Hendes døtre
Grethe, kommer du? Vi savner dig virkelig! ringede Anna endnu engang og prøvede at skjule sin træthed i stemmen. Hun havde været rundt hele dagen det var jo ikke nogen spøg at gøre klar til sit bryllup. Nu satte hun sig tungt på stolen, pressede mobilen mod øret og ventede.
Søsteren i den anden ende svarede med et hånligt lille suk.
Som om det skulle være nogen særlig fest! At komme til Annas bryllup nej, det kunne Grethe ikke finde på.
Anna kunne levende forestille sig Grethes sammenknebne mund, det lettere foragtelige blik og måden hun trak på skuldrene.
Grethe mente jo nærmest, at Anna slet ikke var hendes søster. Højst sådan lidt halvsøster-agtigt. Hele livet havde Anna klamret sig til enten moderen eller Grethe, altid med det samme fjollede smil.
Efter moren døde, havde Anna helt kastet sin opmærksomhed over på Grethe, ringet, spurgt ind til niecen, og altid påstået at blod var tykkere end vand. Men hvor sandt var det egentlig? Grethes far, Jørgen, havde svært ved Annas eksistens, for hun var ikke hans biologiske datter. Hun var datter af en anden et mislykket sidespring midt i ægteskabet. Grethe, ni år gammel, havde tryglet sin far om ikke at forlade familien, og, næsten som i en dansk film, græd hun ved hans ben: Du må ikke gå, far!
Så han blev. Et barn kan man jo ikke sige nej til. Hele livet mindede han sin kone om hendes brøde, drillede Anna, og Grethe var altid på hans side.
Anna, altid lidt naiv, søgte alligevel Grethes kærlighed, fandt blomster til hende på vejen hjem, lagde dem på spisebordet, delte sin slikpose.
Kom nu, Grethe! Den smager altså godt, tag nu, mor sagde vi kunne dele blev Anna ved.
Men Grethe syntes det var ulækkert. Pigen var jo ikke familie, sådan sagde hendes far!
Tiden gik, de blev voksne, Grethe giftede sig og flyttede til Odense med sin mand.
Ved Grethes bryllup græd Anna mærkeligt nok. Grethe forstod ikke hvorfor nu havde Anna jo hele værelset for sig selv! Hun burde være glad.
Men Grethe og Jørgen havde allerede planlagt, at når tiden var inde, skulle Anna arve mormors gamle beskedne sommerhus i Nordsjælland, en faldefærdig rønne på et lille stykke jord, dækket af brændenælder. Grethe derimod skulle arve lejligheden i Valby. Sådan var det, mors datter og fars datter endte hver med deres.
Jytte, pigernes mor, kunne måske have forladt Jørgen muligheder fandtes, men hun ville ikke efterlade Grethe. Hun sørgede for at være nær, sy et forklæde eller stille aftensmad på bordet. Dengang så man ikke med milde øjne på skilsmisser, det kunne skade Jørgens karriere i ingeniørfirmaet.
Godt, jeg fik opfostret dem begge to, tænkte Jytte ofte. Måske, når de bliver ældre, kommer de hinanden nærmere.
Grethe fik snart en dejlig datter, smukke Pernille. Den dag Grethe blev udskrevet fra Rigshospitalet, stod Anna og moderen klar med blomster og varme smil, men Grethe holdt dem på afstand.
Hvad laver I? udbrød hun. I skal ikke hen til Pernille!
Grethe, min skat, lad mig nu lige se mit barnebarn, sagde Jytte lidt fortumlet.
Anna kan få sit. Men ikke mit! Jørgen, tag Pernille, kaldte Grethe. Kom så, Hans, vi må videre! Hvor er taxaen? Den skulle jo holde for døren!
Mens bilen blev hentet, måtte Grethe gå selv, med tunge skridt, støttet af sin mand, men syntes han gik for hurtigt, hvæsede ad ham og bad ham om at lade hende være.
Grethe! Grethe! Jytte kom løbende, greb fat i datteren, der vred sig fri. Uanset hvordan du ser på det, min skat, så elsker jeg dig, og du kan altid ringe, hvis du har brug for hjælp, ikke? Her lidt penge fra Anna og mig. Køb noget til pigen.
Grethe tog pengene, talte dem op og hvæsede:
Giv bare flere til Anna, når hun engang får børn!
Hans skyndte sig at gribe Grethes arm og de forlod Jytte og Anna stående tilbage.
Anna, Jørgen og Jytte blev boende sammen i lejligheden, men følte sig mere som underlige logerende end familie. Jørgen tog ofte til Odense, besøgte Grethe og gav Pernille gaver, blev sent og fortalte bagefter, hvor meget Grethe stolede på ham, og hvordan han passede Pernille.
