Fremmed adresse
Hører du overhovedet, hvad jeg siger? Eller har du igen “vigtigt opkald”, “det haster”?
Grethe, jeg hører dig. Det er bare ikke det bedste tidspunkt nu.
Hvornår er så det bedste? Hvornår var du sidst hjemme før ti om aftenen? Hvornår har vi sidst spist aftensmad sammen?
Jeg arbejder. Du arbejder. Vi har begge et hektisk skema.
Du behøver ikke forklare mig om skemaer. Jeg har kørt ambulancen i tyve år og ved godt, hvordan det er. Det er ikke en undskyldning, bare en bortforklaring.
Han svarede ikke. Satte koppen i vasken, tog sin jakke og gik. Lukkede døren stille, næsten lydløst, som om han ikke ville vække nogen selvom der ikke var nogen at vække i lejligheden. Grethe Nielsen stod midt i køkkenet et par minutter, stirrede på hans halvdrukne kaffe, så tog hun tasken og kørte på vagt. Samtalen var onsdag. Eller tirsdag. Hun kunne ikke længere huske det nøjagtigt, for de samtaler var blevet ens hun talte, han gik, hun tog på arbejde.
Det var hendes måde at overleve på efter snart tyve år. Når noget gjorde ondt eller irriterede, tog hun på arbejde. Akutberedskabet venter ikke på humør eller tager hensyn til familieproblemer; der skal bruges hænder, hovedet og evnen til at lukke af for følelser. Det havde altid reddet hende.
Hun var tooghalvtreds år. Så ud som femogfyrre, hvilket hun dog aldrig nævnte for sig selv hun syntes ikke, det betød noget. Lav, mørkt kort hår med grå striber de seneste fem år. Hænderne var tørre og hurtige, øjnene, grå og en smule matte, kunne stirre roligt selv om det ro i hende var langt væk. Kollegaerne respekterede hende. Ikke noget med store følelsesudbrud, men respekt og det var vigtigere. Redder Bjarke, hendes makker de sidste tre år, sagde altid: Med Nielsen kan man køre ud til alt. Hun svigter aldrig.
Hendes mand, Henrik Nielsen, arbejdede indenfor byggeri. Hun havde for længst opgivet at forstå, hvad han egentlig lavede projekter, møder, investorer, sagde han bare. De havde været sammen i treogtyve år. Sønnen, Mikkel, arbejdede som IT-udvikler i Århus, ringede hver søndag og spurgte: Har du det fint, mor? Grethe svarede: Ja, det går. Og det var sandt på den måde, det føltes: normalt. Og det, man er vant til, kaldes nemt normalt.
Den vagt, det handler om, blev lang og tung. Ikke fordi noget ekstraordinært skete, men fordi alt kom ovenpå hinanden. Først en tur til enden af byen, en stædig gammel mand med højt blodtryk, der nægtede at tage på hospital, datteren, der råbte på både faren og Grethe, som om stædighed var Grethes skyld. Derefter en otteårig med voldsom allergi, en ung mor, helt på bar bund, Grethe måtte forklare alt tre gange, for moren kunne slet ikke finde fodfæste. Så en ældre dame med mavesmerter, der måtte overdrages til modtagelsen på hospitalet, forfra i køen til informationen. Mere blodtryk, flere forklaringer, flere papirer.
Klokken otte om aftenen fornemmede Grethe den der særlige træthed ikke træthed, mere en tomhed i benene og tunghed bag øjnene. Hun sad i bilen og drak kold grøn te af termokanden. Bjarke duppede på forsædet, hoved bøjede bagover han havde den evne til at sove fem minutter overalt og vågne frisk. Grethe misundte ham stilfærdigt.
Radioen bibbede.
Nielsen, er du der?
Ja.
Opringning. Lyngbyvej 4, lejlighed 81. Ung kvinde, otteogtyve, klager over hjertebanken, åndedrætsbesvær, følelsesløshed i hænderne. Første gang. Meget angst.
Forstået.
Bjarke slog straks øjnene op, da radioen lød.
Hvorhen?
Lyngbyvej 4. Formodentlig panik.
Ung?
Otteogtyve.
Han nikkede, startede motoren. Grethe drak sidste slurk te, pakkede termokanden væk. Lyngbyvej lå i det område folk kaldte glasbyen: højhuse med store vinduer, underjordiske p-anlæg, dørtelefoni med kamera. Eksklusivt, roligt, nyt elevator-lugt. Grethe havde været der før; opkaldene var oftest stress-relaterede unge kvinder med panikanfald. Livet var dyrt, men nerverne de samme.
