De krammede ikke denne gang, stod bare side om side i det lille køkken, hvor kun gærduften sad tilbage som et ekko. Udenfor var det bælgmørkt, december ventede. Gården under gadelys.

Samuel vendte tilbage. Med appelsiner. Han satte dem midt på bordet, og straks blandede citrusduften sig med gæren.

Appelsiner, sagde Freja.

Jeg fik lyst, svarede Samuel. Det dufter af jul.

Gudrun skar en appelsin, delte en både ud til Freja, til Samuel, til sig selv.

De sad og spiste i stilhed.

***

Da de var taget af sted, vaskede Gudrun op igen bare fordi. Gik ind i dagligstuen, tændte lampen, tog bogen frem hun ikke havde åbnet i ugevis. Læste et afsnit.

Lagde den fra sig.

Sad bare i mørket og tænkte på dej. At det skal røres, have tid, varme, ikke for længe så bliver det surt og ustyrligt. Og ikke for hurtigt. Den har sin egen rytme.

Hun vidste ikke, om alt nu var godt. Nok ikke helt. Freja lukker sig nok inde igen. Hun selv risikerer at troppe op uden varsel. Noget vil altid gnave, fordi de er forskellige og ens, fordi mor og datter altid gnaver lidt mod hinanden.

Men i dag æltede de sammen. Og dejen blev god.

Pelargonierne stod i mørket på vindueshylden. Den blomstrende krøllede allerede blomsten sammen til natten. De andre stod bare, grønne og ventende.

Gudrun tændte ikke lyset i køkkenet. Hun så bare. Måske var det virkelig ikke deres tid endnu.

Måske kom det.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

20 + 13 =