Hun pludrer helt vidunderligt! begejstret fortalte han Jytte, velvidende, at det gjorde hende trist. Hun satte sig lige for mine øjne!
Jytte vendte ansigtet mod vinduet og sagde intet. Grethe tog aldrig imod hendes gaver; hverken tøjdyr, babytæppe eller rangler. Hun måtte kun se barnebarnet, hvis det var aftalt i smug med svigersønnen i parken, hvor Grethe med stift ansigt trak barnevognen. Parken var for larmende, for ilde lugtende, for kedelig. Og Grethe blev træt af at lege med Pernille, længtes efter at sove længe, gå i byen eller købe teaterbilletter.
Pernille ville dog aldrig slippe sin mor.
Da Pernille blev to, ringede Grethe længe uventet:
Har du tid, mor? spurgte hun mere ordenligt. Kan du passe Pernille? Hans er på forretningsrejse, far kan heller ikke. Måske kan du gøre lidt gavn!
Grethe lød som Jørgen plejede: Du kunne jo gøre lidt nytte, Jytte!
Jytte tog fri fra arbejdet, bragte hjemmelavet mad, som far sagde Grethe aldrig fik tid til at lave, og tilbragte hele dagen med Pernille. Barnebarnet tog overraskende let imod hende, viste legetøj frem, de gik i haven og fodrede ænder, spiste frokost sammen, og Jytte sang danske vuggeviser, mens hun sad ved barnesengen.
Imens barnet sov, gjorde hun rent i lejligheden, vaskede op, tørrede støv af. Grethe undskyldte sig bagefter:
Jeg ved jo ikke, hvornår jeg skulle gøre rent! Pernille hænger på mig hele tiden, Hans arbejder altid. Skal jeg flække i to?
Jytte rystede bare på hovedet.
Hun blev oftere og oftere kaldt til lejligheden, fungerede både som barnepige og rengøringshjælp. Hvis hun tøvede, smed Grethe bemærkninger om, at hun nok hellere ville hjælpe Anna.
Jytte opgav igen og igen sin egen tid.
Anna var flyttet til Aarhus, boede i mormors gamle lejlighed, arbejdede på en fabrik som procesteknolog, og var stadig single.
Jeg ville sådan ønske, jeg snart fik børnebørn fra dig også, lokkede Jytte.
Der er tid nok, mor! Jeg er kun syvogtyve, grinede Anna.
Jytte besøgte Anna, blev budt velkommen med kærlige knus, duften af hendes gamle jasminparfume, og følte for første gang, at hun kunne ånde frit. Her var ingen bebrejdelser, intet teatralsk tale om aldrig tilgivede fejl. Her kunne hun være tryg.
Mor, burde du ikke flytte hjem til mig? spurgte Anna til sidst. Jytte var blevet blegere, mere svag. Du slider dig selv op. Far gør kun nar. Kom og bo her!
Og mit job? Og Grethe og Pernille? Nej, nej. Jeg skal også tage mig af far vi er stadig familie, svarede Jytte stille. Hun kunne ikke undvære følelsen af nødvendighed, selv om hendes opgaver udelukkende tilgodeså andre. Hvem skulle ellers stryge skjorter til Jørgen, lave hans mad, servere kaffen præcis, som han helst ville have den?
Mor, du ved jo godt, at far og Grethe bruger dig. Du får helt krumbøj i ryggen af skyldfølelse. Hvad har du sidst gjort for dig? Har du købt dig is, været i teatret, gjort noget bare for din skyld?
Men det er ikke det, livet handler om. Der bliver tid nok for mig nu skal jeg hjælpe andre!
Anna insisterede. Du må flytte nu. Har du set en læge?
Du, Anna Jeg har det jo godt, sagde Jytte endnu engang og trak på tiden.
Da hun endelig flyttede, rasede Jørgen. Smed skældsord efter hende: Du får ikke en øre, kvinde! Du er som en rotte. Og Anna er ligesådan.
Hvorfor, Jørgen? Hvis du nu syntes så ilde om mig, hvorfor smed du mig ikke ud for længst?
Man tilgiver ikke sådan nogen som dig, sagde han. Sådan nogen kan bruges!
Han greb hende hårdt om skulderen, hvæsede, at hun skulle betale for sin skyld hele livet.
Jytte forlod adressen samme aften. Ringede til Grethe, der bare konstaterede, at det var forventet. Hun ville nu tale med far, og han forklarede, at nu var det Grethes pligt at tage vare på ham.
Skulle jeg ikke have fortjent den lejlighed, måske? udbrød Grethe.