Nummer fire var præcis som forestillet: hvidt facade, brede trapper. Dørtelefonen klikkede straks, kvindestemme hviskede kom op. Elevator: spejle, dæmpet lys. Bjarke bar tasken med udstyr, Grethe tænkte på, at hun skulle forbi Føtex efter arbejde brød og måske hytteost.
Lejlighed 81 lå for enden af gangen. Døren åbnede før de nåede at ringe. På dørtrinnet stod en ung kvinde i silkerobe i elfenbensfarve, pjusket blondt hår. Smuk, registrerede Grethe: ung og tydeligt bange. Armene var krydset foran brystet, som om hun frøs.
Tak Gud! Jeg troede ikke, I kom.
Vi er her nu, sagde Bjarke. Må vi gå ind?
Ja, ja selvfølgelig.
Lejligheden var stor, højloftet, alt anbragt dyrt og dæmpet. Lyse vægge, bred grå sofa, et næsten urørt glas vand på sofabordet. I hjørnet lyste en standerlampe; rummet blev både hyggeligt og lidt uroligt.
Hvad hedder du? spurgte Grethe, åbnede tasken.
Karla. Karla.
Sæt dig på sofaen, Karla. Hvornår startede det?
Fyrre minutter siden. Jeg sad og læste, og så galoperede hjertet. Og pludselig kunne jeg ikke trække vejret ordentligt. Jeg blev bange for, at det var alvorligt.
Det ser vi på. Har du ondt i brystet?
Nej. Bare hjertebanken.
Godt. Giv mig hånden.
Grethe satte blodtryksmåleren på, lyttede til pulsen hurtig, men jævn. Målte blodtryk. Bjarke foldede elektroderne ud til EKG, hurtigt og rutineret. Karlas blik skiftede mellem dem, var en blanding af lettelse over hjælpen og frygt for dårligt nyt, et blik Grethe kendte alt for godt.
Blodtryk 120 over 80, sagde Grethe. Helt normalt.
Virkelig?
Ja. Pulsen er høj, vi går lidt mere i detaljer. Bor du alene?
Spørgsmålet var rutine; Grethe ville vide, om der var en pårørende, hvis tingene blev værre.
Nej, ikke alene, sagde Karla, tøvende.
Så er der nogen at ringe til, hvis det skulle blive slemt i nat.
Bjarke satte elektroder på plads. Karla løftede roben en anelse. Grethe skrev på blanketten, så på uret. Halv ni. Tænkte: Henrik er nok hjemme nu eller stadig i et af sine møder. Billedet forsvandt hurtigt, for her var patienten.
I det øjeblik lød der skridt fra gangen den førte nok til soveværelset eller et andet rum. Døren gled forsigtigt op.
Grethe løftede ikke blikket med det samme, hun noterede videre. Men så kiggede hun op.
I døren stod Henrik.
Han havde T-shirt og jeans på, ingen jakke, som var han bare gået ud i køkkenet. Håret var rodet, telefonen i hånden. Ansigtet afslappet, ikke klar over, hun var der.
Så så han hende.
Hun så på ham i to sekunder. Senere kunne hun ikke sætte ord på, hvad hun følte. Ikke ingenting. Noget stille. Som om en kontakt inden i blev slukket, og det blev mørkt ét sted, resten lyste stadig.
Henrik blev bleg, selv i den svage lampebelysning.
Grethe så væk, kiggede på EKG-strimlen Bjarke netop tog ud af maskinen.
Giv mig den, Bjarke.
Hendes stemme var helt almindelig så nøgtern, at det forbavsede hende.
Bjarke rakte hende strimlen. Sinus-takykardi. Intet farligt, ingen hospitalspåkrævet. Præcis som ventet.
Karla, dit hjerte fejler intet. Det kaldes et panikanfald. Ubehageligt, men ufarligt.
Sikker? spurgte Karla. Hun så ikke på Grethe, men ud mod Henrik hendes stemme stiv, ikke rigtigt et spørgsmål.
Helt sikker. Drik noget vand, prøv at trække vejret langsomt fire ind, seks ud. Sker det igen, så tag kontakt til lægen. Panik kan behandles.
Grethe talte i den rolige informationsstemme, hun brugte efter undersøgelser. Hænderne pakkede roligt sammen, tasken blev lukket. Alt fulgte rutinen.
Tak, sagde Karla lavt.
Det var så lidt, sagde Grethe. Bjarke, er du klar?
Klar.
Henrik blev i døråbningen. Grethe så ikke på ham. Ikke med vilje hun gjorde det bare ikke. Slyngede tasken over skulderen, tog sit tablet.
Vi registrerer det hele, sagde hun til Karla den sædvanlige sætning, at alt bliver korrekt indskrevet.
De gik. Bjarke trykkede på elevatoren. Han tav, ventede. Bjarke var god til at lade være med at snakke. Elevatordørene lukkede.
Alt i orden? spurgte Bjarke.
Han kiggede ud i spejldøren.
Ja, sagde Grethe.
Du virker bare…
Træt. Lang vagt.
Han nikkede intet mere.
Udenfor var det køligt dagen havde ellers været lun. April opførte sig skiftevis, sol eller kold vind fra havnen. Grethe så på husets mange lys. Fjerde sal, ottende lejlighed fra hjørnet eller var det niende? Der var lys.
Hun tog mobilen. Fem ubesvarede opkald fra Henrik, alle de sidste ti minutter. Hun silde telefonen i lommen igen.
Bjarke, flere opkald i dag?
Jeg tjekker. Nej. Men Lone, chefen, sagde at der som regel bliver travlt fra klokken ti.
Lone var deres vagtleder og havde ret. Klokken ti begyndte det: ældre med blodtryk efter aftenuro, yngre der blev dårlige efter dagens stress. Akutberedskabet havde sin egen cyklus ligeglade med folks privatliv.
Så lad os tage tilbage og få lidt te, sagde Grethe.
De kørte.
Grethe kiggede ud på natbyen. Gadelys, butiksvinduer, enkelte folk på gaden. Alt på sin plads. Hun tænkte på de treogtyve år, der ikke bare var tid, men liv. Det var Mikkel, nu syvogtyve, der ringede søndag. Det var kolonihaven tre timer væk, købt for ti år siden, vores projekt, sagde Henrik altid. Det var hendes hjemmestrikket tæppe fra mor. Fælles jul, fælles sygdom, fælles dødkedelige tv-aftener.
Hun tænkte på det alt sammen. Som at se en genstand i et andet lys.
Bjarke lavede te på basen. De sad tavse i personalerummet.
Jeg har kendt dig længe, sagde han pludseligt.
Ja.
Jeg kan se, noget er sket. Vil du ikke tale om det, så lad være. Hvis du har brug for at blive kørt hjem eller noget, sig til.
Grethe så på ham. Han var otteogtredive, havde kone, to skolebørn så hektisk som hende. God mand.
Tak, Bjarke. Det behøver du ikke.
Fint.
Han vendte blikket mod vinduet. Hun var glad for stilheden.
Telefonen vibrerede igen. Henrik. Hun trykkede afvis. Skrev: Jeg er på vagt. Ring ikke. Sendte beskeden. Tog koppen med begge hænder. Varmen var konkret og enkel.
Hun tænkte på, hvornår det begyndte. Da Henrik ikke længere holdt fri bare af og til, men næsten altid. Da hans forklaringer blev utydelige. Da han stoppede med at snakke om arbejdet som før nu var det bare generelt. Hun troede bare, han var træt og ikke ville tage arbejde med hjem. Mænd var sådan.
Mænd er nogle gange sådan. Hun greb tanken og lagde den væk, som en seddel der ikke skulle læses endnu.
Ingen opkald før elleve. Da måtte de til en gammel mand med ondt i knæet egentlig ikke akut, men han havde ingen til at hjælpe sig, forklarede Lone. Grethe inspicerede knæet, anbefalede ham at ringe til lægen, gav ham nummeret. Manden takkede længe, som om han følte sig til besvær. Hun sagde, det var helt i orden.
På vej tilbage satte Bjarke svagt radioen til. En rolig, trist kvindestemme sang langsomt. Grethe tænkte på morgendagen: hvad hun ville sige, hvad Henrik ville sige. Eller, om de bare ville tie for hun ville gennemgå det hele i hovedet igen og tænke: Måske tog jeg fejl. Måske var Henrik der helt tilfældigt. Måske var det bare et tilfældigt sted.