Du får den jo, men så må du også gøre dig fortjent til det!
Han lod opvasken stå i køkkenet. Halvdelen smed han ud i affaldsspanden.
Grethe kom næste morgen, skrubbede gulve, Hans var igen ude at rejse, Pernille var i børnehave, mens Grethe gjorde sig fortjent til arven.
Anna fik ikke noget.
Anna fik hurtigt for sent lægen til at se på Jytte. Hun havde udskudt det i alt for lang tid.
Jytte forstod det, men der havde jo været så meget andet hele tiden
De sidste år tog Anna sig kærligt af Jytte, sørgede for ferie ved havet og gode specialister, prøvede at redde det, der kunne reddes.
Når Jytte fik åndenød og ikke kunne sove liggende, sad Anna hos hende med puder i ryggen, indtil hendes mor døsede hen.
Sådan til det sidste. En morgen var hun væk.
Anna gik som altid ind med lyset, snakkede om solopgangen, men fik intet svar.
Vasen styrtede ned. Anna mærkede glasset mod fodsålen, men intet kunne gøre ondt længere.
Grethe mor er død, fik hun sagt ind i telefonen. Vil du hjælpe? Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.
Hvad? Anna, hvad snakker du om? Jeg har jo Pernille syg, venter lægen!
Du forstår ikke, Grethe mor er væk Anna brød sammen.
Ring til far. Jeg har ikke tid, sagde Grethe og lagde på.
Hvem var det? Hans stak hovedet frem. Jeg kan godt vente på lægen, Pernille har jo bare lidt feber.
Ja, så gør du bare det! Grethe blev vred. Hendes mor kunne have været nyttig nu, hvor hun havde billetter til teatret, og Pernille blev syg. Mor er væk, har valgt Anna, og nu må hun selv klare begravelsen.
To dage efter stod Hans klar med overtøj. Jeg tager til Anna i dag. Det er da ikke rimeligt, vi ikke er der! sagde han, da Grethe spurgte, hvor han skulle.
Jørgen, modsat, tog dog med. Han sad længe tavs i bilen, indtil han fortalte sin svigersøn om fortiden om den store skuffelse over Jyttes sidespring, om at han voksede op med at minde hende om fejlen, at Anna alligevel blev opdraget ordentligt, men aldrig blev en del af familien.
Hvorfor lod du hende ikke bare gå? spurgte Hans.
Sådan betalte man ikke igen. I vores tid fik skilsmisse folk mod sig. Og Grethe elskede sin mor, det kan man ikke nægte.
Hans blev ganske stille. Tænkte på, hvor lidt plads der var til varme i det gamle liv.
Begravelsen fandt sted på en usædvanlig solrig dag.
Nu kan hun da endelig få lidt varme, sagde Anna lavmælt. Hun gik jo næsten aldrig ud til sidst.
Kondolerer, Anna, Hans satte sig forsigtigt ved siden af hende, med blomster i hånden. Hvordan går det?
Tak Grethe kom ikke, vel? Hvordan har Pernille det?
Heldigvis kun forkølet.
Anna ville sjældent høre fra Grethe, men blev alligevel ikke vred kun undrende. Mor elskede os begge, sagde hun.
Da alt var ovre, tilbød Anna te til Hans, men han måtte hjem.
Forstået, nikkede hun og gik sig en lang tur, lod sig opsluge af minderne.
Da Hans senere kørte hjem, bad han Jørgen om at forlade bilen midt i det åbne landskab.
Gå ud, sagde han.
Hvad? udbrød Jørgen vantro.
Du har fået, hvad du vil. Nu går du.
Jørgen trak på skuldrene og vandrede bort.
Hans tog til Anna, sad med hende i køkkenet, lod hende fortælle om Jytte, hendes skriverier, hendes kærlige omsorg, hendes humor.
Det blev sent, før han kørte hjem.
Anna, vil du ikke lade mig besøge dig? Grethe ringede længe efter, hendes stemme lidt bristet.
Er noget galt? Anna så spørgende på sin kæreste Jens, holdt ham i hånden.
Nej, det er bare Hans viste mig mors gamle digte. Jeg savner hende. Savner hende så frygteligt. Må jeg godt komme?
Anna sagde ja. For måske, måske kunne de to søstre alligevel mødes, nu hvor det betød allermest.
Livet i en dansk familie kan være dybt præget af gamle sår, fortiede følelser og bristede forventninger, men måske er det netop kærligheden og vores evne til at tilgive, der kan føre os tættere sammen. Når vi tør se hinanden, og anerkender både smerten og glæden, kan vi finde fred for os selv og for næste generation.