Hun var god til at finde forklaringer. Treogtyve års øvelse.
Vagten sluttede klokken halv et. Sidste opkald ved midnat, en ung mand med feber hun sendte ham på infektionen. Alt var overskueligt. Derefter papirarbejde, aflevering af udstyr, kort snak med natholdet. Præcis som vanligt.
Skal jeg køre dig? spurgte Bjarke.
Nej, jeg har bil.
Er du sikker?
Bjarke.
Okay. Jeg spørger ikke mere.
Hun kørte hjem på tyve minutter. Nætterne var lette i byen næsten ingen på vejene. Hun holdt af den tid, hvor man kunne tænke i fred.
Lys i entreen i lejligheden. Henrik var vågen. Hun vidste det, allerede før døren blev åbnet.
Han stod straks der. I entreen, med den dér skyldige mine, men også anspændt parat til at forsvare sig.
Grethe, sagde han.
Ikke nu, sagde hun.
Jeg vil forklare.
Henrik, jeg kommer lige fra vagt. Jeg er træt. Ikke nu.
Det er ikke, som du tror.
Hun så længe på ham. Gik forbi ham ud på badeværelset, vaskede ansigt, børstede tænder. Kom ud igen. Han stod stadig der.
Grethe, tal med mig.
I morgen, sagde hun og gik ind i soveværelset.
Hun sov ikke. Lå og stirrede op i loftet. Der var stille, så knirkede sofaen i stuen: Henrik lagde sig vist derude. Godt. Han kom ikke i soveværelset. Det var godt.
Grethe lå og tænkte nøgternt, som en der lægger redskaber klar før en undersøgelse: fakta. Henrik var i dén lejlighed, hjemmevant, i T-shirt, afslappet, med sin telefon. En ung kvindes lejlighed. Kvinden boede der ikke alene, sagde hun selv.
Flere fakta: Det seneste halvandet år kom han sent ofte, ikke altid. Forretningsrejser, hun ikke kendte detaljer om. Telefonen slap han aldrig af syne. Alt var blevet så hverdag, at hun plejede at overse det.
Hun tænkte på, at historier, man hører fra veninder eller bøger virker så åbenlyse hvordan kunne hun ikke se det? Men når man er i det, er det let ikke at ville se. Fordi man bor indenfor. Fordi man er vant til det. Fordi man ikke vil vide.
Forhold efter mange års ægteskab er ikke bare vanens magt, men en hel del af livet, der ikke flytter sig med et snuptag. Alt er blandet: det gode fra før, det dårlige der voksede, årene, de småting der udgør livet sammen.
Hun græd ikke. Det forbavsede hende lidt. Ikke fordi tårer var nødvendige, men hun havde troet, det ville gøre ondt straks. Smerten var stille. Den sad under ribbenene, mere som træthed end som stik.
Hun faldt i søvn ved daggry.
Stod op klokken ni. Ingen lyde fra stuen. Hun klædte sig på ikke hjemmetøj, men rigtigt: jeans, grå sweater. Ud i køkkenet.
Henrik sad med kaffen. Da hun kom, løftede han hovedet.
Grethe.
Godmorgen, sagde hun og hældte vand op.
Vi skal tale sammen.
Ja, det skal vi.
Hun satte sig over for ham, ret ryg, hænder på bordet.
Jeg lytter.
Han begyndte sagde det ikke var, hvad hun troede, at Karla bare var en veninde, at han hjalp med nogle papirer, han gik derop for at arbejde, fordi der hjemme altid var spændt. Han talte længe, kiggede på hende, ventede. Måske på tårer? Skænderi? Spørgsmål, alt det der kunne udløse den langtrukne samtale, der ville fortsætte dagevis.
Grethe stoppede ham ikke. Hun lod ham tale.
Er du færdig? spurgte hun, da han tav.
Jeg beder dig forstå…
Henrik. Jeg vil ikke diskutere, hvad du lavede i den lejlighed. Det er mig ligegyldigt.
Ligegyldigt? Han var forvirret.
Du så mig der. Jeg så dig. Du ringede ikke, skrev ikke, sagde ikke noget. Du kom hjem og gik i seng. Det er dét, der betyder noget. Alt andet, detaljer, undskyldninger, gider jeg ikke høre på.
Han tav forvirret, som om hun brugte de forkerte replikker.
Jeg flytter, sagde Grethe. Ikke nu, men i dag. Jeg tager det, jeg skal bruge, og går. Så finder vi ud af det roligt, uden drama.
Vent…
Jeg har ikke travlt. Hun rejste sig. Det er ikke et impulskøb. Jeg har tænkt. Jeg sov, stod op, tænkte. Det er beslutningen.
I soveværelset tog hun den store rejsetaske ned fra hylden. Mørkeblå, lidt slidt ved håndtaget. Åbnede den, begyndte at pakke: skiftetøj, papirer, opladere, nogle bøger, tæppet fra mor. Alt andet senere.
Henrik dukkede op i døren.
Mener du det?
Ja.
Grethe… treogtyve år. Bare sådan…
Netop treogtyve år, hun holdt hænderne i gang. Derfor vil jeg ikke skændes. Ikke græde, ikke skælde ud. Jeg er træt. Ikke kun af dig. Af det hele. Det er også sandt.
Han forsvandt. Hun hørte ham tumle rundt, maskinen i køkkenet, derefter stilhed. Hun lukkede tasken, tjekkede sine papirer og nøgler.
Så tog hun jakken på i entreen.
Hvor tager du hen? Henrik stod der.
Til Ulla. Ulla var hendes veninde på den anden side af byen, lærer, boede alene: Kom bare, når du har brug for det.
Hvor længe?
Ved ikke.
Grethe, sagde han, og det lød, som hun ville have hørt det som anger før. Nu lyttede hun uden fortolkning.
Henrik, gør det ikke tungere end nødvendigt. Jeg forsvinder ikke. Jeg tager til min veninde. Vi taler om det praktiske senere. Jeg vil ikke slås.
Hun åbnede døren.
Vent er du… er du okay?
Hun overvejede det nogle sekunder.
Jeg ved det ikke endnu, svarede hun ærligt. Indtil videre, ja.
Hun gik.
I elevatoren stod hun alene. Kiggede på sit eget trætte ansigt i spejlet. Intet dramatisk. Ordner håret, tasken solidt ved foden.
Udenfor var det klart, sol fra morgenhimlen, ærlig april. Hun gik til bilen, lagde tasken ind, satte sig bag rattet. Telefonen lå ved passagersædet. Hun skrev til Ulla: Kan jeg komme i nogle dage? Sendte. Kiggede i bakspejlet. Gaden tom.
Ulla svarede straks: Selvfølgelig. Jeg er hjemme. Kom bare.
Grethe tændte bilen.
Hun kørte og tænkte på, hvordan det altid siges, at svigt lyder som et tordenskrald. Men i virkeligheden ændres alt stille. En kontakt klikker ét sted mørkt. Resten lyser.
Hun bremser ved rødt. I bilen ved siden af sidder en dreng, ser ud ad vinduet i tanker, som kun børn kan tænke. Hun smiler, han smiler gravalvorligt tilbage.
Grønt. Hun fortsætter.
Det tog en halv time til Ullas kvarter. Grethe kørte langsomt, ingen musik. Tænkte, at hun snart måtte ringe til Mikkel. Ikke i dag, men snart. Hvad skulle hun sige? Formuleringerne måtte vente.
Hun tænkte på, at Karla ikke var skyld i sit panikanfald. Panikanfald er almindelige hverken dødelige eller reservedel for bestemte slags mennesker. Alle kan få dem.
Hun tænkte på, at hun havde lavet sin undersøgelse ordentligt. Givet korrekte råd. Det betød noget ikke hvad, men noget dét at kunne sit arbejde trods alt. Uanset hvad, var hun fagligt sig selv.
Det viste sig nu at være vigtigt, selv om hun først forstod det nu.
Kvindehistorier, tænkte hun, starter med en begivenhed og ender med pointer: hun gjorde sådan, derfor ændredes alt. Men der var ingen afslutning endnu og hun havde heller ikke brug for én.
Når alt vælter, søger man straks et nyt ståsted det vidste hun både om sig selv og sine patienter. Mange tager for hurtige beslutninger af den grund. Hun ville ikke forhast sig. Hun havde allerede besluttet at flytte. Mere behøvedes ikke nu.
Ullas hus kunne ses fra vejen, en ældre femetagers med popler foran forårets første grønne skygge, næsten gennemsigtig.
Grethe parkerede, tog tasken. Den var tungere end man troede men hun var vant til tunge tasker.
Dørtelefon, trapper. Tredje sal, døren allerede åben, Ulla i døråbningen, lille, i morgenkåbe, kaffekop i hånden. Ulla Jensen, fireoghalvtreds, dansklærer, kunne også forstå betydelig tavshed.
Kom ind, sagde hun simpelt.
Jeg er her, sagde Grethe.
Hun satte tasken, hængte jakken. Duften af kaffe og bøger. En god duft. Hun trak vejret dybt spændingen, der havde siddet i hende siden natten, gav lidt efter.
Vil du spise? spurgte Ulla.
Ved ikke endnu. Sidder bare lige lidt.
Kom ud i køkkenet.
De sad. Ulla skænkede kaffe, satte rugbrød med ost. Hun tog sin egen kop, de sad stille.
Vil du fortælle? spurgte Ulla.
Senere. Jeg sidder bare.
Det er i orden.
April udenfor, få skyer og blå himmel. Grethe så ud og tænkte på den meget snakkede familiespykologi i bøgerne rigtige ord, men følelsen passede ikke med ordene. Det føltes som noget uprøvet, som første gang.
Skilsmisser, utroskab alt har fine navne. Men lige nu er det bare: en taske, en kop kaffe, popler med forårsgrønt. Lige nu: hun er her, hun har sit arbejde, sin veninde og en søn, der ringer søndag.
Ulla, sagde hun.
Ja?
Det sværeste er ikke beslutningen, men tiden bagefter. Når det er valgt, men livet ikke har forandret sig endnu.
Ulla sagde ikke noget straks.
Jo, tænkte på det med Erik. Kan du huske? Besluttede mig i februar, men indså det først i maj. Tre måneder i limbo.
Ja, limbo.
Helt normalt. Limboet er til at vænne sig til den nye retning.
Grethe tog et rugbrød, bed i det. Det smagte, godt, med ost og purløg.
Tak fordi du åbnede, sagde hun.
Du ville gøre det for mig.
Selvfølgelig.
Poplerne svajede udenfor. De første blade glimtede i solen. Grethe tænkte på kvindeskæbne, hvordan ordet lyder bedaget og alligevel præcist for skæbne er ikke givet, det er det, man gør med sine muligheder. Igen og igen.
Hun vidste ikke, hvad fremtiden bragte hvad hun skulle sige til Mikkel, hvordan lejligheden skulle deles, hvor hun skulle hen. Om smerten ville forsvinde hurtigt eller blive længe. Hvad Henrik mon tænkte eller om han gjorde det.
Hun vidste én ting: vagt klokken tre i morgen eftermiddag. Hun måtte sove og få mad. For akutberedskabet ventede ikke på folks private kriser. Underligt nok føltes det som en trøst. At der var noget, hun virkede i. Det var ikke ingenting.
Mod fortæller man om dem, der overvinder stort. Måske er mod bare: sætte sig i venindens køkken, spise brød med ost og sige stille indeni: godt. Jeg finder ud af det.
Telefonen vibrerede. Ikke Henrik; denne gang Mikkel. Han ringede aldrig før aften om søndagen men det var lørdag formiddag. Måske ved et tilfælde. Eller måske havde han mærket det. Børn mærker sommetider ting.
Hun tog røret.
Hej, mor. Alt okay?
Hun ventede et sekund. Ulla kiggede taktfuldt ud ad vinduet.
Hej, Mikkel. Jeg prøver at finde ud af det men jeg er okay. Hvordan går det med dig?
Fint. Ville bare høre din stemme.
Jeg er glad for, du ringede.
Hun tegnede diskret til Ulla, gik ud i gangen, lænede sig op ad væggen, talte med sønnen ikke det hele, ikke endnu, men ærligt. Stemmen var jævn, træt men levende. Han spurgte igen, om hun virkelig var okay. Hun sagde ja.
Da hun afsluttede, blev hun stående lidt i gangen. Tasken stod der, poplerne anes fra et lille vindue.
Hun gik i køkkenet igen.
Sønnen? spurgte Ulla.
Ja.
Du har en god søn.
Ja.
De drak kaffe, tav lidt. Så sagde Ulla:
Bliv så længe du vil. Værelset er frit, du får nøglen.
Tak.
Fortæl, når du vil.
Jeg skal nok det er sådan en af de historier, der skal siges højt for at kunne forstås.
Ulla nikkede. Lærerinder ved.
Når du er klar. Der er ingen hast.
